Et rigtigt mandfolk. Om fruentimmeret Petrine Fengers forunderlige forvandling. Af Poul Duedahl, 2014.

Vist 766 gange.

S√¶befabrikant og kirkeejer Peter Emil Fenger (1817-77), f√łdt Petrine Fenger, fotograferet omkring 1870. Han var da en h√łjt respekteret borger i Fredericia, medstifter af Fredericia H√•ndv√¶rkerforening og en lille h√•ndv√¶rkerbank foruden Fredericia Tekniske Skole. √Öret efter hans d√łd stiftede enken Det Fengerske Legat i hans minde. Museerne i Fredericia.
S√¶befabrikant og kirkeejer Peter Emil Fenger (1817-77), f√łdt Petrine Fenger, fotograferet omkring 1870. Han var da en h√łjt respekteret borger i Fredericia, medstifter af Fredericia H√•ndv√¶rkerforening og en lille h√•ndv√¶rkerbank foruden Fredericia Tekniske Skole. √Öret efter hans d√łd stiftede enken Det Fengerske Legat i hans minde. Museerne i Fredericia.
Af Poul Duedahl, ph.d., professor (mso) ved Historiestudiet, Aalborg Universitet.

l 1844 sendte den 26-√•rige pr√¶stedatter Petrine Fenger en ans√łgning til Christian 8. Hun √łnskede sig br√¶ndende at v√¶re en mand. L√¶ger unders√łgte hende p√• kryds og p√• tv√¶rs, og p√• baggrund af deres erkl√¶ringer gav kongen Petrine lov til at skifte k√łn og hedde Peter Emil. Sagen var h√łjst us√¶dvanlig, men ikke enest√•ende.

K√łnsskiftets Danmarkshistorie
I den medicinhistoriske litteratur begynder k√łnsskiftets Danmarkshistorie som regel med den mordsigtede forstanderinde Vilhelmine M√łller fra b√łrnehjemmet Kana p√• Strandvejen i K√łbenhavn. P√• baggrund afl√¶geunders√łgelser foretaget i forbindelse med anholdelsen blev hun i december 1893 officielt en mand, tog navnet Vilhelmi M√łller, blev klippet korth√•ret og if√łrt bukser- og indsat blandt mandsfangerne.
Kendt er ogs√• historien om den danske kunstmaler Einar Wegener, der ofte ikl√¶dte sig kvindet√łj, inden han i k√łlvandet p√• kirurgiske indgreb foretaget i Tyskland blev skilt fra sin kone og i december 1930 officielt skiftede k√łn og navn til Lili Ilse Elvenes – ogs√• kaldet Lili Elbe. I 1951-52 fandt den f√łrste k√łnsskifteoperation sted i Danmark, hvorved dansk-amerikaneren George William Jorgensen blev til Christine Jorgensen, og alene i l√łbet af 1950’erne behandlede Justitsministeriet mindst 13 sager om m√¶nd, der ans√łgte om at m√•tte g√• i kvindekl√¶der.

Men faktisk r√¶kker k√łnsskiftets Danmarkshistorie noget l√¶ngere tilbage i tiden. Nye unders√łgelser peger nemlig p√•, at k√łnsskifter fandt sted op gennem b√•de 1700-tallet og 1800-tallet, mens der fra udlandet kendes endnu √¶ldre eksempler. Sagerne er imidlertid ret forskelligartede. Dem fra 1700-tallet handler om danske kvinder, der besluttede sig for at v√¶re m√¶nd, men blev afsl√łret, mens sagerne fra 1800-tallet prim√¶rt handler om m√¶nd, der ved f√łdslen blev registreret som kvinder og voksede op if√łrt kvindet√łj, inden de som voksne fik officiel godkendelse til at skifte k√łn.

Den indtil videre tidligst registrerede ans√łgning om et egentligt, officielt k√łnsskifte blev s√•ledes indsendt af en pige p√• Fyn i begyndelsen af 1800-tallet, men sagen n√¶vnes kun i en randnote til en senere ans√łgning, og hverken ans√łgerens navn eller sagens indhold kendes derfor i detaljer. En lidt yngre sag, fra 1819-20, involverer den 24-√•rige g√•rdmandsdatter Johanne Cathrine Nielsdatter fra H√łrby Sogn ved Hj√łrring. Hun var ved f√łdslen blevet forvekslet med en pige og fik nu kongens godkendelse til at skifte k√łn og tage navnet Johannes, idet hun dog – p√• trods af sit nye k√łn og formentlig ogs√• under indflydelse af, at faderen var sognets l√¶gdsmand – slap for krigstjeneste. Den pr√¶cise √•rsag til k√łnsforvekslingen kendes ikke.

Myndighederne var i 1800-tallet i det hele taget optaget af at f√• mennesker indsat i de rette k√łnskategorier. Det ser man bl.a. i en sag fra N√łrup ved Vejle, hvor det gamle almisselem, skr√¶dder Liebenberg Petersen, i 1839 blev afsl√łret i at v√¶re en kvinde. Sagen f√łrte til vedholdende rygter om, at skr√¶dderens afd√łde hustru, Mette Jensdatter Hassing, omvendt havde v√¶ret mand. Derfor blev Mettes lig gravet op, og en kirurg kunne ganske rigtigt konstatere, at skelettet var fra en mandsperson. Tvek√łnnet eller et “dobbeltmenneske”, s√•dan som en af de f√łrste danskere, der officielt skiftede k√łn, karakteriserede sig, kunne man under ingen omst√¶ndigheder f√• tilladelse til at v√¶re. Betegnelserne passede nemlig ikke ind i de g√¶ngse klassifikationsbegreber, hank√łn og hunk√łn. Et menneske kunne kun have et sandt k√łn, og det fremgik af kirkebogen. Til geng√¶ld viser dokumenterne, at det i hvert fald fra begyndelsen af 1800-tallet – som i tilf√¶ldet med Johanne, der blev til Johannes – faktisk var muligt at forhandle om, hvilket af de to k√łn man blev indskrevet som.

Det skal vi se n√¶rmere p√• i denne artikel, der handler om en sag, som fandt sin afg√łrelse, da kong Christian 8. i juni 1844 gav pigen Petrine Fenger lov til at skifte k√łn “fra fruentimmer til mandfolk”. Sagen er speciel, fordi vi b√•de ved en del om √•rsagen til k√łnsskiftet og noget om, hvordan det gik efterf√łlgende. Den rummer alts√• historien om en spektakul√¶r menneskesk√¶bne, samtidig med at den siger en hel del om tidens k√łnsopfattelser.

Den teglbeh√¶ngte og hvidkalkede Bredstrup Kirke, som den tog sig ud i 1866 p√• en tegning af landinspekt√łr Hjalmar Hyller. Kirken er flankeret af landsbyens skole. Geodatastyrelsen.
Den teglbeh√¶ngte og hvidkalkede Bredstrup Kirke, som den tog sig ud i 1866 p√• en tegning af landinspekt√łr Hjalmar Hyller. Kirken er flankeret af landsbyens skole. Geodatastyrelsen.
Borgmesterens barnebarn
Sagen tager sin begyndelse i landsbyen Bredstrup ved Elbodalen nogle kilometer vest for Fredericia. l landsbyens str√•t√¶kte pr√¶steg√•rd, som l√• lige op mod kirkeg√•rdsdiget, residerede sognepr√¶st Poul Fenger (1775-1827) i begyndelsen af 1800-tallet. Han var ud af en velrenommeret pr√¶stefamilie og havde giftet sig godt. Hans h√łjgravide hustru, Cathrine Dorthea Fenger f√łdt Buhl (1782-1846), var nemlig datter af borgmesteren i Fredericia, og i arv efter svigerfaderen havde Poul Fenger overtaget ejerskabet af et par af egnens kirker – herunder den, han selv var pr√¶st for.

Den 6. august 1817 blev han far til sit fjerde barn. Jordemoderen var en √¶ldre, erfaren kone, der i √•renes l√łb havde sv√łbt hundredvis af egnens b√łrn. Hun konstaterede, at pr√¶stefamilien var blevet beriget med en pige.

Petrines morfar - afbildet her - var Hans Buhl, borgmester i Fredericia fra 1809 og frem til sin d√łd i 1814. Han var samtidig ejer af Bredstrup Kirke, hvor Petrine blev d√łbt. Museerne i Fredericia.
Petrines morfar – afbildet her – var Hans Buhl, borgmester i Fredericia fra 1809 og frem til sin d√łd i 1814. Han var samtidig ejer af Bredstrup Kirke, hvor Petrine blev d√łbt. Museerne i Fredericia.
Da sognepr√¶sten foretog d√•ben af sin sp√¶de datter ved d√łbefonten i Bredstrup Kirke, blev hun b√•ret af sin tante, Madam Maren Buhl, gift med sognepr√¶sten i nabosognet, og i kirken kundgjorde pr√¶stemadammen for Gud og hvermand – herunder det fornemme f√łlge af faddere, som bl.a. inkluderede en k√łbenhavnsk fysikprofessor – at barnet skulle b√¶re navnet Petrine. Pigebarnet blev nemlig opkaldt efter sin navnkundige morbror, s√łofficeren Peter Buhl, der blot fem √•r forinden havde lidt helted√łden om bord p√• fregatten Najaden under en ildkamp med et engelsk linjeskib ud for Norges kyst.

Petrine blev ammet af sin mor, og hverken hun eller Petrines s√łskende bem√¶rkede noget som helst us√¶dvanligt. Derfor indgik Petrine i det hjemlige arbejde p√• fod med andre piger og sad p√• piger√¶kkerne i den lokale landsbyskole, n√•r den lille mandsling, degn og skoleholder Jens Welling terpede katekismus. Og hvor Petrines bror Jochum blev optaget som landv√¶senselev, s√• var forventningerne til hende, som til de fleste andre piger, nemlig at hun skulle apl√¶res til at v√¶re en god hustru og bortgiftes s√• fordelagtigt som mulig.

I det nord√łstlige hj√łrne af Bredstrup Kirkeg√•rd ligger en rund mindeh√łj, der blev skabt i forbindelse med, at begravelser inde i kirken blev forbudt i 1805. Her er kirkens ejere gennem tiden begravet. Midt p√• h√łjen st√•r et stort empiremonument over familieoverhovedet, borgmester Hans Buhl i Fredericia. Denne noget mindre sten er sat over Petrines far, sognepr√¶st Poul Fenger. Privatfoto.
I det nord√łstlige hj√łrne af Bredstrup Kirkeg√•rd ligger en rund mindeh√łj, der blev skabt i forbindelse med, at begravelser inde i kirken blev forbudt i 1805. Her er kirkens ejere gennem tiden begravet. Midt p√• h√łjen st√•r et stort empiremonument over familieoverhovedet, borgmester Hans Buhl i Fredericia. Denne noget mindre sten er sat over Petrines far, sognepr√¶st Poul Fenger. Privatfoto.
Kun en pige?
Men i en forholdsvis tidlig alder fornemmede Petrine, at der var noget galt. Hun f√łlte sig anderledes end sine to s√łstre, og hun var fysisk st√¶rk og udholdende som sin bror. Desuden var hun dygtig, klog og foretagsom, hvad der engang fik hendes far – sognepr√¶sten – til at ytre, at det egentlig var bedre, hvis hun havde v√¶ret en dreng. Det var ord, som prentede sig fast i hukommelsen.

Da Petrine var ni √•r gammel, og inden hun p√• nogen m√•de var blevet bevidst om, hvad problemet var, kom familien ud for en tragisk begivenhed. Petrines far d√łde i en alder af kun 52 √•r. Menigheden tog afsked med deres sognefader, som blev jordet p√• kirkeg√•rden, mens en ny pr√¶st overtog embedet og skubbede den efterladte enke og de fire b√łrn ud af pr√¶steg√•rden.

Nu gik turen til Fredericia, hvor familien fik bolig i Prinsessegade 31 lige i hjertet af byen. Petrines mor levede af sin enkepension og indt√¶gten fra kirkerne, mens Petrine fortsatte sin skolegang p√• piger√¶kkerne og i 1833 blev konfirmeret sammen med sognets √łvrige fruentimmere i Trinitatis Kirke. B√•de hvad ang√•r kundskaber og opf√łrsel, var skudsm√•let et “meget godt”.

Det var i de √•r, Fredericia blev hovedkvarter for den nyskilte kronprins Frederik – senere kong Frederik 7. – hvis tilstedev√¶relse kastede glans over byen, og hvis finurlige p√•hit skabte grobund for et enest√•ende forlystelsesliv. Men det var ikke den muntre side af tilv√¶relsen, Petrine gennemlevede. Tv√¶rtimod. For mens de √łvrige piger fik menstruation og bryster, blev Petrines stemme dyb og n√¶rmest “grov”.
M√łrke, stive h√•r viste sig p√• overl√¶ben, hagen og kinderne, og selvom hun klippede h√•rene af, s√• snart de viste sig, var sk√¶gv√¶ksten sv√¶r at skjule. Langsomt fik Petrine den tanke, at det hele m√•ske var en fejltagelse, og at jordemoderen havde forvekslet hende med en pige, selvom hun i virkeligheden var en dreng.

Mistanken gjorde gennem ungdoms√•rene Petrine ulykkelig og nedtrykt, for hun anede ikke, hvordan man f√•r s√•dan en fejltagelse rettet, hvis det overhovedet lod sig g√łre. Desuden frygtede hun den opm√¶rksomhed, der uv√¶gerligt ville f√łlge med, hvis hun bad om det. Efterh√•nden som hun blev √¶ldre og fik stadig st√łrre smag for adspredelser forbeholdt m√¶nd, blev Petrine dog overbevist om, at hun var en mand, og at fejlen skulle rettes. Den f√łrste, hun indviede i sine bekymringer, var familiel√¶gen gennem mange √•r, overl√¶ge Nielsen fra 12. bataljon, som havde hovedkvarter i byen. Overl√¶gen konstaterede, at der formentlig var noget om sagen, og tog Petrine med hen til den konstituerede stadsl√¶ge B. Friis, og sammen foretog de to m√¶nd en unders√łgelse af Petrines krop. Alt pegede i samme retning: Petrine var et rigtigt mandfolk!

"Til kongen" indleder Petrine Fenger i januar 1844 sin ans√łgning. Rigsarkivet; Danske Kancelli, 5.(3.) Departement; Brevsager 1844; K20-1067; sag nr 2757.
“Til kongen” indleder Petrine Fenger i januar 1844 sin ans√łgning. Rigsarkivet; Danske Kancelli, 5.(3.) Departement; Brevsager 1844; K20-1067; sag nr 2757.
Til kongen!
Nu var der ikke noget at bet√¶nke sig p√•. Petrine satte sig ned og skrev en ans√łgning til kongen, hvori hun bad om “at m√•tte erkendes for et mandfolk og erholde de dermed forbundne rettigheder samt antage navnet Peter Emil Fenger.”

N√•r man dengang skrev til kongen, blev sagerne f√łrst taget op af kongens r√•dgivere i Danske Kancelli, der s√• havde til opgave at indhente alle n√łdvendige oplysninger og komme med en indstilling, som kongen s√• kunne underskrive eller forkaste. Og det f√łrste, kancelliet gjorde, var at f√• Det Kongelige Sundhedskollegium, som var et panel af landets fremmeste l√¶ger, til at udtale sig i sagen. Men l√¶gerne var p√• ingen m√•de indstillet p√• at bestemme Petrines k√łn p√• baggrund af den noget upr√¶cise l√¶geerkl√¶ring fra Fredericia. S√• var det bedre, om Petrine rejste til K√łbenhavn, s√• de selv kunne foretage en minuti√łs eksamination af de hemmeligheder, hun m√•tte g√• og gemme p√•.

Den store eksamination
Udsigten til at blive befamlet af fremmede m√¶nd var noget, hverken Petrine eller hendes familie satte pris p√•. Petrine frygtede desuden ethvert skridt, der kunne g√łre hendes √łnske almindeligt kendt, for det ville ikke v√¶re godt, hvis sagen endte med at blive forkastet. Derfor fik hun sin farbror, embedsmanden Niels Amager Fenger fra Hof- og Stadsretten i K√łbenhavn, til at tage aff√¶re. Han klagede over afg√łrelsen og bad stadsl√¶gen i Fredericia, der allerede havde vundet Petrines fortrolighed, om at foretage en ny, minuti√łs unders√łgelse, der fuldt ud levede op til alle sundhedskollegiets kriterier.

Af stadsl√¶gens noter f√•r man da ogs√• et temmeligt pr√¶cist billede af, hvor maskulin Petrine tog sig ud i egne og andres √łjne. Hun var 66 tommer – dvs. 168 cm – h√łj og var “mere mager end fed og fyldig”, og selvom hun ikke var specielt muskul√łs, s√• var alle musklerne st√¶rkt markerede. Hun havde en dyb mandlig stemme, havde m√łrk sk√¶gv√¶kst, et fremst√•ende adams√¶ble og et aldeles fladt bryst med sm√• brystvorter og uden den mindste antydning af brystkirtler. Hun havde i det hele taget kropsbygning som en mand, med brede skuldre, smalt b√¶kken og store h√¶nder og lange f√łdder.

F√¶ngselsl√¶gen og frenologen Carl Otto, der var medlem af Sundhedskollegiet, interesserede sig levende for Petrine M√łller og skrev i 1844 en lille artikel om den us√¶dvanlige sag i Bibliotek for L√¶ger, som han var redakt√łr for. Det Kongelige Bibliotek.
F√¶ngselsl√¶gen og frenologen Carl Otto, der var medlem af Sundhedskollegiet, interesserede sig levende for Petrine M√łller og skrev i 1844 en lille artikel om den us√¶dvanlige sag i Bibliotek for L√¶ger, som han var redakt√łr for. Det Kongelige Bibliotek.
Men beskrivelsen af kroppens ydre former var ikke nok til at afg√łre sp√łrgsm√•let om det rette k√łn, for der havde jo v√¶ret en grund til, at b√•de jordemoderen og familien i sin tid havde forvekslet hende med en pige. Og under kjolen bem√¶rkede l√¶gerne da ogs√•, at Petrine faktisk lignede en kvinde. Siden barndommen havde kroppen ganske vist udviklet sig en hel del, og derfor var det nu bl.a. muligt at se en fem centimeter lang penis. Men urinr√łret l√łb ud p√• undersiden halvvejs oppe, og hvad der var nok s√• bem√¶rkelsesv√¶rdigt: Fra urinr√łret gik en dyb spalte, som havde udseende af en skedeformet revne, og som mundede ud i en lille fordybning mellem endetarmen og bl√¶ren. Den blinde gang var lige n√łjagtig dyb nok til, at det yderste led af l√¶gens pegefinger kunne v√¶re i den. Alt i alt kunne Petrines genitalier godt forveksles med en piges. Is√¶r i hendes barndom . Det forklarede, hvad der var sket den sk√¶bnesvangre augustdag 26 √•r forinden.

Men end ikke tilstedev√¶relsen af en penis var nok til at bestemme k√łnssp√łrgsm√•let, for det afg√łrende var, om Petrine havde testikler eller en livmoder. Og ved at trykke i endetarmen kunne l√¶gen m√¶rke en bl√¶re, men derimod ingen livmoder. Samtidig konstaterede han, at Petrine havde testikler, der sad p√• hver side af spalten, og som siden barndommen havde vokset sig s√• store som “due√¶g”. Petrine kunne da ogs√• fort√¶lle, at hun b√•de havde erektioner og “pollutioner” – alts√• s√¶dafgang.
Desuden havde hun ikke rigtig lyst til “det andet k√łn“, som jo stadig – indtil andet blev bestemt – var m√¶nd.

Stadsl√¶ge Friis skrev derfor en erkl√¶ring, der p√• baggrund af underlivets udseende konkluderede, at Petrine led af et sv√¶rt tilf√¶lde af “hypospadi“- en lidelse, som menes at skyldes hormonforstyrrende stoffer. Petrine var alts√• ikke en kvinde, men en mand – ganske vist unormalt udviklet, men dog et rigtigt mandfolk. Derfor burde hun if√łlge stadsl√¶gen ogs√• v√¶re mand i juridisk forstand og i offentlighedens √łjne.

Det hjalp. Sundhedskollegiet accepterede uden indvendinger den nye l√¶geerkl√¶ring, og i juni fulgte Danske Kancelli og kongen trop og besluttede at g√łre Petrine til en mand med ret til at b√¶re navnet Peter Emil. Det eneste, der nu manglede, var at f√• √¶ndringen indskrevet i kirkebogen.

"If√łlge kancelliskrivelse af 18. juni 1844 bliver Petrine Fenger et mandfolk og m√• b√¶re navnet Peter Emil Fenger", har sognepr√¶st A.J. Nielsen skrevet ud for Petrine Fengers navn under "f√łdte kvindek√łn" i kirkebogen fra Bredstrup. Landsarkivet for N√łrrejylland; Bredstrup Sogn; Hovedministerialbog 1814-1892.
"If√łlge kancelliskrivelse af 18. juni 1844 bliver Petrine Fenger et mandfolk og m√• b√¶re navnet Peter Emil Fenger", har sognepr√¶st A.J. Nielsen skrevet ud for Petrine Fengers navn under “f√łdte kvindek√łn” i kirkebogen fra Bredstrup. Landsarkivet for N√łrrejylland; Bredstrup Sogn; Hovedministerialbog 1814-1892.
Netop kirkebogsritualet var det afg√łrende i 1800-tallets sager om k√łnsskifter. Derfor blev der straks sendt bud til amtmanden i Vejle, der kontaktede sognepr√¶sten i Bredstrup for at f√• √¶ndret navn og k√łn i kirkebogen.
Amtet modtog herp√• en ny d√•bsattest, som den 21. juni 1844 blev sendt til borgmester Jakob Rahbek i Fredericia. Det blev derved hans opgave at overr√¶kke Petrine attesten og meddele hende kongens afg√łrelse. Dette skete formentlig allerede dagen efter. Petrine var dermed ikke bare biologisk, men ogs√• i juridisk og administrativ forstand blevet Peter Emil.

Forvandlingen
Var Peter Emil psykisk og socialt klar til at if√łre sig bukser og vise sig i gadebilledet med kortklippet h√•r? Og ville han overhovedet v√¶re i stand til at overleve efter mange √•r som kvinde?

Der er ingen tvivl om, at Peter Emil f√łlte sig som en mand, men ogs√• at han var nerv√łs over udsigten til det tidspunkt, hvor forvandlingen skulle finde sted. Han √łnskede derfor at forlade Fredericia, s√• han undgik de nysgerrige blikke, n√•r han tog mandekl√¶der p√•. Der er heller ingen tvivl om, at han personligt fandt det langt mere oplagt at besk√¶ftige sig med typisk mandearbejde end huslige dyder, men ogs√• at han var bekymret for som nu 27-√•rig og helt uden en uddannelse at skulle tr√¶de ind i en mandeverden, hvor man forventedes at v√¶re den, der fors√łrgede familien. Faktisk var udsigtsl√łsheden lige s√• deprimerende som at v√¶re fanget i det forkerte k√łn. Det var dog l√¶gernes indtryk, at Peter Emil besad “meget gode anl√¶g af naturen og en dannet forstand” og alts√• gode foruds√¶tninger for at komme efter det fors√łmte. I det hele taget kunne hans personlighed bane vejen for ham, mente pastor Hans Christian R√łrdam ved Michaelis Kirke i Fredericia, der karakteriserede Peter Emil som et “meget retskaffent og agtv√¶rdigt menneske, der ikke vil svigte den tillid, der m√•tte vises ham af nogen, som ville benytte hans arbejdskraft.”

Selv √łnskede Peter Emil at rejse til K√łbenhavn og komme i handelsl√¶re. Kongen bevilgede ham da ogs√• en lille starthj√¶lp, og noget tyder p√•, at det lykkedes ham at f√łre sin plan ud i livet. I hvert fald boede han ikke l√¶ngere hjemme hos sin mor og s√łskende, da staten nogle f√• m√•neder senere – i februar 1845 – gennemf√łrte en landsd√¶kkende folket√¶lling.

Sæbekongen
M√•ske var Peter Emil blevet v√¶k fra barndomsegnen for bestandigt, hvis ikke to markante begivenheder havde afgjort hans videre sk√¶bne. Sagen var den, at storebroderen Jochum havde v√¶ret svagelig gennem en √•rr√¶kke og kun med n√łd og n√¶ppe havde klaret posten som skriver p√• det lokale toldkontor. I juli 1846 d√łde han af brystt√¶ring – dvs. lungetuberkulose – i en alder af kun 36 √•r. F√• m√•neder senere, i september 1846, d√łde ogs√• hans mor, der gennem en √•rr√¶kke ligeledes havde v√¶ret svagelig af lungetuberkulose og stort set konstant sengeliggende. Hun blev 64 √•r gammel.

Da Peter Emil, som engang havde v√¶ret familiens yngste datter, vendte tilbage til hjemegnen for at begrave to af sine n√¶rmeste familiemedlemmer, var det alts√• pludselig som den eneste tilbagev√¶rende s√łn og dermed som familiens patriark og hovedarving. Faktisk stod han pludselig som indehaver af hjemmet i Fredericia og barndomskirken i Bredstrup.

Hvordan Peter Emil pr√¶senterede sig efter hjemkomsten, vides ikke. Det er dog et velkendt f√¶nomen fra tilsvarende sager, at det gamle k√łn ikke s√•dan uden videre forsvinder som dug for solen. Om Vilhelmi M√łller hedder det for eksempel, at han gennem resten af livet forblev en finurlig blanding af mand og kvinde. N√•r han skulle over gaden i regnvejr, kunne man f.eks. se ham beslutsomt l√łfte op i det ene bukseben ~ tilsyneladende i erindringen om de lange gammeldags kjoler, han tidligere havde b√•ret.

Peter Emil Fengers ejendom. Prinsessegade 31 i Fredericia, set fra gårdsiden. Billedet er fra 1945 - altså omtrent 100 år efter, at Petrine blev til Peter Emil. Det er nu ikke fordi, meget ser ud til at have ændret sig i mellemtiden. Museerne i Fredericia.
Peter Emil Fengers ejendom. Prinsessegade 31 i Fredericia, set fra gårdsiden. Billedet er fra 1945 Рaltså omtrent 100 år efter, at Petrine blev til Peter Emil. Det er nu ikke fordi, meget ser ud til at have ændret sig i mellemtiden. Museerne i Fredericia.
Peter Emil gjorde et h√¶derligt fors√łg p√• at leve op til mandsidealerne og fik den 9. september 1847 borgerskab i Fredericia som s√¶besyder og indrettede en s√¶befabrik i barndomshjemmet i Prinsessegade. Her producerede han gr√łn s√¶be – en s√¶be farvet af indigo og anvendt til vask og reng√łring.

√Ügteskab blev det ogs√• til, selvom det formentlig kr√¶vede lidt hj√¶lp at f√• en pige til at gifte sig med en mand med den fortid. Hj√¶lpen kom fra n√¶rmeste hold. S√łsteren Hansine Scholastica Fenger var nemlig gift med skolel√¶rer Johannes M√łller i √ėrridslev Skole ved Skanderborg, og p√• et tidspunkt er Peter Emil blevet pr√¶senteret for skolel√¶rerens lilles√łster, Silche Helene M√łller. I september 1849 blev de to gift i Hansted Kirke p√• hendes hjemegn. Peter Emil var da 32 √•r, og Silche Helene 24 √•r. Forloverne var hendes to storebr√łdre.

Men det var netop ved s√•danne begivenheder, at fortiden sp√łgte. For i forbindelse med vielsen skulle der forevises vaccinationsattester – og i Peter Emils attest stod der et pigenavn. Derfor m√•tte han i forvejen have besv√¶ret med at f√• udformet en ny og opdateret attest med et nyt navn og en ny k√łnsbetegnelse.

Det ser ogs√• ud til, at parret tidligt i √¶gteskabet inds√•, at de aldrig selv fik b√łrn, for i 1852 oprettede de et testamente, der tilgodes√• forskellige familiemedlemmer. Barnl√łsheden bet√łd dog ikke, at de gik glip af et “normalt” familieliv, for i mere end et ti√•r havde de Silche Helenes niece, l√¶rerdatteren Laura Sophie Amalie Bang, boende i huset. Ud over de tre bestod husstanden af en tjenestepige.

Testamentet og de forskellige rettelser, som de foretog op gennem √•rene, viser, at familiens √łkonomi var bundsolid. Produktionen af gr√łn s√¶be k√łrte tilsyneladende stabilt – ogs√• selvom der i l√łbet af 1860’erne etableredes en konkurrerende fabrikation af gr√łn s√¶be i byen, der snart overgik Fengers S√¶besyderi i st√łrrelse. I 1871 havde Peter Emil tre arbejdere ansat i produktionen.

D√łdsannonce for s√¶befabrikant Peter Emil Fenger i Fredericia Avis i september 1877. Museerne i Fredericia.
D√łdsannonce for s√¶befabrikant Peter Emil Fenger i Fredericia Avis i september 1877. Museerne i Fredericia.
Gravsten over sæbefabrikant Peter Emil Fenger - der engang hed Petrine - og hustru på familiegravstedet på Bredstrup Kirkegård. Privatfoto.
Gravsten over sæbefabrikant Peter Emil Fenger Рder engang hed Petrine Рog hustru på familiegravstedet på Bredstrup Kirkegård. Privatfoto.
I sine sidste √•r ser det ud til, at Peter Emil blev mere bevidst om at s√¶tte sig spor i tilv√¶relsen, for i √¶ndringerne af testamentet gjorde han og hustruen sig tanker om oprettelsen af Det Fengerske Legat, som skulle st√łtte v√¶rdigt tr√¶ngende, ligesom en del af arven skulle uddeles som legatportioner til “de flittigste og s√¶deligste personer” p√• Teknisk Skole i Fredericia – m√•ske med tanke p√• den tid, hvor han selv stod halvt henne i voksenlivet uden en uddannelse?

Den 3. september 1877 d√łde Peter Emil Fenger af et apoplektisk tilf√¶lde i hjemmet i Prinsessegade i Fredericia. Han blev 60 √•r gammel.

Tak til Karin og Peter Ramskov Andersen, Mette Andersson, Peter Wodskou Christensen, Randi Frederiksen, Tyge Krogh, Ulf Skov Kyneb, Christian Larsen, Lars Nielsen, Karsten Merrald S√łrensen, Asbj√łrn Thomsen og Karen Asta Arnfred Vallg√•rda.

LITTERATUR
Dag Heede: “At g√łre kvinde“, Handicaphistorisk Tidsskrift, nr. 9, 2003, s. 17-38.
Tyge Krogh: “Kvinder i mandskl√¶der”, Historisk Tidsskrift, bd. 113, hft. l, 2013, s. 39-79.
Carl Otto: “Et Mandfolk, der indtil sit 26de Aar blev betragtet og opdraget som et Fruentimmer”, Bibliotek for L√¶ger, ny r√¶kke, bd. li, 1844, s. 344-349.
Karen A.A. Vallg√•rda: “P√• kanten af k√łnnet. Om Vilhelmine M√łller og k√łn til forhandling”, Fortid og Nutid, marts 200S, s. 3-24.

KILDER
Danske Kancelli , S. (3.) Departement. Resolutionsprotokol, K33-24, sag nr. 3868, 1.12.1819, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevbog, K 18-36, sag nr. 21S7, 20.S.I820, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3 .) Departement. Brevsager, K20-423, sag nr. 21S7, 20.S. I820, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Forestillinger 1844, l. halvår, K4-43 /232, sag nr. 179/1844, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevbog 1844, K 18-86, sag nr. 92S, Rigsarkivet.
Danske Kancelli, S. (3.) Departement. Brevsager 1844, K20-l 067, sag nr. 27S7, Rigsarkivet.
Vejle Amt. Jou rnal 1844, B7-636, Landsarkivet for N√łrrejylland.
Freder icia B fo ed. Skifte rotokol 1877, B72-167, Landsarkivet for N√łrrejylland.

* * *
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Siden Saxo, nr. 1, 2014.
Forfatteren, Poul Duedahl, og Martin Lind√ł Westergaard, Forlagsdirekt√łr, Syddansk Universitetsforlag, der udgiver Siden Saxo, har venligst givet tilladelse til, at artiklen bringes her i Vidensbanken om k√łnsidentitet.

* * *
Skriftlig fremstilling om Petrine Fengers ans√łgning om og tilladelse til at skifte k√łn“fra fruentimmer til mandfolk” og antage navnet Peter Emil Fenger transskriberet af Poul Duedahl.