Kaineus fik 20. marts 2002 afslag på at lægge foreningens folder i Sexologisk Kliniks venteværelse. Klage til ombudsmanden hjalp ikke.

Vist 95 gange.

Foreningen Kaineus havde bedt Sexologisk Klinik om lov til at lægge foreningens informationsfolder i klinikkens venteværelse, men fik den 20. marts 2002 afslag fra Sexologisk Klinik.
Der fulgte herefter en brevveksling sted mellem foreningen og Sexologisk Klinik og Rigshospitalets direktion, men afslaget blev fastholdt.
Kaineus klagede over afslaget til Folketingets Ombudsmand, der efter korrespondance med parterne helt frem til udgangen af 2004.
Rigshospitalen oplyste til Ombudsmanden afslaget om at tillade at folderen blev fremlagt i ventev√¶relset skyldes, at dens indhold sk√łnnedes at v√¶re i strid med den behandlingsmetode som anvendes p√• Sexologisk Klinik.
Kaineus mente, at afslaget på at fremlægge folderen var et brud på foreningens ytringsfrihed.
Undervejs fremf√łrte Ombudsmanden kritik af, at hensynet til foreningens ret til ytringsfrihed ikke havde v√¶ret inddraget i grundlaget for at n√¶gte Kaineus lov til at freml√¶gge deres folder.
Da Rigshospitalet meddelte Ombudsmanden, at de efter en ny vurdering, der tog hensyn til Ombudsmandens kritik, fastholdt beslutningen om ikke at tillade folderen i venteværelset.
Den 7. januar 2005 meddelte Ombudsmanden, at han derefter ikke ville foretage sig videre i sagen.

Sagen er optrykt i Retsinformation, hvor foreningen Kaineus i anonymiseret form er betegnet som (A).
Der er i sagen omtalt yderligere to transforeninger, som ligeledes i anonymiseret form er betegnet som (B) og (C). Foreningen (B) er identisk med Transvestitforeningen i Danmark (TiD). Foreningen (C er identisk med foreningen Danske Transsexuelle.

* * *
Resumé

En patientforening klagede til Ombudsmanden over at en klinik p√• Rigshospitalet havde afsl√•et foreningens √łnske om at l√¶gge en folder frem i klinikkens ventev√¶relse.

Ombudsmanden var ikke enig med Rigshospitalet og Hovedstadens Sygehusf√¶llesskab i at vurderingen af sagen kunne foretages udelukkende p√• grundlag af anstaltsbef√łjelser og hensynet til patientbehandlingen. Ombudsmanden kritiserede s√•ledes at Rigshospitalet og Hovedstadens Sygehusf√¶llesskab ikke havde inddraget hensynet til foreningens ret til ytringsfrihed. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til den europ√¶iske menneskerettighedskonventions
artikel 10 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og henstillede at Rigshospitalet genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 2002-3533-429).

Den fulde tekst

Fremlæggelse af folder i venteværelse på hospital

Foreningen A anmodede Rigshospitalet, Sexologisk Klinik om at freml√¶gge foreningens folder i klinikkens ventev√¶relse. I brev af 20. marts 2002 afslog klinikken at freml√¶gge foreningens folder. I afslaget var det alene anf√łrt at klinikken altid tog individuel stilling til anmodninger om placering af informationsmateriale i ventev√¶relset, og at foreningens folder ikke ville blive fremlagt.

I brev af 1. maj 2002 bad foreningen p√• ny om at folderen m√•tte blive fremlagt i klinikkens ventev√¶relse. Foreningen anf√łrte bl.a. at den havde forst√•et at det tidligere afslag var begrundet i at det ikke fremgik af folderen at denne var udarbejdet af foreningen, og at klinikken derfor havde ment at folderen ville kunne blive opfattet som informationsmateriale udarbejdet af klinikken. Foreningen havde nu √¶ndret folderen s√•ledes at det klart fremgik at denne var udarbejdet af foreningen.

Den 22. maj 2002 klagede foreningen til Rigshospitalets direktion over at foreningen ikke havde opn√•et tilladelse til at freml√¶gge sin folder p√• klinikken. Jeg har forst√•et den efterf√łlgende brevveksling i sagen s√•dan at foreningen havde modtaget et mundtligt afslag p√• sin anmodning af 1. maj 2002.

Den 18. juni 2002 svarede Rigshospitalets direktion således på klagen af 22. maj 2002:

‚ÄĚDer er til brug for sagens behandling indhentet en udtalelse fra Rigshospitalets Neurocenter.

Rigshospitalet er i henhold til almindelige lighedsgrundsætninger forpligtet til at behandle alle ligeartede tilfælde ens. Rigshospitalet har imidlertid en ret til, som led i driften, at regulere adgangsforholdene til institutionen herunder fysisk tilstedeværelse, skriftligt materiale m.v., forudsat reguleringen er sagligt begrundet.

Af den indhentede udtalelse fra Rigshospitalets Neurocenter fremg√•r, at De har √łnsket materialet fremlagt i Sexologisk Kliniks ventev√¶relse, som er i strid med den behandlingsmetode, som anvendes p√• Rigshospitalet. Det kan oplyses, at Rigshospitalets behandlingsmetode er i overensstemmelse med internationalt g√¶ldende retningslinier (Harry Benjamin Kriterierne ‚Äď vedlagt i kopi).

Det er sk√łnnet, at Deres patientpjece kan p√•virke patientgruppen negativt, og dermed vanskeligg√łre behandlingen af den omhandlede patientgruppe.

På denne baggrund har Rigshospitalet vurderet, at materialet fra patientforeningen (A) ikke skal fremlægges i venteværelset på Sexologisk Klinik.

Rigshospitalets Direktion skal afslutningsvis beklage, hvis De har f√łlt Dem forskelsbehandlet i forhold til andre patientforeninger.‚ÄĚ

Foreningen A skrev i brev af 6. juli 2002 til Rigshospitalets Direktion at foreningen mente at afslaget p√• at freml√¶gge folderen var et brud p√• foreningens ytringsfrihed. Foreningen anf√łrte videre at foreningen p√• et f√¶llesm√łde mellem patientgrupper og personale afholdt den 29. april 2002 af en overl√¶ge p√• klinikken blev lovet at folderen kunne freml√¶gges hvis denne blev udarbejdet p√• en s√•dan m√•de at det klart fremgik at den gav udtryk for foreningens ‚Äď og ikke klinikkens ‚Äď holdning.

I et svar herp√• af 26. juli 2002 anf√łrte Rigshospitalets direktion bl.a. f√łlgende:

‚ÄĚDeres patientforeningspjece er imidlertid blevet anset for at vanskeligg√łre behandlingen af Rigshospitalets Sexologiske Kliniks patienter samt sk√łnnet at stride med den behandlingsmetode, som anvendes p√• Rigshospitalet.

Dette er ikke at anse for en kr√¶nkelse af Deres ytringsfrihed, idet Rigshospitalet har en ret til at regulere adgangsforholdene til institutionen, hvis reguleringen er sagligt begrundet.‚ÄĚ

Foreningen klagede i brev af 3. august 2002 til mig over Rigshospitalets afslag p√• at give tilladelse til freml√¶ggelse af foreningens folder i klinikkens ventev√¶relse. Foreningen henviste i sin klage til at tendensen i det offentlige behandlingssystem g√•r mod mere √•benhed, og at det som f√łlge heraf bl.a. m√• accepteres at der s√¶ttes sp√łrgsm√•lstegn ved den behandling som tilbydes. Foreningen anf√łrte videre bl.a. f√łlgende:

‚ÄĚPjecen, som vi √łnsker fremlagt, er ikke meget kritisk eller sviner Sexologisk Klinik til p√• nogen m√•de, men er lidt kritisk lige pr√¶cis i forhold til kvinde-til-mand AD‚Äôer. Vi skriver, vi √łnsker

‚Äôat fjerne Rigshospitalets dominans overfor KtM‚Äôer. En genetisk lidelse b√łr behandles kirurgisk og hormonelt og kan ikke behandles p√• en Sexologisk Klinik.‚Äô

‚Äô eftersom defekten intet har at g√łre med sexualitet, virker ordet misvisende og giver associationer til at det skulle v√¶re en sexuel tilb√łjelighed, hvilket det ikke er.‚Äô

At der ikke er tale om en seksuel tilb√łjelighed er Sexologisk Klinik givet vis enige med os i, men jo nok ikke i det √łvrige, vi skriver.

Det andet kritikpunkt ‚Äď som retter sig mod Sexologisk Klinik ‚Äď vi fremf√łrer i pjecen er f√łlgende:

‚Äô behandlingen skal foretages af endokrinologer, urologer og plastikkirurger. Gyn√¶kologer har ikke indsigt i KtM‚Äôers hormonbehandling, og kan ikke g√łre det ud for de to f√łrstn√¶vnte eksperter, som det er tilf√¶ldet i dag.‚Äô

De √łvrige punkter, som anf√łres i pjecen henh√łrende under form√•lsparagraffen for (A), er
‚Äď at sikre retssikkerheden og arbejde for en lovgivning p√• omr√•det,
‚Äď at oplyse om, at hormonbehandling kan gives af egen praktiserende l√¶ge,
‚Äď at arbejde for, at KtM AD‚Äôer (som nogle steder i udlandet) tilbydes en phalloplastik operation (tildannelse af penis) p√• et sted, hvor der er erfaring hermed.

Den p√•g√¶ldende overl√¶ge p√• plastikkirurgisk afdeling har endnu ikke foretaget en s√•dan phalloplastik operation, og vi KtM AD‚Äôer er derfor forst√•elig nok ret nerv√łse over dette, og vil helst opereres i udlandet.

Samlet set mener vi, at der i vores konkrete tilfælde er tale om kompetente og yderst sobre indlæg i en pæn pjece.

Ud fra en juridisk synsvinkel vil vi fremf√łre, at det forvaltningsretligt ikke kan v√¶re et sagligt hensyn, at en del af indholdet i pjecen er lidt kritiske ytringer. Vi st√•r helt uforst√•ende overfor b√•de Sexologisk Kliniks og Direktionens holdning om ikke at ville tillade at pjecen freml√¶gges.

Rigshospitalet er en offentlig myndighed og skal derfor respektere ytringsfriheden, som ogs√• g√¶lder ‚Äď og ikke mindst ‚Äď for minoritetsgrupper. Det er en grundlovsfastsat ret og en menneskeret.

For s√• vidt ang√•r individets interesser, kan det anf√łres, at vi i (A) ikke har mulighed for at s√¶tte pjecen op i den n√¶rliggende Brugsen eller Netto. Patienterne er spredt over hele landet, og det eneste sted, hvor det vil v√¶re muligt og relevant for os at n√• og informere den p√•g√¶ldende m√•lgruppe, er p√• Sexologisk Klinik.

‚ÄĚDen 13. august 2002 sendte jeg A‚Äôs klage videre til Direktionen for Hovedstadens Sygehusf√¶llesskab (H:S) som en klage fra foreningen over Rigshospitalets afslag p√• tilladelse til at freml√¶gge foreningens folder. I anledning heraf indhentede H:S en udtalelse af 9. september 2002 fra Rigshospitalet hvori bl.a. f√łlgende anf√łrtes:

‚ÄĚEn saglig begrundelse for regulering af skriftligt materiales adgang til hospitalet vil bl.a. v√¶re, at materialet ikke har relevans for den adresserede patientgruppe, at materialet ikke har interesse for den adresserede patientgruppe, at informationen ikke er korrekt, at hospitalet ikke kan indest√• for materialet osv.

Rigshospitalets Direktion har på baggrund af en gennemgang af Patientforeningen (A)’s patientpjece vurderet, at patientforeningens pjece ikke skal fremlægges i Rigshospitalets sexologisk kliniks venteværelse.

Rigshospitalets Direktion har vurderet, at Patientforeningen (A)‚Äôs pjece kan have en negativ indvirkning p√• den adresserede patientgruppe. En indvirkning, der vil kunne besv√¶rligg√łre behandlingen af de patienter, der √łnsker at blive behandlet p√• Sexologisk Klinik, Rigshospitalet, for transseksualitet.

Dette skyldes, at det fremg√•r af Patientforeningen (A)‚Äôs pjece, at patientforeningen anser transseksualitet for at v√¶re en genetisk lidelse, der kun b√łr behandles kirurgisk og hormonelt. En opfattelse Rigshospitalet ikke fuldt ud kan tiltr√¶de.

Rigshospitalet anser ikke transseksualitet for udelukkende at kunne behandles kirurgisk og hormonelt. Rigshospitalet behandler transseksualitet indenfor rammerne af de medicinske og etiske retningslinier, som er opstillet i de internationalt anerkendte Harry Benjamin Kriterier.

Rigshospitalet kan således ikke udelukkende behandle Rigshospitalets Sexologisk Kliniks patienter med den behandlingsmetode, som står beskrevet i Patientforeningen (A)’s patientpjece.

Rigshospitalet kan ydermere ikke indest√• for Patientforeningen A‚Äôs pjeces √łvrige indhold bl.a., ‚Äôat fjerne Rigshospitalets Sexologiske Kliniks dominans overfor KtM-Ad‚Äôer.‚Äô

Rigshospitalets Direktion mener p√• baggrund af ovenst√•ende at have v√¶ret berettiget til at afvise, at Patientforeningen (A) skulle have adgang til at freml√¶gge dets patientpjece i Sexologisk Klinik, Rigshospitalets, ventev√¶relse. En afvisning der ikke, efter Rigshospitalets Direktions opfattelse, kan anses for at v√¶re en kr√¶nkelse af Patientforeningen (A)‚Äôs ytringsfrihed, idet Rigshospitalet har en ret til at regulere, hvilket materiale, der skal ligge fremme p√• hospitalets klinikker. En regulering, der bl.a. foretages p√• baggrund af en vurdering af materialets indhold.‚ÄĚ

H:S besvarede foreningens klage i brev af 30. september 2002 hvori bl.a. f√łlgende er anf√łrt:

‚ÄĚDet er H:S Direktionens opfattelse, at ventev√¶relserne ikke har som sit form√•l at forest√• formidling af synspunkter i almindelighed til patienterne. Der kan efter H:S Direktionens opfattelse s√•ledes ikke stilles krav om, at hospitalernes ventev√¶relser skal bist√• med distribution af synspunkter af enhver art.

Foreningen (A) hævder, at venteværelset i Rigshospitalets sexologiske klinik skulle være foreningens eneste mulighed for at nå målgruppen for foreningens synspunkter. Denne påstand giver efter H:S Direktionens opfattelse ikke foreningen en ret til at kræve sin pjece fremlagt i venteværelset i Rigshospitalets sexologiske klinik.

For s√• vidt ang√•r Rigshospitalets begrundelse for ikke at im√łdekomme foreningens √łnske om freml√¶ggelse af pjecen, skal H:S Direktionen bem√¶rke, at det n√¶ppe kan undg√•s, at skriftligt informationsmateriale fra en patientforening om et sygdomsomr√•de i et vist omfang bliver et supplement til den information, som sundhedspersonalet har pligt til at give patienterne om deres sygdom og behandlingsmuligheder. Selvom afdelingerne ikke har ansvar for indholdet af informationsmaterialet, m√• en afdeling p√• denne baggrund alligevel v√¶re berettiget til at frav√¶lge informationsmateriale, der p√• afg√łrende vis anf√¶gter den behandling, der tilbydes fra afdelingen.

Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet er ansvarlig for driften af hospitalet. Det er H:S Direktionens opfattelse, at Hospitalsdirektionen ud fra en anstaltsbetragtning er berettiget til som led i driften at regulere hvilket skriftligt materiale, der skal ligge fremme i hospitalets venteværelser.

Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet har ved sin vurdering af pjecen fundet, at pjecen kan have en negativ indvirkning p√• den adresserede patientgruppe og besv√¶rligg√łre behandlingen af de patienter, der √łnsker at blive behandlet for transseksualitet i hospitalets sexologiske klinik. Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet har s√•ledes fundet, at hensynet til patientbehandlingen skal veje tungere end foreningens √łnske om freml√¶ggelse af pjecen i ventev√¶relset i klinikken.

H:S Direktionen er enig med Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet.‚ÄĚ

I brev af 27. oktober 2002 klagede foreningen på ny til mig over afslaget fra Rigshospitalet og H:S. Foreningen gentog sine synspunkter angivet i klagen af 3. august 2002 og fremkom med bemærkninger til H:S’ brev af 30. september 2002.

I anledning af foreningens klage modtog jeg udtalelser af 18. december 2002 og 6. januar 2003 fra henholdsvis Rigshospitalet og H:S Direktionen. Rigshospitalet anf√łrte bl.a. f√łlgende i sin udtalelse:

‚ÄĚDet skal, p√• baggrund af sp√łrgsm√•l fra Folketingets Ombudsmand, oplyses, at Sexologisk Klinik, Rigshospitalet, har informationsmaterialet ‚ÄôOrgandonor‚Äô, ‚ÄôTag stilling til obduktion‚Äô og ‚ÄôFakta om alkohol‚Äô liggende i klinikkens ventev√¶relse. Der ligger ikke i klinikkens ventev√¶relse informationsmateriale eller patientfoldere fra patientforeninger.

Patientforeningen (A) anf√łrer i dens klage til Folketingets Ombudsmand, at ‚Äôdet eneste sted, hvor det vil v√¶re muligt og relevant for os at n√• og informere den p√•g√¶ldende m√•lgruppe, er p√• Sexologisk Klinik.‚Äô.

Rigshospitalets direktion har ikke taget dette synspunkt i betragtning, da direktionen traf beslutning om ikke at ville fremlægge (A)’s folder i Sexologisk Kliniks venteværelse den 18. juni d.å. og den 26. juli d.å.

Rigshospitalets direktion vurderer, at (A) har andre muligheder for at komme i kontakt med den omhandlede patientgruppe. En kontakt der vil kunne skabes gennem andre medier og institutioner f.eks. aviser og √łvrige dagblade, (A)‚Äôs hjemmeside og andre hjemmesider p√• internettet, biblioteker, telefonr√•dgivningslinier m.v.‚ÄĚ

H:S Direktionen anf√łrte bl.a. f√łlgende i sin udtalelse:

‚ÄĚTil sp√łrgsm√•let om med hvilken v√¶gt foreningens p√•stand om, at Rigshospitalets sexologiske klinik er foreningens eneste mulighed for at n√• foreningens m√•lgruppe, har indg√•et i afvejningen af, om pjecen skulle freml√¶gges, oplyser Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet, at dette synspunkt ikke har v√¶ret inddraget i beslutningen om ikke at ville freml√¶gge pjecen i klinikkens ventev√¶relse.

Hospitalsdirektionen vurderer, at foreningen (A) har andre muligheder for at komme i kontakt med den p√•g√¶ldende patientgruppe. En kontakt der vil kunne skabes gennem andre medier og institutioner f.eks. aviser og √łvrige dagblade, (A)‚Äôs hjemmeside og andre hjemmesider p√• Internettet, biblioteker, telefonr√•dgivningslinier m.v.

Som det fremg√•r, har Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet s√•ledes ikke fundet, at p√•standen om, at Sexologisk Klinik er foreningens eneste mulighed for at n√• foreningens m√•lgruppe, skulle indg√• i afvejningen af hensyn ved afg√łrelsen af sp√łrgsm√•let om freml√¶ggelsen af pjecen. Der henvises til de mange andre muligheder, der findes til udbredelse af synspunkter.

H:S Direktionen har i brev af 30. september 2002 til foreningen (A) anf√łrt, at ventev√¶relserne ikke har som sit form√•l at forest√• formidling af synspunkter i almindelighed til patienterne. Endvidere at p√•standen om, at ventev√¶relset i sexologisk klinik skulle v√¶re foreningens eneste mulighed for at n√• m√•lgruppen for foreningens synspunkter ikke giver foreningen en ret til at kr√¶ve sin pjece fremlagt i ventev√¶relset i sexologisk klinik.

N√•r der henses til, at foreningen har en flerhed af andre let tilg√¶ngelige muligheder for at n√• m√•lgruppen for foreningens synspunkter, herunder ikke mindst gennem foreningens egen hjemmeside, ( ), har det efter H:S Direktionens opfattelse desuden ikke v√¶ret relevant at inddrage hensynet til ytringsfriheden ved afg√łrelsen af sp√łrgsm√•let om freml√¶ggelse af foreningens pjece i ventev√¶relset i Rigshospitalets sexologiske klinik.

For s√• vidt ang√•r begrundelsen for afg√łrelsen, skal H:S Direktionen henvise til, at Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet ved sin vurdering af pjecen har fundet, at pjecen kan have en negativ indvirkning p√• den adresserede patientgruppe og besv√¶rligg√łre behandlingen af de patienter, der √łnsker at blive behandlet for transseksualitet i hospitalets sexologisk klinik. Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet har s√•ledes fundet, at hensynet til patientbehandlingen skal veje tungere end foreningens √łnske om freml√¶ggelse af pjecen i ventev√¶relset i klinikken.

Det er H:S Direktionens opfattelse, at hensynet til patientbehandlingen er et sagligt hensyn. H:S Direktionen har ikke fundet anledning til at anf√¶gte det konkrete sk√łn, som Hospitalsdirektionen ved Rigshospitalet har foretaget i forbindelse med sin afg√łrelse af sagen.‚ÄĚ

Ved brev af 10. januar 2003 sendte jeg udtalelserne til foreningen med henblik p√• at foreningen kunne fremkomme med sine bem√¶rkninger, hvilket foreningen gjorde ved brev af 20. januar 2003. Foreningen anf√łrte heri bl.a. f√łlgende:

‚ÄĚA skal anf√łre at vores m√•lgruppe ikke prim√¶rt kan n√•s via andre tilg√¶ngelige medier, s√•som Internet, aviser, biblioteker, TV, telefonr√•dgivning m.fl., men at samtlige medlemmer af m√•lgruppen kommer p√• Sexologisk Klinik, fordi Sexologisk Klinik er det eneste sted i Danmark der modtager patienter med diagnosen Gender Dysforia.

Det er ikke korrekt at Rigshospitalets direktion i svar til Folketingets Ombudsmand hævder at andre foreningers pjecer ikke er fremlagt i klinikkens venteværelse.

If√łlge skriftligt udsagn fra foreningen (B) har denne forening haft deres pjece fremlagt siden 1999. En anden forening, (C), har ligeledes haft deres pjece liggende fremme.

Vi kan oplyse at Sexologisk Klinik umiddelbart efter (A) har indgivet klage til Folketingets Ombudsmand over klinikkens v√¶gring imod freml√¶ggelse af (A)‚Äôs pjece har fjernet foreningen (B)‚Äôs pjece ( ).‚ÄĚ

I brev af 30. januar 2003 bad jeg H:S Direktionen og Rigshospitalet om bem√¶rkninger til det som A havde anf√łrt i foreningens brev af 20. januar 2003. Rigshospitalet anf√łrte i udtalelse af 13. februar 2003 bl.a. f√łlgende:

‚ÄĚHertil skal Rigshospitalet bem√¶rke, at Rigshospitalet ikke i forbindelse med Patientforeningen (A)‚Äôs klage til Folketingets Ombudsmand har fjernet pjecer fra patientforeninger fra ventev√¶relset i Rigshospitalets sexologiske klinik.

Det kan for god ordens skyld oplyses, at Rigshospitalets sexologiske klinik ikke siden for√•ret 2002 har haft pjecer fra patientforeninger liggende i ventev√¶relset.‚ÄĚ

H:S Direktionen henviste i sin udtalelse af 10. marts 2003 til sine tidligere udtalelser og afg√łrelser i sagen og til Rigshospitalets udtalelse af 13. februar 2003. Den 14. marts 2003 sendte jeg udtalelserne af 13. februar 2003 og 10. marts 2003 fra henholdsvis Rigshospitalet og H:S til foreningens orientering. I brev af 19. marts 2003 fremkom foreningen med indsigelser mod Rigshospitalets opfattelse af at pjecen kunne have en negativ indvirkning p√• patientgruppen, idet foreningen ikke mener at det er muligt at behandle transsexualitet i Sexologisk Kliniks regi da dette kr√¶ver kirurgisk og hormonel behandling s√•ledes som det fremg√•r af pjecen. Foreningen mener netop derfor at det er berettiget at freml√¶gge pjecen i ventev√¶relset.

I en udtalelse til A den 31. august 2004 anf√łrte jeg f√łlgende:

Ombudsmandens udtalelse

‚ÄĚMin unders√łgelse af sagen retter sig mod Rigshospitalets afg√łrelse af 18. juni 2002 og H:S Direktionens afg√łrelse af 30. september 2002.

Det retlige bed√łmmelsesgrundlag

Afg√łrelsen er truffet p√• grundlag af anstaltsbef√łjelser.

Anstaltsbef√łjelser antages at give ledelsen af en offentlig institution bef√łjelse til at tr√¶ffe generelle eller konkrete beslutninger om forholdet mellem institutionen og dens brugere. Bef√łjelsen omfatter ordensm√¶ssige forhold i vid forstand s√•som brugerens adf√¶rd under opholdet, bes√łgstid, udsmykning, udnyttelse af bygninger og inventar. Det f√łlger af legalitetsprincippet at bef√łjelsen skal udnyttes med respekt for loven, herunder grundloven, den europ√¶iske menneskerettighedskonvention, almindelige offentligretlige grunds√¶tninger samt skrevne regler i √łvrigt med lovskraft.

Inden for denne ramme har ledelsen en sk√łnsm√¶ssigt pr√¶get bef√łjelse til at tr√¶ffe afg√łrelser, blandt andet om indretning og udnyttelse af ventev√¶relser p√• en offentlig behandlingsinstitution.

Udgangspunktet er at ledelsen i denne henseende er forholdsvis frit stillet med hensyn til at fasts√¶tte regler for hvem der kan opholde sig i et s√•dant venterum, tidspunkterne herfor, rummets indretning og brug, herunder om og i bekr√¶ftende fald hvilket materiale der l√¶gges frem for de ventende. Det er s√•ledes ledelsen der som udgangspunkt bestemmer om og i bekr√¶ftende fald hvilke blade, magasiner, h√¶fter, rapporter mv. der er til r√•dighed, og i den forbindelse om materialet skal v√¶re til r√•dighed som adspredelse for ventende personer, eller om der l√¶gges v√¶gt p√• egentlig m√•lrettet informationsformidling. Er der tale om freml√¶ggelse af materiale blot med henblik p√• at fordrive ventetiden, m√• den retlige ramme anses for at v√¶re s√¶rlig vid. Har ledelsen besluttet sig for at k√łbe og l√¶gge et ugeblad eller en avis frem, kan der eksempelvis ikke anses at v√¶re pligt for ledelsen til at leve op til et alsidighedsprincip.

Ledelsen st√•r dog i retlig henseende ikke fuldst√¶ndig frit idet bef√łjelsen som anf√łrt m√• ud√łves med respekt for overordnede retlige rammer. I denne forbindelse kommer is√¶r grundlovens ¬ß 77 og menneskerettighedskonventionens artikel 10 i betragtning. Bestemmelserne har f√łlgende indhold:

Grundloven:
‚Äô¬ß 77. Enhver er berettiget til p√• tryk, i skrift og tale at offentligg√łre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde p√•ny indf√łres.‚Äô

Den europæiske menneskerettighedskonvention:
’Artikel 10
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da ud√łvelsen af disse frihedsrettigheder medf√łrer pligter og ansvar, kan den underkastes s√•danne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er n√łdvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller s√¶deligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.‚Äô

Grundlovens ¬ß 77 omfatter efter sit indhold ikke sp√łrgsm√•let om en anstaltsledelse har pligt til at udnytte anstaltsbef√łjelserne til at fremme ytringsfriheden eller informationsfriheden. Det er imidlertid fast antaget at de overordnede retlige ideer der ligger bag menneskerettighederne, herunder grundlovens ¬ß 77 og menneskerettighedskonventions artikel 10, b√•de kan og skal indg√• som kriterier i offentlige myndigheders overvejelser i forbindelse med ud√łvelsen af sk√łnsm√¶ssige bef√łjelser. Det antages endvidere at hensynet til den beskyttelsesinteresse der ligger bag bestemmelserne, skal indg√• i den konkrete vurdering med betydelig v√¶gt, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret 2. udgave (2002), s. 347 ff, og Bent Christensen, Forvaltningsret (1997), s. 151 og 180.

Dette betyder at ved afg√łrelsen af om et ventev√¶relse skal benyttes til informationsformidling, skal hensynet til ytrings- og informationsfriheden indg√• og till√¶gges v√¶gt. Som anf√łrt ovenfor m√• de retlige rammer anses for forholdsvis vide idet andre hensyn s√•som hensynet til institutionens √łkonomiske drift, √łnsket om at sikre optimal behandling af patienterne og hensynet til at opretholde ro og orden ogs√• lovligt vil kunne inddrages i afvejningen og eventuelt f√łre til et andet resultat.

For s√• vidt ledelsen lovligt har besluttet at et venterum ikke skal benyttes til informationsformidling, opst√•r der efter min mening ikke retlige problemer i forbindelse med at en anmodning fra private organisationer eller enkeltpersoner om at freml√¶gge materiale som f√łlge heraf afsl√•s. Et s√•dant afslag er blot et konkret udtryk for den generelle beslutning om rummets og inventarets anvendelse.

Har ledelsen derimod besluttet sig for at anvende et ventev√¶relse til oplysningsform√•l, eller har der udviklet sig en praksis hvorefter ventev√¶relset har f√•et karakter af at v√¶re et forum for udveksling eller formidling af oplysninger til og mellem rummets brugere, √¶ndrer den retlige situation sig efter min mening v√¶sentligt. I dette sidste tilf√¶lde m√• udgangspunktet v√¶re at et afslag p√• at f√• fremlagt materiale som indholdsm√¶ssigt og emnem√¶ssigt er relevant for den oplysningsformidling der finder sted, m√• betegnes som et indgreb i ans√łgerens ytringsfrihed. Denne opfattelse kan st√łttes direkte p√• artikel 10 i den europ√¶iske menneskerettighedskonvention og f√łlger desuden efter min mening af den almindelige ulovbestemte lighedsgrunds√¶tning hvorefter i alt v√¶sentligt ensartede sager skal behandles lige.

Et s√•dant afslag m√• derfor, for at v√¶re lovligt, v√¶re ‚Äôn√łdvendigt i et demokratisk samfund‚Äô til beskyttelse af de interesser der er omtalt i stk. 2 i artikel 10 i menneskerettighedskonvention. I dom af 19. december 1994 i Sagen Vereinung demokratischer Soldaten √Ėsterreichs and Gubi v. Austria ans√• Den Europ√¶iske Menneskerettighedsdomstol at det √łstrigske forsvarsministeriums afslag p√• gratis at distribuere et blad der forholdt sig kritisk og satirisk til milit√¶ret, var et indgreb i ytringsfriheden, fordi ministeriet distribuerede andre blade om milit√¶re forhold. Indgrebet, som var begrundet i frygten for at mandstugten og kampmoralen skulle forringes, ans√•s for uproportionalt og dermed
i strid med artikel 10. Se også Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. juni 2001 i sagen V g T Verein gegen Tierfabriken v. Schwitzerland.

I den n√¶vnte dom fra √ėstrig anf√łrte domstolen bl.a.:

’27.
In the present case the authorities effected themselves and at their own expense the distribution on a regular basis of military periodicals published by various associations, by sending them out with their official publications. Whatever the legal status of this arrangement, such a practice was bound to have an influence on the level of information imparted to the members of the armed forces and, accordingly, engaged the responsibility of the present State under Article 10.

The Court notes further that, according to the case file, of all the periodicals for servicemen, only der Igel was not allowed access to this type of distribution (see paragraph 8 above). The VDS√Ė could therefore reasonably claim that this situation should be remedied. It follows that the Minister for Defence‚Äôs rejection of its request was an interference with the exercise of its right to impart information and ideas.

2. Whether the interference was justified

28. The interference in issue infringed Article 10 if it was not ’prescribed by law’, if it did not pursue one or more of the legitimate aims referred to in paragraph 2 of that Article or if it was not ’necessary in a democratic society’ in order to attain such aims.

(c) Was the interference ’necessary in a democratic society’?

33. The VDS√Ė denied that the refusal of its request had been necessary. It had been motivated solely by the desire to prevent a current of opinion regarded by the authorities as hostile to the army from being spread among the troops by the distribution of der Igel. Yet, the applicant association maintained, the Government were gradually implementing most of the reforms proposed by the magazine, such as the reduction of curfew restrictions, the introduction of a five-day week, pay increases and free public transport. The journal could not therefore be seen as a genuine threat.

34. The Commission in substance accepted the first applicant’s view. It noted that der Igel contained no incitement to violence, to disobedience or to break the rules; at the very most it provided information on complaints and appeals procedures.

35. According to the Government, the magazine sought to undermine the effectiveness of the army and of the country‚Äôs system of defence. Its distribution had been particularly undesirable because at the material time, when the cold war had still been in progress, there had been a certain amount of friction in the Schwarzenberg barracks. This situation, which was comparable to that found to exist in the case of Engel and Others (cited above, p. 42, para. 101), had arisen because of unrest among the servicemen as a result of various deliberately provocative actions (see paragraph 9 above), carried out by Mr Gubi, an active member of the VDS√Ė.

Confronted with this situation, the Minister for Defence had even shown restraint as he had merely refused to allow the army to assist in the distribution of der Igel. This measure had been necessary in order to maintain discipline, but it had not prevented the applicant association from making the publication available to the soldiers through any other means. They could for instance receive it through the post and no restrictions were placed on their freedom to read it in the barracks. In short, the authorities had not overstepped their margin of appreciation, which was necessarily wider in this area because they alone were in a position to assess with full knowledge of all the circumstances, in a given situation, the specific duties and responsibilities of members of the armed forces.

36. The Court reiterates that freedom of expression is also applicable to ’information’ or ’ideas’ that offend, shock or disturb the State or any section of the population. Such are the demands of that pluralism, tolerance and broadmindedness without which there is no ’democratic society’ (see, inter alia, the Observer and Guardian v. the United Kingdom judgment of 26 November 1991, Series A no. 216, p. 30, para. 59, and the Castells v. Spain judgment of 23 April 1992, Series A no. 236, p. 22, para. 42).

The same is true when the persons concerned are servicemen, because Article 10 applies to them just as it does to other persons within the jurisdiction of the Contracting States. However, the proper functioning of an army is hardly imaginable without legal rules designed to prevent servicemen from undermining military discipline, for example by writings (see the Engel and Others judgment, cited above, p. 41, para. 100, and the Hadjianastassiou judgment, cited above, p. 17, para. 39).

37. The Court observes that at the material time the army distributed free of charge in all the country‚Äôs barracks its own publications and those of private associations of soldiers. It appears that only der Igel was denied this facility, which undoubtedly reduced considerably its chances of increasing its readership among service personnel. The fact that the VDS√Ė retained the possibility of sending its journal to subscribers could not offset such a handicap. It could therefore only have been justified by imperative necessities since exceptions to the freedom of expression must be interpreted narrowly (see the Sunday Times v. the United Kingdom (no. 1) judgment of 26 April 1979, Series A no. 30, p. 41, para. 65).

38. The Government sought support for their argument from the content of der Igel. The periodical, which was critical and satirical, had represented a threat to discipline and to the effectiveness of the army.

It is the Court’s opinion that such an assertion must be illustrated and substantiated by specific examples. None of the issues of der Igel submitted in evidence recommend disobedience or violence, or even question the usefulness of the army. Admittedly, most of the issues set out complaints, put forward proposals for reforms or encourage the readers to institute legal complaints or appeals proceedings. However, despite their often polemical tenor, it does not appear that they overstepped the bounds of what is permissible in the context of a mere discussion of ideas, which must be tolerated in the army of a democratic State just as it must be in the society that such an army serves.

39. The Government also cited friction in the Schwarzenberg barracks, for which, they claimed, the publications of the applicant association and Mr Gubi’s activities were essentially responsible (see paragraph 9 above). This situation had led to a large number of complaints from the conscripts.

In the Court’s view, this situation, peculiar to a single barracks, was not sufficiently serious to justify a decision whose effects extended to all the military premises on the national territory. On this point the facts may be distinguished from the Engel and Others case. In that case the banned journal had been distributed solely in the place were the unrest cited by the authorities had occurred (see the above-mentioned judgment, p. 18, para. 43).

40. In conclusion, the refusal by the Minister for Defence to include der Igel among the magazines distributed by the army was disproportionate to the legitimate aim pursued. It follows that the first applicant was the victim of a violation of Article 10.’

Ved vurderingen af om et indgreb er n√łdvendigt og proportionalt, skal der, som det ses, foretages en afvejning hvor det l√¶gges til grund at ytringsfriheden ogs√• g√¶lder for meninger der forn√¶rmer, chokerer eller forstyrrer staten eller dele af befolkningen. Ligeledes skal der l√¶gges v√¶gt p√• om den √łnskede m√•de at formidle synspunkter p√• er mere effektiv end andre.

Den konkrete sag

Som den foreliggende sag foreligger oplyst, m√• jeg l√¶gge til grund at ventev√¶relset ved Sexologisk Klinik ikke generelt er √•bent for almenheden, men er forbeholdt patienter, p√•r√łrende og andre med naturligt √¶rinde p√• klinikken. Rummet bruges efter det oplyste alene som et sted hvor de p√•g√¶ldende kan opholde sig mens de venter p√• at modtage behandling. Rummet er s√•ledes ikke specielt beregnet p√• at formidle eller udveksle behandlingsrelevant information. Der ligger dog i ventev√¶relset forskellige offentlige publikationer, bl.a. ‚ÄôOrgandonor‚Äô, ‚ÄôTag stilling til obduktion‚Äô og ‚ÄôFakta om alkohol‚Äô. Indtil 2002 l√• der endvidere materiale fra forskellige patientforeninger. S√•dant materiale forekommer ikke l√¶ngere i venterummet. V√¶relset anvendes s√•ledes og m√• anses for egnet til i en vis udstr√¶kning at formidle informationer til patienter, og foreningens ans√łgning burde derfor have v√¶ret bed√łmt
på denne baggrund.

Rigshospitalets beslutning om ikke at im√łdekomme foreningens √łnske om at freml√¶gge pjecen byggede i overensstemmelse hermed is√¶r p√• overvejelser om materialets indhold. Direktionen formodede at det ville vanskeligg√łre behandlingen af klinikkens patienter hvis foreningens pjece blev lagt frem, da den sk√łnnedes at v√¶re i strid med den behandlingsmetode som anvendes p√• Rigshospitalet.

I udtalelsen af 9. september 2002 har Rigshospitalet anf√łrt at hospitalets opfattelse ikke kan anses for at v√¶re en kr√¶nkelse af foreningens ytringsfrihed, ‚Äôidet Rigshospitalet har en ret til at regulere hvilket materiale der skal ligge fremme p√• hospitalets klinikker. En regulering, der bl.a. foretages p√• baggrund af en vurdering af materialets indhold‚Äô. H:S har i udtalelsen af 30. september 2002 gengivet hospitalets synspunkter og tilf√łjet at direktionen ‚Äôhar s√•ledes fundet, at hensynet til patientbehandlingen skal veje tungere end foreningens √łnske om freml√¶ggelse af pjecen i ventev√¶relset i klinikken‚Äô. I udtalelser af henholdsvis 18. december 2002 og 6. januar 2003 har b√•de hospitalet og H:S svaret ben√¶gtende p√• mine sp√łrgsm√•l om hvorvidt hensynet til foreningens p√•stand om at freml√¶ggelse af materiale i klinikkens ventev√¶relse er eneste mulighed for at foreningen kan n√• og informere sin m√•lgruppe, har v√¶ret inddraget i beslutningen om at give afslag. H:S har s√•ledes anf√łrt at det
var irrelevant at inddrage hensynet til foreningens ytringsfrihed.

P√• denne baggrund m√• jeg l√¶gge til grund at Rigshospitalet og H:S ikke har vurderet foreningens anmodning i overensstemmelse med den retsopfattelse jeg har beskrevet ovenfor. Jeg sigter herved til at hensynet til foreningens ytringsfrihed ikke kan ses overhovedet at have v√¶ret inddraget i beslutningen og dermed ej heller har indg√•et med s√¶rlig v√¶gt, samt at myndighederne derfor formentlig heller ikke har foretaget en selvst√¶ndig vurdering af den samfundsm√¶ssige n√łdvendighed af at hindre pjecen i at blive fremlagt.

Jeg har gjort H:S, Direktionen og Rigshospitalet bekendt med min opfattelse, og jeg har besluttet at henstille til Rigshospitalet at det tager sagen op til ny overvejelse p√• grundlag af det jeg har anf√łrt ovenfor.

Jeg bem√¶rker at jeg ikke herved har taget stilling til om Rigshospitalet efter en s√•dan fornyet overvejelse i det konkrete tilf√¶lde kan opretholde sit afslag p√• foreningens √łnske om freml√¶ggelse af folderen.‚ÄĚ

Rigshospitalet meddelte mig i brev af 23. december 2004 at hospitalet efter en fornyet gennemgang af sagen havde vurderet at hensynet til behandlingen af patienterne fortsat vejer tungere end hensynet til foreningen A’s ytringsfrihed, og at A’s folder derfor ikke kunne tillades fremlagt i Sexologisk Kliniks ventev√¶relse p√• Rigshospitalet.

Rigshospitalet anf√łrte i den forbindelse at hospitalet var opm√¶rksom p√• at A havde anf√łrt at A ikke kunne n√• sin m√•lgruppe p√• anden m√•de end ved freml√¶ggelse af folderen i ventev√¶relset. Rigshospitalet havde dog vurderet at A i lighed med andre landsd√¶kkende organisationer har mulighed for at annoncere i skriftlige og elektroniske medier.

Rigshospitalet anf√łrte videre at hospitalet havde lagt v√¶gt p√• at folderens indhold strider mod den behandlingsmetode som hospitalet anvender, at folderens indhold med hensyn til lidelsens karakter og behandlingsmetode ikke dokumenteres og at hospitalet ikke deler A’s opfattelse heraf, at folderen indeholder fejlagtige oplysninger bl.a. om den behandling der ydes af Rigshospitalet og at dette kan skabe utryghed og forvirring blandt patienterne og dermed vanskeligg√łre behandlingen. Rigshospitalet henviste endvidere til at folderen kunne give patientgruppen og omverden en urealistisk forventning til hospitalets reelle behandlingstilbud, og at folderen hvis den blev fremlagt ville kunne blive opfattet som en del af Rigshospitalets patientinformation.

I brev af 7. januar 2005 meddelte jeg Rigshospitalet at jeg havde forst√•et hospitalet s√•dan at hospitalet havde foretaget en vurdering og afvejning af sagen under inddragelse af de retlige forhold som jeg havde anf√łrt i min udtalelse af 31. august 2004, og at Rigshospitalet havde meddelt A en ny afg√łrelse med en n√¶rmere begrundelse ‚Äď eller ville g√łre dette indenfor kort tid. Jeg meddelte endelig Rigshospitalet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

* * *
Folketingets Ombudsmands beretning om sagen kan læses i Retsinformation РFolketingets Ombudsmands beretningssager