Foreningen der forsvandt. Irene Haffner den 25. maj 2011.

Vist 437 gange.
IreneHaffner_140311-t.jpg
Af Irene Haffner.
FORENINGEN DER FORSVANDT

Efter 3 år med Trans-Danmark og med et politisk lobbyarbejde i kølvandet har jeg valgt at træde ud af Trans-Danmarks bestyrelse og senere helt at forlade foreningen.

Det følgende er hverken et smædeskrift eller en personlig vendetta. Problemet er at jeg, og sikkert andre med mig, simpelthen ikke kan finde foreningen mere. Den er forsvundet syd for grænsen til det danske kongerige. Jeg har flere gange prøvet at opklare hvorhen og hvorfor den er forsvundet, men mødes blot af en rungende tavshed. Trans-Danmark er ikke eksisterende i Danmark som andet end en hjemmeside som udadtil er den synlige del af Trans-Danmark. Resten fortoner sig i de europæiske tåger med underforståede og til tider direkte bemærkninger om at det europæiske politiske arbejde er vigtigere end det danske. Som hovedaktør for en netop veloverstået Høring på Christiansborg den 14. marts kan jeg naturligvis ikke sidde en sådan holdning overhørig og da jeg langsomt er begyndt at forstå hvad der sker og er sket, er min beslutning altså at stå af inden foreningens situation, efter min mening, bliver for pinlig. Der er og har været meget forvirring om hvad der egentlig er sket og sandheden er svær at stykke sammen, men her er mit bud:

For tre år siden flyttede foreningens formand Karin Astrup og foreningens kasserer, Pia Nielsen til Tyskland og bosatte sig lidt syd for den danske grænse. De oprettede et firma med kontor i Flensborg. De var og er desuden begge 2 medlemmer af TGEU`s bestyrelse.

TGEU er en europæisk paraply organisation for de små europæiske foreninger, herunder foreningen Trans-Danmark. Det var der naturligvis en del der var stolte af på det tidspunkt, herunder jeg selv. Man skal lægge mærke til at medlemskabet af TGEU altså er et foreningsmedlemskab og derfor er det vigtigt for de 2 danske medlemmer at de havde den danske trans-forening i ryggen. Spørgsmålet er så om der med tiden er opstået en ligegyldighed overfor hvad den danske transforening præsterede i hjemlandet Danmark, og at den væsentligste faktor til at besidde henholdsvis formandsposten og kassererposten i netop Trans-Danmark var og er at disse poster bliver brugt som adgangs billet til bestyrelsesposterne i TGEU. Hvis dette er korrekt, hvilket jeg efterhånden er overbevist om, medvirker 2 danske medlemmer af TGEU`s bestyrelse altså til at en af de små nationale foreninger, som TGEU netop er skabt til at beskytte, forsvinder. Det er vel næppe TGEU`s hensigt? Tilbage i Danmark er et velfungerende politisk talerør ved at forsvinde af mangel på lederskab og engagement fra netop disse 2 tyske bestyrelsesmedlemmer. Trans-Danmark forsvinder lige så stille ned over grænsen og er i fare for at opløses af mangel på aktivitet og dermed medlemmer som finder foreningen attraktiv. Medlemstallet er faldet drastisk de sidste 3 år.

Foreningens høringssvar er ophørt, og blev i øvrigt slet ikke skrevet af foreningens formand, som jeg fejlagtigt troede i starten. Foreningens sociale aktiviteter er næsten døet ud. Vi var nogle bestyrelsesmedlemmer der råbte vagt i gevær og lavede et krisemøde for medlemmer i efteråret 2010 og fra Tyskland blev Pia Nielsen sendt til mødet. Her indtog hun med en fejende direktørstil ledelsen af mødet og inddrog taletid og punkter som slet ikke var planlagt endsige på dagsordenen.. Det hele gik ud på at vise nogle grafer der viste at det gik fremragende for foreningen, som havde mistet over halvdelen af sine medlemmer siden flytningen til Tyskland. Pia Nielsens optimistiske grafer beroede på at der netop var blevet indmeldt 2 nye medlemmer og det gav jo nogle drastiske udslag på kurverne. Jeg følte mig næsten hensat til et møde i Mærskkoncernen og måtte beklage at det ellers velmenende faresignal blev ignoreret og faktisk påtalt som noget vi ikke sådan skulle gå og sprede her i lille Danmark. De fremmødte medlemmer fik ikke meget ud af mødet, ud over de utallige opfordringer til at melde sig til nogle aktiviteter. Det var heller ikke første gang at Pia Nielsen tog sig taletid uden for nummer. Det samme gjorde hun ved høringen på Christiansborg da hun uden for nummer begyndte at tale om sin egen kæphest, arbejdsforhold for transkønnede, og ikke holdt sig til det emne der var til høring. Det var pinligt og uanstændigt, men direktører, uanset om de er nuværende eller tidligere, har jo som bekendt en status der hæver dem op over alle andre.

Forretningen i Tyskland gik, ifølge det vi først hørte, svimlende godt. Jeg hørte om millioner af EURO og Dollars og rejser i den ganske verden. TGEU hørte vi til gengæld meget lidt til. Igennem næsten 2 år har vi i Danmark presset og presset for at få rapporter om hvad de lavede i TGEU, hvad det handlede om og hvilke resultater der forekom på europæisk plan. Og med megen møje er det lykkedes at få 1 – EN lille rapport – om et enkelt møde i Bruxelles. Derudover ved resten af foreningen egentlig ikke noget om hvilket arbejde de 2 tysk bosatte bestyrelses medlemmer egentlig udretter i TGEU. Men det stod efterhånden klart at deres forretningseventyr gik skidt. Rigtig skidt og at millionerne måske ikke var nogen de tjente men nogen de skyldte og når vi i lange perioder ikke hørte fra dem var undskyldningen ofte at de havde travlt med at redde firmaet – meget travlt. Men at man har travlt bør vel ikke gå ud over de få betalende medlemmer som stadig putter 300 kr. i foreningens kasse hvert år. Det gør på nuværende tidspunkt ca. 33 medlemmer, hvoraf nogle stykker kom til efter den overståede høring. Sikkert i troen på at her var en forening som kæmpede de transkønnedes sag i Danmark. De kan gå hen og blive meget skuffede.

I bestyrelsen arbejder Ulla Rørvig ufortrødent med sin TS-kontakt, som i sin tid blev opslugt af Trans-Danmark. Det er en af de aktiviteter der har fungeret upåklageligt, men også helt uden kontakt med det øvrige Trans-Danmark. Ulla har utrætteligt lagt hjem til adskillige møder med op til 10 – 16 fremmødte. En aktivitet som ikke har den store anerkendelse. Men flot gået! Da foreningens mangeårige sociale dynamo, Signe Kruse trak sig i protest mod den måde Trans-Danmark udviklede sig på stoppede al øvrig social aktivitet, og et enkelt medlem i Århus (Michelle) forsøger så godt hun kan, at stable et arrangement på benene her i den kommende pinse. For de fleste sociale arrangementer her i Danmark siger det sig selv at de to tyske medlemmer meget sjældent møder op. Det kan have geografiske årsager, men mistanken om manglende interesse spøger da.

De sociale aktiviteter er naturligvis hæmmet meget af foreningens skrantende økonomi, og på generalforsamling i marts 2011 kom det så frem at ca. ¾ af foreningens penge var brugt på rejser rundt i Europa. Bestyrelsesarbejde skal naturligvis have dækning for transport, men her var der tale om TGEU møder og der var flere bekymrende bemærkninger om et så stort indhug i forenings økonomi var yderst betænkeligt, når der samtidig var stort behov for at gøre foreningen synlig og skabe sociale kontakter hvis foreningen skulle have en chance for at tiltrække flere medlemmer. Skulle vi her i Danmark sige til kommende medlemmer at det de fik for at melde sig ind og betale 300,- kr. var en masse bilag for rejser i TGEU regi.

Det tyske forretningseventyr og dets truende fallit gjorde at der umærkeligt skete et lederskift. Pia Nielsen optrådte mere og mere som leder af foreningen. Hun ledede møderne og satte dagsordenen. Jeg protesterede i en mail og mente ikke at man uden videre kunne skifte ledelse og hvis formanden var inhabil var det naturligt at posten gik til næstformanden. Næstformanden, Formanden og kassereren er nære venner og udgør til enhver tid et flertal i Trans-Danmarks bestyrelse, som består af 5 medlemmer. Så det er næsten umuligt at indføre ændringer i foreningen uden om dette flertal.
Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med næstformanden Tina Wyum som er en slider i foreningen, og netop hendes flid har jeg en stærk mistanke om at de 2 tyske medlemmer tager som en selvfølge og de regner med næstformandens opbakning som sikker og dermed har de ryggen fri til det der flere gange er kommet åbent frem: At bruge Trans-Danmark som adgang til TGEU og så i øvrigt lade den lille forening klare sig så godt den nu kan med næstformandens hiv og slip.

Foreningen – eller rettere landsforeningen Trans-Danmark – er i dag en skygge af sig selv og dens udsigter er desværre ikke for gode. Med manglende aktiviteter vil den hurtigt sygne hen og miste indflydelse. Chancen for at de resterende medlemmer skulle blive ramt af et transpolitisk forår er små, men ikke helt umulige. Det sørgelige i denne sammenhæng er, at os der har været aktive i det politiske system her i Danmark har oplevet et velrenommeret navn, og vi har nok med vilje slået på at vi var en landsforening og undladt at nævne de 33 medlemmer. Det har været en åbning ind til de politiske korridorer at nævne at man kom fra Trans-Danmark. Denne politiske døråbner er der så 2 tyske bestyrelsesmedlemmer der i den grad er ved at ødelægge. De underminerer fremtidige muligheder i Danmark og fratager andre i fremtiden at arbejde konstruktivt for forbedringer i Danmark. Jeg skal kort fremlægge følgende:

Trods påstanden om at det i sidste ende er EU ændringerne kommer fra, kan det ikke bortforklares at der ikke bliver lovgivet om transforhold i Danmark. Vi har set hvordan både Hammarberg-rapporten og EU‘s øvrige henstillinger bliver ignoreret som det passer de siddende magthavere. Og det er vel netop det EU laver. Henstillinger og gode råd! Vi er stadig nødt til selv at tage teten i det danske politiske landskab hvis vi vil have ændringer og reformer. EU kan vel heller ikke skabe bedre forhold på sexologisk klinik. Der er forhold i Danmark som hører Danmark til, og sådan vil det vedblive med at være så længe vi har et nationalt parlament.

En siddende formand i en transforening og i øvrigt andre bestyrelsesmedlemmer forventes vel ind imellem at skrive artikler, læserbreve m.v. eller på anden måde være medvirkende til meningsdannelse i medierne. Dette blev overladt til mig og jeg har gjort mit bedste, men jeg finder de manglende skriverier helt i tråd med at de 2 tyske bestyrelsesmedlemmer ikke ønsker at bruge kræfter på arbejdet i Danmark og heller ikke føler sig engageret i det.

Konklusionen kan kun være som følger: Hvis disse 2 tyskbosatte medlemmer mener deres engagement i Europæisk transpolitik tjener det bestemt ikke til deres ære at de medvirker til at udpine og udmanøvrere en lille forening der engang havde en mission, men som nu blot er blevet en taburet man klamrer sig til for at fastholde sine europæiske ambitioner.

Det ville tjene både til foreningens og medlemmernes bedste at de 2 tyske medlemmer tilbagesendte foreningen så den igen kunne slå rod på dansk jord, hvor den hører til, og det ville især tjene 2 ellers veluddannede transpersoners ære at de erkendte at deres forsøg på at sidde på 2 – 3 taburetter på én gang er for meget.

Nedlæg Trans-Danmark eller giv plads til en ny styregruppe der har et fælles sigte for de reformer vi alle kæmper for. Især her i Danmark hvor situationen skriger på at der følges op på de positive åbninger i det politiske liv der er sket de sidste par år. Lige her og nu er der ikke brug for personlige ambitioner men om fælles fodslag i kampen for en hverdag der kan rumme alle os danske transpersoner.

Til slut, vil jeg gøre opmærksom på at jeg skriver dette fordi jeg synes at en transforening som Trans-Danmark ikke er en personlig ejendom man kan bruge til egne personlige ambitioner, men at det er vores fælles eje og at vi uanset fortidens skærmydsler alle bliver fattigere af, at et politisk værktøj tages fra os. Jeg skriver for at lægge sandheden som jeg opfatter den, efter 3 års forsøg på at dreje foreningen ind på den danske bane igen. Dette er omsonst med den nuværende bestyrelses sammensætning. Så enten siger vi farvel til Trans-Danmark og lader den forsvinde ned over grænsen eller så forlanger vi den tilbage på dansk jord og til gavn for de danske transpersoner der stadig har mod og energi til at kæmpe for fælles rettigheder.

Hilsen

Irene Haffner
Tidligere sekretær i Trans-Danmark.