Nanna Nielsen – en [god] historie. 13. august 2005.

Vist 794 gange.

Nanna Nielsen.
Nanna Nielsen.
Af Nanna Nielsen den 13. august 2005.
Jeg vil gerne fortælle jer en historie. En historie om et menneske og en udvikling. En historie fra det meget virkelige liv. En historie om mig selv.

Jeg er i dag 55 √•r gammel, s√• denne historie begynder alts√• for 55 √•r siden. For nemheds skyld vil det v√¶re bedre, at vi begynder der, hvor jeg f√łrste gang oplevede, at jeg blev bevidst om mig selv. Indtil da havde jeg p√• en m√•de bare v√¶ret til. S√•dan som de allerfleste b√łrn er. En tilv√¶relse med leg, skolegang, for√¶ldre, s√łskende, venner, fjender og en hel masse andre ingredienser, som tilsammen udg√łr barndommen.

Jeg var en meget spinkel og lille dreng, men da vi alle (jeg har to br√łdre) var p√• samme m√•de, s√• jeg slet ikke noget underligt i det. Men som lille og spinkel i starten af 50-erne var jeg (man fristes til at sige naturligvis) udsat for en del mobning og en del kampe for at blive accepteret. Alle b√łrn er i st√łrre eller mindre grad udsat for den slags og alle b√łrn udvikler nogle mekanismer, som de kan bruge for at komme ud over problemerne. Personligt brugte jeg mit hoved. Jeg l√¶ste, jeg √łvede og jeg t√¶nkte. P√• den m√•de kunne jeg opleve sejrene i kraft af intellektet, hvilket faktisk senere har vist sig at v√¶re en udm√¶rket m√•de.

P√• et eller andet tidspunkt v√•gner der jo en seksuel fornemmelse op i enhver. For mit eget vedkommende var det s√•dan i omegnen af 12-13 √•rs alderen. Jeg opdagede pludselig, at jeg begyndte at t√¶nke p√• b√•de piger og drenge p√• en anden – adskilt – m√•de. Indtil da havde de jo alle bare v√¶ret b√łrn p√• min egen alder. Alle, der var √¶ldre var jo store og derfor anderledes, og dem, der var mindre var bare irriterende. Jeg var den mindste af os tre br√łdre, s√• jeg havde jo f√łlt den der med at v√¶re irriterende fra dem begge to. Jeg var enten i vejen, for lille (grunden til at man kun kunne se film, der var tilladt for b√łrn) eller bare den, der bare rendte rundt og var en lille m√łgunge. Det er den mindstes lod i en flok. Det var ikke ondt ment.

I vores familie optr√•dte ogs√• en pige, som var 10-14 √•r √¶ldre end os. En flot pige. Rigtig 50-er pige, s√•dan som man skulle se ud som pige dengang. Hestehale, slank og kl√¶dt i bluse og nederdel eller i kjole. Ikke noget med lange bukser der. Senere kom der jo slacks og piratbukser til, men det var f√łrst senere. Det var min stores√łster, eller min halvs√łster, som den slags kaldes, n√•r ens far har haft en fortid. Jeg var forelsket i hende. Ikke p√• en seksuel m√•de, men p√• en underlig magnetisk facon. Forelsket i hendes billede. P√• samme m√•de, som jeg var forelsket i naboens Kirsten, i alle pigerne fra de st√łrre klasser, i en l√¶rerinde, i pigen i bagerforretningen og i alle de andre smukke piger. Min halvs√łster skulle senere komme til at spille en fremtr√¶dende rolle i mit liv. Indtil da havde jeg travlt.

Mine √łjne sugede til sig. Det er underligt, at de ikke blev slidt op. Jeg kiggede p√• dem helt uh√¶mmet, og jeg er temmelig sikker p√•, at der var mange, der undrede sig over den der lille, spinkle og insisterende dreng. Men et eller andet fastholdt mig som beskuer. Jeg kunne ikke dengang forklare det. F√łrst flere √•r senere gik det op for mig, hvad det var, jeg s√•dan var draget imod.

Lige siden den tid har jeg s√• fortsat med at kigge p√• piger, kvinder, damer, sild, babes eller hvad man nu foretr√¶kker at kalde dem. I alle former, farver og udstyrsvarianter. Lidt p√• samme m√•de, som mine k√łnsf√¶ller kiggede og kigger p√• biler.

I mellemtiden skete der dog ogs√• noget. Jeg hopper elegant tilbage til min tid som spinkel teenager. 13 √•r og aldrig kysset. Jeg begyndte at f√łle en hel masse ting, hvilket ikke var s√• us√¶dvanligt. Og de allerfleste ting var af en art, som jeg havde l√¶st mig til var normale. Men der var ogs√• nogle ting, som jeg aldrig var st√łdt p√•. Hverken i b√łger, blade eller seksualundervisningen med vores noget fyldige klassel√¶rerinde. Jeg begyndte um√¶rkeligt at f√łle en slags misundelse blandet med nysgerrighed efter at f√łle, hvordan det ville v√¶re at v√¶re pige. Jeg begyndte at m√¶rke en lyst til ikke blot at se p√• det smukke t√łj, men ogs√• selv have det p√•. Jeg ved ikke, om min spinkle krop i spejlet var medvirkende til at forst√¶rke denne lyst, men den blev hurtigt s√• stor, at jeg ikke kunne modst√• den.

Nu havde jeg to kvinder – eller rettere en kvinde og en pige – indenfor r√¶kkevidde. Min mor og min halvs√łster. Begge var slanke – n√¶rmest spinkle – og da jeg n√•ede til det tidspunkt, hvor jeg bare var n√łdt til at g√• fra dr√łm til virkelighed, s√• var der flere vidunderlige muligheder indenfor husets fire v√¶gge.

Jeg erindrer med sk√¶rende klarhed den allerf√łrste gang jeg stod foran min mors skuffer og skabe. Jeg havde b√•de den gode engel og den lille dj√¶vel siddende p√• mine skuldre. Jeg f√łler det i dag som om jeg stod der i flere timer, men i virkeligheden skete det hele meget hurtigt. Str√łmper – dengang var str√łmpebukserne ikke s√• almindelige – str√łmpeholder, trusser og en kjole. Jeg styrtede ind p√• mit v√¶relse, som jeg delte med en af mine br√łdre. Jeg k√¶mpede med at f√• str√łmper og str√łmpeholder til at samarbejde. Og endelig kunne jeg tr√¶kke kjolen over hovedet. Jeg var ikke st√łrre, end at jeg kunne tage den p√• uden at lyne den op i ryggen, og jeg har sikkert v√¶ret et meget mystisk syn, men mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg er garanteret blevet meget ophidset af fornemmelsen og frygten for at blive opdaget, men et eller andet sted f√łlte jeg ogs√• en dyb og varm tilfredsstillelse.

Hele seancen har sikkert ikke varet meget mere end et kvarters tid inden jeg fik lagt og h√¶ngt tingene p√• plads igen. Lysten afl√łstes hurtigt af en skamf√łlelse. En komplet mangel p√• forst√•else af mig selv og mine handlinger og lyster.
Det var alts√• min debut. Ikke at jeg var klar over, at det p√• nogen m√•de var skels√¶ttende for mig allerede dengang, men alligevel en oplevelse og en erfaring, som jeg nu – s√• mange √•r efter – ser tilbage p√• med stor morskab. Jeg vil ikke tr√¶tte l√¶seren med en kronologisk gennemgang af alle de omkl√¶dnings-seancer, som fulgte herefter. Det ville trods alt f√łre for vidt. Men jeg kan bare konstatere, at den n√¶rmest elektriske fornemmelse, jeg fik i kroppen den f√łrste gang var st√¶rk nok til at tr√¶kke mig tilbage og vedholdende nok til at fastholde mig i min lyst. Stadigv√¶k var jeg slet ikke klar over, hvad det var, hvad det hed, hvad det bet√łd, men jeg var helt klar over, at det nok var et eller andet, som var specielt for mig. M√•ske endda s√• specielt for mig, at jeg nogle gange var overbevist om, at jeg var den eneste i hele verden, der f√łlte denne lyst. Det bet√łd naturligvis, at skammen var med mig hele tiden.

Heldigvis var jeg alts√• en type person, som ikke bare stillede mig tilfreds med at leve med denne skam/lyst-blanding. Jeg ville vide, hvad det var. Jeg ville kende mig selv. S√• jeg begyndte at opholde mig meget p√• hovedbiblioteket i Lyngby, hvor jeg boede dengang. Jeg st√łvede b√łger igennem, men det var egentlig et tilf√¶lde, da jeg endelig fandt, hvad jeg s√łgte efter. I forbindelse med en skoleopgave var jeg p√• jagt efter nogle statistikker over homoseksualitet. Midt i min s√łgen fandt jeg et afsnit om transvestisme. Defineret som en seksuel tiltr√¶kning af det modsatte k√łns t√łj! Intet mindre!

Jeg l√¶ste det afsnit en million gange. Det beskrev transvestisme – som det alts√• kaldtes – som en sygelig, psykisk betinget tiltr√¶kning af seksuel karakter. En sygdom alts√•! Noget, man skulle g√• til l√¶gen med. Men noget indeni mig fortalte mig, at det ikke kunne passe. Nu kendte jeg ordet, s√• jeg ledte videre, og fik efterh√•nden klart for mig, at vi (!) var mange. Nogle steder stod der, at op til 3-5 % af alle m√¶nd var transvestitter, hvilket jo var en stor lettelse for mig. Det bet√łd jo, at der alene p√• min skole, Steng√•rd Skole, som var en af K√łbenhavns st√łrste skoler, m√•tte v√¶re i hvert fald mellem 25 og 40 andre transvestitter. Og det var da en del. En meget beroligende opdagelse.

Jeg var p√• dette tidspunkt blevet omkring 16 √•r gammel. Som sent pubertetsbarn var jeg f√łrst nu begyndt at f√łle egentlig seksuel tiltr√¶kning mod pigerne. Indtil da havde de nok mere v√¶ret studieobjekter og derudover nogle utiln√¶rmelige v√¶sener, som jeg bare gerne ville v√¶re venner med. Men alt det begyndte alts√• at √¶ndre sig. Vi befinder os nu i midten af 60erne. En tid, hvor man oplevede det f√łrste lille kim til et ungdomsopr√łr. Rockmusik og folkemusik k√¶mpede om pladserne hos de unge. Moden var meget ungdomspr√¶get med de nok s√• kendte mini-sk√łrter, hotpants, sm√• bluser, lange st√łvler med h√¶le, makeup, langt h√•r. Vi drenge kunne ogs√• have langt h√•r, og selvom det vil v√¶re sv√¶rt at tro, hvis man ser min h√•rgr√¶nse i dag, s√• havde jeg p√• denne tid h√•r ned til skuldrene. Som naturligt kr√łllet var det lange h√•r bl√łdt b√łlget, det var tykt og kraftigt og smadderflot. Det gav mine omkl√¶dninger et ekstra element, fordi jeg nu ogs√• s√• sm√•t var begyndt at lege lidt med makeup. Meget ubehj√¶lpsomt, men med stor energi.

Kærester var der egentlig ikke nogen af endnu. Jeg var da bestemt interesseret, og i flere tilfælde endda meget interesseret, men af mange årsager blev det aldrig til mere. Men som altid var der jo en udvikling i gang, og min bestod i, at jeg kom i gymnasiet. En helt ny verden. Her var man jo næsten voksen. Jeg havde den store lykke at komme på et gymnasium, hvor jeg var den eneste fra min skole og dermed var fri for alle de lig, lasten var fyldt med fra folkeskolen. En mulighed for at blomstre op, for at udvikle mig i alle retninger. Og jeg skal love for, at jeg tog for mig af retterne.

For f√łrste gang blev jeg forelsket. Rigtig forelsket. I hver en fiber af kroppen.
Den udk√•rne hed Lene. Var en h√łj, slank, feminin ung kvinde. Altid i nederdel og bluse. Jeg tror aldrig, jeg s√• Lene i et par lange bukser. Hun havde det lange, m√łrke h√•r, som for mig er det mest fortryllende. Hun havde et smil og et v√¶sen, som kunne smelte ethvert mandehjerte. Hun smilede med √łjnene. Hun smilede med hele kroppen. Jeg var h√•rdt ramt. Kunne sidde og stirre p√• hende, n√•r hun ikke bem√¶rkede det. Bare indprente mig alle detaljerne. Uden at vide det, s√• l√¶rte Lene mig mere om kvinder og kvindelighed i de √•r, end nogen anden kvinde har l√¶rt mig siden. Jeg er hende uendelig taknemmelig for at have eksisteret og – ja – jeg indr√łmmer gladelig, at jeg stadig elsker hende h√łjt.

Jeg fik s√•dan ca. midt i 1. G taget mig sammen til at fort√¶lle Lene, hvordan jeg f√łlte, og det var utroligt! Hun kunne ogs√• lide mig! Det var n√¶sten religi√łst smukt. Jeg sv√¶vede. Men der er jo altid en slange i Paradis. Min slange var min transvestisme, som jeg nu n√¶sten havde forliget mig med. Og s√• kommer forelskelsen og skubber til fundamentet. Hvordan i alverden skulle jeg dog kunne forene de to ting. Det var umuligt. Umuligt som 17-√•rig at skabe den bro, den forbindelse. Helt umuligt. S√• jeg fors√łgte naturligvis at forn√¶gte og undertrykke transvestismen til fordel for k√¶rligheden. En situation, som vel de allerfleste transvestitter har oplevet, m√•ske endda flere gange. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Gymnasietiden var for mig nok den sk√łnneste tid. En metamorfose. En genf√łdsel. M√•ske lyder det en anelse h√łjtravende, men jeg sv√¶rger. Det er den eneste reelle m√•de at beskrive det p√•. Jeg kom i gang med mit liv. Men transvestismen blev aggressivt skubbet s√• langt bagud, som jeg magtede. Jeg kastede mig ud i lange intellektuelle debatter. Om litteratur. Filosofi. Politik. Mytologi. Ungdomsopr√łret blev meget personligt. Demonstrerede for frihed, lighed og broderskab. Skrev f√łlsomme digte og lagde dem ned i skuffen. Brugte alle facetter af livet helt h√¶mningsl√łst og v√•gnede op til virkeligheden med kortere eller l√¶ngere mellemrum. Min egen lille personlige slange i Paradis sneg sig gentagne gange ind p√• mig. Jeg erindrer specielt en tur med klassen til S√łnderjylland.
Vi var 2. Gere. Store b√łrn, teenagere og voksne p√• samme tid. Vi boede p√• et vandrehjem i Aabenr√•. Det var oktober men alligevel ville vi en aften ned og bade. Ingen af os havde badet√łj med, men det bet√łd ingenting. Vi smed bare t√łjet og pjattede rundt i vandet, som sandsynligvis var koldt, men det m√¶rkede vi ikke. Bagefter skulle vi hjem til vandrehjemmet. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men alle pigerne besluttede p√• samme tid, at de ikke beh√łvede at tage undert√łjet p√•, og af grunde, som aldrig bliver opklaret, s√• blev det min opgave at b√¶re det hjem i min taske. Jeg glemmer aldrig den fornemmelse, jeg havde i kroppen. Vidste de noget? Var det grunden? Men sammen med den lille angst bag i munden var jeg ogs√• pirret. Alt det feminine. Alt det vidunderligt smukke og tiltr√¶kkende der i min taske. En lille dum historie, men den st√•r alligevel som en st√¶rkt lysende flamme i min erindring.

Lene forlod mig! Hun forlod mig under et af vore studentergilder. Hun forlod mig til fordel for en fra en parallelklasse. Hun blev to √•r senere gift med ham. Fik 5 b√łrn og parcelhus i Nordsj√¶lland. M√•ske det bedste. S√• kan jeg da stadig dr√łmme om hende, og jeg fik aldrig behov for at risikere min k√¶rlighed p√• sandhedens alter. Dr√łmmen lever og forbliver en dr√łm.

Nu fulgte et √•r, som var helt umuligt. Jeg gik direkte fra studentergilderne til Livgarden. 16. august 1979 stillede jeg i Sandholmlejren medbringende toiletgrejer og et par sorte sko. 12 m√•neder senere gik jeg ud af porten “tr√•dt af som civil” og med en br√¶ndende trang hamrende i brystet. En trang til endelig at kunne v√¶re det menneske, jeg vidste jeg var. Mine forpligtelser var nu klaret. Jeg havde opfyldt b√•de mine for√¶ldres og samfundets krav. Nu var det min tur.

Egentlig var det min plan at starte p√• universitetet, men trangen til at kunne v√¶re selvst√¶ndig gjorde, at jeg var n√łdt til at tjene nogle penge. S√• jeg kom ind p√• et reklamebureau. Dengang i 60erne og 70erne var reklamebranchen det absolut mest hotte. Her var der muligheder for at tjene rigtig mange penge uanset kvalifikationer. Det eneste, der gjaldt, var, at man forstod at spille spillet.

Som 20-√•rig var det naturligvis sv√¶rt at give afkald p√•. Den slags v√¶nner man sig uhyggeligt hurtigt til, s√• da tiden kom til at melde sig tilbage i undervisnings-systemet lod jeg som om jeg ikke var “hjemme” og fortsatte min karriere.

At jeg tjente penge og ikke mere boede hjemme var jo nemlig ogs√• fundamentet for, at jeg kunne genetablere min kontakt med min “isme”. Jeg havde for f√łrste gang i mit liv alle muligheder for at udleve transvestismen. For f√łrste gang oplevede jeg, hvordan det kunne v√¶re at v√¶re Nanna. Jeg fandt navnet i en bog om en ung kvinde i 1850ernes England. En kvinde, som ved sk√¶bnens ugunst mistede sit tilh√łrsforhold til den klasse, hun var f√łdt ind i. En kvinde, som var tvunget til at undertrykke uforst√•elige elementer i sig selv. Historien blev senere til en lystspilfilm med Goldie Hawn i hovedrollen.

I denne periode k√łbte jeg mit f√łrste eget kvindet√łj. K√łbte min egen makeup. K√łbte sko og tingeltangel. Og s√• er vi tilbage ved et emne, som alle transvestitter kender til. Garderober, der kommer og g√•r som bygerne i den danske sommer. Det er meget dyrt at v√¶re transvestit. Is√¶r i de f√łrste √•r. Is√¶r fordi man endnu ikke har fundet sin stil. Man har betragtet tusindvis af kvinder. Man har dr√łmt og man har kigget billeder i blade. Men man har endnu ikke det mod, der skal til for at pr√łve t√łjet inden man k√łber. Man river det bare ned af hylderne og b√łjlerne. Skynder sig at f√• det pakket ind “som gave” og hurtigt ud p√• gaden igen. Og s√• kommer man hjem med det og finder ud af om det passer. Hvad det ind imellem g√łr, men for det meste ikke.

I den fase er det meget dyrt at v√¶re transvestit. Der er ingen linie i det man k√łber. Der er alt fra superkorte nederdele til lange flagrende gevandter. Man har endnu ikke helt opdaget, at kvinders talje sidder noget h√łjere oppe end m√¶nds, s√• intet passer. Fra meget farverige bluser til striktr√łjer, der slet ikke er bygget til ens krop. Undert√łjet er nok det, man hurtigst finder ud af. Der er trods alt ikke hele verden til forskel p√• et par herretrusser og et par dame ditto. Mysterierne begr√¶nser sig her til m√¶rkelige m√•l p√• alt det, der skal sp√¶ndes omkring forskellige steder p√• kroppen. Is√¶r en BH er en m√¶rkelig ting at komme overens med. Ikke nok med at den skal kunne n√• rundt, den skal ogs√• sidde i den rigtige h√łjde. Og hvor er det nu lige det er?
Og hvad skal man s√• fylde i den? Forslagene er mange og meget forskellige. De f√łrste gange er man s√•m√¶nd tilfreds med nogle sammenrullede tennis-sokker, senere g√•r man skridtet videre til poser med ris, balloner med vand, jeg har s√•m√¶nd ogs√• brugt poser med frugtgele, som ikke “skvulpede” s√• meget. Det kan jeg for resten anbefale. Eventuelt kan man selv lave en kraftig gele med masser af gelatine og s√• selv fylde p√• efter behov.

Og ind imellem smider man s√• hele garderoben ud. Bluser, nederdele, kjoler, undert√łj, str√łmper og sko. Alt ender i den n√¶rmeste container, for nu kan det alts√• ogs√• v√¶re det samme! Nu M√Ö man da kunne stoppe med alt det “pjat”. Det er alt for besv√¶rligt at skulle gemme det v√¶k, bare der kommer et menneske p√• bes√łg. Det er alt for besv√¶rligt, n√•r man pr√łver at kl√¶de om, l√¶gge makeup, lakere negle og det hele. Bruger timevis p√• det hele, og s√• skal man til og i seng! For man skal i hvert fald ikke nogen steder uden for en d√łr. Det er alt, alt for farligt. Der kan ske de mest forf√¶rdelige ting. Og det er i hvert fald helt givet, at man m√łder samtlige bekendte indenfor den f√łrste halve time, og de f√•r alle sammen √łje p√• en, og der er ingen ende p√• fortr√¶delighederne.

Jeg var nu blevet 25-26 √•r gammel. Jeg var nu ret fortrolig med, at jeg var transvestit. Jeg havde efterh√•nden f√•et l√¶st ret s√• meget om emnet. Det var jo f√łr Internettets tidsalder, s√• det var gennem b√łger og blade. Jeg arbejdede, tjente masser af penge, havde ingen forpligtelser udover mig selv, og det var ganske godt. Og s√• begyndte ulykkerne at v√¶lte ind over mig. Det hele endte med, at jeg blev gift. En gedigen fejltagelse, men det var ligesom det, man gjorde dengang, s√• det skulle jeg da ogs√•. Ud r√łg garderoben igen, for i henhold til de borgerlige dyder, s√• harmonerer transvestisme ikke med √¶gteskab, bil, r√¶kkehus og s√łndagsmiddag hos svigerfamilien. Til mit held blev fejltagelsen hurtigt til en direkte katastrofe, s√• n√¶ste stop var skilsmisse, hussalg, sk√¶nderier og √łkonomisk ruin. Men det var trods alt til at l√¶re at leve med i mods√¶tning til min hustru. Derefter stod den p√• ejerlejlighed, brugt bil og alenetilv√¶relse. S√• der kom hastigt gang i shoppingen igen. Nu skulle dr√łmmene for alvor leves ud. Men mens jeg et √łjeblik kiggede den anden vej, s√• skete der selvf√łlgelig noget, som ikke var planlagt. Jeg m√łdte naturligvis en dejlig pige, som jeg faldt pladask for. Hvad ellers.

Ejerlejligheden blev solgt og jeg flyttede ind sammen med hende og hendes 7-√•rige s√łn. Vi havde det rigtig dejligt sammen, men ind imellem var der et lille uhyre, der stak sit grimme hoved frem. Min skilsmisse havde v√¶ret endog meget dyr. Jeg var blevet taget i r.. af en advokat og en revisor, som ikke havde h√łje nok etiske principper, hvilket bet√łd, at jeg i denne periode ikke altid var en j√¶vnbyrdig partner. Men vi gjorde det, som tusindvis af par i den situation har fors√łgt, nemlig at k√łbe og investere os ud af det f√łlelsesm√¶ssige d√łdvande. Efter 3 √•r k√łbte vi hus sammen, og efter yderligere 10 m√•neder fik vi en datter sammen. Tag nu ikke fejl. Jeg er lykkelig for min datter. Hun er vidunderlig, besv√¶rlig, sk√łn, umulig, intelligent og snotdum. Men hun er min datter, og jeg ville s√¶lge b√•de arme og ben, hvis det kunne hj√¶lpe hende. Den opm√¶rksomme l√¶ser har garanteret allerede g√¶ttet, at vi naturligvis ikke kunne blive sammen. Forskellene blev mere og mere markerede. Jeg begyndte at lade egoismen tage over. Ikke at jeg bevidst styrede imod et brud, men jeg gjorde heller ikke noget for at forhindre det. Inde i mit hoved og dybt i min sj√¶l l√¶ngtes jeg nok allermest efter at blive mig selv. Kunne leve for mig i stedet for alle mulige andre. Jeg flyttede, da min datter var 6 m√•neder gammel. Min ex og jeg har haft et formidabelt forhold siden, et forhold, som jeg slet ikke kunne forestille mig, at vi ville have haft sammen. Jeg elsker hende stadig, som den dejlige kvinde hun er. Men det ville ikke have v√¶ret muligt for mig at undertrykke mig selv i et fast forhold med prioriteter, havearbejde og svigerfamilie.

Jeg var blevet 37 √•r gammel nu. Jeg har aldrig v√¶ret ked af at v√¶re Nils, slet ikke, men den anden halvdel manglede. Hidtil var det blevet til noget rodet og usk√łnt. Det f√łltes som om jeg selv trak transvestismen ned p√• et n√¶sten smudsigt plan, som noget, der skulle gemmes v√¶k, noget snavset og m√•ske endda perverst. P√• trods af alt, hvad jeg havde l√¶st. Det, der nu skete var, at jeg begyndte at anl√¶gge et intellektuelt syn p√• transvestismen i stedet for et moralsk/socialt.

For f√łrste gang fik Nanna noget, der kunne minde om et rigtigt og struktureret liv. Jeg fik ro og frihed til at finde den kvindestil, som er min. Nanna var lige p√• trapperne. Gennem Politikens “kom frit frem”-annoncer fandt jeg pludselig en dag frem til en forening, som hed noget s√• mundret som FPE-NE. Jeg gik med den lille annoncestump i min pung i flere m√•neder, og fik endelig modet til at ringe til det nummer, der stod i den. Jeg talte med en pige, der hed Michelle og efter at have snakket frem og tilbage en lille times tid fik jeg spurgt, om det var muligt at komme og bes√łge hende, og det var det naturligvis. P√• den aftalte dag m√łdte jeg op p√• hendes adresse med hjertet stikkende i halsen. Jeg havde nu v√¶ret bevidst om min egen transvestisme
i n√¶sten 17 √•r, men jeg havde – s√• vidt jeg selv vidste – aldrig m√łdt en anden transvestit. Igen skal man her huske p√•, at vi stadig kun er i 1983. Internettet var stadig kun en lille l√łs ide i en eller anden IT-n√łrds hjerne, s√• alle de muligheder, der i dag findes for b√•de at chatte, camme og sende billeder til hinanden fandtes slet ikke.

Vi gik ind i hendes meget hyggelige og rare stue. Langsomt begyndte jeg igen at tr√¶kke vejret og over 10 kopper te fik vi for alvor talt om transvestisme. Jeg fik stillet en bunke sp√łrgsm√•l. Nogle af dem kendte jeg allerede svaret p√•, men det var alligevel vigtigt at h√łre svarene fra en andens mund. Bekr√¶ftelse var utrolig vigtig. Michelle var vanvittig s√łd og meget t√•lmodig. Jeg vidste jo ikke dengang, at hun havde den slags samtaler n√¶sten ugentligt. Jeg var jo stadig – p√• trods af alle fakta – noget meget specielt.

Denne samtale blev det virkelige vendepunkt i mit liv. I b√•de Nilss og Nannas liv. Jeg fik nogle h√¶fter og en lille bog med hjem, som foreningen havde udgivet. Heri kunne jeg atter f√• bekr√¶ftet, at alene i Danmark er der – alt efter hvilket kriterium man anl√¶gger – mellem 40.000 og 50.000 mandlige transvestitter. Der er ikke noget reelt sk√łn over kvindelige transvestitter, idet det jo er alment godkendt, at kvinder kan kl√¶de sig i alle mandens kl√¶dedragter uden nogen som helst problemer.

Foreningen havde p√• dette tidspunkt ca. 70 medlemmer, og jeg studsede allerede dengang over dette absurde misforhold. Og denne forening var den eneste direkte transvestit-forening. Der var sikkert transvestitter i b√•de Smil og i Landsforeningen for B√łsser og Lesbiske ( LBL) men alligevel var det vel tilsammen maksimalt 2 promille af transvestitterne i landet. Jeg meldte mig naturligvis ind i FPE-NE.
Det forekom mig den mest naturlige ting. Jeg m√•tte have nogen at st√łtte mig til p√• min fortsatte f√¶rd imod et virkeligt tosidet liv, hvor jeg kunne bruge begge sider af min personlighed optimalt. Jeg var nemlig allerede p√• dette tidlige stadie klar over, at jeg ikke var transseksuel. Jeg havde og har intet √łnske om at skifte eller rette mit k√łn. Nils er en formidabel fyr. Han har en masse af Nanna i sig, men hvis jeg blot kunne f√• udviklet Nanna til en hel person, s√• ville jeg kunne hj√¶lpe mig selv meget langt i min udvikling.

Der skete hastigt flere ting. Nanna var nu n√łdt til at indstille sig p√•, at den skjulte tid havde en synlig ende. S√Ö nu skulle fremtoningen p√• plads. Jeg fik at vide, at Amica Parykker p√• Vesterbrogade havde en indehaver, som b√•de forstod, accepterede og respekterede transvestitter. S√• jeg ringede til Annette og fik aftalt en tid. Allerede i min stadig unge alder som 33-√•rig havde mit eget h√•r indledt et hastigt tilbagetog, s√• der var ikke gode muligheder for at fremelske fordums h√•rpragt. Der m√•tte andre og anderledes rabiate midler i brug. Nanna skulle have h√•r. Langt h√•r – jeg havde n√¶r sagt “naturligvis”. Jeg tro, at langt over 75 % af alle transvestitter k√łber en langh√•ret paryk f√łrste gang. Det forekommer helt meningsl√łst at ofre penge p√• en dyr paryk og s√• anskaffe en korth√•ret. P√• den tid var det langh√•rede look hos m√¶nd forsvundet. Man skulle v√¶re p√¶nt klippet i en mandefrisure. S√• tanken om at k√łbe en korth√•ret paryk og tr√¶kke den ned over en korth√•ret frisure var helt forkert. Der skulle l√¶ngde p√•. Valget faldt p√• en sk√łn, bl√łdt kr√łllet, skulderlang paryk. Mit “country-girl”-h√•r. Den holder stadig, hvilket bare bekr√¶fter, at man skal k√łbe en ordentlig paryk og l√¶re at passe p√• den.

Med mit nyvundne mod fik jeg spurgt Annette i parykforretningen om hun ikke kendte et godt sted at k√łbe makeup. Og det gjorde hun da. Hun gav mig en utrolig bunke gode r√•d. R√•d om det allervigtigste, nemlig en god foundation og sendte mig af sted til den forretning, hvor hun handlede. Jeg k√łbte og k√łbte. Sl√¶bte hjem af de mest vidunderlige ting. Jeg er fra naturens side s√• heldig, at jeg kun bruger en st√łrrelse 41 i sko, s√• heller ikke skok√łb var et problem. Jeg var dog ikke kommet s√• langt endnu, at jeg pr√łvede tingene inden jeg k√łbte dem. Rom blev jo ikke bygget p√• en dag. Men jeg havde efterh√•nden l√¶rt at tage mine egne m√•l, og der blev l√¶ngere og l√¶ngere mellem fejlk√łbene. V√¶sentligst fordi jeg som sagt havde brugt rigtig meget tid p√• at f√• fastsl√•et, hvilken stil, der var min. Jeg havde kigget p√• tusindvis af kvinder i min egen alder. Luret dem hemmelighederne af. S√• jeg var temmelig godt rustet til det n√¶ste skridt. Det store!

Som medlem af foreningen fik jeg naturligvis ogs√• forskellige informationer, som jeg l√¶ste med stor nysgerrighed, og p√• et tidspunkt kom s√• en meddelelse om, at der skulle afholdes medlemsaften i nogle selskabslokaler i Silkeborggade p√• √ėsterbro. Nu fik jeg pludselig fart i de der tanker om, at Nanna jo ogs√• burde m√łde verden derude. S√• jeg meldte mig til! Oh skr√¶k, oh r√¶dsel. Det bet√łd jo, at jeg ikke bare skulle ud af min hovedd√łr, men jeg skulle ogs√• k√łre i bil helt igennem K√łbenhavn. Jeg skulle ydermere stige ud af bilen p√• offentlig vej og g√• det sidste stykke.

Aftenen oprandt. Jeg havde forberedt mig det meste af eftermiddagen. Havde lagt makeup to gange. Pr√łvet alt mit t√łj og alle mine sko (begge par), og endelig kom tidspunktet, hvor jeg var n√łdt til at tage af sted. Hjertet op i halsen, et fast tag i tasken og d√łren op. Jeg boede p√• 2. sal og skulle alts√• ned af 4 trapper for at komme ud p√• gaden. Jeg syntes mine h√¶le n√¶rmest tordnede i opgangen og jeg var helt overbevist om, at alle de andre beboere stod med √łjnene fast klistrede til d√łrspionerne. For ih hvor er det interessant, at en transvestit g√•r ned af trapperne. Udenfor stod regnen ned i st√¶nger, hvilket var b√•de godt og ondt. Godt fordi der s√• ikke var s√• meget trafik hverken p√• fortovet eller p√• gaden, og skidt fordi mit flotte h√•r s√• blev v√•dt.

Turen var naturligvis helt uden problemer, og de 200 meter fra den n√¶rmeste ledige parkeringsplads til selskabslokalerne liges√•. Og s√• blev d√łren √•bnet. Pludselig befandt jeg mig i et lokale sammen med 15 andre transvestitter. Jeg holdt lige vejret et stykke tid og kunne d√•rligt nok bev√¶ge mig. Jeg var meget bevidst om, hvordan jeg s√• ud, og jeg var helt sikker p√•, at de alle sammen kiggede p√• mig og vurderede mig. Hvad de naturligvis ogs√• gjorde, men s√• var der en af dem, der rejste sig og kom over til mig. Hun tog min h√•nd, sagde “hej, jeg hedder Monica”, og s√• var jeg i stand til at tr√¶kke vejret nogenlunde normalt igen.

Aftenen som s√•dan var ikke noget specielt. Der blev snakket, drukket kaffe og spist sm√•kager. I virkeligheden temmelig kedeligt, men naturligvis var det voldsomt at opleve det kedelige sammen med s√• mange andre af “samme slags”. M√łdet varede i 3 timer og alt i alt var jeg udenfor hjemmets fire sikre v√¶gge i 5 timer tilsammen. Disse 5 timer fik betydning for alt, hvad der skete senere.

Der skal ikke f√łlge en detaljeret fort√¶lling om alle de m√łder, jeg var med til, men hen p√• for√•ret blev der indkaldt til generalforsamling. Jeg har altid haft problemer med at tie stille, hvis der er noget, der interesserer mig, og p√• dav√¶rende tidspunkt var jeg blevet meget interesseret i forholdene for transvestitter og transseksuelle i Danmark. Monica, som havde taget s√• s√łdt imod mig, var blevet en god veninde, som jeg ofte talte med i telefonen. Vi havde ogs√• bes√łgt hinanden flere gange, og p√• generalforsamlingen opstod s√• et gigantisk sk√¶nderi mellem den siddende bestyrelse og en form for opposition. I henhold til min natur kastede jeg mit sk√•lpund k√łd ind p√• v√¶gten, og Monica fulgte ganske godt med. Inden aftenen var slut var vi begge indvalgt i den nye bestyrelse. Bordet havde fanget!

Nu sad jeg alts√• der i bestyrelsen for den eneste fungerende forening for transvestitter og transseksuelle i Danmark. Jeg havde i flere omgange arbejdet meget med markedsf√łring, tryk, grafisk arbejde og den slags, s√• det var kun naturligt, at jeg blev bedt om at st√• for den mere udadvendte del af foreningen. Lidt af en forandring fra ganske f√• m√•neder tidligere. Men en frisk udfordring, som jeg naturligvis ikke kunne sige nej til.

Udviklingen medf√łrte s√• ogs√•, at jeg nu n√¶rmest var tvunget til at v√¶re mere √•ben omkring min transvestisme. Min tidligere omtalte halvs√łster blev den f√łrste, som fik kendskab til det. Naturligvis – havde jeg n√¶r sagt – tog hun det stille og roligt. Det g√łr de allerfleste mennesker har jeg senere erfaret. Flere og flere af mine venner og bekendte fik det at vide. De fleste p√• mit initiativ, men der har da ogs√• v√¶ret nogle ganske underholdende episoder ind imellem. F.eks. ventede jeg en dag bes√łg – som Nanna – og gik rundt og gjorde klar. Ca. ved den tid, hvor mine g√¶ster skulle ankomme ringede det p√• min d√łrtelefon, og ganske uden at t√¶nke n√¶rmere over noget som helst tog jeg d√łrtelefonen og trykkede d√łren √•ben. Jeg √•bnede min entred√łr, og op af trappen kom tre af de venner, som jeg dyrkede faldsk√¶rms-udspring med. Ja, jeg er gammel “skydiver”. Un√¶gtelig lidt af en overraskelse – for alle parter, men der var jo ligesom ikke rigtig nogen m√•de at komme uden om det p√•, s√• jeg bad dem naturligvis om at komme indenfor. Jeg forklarede dem, at jeg ventede g√¶ster, og bad dem s√• g√• ind i stuen og s√¶tte sig. De havde medbragt en kasse √łl, s√• jeg hentede oplukkeren og nogle glas, som jeg satte mellem de kaffekopper, som allerede var sat frem. De to af fyrene var ved at falde over hinanden med deres sp√łrgsm√•l. Men den tredje! Han sad med korslagte arme og fjerne √łjne under hele deres bes√łg. Han talte f√łrst til mig nogle m√•neder senere. Ca. et kvartes tid senere ankom s√• de transvestitveninder, som jeg havde ventet p√•, og bortset alts√• lige fra “den tredje mand”, s√• havde vi alle en dejlig eftermiddag og aften.

Jeg kunne fort√¶lle en masse af lignende historier, men essensen af det hele er, at 95-98% af alle mennesker tager det med oph√łjet ligegyldighed, at de m√łder en transvestit. Naturligvis bliver man da “spottet”, som det kaldes. Alene af den grund, at jeg er 2 meter h√łj i selv de mest tilbageholdende h√¶le g√łr, at jeg bliver spottet, men i de allerfleste tilf√¶lde kan et smil og en frisk bem√¶rkning afv√¶bne selv de mest overraskede. De f√• procent, som ikke kan klare chokket, og derfor f√łler sig berettiget til at kommentere, hvad de ser, dem m√• man klare p√• anden vis. Der er t√•ber alle vegne. Dem kan man ikke undg√•. Men hvis man som transvestit (og som transseksuel) husker p√• at kl√¶de sig efter tid, sted og (med forbehold) alder, s√• sker det ikke s√• tit, at det bliver direkte ubehageligt. Der er ogs√• steder, hvor jeg ikke ville spadsere alene som Nils, og s√• ville det jo v√¶re en kende idiotisk at begive sig lige pr√¶cis derhen omkl√¶dt og i superh√łje h√¶le. Her i landet er graden af oplysning temmelig h√łj, men det betyder jo ikke, at den ikke kunne tr√¶nge til at blive h√łjnet. S√• tilbage til foreningen.

Foreningens form√•lsparagraf talte om, at vi skulle “arbejde for at forbedre vilk√•rene for s√•vel transvestitter som transseksuelle i Danmark”. Det var en opgave, som jeg tog rimeligt alvorligt. Som den eneste forening f√łlte jeg, at der hvilede et stort ansvar p√• os. Det var noget af det, jeg f√łlte, at vi virkelig b√•de kunne og skulle forvalte meget seri√łst. Det var p√• det omr√•de, at vi is√¶r ville kunne g√łre en forskel. S√• det snakkede vi meget om.

Men der var nogle alvorlige hang-ups i foreningen. Det var som om de allerfleste – b√•de medlemmer og bestyrelsesmedlemmer – var v√¶ldig godt tilfredse med at holde m√łder i et k√¶lderlokale p√• √ėsterbro med nedrullede gardiner, diskutere forskellige makeup-m√¶rkers fortrinligheder, drikke kaffe og spise sm√•kager og udveksle venligheder.

Men det var ikke nok for mig. Det var heller ikke nok for Monica og et par stykker andre, s√• vi begyndte i det sm√• at bryde muren til det omgivende samfund lidt ned. Begyndte at m√łde op til forskellige arrangementer, bogudgivelser, filmpremierer o.s.v. P√• dette tidspunkt kom der en person ind i mit lille univers, som skulle vise sig at f√• p√¶n stor betydning. Regitze Falk. En meget udadvendt transvestit/transseksuel fra Helsing√łr, som virkelig havde b√•de mod og “mands”-hjerte til at st√• frem og sige – eller n√¶rmest r√•be – til folk: “s√• kig dog p√• mig og h√łr efter, hvad jeg fort√¶ller!”.

Regitze havde skrevet en bog om sig selv og sit liv. En farverig og levende og meget medrivende fort√¶lling om retten til at v√¶re sig selv, retten til at bryde for√¶ldede konventioner og is√¶r om den forpligtelse, man har overfor sig selv. En sp√¶ndende person, som jeg helt naturligt f√łlte mig meget tiltrukket af. Hun havde samtidig et enormt “drive”, og det kr√¶vede lige en smule tilv√¶nning, n√•r man var vant til det mere moderate tempo i FPE-NE.

P√• et tidspunkt kom Regitze med en bl√¶ndende ide! Hun – og mange af os andre – havde l√¶nge undret os over, at Danmark fulgte WHOs sygdomsliste og dermed definerede transvestisme som en behandlingsegnet psykisk sygdom. Det f√łlte vi os naturligvis ikke enige i. P√• denne tid var landets sundhedsminister ingen anden end Torben Lund, som vi jo vidste, havde et sundt og godt syn p√• minoriteternes forhold her i landet i kraft af selv at tilh√łre en minoritet. S√• Regitze – og Regitzes kone – foreslog, at vi skulle henvende os til Torben Lund med et √łnske/krav om, at transvestismen blev fjernet fra denne liste. Listen
er indrettet på den måde, at ethvert land frit kan fjerne dele af den, mens der kræves enighed om at sætte ting på listen. Så Danmark ville meget enkelt kunne fjerne transvestismen og dermed bedre leve op til det frisind og det livssyn og verdensbillede, som vi ellers altid brystede os af.

Jeg fik forn√łjelsen at skrive til Torben Lund. Et lille manifest, kan man kalde det. Vi troede jo – med vores samlede erfaring med henvendelser til ministre i baghovedet – at der ville g√• meget lang tid inden vi ville modtage et eller andet intetsigende brev fra en ministersekret√¶r. Men stor var vores “skuffelse” da vi efter forbavsende kort tid modtog en indbydelse til at komme ind og dr√łfte sagen direkte.

Virkeligheden tog nu fat i os. Vi havde selv startet processen, s√• nu var det jo bare om at komme videre. Og snip, snap, snude, s√• var det en kendsgerning. Torben Lund var lige pr√¶cis s√• m√•lrettet og indlysende forst√•ende, som vi havde regnet med, og inden vi s√• os om, s√• var der indkaldt til pressem√łde med dette ene punkt p√• dagsordenen. Med en velrettet og pr√¶cis aktiv indsats var der reelt skabt helt nye vilk√•r for transvestitter og transseksuelle. Nu var der ikke l√¶ngere basis for at betragte os som psykisk syge. Nu kunne myndigheder og organisationer ikke l√¶ngere s√łge i ly bag denne definition. Nu var man n√łdt til at i hvert fald pr√łve at forst√•, hvad transvestisme og transseksualitet egentlig handler om. Man var med et slag blevet n√łdt til at tage os alvorligt.

Men der er jo altid en slange i Paradis. I denne situation var slangen den √łvrige bestyrelse i FPE-NE. Da sagen hurtigt udviklede sig, fik man kolde f√łdder i bestyrelsen. Jeg skal ikke kunne sige, om man havde h√•bet p√• den s√¶dvanlige langsommelige sagsbehandling, men i hvert fald trak man sig i fuld fart tilbage fra sagen. Man ville ikke v√¶re med “som forening” og Monica og jeg fik at vide, at vi kun skulle deltage som privatpersoner. Problemet var jo bare, at jeg havde henvendt mig til Torben Lund som “medlem af bestyrelsen i FPE-NE“! Dette var tilsyneladende et meget stort problem. Bestyrelsen bad mig afslutte al kommunikation med Regitze. Jeg h√¶vdede, at vi jo netop nu var i gang med at f√łlge vores egen form√•lsparagraf, men jeg fik at vide, at jeg risikerede eksklusion fra foreningen, hvis kontakten fortsatte. Nu var det jo bare s√•dan, at vores indsats var blevet bem√¶rket rundt omkring. P√• skoler, ungdomsskoler, h√łjskoler, i kulturforeninger o.s.v. S√• der kom indbydelser til at holde foredrag og v√¶re paneldeltagere flere steder fra. Et af disse arrangementer var i Helsing√łr i forbindelse med nogle kulturdage. Denne aften resulterede i, at K√łbenhavns Radio bad mig komme i studiet n√¶ste morgen, hvilket jeg sagde ja til. Og s√• var m√•let fuldt!

Alts√• m√•tte jeg udtr√¶de af foreningen, for mine principper og mine ideer om, hvad der tjener sagen bedst kunne jeg jo ikke √¶ndre p√•, og det har jeg da heller ikke gjort siden. Jeg har s√• ikke v√¶ret medlem af nogen forening, f√łr jeg her i sommer meldte mig ind i trans-danmark.dk. Jeg havde med stor gl√¶de og interesse fulgt foreningens arbejde med at f√• indflydelse p√• √¶ndringerne i den nye navnelov. En r√¶kke √¶ndringer, som vil f√• utrolig stor indflydelse p√• dagliglivet for en masse transvestitter men is√¶r transseksuelle. Om ikke andet, s√• m√•tte
jeg bel√łnne denne fremragende indsats med et medlemskab for at vise st√łtte.

De sidste 5 √•r har v√¶ret pr√¶get af efterveerne fra et voldsomt trafikuheld, hvor jeg kom temmelig slemt til skade. Det har kostet b√•de operationer og store varige men, som sluttelig resulterede i en f√łrtidspensionering som 54-√•rig. Alt for tidligt, men desv√¶rre nok det eneste rigtige i min situation. Uanset at jeg helst ville forts√¶tte med at arbejde, s√• kan det ikke nytte noget at k√¶mpe s√• h√•rdt for at vende tilbage, at helbredet yderligere belastes. Jeg er blevet smertepatient og fungerer kun i kraft af daglig brug af morfin, s√• tilv√¶relsen har √¶ndret sig fra at v√¶re meget aktiv til at v√¶re meget stille. Jeg h√•ber dog, at jeg med tiden m√•ske kunne blive i stand til at igen tage ud og holde nogle af de foredrag, som jeg har v√¶ret s√• glad for.

Min transvestisme har det godt, lever og bor i Br√łndby. Jeg m√• indr√łmme, at midt i alle tr√¶ngslerne, s√• har Nanna jo f√•et nogle muligheder for at eksistere p√• bedre vilk√•r, end det tidligere har v√¶ret muligt. Jeg har nu – i mods√¶tning til tidligere – mulighed for at f√łlge mit hjerte og kl√¶de om betydeligt oftere end f√łr, og det g√łr jeg da ogs√•. Men uanset dette, s√• er jeg jo altid transvestit. Jeg har l√¶rt gennem alle de √•r, at det er en velsignelse og ikke et problem at v√¶re transvestit. Man er transvestit med hovedet, og det betyder for mig, at jeg i dag – i 2005 – er kommet i stadig og stigende ber√łring med min kvindelige side. Jeg nyder at kunne hvile i mig selv, kunne lade de kvindelige/feminine sider blomstre. Jeg skal jo ikke l√¶ngere fungere i et mandsdomineret erhverv 8-10 timer dagligt. Jeg m√¶rker efter indeni og lader tingene ske. Jeg f√łlger f√łlelserne. Derfor kan det da godt v√¶re, at jeg nogle dage render rundt i et forslidt joggings√¶t og er langsk√¶gget, men det √¶ndrer, som jeg ser det, ikke p√•, at Nanna hele tiden er her.

Til alle jer, der har gidet læse denne beretning Рbåde dem, der er transvestitter, transseksuelle eller ingen af delene Рkan jeg blot sige. Nyd at være den I er. Hvis I ikke tillader jer at være loyale mod jer selv, så bygger I en indre modstand op, som ingen andre mennesker kan bryde ned. Vær glade for det liv og den spændvidde I har fået som mennesker og nyd livet. Jeg er sikker på, at der er et liv efter dette, men hvis jeg skulle tage fejl, så ville det være ærgerligt at have misbrugt chancen for at få det bedste ud af dette.

Kærlig hilsen Nanna.