Arbejdspladsen – Jeg er transseksuel. Artikel om K. S. og Claudia Maria Nielsen den 19. december 2002.

Vist 2.257 gange.
Jounalist Pia Olsen har skrevet en artikel om, hvordan K. S. og Claudia Maria Nielsen forberedte sig og fik fortalt på deres arbejde, at de er transseksuelle, og om, hvordan det blev modtaget på deres arbejdspladser.

* * *
√ÖBENHED
Dag efter dag tilbringer vi i vores kollegers selskab. Vi f√łler, at vi kender hinandens vaner og reaktioner. Alligevel sker det, at en kollega pludselig st√•r frem og fort√¶ller, at hun eller han har kr√¶ft, er transseksuel, alkoholiker. Hvordan fort√¶ller man sin hemmelighed p√• en konstruktiv m√•de, og hvordan reagerer kollegerne?

√ÖBENHED
Bekymringerne er stærkt overdrevne
De fleste forventer, at det er meget problematisk at springe ud på sin arbejdsplads som eksempelvis kræftramt eller transseksuel. Ofte er bekymringerne dog stærkt overdrevne, mener Svend-Erik Hermansen fra HK/Service.

I sit daglige arbejde som milj√łkonsulent i HK/Service h√łrer Svend-Erik Hermansen med j√¶vne mellemrum om tilf√¶lde, hvor folk “springer ud” p√• deres arbejdspladser og fort√¶ller, at de har kr√¶ft, er transseksuelle eller er hiv-smittede.
– Min erfaring er, at s√• l√¶nge det ikke p√•virker arbejdet, er de fleste virksomheder hurtige til at acceptere “nyheden”, siger Svend-Erik Hermansen.
Til geng√¶ld er det ganske naturligt, hvis kollegerne i f√łrste omgang reagerer lidt blandet p√• meddelelser af den type.
РVed at fortælle om noget så personligt som sygdom eller seksualitet til kollegerne overskrider man de normale grænser for fortrolighed på arbejdspladsen. Det oplever mange som ubehageligt.

Vigtigt at være velforberedt
Men den umiddelbare reaktion bliver n√¶sten altid afl√łst af forst√•else og accept.
– Vi er jo mennesker alle sammen, og ved at snakke med hinanden l√łses de fleste problemer og forbehold sig som regel, mener Svend-Erik Hermansen.
Til geng√¶ld er det vigtigt at g√łre sig helt klart, hvorfor man g√łr det, f√łr man v√¶lger at st√• frem med den ene eller anden type hemmelighed.
– Den enkelte skal overveje, om det virkelig er n√łdvendigt, og hvad man vil opn√• ved det. Man skal jo helst ikke blive den “interessante” person, som alle p√• arbejdspladsen snakker om. Det er ikke form√•let. Derfor r√•der jeg altid folk til at st√• frem p√• en s√• naturlig m√•de som muligt. Man skal undg√• at overdramatisere.
If√łlge Svend-Erik Hermansen er det alts√• vigtigt at v√¶re velforberedt, n√•r man v√¶lger at fort√¶lle sin “hemmelighed”.
– I tilf√¶lde af hiv eller en anden sygdom, b√łr man have en masse fakta-viden med sig. Man skal huske at fort√¶lle, at det ikke smitter, fordi man bruger samme toilet som de andre og s√• videre. Den smittede skal ogs√• huske at svare p√• de sp√łrgsm√•l, der ikke bliver stillet. N√•r kollegerne f√•r s√•dan en besked, farer sp√łrgsm√•lene rundt i hovederne p√• dem. I mange tilf√¶lde t√łr de ikke sp√łrge, fordi de er bange for at s√•re eller virke uh√łflige. Hvis omgivelserne ikke f√•r klar besked, vil mange spekulere un√łdigt over en masse ting, og der vil m√•ske opst√• snak i krogene. Det undg√•r man ved selv at levere de n√łdvendige oplysninger.

Fagforeningen kan st√łtte
Svend-Erik Hermansen understreger, at man altid kan s√łge vejledning og st√łtte i sin fagforening, hvis der opst√•r problemer p√• arbejdspladsen.
РVi har ikke en egentlig procedure i forbindelse med disse sager. Vi vurderer fra sag til sag, hvad der er ret og rimeligt. Og vi tager altid udgangspunkt i, hvordan det påvirker medarbejderens konkrete arbejde.

√ÖBENHED
M√łdte ingen fordomme hos HK.
Da Claus skiftede k√łn og blev til Claudia, havde hun besv√¶r med at f√• √¶ndret sit navn hos forskellige myndigheder – men ikke hos sin fagforening.

Claudia Maria Nielsen arbejder som laborant hos firmaet Icopal. Da hun i 1998 besluttede sig for at gennemf√łre en k√łnsskifteoperation og i stedet for Claus kom til at hedde Claudia, m√łdte hun ingen fordomme hverken hos sin personalechef eller i HK.
– Da jeg skulle fort√¶lle det til personalechefen p√• mit arbejde, var jeg meget nerv√łs. Faktisk havde jeg min opsigelse med i tasken for det tilf√¶ldes skyld, at han ikke ville acceptere det.
Men heldigvis gik det ikke så galt.
– Personalechefen var meget √•ben og forst√•ende. Jeg var utroligt lettet og fortalte ham om den opsigelse, som jeg havde med i tasken. Hans eneste kommentar var: “Smid den v√¶k. Hvis vi havde v√¶ret utilfredse med din arbejdsindsats, havde vi fyret dig for lang tid siden”. Det var, som om en sten faldt fra mit hjerte, fort√¶ller Claudia Maria Nielsen.

√ėnskede hurtig navne√¶ndring
Efter offentligg√łrelsen p√• arbejdspladsen gik Claudia Maria Nielsen i gang med at ringe rundt og √¶ndre sit navn fra Claus til Claudia.
– Det tager lang tid at f√• √¶ndret sit cpr-nummer, og selvom jeg ikke havde f√•et godkendelsen endnu, fremtr√•dte jeg jo som kvinde. Derfor √łnskede jeg at √¶ndre mit navn med det samme. P√• de f√łrste fire steder, som jeg ringede til, sagde de, at “vi k√łrer udelukkende efter cpr-registret, s√• det kan du desv√¶rre ikke”. Men da jeg ringede til HK, sagde de bare med det samme: “Selvf√łlgeligt kan man √¶ndre det. Hvad kommer du til at hedde?”. Jeg kunne n√¶sten ikke f√• fremstammet mit nye navn, s√• overrasket var jeg, fort√¶ller Claudia Maria Nielsen.
P√• al post fra HK har der siden st√•et Claudia Maria Nielsen. Selv p√• det smykke og lykke√łnskningsbrev, som hun fik tilsendt for 25 √•rs medlemskab, stod hendes nye navn.
– Da jeg er sikkerhedsrepr√¶sentant p√• min arbejdsplads, er jeg j√¶vnligt i kontakt med HK. Og ogs√• ved disse lejligheder fornemmer jeg en stor √•benhed og accept. Det er bare s√• dejligt ikke at st√łde p√• fordomme i sin egen fagforening. Men det bedste ved det er, at det skaber en stor tryghed for mig. Jeg ved, at hvis jeg en dag f√•r brug for det, s√• vil HK bakke mig op, siger Claudia Maria Nielsen.

√ÖBENHED
√Ürlighed om k√łnsskifte skabte respekt
Efter mange √•rs dobbeltliv valgte Leslie at gennemg√• forvandlingen og blive K. Det medf√łrte store forandringer ikke mindst p√• arbejdspladsen. K. S.s √•bne og √¶rlige m√•de at fort√¶lle om sin beslutning p√• skabte et bedre forhold til de fleste kolleger. Kun √©n havde sv√¶rt ved at acceptere det.

K. S. havde n√łje planlagt offentligg√łrelsen af sit k√łnsskifte p√• sin arbejdsplads, Bonnier Publications. Og valgte, at det skulle v√¶re lige op til jul. S√• var juleferien nemlig inden for r√¶kkevidde, hvis det skulle blive en forf√¶rdelig oplevelse.
– F√łrst gik jeg til personalechefen. Jeg fortalte, som det var, at jeg var i gang med at ans√łge om en k√łnsskifteoperation, og at det var derfor, at jeg havde et hospitalsbes√łg hver m√•ned. Hendes f√łrste kommentar var blot: “Hvorn√•r skal du s√• opereres?”. Hun virkede ikke spor fordomsfuld. Allerede der blev mine v√¶rste forventninger gjort til skamme.
Sammen med personalechefen lagde K. S. en plan for, hvordan offentligg√łrelsen skulle forl√łbe.
– Jeg ville godt s√¶tte en lille notits i personalebladet, s√• hele firmaet var orienteret. Personalechefen tilb√łd at hj√¶lpe mig med at skrive den. Jeg fortalte hende ogs√•, at jeg havde besluttet mig for at v√¶re √•ben om stort set alt ved min forandring. Og at jeg ville opfordre folk til at henvende sig, hvis de havde sp√łrgsm√•l. Hun sagde, at jeg altid kunne komme til hende, hvis jeg st√łdte p√• problemer eller fordomme, som jeg ikke selv kunne takle, fort√¶ller K. S..

Positive og nysgerrige kolleger
Men inden offentligg√łrelsen i personalebladet skulle chefen og kollegerne i afdelingen have besked.
– Jeg f√łlte, at det var mest rigtigt, f√łrst at fort√¶lle det til min n√¶rmeste kollega – en ung mand, som jeg dagligt arbejdede med. Han reagerede meget positivt og nysgerrigt. Han var selvf√łlgeligt overrasket, men p√• en god m√•de. Derefter snakkede jeg med min chef, som hjalp mig med at fort√¶lle det til resten af afdelingen. Vi holdt en lille sammenkomst, hvor hun indledte med at sige, at jeg havde noget at fort√¶lle, som var af mere personlig karakter. Og s√• fortalte jeg det bare.
K. S. fornemmede umiddelbart, at der var forskel på, hvordan de mandlige og de kvindelige kolleger reagerede.
– Heldigvis var jeg i en afdeling, hvor der var flest kvinder, og de sagde bare “velkommen i klubben”. De var nysgerrige og stillede straks sp√łrgsm√•l om det ene og det andet. M√¶ndene derimod tog mere stille imod nyheden. De sagde ikke s√• meget i selve situationen, men de f√łlgende dage begyndte de ogs√• at stille sp√łrgsm√•l. Jeg tror, at m√¶ndene f√łrst skulle v√¶nne sig til tanken. En enkelt mand spurgte mig, om han s√• skulle forvente, at jeg kunne finde p√• at l√¶gge an p√• ham, for det ville han alts√• have sv√¶rt ved at kapere.

Solid opbakning gav selvtillid
K. S.s uventede betroelse skabte en ny stemning i afdelingen.
– Mine kolleger oplevede det, som om jeg fortalte dem en stor hemmelighed. Det skabte en √•benhed begge veje. Pludselig begyndte de ogs√• at fort√¶lle mig mere personlige ting om dem selv. En kollega sagde til mig, at nu kunne hun bedre forst√• mig. I √•rene inden offentligg√łrelsen har jeg nok virket som en lidt mystisk og tilbagetrukket person, der var sv√¶r at komme ind p√• livet af. Men da var jeg jo heller ikke rigtigt mig. Da var jeg jo h√¶mmet af at v√¶re en kvinde i en forkert krop, fort√¶ller K. S.
Og det var da ogs√• kollegerne i afdelingen, der gav hende det sidste puf til at m√łde p√• arbejdet kl√¶dt som kvinde.
– Efter notitsen i personalebladet fik jeg s√• mange s√łde mails, b√•de fra folk, som jeg kendte, og folk, som jeg ikke kendte, i firmaet. Alle accepterede min beslutning. Alligevel var jeg rystende nerv√łs for at m√łde op som kvinde. Jeg snakkede med mine kolleger i afdelingen om det, og de opfordrede mig til bare at springe ud i det.
Og K. S. fik opbakning fra den f√łrste dag, hvor hun m√łdte op som kvinde.
– Alle i afdelingen insisterede p√•, at vi skulle g√• i kantinen og spise frokost. Jeg havde egentligt mest lyst til at spise i afdelingen, men de gav sig ikke. I samlet flok fulgtes vi ad i kantinen. Jeg var rystende nerv√łs. Men det var slet ikke s√• slemt, som jeg havde regnet med. Folk kiggede lidt, og s√• spiste de videre. Den solide opbakning, som jeg fik af mine n√¶rmeste kolleger, gjorde det meget nemmere for mig at st√• frem. Det gav mig selvtillid.

Bliver ikke budt op til dans
N√łglen til K. S.s succes med at st√• frem som transseksuel, er √•benhed og √¶rlighed.
– Jeg st√•r ved den person, som jeg er. Hvis folk s√• m√łder mig med fordomme, er det dem, der er utilstr√¶kkelige. S√•dan har jeg valgt at se p√• det.
Selvom K. S. har gode erfaringer med sine kolleger, kan hun sagtens forestille sig, at det ville have været svært at stå frem som transseksuel på en anden type arbejdsplads.
– Jeg arbejder blandt mange journalister. De er jo et nysgerrigt folkef√¶rd, og de er vant til at m√łde mange forskellige mennesker. I mit tilf√¶lde tror jeg, at deres nysgerrighed vandt over deres fordomme.
Det eneste punkt, hvor K. S. stadig ikke helt f√łler sig p√• lige fod med sine √łvrige kvindelige kolleger er til personalefesterne.
– Jeg bliver stadig ikke budt op til dans af m√¶ndene. Det er jo heller ikke sikkert, at jeg nogensinde vil opn√• det, og jeg ved s√•m√¶nd heller ikke, hvordan jeg selv ville reagere, hvis det skete. Jeg ville nok blive b√•de genert og usikker. Men det g√łr ikke s√• meget, at jeg ikke kommer ud at danse til festerne, bare de acceptere mig, som jeg er – det er det vigtigste.

Kunne ikke acceptere det
Og det g√łr de, p√• n√¶r en enkelt kollega.
– Til en fest var der √©n, som sagde, at han ikke kunne acceptere det. Det blev jeg meget ked af – ogs√• fordi han havde f√•et noget at drikke, da han sagde det. Jeg havde nok f√•et mere respekt for ham, hvis han havde turdet snakke med mig om det, n√•r han var √¶dru. Da vi m√łdtes p√• arbejde efter festen, kunne jeg m√¶rke, at han selv havde det d√•rligt over det. Hvis han en dag selv n√¶vner det, vil jeg bare snakke stille og roligt med ham om, hvordan jeg f√łlte det.
Selvom K. S. blev s√•ret over sin kollegas opf√łrsel, kunne hun ikke finde p√• at g√• til personalechefen med den slags episoder.
РJeg vil helst klare det selv. Og jeg må jo også acceptere, at enkelte altså ikke kan rumme min forandring. Så længe det ikke påvirker det daglige arbejde, så må jeg lære at leve med det. Der vil nok altid være et par stykker, som ikke bryder sig om min slags.

K. S.s NOTITS I PERSONALEBLADET
“DEN GULE PRESSE”

Til mine kolleger
Jeg har f√•et stillet diagnosen Gender Dysphoria, hvilket vil sige, at jeg er transseksuel. Det er ikke en pludselig opst√•et konflikt, men noget jeg har v√¶ret klar over de sidste 30 √•r. At v√¶re transseksuel betyder, at jeg identificeres som kvinde, selv om naturen har givet mig en mands krop. Efter at have g√•et til terapi i flere m√•neder st√•r det klart for mig, at der kun findes √©n vej, jeg kan f√łlge, nemlig at leve som kvinde.
Jeg vil gerne opfordre jer til at stille mig alle de sp√łrgsm√•l, I m√•tte have om transseksualitet, og jeg vil g√łre, hvad jeg kan for at besvare dem.
H√•ber p√• jeres st√łtte.

MAILS FRA KOLLEGER EFTER OFFENTLIGG√ėRELSEN

Kære K
Jeg har l√¶st den gule presse i dag, og vil bare sende dig lidt st√łtte.
Det vigtigste her i livet er at leve, og leve det p√• n√łjagtig den m√•de man har det bedst med, den m√•de der g√łr en glad og lykkelig.
Jeg √łnsker dig en rigtig gl√¶delig jul og et godt nyt√•r, forh√•bentlig det bedste nogensinde.

Kære K
Det er st√¶rkt at st√• frem og sige, hvem du egentlig er, hvad du f√łler og t√¶nker! Og specielt i et firma, hvor der arbejder s√• mange mennesker som her.
Jeg håber, at dine kolleger vil tage sig godt af dig, lige meget hvem du end er.
Ha¬ī en rigtig god jul og godt nyt√•r.

Kære K
Jeg kender dig ikke, og du kender ikke mig. Alligevel synes jeg, at jeg vil sende dig en lille hilsen, blot for at sige, at jeg finder din beslutning modig og stor. Jeg håber, din beslutning må give dig fred og lykke i hjertet. Og dine omgivelser vil tage godt imod dig.

Kære K
Sejt g√•et med din beslutning. Her p√• afdelingen har din offentligg√łrelse kun f√•et positive kommentarer som “helt ok med mig” osv. S√• hvis du skulle have bange anelser mht. hvordan folk her i huset ville reagere, s√• kan jeg bare sige: at det beh√łver du absolut ikke bekymre dig om. Jeg har stor respekt for din beslutning. Hvis det f√łles rigtig for dig, s√• er det bare s√•dan. For mig er du bare den du er, uanset hvordan du f√łler indeni. S√• held og lykke med det hele. Og for resten, √¶ndrer du t√łjstil m.m.?

√ÖBENHED
Stadig den samme kollega
Som n√¶rmeste kollega til K. S. var Mads Neergaard en af de f√łrste, som hun betroede sig til om sin k√łnsskifteoperation. Han blev meget overrasket over nyheden, men f√łler ikke, at det har √¶ndret deres forhold.

Mads Neergaard er programm√łr og sidder til daglig over for K. S., der for nylig sprang ud som transseksuel. I dag har han n√łjagtigt det samme forhold til K, som han havde til den Leslie, hun engang var.
– Vi er gode kolleger, og vi snakker godt sammen. T√łjstilen, frisuren og navnet er √¶ndret, men personen er dybest set den samme.
Den dag, da Leslie kom og sagde, at han havde noget at fortælle, troede Mads Neergaard, at det drejede sig om sygdom.
РDa han fortalte, at han var transseksuel og i gang med at blive til K, blev jeg totalt overrasket. Jeg oplevede ham slet ikke som feminin og har aldrig bemærket, at han var anderledes.
Selvom Mads Neergaard synes, at det er svært at sætte sig ind i K. S.s konkrete situation, havde han ikke problemer med at acceptere hendes valg.
– Min st√łrste bekymring var faktisk, om jeg havde sagt noget, der havde st√łdt hende, f√łr jeg vidste, at hun var transseksuel. M√¶nd fyrer jo s√• mange platte vittigheder af til hinanden i l√łbet af en arbejdsdag. Heldigvis sagde K, at hun var vant til at h√łre den slags vitser, og at det som regel r√łg ind af det ene √łre og ud af det andet.
Svært at vænne sig til navnet
Og så har det altså også været svært at skulle vænne sig til det nye navn.
– Jeg kunne bide tungen af mig selv, n√•r jeg kommer til at kalde hende for Leslie. Jeg pr√łver at minde mig selv om, at hun hedder K, men i starten var det meget sv√¶rt. Det er sv√¶rt at bryde en vane og pludselig kalde folk et andet navn. Heldigvis bliver jeg bedre og bedre til at huske det, som tiden g√•r, siger Mads Neergaard.

* * *
Artiklen blev bragt i Fagbladet Replik – HK-service, nr. 12 2002.
Med tilladelse fra Pia Olsen og Replik bringes artiklen i Vidensbanken.
Identiteten på K. S. er mig bekendt.
19. december 2002. Tina Thranesen.