FN rapport A/HRC/19/41 af 17. nov. 2011 om diskriminerende love og praksis vedr. vold mod personer pga. deres seksuelle orientering og k√łnsidentitet.

Vist 605 gange.

FN’s H√łjkommiss√¶r for Menneskerettigheder har den 17. november 2011 afleveret sin rapport – A/HRC/19/41 – Diskriminerende love og praksis vedr√łrende voldshandlinger mod personer p√• grund af deres seksuelle orientering og k√łnsidentitet – til FN’s Menneskerettighedsr√•d.

Rapporten blev bestilt af FN’s Menneskerettighedsr√•d den 15. juni 2011 i forbindelse med vedtagelse af resolution A/HRC/17/19 om menneskerettigheder, seksuel orientering og k√łnsidentitet.
Et ekspertpanel i FN’s Menneskerettighedsr√•d skal i marts m√•ned 2012 behandle rapporten. Det vil v√¶re den f√łrste FN-debat, der specielt handler om menneskerettigheder for LGBT personer.

Bem√¶rkninger vedr√łrende overs√¶ttelsen til dansk.
Rapporten fra FN’s H√łjkommiss√¶r for Menneskerettigheder er oversat fra engelsk til dansk af Tina Thranesen.
Der tages forbehold for eventuelle oversættelsesfejl. Ved anvendelse som dokumentation henvises til den originale engelsksprogede version.

Rapportens noter er kun i begr√¶nset omfang oversat til dansk, idet en overs√¶ttelse vil vanskeligg√łre s√łgning efter de forskellige rapporter m.v., som omtales.
Der er endvidere – med sm√• bogstaver – tilf√łjet enkelte forklarende noter af Tina Thranesen.

Oversættelsen i pdf-format. Den har færre links til referencer end her på siden.

Den 28. december 2011.
Tina Thranesen.

* * *
Dansk oversættelse af rapporten.

United Nations
General Assembly
A/HRC/19/41
Distr.: General
17 November 2011
Original: English
GE.11-17075

Menneskerettighedsrådet
Nittende session
Dagsordenens punkt 2 og 8

√Örsrapport fra De Forenede Nationers h√łjkommiss√¶r for Menneskerettigheder og rapporter fra kontoret for H√łjkommiss√¶ren og Generalsekret√¶ren

Opf√łlgning og gennemf√łrelse af Wien-erkl√¶ringen og handlingsprogrammet

Diskriminerende love og praksis vedr√łrende voldshandlinger mod personer p√• baggrund af deres
seksuelle orientering og k√łnsidentitet

Rapport fra De Forenede Nationers H√łjkommiss√¶r for Menneskerettigheder *

* P√• grund af l√¶ngden af rapporten er de tilh√łrende noter ikke oversat.

Resumé

Denne rapport er sendt til Menneskerettighedsr√•det i henhold til dens beslutning A/HRC/17/19, hvori R√•det anmodede De Forenede Nationers H√łjkommiss√¶r for Menneskerettigheder om at bestille en unders√łgelse, som skal dokumentere diskriminerende love og praksisser og voldshandlinger mod personer p√• baggrund af deres seksuelle orientering og k√łnsidentitet, og beskrive hvordan den internationale menneskerettighedslovgivning kan bruges til at stoppe vold og relaterede kr√¶nkelser af menneskerettighederne p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet.

Indhold

  1. Indledning
    Punkt 1 – 4. Side 3.
  2. Gældende internationale standarder og forpligtelserGældende internationale standarder og forpligtelser
    Punkt 5 – 19. Side 4.
    1. Universalitet, lighed og ikke-forskelsbehandling
      Punkt 5 – 7. Side 4.
    2. Statsforpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning
      Punkt 8 – 19. Side 5.
  3. Vold
    Punkt 20 – 39. Side 8.
    1. Drab, voldtægt og andre former for diskriminerende vold
      Punkt 20 – 33. Side 8.
    2. Tortur og andre former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling
      Punkt 34 – 37. Side 12.
    3. Asylret for forfulgte p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet
      Punkt 38 – 39. Side 13.
  4. Diskriminerende love
    Punkt 40 – 47. Side 13.
    1. Love, der kriminaliserer frivillige seksuelle forhold mellem voksne mennesker af samme k√łn, og andre love anvendt til at straffe personer p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet
      Punkt 40 – 44. Side 13.
    2. D√łdsstraf
      Punkt 45 – 46. Side 15.
    3. Vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse
      Punkt 47. Side 15.
  5. Diskriminerende praksisser
    Punkt 43 – 73. Side 16.
    1. Diskrimination på arbejdsmarkedet
      Punkt 51 – 53. Side 16.
    2. Diskrimination i sundhedsvæsenet
      Punkt 54 – 57. Side 17.
    3. Diskrimination i uddannelsessektoren
      Punkt 58 – 61. Side 18.
    4. Begrænsninger af ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed
      Punkt 62 – 65. Side 20.
    5. Diskriminerende praksis i familien og i lokalsamfundet
      Punkt 66 – 67. Side 21.
    6. Staters afvisning af at anerkende forhold og andre goder
      Punkt 68 – 70. Side 22.
    7. K√łnsanerkendelse og besl√¶gtede emner
      Punkt 71 – 73. Side 22.
  6. Nye reaktioner
    Punkt 74 – 80. Side 23.
  7. Konklusioner og anbefalinger
    Punkt 81 – 85. Side 24.
  8. Noter

I. Indledning
[Indhold]
1. I alle regioner oplever mennesker vold og diskrimination p√• grund af deres seksuelle orientering eller k√łnsidentitet. I mange tilf√¶lde bringer blot det, at en person opfattes som homoseksuel eller transk√łnnet den p√•g√¶ldende i fare. Forulempelserne omfatter, men er ikke begr√¶nset til, drab, voldt√¶gt og vold, tortur, vilk√•rlig anholdelse, n√¶gtelse af retten til forsamlingsfrihed, ytrings- og informationsfriheden, og diskrimination i forbindelse med besk√¶ftigelse, sundhed og uddannelse. FN-mekanismerne, herunder menneskerettighedsorganisationer og Menneskerettighedsr√•det har gennem n√¶sten to √•rtier dokumenteret s√•danne overtr√¶delser.

2. Generalsekretæren udtrykte i en tale på Menneskerettighedsdagen i 2010 sin bekymring, da han udtalte:

Som m√¶nd og kvinder med samvittighed, afviser vi diskrimination i almindelighed, og is√¶r forskelsbehandling baseret p√• seksuel orientering og k√łnsidentitet. Hvor der er en sp√¶nding mellem kulturelle holdninger og universelle menneskerettigheder, m√• rettighederne v√¶gtes h√łjest. Sammen fors√łger vi at f√• oph√¶vet love, der kriminaliserer homoseksualitet, der tillader forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet, og love, der fremmer vold.

3. FN enheder [1] har integreret sp√łrgsm√•l om seksuel orientering og k√łnsidentitet i deres arbejde, herunder kontoret for De Forenede Nationers H√łjkommiss√¶r for Menneskerettigheder (OHCHR), De Forenede Nationers Udviklingsprogram (UNDP), De Forenede Nationers B√łrnefond (UNICEF ), De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO), Kontoret for De Forenede Nationers H√łjkommissariat for Flygtninge (UNHCR), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Verdenssundhedsorganisationen (WHO), De Forenede Nationers Befolkningsfond (UNFPA) og det f√¶lles FN-program om hiv/aids (UNAIDS).

4. Selv om det ikke er alle kr√¶nkelser af seksuel orientering eller k√łnsidentitet, som n√¶vnes, fremh√¶ver denne rapport en kritisk bekymring for menneskerettighederne, som staterne har en forpligtelse til at l√łse og s√¶tte fokus p√• nye muligheder. Rapporten bygger p√• FN-kilder og omfatter data og resultater fra regionale organisationer, nogle nationale myndigheder og ikke-statslige organisationer.

II. Gældende internationale standarder og forpligtelser
[Indhold]

A. Universalitet, lighed og ikke-forskelsbehandling
[Indhold]

5. Anvendelsen af international lovgivning om menneskerettigheder er styret af principperne om universalitet og ikke-forskelsbehandling som anf√łrt i artikel 1 i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder, hvori det hedder, at “alle mennesker er f√łdt frie og lige i v√¶rdighed og rettigheder”. Alle mennesker, ogs√• lesbiske, b√łsser, biseksuelle og transk√łnnede (LGBT) [2] personer, har ret til at nyde beskyttelse i henhold til international lovgivning om menneskerettigheder, herunder med hensyn til rettigheder til liv, personlig sikkerhed og privatlivets fred, til ikke at blive udsat for tortur, vilk√•rlig anholdelse og tilbageholdelse, retten til ikke at blive udsat for diskrimination og retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed. Wiener-erkl√¶ringen og handlingsprogrammet bekr√¶fter, at “mens der skal v√¶re opm√¶rksomhed p√• betydningen af nationale og regionale s√¶regenheder og forskellige historiske, kulturelle og religi√łse baggrunde, er det staternes pligt, uanset deres politiske, √łkonomiske og kulturelle systemer, at fremme og beskytte alle menneskerettigheder og grundl√¶ggende frihedsrettigheder”. [3]

6. Ikke-forskelsbehandling er et grundl√¶ggende menneskerettighedsprincip i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder og de centrale menneskerettighedskonventioner. Ikke-forskelsbehandling klausuler i de internationale instrumenter kr√¶ver typisk, at rettigheder er g√¶ldende for alle uden forskelsbehandling, og medlemsstaterne skal sikre, at deres love, politikker og programmer ikke er diskriminerende – for eksempel i henhold til artikel 2 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder[a], som hver enkelt medlemsstat tilsluttet konventionen har forpligtet sig til at respektere og at sikre, at alle personer inden for dens territorium og under dens jurisdiktion er beskyttet af de rettigheder, der anerkendes i henhold til konventionen, uden forskelsbehandling af nogen art s√• som, race, farve, k√łn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, f√łdsel eller anden samfundsm√¶ssig status.

7. De specifikke grunde til forskelsbehandling som omhandlet i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre traktater om menneskerettigheder er ikke udt√łmmende. Forfatterne undlod bevidst at anf√łre udt√łmmende √•rsager til forskelsbehandling ved hj√¶lp af udtrykket “anden samfundsm√¶ssig status”. Seksuel orientering og k√łnsidentitet samt handicap, alder og sundhedstilstand er ikke udtrykkeligt n√¶vnt blandt de grunde, der er anf√łrt i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder eller den internationale konvention om √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. I sagen Toonen mod Australien[b] fra 1994 fastslog Menneskerettighedskomit√©en, at staterne er forpligtet til at beskytte enkeltpersoner mod forskelsbehandling p√• grund af deres seksuelle orientering. [4] Denne holdning afspejles i senere afg√łrelser truffet af Komiteen [5] og i de generelle bem√¶rkninger fra Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Komiteen for b√łrns rettigheder, Udvalget mod tortur og Komiteen for afskaffelse af diskrimination imod kvinder. [6] For eksempel bem√¶rkede Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i sine generelle kommentarer nr. 20, at “anden samfundsm√¶ssig status” omfatter seksuel orientering. “Stater b√łr sikre, at en persons seksuel orientering ikke er en barriere for at realisere konventionsrettigheder som for eksempel til at f√• efterladtepension. Desuden er k√łnsidentitet anerkendt som v√¶rende blandt de forbudte former for forskelsbehandling”. [7]

B. Statsforpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning
[Indhold]
8. Staternes forpligtelse til at forebygge vold og diskrimination baseret p√• seksuel orientering og k√łnsidentitet er afledt af forskellige internationale instrumenter vedr√łrende menneskerettigheder. Disse forpligtelser omfatter dem, der er anf√łrt herunder.

1. At beskytte retten til liv, frihed og personlig sikkerhed, uanset seksuel orientering eller k√łnsidentitet

9. I henhold til artikel 3 i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder, “Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”. Artikel 6 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fastsl√•r, at “ethvert menneske har en naturlig ret til livet. Denne ret skal beskyttes ved lov. Ingen m√• vilk√•rligt ber√łves livet”. [8] Staten har en forpligtelse til at udvise rettidig omhu for at forebygge, straffe og give oprejsning ved ber√łvelse af liv, [9] og til at efterforske og retsforf√łlge alle former for m√•lrettet vold.

10. Artikel 33 i konventionen om flygtninges retsstilling bestemmer, at stater har en forpligtigelse til ikke at udvise eller afvise en flygtning til et sted, hvor hans liv eller frihed vil v√¶re truet p√• grund af race, religion, nationalitet, tilh√łrsforhold til en s√¶rlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. If√łlge UNHCR kan personer, der frygter forf√łlgelse p√• grund af deres seksuelle orientering eller k√łnsidentitet anses for medlemmer af en “s√¶rlig social gruppe”. Stater, der har tilsluttet sig konventionen, skal sikre, at s√•danne personer ikke sendes tilbage til en stat, hvor deres liv eller frihed vil v√¶re i fare og, forudsat at de ber√łrte personer opfylder kriterierne for flygtningestatus, anerkender dem som flygtninge, der skal behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen. [10]

2. Forhindre tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedv√¶rdigende behandling p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet

11. Retten til ikke at uds√¶ttes for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedv√¶rdigende behandling er absolut. Artikel 5 i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder og artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fasts√¶tter, at “ingen m√• underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedv√¶rdigende behandling eller straf”. [11]

12. I henhold til Komit√©en mod tortur er stater forpligtet til at beskytte alle personer mod tortur og mishandling uanset seksuel orientering eller transk√łnnethed identitet [12] og til at forbyde, hindre og yde erstatning for tortur og mishandling i alle sammenh√¶nge under statens varet√¶gt eller kontrol. [13] Komit√©en har gentagne gange udtrykt bekymring over p√•stande om s√•danne overgreb i konkluderende bem√¶rkninger til rapporter fra de tilsluttende stater. [14]

3. Beskytte retten til privatlivets fred og mod vilk√•rlig f√¶ngsling p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet

13. Retten til privatlivets fred er kn√¶sat i artikel 12 i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder og artikel 17 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremg√•r, at ingen b√łr uds√¶ttes for “vilk√•rlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin korrespondance” og artikel 9 i Verdenserkl√¶ringen som yderligere beskytter personer mod “vilk√•rlig anholdelse og tilbageholdelse”. Menneskerettighedskomit√©en har i sin generelle kommentar nr. 16, bekr√¶ftet, at ethvert indgreb i privatlivets fred, selv om det er fastsat ved lov, “skal v√¶re i overensstemmelse med bestemmelser, m√•l og m√•ls√¶tninger i konventionen og b√łr under alle omst√¶ndigheder v√¶re rimelige i hvert enkelt tilf√¶lde”.

14. Siden Toonen i 1994 har Menneskerettighedskomit√©en fastsl√•et, at love, der bruges til at kriminalisere samtykkende samme k√łn seksuelle forhold mellem private voksne, er en kr√¶nkelse retten til privatlivets fred og ikke-diskrimination. Komiteen har afvist argumentet om, at kriminalisering kan v√¶re berettiget som “rimelig” af hensyn til beskyttelsen af folkesundheden eller s√¶deligheden og bem√¶rker, at anvendelse af strafferetten i en s√•dan situation ikke er n√łdvendig og ude af proportion. [15] Menneskerettighedskomit√©en, Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder og Komiteen for b√łrns rettigheder, opfordrer i deres afsluttende bem√¶rkninger medlemsstaterne til at √¶ndre s√•danne love og, hvor det er relevant, at oph√¶ve dem. [16] Arbejdsgruppen om vilk√•rlig tilbageholdelse har fastsl√•et, at tilbageholdelse af en person p√• grund af seksuel orientering udg√łr en vilk√•rlig tilbageholdelse i strid med artikel 9 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. [17]

4. Beskytte enkeltpersoner mod forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet

15. Retten til at v√¶re fri for diskrimination er inkluderet i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder (artikel 2) og centrale internationale traktater om menneskerettigheder, herunder den internationale konvention om √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (artikel 2) og konventionen om b√łrns rettigheder (art. 2). Artikel 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder garanterer lighed for loven, som kr√¶ver, at stater forbyder diskrimination.

16. I deres generelle bem√¶rkninger, konkluderende bem√¶rkninger og synspunkter om kommunikation har traktatf√¶stede menneskerettighedsorganer bekr√¶ftet, at stater har en forpligtelse til at beskytte alle mod forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet. Det faktum, at en person er lesbisk, b√łsse, biseksuel eller transk√łnnet begr√¶nser ikke deres ret til at nyde det fulde omfang af menneskerettigheder.

17. Menneskerettighedskomit√©en har opfordret de deltagende stater til at “sikre lige rettigheder til alle personer som fastsat i henhold til konventionen uanset deres seksuelle orientering”, [18] og udtrykt tilfredshed med lovgivning, der forbyder diskrimination p√• grund af seksuel orientering. [19] Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har bekr√¶ftet princippet om ikke-forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering i generelle bem√¶rkninger om retten til arbejde, vand, social sikkerhed og den h√łjest opn√•elige standard for sundhed. [20] Hertil kommer, at komiteen i sine generelle kommentarer om diskrimination inkluderer b√•de seksuel orientering og k√łnsidentitet som forbudte grunde til forskelsbehandling i henhold til konventionen. [21] Komiteen for b√łrns rettigheder, Udvalget mod tortur og Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder har inkluderet anbefalinger om bek√¶mpelse af forskelsbehandling baseret p√• seksuel orientering og k√łnslig identitet. [22]

5. Beskyttelse af retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed på en ikke-diskriminerende måde

18. Ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed er nedf√¶ldet i Verdenserkl√¶ringen om Menneskerettigheder (artikel 19 – 20) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (artikel 19, 21 – 22). I henhold til artikel 19 i Verdenserkl√¶ringen “har enhver ret til menings- og ytringsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at h√¶vde sin opfattelse uden indblanding og til at s√łge, modtage og meddele oplysning og tanker”. I henhold til artikel 20, (1) “har alle ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger”. [23]

19. Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder tillader begr√¶nsning af disse rettigheder, men kun hvis det er fastsat ved lov og er n√łdvendigt for at beskytte andres rettigheder (eller, i tilf√¶lde af udtryk, omd√łmme) af andre eller den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed, den offentlige orden eller den offentlige sundhed eller s√¶delighed. Menneskerettighedskomit√©en har anf√łrt, at s√•danne begr√¶nsninger skal v√¶re forenelige med bestemmelser, m√•l og m√•ls√¶tninger i konventionen og “m√• ikke kr√¶nke konventionens bestemmelser om ikke-diskrimination”, herunder – i overensstemmelse med udvalgets retspraksis – p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet. [24]

III. Vold
[Indhold]
A. Drab, voldtægt og andre former for diskriminerende vold
[Indhold]
20. Homofobisk og transfobisk vold er registreret i alle regioner. En s√•dan vold kan v√¶re fysisk (herunder drab, prygl, kidnapning, voldt√¶gt og seksuelle overgreb) eller psykisk (herunder trusler, tvang og vilk√•rlig ber√łvelse af friheden). [25] Disse angreb udg√łr en form for k√łnsbaseret vold, drevet af et √łnske om at straffe dem, der ses trodse k√łnsnormer.

21. Ud over gadevold og andre spontane angreb p√• offentlige steder, kan de, der opfattes som LGBT personer, v√¶re m√•l for mere organiserede overgreb, herunder fra religi√łse ekstremister, paramilit√¶re grupper, neo-nazister og ekstreme nationalister. Unge LGBT personer og alle uanset alder, der anses for at overskride sociale normer, risikerer vold fra familien og samfundet. Lesbiske og transkvinder er i s√¶rlig risiko p√• grund af k√łnsulighed og magtforhold inden for familierne og i samfundet som helhed.

22. Vold mod LGBT personer har tendens til at v√¶re specielt ond i forhold til andre hadmotiverede forbrydelser. If√łlge Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) viser homofobiske hadforbrydelser og h√¶ndelser ofte en h√łj grad af grusomhed og brutalitet og omfatter t√¶sk, tortur, leml√¶stelse, kastration og seksuel forulempelse. [26]

23. Omfanget af homofobisk og transfobisk vold kompliceres af det faktum, at kun få lande har systemer til overvågning, registrering og rapportering af disse hændelser. Selv, hvor der findes sådanne systemer, anmeldes sådanne hændelser ofte ikke eller fejlrapporteres på grund af, at ofrene har mistillid til politiet, er bange for repressalier eller trusler mod privatlivets fred, er tilbageholdende med at identificere sig selv som LGBT, eller fordi de, der er ansvarlige for registrering af hændelser ikke identificerer gerningsmændenes motiv.

1. Drab

24. Siden 1999 har den s√¶rlige rapport√łr om udenretslige, summariske eller vilk√•rlige henrettelser regelm√¶ssigt rapporteret om personer, der har v√¶ret udsat for d√łdstrusler eller er blevet dr√¶bt p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet. [27] De nuv√¶rende mandatindehaver har for nylig gjort s√¶rlig opm√¶rksom p√• mordene p√• mindst 31 LGBT personer i Honduras i l√łbet af en 18-m√•neders periode, herunder en transk√łnnet person, som blev fundet d√łd i en gr√łft. Hendes krop var forsl√•et og br√¶ndt, der var tegn p√• voldt√¶gt og slag i ansigtet fra stening af s√• alvorlig grad, at ansigtet v√¶r n√¶rmest uigenkendeligt. [28] I Jamaica blev en mand angiveligt stukket ned og stenet til d√łde, efter at politiet, som angiveligt deltog i overgrebet, opfordrede andre til at sl√• ham, fordi han var homoseksuel. [29] Den s√¶rlige rapport√łr om vold mod kvinder har fremh√¶vet drab p√• lesbiske i Sydafrika herunder en sag, hvor to lesbiske blev dr√¶bt ved slag, stening og den ene yderlig tildelt knivstik. [30]

25. LGBT personer er ogs√• blandt ofrene for de s√•kaldte √¶resdrab, der udf√łres mod dem, der af familiemedlemmer eller medlemmer af lokalsamfundet menes at have bragt skam eller van√¶re over en familie – ofte for at overtr√¶de k√łnsnormer eller p√• grund af seksuel adf√¶rd, herunder homoseksuelt forhold eller formodning derom. [31] Mens kvinder generelt er m√•l for denne form for straf, kan s√•danne overgreb rettes mod enkeltpersoner af ethvert k√łn.

26. Rapporter fra regionale og ikke-statslige organisationer peger p√• et m√łnster af m√•lrettet vold. Den Afrikanske kommission for menneskerettigheder og folks rettigheder noterede “en stigning af intolerance mod seksuelle minoriteter” i Cameroun, og Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder har gentagne gange p√•peget tilsvarende problemer i Latinamerika og Caribien. [32] OSCE rapporterede p√• grundlag af ufuldst√¶ndige data fra 22 af dets medlemsstater stater om 44 hadmotiverede drab p√• LGBT personer i 2009. [33] Europa-Parlamentet og Europar√•det har ogs√• j√¶vnligt udtrykt bekymring over episoder, hvor LGBT personer har v√¶ret m√•l og er blevet dr√¶bt, herunder drab p√• homoseksuelle m√¶nd i Holland og Sverige og drabet p√• en hjeml√łs transkvinde i Portugal. [34]

27. Den nationale koalition for antivoldsprogrammer i USA rapporterede om 27 hadmotiverede drab på LGBT personer i 2010 Рen stigning fra 22 i 2009. [35] The Trans Murder Monitoring project, der samler indberetninger om drab på transpersoner i alle regioner, har registreret 680 drab i 50 lande i perioden 2008 til 2011. [36]

2. Andre voldshandlinger inklusive voldtægt

28. Ikke-d√łdelig vold rettet mod enkeltpersoner p√• grund af deres seksuelle orientering eller k√łnsidentitet er dokumenteret mindre konsekvent, hovedsagelig p√• grund af underrapportering og manglen af direkte anf√łrsel af beskyttelsesgrunde i eksisterende mandater. Ikke desto mindre har flere mandatindehavere fremh√¶vet enkelte tilf√¶lde og givet udtryk for bekymring over udbredelsen af denne vold. I sin 2010-rapport til Menneskerettighedsr√•det bem√¶rkede den s√¶rlige rapport√łr om menneskerettighedsfork√¶mpere, at hun i det foreg√•ende √•r havde sendt 47 meddelelser om personer, som arbejder med LGBT sp√łrgsm√•l; drab p√• LGBT menneskerettighedsfork√¶mpere var beskrevet i fem meddelelser, voldt√¶gt og seksuelle overgreb, herunder ogs√• mod m√¶nd, var beskrevet i yderligere seks meddelelser. [37]

29. P√•stande om, at lesbiske er blevet overfaldet, voldtaget, tvunget gjort gravide og p√• anden m√•de straffet p√• grund af seksuel orientering, kommer fra mange regioner. [38] Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder udtrykte alvorlig bekymring over rapporterede seksuelle lovovertr√¶delser beg√•et mod kvinder p√• grund af deres seksuelle orientering. [39] Den s√¶rlige rapport√łr om vold mod kvinder rapporterede for nylig om p√•st√•ede tilf√¶lde af gruppevoldt√¶gter, familievold og drab mod lesbiske, biseksuelle og transkvinder i El Salvador, Kirgisistan og Sydafrika, [40] hvor rapport√łren bem√¶rkede, at “lesbiske kvinder st√•r over for en √łget risiko for at blive ofre for vold, navnlig voldt√¶gt p√• grund af meget udbredte fordomme og myter”, herunder for eksempel, “at lesbiske kvinder vil √¶ndre deres seksuelle orientering, hvis de bliver voldtaget af en mand”. [41]

30. Den s√¶rlige rapport√łr for menneskerettighedsfork√¶mpere har udtrykt dyb bekymring over “nedvurderende kampagner og voldelige trusler mod forsvarere af lesbiske, b√łsser, biseksuelle og transk√łnnedes rettigheder”. [42] Den s√¶rlige repr√¶sentant for Generalsekret√¶ren for menneskerettighedsfork√¶mpere bem√¶rkede i 2007, at de, der forsvarer rettighederne for LGBT og interk√łnnede personer, havde f√•et deres huse og kontorer gennemrodet, var blevet overfaldet, tortureret, seksuelt misbrugt, truet og dr√¶bt, og tilf√łjer, at “et stort problem i denne henseende, er en n√¶sten fuldst√¶ndig mangel p√• seri√łsitet, hvormed s√•danne sager behandles af de ber√łrte myndigheder”. [43]

31. Hvor der foreligger tilg√¶ngelige nationale kriminalitetsstatistikker indikeres en h√łj grad af vold rettet mod enkeltpersoner p√• grundlag af deres reelle eller formodede seksuelle orientering eller k√łnsidentitet. I USA for eksempel viser regeringens tal, at antallet af hadmotiverede h√¶ndelser mod homoseksuelle, lesbisk og biseksuelle mennesker ligger p√• andenpladsen kun overg√•et af racistiske h√¶ndelser og p√• lige fod med episoder mod medlemmer af religi√łse minoriteter. [44] I Storbritannien og Nordirland, den eneste EU-stat, der offentligg√łr officielle data om retssager om LGBT relaterede hadforbrydelser, blev der indledt 988 straffesager i 2007, hvoraf 759 resulterede i domf√¶ldelse. [45]

32. En nylig rapport fra Europar√•det har fundet, at “hadmotiveret vold og hadforbrydelser mod LGBT personer finder sted i alle Europar√•dets medlemsstater”. [46] En unders√łgelse foretaget af den ikke-statslige organisation i Storbritannien Stonewall i 2008 med regeringens st√łtte fandt, at en tredjedel af lesbiske og en fjerdedel af b√łsser har oplevet en hadforbrydelse eller -h√¶ndelse (herunder verbal aggression) i de foreg√•ende tre √•r. [47] I en slovensk unders√łgelse har 53 % af lesbisk og homoseksuelle respondenter oplevet vold p√• grund af deres seksuelle orientering. [48] En rapport fra 2011 fra EU”s Agentur for Grundl√¶ggende Rettigheder fandt, at lesbisk og biseksuelle kvinder har st√łrre risiko for at blive udsat for seksuelle og andre overgreb i private forhold end homoseksuelle eller biseksuelle m√¶nd, som er mere tilb√łjelige til at blive overfaldet af ukendte gerningsm√¶nd. Gerningsm√¶ndene er oftest unge m√¶nd i grupper. [49]

33. Traktatf√¶stede organer har udtrykt bekymring over den retorik, der bliver brugt til at opildne til had og hadrelaterede overgreb. [50] S√•dant sprog kan v√¶re brugt af politikere og samfundsledere til at skabe en homofobisk stemning eller chikane mod enkeltpersoner. [51] I hvert enkelt tilf√¶lde er f√łlgen, at LGBT personer og dem, der taler for deres rettigheder, er i fare for vold og diskrimination.

B. Tortur og andre former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling
[Indhold]
34. Den s√¶rlige rapport√łr om tortur har bem√¶rket, at “medlemmer af seksuelle minoriteter er uforholdsm√¶ssigt meget udsat for tortur og andre former for mishandling, fordi de afviger fra socialt konstruerede k√łnsforventninger. Faktisk kan forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet ofte bidrage til processen med umenneskeligg√łrelse af offeret, som ofte er en n√łdvendig betingelse for, at tortur og mishandling kan finde sted”. [52] I 2010 bem√¶rkede den s√¶rlige rapport√łr, at der i f√¶ngsler som regel var et strengt hierarki, og at homofile, lesbiske, biseksuelle og transk√łnnede personer ofte var i bunden af hierarkiet og dobbelt eller tredobbelt s√• udsat for diskrimination. [53] Den s√¶rlige rapport√łr har fremh√¶vet, at mand til kvinde transk√łnnede fanger er s√¶rligt s√•rbare over for fysisk og seksuelt misbrug, hvis de placeres blandt de √łvrige fanger. [54]

35. Den s√¶rlige rapport√łr har ogs√• rapporteret episoder, hvor personer blev udsat for repressalier af politiet og f√¶ngselspersonale, og at myndigheder har undladt at tr√¶ffe rimelige foranstaltninger for at forebygge vold mod LGBT fanger. [55] For eksempel blev en mand og hans mandlige partner p√• en politistation i Indonesien efter sigende en dag alvorligt sl√•et og seksuelt misbrugt af politiet efter at v√¶re blevet overfaldet af 16 civile. [56] I Usbekistan blev en mandlig menneskerettighedsfork√¶mper anklaget for homoseksualitet, t√¶vet af politiet og truet med voldt√¶gt med en flaske. [57] Et lesbisk par i Brasilien blev angiveligt t√¶vet p√• en politistation og tvunget til at udf√łre oral sex. [58] I Gr√¶kenland blev fanger i en f√¶ngselsafdeling for lesbiske, b√łsser og transk√łnnet efter sigende n√¶gtet g√•rdtur i to √•r og var henvist til hele tiden kun at opholde sig i deres celler og en gang. [59] Den s√¶rlige rapport√łr har ogs√• rapporteret, at transkvinder bevidst blev sl√•et p√• deres bryster for at f√• deres implantater til at briste og frigive giftstoffer. [60]

36. Den s√¶rlige rapport√łr om vold mod kvinder har fremh√¶vet lignende sager. I 2006, beskrev hun detaljerede p√•stande om, at metiser [c] i Nepal bliver sl√•et af politiet, der forlangte penge og sex af dem. [61] I 2011 beskrev hun et tilf√¶lde i El Salvador, hvor en transkvinde var placeret i en mandlig afdeling af f√¶ngslet og anbragt i en celle med bandemedlemmer, hvor hun blev voldtaget mere end 100 gange – undertiden med medvirken af f√¶ngslets personale. [62]
Andre tilfælde er blevet dokumenteret af den særlige repræsentant for Generalsekretæren for menneskerettighedsforkæmpere. [63]

37. Et forhold, der blev fremh√¶vet af FN-eksperter, er “medicinsk v√¶rdil√łse” praksis med at uds√¶tte mist√¶nkte m√¶nd for homoseksuel forhold uden deres samtykke og anale unders√łgelser for at “bevise” deres homoseksualitet. [64] S√•danne unders√łgelser er blevet ford√łmt af Komiteen mod tortur, den s√¶rlige rapport√łr om tortur og arbejdsgruppen om vilk√•rlig tilbageholdelse, som har fastsl√•et, at en s√•dan praksis er i strid med forbuddet mod tortur og mishandling. [65]

C. Asylret for forfulgte p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet
[Indhold]
38. UNHCR ansl√•r, at mindst 42 stater har givet asyl til personer med en velbegrundet frygt for forf√łlgelse p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet, selv om det pr√¶cise tal er uklart. Nogle stater giver asyl, selv uden en klar politik p√• dette omr√•de, mens andre ikke oplyser begrundelsen for at give flygtningestatus eller asyl.

39. Selv i lande, der anerkender disse begrundelser for asyl, lever praksis og procedurer ofte ikke op til internationale standarder. Gennemgang af ans√łgningerne er undertiden vilk√•rlige og usammenh√¶ngende. Embedsm√¶ndene kan have for lidt viden om eller mangle f√łlsomhed over for LGBT personer. [66] Flygtninge uds√¶ttes undertiden for vold og diskrimination, mens de er i f√¶ngsel eller modtagesteder, og n√•r de f√•r en bolig, kan det ofte v√¶re i f√¶llesskaber, hvor de uds√¶ttes for yderligere seksuelle og k√łnsrelaterede risici. Udvisning af asylans√łgere, der flygter p√• grund af s√•dan forf√łlgelse, bringer dem i risiko for vold, diskrimination og kriminalisering. I nogle tilf√¶lde sendes de tilbage med instruktioner om at “v√¶re diskret” – en metode, der er kritiseret af UNHCR. [67]

IV. Diskriminerende love
[Indhold]
A. Love, der kriminaliserer frivillige seksuelle forhold mellem voksne mennesker af samme k√łn, og andre love anvendt til at straffe personer p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet
[Indhold]
40. 76 lande har fortsat love, der bruges til at kriminalisere folk p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet. [68] S√•danne love, herunder ogs√• s√•kaldte “sodomi love”, er ofte et levn fra kolonitidens lovgivning. De forbyder typisk enten visse typer af seksuel aktivitet eller enhver intimitet eller seksuel aktivitet mellem personer af samme k√łn. I nogle tilf√¶lde henviser den anvendte formulering til vage og udefinerede begreber som “forbrydelser mod naturens orden” eller “moral”, eller “sk√łrlevned”. [69] Disse love har det til f√¶lles, at de bruges til at chikanere og retsforf√łlge personer p√• grund af deres faktiske eller formodede seksualitet eller k√łnsidentitet. [70] Sanktioner sp√¶nder fra korte f√¶ngselsstraffe til livsvarigt f√¶ngsel og endog d√łdsstraf.

41. Kriminaliseringen af private samtykkende homoseksuelle handlinger kr√¶nker den enkeltes ret til privatlivets fred og ikke-diskrimination og udg√łr et brud p√• international lovgivning om menneskerettigheder. I Toonen v. Australien, fandt Menneskerettighedskomit√©en, at “samtykkende seksuel aktivitet mellem voksne i private omgivelser er omfattet af begrebet “privatlivets fred” under den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. If√łlge komiteen, er det irrelevant, om love, der kriminalisere en s√•dan adf√¶rd, h√•ndh√¶ves eller ej. Alene lovenes eksistens kr√¶nker l√łbende og direkte den enkeltes privatliv. [71] Siden Toonen har komiteen og andre traktater og s√¶rlige procedurer gentagne gange opfordret medlemsstaterne til at √¶ndre love, der kriminaliserer homoseksualitet eller seksuel adf√¶rd mellem samtykkende voksne mennesker af samme k√łn, [72] og har rost oph√¶velse af s√•danne love. [73]

42. Uafh√¶ngige FN-unders√łgere af menneskerettigheder – Special procedures mandate holders [d] – har lagt v√¶gt p√• forbindelsen mellem kriminalisering og homofobiske hadforbrydelser, politiets overgreb, tortur, og familie- og samfundsrelateret vold, s√•vel som lovgivningsm√¶ssige begr√¶nsninger, der kriminaliserer udf√łrelsen af menneskerettighedsfork√¶mperes arbejde for at beskytte rettighederne for LGBT personer. Den s√¶rlige rapport√łr om sundhed bem√¶rkede, at “straf sanktioneret af stater forst√¶rker eksisterende fordomme, legitimerer vold i samfundet og politibrutalitet rettet mod de ber√łrte personer”. [74]. Den s√¶rlige rapport√łr om udenretslige henrettelser bem√¶rkede, at kriminaliseringen √łger social stigmatisering og gjorde folk “mere s√•rbare over for vold og kr√¶nkelser af menneskerettighederne, herunder d√łdstrusler og kr√¶nkelser af retten til livet, som ofte beg√•s i et klima af straffrihed”. [75]

43. Siden 2000 er love, der kriminaliserer homoseksuelle handlinger mellem samtykkende voksne, blevet oph√¶vet i Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Kap Verde, Georgien, Fiji, Indien, Marshall√łerne, Nepal, Nicaragua, Panama og USA samt i New Zealand og Storbritannien. I nogle tilf√¶lde har domstolene erkl√¶ret disse love ulovlige, i andre tilf√¶lde er lovene blevet oph√¶vet gennem en lovgivningsproces. I forbindelse med den universelle periodiske bed√łmmelse [e] har flere stater – herunder Mauritius, Nauru, Palau, Sao Tome og Principe, og Seychellerne – accepteret anbefalingerne om at afkriminalisere homoseksualitet.

44. I mindst 14 lande afviger den kriminelle mindstealder fra mindstealderen for homoseksuelle og heteroseksuelle forhold, hvilket traktatfæstede organer betegner som diskriminerende. [76]

B. D√łdsstraf
[Indhold]
45. I mindst fem lande kan d√łdsstraf anvendes over for dem, der findes skyldige i lovovertr√¶delser i tilknytning til voksnes samtykkende homoseksuelle adf√¶rd. Ud over at kr√¶nke retten til livet, kr√¶nke privatlivets fred og ikke-diskrimination er anvendelse af d√łdsstraf under disse omst√¶ndigheder en kr√¶nkelse af artikel 6 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som bestemmer, at i lande, der ikke har afskaffet d√łdsstraffen, kan “d√łdsstraf kun p√•l√¶gges for de mest alvorlige forbrydelser”. [77]
Menneskerettighedskommissionen og Menneskerettighedskomit√©en har bekr√¶ftet, at brugen af d√łdsstraf for ikke-voldelige handlinger, herunder seksuelle forhold mellem samtykkende voksne, er en overtr√¶delse af internationale menneskerettighedslove. [78]

46. Den s√¶rlige rapport√łr om udenretslige henrettelser har bem√¶rket, at “d√łdsstraf, der kun kan id√łmmes for de groveste forbrydelser, klart udelukker anvendelse af d√łdsstraf i forbindelse med seksuel orientering”. [79] Den s√¶rlige rapport√łr har om situationen i dele af Nigeria erkl√¶ret, at “i forhold til sodomi, er indf√łrelsen af d√łdsstraf for en privat seksuel praksis klart uforenelig med Nigerias internationale forpligtelser”. [80] Som bem√¶rkning til svaret om, at henrettelser ikke blev fuldbyrdet, erkl√¶rede den s√¶rlige rapport√łr, at “den blotte tilstedev√¶relse af muligheden for henrettelse” kan anvendes som en trussel mod den d√łmte i √•revis og er en grusom, umenneskelig eller nedv√¶rdigende form for behandling eller straf. Det har karakter af en lov, der retf√¶rdigg√łr forf√łlgelse fra vagter og opfordrer til magtmisbrug”. [81]

C. vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse
[Indhold]
47. Arbejdsgruppen for vilk√•rlig tilbageholdelse har udtalt, at tilbageholdes nogen for overtr√¶delser p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet, herunder lovovertr√¶delser, der ikke direkte er relateret til seksuel adf√¶rd, s√•som love, der vedr√łrer fysisk udseende eller s√•kaldt “offentlig skandale”, er en overtr√¶delse af folkeretten. I 2002 fandt arbejdsgruppen en sag, hvor 55 m√¶nd blev anholdt p√• et diskotek og anklaget for “sk√łrlevned” og “social splid”. Arbejdsgruppen konkluderede, at anholdelserne var diskriminerende og i strid med artikel 2 og 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og at tilbageholdelserne var vilk√•rlige. [82] Arbejdsgruppen har siden bekr√¶ftet sin holdning ved flere lejligheder. [83]

V. Diskriminerende praksisser
[Indhold]
48. Menneskerettighedskomit√©en har opfordret de deltagende stater til at “sikre lige rettigheder for alle personer som fastsat i traktaten uanset deres seksuelle orientering”. [84] Stater har en “retslig forpligtigelse… til at sikre, at alle nyder godt af de rettigheder, der er anf√łrt i traktaten… uden forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering”. [85] B√•de Menneskerettighedskomit√©en og Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har regelm√¶ssigt p√•mindet staterne om at vedtage love, der forbyder forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering og har rost vedtagelse af love, der omfatter seksuel orientering blandt de forbudte grunde til diskrimination. [86]

49. Seks lande har direkte indskrevet forfatningsmæssige garantier om beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel i deres lovgivning, [87] medens sådanne garantier i flere andre er indarbejdet i regionale eller provinsielle lovgivninger. [88] I andre lande (herunder Canada, Colombia, Hong Kong (Kina), Indien og Nepal) er ikke-forskelsbehandling blevet fortolket af domstolene, som dermed har givet en tilsvarende beskyttelse.

50. Diskrimination finder fortsat sted i alle regioner. Nogle gange har offentlige politikker en direkte diskriminerende virkning, i andre tilf√¶lde medvirker frav√¶ret af nationale love til diskriminering blandt privatpersoner. Nedenst√•ende afsnit beskriver en r√¶kke omr√•der, hvor enkeltpersoner er s√¶rligt udsatte for forskelsbehandling, marginalisering og restriktioner for ud√łvelse af deres rettigheder p√• grund af deres seksuelle orientering eller k√łnsidentitet. Beskrivelserne er ikke udt√łmmende. Problemomr√•der, der ikke beskrives her, omfatter forskelsbehandling i adgangen til domstole, bolig og sociale ydelser, samt diskriminerende regler vedr√łrende p√•kl√¶dning, der begr√¶nser m√¶nds ret til at kl√¶de sig p√• en m√•de, som opfattes feminint, og kvinder i at kl√¶de sig p√• en m√•de, som opfattes maskulint, og straffer dem, der g√łr det. [89]

A. diskrimination på arbejdsmarkedet
[Indhold]
51. I henhold til international lovgivning om menneskerettigheder er stater forpligtet til at beskytte enkeltpersoner mod enhver forskelsbehandling i adgangen til og opretholdelse af besk√¶ftigelse. Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har bekr√¶ftet, at den internationale konvention om √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder “forbyder forskelsbehandling i adgangen til og opretholdelse af besk√¶ftigelse p√• grund af… seksuel orientering” [90] og udtrykker bekymring over diskrimination rettet mod “d√•rligt stillede og marginaliserede grupper og individer”. [91] If√łlge udvalget “udg√łr enhver forskelsbehandling i adgangen til arbejdsmarkedet eller til midler og rettigheder for at opn√• besk√¶ftigelse en overtr√¶delse af konventionen”. [92]

52. 54 stater har love, der forbyder diskrimination p√• arbejdsmarkedet p√• grund af seksuel orientering. [93] Frav√¶ret af s√•danne love g√łr arbejdsgivere i stand til at fyre eller n√¶gte at ans√¶tte eller anbefale mennesker alene fordi, de menes at v√¶re homoseksuelle eller transk√łnnede. Fordele, som heteroseksuelle ansatte nyder godt af, kan n√¶gtes deres LGBT kolleger – fra for√¶ldre- eller familieorlov til deltagelse i pensions- og sygeforsikringsordninger. I sagerne X mod Colombia [f] og Young mod Australien [g] fandt Menneskerettighedskomit√©en at undladelse af at give pensionsydelser til en ugift partner af samme k√łn, n√•r s√•danne ydelser blev tildelt ugifte heteroseksuelle par, var en kr√¶nkelse af rettigheder, der garanteres af traktaten. [94]

53. Forskelsbehandling kan f√łre til chikane og vold i og uden for arbejdspladsens omr√•de. [95] Unders√łgelser viser, at verbal chikane af LGBT medarbejdere er almindeligt. [96]

B. Diskrimination i sundhedsvæsenet
[Indhold]
54. Artikel 12 (1) i den internationale konvention om √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder bestemmer, at stater, der har tilsluttet sig konvention, skal anerkende alle menneskers ret til at nyde den h√łjest opn√•elige standard for fysisk og psykisk sundhed. Komiteen for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har tilkendegivet, at konventionen forbyder enhver form for forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet i adgangen til sundhedsydelser og tilh√łrende sundhedsbehandling s√•vel som midler og ret til deres behandling. [97]

55. Kriminaliseringen af homoseksualitet kan afholde personer fra at s√łge sundhedsydelser af for frygt for afsl√łring, og resultaterne i servicesektoren, nationale sundhedsplaner og -politikker afspejler LGBT personers s√¶rlige behov. Den s√¶rlige rapport√łr for sundhed bem√¶rkede, “at love, der kriminaliserer samtykkende samme k√łns adf√¶rd, seksuel orientering og k√łnsidentitet, ofte griber ind i forskellige menneskerettigheder, herunder retten til sundhed”. [98] I Toonen afviste Menneskerettighedskomit√©en p√•standen, om at love, der kriminalisere samtykkende samme k√łns adf√¶rd, var en n√łdvendig foranstaltning for folkesundheden, og bem√¶rkede, at s√•danne love risikerer at f√łre mange af de ber√łrte til kvaksalvere. [99] Siden da, har generalsekret√¶ren, s√¶rlige procedurer og UNAIDS gjort opm√¶rksom p√• de negative sundhedsm√¶ssige virkninger af kriminalisering. [100]

56. I lande, hvor der ikke findes strafferetlige sanktioner for homofobisk, sexistisk og transfobiske adf√¶rd og holdninger hos sundhedssektorens institutioner og personale, kan det resultere i, at LGBT personer ikke s√łger hj√¶lp, hvilket igen har en negativ indvirkning p√• indsatsen for at bek√¶mpe hiv/aids og andre sygdomme. [101] Potentielle patienters bekymringer omfatter ogs√• brud p√• fortroligheden, yderligere stigmatisering og voldelige repressalier. [102] Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder udtrykte bekymring for, at lesbiske, biseksuelle, transk√łnnede og interk√łnnede kvinder bliver “ofre for misbrug og mishandling af sundhed personale”. [103] S√¶rlige unders√łgere har ogs√• kritiseret anvendelse af behandling, der har til form√•l at “helbrede” personer, for deres homoseksualitet, som v√¶rende uvidenskabelig, potentielt skadelig og bidrage til stigmatisering. [104]

57. I mange lande m√łder transpersoner s√¶rlige problemer i deres adgang til sundhedspleje. K√łnsskiftebehandling, hvor det er muligt, er ofte uoverkommeligt dyre og statsfinansiering eller forsikringsd√¶kning er sj√¶ldent tilg√¶ngelig. Sundhedspersoner er ofte uf√łlsomme over for transk√łnnede personers behov og mangler den n√łdvendige professionelle uddannelse. [105] Derudover er interk√łnnede b√łrn, der er f√łdt med atypiske k√łnskarakterer, ofte udsat for diskrimination og medicinsk un√łdvendige operationer, der udf√łres uden deres eller deres for√¶ldres informerede samtykke, i et fors√łg p√• at tilrette deres k√łn. [106]

C. diskrimination i uddannelsessektoren
[Indhold]
58. Nogle uddannelsesmyndigheder og skoler diskriminerer unge mennesker p√• grund af deres seksuelle orientering eller k√łnsudtryk, hvilket nogle gange f√łrer til, at de n√¶gtes optagelse eller bliver bortvist. [107] LGBT unge oplever ofte vold og chikane, herunder mobning i skolen fra klassekammerater og l√¶rere. [108] At konfrontere denne form for fordomme og trusler kr√¶ver en samordnet indsats fra skole og uddannelsesmyndigheder og integration af principper om ikke-diskrimination og mangfoldighed i skolernes l√¶seplaner og dialog. Medierne har ogs√• en rolle at spille ved at fjerne negative stereotyper af LGBT personer, herunder i popul√¶re fjernsynsprogrammer for unge mennesker.

59. Menneskerettighedskomit√©en, Udvalget for √łkonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og Udvalget for b√łrns rettigheder udtrykte bekymring over homofobisk diskrimination i skolerne og opfordrede til foranstaltninger til at modvirke homofobisk og transfobisk adf√¶rd. [109] If√łlge UNESCO “er det ofte i skoleg√•rden, at drenge, der af andre anses for at v√¶re for feminine eller unge piger betragtes som tomboys (for maskuline), uds√¶ttes for drillerier, og nogle gange uds√¶ttes de for f√łrste gang for voldelighed p√• grund af, at deres udseende og adf√¶rd opfattes som ikke at passe sammen med den heteronormative k√łnsidentitet”. [110]

60. Isolation og stigmatisering, generere depression og andre sundhedsm√¶ssige problemer og bidrage til pj√¶kkeri, frav√¶r, tvinger b√łrn ud af skoler [111] og i ekstreme tilf√¶lde fors√łg p√• eller gennemf√łrt selvmord. [112] En unders√łgelse i Storbritannien fandt, at n√¶sten 65 % af lesbiske, b√łsse og biseksuelle unge var blevet mobbet i skolen p√• grund af deres seksuelle orientering og mere end en fjerdedel havde v√¶ret fysisk forulempet. [113] Disse resultater ses ogs√• i resultaterne af unders√łgelser foretaget i andre lande. [114]

61. Et besl√¶gtet omr√•de, der ogs√• v√¶kker bekymring, er seksualundervisning. Retten til uddannelse omfatter retten til at modtage omfattende, n√łjagtig og alderssvarende oplysninger om den menneskelige seksualitet, for at sikre unge menneskers adgang til n√łdvendige oplysninger til at leve et sundt liv, tr√¶ffe kvalificerede beslutninger og beskytte sig selv og andre mod seksuelt overf√łrte infektioner. [115] Den s√¶rlige rapport√łr om retten til uddannelse bem√¶rkede, at “for at omfatte alle, skal seksualundervisning v√¶re s√¶rlig opm√¶rksom p√• mangfoldigheden, da alle har ret til at have sin egen seksualitet”. [116]

D. Begrænsninger af ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed
[Indhold]
62. I henhold til artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, “har alle ret til ytringsfrihed. Det indbefatter friheden til at s√łge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til gr√¶nser, enten mundtligt, skriftligt eller p√• tryk, i form af kunst eller gennem andre medier efter eget valg”. Konventionen bekr√¶fter ogs√•, at “enhver skal have ret til ikke at v√¶re sammen med andre i foreninger…” (art. 22), og at “retten til fredelig forsamling, skal anerkendes” (art. 21). If√łlge konventionen, kan stater kun begr√¶nse nydelsen af disse rettigheder for s√• vidt, at begr√¶nsninger er fastsat ved lov og er n√łdvendige for at beskytte andres rettigheder, national sikkerhed eller den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller s√¶delighed. S√•danne begr√¶nsninger b√łr v√¶re forenelige med bestemmelser, m√•l og m√•ls√¶tninger i konventionen og b√łr ikke v√¶re diskriminerende. [117]

63. Forskellige organer inden for FN-systemet har behandlet restriktioner af rettighederne for mennesker, der formidler oplysning om seksualitet og k√łn. [118] Hvor staterne kr√¶ver juridisk registrering af ikke-statslige organisationer, har LGBT grupper v√¶ret udsat for at f√• afvist deres ans√łgninger eller f√•et deres juridiske registrering annulleret. [119] Truslen om annullering er blevet brugt til at begr√¶nse oplysning om seksualitet og k√łnssp√łrgsm√•l og intimidere enkeltpersoner i de p√•g√¶ldende organisationer. Politiet har ransaget LGBT gruppers kontorerne og konfiskerede computer, harddiske og kontaktlister med klienter og st√łtter, hvorved disse uds√¶ttes for risiko for chikane eller vold. [120] Hvor computerfiler har indeholdt oplysninger om seksuel orientering og hiv-forebyggelse, herunder om brugen af kondomer, er personale og frivillige fra LGBT grupper undertiden blevet anholdt eller forulempet. [121] Personer, der forsvarer og st√łtter rettigheder i forbindelse med k√łn og seksualitet, har v√¶ret udsat for, at deres personlige omd√łmme er blevet miskrediteret, herunder med p√•stande om deres seksuelle orientering, i bestr√¶belserne p√• at undertrykke deres r√•dgivning. [122] S√¶rlige procedurer har sat fokus p√• risici for kvindelige r√•dgivere p√• grund af den opfattelse, at de “udfordrer accepterede sociokulturelle normer, traditioner, opfattelser og stereotyper om kvindelighed, seksuel orientering og kvinders rolle og status i samfundet”. [123]

64. Forsvarere af LGBT personers rettigheder og andre st√łtter har v√¶ret udsat for vold og chikane, n√•r de deltager i m√łder eller kulturelle begivenheder eller deltager i LGBT parader. I nogle stater n√¶gtes s√•danne begivenheder politibeskyttelse eller tilladelse, undertiden under d√¶kke af trusler mod den offentlige moral eller sikkerhed, hvilket snarere privilegerer modstanderne end dem, der beder om rettigheder. I mangel af en effektiv politibeskyttelse er fortalere og demonstranter til tider blevet fysisk overfaldet og chikaneret af statslige og ikke-statslige akt√łrer, herunder “skinhead” og fundamentalistiske grupper. [124] I 2010 fandt Den Europ√¶iske Menneskerettighedsdomstol, at den Russiske F√łderation kr√¶nkede forsamlingsfriheden ved at forbyde LGBT parader i Moskva begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed. Domstolen fastslog, at “den blotte eksistens af en risiko ikke er tilstr√¶kkeligt til at forbyde arrangementet”. [125]

65. S√¶rlige procedurer har givet udtryk for bet√¶nkeligheder med hensyn til begr√¶nsninger af ytringsfriheden – herunder direkte censur, forbud mod udbredelse af oplysninger og restriktioner p√• legitim fortalervirksomhed – angiveligt begrundet i hensynet til p√•st√•ede trusler mod den offentlige sundhed, s√¶delighed eller statens sikkerhed. [126] Restriktioner p√• oplysninger om seksuel orientering, herunder restriktioner, der angiveligt har til form√•l at beskytte “den offentlige moral”, kan have en skadelig indvirkning p√• folkesundheden, herunder i forbindelse med udbredelsen af HIV virus. [127]

E. Diskriminerende praksis i familien og i samfundet
[Indhold]
66. Medens familier og lokalsamfund ofte er vigtige kilder til st√łtte, kan diskriminerende holdninger inden for familier og lokalsamfund ogs√• h√¶mme muligheden for, at LGBT personer kan nyde det fulde omfang af menneskerettigheder. S√•dan forskelsbehandlinger manifesterer sig p√• forskellige m√•der, bl.a. ved at enkeltpersoner bliver bortvist fra familiens hjem, gjort arvel√łse, forhindret i at g√• i skole, sendt p√• psykiatriske institutioner, tvunget til at gifte sig, frataget sine b√łrn, straffet for aktivist-arbejde og angrebet p√• deres personlige omd√łmme. I mange tilf√¶lde er lesbiske, biseksuelle kvinder og transk√łnnede s√¶rligt udsatte p√• grund af indgroede k√łnsbestemte uligheder, der begr√¶nser selvbestemmelsen over seksualitet, at f√• b√łrn og familieliv. [128]

67. Familie eller medlemmer af lokalsamfundet h√•ndh√¶ver ofte k√łnsnormer og straffer overtr√¶delser. I 1997 bem√¶rkede den s√¶rlige rapport√łr om vold mod kvinder, at “f√¶llesskabet ogs√• kan v√¶re stedet, der begr√¶nser og s√¶tter regler for kvindelig seksualitet, og ofte straffer kvinder, som udlever deres seksualitet p√• andre m√•der end heteroseksuelt, eller uds√¶tter disse kvinder med nedv√¶rdigende behandling”. [129]. FN’s mekanismer og ikke-statslige organisationer har dokumenteret en r√¶kke k√łnsspecifikke overtr√¶delser rettet mod kvinder – herunder tvangs√¶gteskaber, p√•tvungen graviditet, og voldt√¶gt i √¶gteskabet – hvoraf nogle er udf√łrt som en form for straf for formodet eller faktisk seksuel orientering eller adf√¶rd. [130]

F. Staters afvisning af at anerkende forhold og andre goder
[Indhold]
68. Menneskerettighedskomit√©en har fastsl√•et, at staterne ikke i henhold til folkeretten er forpligtet til at tillade par af samme k√łn at gifte sig. [131] Men forpligtelsen til at beskytte enkeltpersoner mod forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering str√¶kker sig til at sikre, at ugifte par af samme k√łn behandles p√• samme m√•de og har ret til de samme fordele som ugifte par af modsatte k√łn. [132]

69. I nogle lande giver staten fordele til gifte og ugifte heteroseksuelle par, men n√¶gter disse fordele til ugifte homoseksuelle par. Som eksempler kan n√¶vnes pensionsrettigheder, testamentere ejendele til en efterlevende partner, mulighed for at forblive i offentligt boligbyggeri efter en partners d√łd eller muligheden for at f√• opholdstilladelse til en udenlandsk partner. Mangel p√• officiel anerkendelse af homoseksuelle forhold og mangel p√• juridisk forbud mod forskelsbehandling kan ogs√• medf√łre, at partnere af samme k√łn bliver diskrimineret af private, herunder udbydere af sundhedsydelser og forsikringsselskaber.

70. Menneskerettighedskomit√©en har hilst foranstaltninger til at bek√¶mpe forskelsbehandling i denne sammenh√¶ng velkommen. I sine afsluttende bem√¶rkninger til Irland opfordrede komiteen staten at sikre, at lovforslag om oprettelse af civile partnerskaber ikke m√• v√¶re “diskriminerende af ikke-traditionelle former for partnerskaber, herunder vedr√łrende beskatning og sociale ydelser”. [133]

G. K√łnsanerkendelse og besl√¶gtede emner
[Indhold]
71. I mange lande er transk√łnnede personer ude af stand til at f√• juridisk anerkendelse af deres foretrukne k√łn, herunder √¶ndring deres registrerede k√łn og fornavn i statsligt udstedte identitetsdokumenter. [134] Som f√łlge heraf st√łder de p√• mange praktiske vanskeligheder, herunder, n√•r de ans√łger om besk√¶ftigelse, bolig, bankl√•n eller statslige ydelser, eller n√•r de rejser til udlandet.

72. Forordninger i de lande, der anerkender k√łnsskifte kr√¶ver ofte, implicit eller eksplicit, at ans√łgere steriliseres som en betingelse for at anerkende k√łnsskiftet. Nogle stater kr√¶ver ogs√•, at dem, der s√łger juridisk anerkendelse af et k√łnsskifte, skal v√¶re ugift, hvilket indeb√¶rer skilsmisse i tilf√¶lde, hvor den p√•g√¶ldende er gift.

73. Menneskerettighedskomit√©en har udtrykt bekymring over manglen p√• ordninger for meddelelse af juridisk anerkendelse af transpersoners identitet. Komiteen har opfordret medlemsstaterne til at anerkende transk√łnnede personers ret til at √¶ndre deres k√łn ved at tillade udstedelse af nye d√•bsattester og har med tilfredshed noteret sig lov√¶ndringer, der letter juridisk anerkendelse af et k√łnsskifte. [135]

VI. Nye reaktioner
[Indhold]
74. Der er i alle regioner mange eksempler p√• initiativer udviklet af stater og ikke-statslige organisationer, der s√łger at im√łdeg√• vold og diskrimination p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet. Medens alle disse initiativer er for talrige til at n√¶vne, illustrerer nedenst√•ende eksempler den slags tiltag, som er konstateret i forbindelse med udarbejdelsen af denne unders√łgelse.

75. Mange medlemsstater har indf√łrt uddannelsesprogrammer for de retsh√•ndh√¶vende embedsm√¶nd for at bevidstg√łre dem om hadmotiveret vold mod LGBT personer og hj√¶lpe dem med at genkende, registrere og reagere p√• anmeldelser af s√•danne forbrydelser. I nogle lande, herunder Spanien og Honduras, er s√¶rlige anklagere blevet udpeget til at unders√łge og bringe s√•danne sager for en domstol. I Sydafrika er der efter konsultation hos LGBT organisationerne oprettet en s√¶rlig national indsatsgruppe mod homofobi og transfobi. [136] Nogle lande, herunder Brasilien, Ecuador, Tyskland, Holland og Uruguay har brugt Yogyakarta principperne som hj√¶lp til at udvikle politiske reaktioner p√• vold og diskrimination. [137]

76. Der er mange eksempler p√• informationskampagner, undertiden udviklet med st√łtte fra staten, der er designet til at l√łse samfundsm√¶ssige fordomme. I Brasilien har regeringen st√łttet en offentlig uddannelseskampagne gennemf√łrt under sloganet “Brasilien uden Homofobi”. Lignende initiativer, ofte ledet af det civile samfund, er blevet lanceret i lande i alle regioner. Ber√łmtheder har spillet en vigtig rolle som formidlere i s√•danne kampagner.

77. Eksempler p√• initiativer til at modvirke homofobi og transfobi i uddannelsesinstitutioner omfatter l√¶reruddannelserne, oprettelse af “sikkerhedsomr√•der” for LGBT unge i skoler, og oplysningskampagner. I Australien tilbyder det offentligt finansierede http://www.safeschoolscoalition.org.au/ Safe Schools Coalition uddannelse af l√¶rere og undervisningsmaterialer. I Kina tilbyder http://www.bgca.org.hk Boys and Girls Clubs Association of Hong Kong r√•dgivning p√• skoler og fritidshjem. I Irland er en anti-homofobivideo vist i skoler, og er blevet set online af en halv million mennesker. [138] I USA er der oprettet “b√łsse-straight” alliancer eller klubber i mere end 4.000 gymnasier. [139]

78. Nationale menneskerettighedsinstitutioner kan spille en vigtig rolle. For eksempel har Kenya Human Rights Commission i 2011 udarbejdet rapporten, “De fredl√łse iblandt os: En unders√łgelse af LGBTI f√¶llesskabets arbejde for ligestilling og ikke-forskelsbehandling i Kenya” (“The Outlawed Amongst Us: A Study of the LGBTI Community”s Search for Equality and Non-Discrimination in Kenya”). The Asia Pacific Forum of National Human Rights Institutions har fremmet dialogen mellem medlemsinstitutioner med positive bidrag fra nationale institutioner i Australien, Indonesien, Jordan, Malaysia, Mongoliet, Nepal, New Zealand, Filippinerne, Republikken Korea og Thailand. [140]

79. Nogle lande – bl.a. Australien, Indien, Nepal, Pakistan, Portugal, Storbritannien og Uruguay – har gjort det nemmere for transk√łnnede og interk√łnnede personer til at f√• juridisk anerkendelse af et k√łnsskifte eller at angive et andet k√łn end mandligt eller kvindeligt. The New Zealand Human Rights Commission har for nylig iv√¶rksat en to√•rig unders√łgelse for at identificere menneskerettighedsproblemer for transk√łnnede personer. [141]

80. Sluttelig – i anerkendelse af, at sikring af LGBT personers rettigheder er et mangesidet foretagende, har Norges regering for nylig offentliggjort en handlingsplan, der har til form√•l at mobilisere otte ministerier for at gennemf√łre en r√¶kke specifikke foranstaltninger. [142]

VII. Konklusioner og anbefalinger
[Indhold]
81. Denne rapport sammenfatter kun nogle af de oplysninger, der indsamles af FN’s traktatf√¶stede organer og s√¶rlige procedurer, regionale og ikke-statslige organisationer om vold og diskrimination baseret p√• faktisk eller opfattet seksuel orientering eller k√łnsidentitet. En mere omfattende analyse af LGBT og interk√łnnede personers menneskerettighedsforhold vil kr√¶ve en mere omfattende unders√łgelse og regelm√¶ssig rapportering fremover.

82. Ikke desto mindre opst√•r der p√• grundlag af de oplysninger, der pr√¶senteres heri, et m√łnster af menneskerettighedskr√¶nkelser, der kr√¶ver en reaktion. Regeringer og interstatslige organer har ofte overset vold og diskrimination baseret p√• seksuel orientering og k√łnsidentitet. Menneskerettighedsr√•dets mandat kr√¶ver, at det reageret p√• denne mangel: R√•det b√łr fremme “universel respekt for beskyttelse af alle menneskerettigheder og grundl√¶ggende frihedsrettigheder for alle uden forskelsbehandling af nogen art og p√• en fair og lige m√•de”. [143] Med vedtagelsen i juni 2011 af resolution A/HRC/17/19 har Menneskerettighedsr√•det formelt udtrykt sin “dybe bekymring” om vold og diskrimination baseret p√• seksuel orientering og k√łnsidentitet. Det er nu, der er behov for yderligere handling, is√¶r p√• nationalt plan, hvis enkeltpersoner i fremtiden skal beskyttes bedre mod s√•danne kr√¶nkelser af menneskerettighederne.

83. Henstillingerne til medlemsstaterne anf√łrt herunder, der ikke er udt√łmmende, henviser til foranstaltninger, der anbefales af FN’s menneskerettighedsmekanismer.

84. H√łjkommiss√¶ren anbefaler, at medlemsstaterne:

(A) Unders√łg omg√•ende samtlige anmeldte drab og andre alvorlige episoder af vold beg√•et mod personer p√• grund af deres faktiske eller oplevede seksuelle orientering eller k√łnsidentitet, hvad enten det sker offentligt eller privat, af statslige eller ikke-statslige akt√łrer, og holde gerningsm√¶ndene ansvarlige, og etablere systemer til registrering og indberetning af s√•danne h√¶ndelser.

(B) Tr√¶ffe foranstaltninger til at forhindre tortur og andre former for grusom, umenneskelig eller nedv√¶rdigende behandling p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet, til grundigt at unders√łge alle anmeldte tilf√¶lde af tortur og mishandling, og til at retsforf√łlge de ansvarlige.

(C) Sikre, at ingen, der flygter fra forf√łlgelse p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet, sendes tilbage til et omr√•de, hvor hans eller hendes liv eller frihed vil v√¶re truet, og at asyllove og politikker anerkender, at forf√łlgelse p√• grund af ens seksuelle orientering eller k√łnsidentitet kan v√¶re et gyldigt grundlag for en asylans√łgning.

(D) Oph√¶ve love, der bruges til at kriminalisere enkeltpersoner p√• grund af de i enighed indg√•r i et seksuelt forhold med en person af samme k√łn, og harmonisere den seksuelle lavalder for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold, sikre at andre kriminallove ikke bruges til at chikanere og tilbageholde folk p√• grund af deres seksualitet eller k√łnsidentitet og k√łnsudtryk, og afskaffe d√łdsstraf for samtykkende seksuelle forhold.

(E) Iv√¶rks√¶tte omfattende anti-diskriminationslovgivning, der inkluderer forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet som forbudte grunde og anerkende flersidede former for diskrimination (mere end √©n √•rsag i samme tilf√¶lde). Sikre, at bek√¶mpelse af diskrimination p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet er inkluderet i nationale menneskeretsinstitutioner mandater.

(F) Sikre, at enkeltpersoner kan ud√łve deres ret til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed i sikkerhed uden forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet.

(G) Gennemf√łre passende forst√•elses- og uddannelsesprogrammer for ansatte i politiet, f√¶ngselsv√¶senet, gr√¶nsekontroller, indvandringsmyndigheder og andet retsh√•ndh√¶vende personale, og st√łtte offentlige oplysningskampagner for at modvirke homofobi og transfobi blandt den brede befolkning og m√•lrettede anti-homofobi kampagner i skoler.

(H) Lette juridisk anerkendelse af transk√łnnede personers foretrukne k√łn og indf√łre forhold, der tillader, at relevante identitetsdokumenter kan genudstedet med angivelse af det foretrukne k√łn og navn, uden at kr√¶nke andre menneskers rettigheder.

85. H√łjkommiss√¶ren anbefaler, at Menneskerettighedsr√•det:

(A) S√łrger for l√łbende at blive orienteret og opdateret om episoder af vold og forskelsbehandling p√• grund af seksuel orientering og k√łnsidentitet.

(B) Tilskynder de eksisterende s√¶rlige procedurer til at forts√¶tte med at unders√łge og rapportere om kr√¶nkelser af menneskerettigheder, der p√•virker individer p√• grund af seksuel orientering eller k√łnsidentitet inden for rammerne af deres s√¶rlige mandater.

[Indhold] VIII Noter
  1. [Retur] Se for eksempel “The United Nations Speaks Out: Tackling Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity”, OHCHR, WHO and UNAIDS, April 2011;
    the statements made by the United Nations High Commissioner for Human Rights at a side event of the fifteenth session of the Human Rights Council, on the theme, “Ending violence and criminal sanctions based on sexual orientation and gender identity”, den 17. september 2010;
    bem√¶rkninger ved afslutningen af den interaktive dialog med h√łjkommiss√¶ren p√• det sekstende m√łde i Human Rights Council den 3. marts 2011;
    “Legal environments, human rights and HIV responses among men who have sex with men and transgender people in Asia and the Pacific: an agenda for action”, UNDP, July 2010;
    “Protecting children from violence in sport: a review with a focus on industrialized countries”, UNICEF, July, 2010;
    “International technical guidance on sexuality education”, UNESCO with UNAIDS, UNFPA, UNICEF and WHO, December 2009;
    UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation and Gender Identity, UNHCR, november 2008;
    rapport fra generaldirekt√łren: Ligestilling p√• arbejdspladsen, ILO, 2007;
    rapport om forebyggelse og behandling af HIV og andre seksuelt overf√łrte infektioner blandt m√¶nd, der har sex med m√¶nd og transk√łnnede befolkningsgrupper, WHO, juni 2011;
    “Experiencias de estigma y discriminaci√≥n en personas homosexuales/gays, bisexuales y trans”, UNFPA, July 2010;
    International Guidelines on HIV/AIDS and Human Rights, UNAIDS and OHCHR, July 2006.
  2. [Retur] Begreberne lesbiske, b√łsser og biseksuelle og transk√łnnede anvendes i hele rapporten, men er ofte forkortet til LGBT. Disse udtryk anvendes til at henvise til samme k√łn adf√¶rd, identiteter og relationer og ikke-bin√¶re k√łnsidentiteter. I flere steder i teksten, er forskelsbehandling af interk√łnnede personer ogs√• behandles.
  3. [Retur] A/CONF.157/23, para. 5.
  4. [Retur] Toonen v. Australia, communication No. 488/1992 (CCPR/C/50/D/488/1992).
  5. [Retur] See, for example, Young v. Australia, communication No. 941/2000 (CCPR/C/78/D/941/2000), para. 10.4;
    X v. Colombia, communication no. 1361/2005 (CCPR/C/89/D/1361/2005), para. 9; and concluding observations on Mexico (CCPR/C/MEX/CO/5), para. 21, and Uzbekistan (CCPR/C/UZB/CO/3), para. 22.
  6. [Retur] See Committee on Economic, Social and Cultural Rights, general comment No. 20 (E/C.12/GC/20), para. 32;
    Committee on the Rights of the Child, general comment No. 13 (CRC/C/GC/13), paras. 60 and 72(g);
    Committee against Torture, general comment no. 2 (CAT/C/GC/2), para. 21; and Committee on the Elimination of Discrimination against Women, general recommendation No. 28 (CEDAW/C/GC/28), para. 18.
  7. [Retur] E/C.12/GC/20, para. 32. I den samme generelle kommentar refererede komiteen til Yogyakarta principperne om anvendelse af internationale menneskerettighedslove i relation til seksuel orientering og k√łnsidentitet som en kilde til vejledning om definitioner af “seksuel orientering” og “k√łnsidentitet” (fodnote 25, ¬ß 32). Principperne, der ikke er bindende, er udviklet af menneskerettighedseksperter. Flere FN-enheder har brugt disse definitioner til at beskrive seksuel orientering og k√łnsidentitet.
    Se for eksempel UNHCR Guidance Note on Refugee Claims (se fodnote 1), Handbook on prisoners with special needs; and UNAIDS, “Review of Legal Frameworks and the Situation of Human Rights related to Sexual Diversity in Low and Middle Income Countries”.
  8. [Retur] I sin resolution 65/208 opfordrede Generalforsamlingen alle stater til, bl.a. at sikre en effektiv beskyttelse af retten til liv for alle personer under deres jurisdiktion og til straks grundigt at efterforske alle drab, herunder dem, der er rettet mod specifikke grupper af personer, såsom drab på personer på grund af deres seksuelle orientering.
  9. [Retur] Menneskerettighedskomitéens generelle bemærkning nr. 6.
  10. [Retur] UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims (se fodnote 1), pkt. 3, se også UNHCR in relation to Secretary of State for the Home Department v. Patrick Kwame Otchere, 1988.
  11. [Retur] Artikel 2 (1) i konventionen mod tortur, at “Enhver deltagende stat skal tr√¶ffe effektive lovgivningsm√¶ssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger p√• ethvert territorium under sin jurisdiktion”, og artikel 2 (2), at “ingen us√¶dvanlige omst√¶ndigheder… kan p√•ber√•bes til retf√¶rdigg√łrelse af tortur”.
  12. [Retur] General comment no. 2 (CAT/C/GC/2), para. 21.
  13. [Retur] Ibid., para. 15.
  14. [Retur] Se afsluttende bem√¶rkninger fra the Committee against Torture on the United States of America (CAT/C/USA/CO/2), paras. 32 and 37; Ecuador (CAT/C/ECU/CO/3), para. 17; and Argentina (CAT/C/CR/33/1), para. 6(g). See also general comment no. 2 (CAT/C/GC/2), para. 22. Komiteen anbefalede, at stater b√łr tr√¶ffe alle n√łdvendige foranstaltninger for at forhindre s√•danne handlinger, herunder gennem en revision af reglerne for tilbageholdelse og varet√¶gtsf√¶ngsling, unders√łgelse af alle p√•stande om tortur eller mishandling, retsforf√łlgning og domf√¶ldelse af gerningsm√¶ndene, erstatning til ofrene og uddannelse af personale. Se for eksempel Komiteens afsluttende bem√¶rkninger om Mongoliet (CAT/C/MNG/CO/1), para. 25; Kuwait (CAT/C/KWT/CO/2), para. 25; and Colombia (CAT/C/COL/CO/4), para. 11.
  15. [Retur] CCPR/C/50/D/488/1992, paras. 8.3-8.7.
  16. [Retur] Se Menneskerettighedskomitéens konkluderende bemærkninger om Togo (CCPR/C/TGO/CO/4), para. 14; Uzbekistan (CCPR/C/UZB/CO/3), para. 22; and Grenada (CCPR/C/GRD/CO/1), para. 21; Committee on Economic, Social and Cultural Rights, concluding observations on Cyprus (E/C.12/1/Add.28), para.7; Committee on the Elimination of Discrimination against Women, concluding observations on Uganda (CEDAW/C/UGA/CO/7), paras. 43-44; and Kyrgyzstan (Official Records of the General Assembly, Fifty-fourth session, Supplement No. 38 (A/54/38/Rev.1)), paras. 127-128; and Committee on the Rights of the Child, concluding observations on Chile (CRC/C/CHL/CO/3), para. 29.
  17. [Retur] See opinions No. 22/2006 on Cameroon (A/HRC/4/40/Add.1), and No. 42/2008 on Egypt (A/HRC/13/30/Add.1). See also A/HRC/16/47, annex, para. 8 (e).
  18. [Retur] Se afsluttende bemærkninger om Chile (CCPR/C/CHL/CO/5), para. 16. See also concluding observations on San Marino (CCPR/C/SMR/CO/2), para. 7; and Austria (CCPR/C/AUT/CO/4), para. 8.
  19. [Retur] Jf. afsluttende bemærkninger til El Salvador (CCPR/C/SLV/CO/6), para. 3 (c); Greece (CCPR/CO/83/GRC), para. 5; Finland (CCPR/CO/82/FIN), para. 3 (a); and Slovakia (CCPR/CO/78/SVK), para. 4.
  20. [Retur] Se generelle kommentarer nr. 18 (E/C.12/GC/18) (right to work), para. 12 (b) (i); No. 15 (E/C.12/2002/11) (right to water), para. 13; No. 19 (E/C.12/GC/19) (right to social security), para. 29; and No. 14 (E/C.12/2000/4) (right to the highest attainable standard of health), para. 18.
  21. [Retur] Se generel kommentar nr. 20 (E/C.12/GC/20), pkt. 32.
  22. [Retur] See Committee on the Rights of the Child, general comment No. 4 (CRC/GC/2003/4), para.6; Committee against Torture, general comment No. 2 (CAT/C/GC/2), para. 21; and Committee on the Elimination of Discrimination against Women, general comment No. 28 (CEDAW/C/GC/28), para. 18. See also Committee on the Elimination of Discrimination against Women, concluding observations on South Africa (CEDAW/C/ZAF/CO/4), para. 40; and Costa Rica (CEDAW/C/CRI/CO/5-6), para. 41. Several mechanisms have addressed intersectionality or multiple forms of discrimination: see for example Committee on the Elimination of Discrimination against Women, general recommendation No. 28 (CEDAW/C/GC/28), paras. 18 and 31; Committee on Economic, Social and Cultural Rights, general comment No. 16 (E/C.12/2005/4), para. 5; and Committee on the Elimination of Racial Discrimination, general recommendation No. 25, Official Records of the General Assembly, Fifty-fifth Session (A/55/18), annex V, sect. A.
  23. [Retur] Relevant er ogs√• Declaration on Human Rights Defenders, der, selv om den ikke er juridisk bindende, blev vedtaget ved konsensus af Generalforsamlingen i sin resolution 53/144. Artikel 7 i erkl√¶ringen henviser til retten til at “udvikle og diskutere nye menneskerettighedsideer og -principper og sl√• til lyd for deres accept”.
  24. [Retur] Generel kommentar nr. 34 (CCPR/C/GC/34), para. 26. See also general comment No. 22 (CCPR/C/21/Rev.1/Add.4), para. 8.
  25. [Retur] Artikel 2 i the Declaration on the Elimination of Violence against Women bem√¶rkes, at vold mod kvinder omfatter vold inden for familien, i samfundet, og fysisk, seksuel eller psykisk vold udf√łrt af staten, uanset hvor den forekommer
  26. [Retur] “Hate Crimes in the OSCE Region – Incidents and Responses”, Annual Report for 2006, OSCE/ODIHR, Warsaw, 2007, p. 53. See also Altschiller, Donald, Hate Crimes: A Reference Handbook, ABC-CLIO, 2005, pp. 26-28: “(Murders of gay men) frequently involved torture, cutting, mutilation… showing the absolute intent to rub out the human being because of his (sexual) preference”.
  27. [Retur] Se E/CN.4/1999/39, para. 76, A/HRC/4/20 and Add.1, A/HRC/4/29/Add.2, A/HRC/11/2/Add.7, A/HRC/14/24/Add.2 and A/HRC/17/28/Add.1.
  28. [Retur] See A/HRC/17/28/Add.1, pp. 114-117.
  29. [Retur] E/CN/4/2005/7/Add.1, para. 371.
  30. [Retur] A/HRC/4/34/Add.1, paras. 631-633.
  31. [Retur] See A/61/122/Add.1, para. 124, E/CN.4/2002/83, paras. 27-28, A/HRC/4/34/Add.2, para. 19; and A/HRC/4/34/Add.3, para. 34. See also “India: Haryana widows battered to death”, available from http://www.bbc.co.uk/news/world-south-asia-13125674 www.bbc.co.uk/news/world-south-asia-13125674 (accessed 28 October 2011); “They Want Us Exterminated: Murder, Torture, Sexual Orientation and Gender in Iraq”, Human Rights Watch report, 17 August 2009; and “Was Ahmet Yildiz the victim of Turkey?s first gay honour killing?”, available from http://www.independent.co.uk/news/world/europe/was-ahmet-yildiz-the-victim-of-turkeys-first-gay-honour-killing-871822.html www.independent.co.uk/news/world/europe/was-ahmet-yildiz-the-victim-of-turkeys-first-gay-honour-killing-871822.html (accessed 28 October 2011).
  32. [Retur] See concluding observations of the African Commission on Human and Peoples Rights, (Cameroon), 11-25 May 2005, para. 14; Inter-American Commission on Human Rights press release No. 11/09 (Colombia), preliminary observations 15-18 May 2010, para. 12 (Honduras), and press release No. 59/08 (Jamaica).
  33. [Retur] “Hate Crimes in the OSCE Region – Incidents and Responses”, Annual Report for 2009, OSCE Office for Democratic Institutions and Human Rights, Warsaw, November 2010.
  34. [Retur] T. Hammarberg, “Hate Crimes: the ugly face of racism, anti-Semitism, anti-Gypsyism, Islamophobia and Homophobia”, Council of Europe, Strasbourg, 2008.
  35. [Retur] “Hate Violence against Lesbian, Gay, Bisexual Transgender, Queer and HIV-Affected Communities in the United States in 2010”, report of the National Coalition of Anti-Violence Programs, New York, July 2011.
  36. [Retur] Trans Murder Monitoring results update March 2011, Trans Gender Europe, March 2011.
  37. [Retur] A/HRC/16/44, para. 43.
  38. [Retur] See A/HRC/17/26, para. 40. See also A/HRC/14/22/Add.2, para. 23, A/HRC/17/26/Add.1, paras. 204-213, E/CN.4/2002/83, para. 102, A/HRC/4/34/Add.3, para. 34, and the concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on the Russian Federation (C/USR/CO/7), paras. 40-41.
  39. [Retur] Concluding observations on South Africa (CEDAW/C/ZAF/CO/4), para. 39-40.
  40. [Retur] See A/HRC/14/22/Add.2, paras. 37-38, and A/HRC/17/26/Add.2, paras. 28-29.
  41. [Retur] A/HRC/4/34/Add.1, pr√¶mis. 632-633. Both the Committee on the Elimination of Discrimination against Women and the Special Rapporteur on violence against women, its causes and consequences have addressed so-called “curative” or “corrective” rape, perpetrated by men who claim their intent is to “cure” women of their lesbianism. See, for example, the concluding observations of the Committee on South Africa (CEDAW/C/ZAF/CO/4), para. 39; and on the report of the Special Rapporteur on her mission to Kyrgyzstan (A/HRC/14/22/Add.2), para. 38.
  42. [Retur] A/HRC/13/22, para. 49.
  43. [Retur] A/HRC/4/37, paras. 94-96.
  44. [Retur] Uniform Crime Report: Hate Crime Statistics 2009, U.S. Department of Justice, Federal Bureau of Investigation, Washington, D.C., November 2010.
  45. [Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, “Homophobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity: Part II – the Social Situation”, 2009, Vienna, p. 38.
  46. [Retur] “Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity in Europe”, Council of Europe, Strasbourg, June 2011, p. 52.
  47. [Retur] “Homophobic hate crime: The Gay British Crime Survey 2008″, Stonewall, London, 2009, p. 11.
  48. [Retur] A. Svab, R. Kuhar, “The Unbearable Comfort of Privacy: Everyday Life of Gays and Lesbians”, Ljubljana, 2005, p. 153.
  49. [Retur] “Homophobia, Transphobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity in the EU Member States: Summary of Findings, Trends, Challenges and Promising Practices”, European Union Agency for Fundamental Rights, Vienna, 2011, p. 13.
  50. [Retur] See for example the concluding observations of the Human Rights Committee on Poland (CCPR/C/POL/CO/6), para. 8. See also the concluding observations of the Committee against Torture on the Republic of Moldova (CAT/C/MDA/CO/2), para. 27; Poland (CAT/C/POL/CO/4), para. 20; and Mongolia (CAT/C/MNG/CO/1), para. 25.
  51. [Retur] See for example the concluding observation of the Human Rights Committee on the Russian Federation (CCPR/C/RUS/CO/6), para. 27.
  52. [Retur] A/56/156, para. 19. See also E/CN.4/2001/66/Add.2, para. 199, E/CN.4/2002/76, annex III, p. 11, and E/CN.4/2005/62/Add.1, paras. 1019 and 1161.
  53. [Retur] A/HRC/13/39/Add.5, para. 231.
  54. [Retur] A/56/156, para. 23.
  55. [Retur] See A/56/156, paras. 18, 21 and 23-24; and E/CN.4/2002/76/Add.1, paras. 16 and 1711.
  56. [Retur] A/HRC/10/44/Add.4, para. 92.
  57. [Retur] E/CN.4/2004/56/Add.1, paras. 1878 and 1899.
  58. [Retur] E/CN.4/2001/66/Add.2, para. 199.
  59. [Retur] Press statement of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment presenting preliminary findings on his mission to Greece, 20 October 2010.
  60. [Retur] A/56/156, para. 18.
  61. [Retur] See E/CN.4/2006/61/Add.1, para. 131, and A/HRC/4/34/Add.1, paras. 448-454. Meti is a term used in Nepal to describe people who have been assigned a male gender at birth and who have a female gender identity/gender expression.
  62. [Retur] A/HRC/17/26/Add.2, paras. 28-29.
  63. [Retur] A/HRC/7/28/Add.2, paras. 59-60.
  64. [Retur] See A/HRC/16/47/Add.1, opinion No. 25/2009 (Egypt), para. 29.
  65. [Retur] See the concluding observations of the Committee against Torture on Egypt (CAT/C/CR/29/4), paras. 5 (e) and 6 (k). See also A/56/156, para. 24; A/HRC/4/33/Add.1, para. 317; A/HRC/10/44/Add.4, para. 61; A/HRC/16/52/Add.1, para. 131; and A/HRC/16/47/Add.1, opinion no. 25/2009 (Egypt), paras. 24, 28-29.
  66. [Retur] UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation or Gender Identity, paras. 37 and 41.
  67. [Retur] Ibid., paras. 25, 26 and 41. See also the decision of the Supreme Court of the United Kingdom, HJ (Iran) and HT (Cameroon) v Secretary of State for the Home Department [2010] UKSC 31.
  68. [Retur] “State-sponsored homophobia: a world survey of laws criminalising same-sex sexual acts between consenting adults”, International Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex Association – ILGA, Brussels, May 2011, p. 9.
  69. [Retur] See A/HRC/10/21/Add.3, paras. 56-58.
  70. [Retur] These laws may also be used in “social cleansing” efforts. See, for example, E/CN.4/1995/111, para. 49, and E/CN.4/2005/7, para. 71.
  71. [Retur] CCPR/C/50/D/488/1992, para. 8.2.
  72. [Retur] See, for example, the concluding observations of the Human Rights Committee on Togo (CCPR/C/TGO/CO/4), para. 14; Uzbekistan (CCPR/C/UZB/CO/3), para. 22; and Grenada (CCPR/C/GRD/CO/1), para. 21. See also the concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on Uganda (CEDAW/C/UGA/CO/7), paras. 43-44; and Kyrgyzstan (Official Records of the General Assembly, Fifty-fourth Session, Supplement No. 38 (A/54/38/Rev.1)), paras. 127-128; and the concluding observations of the Committee on the Rights of the Child on Chile (CRC/C/CHL/CO/3), para. 29.
  73. [Retur] See, for example, the concluding observations of the Human Rights Committee on El Salvador (CCPR/C/SLV/CO/6), para. 3 (c); and Chile (CCPR/C/CHL/CO/5), para. 16.
  74. [Retur] A/HRC/14/20, para. 20. See also the concluding observations of the Human Rights Committee on Togo (CCPR/C/TGO/CO/4), para. 14, and E/CN.4/2000/3, para. 116.
  75. [Retur] A/57/138, para. 37.
  76. [Retur] See the concluding observations of the Committee on the Rights of the Child on Chile (CRC/C/CHL/CO/3), para. 29; the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland: Isle of Man (CRC/C/15/Add.134), para. 22; and the concluding observations of the Human Rights Committee on Austria (CCPR/C/79/Add.103), para. 13.
  77. [Retur] See the concluding observations of the Human Rights Committee on the Sudan (CCPR/C/SDN/CO/3), para. 19; and E/CN.4/2000/3, para. 57.
  78. [Retur] See Commission on Human Rights resolutions 2002/77, para. 4 (c); 2003/67, para. 4 (d); 2004/67, para. 4 (f); and 2005/59, para. 7 (f). See also the concluding observations of the Human Rights Committee on the Sudan (CCPR/C/SDN/CO/3), para. 19.
  79. [Retur] E/CN.4/2000/3, para. 57.
  80. [Retur] E/CN.4/2006/53/Add.4, para. 37.
  81. [Retur] A/HRC/8/3/Add.3, para. 76.
  82. [Retur] E/CN.4/2003/8/Add.1, opinion no. 7/2002 (Egypt).
  83. [Retur] See, for example opinions No. 22/2006 (Cameroon) (A/HRC/4/40/Add.1) and No. 42/2008 (Egypt) (A/HRC/13/30/Add.1).
  84. [Retur] See the Committee?s concluding observations on Chile (CCPR/C/CHL/CO/5), para. 16. See also its concluding observations on San Marino (CCPR/C/SMR/CO/2), para. 7, and Austria (CCPR/C/AUT/CO/4), para. 8.
  85. [Retur] See the Committee?s concluding observations on the United States of America (CCPR/C/USA/CO/3), para. 25.
  86. [Retur] See for example the concluding observations of the Human Rights Committee on El Salvador (CCPR/C/SLV/CO/6), para. 3 (c); Greece (CCPR/CO /83/GRC), para. 5; Finland (CCPR/CO/82/FIN), para. 3 (a); Slovakia (CCPR/CO/78/SVK), para. 4; the concluding observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights on Cyprus (E/C.12/1/Add.28), para. 7; and the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, the Crown Dependencies and the Overseas Dependent Territories (E/C.12/GBR/CO/5), para. 6.
  87. [Retur] Bolivia (Plurinational State of), Ecuador, Portugal, South Africa, Sweden and Switzerland.
  88. [Retur] Argentina, Brazil, British Virgin Islands (United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland), Germany and Kosovo (Serbia). See ILGA, “State-sponsored homophobia” (see footnote 68), p. 13.
  89. [Retur] See, for example, the concluding observations of the Human Rights Committee on the Russian Federation (CCPR/C/RUS/CO/6), para. 27, and Japan (CCPR/C/JPN/CO/5), para. 29; the concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on Uganda (CEDAW/C/UGA/CO/7), paras. 43-44, and the Russian Federation (CEDAW/C/USR/CO/7), paras. 40-41; and Human Rights Committee general comment No. 34 (CCPR/C/GC/34), para. 12. See also A/HRC/4/25, para. 21; E/CN.4/2005/43, para. 63, E/CN.4/2006/118, para. 30, A/HRC/4/18/Add.2, para. 125, A/HRC/7/16, para. 39, A/HRC/10/7/Add.3, para. 50; E/CN.4/2003/58, para. 68, E/CN.4/2004/49, para. 38; and E/CN.4/2005/72/Add.1, paras. 232-234.
  90. [Retur] Committee on Economic, Social and Cultural Rights general comment No. 18 (E/C.12/GC/18), para. 12 (b)(i). See also the concluding observations of the Human Rights Committee on the United States of America (CCPR/C/USA/CO/3/Rev.1), para. 25.
  91. [Retur] E/C.12/GC/18, para. 23.
  92. [Retur] Ibid., para. 33. The Committee also noted the connection between discrimination and poverty: “Sometimes poverty arises when people have no access to existing resources because of who they are. Discrimination may cause poverty, just as poverty may cause discrimination.” (E/C.12/2001/10), para. 11.
  93. [Retur] Ibid., ILGA, “State Sponsored Homophobia” (see footnote 68), pp. 12-13.
  94. [Retur] X v. Colombia (CCPR/C/89/D/1361/2005), paras. 7.2-7.3; Young v. Australia (CCPR/C/78/D/941/2000), paras. 10-12.
  95. [Retur] See Committee on Economic, Social and Cultural Rights general comment No. 20 (E/C.12/GC/20), para. 32.
  96. [Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, “Homophobia and Discrimination (see footnote 45), pp. 63-64.
  97. [Retur] General comment No. 14 (E/C.12/2000/4), para. 18.
  98. [Retur] A/HRC/14/20, para. 6.
  99. [Retur] CCPR/C/50/D/488/1992, para. 8.5.
  100. [Retur] See Message of the Secretary-General on World AIDS Day, 1 December 2009, New York; A/HRC/14/20/Add.1, para. 14; A/HRC/14/24/Add.1, para. 1141, and A/HRC/17/27/Add.1, para. 675; UNAIDS, Getting to Zero: 2011-2015 Strategy; UNAIDS, 26th Meeting of the UNAIDS Programme Coordinating Board, 22-24 June 2010, agenda item 5(12). See also A/HRC/10/12/Add.1, paras. 345-355.
  101. [Retur] See the concluding observations of the Human Rights Committee on Cameroon (CCPR/C/CMR/CO/4), para. 12. See also A/HRC/14/20, paras. 22-23; Aggleton, P., HIV and AIDS-related stigmatization, discrimination and denial: research studies from Uganda and India (Geneva, UNAIDS, 2000), pp. 17-18; African Commission on Human and Peoples? Rights resolution, 26 May 2010 (ACHPR/Res163(XLVII)2010); “Prevention and treatment of HIV and other sexually transmitted infections among men who have sex with men and transgender people: recommendations for a public health approach”, WHO, 2011, pp. 10- 11; Committee on the Rights of the Child, general comment No. 4 (CRC/GC/2003/4), para. 6.
  102. [Retur] A/HRC/14/20, para. 21.
  103. [Retur] Concluding observations on Costa Rica (CEDAW/C/CRI/CO/5-6), para. 40.
  104. [Retur] See A/HRC/14/20, para. 23, and A/56/156, para. 24.
  105. [Retur] “Human Rights and Gender Identity”, issue paper by the Council of Europe Commissioner for Human Rights, 2009, para. 3.3; WHO, “Prevention and treatment of HIV and other sexually transmitted infections” (see footnote 101), pp. 30-31.
  106. [Retur] Concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on Costa Rica (CEDAW/C/CRI/CO/5-6), para. 40.
  107. [Retur] E/CN.4/2006/45, para. 113.
  108. [Retur] See, for example, E/CN.4/2001/52, para. 75, and E/CN.4/2006/45, para. 113.
  109. [Retur] See, for example the concluding observations of the Human Rights Committee on Mexico (CCPR/C/MEX/CO/5), para. 21; the concluding observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights on Poland (E/C.12/POL/CO/5), paras. 12-13; and Committee on the Rights of the Child general comments No. 3 (CRC/GC/2003/3), para. 8; and No. 13 (CRC/C/GC/13), paras. 60 and 72 (g); and the Committee?s concluding observations on New Zealand (CRC/C/NZL/CO/3-4), para. 25; Slovakia (CRC/C/SVK/CO/2), paras. 27-28; and Malaysia (CRC/C/MYS/CO/1), para. 31.
  110. [Retur] “International consultation on homophobic bullying and harassment in educational institutions”, UNESCO concept note, July 2011.
  111. [Retur] See, for example, E/CN.4/2006/45, para. 113.
  112. [Retur] E/CN.4/2003/75/Add.1, para. 1508.
  113. [Retur] Ruth Hunt and Johan Jensen, The experiences of young gay people in Britain”s schools: the school report (London, Stonewall, 2007), p. 3.
  114. [Retur] “Social Exclusion of Young Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender People in Europe”, ILGA-Europe and the International Gay and Lesbian Youth Organization, 2006.
  115. [Retur] See Committee on the Rights of the Child general comment No. 4 (CRC/GC/2003/4), paras. 26 and 28. See also International Conference on Population and Development, Programme of Action, para. 7.47; Commission on Population and Development resolution 2009/1, para. 7; and UNESCO International Technical Guidance on Sexuality Education, sects. 2.3 and 3.4.
  116. [Retur] A/65/162, para. 23. See also “Comprehensive sexuality education: giving young people the information, skills and knowledge they need”, UNFPA, and “Standards for Sexuality Education in Europe”, WHO Regional Office for Europe and the Federal Centre for Health Education (including page 27).
  117. [Retur] Human Rights Committee general comment No. 34 (CCPR/C/GC/34), para. 26. See also general comment No. 22 (CCPR/C/21/Rev.1/Add.4), para. 8.
  118. [Retur] See A/HRC/4/37, para. 96; A/HRC/10/12/Add.1, paras. 2574-2582, and A/HRC/16/44; A/HRC/11/4/Add.1, paras. 289-292 and 1513-1515; and E/CN.4/2005/64/Add.1, para. 494.
  119. [Retur] See A/HRC/4/37/Add.1, para. 29 (on Argentina), para. 511 (on Nigeria), and para. 686 (on Turkey); and A/HRC/10/12/Add.1, paras. 1558-1562 (on Kyrgyzstan) and 2574 -2577 (on Turkey).
  120. [Retur] A/HRC/10/12/Add.1, paras. 1558-1562 and 2574-2582.
  121. [Retur] A/HRC/16/44/Add.1, paras. 2517-2525 (on Zimbabwe).
  122. [Retur] A/HRC/16/44, para. 85.
  123. [Retur] See E/CN.4/2001/94, para. 89 (g), and A/HRC/16/44.
  124. [Retur] See A/HRC/10/12/Add.1, paras. 275-280 (on Bosnia and Herzegovina) and A/HRC/11/4/Add.1, paras. 289-292; and A/HRC/16/44/Add.1, paras. 1157-1164 (on Indonesia).
  125. [Retur] European Court of Human Rights, Alekseyev v. Russia, applications Nos. 4916/07, 25924/08 and 14599/09, judgement of 21 October 2010, paras. 75-76. See the concluding observations of the Human Rights Committee on the Russian Federation (CCPR/C/RUS/CO/6), para. 27. See also Baczkowski and Others v. Poland, application no. 1543/06, 3 May 2007, para. 64.
  126. [Retur] See A/58/380, paras. 6, 11-12 and 15-20; A/HRC/4/37, para. 95-97; A/HRC/4/37/Add.1, para. 402; and E/CN.4/2002/72, para. 57. See also the joint statement of the Special Representative of the Secretary-General on human rights defenders, the Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, the Special Rapporteur on violence against women, and the Special Rapporteur on the right to the highest attainable standard of physical and mental health (on Nigeria), available from http://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=5599&LangID=E (accessed 10 November 2011); and A/HRC/14/23/Add.1, para. 1401-1405 (on Lithuania).
  127. [Retur] UNAIDS, Getting to Zero: 2011-2015 Strategy.
  128. [Retur] See E/CN.4/2000/68/Add.5, para. 13, E/CN.4/2002/83, paras. 99-105, E/CN.4/2006/61/Add.3, para. 51 and A/HRC/4/34/Add.3, para. 34. See also CEDAW/C/GUA/CO/7, para. 19; and Fourth World Conference on Women, Beijing Platform for Action, para. 96. Discriminatory attitudes are also sometimes reflected in decisions regarding child custody; for example, the Inter-American Court of Human Rights has admitted a case concerning a lesbian mother and her daughters seeking redress for a decision by the Chilean authorities to deny custody based on sexual orientation: see Karen Atala and Daughters v. Chile, Case 1271-04, report No. 42/08, OEA/Ser.L/V/II.130 Doc. 22, rev. 1 (2008).
  129. [Retur] E/CN/4/1997/47, para. 8.
  130. [Retur] See A/HRC/16/44, paras. 23-24; E/CN.4/2002/106, para. 90-92; E/CN.4/2002/83, paras. 57 and 101-102; and A/61/122/Add.1, paras. 57, 73, 84 and 151.
  131. [Retur] Joslin v. New Zealand (CCPR/C/75/D/902/1999), 10 IHRR 40 (2003).
  132. [Retur] Young v. Australia (CCPR/C/78/D/941/2000), para. 10.4.
  133. [Retur] CCPR/C/IRL/CO/3, para. 8.
  134. [Retur] Ibid. See the Committee?s concluding observations on the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland (CCPR/C/GBR/CO/6), para. 5. See also A/64/211, para. 48; and T. Hammarberg, “Human rights and gender identity”, Council of Europe, Strasbourg, 2009, para. 3.2.1.
  135. [Retur] See CCPR/C/IRL/CO/3, para. 8, and CCPR/C/GBR/CO/6, para. 5.
  136. [Retur] See http:// www .justice.gov.za/m_statements/2011/20110504_lbgti-taskteam.html (accessed 9 November 2011).
  137. [Retur] While not legally binding, the Yogyakarta Principles on the Application of International Human Rights Law in Relation to Sexual Orientation and Gender Identity provide guidance to States on related human rights issues and legal standards. In the universal periodic review process, several Governments have committed to using the Principles in future policy development. In addition, the Organization of American States may consider the creation of a special rapporteur on LGBT-related violations.
  138. [Retur] For more information, see http://www.belongto.org www.belongto.org.
  139. [Retur] For more information, see http://www.glsen.org/cgi-bin/iowa/all/home/index.html www.glsen.org.
  140. [Retur] For more information on the work of the Asia Pacific Forum in this area and contributions of national human rights institutions in the region, see www.asiapacificforum.net.
  141. [Retur] “To Be Who I am”, New Zealand Transgender Inquiry report, New Zealand Human Rights Commission, 2008.
  142. [Retur] “Improving Quality of Life among Lesbians, Gays, Bisexuals and Trans persons, 2009 -2012”, Norwegian Ministry of Children and Equality, 2008.
  143. [Retur] General Assembly resolution 60/251, para. 2.
Noter af Tina Thranesen
  1. [Retur] Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder
    BKI nr 30 af 29/03/1976.
    Konventionen på Retsinformation.
  2. [Retur] Toonen mod Australien
    Toonen mod Australia var en klage over brud p√• menneskerettigheder indbragt for FN Menneskerettighedskommission (UNHRC) af den i Tasmanian bosiddende Nicholas Toonen i 1994. Sagen resulterede i oph√¶velse af Australiens sidste lov om forbud mod sex mellem personer af samme k√łn, da kommissionen fastslog, at seksuel orientering indgik i traktatens antidiskriminationsbestemmelser som en beskyttet status.
    Beskrivelse af sagen hos FN.
    Omtale af sagen på Wikipedia.
  3. [Retur] Metiser = hvid og indisk blandingsrace.
  4. [Retur] Special procedures mandate holders – s√¶rlig rapport√łr
    S√¶rlige af FN godkendte menneskehedseksperter, der p√• vegne af FN unders√łger menneskerettighedsforhold i hele verden og afgiver rapporter derom.
    Beskrivelse af : FN Holders of special procedures mandate adresses issues of human rights
    FN Special Procedures Manual i Word-format.
  5. [Retur] I forbindelse med den universelle periodiske bed√łmmelse
    På engelsk: Universal Periodic Review РUPR
    Beskrivelse og forklaring om bed√łmmelserne.
  6. [Retur] X mod Colombia
    Colombia: Court Extends Benefits to Same-Sex Couples
    17. april 2088. Den colombianske h√łjesteret – Colombia”s Constitutional Court – afgjorde, at samme k√łns partnere skal have samme adgang til sundhedspension og sundhedsydelser som andre familier.
    Omtale af sagen hos HRW Human rights Watch.
  7. [Retur] Young mod Australien
    Edward Young mod Australien
    6. august 2003
    I Young mod Australien bekr√¶ftede Menneskerettighedskomit√©en i 2003, at partnerskabsrettighederne ogs√• gjaldt for par af samme k√łn og bestemte, at Australien havde overtr√•dt traktaten ved at n√¶gte pensionsrettigheder til den efterlevende partner til en krigsveteran af samme k√łn.
    Omtale af sagen hos HRW Human rights Watch.
    Omtale af sagen hos FN.