Da Georg vendte hjem på stiletter. 2. december 2002.

Vist 392 gange.
Christine Jorgensen blev kultfigur, da hun for 50 √•r siden vendte hjem til New York med sit nye k√łn, som to danske l√¶ger havde givet hende.

Selv om Time Magazine kaldte hende Manhattans “Glamour Girl” n√¶gtede USAs to f√łrende sladderjournalister Hedda Hopper og Louella Parsons h√•rdnakket at skrive om Chris.

Koreakrigen rasede, og i Stillehavet n√¶r Salomon√łerne havde amerikanerne pr√łvespr√¶ngt en ny heliumbombe, men ingen af begivenhederne afkastede en nyhed, der kunne m√•le sig med den, der fik Daily News i New York til at rydde forsiden 1. december 1952:

“Ex-GI becomes blonde beauty Operations transforms young Bronx youth”.

Han hed George, da han rejste hjemmefra i habit og slips, men Christine, da hun vendte hjem fra en vellykket k√łnsskifteoperation i K√łbenhavn. Habitten var blevet til minkpels og stiletter. En kultfigur var skabt. Og et langt mere vellykket liv for Christine end det, der var blevet ut√•leligt for George.
I K√łbenhavn ans√• de to l√¶ger p√• Rigshospitalet, Georg St√ľrup og Christian Hamburger, henholdsvis psykiater og endokrinolog, ikke deres gerning som nogen sensation. Postyret kom n√¶rmest lidt bag p√• dem, og de f√łlte ikke, at de havde arbejdet i det store, lueforgyldte frisinds tjeneste, snarere i overensstemmelse med deres bestemmelse om at hj√¶lpe et n√łdstedt menneske til en bedre tilv√¶relse.

N√•r han ser tilbage p√• historien og sit venskab med Christine Jorgensen, var det i h√łj grad pressen, der gav Danmark endnu en fjer i hatten for liberal seksualmoral, mener psykiateren Preben Hertoft, der senere kom til at medvirke ved omkring 150 k√łnsskifteoperationer i Danmark.
Nyheden bet√łd i hvert fald, at Rigshospitalet blev bestormet med breve fra hele verden med √łnsker om at komme til Danmark og skifte k√łn. Det medf√łrte, at man umiddelbart m√•tte vedtage en lov om, at kun personer bosat i Danmark kunne komme i betragtning. Og s√•dan er det fortsat.
I dag er transseksuelle jo i √łvrigt s√• almindelige som tolv p√• dusinet, og fra talkshows er offentligheden informeret til fortrolighed med f√¶nomenet.
Det er kun i Israel det kan skabe indenrigspolitisk debat, når en han/hun går hen og vinder Melodi Grand Prix. Og så naturligvis i den islamiske verden. Efter præstestyret tog over i Iran kom mange iranere hertil og slog sig ned i håb om at få ændret deres identitet.
George Jorgensen var f√łdt i USA af for√¶ldre med dansk baggrund, og han var fra sin tidligste barndom splittet af indre uro over at v√¶re en dreng. Han ville helst g√łre alle de ting, som piger gjorde, og selv om det ikke hed mobning dengang, s√• var det, hvad George oplevede i enhver sammenh√¶ng med andre b√łrn.

Han blev uddannet fotograf, aftjente v√¶rnepligt, som ogs√• var et helvede at komme igennem, fordi man ans√• ham for at v√¶re b√łsse, hvad han bestemt ikke var, for han f√łlte sig ikke erotisk tiltrukket af m√¶nd. Til geng√¶ld blev han heller ikke seksuelt tiltrukket af kvinder. Han ville v√¶re som dem, men var heller ikke transvestit. Han var en kvinde i en mands krop. Det var f√łrst, da han p√• et bibliotek fandt en bog, der hed The Male Hormon af Paul de Cruif om effekten af testosteron og √łstrogen p√• den menneskelige krop, at han begyndte at ane en vej.

Han h√łrte om fors√łgene i Danmark og besluttede sig for at kontakte Rigshospitalet, hvor man f√łrst advarede ham, fordi ikke alle resultater var lige gode.
I dag mener Preben Hertoft, at det var Georg St√ľrup, der var kendt for at n√¶re en n√¶sten moderlig omsorg for sine patienter, der inds√•, at George Jorgensen ikke bare var en meget feminin b√łsse, som han f√łrst havde anset ham for at v√¶re.
Den unge mand skulle nu bo i K√łbenhavn, for de endelige operationer skulle forberedes b√•de hormonalt og psykiatrisk over mere end et √•r. Den f√łrste af fem operationer fandt sted i september 1951, og i maj 1952 var man s√• vidt, at Christine Jorgensen gik til den amerikanske ambassade i K√łbenhavn for at f√• sit pas √¶ndret. Hun var nu 26 √•r og kaldte sig Christine som en gestus over for Christian Hamburger, der foretog de operative indgreb.
Det endelige bevis for, at Christine var blevet, hvad hun √łnskede at v√¶re, fik hun den dag, da hun gik en tur i Tivoli og en mand fl√łjtede efter hende, fortalte hun senere.

I mange √•r havde Preben Hertoft et billede af Chris Jorgensen h√¶ngende p√• sit kontor p√• Rigshospitalet. Han fik n√¶r kontakt med hende, og hun kom til Danmark p√• adskillige bes√łg.
Da lægen og filmmanden Teit Ritzau i 1984 fik idé til at lave en film om Christine Jorgensen, formidlede Preben Hertoft kontakten og medvirkede med al sin erfaring til Paradiset er ikke til salg, der også afstedkom en bog med samme titel.
Af Preben Hertofts erindringer Undren og befrielse fremg√•r det tydeligt, at han endte med et ret ambivalent forhold til filmen. “Jeg kom til at holde meget af hende, for hun var et dejligt og meget morsomt menneske. Chris bes√łgte ogs√• min kone og mig hjemme, hvor hun p√• rekordtid t√łmte en flaske whisky, men hun var ikke alkoholiker. Hun kunne bare somme tider v√¶re fandenivoldsk. Trods whiskyen virkede hun slet ikke beruset”.

Hun var meget glad for at medvirke i filmen og sendte os p√• forh√•nd 65 kilo dokumentarisk materiale, fotografier, smalfilm, professionelle film, videob√•nd, breve, udklip og meget mere. Noget af det indgik senere i udstillingen K√łnnets Gr√¶nser p√• Det Kongelige Bibliotek.
Flere amerikanske universiteter samt Kinseyinstituttet havde lagt billet ind p√• Chris’ materiale, men hun besluttede sig for, at det skulle forblive i Danmark p√• Det Kongelige Bibliotek. Det fortr√łd hun desv√¶rre kort f√łr sin d√łd af cancer i 1989, men da var det for sent at √¶ndre ved den oprindelige beslutning. Derfor har vi i dag en enest√•ende dokumentation her i landet.
Desuden ligger der et betydeligt, desværre endnu ubehandlet, psykologisk materiale, samlet gennem mange års erfaringer på Rigshospitalet. Arkivet på Det Kongelige Bibliotek afspejler også Chris Jorgensens status som kultfigur i USA, for her er korrespondancer med en lang række fremtrædende personligheder i Europa og USA.

Den kolossale publicity, der fulgte efter forsiden p√• Daily News, gav Chris Jorgensen celebrity status. Hun s√• glimrende ud, kl√¶dte sig dyrt og smagfuldt og f√¶rdedes i New Yorks bedste cirkler. Hun flirtede med Yul Brynner og forelskede sig i en mand, der gerne ville gifte sig med hende, men her sagde loven stop. Chris’ f√łdselsattest ville myndighederne ikke √¶ndre p√•, og s√• oph√łrte forholdet. Det var is√¶r i New York og Las Vegas, Chris var godt stof. Hun pr√łvede en karriere som natklubsanger med Marlene Dietrich numre. Det l√łd ikke godt.
I byer som Washington og Boston fik hun at vide af myndighederne, at hun blev betragtet som transvestit og ikke måtte benytte dametoiletter.
Selvom Time Magazine kaldte hende Man hattans “Glamour Girl”, n√¶gtede USA’s to f√łrende sladderjournalister Hedda Hopper og Louella Parsons h√•rdnakket at skrive om Chris. De var nemlig i virkeligheden s√¶rdeles bigotte damer. De s√• heller ikke n√¶r s√• godt ud som Chris.
American Weekly k√łbte de f√łrste erindringer for en k√¶mpesum. √ėkonomisk klarede hun sig s√• godt, at hun kunne donere bel√łbet til andre “suffering in the no-mansland of sex”, og livet igennem turnerede hun med sit foredrag “How to deal with being different”. Hun gjorde en forskel.

Chris var if√łlge tidsskriftet Editor and Publisher en af sin tids mest omtalte og fotograferede personer. I 2000 udkom endnu en biografi af Susan Stryker fra Gay and Lesbian Historical Society i San Francisco, hvor hun h√¶dres som “heroine for many transgendered people”.

Var hun lykkelig? I hvert fald lykkeligere som Christine, end hun ville have v√¶ret som George. I filmen Paradiset er ikke til salg siger hun: “Somme tider bliver jeg spurgt, om jeg er lykkelig. Og jeg kan kun svare, at jeg er meget tilfreds. Jeg forventer mig ikke s√• meget af livet, √łnsker det skal forblive enkelt. Jeg har altid √łnsket enkelhed. Om jeg er kommet i Paradis? Ja, jeg fandt min form for paradis i mit eget liv”.

Det var dengang. P√• sin f√łrste pressekonference efter k√łnsskifteoperationen beklagede Christine Jorgensen sig over, at alle gjorde grin med hende, samtidig undveg hun snedigt nok personlige sp√łrgsm√•l ved at sige, at hun nu var “hvad amerikanerne, men ikke resten af verden, betegnede som en vanskabning”.

* *
Via s√łgemaskinen Google fandt jeg i 2003 ovenst√•ende artikel, som i sin ops√¶tning ikke gav nogen oplysninger om, hvor den er hjemmeh√łrende.
Derfor har jeg undtagelsesvis ikke sikret mig tilladelse til at bringe denne artikel.
Jeg modtager gerne oplysninger om, hvorfra den stammer.
Tina Thranesen.