LevevilkÃ¥rsundersøgelsen – en kritisk analyse. Karen M. Larsen den 23. juni 2009.

Vist 160 gange.

Karen M. Larsen
Karen M. Larsen
Karen M. Larsen.
I de sidste ti Ã¥rs tid er det i den vestlige verden blevet moderne, at undersøge homoseksuelles og efterhÃ¥nden ogsÃ¥ biseksuelles og transseksuelles levevilkÃ¥r. Det kan derfor heller ikke undre, at vi nu i ogsÃ¥ her i Danmark er blevet præsenteret for en undersøgelse om disse gruppers levevilkÃ¥r. Undersøgelsen hedder “Lige og ulige? – Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkÃ¥r“. Den er udgivet af firmaet CASA, forfattet af Leyla Gransell og Henning Hansen og den udkom i juni 2009.

Undersøgelsen er blevet bestilt af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), men den er finansieret af Trygfonden, Københavns Kommune og Det Kriminalpræventive Råd.

Lige og ulige?” bygger hovedsageligt pÃ¥ 946 spørgeskemabesvarelser foretaget via internettet af personer tilknyttet Catinét, som skulle have tilgang til et for den danske befolkning repræsentativt sammensat panel. Med udgangspunkt i Catinéts spørgepanel har man sÃ¥ ogsÃ¥ lavet en kontrol undersøgelse blandt heteroseksuelle, som bygger pÃ¥ 512 besvarelser, ligesom man supplerer med henvisninger til homoseksuelle af den almindelige danske befolkning foretaget i de senere Ã¥r. Man har ogsÃ¥ mere mÃ¥lrettet gÃ¥et efter at hverve homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede til levevilkÃ¥rsundersøgelsen via en række bannerreklamer pÃ¥ relevante hjemmesider. Her fik man 2416 besvarelser. Men som Leyla Gransell og Henning Hansen skriver pÃ¥ s. 8 i “Lige og ulige?” “det har dog vist sig, at bannerundersøgelsens svar adskiller sig pÃ¥ mange punkter i forhold til den repræsentative surveyundersøgelse, at (sic!) vi har valgt at sætte vores lid til surveyundersøgelsens resultater“. I praksis inddrages dog ofte resultater ogsÃ¥ fra denne undersøgelse som en art krydderi der, hvor det synes at have passet ind i det billede, som Leyla Gransell og Henning Hansen vil tegne, men det er klart, at fundamentet for “Lige og ulige?” er de 946 besvarelser fra den sÃ¥kaldte surveyundersøgelse.

Du sidder nu med Danmarks første repræsentative levevilkÃ¥rsundersøgelse af homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede (HBT) i hÃ¥nden.” SÃ¥dan lægger Leyla Gransell og Henning Hansen ud i “Lige og ulige?“‘s indledning. (s. 5) Hermed lægger man op til at det billede, som “Lige og ulige?” tegner af disse seksuelle og kønsmæssige minoriteter er velfunderet og derfor kan danne fundament for de næste Ã¥rs debat om og politiske beslutninger relateret til homoseksuelles, biseksuelles og transkønnedes levevilkÃ¥r. Denne antagelse er imidlertid efter min mening problematisk. Jeg vil i det følgende forsøge, at pÃ¥vise, hvilke alvorlige problemer der er med “Lige og ulige?“. Overordnet set handler problemerne om undersøgelsens pÃ¥stÃ¥ede repræsentativitet, de spørgsmÃ¥l som der blev stillet og ikke blev stillet, den mÃ¥de, som respondenternes svar er blevet tolket af Leyla Gransell og Henning Hansen og sÃ¥ en række fodfejl af teknisk karakter.

Den påståede repræsentativitet
At ville undersøge seksuelle og kønsmæssige minoriteter er i sig selv en vanskelig sag, da sÃ¥danne undersøgelser har det med, bevidst eller ubevidst, at tage udgangspunkt i at identitet er noget fast og uforanderligt hos individet og uundgÃ¥elig er forbundet med en bestemt adfærd hos den enkelte, en antagelse der ofte ikke passer til virkelighedens verden. Og hvilke identiteter og selvbetegnelser skal man tage med i en sÃ¥dan undersøgelse og hvem skal man undlade? De valg man træffer her er af stor betydning for hvad man faktisk fÃ¥r undersøgt og hvad man ikke fÃ¥r kigget pÃ¥. Jeg vil i det følgende først se pÃ¥ “Lige og ulige?“‘s brug af seksuelle kategorier og dernæst pÃ¥ undersøgelsens brug af kønsmæssige kategorier.

De seksuelle kategorier
Vi vil starte med at præsentere nogle historiske milepæle i den homoseksuelle historie, som er værd at bide mærke i, og nogen af de tidligere undersøgelser, der er lavet for at afdække omrÃ¥det.”, stÃ¥r der i “Lige og ulige?“‘s indledning. (s. 5) Hermed lægger man op til, at levevilkÃ¥rsundersøgelsens hovedfokus vil være at studere de homoseksuelles forhold, hvad nok ogsÃ¥ er det, som den typiske læser af undersøgelsen forventer. Det er ogsÃ¥ sÃ¥dan, at undersøgelsen hovedsageligt er blevet forstÃ¥et i pressen. Leyla Gransell og Henning Hansen har imidlertid ogsÃ¥ inddraget kategorierne “biseksuelle” sÃ¥vel som kategorierne “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og “heteroseksuel med homoseksuelole anstrøg” i deres undersøgelse. De to sidste kategorier er ikke alment brugte og det virker nærmest som om Leyla Gransell og Henning Hansen har opfundet dem i dagens anledning. Deres begrundelse for at bruge lige netop disse kategorier, og ikke f.eks. den rimeligt kendte kategori “queer“, er i øvrigt modsigelsesfuld. PÃ¥ s. 14 skriver de at “biseksualitet er en identitet, som af nogen kan opleves at være for provokerende og mere seksuelt fokuseret end de andre identiteter. Her kan en antagelse være, at det giver bedre status at placere sig som værende enten homo- eller heteroseksuel med anstrøg eller omvendt i stedet for i en mere flydende kategori, som biseksualitet nogen gange bliver set som“. PÃ¥ s. 15 skriver de imidlertid, at “det er vigtigt for os at fÃ¥ fat i de personer, som ikke kun sÃ¥ sig tilhøre en fast seksuel kategori, men som havende en mere flydende seksuel orientering. PÃ¥ en mÃ¥de kan man sige, at vi har lænet os op ad Kinseys skala, nÃ¥r vi har taget anstrøgsgrupperne med. (.) Gennem at Ã¥bne op for en mere Ã¥ben og flydende seksuel orientering mener vi, at vi har fÃ¥et fat i personer, der ellers normalt ikke bliver inkluderet i undersøgelser af seksuel orientering eller kønsidentitet.”
Med andre ord, “anstrøgsgruppen” er pÃ¥ s. 14 til for at dem, der skræmmes af den “flydende” kategori biseksuel og som ønsker at fÃ¥ del i den status, der er forbundet med at tilhøre en “fast” seksuel kategori som homoseksuel eller heteroseksuel, mens denne gruppe pÃ¥ s. 15 lige netop antages at dække dem, hvis identitet er flydende. Ser man altsÃ¥ reelt set “anstrøgsgruppen” som en art skabsbiseksuelle, der ikke tør stÃ¥ ved deres seksualitet? Under alle omstændigheder fastholder “Lige og ulige?” forestillingen om, at seksuel identitet er defineret af modpolerne “homoseksuel” og “heteroseksuel“, hvad vel ikke er særligt “flydende”.

Det er i mine øjne et seriøst problem, at Leyla Gransell og Henning Hansen i deres præsentation af levevilkÃ¥rsundersøgelsens resultater slÃ¥r kategorierne “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” sammen til en gruppe som de sÃ¥ igen uden videre henregner til HBT-gruppen. At henregne kategorien “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” til HBT-gruppen er nemlig ligesÃ¥ oplagt som det er problematisk, at henregne “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” til den. For denne sidstnævnte selvlavede kategori lægger jo tydeligvis op til, at den der henregner sig til den ser sig som hovedsagelig heteroseksuel. Mener Leyla Gransell og Henning Hansen mÃ¥ske, at alle der ikke er 100 % ensrettede i deres heteroseksuelle orientering automatisk tilhører HBT-gruppen? Under alle omstændigheder sÃ¥ er det jo sigende, at de tilregner kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” til HBT-gruppen i hele undersøgelsen undtagen i kapitel 5, der handler om “Ã¥benhed”. Her kan man pÃ¥ side 38 læse, at “det er kun de homoseksuelle, de biseksuelle, de homoseksuelle med heteroseksuelle anstrøg og de transkønnede, som har fÃ¥et spørgsmÃ¥l om Ã¥benhed“. Dem der har krydset af ved kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” er altsÃ¥ ikke blevet spurgt om deres Ã¥benhed, hvad jo giver mening al den stund, at de som heteroseksuelle per definition er Ã¥bne om deres seksualitet, da de ikke tilhører en seksuel minoritetsgruppe, “som har været omgærdet af mange tabuer og fortielser“, for nu at bruge et udtryk fra “Lige og ulige?” (s. 37) Set i det lys mÃ¥ det sÃ¥ godt nok undre, at Leyla Gransell og Henning Hansen pÃ¥ s. 113 beskriver de heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg som “en gruppe der talte mindre Ã¥bent om deres seksuelle orientering“. For ikke nok med, at en kategori som er blevet opfundet til lejligheden næppe kan opfattes som en seksuel orientering som folk identificer sig med i deres dagligdag, sÃ¥ ved Leyla Gransell og Henning Hansen jo ikke noget om denne nyskabte kategoris Ã¥benhed al den stund, at de efter eget udsagn ikke har spurgt efter den.

Inklusionen af kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” i HBT-gruppen er særlig problematisk fordi denne kategori ifølge “Lige og ulige?” s. 113 udgør den største kategori i surveyundersøgelsen. Hvor stor fÃ¥r vi sÃ¥ godt nok ikke at vide, bÃ¥de fordi den jo i “Lige og ulige?” blandes sammen med kategorien “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og fordi vi generelt ikke fÃ¥r at vide, hvor mange procent de enkelte seksuelle kategorier indenfor HBT-gruppen udgør blandt de 946 besvarelser som udgør denne undersøgelse. Imidlertid finder man i tabel 3. 1 og tabel 3.2 (s. 19-20), der handler om hvilket køn respondenterne føler sig tiltrukket af og hvilket køn, deres seksuelle partnere har haft, en opgørelse af hvor mange personer der indenfor de enkelte kategorier har besvaret undersøgelsens spørgsmÃ¥l til disse forhold. Uheldigvis har ikke alle 946 besvaret disse spørgsmÃ¥l eller ogsÃ¥ er ikke alle besvarelser blevet taget med. Tallet er i stedet 881 for tabel 3.1 og 909 for tabel 3.2. I begge tabeller har 487 tilhørende kategorien “med anstrøg” besvaret spørgsmÃ¥lene. Hvis vi tager udgangspunkt i det højeste tal for besvarelser, nemlig 909, udgør “anstrøgskategorien” 54 % af deltagerne i survejundersøgelsen. Nu er det naturligvis ikke godt at vide, hvor mange “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” som befinder sig i anstrøgskategorien, men det kan meget vel være, at tæt pÃ¥ halvdelen af de besvarelser, som “Lige og ulige?” bygger pÃ¥, tilhører en kategori hvis tilhørsforhold til HBT-gruppen er tvivlsom.

Og hermed bliver “Lige og ulige?” repræsentativitet for HBT-gruppen selv noget tvivlsom, ikke mindst fordi de andre identitetskategorier faktisk er ret sÃ¥ smÃ¥. Hvis vi igen ser pÃ¥ tabel 3.2 er der tale om i alt 191 homoseksuelle, fordelt pÃ¥ 124 mænd og 67 kvinder, 145 biseksuelle, fordelt pÃ¥ 64 mænd og 81 kvinder samt 86 transkønnede, fordelt pÃ¥ 59 mænd og 27 kvinder. (Den samme talfordeling kan man ogsÃ¥ finde i tabel 12.2 s. 106) Efter min mening er dette talgrundlag for spinkelt til at man kan komme med repræsentative udsagn om f.eks. homoseksuelle kvinders, biseksuelle mænds og kvindelige transpersoners levevilkÃ¥r, sÃ¥dan som “Lige og ulige” faktisk gør det.

Kønskategorierne
Lige sÃ¥ fÃ¥ valgmuligheder mht. seksuel orientering hhv. præferencer, som “Lige og ulige?” har givet dem der deltog i levevilkÃ¥rsundersøgelsenundersøgelsen, ligesÃ¥ mange muligheder har de givet mht. transidentitet. Hele 10 forskellige kategorier under transpersonsparaplyen har man kunnet vælge imellem, herunder det ret sÃ¥ fleksible “Andet transbegreb”. Og i modsætning til den hemmeligholdte fordeling indenfor seksualitetskategorierne fÃ¥r vi faktisk i tabel 2.1 pÃ¥ s. 16 ogsÃ¥ en talmæssig fordeling af de enkelte underkategorier. Ved en sammenregning af disse tal nÃ¥r vi frem til at antallet af transpersoner, der deltog i survejundersøgelsen, er 102, dvs. 11 %.

I øvrigt har Leyla Gransell og Henning Hansen bÃ¥de spurgt alle deltagerne i levevilkÃ¥rsundersøgelsen om deres biologiske køn sÃ¥vel som om deres kønsidentitet og har i forhold til sidstnævnte givet folk mulighed for at vælge mellem kategorierne “mand”, “kvinde” og “andet køn”. (s. 15) Denne sidste svarmulighed har ifølge “Lige og ulige?” s. 114 “hele 4 %” valgt, og det sÃ¥ vidt jeg kan forstÃ¥ uden, at de tilregnede sig til “transpersonskategorien”. Det drejer sig om 37 personer.

Da jeg læste “Lige og ulige” var jeg længe usikker pÃ¥ hvilket køn Leyla Gransell og Henning Hansen har tildelt de enkelte transpersonskategorier, det fremgÃ¥r dog af s. 114, at de har “lyttet til den enkeltes oplevelse af sit køn“. Derimod optræder kategorien “andet køn” kun meget sjældent i “Lige og uliges” tabeller, der meget ofte er opdelt i kønnene “mand” og “kvinde”. Hvor man altsÃ¥ har placeret de 37 personer med “andet køn” eller om de er udeladt fra disse traditionelt kønsopdelte tabeller mÃ¥ stÃ¥ Ã¥bent hen.

Hvad blev der spurgt til, hvad blev der ikke spurgt til Рog hvilke svar f̴r vi lov til at se
Indenfor de sidste ti Ã¥r har man indenfor køns– og seksualitetsforskningen set en voksende bevidsthed om det fænomen, der kaldes for intersektionalitet. Med intersektionalitet mener man det pÃ¥ en gang banale og dog sÃ¥ centrale forhold, at ting hænger sammen. Mht. forskellige sociale gruppers levevilkÃ¥r betyder det, at det er problematisk kun at se pÃ¥ f.eks. seksuel orientering uden at inddrage andre forhold, der kan have væsentlig betydning for individet, sÃ¥ som f.eks. køn, etnisk tilhørsforhold og klassebaggrund.

Det er altså væsentligt, om Leyla Gransell og Henning Hansen har forsøgt at give et så nuanceret billede som muligt af de forskellige faktorer, der må formodes at påvirke de personer, som tilregner sig hhv. tilregnes HBT-gruppen.

Nu er der det problem, at Leyla Gransell og Henning Hansen har valgt ikke at vedlægge det spørgeskema, som ligger til grund for levevilkÃ¥rsundersøgelsen. Hvad der er blevet spurgt om kan man altsÃ¥ kun udlede af de tabeller og figurer med svar, som man kan finde i “Lige og ulige?” sÃ¥vel som de hentydninger til anden baggrundsviden om respondenterne, som Leyla Gransell og Henning Hansen sommetider krydrer deres behandling af de bragte tabeller og figurer med.

Lige og ulige?” indeholder ingen informationer om deltagernes etniske baggrund eller indkomstniveau. Og det er først i tabel 12.3 pÃ¥ s. 107, at vi fÃ¥r informationer om i hvilken region deltagerne bor, hvilken type uddannelse de har og hvilken tilknytning til arbejdsmarkedet de har. Disse oplysninger er dog for hele HBT-gruppen og er altsÃ¥ ikke delt op pÃ¥ de enkelte underkategorier. Her viser det sig i øvrigt igen, at der har været problemer med at fÃ¥ svar fra alle de 946 personer, som surveygruppen siges at bygge pÃ¥. SÃ¥ledes viser en sammentælling, at kun 904 personer har angivet oplysninger om deres uddannelsesbaggrund.

Til gengæld får vi en masse oplysninger, der dækker forhold relateret til respondenternes fysiske og psykiske sundhed. Vi får f.eks. at vide, om de er under-, normal- eller overvægtige, om de motionerer og om de, hvis de er biologiske kvinder, har fået foretaget en celleundersøgelse af livmoderen. Til gengæld er der øjensynligt ikke blevet spurgt til om respondenterne dyrker sikker sex.

Alt i alt har “Lige og ulige?” altsÃ¥ et meget snævert fokus, der tydeligvis er rettet mod spørgsmÃ¥l vedrørende diskrimination, psykisk og fysisk sundhed, sociale relationer og vold, mens væsentlige forhold som f.eks. etnicitet, økonomi og tilknytning til arbejdsmarkedet enten slet ikke behandles eller underbelyses. Min anke er, at Leyla Gransell og Henning Hansen med deres prioriteringer placerer sig i den tradition, der ser ikke mindst homoseksualitet som en sygdom eller i hvert fald som noget, der er forbundet med lidelse.

Leyla Gransells og Henning Hansens præsentation og tolkning af deres materiale
Et kendt bonmot indenfor samfundsvidenskab er, at der findes løgne, forbandede løgne og sÃ¥ statistik. Med andre ord, statistisk materiale bør altid behandles med forsigtighed – og man bør være meget kritisk, nÃ¥r man ser det præsenteret. Dette gælder i høj grad for “Lige og ulige“. Jeg vil i det følgende komme ind pÃ¥ hvordan Leyla Gransell og Henning Hansen præsenterer deres materiale mht. spørgsmÃ¥lene vedrørende hvor hyppigt de adspurgte har sex, om de lider af nedsat sexlyst, om deres motionsvaner og om de har forsøgt selvmord. Dette er kun et udvalg, man kunne komme ind pÃ¥ meget andet af det, som vi præsenteres for i “Lige og ulige?“, men det ville gøre denne artikel alt for lang.

Hyppigheden af sex
Det fremgÃ¥r af afsnittet 3.2.1 “Seksuelt samvær” pÃ¥ s. 21-22, at der ikke er nævneværdige forskelle mellem hvor hyppigt HBT-personerne har sex i forhold til hvor hyppigt de heteroseksuelle har det. Denne pÃ¥stand bygger pÃ¥ det talmateriale der præsenteres i tabel 3.3 pÃ¥ s. 22. Problemet er imidlertid, at man her præsenteres for en sammenligning mellem hele HBT-gruppen, altsÃ¥ f.eks. inklusive de heteroseksuel med homoseksuelt anstrøg og sÃ¥ den heteroseksuelle kontrol gruppe. I figur 3.1 fÃ¥r vi sÃ¥ en procentvis opdeling af besvarelser fordelt pÃ¥ respondenternes køn, alder og identitetskategori, men sammenligningen er udelukkende internt i HBT-gruppen – der er ingen sammenligning med de heteroseksuelle, og da de heteroseksuelles svar i tabel 3.3 ikke er delt op pÃ¥ køn eller alder kan man altsÃ¥ ikke reelt set se, om der er forskelle mellem hvor hyppigt f.eks. homoseksuelle mænd og heteroseksuelle mænd har sex.

Nedsat sexlyst
Afsnit 3.3 handler om hvordan respondenterne har besvaret spørgsmÃ¥l vedrørende nedsat sexlyst. Hvor ofte de oplever noget sÃ¥dant fremgÃ¥r af tabel 3.5 s. 25. Leyla Gransells og Henning Hansens konklusion pÃ¥ denne tabel er, at “Det (sic!) er flere heteroseksuelle personer der aldrig har oplevet nedsat sexlyst i forhold til HBT-personer“. Det er for sÃ¥ vidt rigtigt nok al den stund, at 27 % af HBT-personerne fra surveyundersøgelsen, 35 % fra bannerundersøgelsen og 40 % fra den heteroseksuelle surveyundersøgelse, har svaret “nej, aldrig” til spørgsmÃ¥let om de har oplevet manglende sexlyst. Hvis man ser pÃ¥ hele tabellen fremgÃ¥r det imidlertid, at det kun er i forbindelse med svarmuligheden “ja, men sjældent”, at der er nogle nævneværdige forskelle mellem de to HBT-undersøgelser og sÃ¥ den seksuelle undersøgelse. (hhv. 29, 30 og 19 % har her svaret ja). Med andre ord, alt tyder pÃ¥, at de adspurgte HBT-personer ikke oplever manglende sexlyst i et nævneværdigt større omfang end de adspurgte heteroseksuelle gør det.

Motion
HBT-personer i survey havde en tendens til mere stillesiddende fritid end resten af befolkningen” kan man læse i “Lige og ulige?” s. 74. PÃ¥standen gentages pÃ¥ s. 118 i afsnit 13.4 “Kort sammenfatning af undersøgelsens emner”. Denne pÃ¥stand bygger pÃ¥ respondenternes besvarelse af spørgsmÃ¥let “hvis vi ser pÃ¥ det sidste Ã¥r, hvad ville du sÃ¥ sige passer bedst som beskrivelse af din aktivitet i fritiden?“. Besvarelsen af dette spørgsmÃ¥l gengives i tabel 8.3 pÃ¥ s. 73. Svarende oplistes under kategorierne “Survey”, Bannerundersøgelse, Heteroseksuel undersøgelse og SUSY 2005 (Sundheds- og Sygelighedsundersøgelserne fra 2005). Svarmuligheden “stillesiddende” er blevet valgt af hhv. 22, 20, 25 og 13 % indenfor de førnævnte undersøgelser. Det vil med andre ord sige, at bÃ¥de HBT-personerne fra surveyundersøgelsen sÃ¥vel som dem fra bannerundersøgelsen er mindre stillesiddende end de heteroseksuelle fra kontrolundersøgelsen. Da bÃ¥de surveyundersøgelsen og den heteroseksuelle kontrolundersøgelse har hentet sine deltagere fra Catinét er de som udgangspunkt sammenlignelige og her falder sammenlignelsen altsÃ¥ ud til HBT-gruppens fordel. Men det hæfter Leyla Gransell og Henning Hansen sig ikke ved. I stedet gør de opmærksom pÃ¥, at det muligvis forholder sig sÃ¥dan, at deltagerne fra Catinét nok generelt er meget stillesiddende end resten af befolkningen, siden deres svar afviger med 12 % i forhold til SUSY 2005. Det kan meget vel være rigtigt, men i sÃ¥ tilfælde mÃ¥ vi jo ogsÃ¥ antage, at HBT-gruppen fra survey heller ikke er repræsentative i forhold til gruppen som sÃ¥dan. Denne konklusion træffer Leyla Gransell og Henning Hansen imidlertid ikke. I stedet bygger de enten pÃ¥ tallene fra bannerundersøgelsen, som de jo ellers ikke vil sætte deres lid til, eller ogsÃ¥ sÃ¥ glemmer de problemet med Catinéts panelets repræsentativitet mht. motionsvaner nÃ¥r de laver opsamlingen pÃ¥ hhv. s. 74 og s. 118.

Selvmord
Til den klassiske fortælling om den ulykkelige homoseksuelle, i særdeleshed den ulykkelige unge homoseksuelle, hører historien om selvmord og selvmordsforsøg. Der er god grund til at være kritisk overfor denne fortælling, ikke mindst for at undgå, at unge homoseksuelle kommer til at føle, at selvmordstanker, ja selvmordsforsøg er noget, der hører med til at være en rigtig homoseksuel. Siri Lindstad kommer f.eks. i Lambda Nordica nr 1, 2009 med en rammende kritik af påstanden om, at 25 % af alle unge homoseksuelle har forsøgt selvmord. En påstand der bygger på den norske levevilkårsundersøgelse fra 1999.

Med andre ord bør man gÃ¥ til denne tematik med stor forsigtig – men det er lige præcist det som Leyla Gransell og Henning Hansen ikke gør. I stedet fylder selvmordsproblematikken rigtigt meget i “Lige og ulige“, et forhold, der igen har præget mediernes dækning af undersøgelsen. Tabel 9.4 pÃ¥ s. 80 opsummerer hvor mange der har svaret hhv. “nej”, “ja, indenfor det sidste Ã¥r”, “ja, tidligere” og “ønsker ikke at svar (sic!)” til spørgsmÃ¥let “har du nogensinde forsøgt, at tage dit eget liv“. I alt svarer 12 % fra Survey, 13 % fra bannerundersøgelsen, 6 % fra den heteroseksuelle undersøgelse og 3 % fra SUSY 2005 ja til spørgsmÃ¥let om de har forsøgt selvmord. Det er tydeligt, at HBT-gruppen har en større andel af personer med selvmordsforsøgserfaringer end heterogruppen – men jeg savner en fremhævelse af, at det store flertal ogsÃ¥ indenfor HBT-gruppen, nemlig 87 % i surveyundersøgelsen og 85 % i bannerundersøgelsen, IKKE har forsøgt selvmord. Selvmordsforsøg er altsÃ¥ ikke normalt, heller ikke for HBT-personer, og det budskab burde Leyla Gransell og Henning Hansen i mine øjne have understreget.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Leyla Gransell og Henning Hansen pÃ¥ s. 105 bringer en tabel over “levevilkÃ¥rsproblemer”, hvor svarene fra spørgsmÃ¥lene om selvmordstanker og selvmordsforsøg er blevet slÃ¥et sammen til en kategori “selvmord”, hvorefter man angiver hvor mange procent indenfor de enkelte kategorier indenfor hhv. surveyundersøgelsen og den heteroseksuelle undersøgelse der har problemer med dette fænomen. Her fremgÃ¥r det, at 15 % af de homoseksuelle, 25 % af dem med “anstrøg”, 32 % af de biseksuelle, 13 % af de transkønnede og 16 % af de heteroseksuelle har levevilkÃ¥rsproblemet “selvmord”. Med andre ord, homoseksuelle og transseksuelle klarer sig her lidt bedre end de heteroseksuelle. Det er de biseksuelle og den problematiske anstrøgskategori, der har seriøse problemer med selvmord i forhold til de heteroseksuelle.

I øvrigt henviser Leyla Gransell og Henning Hansen flere gange (s. 82, s. 83, s. 115 og s.118) til at unge HBT-personer i aldersgruppen 4-12 Ã¥r har forsøgt selvmord. Konkret angives det at det skulle være tilfældet for 6-9 % af selvmordsforsøgende. Af figur 9.4.1 fremgÃ¥r det, at de 6 % er fra surveyundersøgelsen og de 9 % er fra bannerundersøgelsen. Før man nu gÃ¥r helt i sort skal man dog være opmærksom pÃ¥, at et greb til lommeregneren viser, at der for surveyundersøgelsen er tale om 7 personer og for bannerundersøgelsen 28. 7 personer er sÃ¥ lidt, at man reelt set i mine øjne ikke kan bruge tallet til noget som helst – de 28 personer er naturligvis nogle flere, men vi ved jo ikke, hvad der fik dem til at forsøge, at begÃ¥ selvmord, hvor alvorligt selvmordsforsøget var og hvor de befandt sig i alderskategorien 4-12 Ã¥r. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at Leyla Gransell og Henning Hansen mht. de helt unges selvmordsforsøg synes at mene, at man problemløst kan stole pÃ¥ bannerundersøgelsen, hvad de jo ellers ikke mener.

Alt i alt er “Lige og ulige” i bekymrende grad præget af et ønske om at fremstille HBT-gruppen som sÃ¥ lidende som muligt. Hvad i øvrigt ogsÃ¥ understreges af, at man pÃ¥ s. 108-111 simpelthen opdeler HBT-gruppen i fire undergrupper, med betegnelserne “de ensomme”, “de fysisk svage”, “de udadvendte” og “de inaktive”. Kendetegnede for alle disse grupper er, at de beskrives som havende en række problemer. Leyla Gransell og Henning Hansen har med andre ord ikke fundet, at der findes grupper af HBT-personer, der faktisk har det og klarer sig godt og det pÃ¥ trods af, at deres eget talmateriale klart peger i en anden retning!

Fodfejl af teknisk karakter
Selvom jeg sikkert risikerer anklager for flueknepperi vil jeg afslutningsvis gøre opmærksom pÃ¥, at “Lige og ulige” i mine øjne i høj grad er præget af sjusk. Det virker som om Leyla Gransell og Henning Hansen ikke har haft tid eller overblik til at forhindre, at levevilkÃ¥rsundersøgelsen præges af klare tolkningsfejl, som mÃ¥ skyldes, at man har rodet med tallene eller ikke læst nok korrektur eller begge dele.

F.eks. henviser Leyla Gransell og Henning Hansen pÃ¥ s. 10, s. 21, s. 37, s. 44, s. 59, s. 61, s. 63, s. 69 og s. 108 til bilag hhv. bilagstabeller som slet ikke findes i “Lige og ulige“! De henviser ogsÃ¥ pÃ¥ s. 60 til “den lange rapport”. Formodentligt mener de hermed til “den længere version af rapporten” som omtales pÃ¥ [1]. Men det eneste sted hvor Leyla Gransell og Henning Hansen ellers henviser til denne rapport er i note 12 pÃ¥ s. 11, hvor man kan læse, at “citater fra fokusgruppe interviews kan læses i den store rapport som ligger tilgængelig pÃ¥ internettet“. Naturligvis, fristes jeg til at skrive, fÃ¥r vi ikke noget link al den stund, at denne rapport slet ikke er udgivet endnu.

Leyla Gransell og Henning Hansen skriver pÃ¥ s. 12, at “i kapitel 3 om baggrundsvariable har vi analyseret datamaterialet nærmere pÃ¥ en række baggrundsvariable som køn, alder, bopæl og uddannelse“. Men kapitel 3 i “Lige og ulige” handler om “Seksualliv” og præsenterer ingen baggrundsvariabler.

Leyla Gransell og Henning Hansen skriver s. 28, at “ved salg af sex er der blandt HBT-personer ingen kønsforskel“. Det fremgÃ¥r imidlertid klart af figur 3.4 pÃ¥ s. 26, at der er markante kønsforskelle. F.eks. har 14 % af de homoseksuelle mænd i surveyundersøgelsen solgt sex mens kun 2 % af de homoseksuelle kvinder i samme undersøgelse har solgt sex.

I en kommentar til figur 4.1 pÃ¥ s. 31, der omhandler de adspurgte kategoriers, inklusive de heteroseksuelles, samlivssituation hedder det at “man kan ogsÃ¥ konstatere, at flertallet i alle grupper bor sammen med en partner og det er mest udbredt blandt transkønnede“. Det fremgÃ¥r imidlertid af figuren, at 1 % flere heteroseksuelle bor sammen med en partner.

PÃ¥ s. 46 skriver Leyla Gransell og Henning Hansen, at “de transkønnede i bannerundersøgelsen havde i højere grad overvejet deres kønsidentitet senere i livet, end hvad de transkønnede i survey havde gjort“. Figur 5. 2 pÃ¥ s. 38 viser imidlertid tydeligt, at der forholder sig omvendt. 19 % af surveyundersøgelsens transpersoner havde overvejet om de var transkønnede mens de befandt sig i alderskategorien 0-14 Ã¥r, mens tallet for bannerundersøgelsen er 47 %.

PÃ¥ s. 72 hedder det, at “blandt mændene er det kun i alderen 16-24 Ã¥r, at HBT-mændene ryger mere hash end resten af befolkningen“. Af figur 8.6 s. 72 fremgÃ¥r det imidlertid, at ogsÃ¥ HBT-mændene i alderskategorierne 25-44 Ã¥r og 45-64 ryger mere hash end det er rapporteret om hele befolkningen i SUSY 2005.

PÃ¥ s. 78 skriver Leyla Gransell og Henning Hansen, at “i øvrigt er det et klart mønster, at procentdelen, der har haft selvmordstanker, falder med stigende alder bÃ¥de blandt HBT-personer og heteroseksuelle“. Af figur 9.2 pÃ¥ samme side fremgÃ¥r det imidlertid, at dette kun er rigtigt for kvindernes vedkommende, mens selvmordstanketallene for HBT-mændenes vedkommende er 16 % for bÃ¥de alderskategorien 16-29 Ã¥r og 30-44 Ã¥r, mens procentdelen for heteromændene i alderskategorien 30-44 Ã¥r er 4 % mens den er 5 % for alderskategorien 45 +.

I tabel 11.2 pÃ¥ side 100 kan man se hvor mange HBT-personer fra surveyundersøgelsen som har angivet om de de seneste 12 mÃ¥neder har været udsat for hhv. “bÃ¥de vold og trusler”, “kun vold” og “kun trusler”. Tallene er hhv. 2, 1 og 9 %. Dette regnes i tabellen sammen til at give 11 % ! Og det er ogsÃ¥ det tal, som anvendes i en kommentar ovenover tabellen. PÃ¥ s. 104, hvor der er en sammenfatning af kapitel 11, angiver man sÃ¥ det rigtige tal, nemlig 12 %.

* * *
Artiklen bringes med tilladelse af Karen M. Larsen, der er cand. mag. i historie og religion.

  1. [Retur] “den længere version af rapporten”
    Linket, som var anført til “den længere version af rapporten” virker ikke mere. (12. december 2015).
    “den længere version af rapporten” omtales imidlertid i Vidensbankes omtale af rapporten, hvor der ogsÃ¥ er link til “den længere version af rapporten”, der betegnes som: Den udvidede levevilkÃ¥rsundersøgelse.