Kitts f√łlelser og Sexologisk Klinik.

Vist 493 gange.

Kitt marts 2002
Kitt marts 2002
Af Tina Thranesen den 23. marts 2002.

Kitts historie.
Jeg har altid f√łlt mig som en kvinde. Jeg er en kvinde. Jeg er bare fanget i en mandekrop.

At leve på denne måde er ikke til at klare. Det er noget af det sværeste, man kan forstille sig. Derfor tog jeg kontakt til Sexologisk Klinik i 1996 i håb om, at de kunne hjælpe mig.

Jeg gik derinde i to m√•neder, hvorefter jeg stoppede, da jeg f√łlte, at det ikke f√łrte til noget. De ville ikke snakke om operation. “Det er nok noget som g√•r over“, sagde de.

S√• jeg valgte at stoppe og t√¶nkte, at jeg nok skulle finde p√• noget, som kunne hj√¶lpe mig videre mod mit m√•l – en k√łnsskifteoperation.

Jeg henvendte mig til et hav af l√¶ger i h√•b om, at de ville hj√¶lpe mig med at komme i hormonbehandling. Ja det tog mig over et √•r, f√łr der var en l√¶ge, som ville hj√¶lpe mig med det.

I april 1997 kom jeg i hormonbehandling. Endelig et skridt den rigtige vej. Det var et stort √łjeblik for mig.

Men efter tre m√•neder ville l√¶gen ikke hj√¶lpe mig mere. Han var blevet helt sikker p√•, at det var “Riget”, som skulle give mig mine k√łnshormoner. S√• stod jeg p√• bar bund igen og anede ikke, hvad jeg skulle g√łre.

Men en veninde tr√•dte hj√¶lpende til og skaffede hormonpiller til mig. Hun “k√łrte” min hormonbehandling i mere end et √•r.

Så fandt jeg endelig en læge, som ville overtage min hormonbehandling.

Kitt marts 2002
Kitt marts 2002
Den 28. februar 2002 var en m√¶rkedag for mig. Dels var det min f√łdselsdag, men det var ogs√• dagen, hvor jeg havde levet som kvinde i syv √•r. Det var nemlig p√• min f√łdselsdag i 1995, at jeg fortalte min familie, at jeg havde valgt at f√• foretaget en k√łnsskifteoperation og √łnskede at leve som kvinde.

Familien tog det generelt p√¶nt. De eneste, som tog afstand fra det, var min s√łster og min far. Og det g√łr de stadig, men det tager jeg mig ikke s√• meget af. Det er jo mit liv, ikke deres.

I december 1998 fik jeg et tilbud om at v√¶re med i en fjernsynsudsendelse “Pernilles univers”. Jeg greb chancen, da jeg fik at vide, at de ville lave en indsamling til hj√¶lp for mig, og at de ville st√łtte med resten, s√• jeg kunne komme til Thailand og f√• foretaget min k√łnsskifteoperation.

Da jeg havde været med i programmet, blev jeg fejet væk på en ret ond måde med en lille check på 200 kroner. Så der blev ikke nogen tur til Thailand. Jeg havde bestilt billet til Thailand, og det kostede mig dyrt at annullere billetten.

Efter dette nederlag startede jeg i januar 1999 igen på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i håb om, at der var sket ændringer derinde.

Jeg h√•bede, at deres behandling af transseksuelle, der √łnskede k√łnsskifteoperation, var blevet bedre siden jeg var der i 1996.
Sexologisk Klinik har ikke det bedste ry, men jeg valgte at tro, at de ville hjælpe mig, hvis jeg startede igen.

Jeg var klar over, at det i hvert fald ville tage lidt over to √•r, og at der ville blive mange samtaler og unders√łgelser. Det var ogs√• helt fint. De skal jo l√¶re os at kende.

Kitt marts 2002
Kitt marts 2002
Det f√łrste √•r ville de observer mig og tage stilling til, om de ville overtage min hormonbehandling. Derefter var planen, at jeg skulle til kontrol p√• gyn√¶kologisk afdeling, hvor der skulle tages blodpr√łver, s√• de kunne se, om det hele var, som det skulle v√¶re. Herefter ville de beslutte, om de vil indstille mig til operation.

Det var derfor med et stort h√•b om et positivt forl√łb, at jeg startede p√• “Riget”. Der var ganske rigtigt mange samtaler.

Men jeg f√łlte mig ikke tryg over for dem, jeg var til samtale med.

Jeg husker en bestemt samtale med afdelingsl√¶ge Rikke Simonsen. Under samtalen med hende sagde hun til mig, at “en succesbehandling for hende ville v√¶re, hvis hun kunne f√• mig til at leve som mand“.

“Det er der overhovedet ingen chance for”, sagde jeg til hende.

S√• sagde hun ydermere, at de var meget imod at give lov til operationer, men de kunne jo ikke forhindre nogen, som absolut ville have fortaget operationen, i at f√• det“.

Som n√¶vnt, s√• f√łlte jeg mig ikke godt tilpas ved forl√łbet eller tryg under samtalerne p√• “Riget”. De var s√• kolde og stive i det, og jeg br√łd mig heller ikke om de kolde og sterile lokaler samtalerne foregik i. Og da jeg ikke var tryg, s√• √•bnede jeg mig ikke rigtigt op over for dem under samtalerne og fortalte dem kun det, som jeg synes, at de skulle vide om mig.

Jeg spekulerede ogs√• p√•, hvad de var der for, hvis de ikke bakkede op om √łnsket om en operation. Ja – jeg vil godt vide, hvad de egentlig t√¶nker derinde, men det er nok kun guderne, der ved det.

Endelig skete der noget. I august 2000 blev jeg henvist til Plastikkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Jeg blev så lykkelig. Endelig skete der noget godt.

Jeg s√• meget frem til at talt med kirurg, S√łren Partoft.

Under konsultationen hos ham, sad vi afslappet og snakkede om, hvordan det hele ville forgå. Han viste mig billeder af nogle af dem, som han havde opereret, og jeg må sige, at det var flotte resultater.
Han viste mig ogs√• de forskellige ting, der skulle bruge efter operationen, blandt andet en slags dildo. Den skulle jeg efter operationen f√łre ind i min nye skede, dels s√• den kunne udvide sig, og dels forhindre, at skedev√¶ggene groede sammen.

Til sidst sagde han, at han ville skrive mig op til operationen, men at der ville nok gå et til to år på grund af den lange venteliste.

Kitt marts 2002
Kitt marts 2002
Det var lykken. Endelig udsigt til at f√• den operation, som jeg havde √łnsket mig lige s√• lang tid tilbage, jeg kunne huske. S√• gjorde ikke noget, at der var et til to √•rs ventetid. De ville jo g√• hurtigt.

Bare det, at jeg var kommet så langt, at jeg var skrevet op til operationen, var det eneste, jeg tænkte på.

Jeg n√¶rmet sv√¶vede p√• en lyser√łd sky, da jeg gik fra m√łdet med S√łren Partoft.
Jeg gik fortsat til samtaler på Sexologisk Klinik.

N√•r jeg var til disse samtaler, fik jeg hver gang en f√łlelse af, at det var meget vigtigt, at jeg ikke sagde noget forkert. For t√¶nkt, hvis det ville skade mig.

Det var ikke rart at have s√•danne f√łlelser, for det bedste ville jo v√¶re, hvis jeg f√łlte mig tryg og godt tilpas under samtalerne, men det gjorde jeg ikke. Dem, jeg var til samtaler hos, evnende ikke at skabe tryghed omkring sig.

Det undrede mig også, at det var afdelingslæger, som jeg var til samtale hos. Jeg havde forventet, at det var psykologer med speciale i sexologiske forhold, men det var det altså ikke.

Så blev jeg sendt til en halslæge på Bispebjerg Hospital. Jeg skulle have målt mit stemmebånd med henblik på, at jeg skulle gå til taleundervisning.

Halslægen fortalte, at en normal kvindestemme lå mellem 165 og 195.

Han målte min til 171 Рaltså lige midt i området og sagde, at jeg havde en flot pigestemme.

Det gjorde mig så glad, så glad, da han fortalte mig det, og endnu mere, da han fortsatte med at sige, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle have taleundervisning.

Jeg var alts√• enormt glad, og det passede mig s√• fint, at jeg ikke skulle g√• til taleundervisning. Jeg var og er nemlig glad for min stemme. Den er ikke for m√łrk. Min stemme er en pigestemme, som er lidt h√¶s, og det kan jeg godt lide.

Jeg kan i det hele taget godt li’ mig selv, min stemme og mit udseende. Det eneste, jeg ikke under nogen omst√¶ndigheder bryder mig om, er den ting, jeg har mellem mine ben. Den v√¶mmes jeg virkelig ved.

Lægerne var under samtalerne mest interesseret i, hvordan jeg havde det med min familie og hvordan min barndom havde været.

L√¶gerne virkede ikke s√¶rligt seri√łse eller kompetente.

På dette tidspunkt var mit forhold til familien ret anspændt. Det fortalte jeg dem om, og også om, at jeg havde haft en hård barndom og ungdom.

Det fortolkede lægerne helt forkert. De havde slet ikke forståelse for min situation.

De gav udtryk for, at dette havde resulteret i, at “der var et lille barn inde i mig, som ville ud. Og at det jeg havde oplevet som barn og som ung, var grunden til, at “jeg” havde levet mig inde i den identitet, jeg har i dag“.

De glemte blot eller ville ikke forstå, at jeg altid i hele min sjæl har været en pige, og at det ikke var noget, som var kommet som resultat af min opvækst.

Men det vidner jo netop om, hvor meget eller nærmere hvor lidt, de har lyttet til mig, og hvor lidt de har forstået mig.

Mange gang har jeg banket i bordet inde p√• klinikken og sagt til dem, at jeg ikke ville holdes for nar. Og som tiden gik f√łlte jeg, at de kun trak tiden un√łdigt ud. Jeg har ogs√• flere gange sagt til dem, at jeg gerne snart ville se nogle resultater.

Men de fortalte mig blot, at jeg “bare skulle tage det helt roligt, for det hele skulle nok g√•“.

Og det f√•r det til at g√łre ekstra ondt i mig, at det efter deres mening vil v√¶re det bedst for mig at jeg ikke bliver opereret.

Det, de g√łr, er ondt. De n√¶gter mig det, som jeg √łnsker af hele mit hjerte.

De kan ikke have taget mig s√¶rlig seri√łs p√• Sexologisk Klinik, n√•r de har truffet beslutning om, at jeg vil have bedst ved ikke at blive opereret, men at leve som en mand.

Jeg var jo n√•et s√• langt. Tre √•r varede det. I tre √•r h√•bede og troede jeg, at de p√• Sexologisk Klinik ville indstille mig til den operation, jeg √łnsker h√łjest af alt.

Kitt marts 2002
Kitt marts 2002
Jeg skal love for, at jeg bare skulle tage det roligt. Det eneste jeg fik ud af det var et “NEJ“. Og s√• med den begrundelse, at jeg “var usikker og ikke var i balance og ville have bedst af at leve som en mand“.

Hvor kunne de give mig afslag? Det er da ikke let at v√¶re i “ingen-mands-land”, og leve i en krop som piner én hver dag.

Jeg f√łler ikke, at de har lyttet til mig eller gjort noget for at s√¶tte sig ind i min situation og mit inderste √łnske. Men jeg er jo ogs√• bare en lille pige, hvis st√łrste √łnske er at v√¶re kvinde.

Jeg har brugt mange √•r p√• at f√• opfyldt mit inderligste √łnske og vil g√łre ALT for, at det skal g√• i opfyldelse.

Det er efterhånden mange år, jeg har brugt på det, og så ender det med, at Sexologisk Klinik ikke vil indstille mig til operationen.

Men om n√łdvendigt bruger jeg lige s√• mange √•r igen.

P√• Sexologisk Klinik vil de nok sige, at jeg ikke er seri√łs. Men hvordan fanden kan de komme til den konklusion, at jeg ikke er seri√łs nok. Det kan jeg ikke forst√• i min lille hjerne. Men det skal jeg nok heller ikke, hvis det st√•r til dem inde p√• Sexologisk Klinik.

Mit mod, mit h√•b og min viljefasthed har jeg stadig, og jeg tror stadig, at det til sidst lykkes for mig at f√• den operation, som vil g√łre mig til den kvinde, jeg fra lille pige altid √łnsket at v√¶re.

L√łrdag den 23. marts 2002.
Tina Thranesen.