Gennem livets d√łr. Af Lisa Andersen (professor emeritus) den 31. oktober 2014.

Vist 148 gange.

T√łjet giver os indsigt i kulturen og dens √łnsker, og i individer og deres beg√¶r. Mere end hvad du er, artikulerer t√łjet hvad du √łnsker at v√¶re. (Siri Hustvedt)

Gennem livets d√łr
F√¶lles for transk√łnnede er, at realiseringen af det indre k√łn g√•r gennem en transformationsproces, i hvilken k√łnsidentiteten materialiseres konkret og fysisk ved at kl√¶de sig som og agere i overensstemmelse med det indre k√łn ‚Äď og at konfrontere dette ‚Äôselv‚Äô med omverdenen. Det afg√łrende er netop at ‚Äôblive set‚Äô som den man er, alts√• at ens subjektive k√łn umiddelbart registreres af andre i det sociale felt. Men hvorfor er det s√• n√łdvendigt, at blive set og accepteret i denne den ‚Äôrigtige‚Äô k√łnsrolle?

Lisa Andersen

N√•r et menneske v√¶lger at skifte k√łn, for nu blot at bruge den udslidte betegnelse, er det naturligt at sp√łrge sig om hvorfor og hvordan? Sp√łrgsm√•let er rejst igen og igen af b√•de den transk√łnnede og af de p√•r√łrende, men der er ikke noget enkelt svar.

For den transk√łnnede selv er forklaringerne ofte mange og forskelligartede. De cirkler typisk omkring temaet ‚ÄĚat blive sig selv‚ÄĚ som udtryk for det massive √łnske om at overskride inkongruensen mellem krop og sj√¶l. Man f√łler sig som et k√łn, mens ens krop viser det modsatte k√łn, det k√łn som ogs√• omverdenen har bestemt som det prim√¶re og som er en af de akser hvorom livet drejer sig. Denne inkongruens s√¶tter sig igennem som en st√¶rk trang til at realisere det indre, oplevede k√łn p√• trods af det ydre og etablerede k√łn, som man ikke √łnsker sig og ikke vil tilh√łre.

Inden for psykologien taler man om jeg-oplevelse eller selv-opfattelse som udtryk for det f√¶nomen, at personen oplever og ser sig selv som en enhed og som havende en fast identitet gennem tid. Med en stabil personlighedskerne med en r√¶kke egenskaber: viden, kunnen, f√łlelser, reaktionsm√łnstre osv. ‚Äď der ogs√• registreres af andre, n√¶re som fjernere bekendte, som derfor netop kan udtrykke, at ‚ÄĚde kender personen‚ÄĚ. Centralt i denne selvopfattelse er det at tilh√łre et k√łn, typisk et af de to k√łn som vi normalt opdeler menneskene i og som det nyf√łdte barn p√• basis af fysiologiske k√łnsegenskaber tilordnes fra f√łdslen af. Dette betyder efterf√łlgende, at barnet ogs√• socialt gennem opv√¶ksten typisk kommer til at tilh√łre det tilforordnede k√łn og derved af omverdenen m√łdes som et medlem af dette k√łn. Barnet l√¶rer at agere som det k√łn det er tilordnet, man taler om, at det ‚Äôk√łnssocialiseres‚Äô hvormed menes, at barnet l√¶rer at blive et medlem af den subkultur og senere, bredere, det samfund det vokser op i, herunder de typiske k√łnsbestemte tanke- og adf√¶rdsformer. Barnet udvikler en k√łnsidentitet, en viden om sig selv som tilh√łrende et bestemt k√łn i en given kulturel kontekst, en udvikling der ogs√• influeres af den k√łnsspecifikke biologiske udvikling under p√•virkning bl.a. af den hormonelle udvikling, som er forskellig for de to k√łn og som medf√łrer udviklingen af de sekund√¶re k√łnskarakteristika.

Det ligger i sagens natur, at der er et stort spillerum for b√•de det biologiske, fysiologiske og det psykologiske, s√•ledes at mange forskellige blandingsformer forekommer; hvor variationerne kan g√• p√• b√•de det psykologiske og p√• fremtoningen. I de fleste tilf√¶lde er udseende og adf√¶rdsformer ret s√• k√łnstypiske. Men nogle drenge kan forveksles med piger p√• udseende alene, nogle piger er ‚ÄĚdrenge-piger‚ÄĚ, og atter mange ligner lidt af hver, er androgyne, og hvor t√łjet er den eneste m√•de at se hvilket k√łn personen tilh√łrer.

I langt de fleste tilf√¶lde er der overensstemmelse mellem det fysiologiske k√łn og det subjektive, oplevede k√łn. Men i sj√¶ldnere tilf√¶lde sker der det, at barnet og senere den voksne, udvikler en k√łnsidentitet der er det modsatte af det fysiologiske k√łn. K√łnsidentiteten er alts√• ikke givet i og med den fysiologiske udrustning alene, men er en psykologisk kerne der udvikles under opv√¶ksten ‚Äď den nyf√łdte har ingen bevidsthed om sig selv som v√¶sen, det er en bevidsthed der udvikles i takt med den fysiologiske og psykologiske udvikling. Personligheden dannes og personen udvikler en bevidsthed om sig selv om person adskilt fra andre personer. Hos de fleste b√łrn og senere voksne er der som sagt intet misforhold mellem det fysiologiske og det psykologiske, men nogle b√łrn giver meget tidligt udtryk for, at deres k√łnstilh√łrighed er det modsatte af det fysiologiske og tilskrevne k√łn, andre g√łr det senere, men det er typisk for transk√łnnede, at oplevelsen af ikke rigtig at h√łre til i det tilforordnede k√łn optr√¶der i barndommen og for mange bliver mere markant i puberteten og frem. √Örsagerne hertil er ikke klarlagte, i mange √•r mente man at is√¶r psykologiske og socialiseringsvilk√•r var afg√łrende, men i dag vil de fleste mene, at genetiske og kromosonelle forhold har en langt st√łrre rolle end tidligere antaget.

Men grundl√¶ggende er identiteten s√•ledes en subjektivt erhvervet indsigt i ‚Äôhvem jeg er‚Äô og dermed er k√łnsidentiteten ligeledes udtryk for hvorledes personen oplever sit k√łn. At opleve at ens k√łnsidentitet er forskellig fra det kropslige, er udtryk for en uoverensstemmelse eller inkongruens, som betegnes som transk√łnnethed. Hvor det kropslige k√łn som regel let lader sig bestemme som enten dreng/pige, mand eller kvinde, s√• er k√łnsidentiteten personens egen vurdering og oplevelse af sig selv som k√łnsligt v√¶sen til en given tid og i en given social kontekst. Man kunne tale om det subjektive k√łn, men det implicerer, at det subjektiv k√łn skal ses i forhold til det mere ‚Äôrigtige‚Äô objektive k√łn, som let forst√•s som det egentlige og korrekte. Men forholdet er snarere omvendt, k√łnsidentiteten er i sagens natur det egentlige k√łn et menneske besidder. I mods√¶tning til dyrene har vi en bevidsthed om os selv som menneske og dermed som tilh√łrende et k√łn, der s√•ledes er mere central for personen og derfor har forrang for det fysiologiske k√łn. Dette implicerer, at det kun er personen selv der kan bestemme sit k√łn.

Men uanset √•rsagerne, vil den transk√łnnede opleve denne inkongruens, og afh√¶ngig af hvor st√¶rk trangen er til at realisere ‚Äôdet indre k√łn‚Äô vil personen afpr√łve sig selv i den modsatte k√łnsrolle. De subjektive begrundelser herfor er mangfoldige. For nogle er der tale om, at der er en kvindelig respektive mandlig side af personligheden som skal realiseres, for andre er der mere radikalt tale om, at det subjektive k√łn er det eneste k√łn man har og at kroppen og de sekund√¶re k√łnstr√¶k er forkerte, et udtryk for et (fysisk) handicap som om muligt m√• rettes til og forandres s√• det bringes i overensstemmelse med det subjektive k√łn.

Men f√¶lles er det, at realiseringen af det indre k√łn g√•r gennem en ydre transformationsproces i hvilken k√łnsidentiteten materialiserer sig konkret og fysisk ved at kl√¶de sig som og agere i overensstemmelse med det indre k√łn ‚Äď og at konfrontere dette selv med omverdenen for helst at blive accepteret i denne nye, i betydningen manifesterede, k√łnsrolle. Det afg√łrende er netop at ‚Äôblive set‚Äô som den man er, alts√• at ens subjektive k√łn umiddelbart registreres af andre i det sociale felt; og ikke blot en social accept af, at man er anderledes, at man ligner det ene k√łn, men h√¶vder at tilh√łre det modsatte.

Man taler om at ‚Äôpassere‚Äô, et m√łde med andre mennesker som ikke kr√¶ver forklaringer p√• noget misforhold eller skaber nogen tvivl hos den ‚Äôanden‚Äô, at den anden ser en som man oplever sig selv, og helst ogs√• som man √łnsker at blive set. F√łrst da f√łler den transk√łnnede sig bekr√¶ftet som den han/hun er. Mens et m√łde der resulterer i, at den anden ser mig som tilh√łrende det ‚Äôforkerte‚Äô k√łn i forhold til mit subjektive k√łn og ser mig som en der har kl√¶dt sig ud, som ikke passerer, opleves som et psykologisk nederlag og en personlig fiasko.

Denne beskrivelse er d√¶kkende for den store gruppe af transk√łnnede der oplever at k√łnnet i det store og hele er todelt ‚Äď at man oplever sig som tilh√łrende det modsatte k√łn af det man fysiologisk er blevet identificeret som. Andre transk√łnnede identificerer sig ikke s√• kategorisk inden for et af de traditionelle k√łn ‚Äď mand ‚Äď kvinde ‚Äď men oplever sig som, i vekslende grad, at rumme tr√¶k fra begge k√łn og derfor ogs√• i sin fremtr√¶den √łnsker at afspejle dette mere blandede k√łnsudtryk ‚Äď eller helt at oph√¶ve de etablerede k√łnsnormer. Det f√łlgende d√¶kker prim√¶rt personer der oplever en mere todelt k√łnsopfattelse.

Utallige selvbiografiske beskrivelser af livet som transk√łnnet kredser om denne problematik. Utallige er beskrivelserne af hvorledes den transk√łnnede i starten af sin l√łbebane som trans, sniger sig ud af hjemmet – i starten n√•r m√łrket har s√¶nket sig, senere og modigere ogs√• i dagslys – kl√¶dt som det modsatte k√łn, og forsigtigt, uhyre forsigtigt, pr√łver at n√¶rme sig andre tilf√¶ldige forbipasserende og med alle sanser vakt fors√łger at registrere om den ‚Äôfremmede‚Äô har set en som den man gerne vil ses som ‚Äď eller omvendt, at den anden √•benbart har iagttaget at der er noget m√¶rkeligt, at ‚Äôder er vist tale om en mand i damet√łj‚Äô [1]. G√•r det godt oplever den transk√łnnede stor gl√¶de og lykke, mens omvendt, at blive ‚Äôset‚Äô og gennemskuet fremkalder tristesse og nedtrykthed.

‚ÄĚP√• dette tidspunkt i min overgang til kvinde, hvor hele min kvindelighed kan v√¶re i en h√•ndtaske, er jeg rystende klar over, at min succes eller fiasko for at blive mig selv er i h√¶nderne p√• fremmede. N√•r de accepterer mig som en kvinde, bliver jeg, for et √łjeblik, en kvinde‚ÄĚ.

S√•ledes beskrives denne problematik i en nyere bog af Joy Ladin: Through the door of life, fra 2012. [2] Hun beskriver denne udvikling i detaljer, fra de f√łrste sp√¶de skridt snart som mand, snart som kvinde til et fuldt realiseret liv som kvinde, den f√łrste transk√łnnede professor p√• et j√łdisk-ortodokst universitet i USA.

Der er tale om et studie i alle disse forskellige faser mellem mand og kvinde, beskrevet med en n√łgen √•benhed som er overbevisende, √¶rlig og r√łrende. Beskrevet med en f√łlsomhed, som ikke pr√łver at overbevise nogen, endsige sig selv, om at dette er en let proces. Tv√¶rtimod om et smertefuldt og livn√łdvendigt udviklingsforl√łb hvor hun igen og igen skuffes, men hvor episoder hvor det lykkes at passere bliver flere og flere, ligesom sikkerheden og ‚Äôrutinen‚Äô stiger. Den f√łrste gang, omkl√¶dt p√• et hotelv√¶relse, beskrives s√•ledes: ‚ÄĚDet tog lang tid at f√• mod til at √•bne d√łren. Der var en kvinde udenfor med en reng√łringsvogn. Jeg smilede nerv√łst til hende og skyndte mig til elevatord√łren i sko der allerede var begyndt at klemme mine f√łdder. Lobbyen var fyldt med mennesker og m√łrk, s√•ledes som jeg netop havde √łnsket det. Med skuldrene trukket op sneg jeg mig gennem turisterne som stimlede sammen ved hotelindgangen og tr√•dte ud p√• fortovet i en ny verden. Det var en klar, lys San Francisco dag, himlen dybt bl√•. Jeg havde gjort det. Jeg var ude. Jeg var fri. Jeg f√łlte det som om mumificerende bandager var blevet sk√•ret v√¶k, efterladende min hud, s√•rbar, men taknemmeligt udsat for den uvante luft. Det var ikke en dr√łm, men noget var endelig blevet sandt.‚ÄĚ

Det sande er, at personen bliver til i fuldt dagslys og ses som den kvinde hun er, af de forbipasserende på fortovet, i butikker, restauranter osv. osv.

Derfor er det en nedtur, n√•r der skal ‚Äôkl√¶des tilbage‚Äô, her efter en biltur som kvinde, der imidlertid m√• afbrydes n√•r m√•let n√•s: ‚ÄĚden h√•rde tid begynder: at afvikle, oph√¶ve det selv jeg netop havde koblet sammen. Mens min veninde bevidst sludre videre om andre ting, tager jeg mine √łrenringe af, s√• mit ur, s√• t√łrrer jeg ub√łnh√łrligt min makeup af indtil min ansigt forsvinder. Mine bryster er de sidste som jeg fjerner. Jeg t√łver, ikke fordi jeg ikke er bevidst om f√łlelsen af fuglefr√ł i nylonposer mod mit bryst, men fordi jeg √łnsker at have endnu et √łjeblik hvor jeg ser brystets svulmen som p√• mystisk vis, men un√¶gteligt f√•r mig til at f√łle, at jeg har en krop som passer med min hjerne ‚Äď som udtrykker mit virkelige jeg. Hverken min hjerne eller min krop narres af dette kunstige bryst, men det at fjerne de sm√• poser med fuglefr√ł f√łles ligesom at sk√¶nde sig selv. Min flade bluse ser ud som ikke-v√¶rende ‚Äď ikke-v√¶rende efter at have eksisteret. N√•r jeg tr√¶kker min fleecetr√łje over hovedet og ser i spejlet, s√• er det ansigt jeg ser en mand jeg aldrig virkelig genkender. Han ser h√•rd, og bedr√łvet og vred ud.‚ÄĚ

Det kan v√¶re sv√¶rt at forst√•, at blot det udseende der skabes ved hj√¶lp af t√łj, sko, make-up, smykker osv. men is√¶r m√łdet med og accepten af de fremmede er det der i starten giver oplevelsen af identitet. En side af bekr√¶ftelsen er neutral, forst√•et s√•ledes, at hvis folk ‚ÄĚikke reagerer med at stirre, r√•be op om ‚Äôen trans‚Äô, √łret√¶ver eller skriger n√•r man g√•r ind p√• dametoilettet‚ÄĚ, s√• er det nok fordi de ikke har registreret noget. Positiv bekr√¶ftelse f√•s n√• en fremmed ligegyldigt titulerer en som ‚ÄĚFrue‚ÄĚ – ‚ÄĚjeg f√łlte en varme i flere timer efter at v√¶re blevet tiltalt om Frue af en fremmed hotelportier, mekaniker‚Ķ‚ÄĚ Men ikke altid g√•r det godt: ‚ÄĚP√• en m√łrk vej, kalder en drukkenbolt efter mig p√• tyve mesters afstand, ‚ÄĚFr√łken? Undskyld mig ‚Äď er du en mand eller en kvinde? Kom tilbage skat, det betyder ikke noget for mig‚ĶMen det betyder noget for mig t√¶nker jeg og sn√łfter.‚ÄĚ

Hele tiden observerer Ladin sig selv og sin udvikling med en pr√¶cision og omhyggelighed som er sj√¶lden at m√łde. ‚ÄĚNu n√•r sl√łret er blevet revet bort, hvem er s√• den person jeg √łnsker at alle skal se?… √ąn der er taknemmelig, s√•rbar, alt for gammel og knap nok f√łdt, tilstede og regnet med.‚ÄĚ Og senere: ‚ÄĚDen f√łlelse af hvem jeg virkelig er, er ikke tilstr√¶kkelig mere. Mit sande selv beh√łver et ansigt, en stemme, en krop, beh√łver at v√¶re. Og det at v√¶re mit sande selv betyder at handle som en eller anden ‚Äď som en kvinde ‚Äď som jeg aldrig har v√¶ret.‚ÄĚ

At blive til som kvinde, for at tage afs√¶t i Ladins beskrivelse, vil s√•ledes betyde, at det fysiske ‚Äď kroppen, stemmen, ansigtet ‚Äď ogs√• viser en kvinde, og at denne kvinde m√łdes som kvinde af andre mennesker. At blive den kvinde ‚ÄĚsom jeg aldrig har v√¶ret ‚Ķ.og knap nok f√łdt, tilstede og regnet med‚ÄĚ er en tilblivelsesproces hvor den transk√łnnede ofte forceret m√• genneml√łbe den normale socialiseringsproces som almindelige b√łrn og unge gennemlever i deres opv√¶kst, assisteret og rettet til af menneskene i den subkultur de opvokser i. Her bruges de andre i h√łj grad til at finjustere det k√łnslige udtryk, ligesom den transk√łnnede p√• samme m√•de afpr√łver sig selv i forhold til ‚Äôde andre‚Äô og h√•ber p√• at passere. Barnet etablerer en nogenlunde fast k√łnsidentitet tidligt, vel omkring 3-5 √•r, og bruger den videre udvikling til at afstemme og v√¶lge sin m√•de at pr√¶sentere sit k√łn p√•, den unge og senere voksne udvikler sin k√łnsrolle over lang tid med baggrund i den forst√•else personen har for det k√łnstypiske. Man kan v√¶re kvinde eller mand p√• mange forskellige m√•der og den enkelte udformer sin egen m√•de.

I mods√¶tning hertil er det typisk for den transk√łnnede at indse, at identiteten ikke blot kan udleves frit, fordi k√łnnet p√• forh√•nd og af andre er bestemt til det modsatte af hvad personen f√łler. Spillerummet for at udleve sit k√łn er s√•ledes bestemt af det tilforordnede k√łn og dermed i konflikt med det personen f√łler. Derfor bliver det ofte meget senere i livet at den unge, m√•ske voksne, p√• trods og i konflikt med normerne, begynder at realisere og harmonisere k√łnsidentiteten med fremtr√¶delsesformerne. Som en del af den almindelige k√łnsudvikling bliver en lang r√¶kke af de mere eller mindre bevidste tilpasningsprocesser gennemf√łrt over l√¶ngere tid, og med en r√¶kke n√¶re s√•vel som fjernere rollemodeller som spejlingspunkter – mens det for den transk√łnnede oftest sker over langt kortere tid og med langt f√¶rre muligheder for korrektioner og anvisninger fra andre personer. Processen bliver derfor ogs√• langt mere ‚Äôalvorlig‚Äô og skr√¶mmende for den transk√łnnede, som ofte p√• egen h√•nd tr√¶der ud i verdenen ‚Äď gennem livets d√łr. Men processen er lige vigtig og i virkeligheden st√•r der meget mere p√• spil for den transk√łnnede, hvis hele identitet p√• s√¶t og vis bliver bundet op p√• den ydre accept, som Ladin beskriver det s√• tr√¶ffende.

Der er noget appellerende ved transformationer og kl√¶der er den hurtigste vej til at springe ud af sin eget liv og ind i en andens. Det fiskebenskorset jeg bar i otte dage katapulterede mig ind i en anden tid og en anden √¶stetik‚Ķog jeg kunne lide det.‚ÄĚ (Siri Hustvedt [3])
Den norsk-amerikanske forfatterinde Siri Hustvedt beskriver i et essay hvorledes t√łjet √¶ndre ikke alene hendes oplevelse af sig selv, men ogs√• oplevelsen af at leve i en anden tid. Som statist i en film der foreg√•r i 1800‚Äôtallet bliver hun i otte dage kl√¶dt i et fiskebenskorset, krinolinesk√łrter, slangekr√łller og oplever sig selv som ‚Äôen anden‚Äô i den tid ‚Äď t√łjet g√łr noget ved hende, hun oplever sig selv og omverdenen anderledes i den periode ‚Äď og kan lide det. Hun f√łler sig mere kvindelig: ‚ÄĚkorsettet forst√¶rker forskellen mellem m√¶nd og kvinder og k√łrer den helt ud. Det indvendige svaj i en kvindes talje bliver ekstrem og sp√¶ndingen af sn√łringen i taljen skubber brysterne op‚Ķ‚ÄĚ. Det er p√• samme m√•de den transk√łnnede oplever t√łjet som en forst√¶rkning, som her, af det kvindelige, og da den transk√łnnede ikke gennem opv√¶ksten i forhold til andre har en ‚Äôrealiseret‚Äô k√łnsidentitet, bliver t√łjet, smykkerne, make-up‚Äôen osv. det centrale omdrejningspunkt for realiseringen af k√łnnet. Og bliver ogs√• vejen til bekr√¶ftelse af sig selv i og med, at andre, p√• grund af t√łjet, ser en som tilh√łrende det √łnskede k√łn. Der udover har t√łjet en ikke ubetydelig indflydelse p√• den m√•de vi bev√¶ger os p√• og oplever os selv p√•. Senere skriver Hustvedt: ‚ÄĚFor √•r tilbage gik jeg til et karneval som mand. I et l√•nt jakkes√¶t, ansigtet uden make-up og h√•ret skjult under en hat. Jeg s√• p√• mig selv i et spejl og var ikke forberedt p√• forandringen. Kvinder flirter med m√¶nds t√łj hele tiden, men n√•r du g√•r hele vejen er resultatet sl√•ende. Jeg f√łlte mig som en mand. Mine skridt blev l√¶ngere. Mine manerer blev forandrede.‚ÄĚ For den transk√łnnede sker det samme, t√łjet forandre og g√łr transformationen ogs√• i andres √łjne virkelig og reel. Det er derfor det er s√• vigtigt, og mere vigtigt end for ‚Äônormale‚Äô mennesker som Siri Hustvedt, at blive set af andre og f√• deres reaktioner til forst√¶rkning af deres egen oplevelse af at tilh√łre det andet, eller snarere det rette k√łn.

Hvor om alting er, at tage t√łj p√• er en forestillingens handling, en opfindelse af sig selv, en fiktion. (Siri Hustvedt)
I en tid som den vi lever i nu, kunne man sige, at man jo blot kan kl√¶de sig i bukser og tr√łje, ligesom tusindvis af m√¶nd og kvinder g√łr i forvejen, s√• hvorfor alt det postyr? Hvis k√łnnet er noget subjektivt kunne man jo v√¶re tilfreds med at opleve sig som s√•dan, uden at det beh√łvede at materialisere sig i kl√¶dedragt og i det offentlige rum. Men for den transk√łnnede er dette ikke nok, som det fremg√•r ovenfor. Derfor er det s√• vigtigt at afpr√łve sig selv i forhold til andre mennesker, fordi personens autenticitet best√•r af en kongruens mellem det fysiske, kropslige og det sj√¶lelige. Det er ikke nok at vide ‚Äôat man er kvinde/mand inderst inde‚Äô, k√łnnet m√• udtrykkes i det sociale rum for at blive autentisk for en selv og for de andre.

Noter
  1. [Retur] Det er f√łrst og fremmest m√¶nd der kl√¶der sig som kvinder der bliver latterliggjort og v√¶rre, forfulgt og overfaldet hvis de bliver l√¶st. Kvinder der kl√¶der sig som m√¶nd, men som l√¶ses og ses som kvinde vil sj√¶ldnere blive genstand for latter og diskrimination, endsige vold, sikkert fordi det er langt mere almindeligt at se kvinder kl√¶de sig i alle variationer fra det maskuline til det ultra feminine.
  2. [Retur] Joy Ladin: Through the door of life. A Jewish journey between genders. Wisconsin: The University of Wisconsin Press. 2012. Indsigtsfuld og vigtig bog om det at v√¶re transk√łnnet, om skismaet mellem at v√¶lge sig selv eller at miste sine k√¶reste ‚Äď hvorunder selvmordet bliver en l√łsning der frav√¶lges. Bogen rummer langt flere problematikker end de der er n√¶vnt her. S√¶rlig v√¶rdigfuld er beskrivelsen og analysen af hvorledes adskillelsen fra kone og b√łrn gennemleves, hvor is√¶r forholdet til b√łrnene beskrives hudl√łst og gribende. Desuden beskrivelser af forholdet til det kvinde-universitet Ladin er ansat p√• og hvilke problemer det giver der at ‚Äôspringe ud‚Äô. Som ortodoks j√łde diskuterer Ladin indg√•ende sit forhold til religionen og hvorledes denne og dens repr√¶sentanter forholder sig til transk√łnnethed samt den betydning det har for Ladin selv.
  3. [Retur] Siri Hustvedt. Eight days in a corset. I: A plea for Eros. London: Septre 2006.

* * *
Artiklen i pdf-format.