Hvis transseksuelle og homoseksuelle skal kunne arbejde sammen, må vi alle revidere vores syn på os selv og på hinanden. Karen M. Larsen den 27. januar 2008.

Vist 199 gange.

Karen M. Larsen
Karen M. Larsen
Af Karen M. Larsen den 27. januar 2008.

Der har i de senere √•r v√¶ret en del fokus p√• LBL og de transseksuelle. Is√¶r fra visse queere kredse har der v√¶ret fremf√łrt en heftig kritik af LBL, fordi foreningen ikke organiserer transseksuelle, ligesom Priden er blevet bebrejdet, at man fejrer, at homoseksualitet ikke l√¶ngere officielt defineres som en sygdom nu n√•r transseksualitet forsat bliver det.

Et grundl√¶ggende problem med denne kritik er, at man i sin iver for at se homokampen som en kamp der f√łres p√• de transseksuelles bekostning helt har glemt at s√¶tte sig ind i hvad transseksuelle egentligt mener om ideen om at LBL skulle organisere transseksuelle og hvordan transseksuelle har det med, at transseksualitet
forsat er en psykiatrisk diagnose. Ved et n√¶rmere eftersyn viser det sig nemlig, at mange transseksuelle ikke √łnsker, at v√¶re en del af “regnbueparablyen” sammen med homoseksuelle og biseksuelle, ligesom en del ikke √łnsker, at diagnosen “transseksualitet” skal fjernes fra den officielle liste over psykiske lidelser.

Lad det v√¶re sagt med det samme, jeg tror ikke, at LBL i den n√¶rmeste fremtid har ressourcer til ogs√• at f√łre kamp for de transseksuelle, vi skal jo lige se at overleve som forening f√łrst. Men p√• l√¶ngere sigt ser jeg meget gerne et n√¶rmere samarbejde med de transseksuelle, som kan, men ikke n√łdvendigvis beh√łver, best√• i en organisatorisk sammenl√¶gning mellem LBL og de eksisterende organisationer for transseksuelle. Der er dog nogle grundl√¶ggende forhold, som skal √¶ndres f√łr dette kan lade sig g√łre, og det vel og m√¶rke b√•de i de homoseksuelle s√•vel som i de transseksuelle milj√łer.

For det f√łrste giver et samarbejde kun mening, hvis vi er villige til at anerkende, at vi homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle har meget tilf√¶ldes selvom der ogs√• er forhold, der g√łr os forskellige fra hinanden. Personligt mener jeg, at det er helt meningsl√łst, at ville lave vandt√¶tte skotter mellem homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle. De nuv√¶rende betegnelser og identiteter er resultatet af historiske og sociale forhold, der hele tiden √¶ndres, hvad igen g√łr, at indholdet af identiteterne ogs√• g√łr det, og reelt set er der en del, der i l√łbet af et liv har pr√łvet at identificere sig med flere af disse identiteter – eller som slet ikke f√łler, at nogen af dem giver mening for dem, idet de opfatter deres identitet som flydende i stedet for fastlagt.

Vi kan imidlertid ikke komme uden om, at mange homoseksuelle og biseksuelle mener, at deres identitet udelukkende handler om deres seksuelle orientering og de derfor ikke kan se noget f√¶llesskab med transseksuelle, ligesom mange transseksuelle mener, at deres identitet udelukkende handler om deres k√łnsidentitet og de derfor ikke kan se noget f√¶llesskab med homoseksuelle og biseksuelle. Hermed fors√łger man at skabe en, i virkeligheden kunstig, skelnen mellem k√łn og seksualitet.

En s√•dan skelnen giver imidlertid ikke mening. I henhold til den altdominerende heteronormativitet h√łrer k√łn og seksualitet nemlig sammen. En “rigtig” mand er her en heteroseksuel mand og en “rigtig” kvinde er en heteroseksuel kvinde. Man(d) viser sin maskulinitet ved ens evne til at score l√¶kre damer og en kvinde viser sin femininitet ved sin evne til at virke tiltr√¶kkende p√• m√¶nd. Man(d) viser sin heteroseksualitet ved at man er “maskulin” i sine interesser og fremf√¶rd og man viser som kvinde sin heteroseksualitet ved at man er “feminin” i sine interesser og fremf√¶rd. P√• samme m√•de s√• defineres en lesbisk som en kvinde, der er emotionelt og erotisk interesseret i kvinder, ligesom en b√łsse defineres som en mand, der er emotionelt og erotisk interesseret i m√¶nd. Ligesom f.eks. kvinde til mand transseksuelle (FtM‘er), der lever eller √łnsker at leve sammen med en kvinde, ofte definerer sig som heteroseksuelle, lige netop for at fremh√¶ve, at de alts√• er m√¶nd. K√łn og seksualitet kan med andre ord ikke skilles fra hinanden – og alle os, der falder udenfor det heteronormative rollem√łnster, burde derfor se hinanden som n√¶rt besl√¶gtede – ogs√• selvom homoseksuelle og biseksuelle har fokus p√• den seksuelle orientering og transseksuelle har fokus p√• k√łnsidentiteten. Som sagt s√• er gr√¶nserne jo ikke vandt√¶tte – en del homoseksuelle er synlige k√łnsoverskridere og en del transseksuelle har erfaringer, nutidige eller fortidige, med den homoseksuelle identitet. Vi skal derfor g√łre op med transfobien hos homoseksuelle og homofobien hos transseksuelle. Vi har rigtigt meget til f√¶lles og der er ingen grund til at vi bygger mure op mellem det, som i virkeligheden er besl√¶gtet.

En anden v√¶sentlig hurdle for et fremtidigt samarbejde mellem homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle er i mine √łjne det forhold, at en del transseksuelle ikke √łnsker, at diagnosen transseksualitet skal fjernes fra den officielle liste over psykiske lidelser. Grunden hertil
er, at de selv definerer deres identitet som en art forstyrrelse, hvor der er en mods√¶tning mellem det oplevede k√łn og det fysiske k√łn – en forstyrrelse der dog kan helbredes eller i det mindste formindskes vha. hormoner og k√łnsskifteoperationer, s√• den transseksuelle f√•r den krop, som han eller hun mener svarer til hans eller hendes identitet. For transseksuelle er diagnosen “transseksuel
simpelthen adgangsbilletten til en k√łnsskifteoperation, som mange ser som l√łsningen p√• alle deres problemer. Problemer som for dem grundl√¶ggende set handler om, at de er f√łdt i en forkert krop.

For mig at se er det dybt ulykkeligt, at den transseksuelle identitet i h√łj grad er forbundet med et sygdomsparadigme, alts√• den overordnede tanke om at dem der afviger fra heteronormativiteten fejler noget, der imidlertid i de transseksuelles tilf√¶lde kan fikses vha. hormoner og kirurgi, s√• den transseksuelle udadtil og indadtil kan fremst√• som “normal”. Homoseksualitet har ogs√• v√¶ret defineret
som en psykiatrisk diagnose, og der var ogs√• en tid, hvor mange homoseksuelle accepterede dette, ikke mindst fordi det var et godt argument mod kriminaliseringen af sex mellem m√¶nd (sex mellem kvinder har kun sj√¶ldent v√¶ret forbudt). Men siden 1970’erne har homobev√¶gelsen kastet sygdomsidentiteten fra sig og har, med succes, k√¶mpet mod at samfundet fremstiller os som syge. Uden dette opg√łr med sygdomsidentiteten og diagnosen var vi n√¶ppe der hvor vi er i dag mht. rettigheder og samfundsm√¶ssig anerkendelse.

Lige s√• oplagt som det derfor er, at homoseksuelle og biseksuelle st√łtter transseksuelle i kampen mod sygeligg√łrelsen af transseksuelle er det indlysende, at vi ikke kan st√łtte transseksuelle i, at de ser sig selv som syge. De transseksuelle m√• derfor internt tage et opg√łr med fikseringen p√• diagnoser og operationer f√łr at et samarbejde med de homoseksuelle og biseksuelle virkelig kan give mening.

Jeg g√•r ikke ind for et forbud mod k√łnsskifteoperationer, for transseksuelle har ligesom alle andre ret til at bestemme over deres egen krop. Men jeg mener, at vi b√łr tage en diskussion af hvor hensigtsm√¶ssige disse er, med al beh√łrig respekt for den pressede situation, som en del transseksuelle st√•r i.

Jeg opfatter det som dybt tragisk, at vi har et samfund, hvor dem hvis k√łnsidentitet afviger fra heteronormativiteten kan f√łle sig presset til at f√• deres krop underkastet en medicinsk og kirurgisk behandling, s√• den kommer til at fremst√• som mere “normal”. Jeg synes, at k√łnsskifteoperationer er ul√łseligt knyttet til den grundl√¶ggende heteronormative ide, at bestemte kroppe n√łdvendigvis m√• have et bestemt k√łn og at et bestemt k√łn n√łdvendigvis m√• have en bestemt krop. Jeg mener, at k√łnsskifteoperationer tager udgangspunkt i en fejlagtig forestilling om at identiteter n√łdvendigvis forbliver de samme livet igennem, i stedet for at tage hensyn til, at identiteter kan √¶ndre sig over tid – ikke via terapi og indre eller ydre tvang – men slet og ret via en fri personlig udvikling. Og sidst men ikke mindst, en del transseksuelle, der har f√•et en operation, fortryder det senere hen, og de har virkeligt et problem, for en k√łnsskifteoperation kan reelt set ikke g√łres om.

En del transseksuelle befinder sig i samme situation, som homoseksuelle i fortid og nutid har v√¶ret i, nemlig den, at samfundets ydre pres og udtalte foragt for dem har gjort, at de har udviklet en opfattelse af sig selv som syge og behandlingskr√¶vende. Det er fuldt ud forst√•eligt – men frig√łrelse, accept og ikke mindst respekt opn√•r vi alle kun, hvis vi t√łr se os som de sunde og ressourcerige personer som vi er. Vi fejler ikke noget – det er det samfund, som siger, at vi fejler noget, der fejler noget. Og med den erkendelse kan vi k√¶mpe for vores rettigheder – f.eks. for at transseksuelle skal kunne f√• lov til at v√¶lge sig de fornavne de √łnsker og f√• et personnummer, der svarer til deres k√łnsidentitet.

* * *
Artiklen bringes med tilladelse af Karen M. Larsen, der er cand. mag. i historie og religion.