FATID vil skilles. Pressemedd. den 29. juli 2018. Ønsker ikke at være en del af “den homoseksuelle paraply LGBT”.

Vist 127 gange.

FATID udsendte den 29. juli 2018 en pressemeddelelse om, at de vil skilles, så transkønnede ikke indgår under LGBT-paraplyen.

Pressemeddelselsen gengives herunder.

FATID

Pressemeddelelse

Vi vil skilles…

Flere og flere transkønnede føler ubehag ved at blive sat i gruppe som en seksuel minoritet. Og flere og flere ønsker ikke at deltage i de prider hvor den seksuelle frihed hyldes med blandt andet en overdreven leg med kønnet. At være transkønnet er ikke en leg!

Vi oplever ofte at almindelige danskere opfatter os som sexobjekter som følge af det fokus vi får under den seksuelle minoritets paraply.

Vi ønsker en mere differentieret opfattelse af det at være transkønnet. Nye rettigheder og en større åbenhed er de sidste år vokset frem i det danske samfund og det indebærer at mange transkønnede i dag lever normale liv. Mange passer et job og indgår i samfundet på lige fod med andre. Vi har tidligere anmodet en justitsminister om at indføre os i loven om fks. hadforbrydelser med begrebet kønsidentitet, og fik dengang at vide at vi skam var indlemmet. Under begrebet seksuel minoritet. Vi vil stadig mene at vi i danske love skal omtales som dem vi er. Vi kan efter mange år med ydmygende behandling, i både sundhedssystemet og i samfundet, begynde at stå på egne ben og derfor mener vi at det er på tide at vi gør en indsats for at komme væk fra bogstavsparaplyen:

Derfor:

Vi er transkønnede og nu vil vi skilles. Vi er ikke seksuelt definerede. Vi er hverken homoseksuelle, fetischister, dragqueens, eller deltager i rollespil af nogen slags. Vi er ægte mennesker der glædes når vi bliver set og forstået som dem vi er: Kvinder og mænd der tager vores kønsidentitet mere alvorligt end de noget overvurderede kønsorganer. Vi er trætte og kede af at vi konstant skal betragtes som seksuelt betingede mennesker. Først kaldte man os transseksuelle, som om det var vores seksualitet der gjorde os til dem vi var, og senere blev en stor del af os indlemmet under de homoseksuelles paraply hvor vi fik tildelt bogstavet T i den store bogstavsleg: LGBTQ.

Vi er ikke et bogstav og vi vil skilles.

I alt for lang tid har vi set os sammenlignet med Drags og fetischister, og som en seksuel minoritet der deltager i bl.a. Prider med seksuelle undertoner.

Vi støtter den seksuelle frihed og mangfoldighed. Men det er bare ikke os!

Vi har ikke brug for en seksuel frihed som en betingelse for et godt og harmonisk liv.

Vi har brug for en almindelig og bred accept af vores kønsidentitet og dermed accept af at være dem vi er:

Mennesker der har et indre køn som giver os glæde og livskvalitet. Et indre køn som vi gerne vil have ret til at udleve og falde i harmoni med, uden at vi skal skydes i skoene at vi er biologisk og seksuelt afvigende.

Så vi vil skilles.

Vi ønsker ikke længere at være en del af den homoseksuelle paraply LGBT.

Vi kan selv og vi takker for den opbakning de homoseksuelle har givet os da vi stadig var en ydmyget og undertrykt minoritet.

Men nu er vi blevet voksne. Vi har selv tilkæmpet os en del rettigheder og har lært at stå på egne ben. Og dem agter vi at blive stående på.

Tiden er kommet til at det der hedder kønsidentitet accepteres og forstås som det det er og implementeres i det danske samfund uden at vi skal placeres hvor vi ikke hører til.

Så vi vil skilles…..”

Venlig hilsen
Lotte Dersgaard
Formand
FATID – Foreningen af transkønnede i Danmark
tlf. 31716013

* * *
Pressemeddelelsen i pdf-format.