Judge & Jury: N√•r institutionen unders√łger sig selv. Tobias Raun den 16. december 2015.

Vist 177 gange.

Tobias Raun
Tobias Raun
Tobias Raun, f√łdt 1974.
Phd-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet.
Han er magister i kunsthistorie og visuel kultur studier fra Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i flere år.
Han forsker i repr√¶sentationen af kropslige transformationer i reality tv og transk√łnnedes video blogs p√• YouTube.
Hans forskning fokuserer p√• nye medier, queer teori og transteori med henblik p√• at unders√łge “trans-” i dets mange konfigurationer og betydninger.
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af Tobias Raun.
Artiklen er den 13. december 2015 også bragt i
peculiar.dk

Tobias Raun den 16. december 2015.
Jeg fik i g√•r en henvendelse fra journalist, der gerne ville have mig til at kommentere p√• to nye forskningsartikler omhandlende danske transk√łnnede. Dette blev anledningen til, at jeg satte mig ned og l√¶ste de udgivelser, der er kommet ud af forskningsprojektet ‚ÄĚTransseksualitet. En psykologisk/psykiatrisk beskrivelse samt efterunders√łgelse‚ÄĚ, der har forl√łbet fra 1. Januar 2010 til 1. December 2015.

Forskningen forest√•s af henholdsvis den tidligere leder af Sexologisk Klinik Ellids Kristensen og den nuv√¶rende leder Annamaria Giraldi samt psykolog p√• klinikken Rikke Kildev√¶ld Simonsen. Derudover er Gert Martin Hald ogs√• forsker p√• projektet , udover at v√¶re vores alle sammens ‚ÄúGift ved f√łrste blik‚ÄĚ-psykolog, er han ogs√• den eneste, der ikke samtidig er ansat som fungerende psykolog/psykiater p√• Sexologisk Klinik.

Forskningsprojektets form√•l, der beskrives p√• hjemmesiden for regionens psykiatri, lyder s√•ledes: ‚ÄĚAt beskrive gruppen af k√łnsskifteopererede transseksuelle pt fra 1978-2008, samt deres tilfredshed efter k√łnsskifte‚ÄĚ.

Forskningen er baseret p√• gennemgang af alle journaler, udtr√¶k fra Sundhedsstyrelsens registre og l√¶gemiddelregistret. Derudover har projektet udf√łrt en sp√łrgeskemaunders√łgelse med henblik p√• livskvalitet og generel tilfredshed med kastration, og kosmetisk kirurgi.

Det er der kommet to artikler ud af: ‚ÄĚLong-term follow-up of individuals undergoing sex reassignment surgery: Psychiatric morbidity and mortality‚ÄĚ, som er udgivet i Sexual Medicine (Simonsen et al. 2015) og ‚ÄúSociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism‚ÄĚ, som er udgivet i Nordic Journal of Psychiatry (Simonsen et al. 2014). Begge artikler indskriver sig s√•ledes i en medicinsk og psykiatrisk forskningstradition, som l√¶nge havde patent p√• at producere viden om transk√łnnede ‚Äď og hvis fokus ofte eksklusivt har v√¶ret p√• diagnose, klassifikation og behandling.

Begge artikler peger p√•, at forskningen i transk√łnnethed inden for en dansk kontekst er sparsom, tenderende til ikke eksisterende. Der er s√•ledes kun et andet studie, nemlig T. H. S√łrensens fra 1981.

Denne mangel kan jeg kun bekr√¶fte, og derfor er det vigtigt at f√• igangsat s√• meget og mangeartet forskning som muligt. Jeg kan ogs√• kun hilse velkommen, at artiklen ‚ÄúSociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism‚ÄĚ erkl√¶rede form√•l er at f√• en st√łrre forst√•else for transk√łnnede i forhold til socio-demografiske variabler som alder, seksuel orientering, √¶gteskab, for√¶ldreskab, skole, uddannelse og besk√¶ftigelse.

At indsamle denne viden er for at kunne udvikle ‚ÄĚappropriate and effective treatment and intervention strategies for this group‚ÄĚ (Simonsen et al. 2014: 109). Alts√• er det erkl√¶rede form√•l prisv√¶rdigt: at skaffe sig mere viden for at kunne forbedre behandlingsprocedurerne.

Men sp√łrgsm√•let er, om artiklen leverer tilstr√¶kkelig viden om netop disse sociodemografiske variabler til reelt at kunne indrette behandlingen efter dem. Derudover glimrer Sexologisk Kliniks kriterier og procedurer for evaluering og behandling ved sit frav√¶r. Klinikkens kriterier og procedurer er s√•ledes the dark passenger eller the ghost in the machine, som aldrig direkte adresseres. Mere om det senere.

Transk√łnnet = psykisk syg
Men lad mig starte med artiklen ‚ÄĚLong-term follow-up of individuals undergoing sex reassignment surgery: Psychiatric morbidity and mortality‚ÄĚ, der unders√łger 98 procent af de transk√łnnede (dvs. 104 personer), som fra 1978 til 2010 gennem Sexologisk Klinik har gennemg√•et en omfattende evaluering. De er alle blevet godkendt til k√łnskorrigerende indgreb og har f√•et dem foretaget.<
Artiklen fokuserer p√• hvor mange af disse transk√łnnede, der havde psykiske sygdomme f√łr og efter, de p√•begyndte behandlingen. Hovedkonklusionen er, at der er en h√łj pr√¶valens af psykiske sygdomme blandt transk√łnnede, b√•de f√łr (27,9 %) og efter (22,1 %) ‚Äď dog med et lille fald efter k√łnskorrigerende indgreb (Simonsen et al. 2015: 5). Hovedparten af psykiske sygdomme udg√łres her af angst, depression og neuroser (ibid.: 5). Det konkluderes ogs√•, at transm√¶nd overordnet set har flere psykiatriske diagnoser end transkvinder (ibid.: 6).

Artiklen synes s√•ledes at geninstallere forestillingen om, at transk√łnnede er psykisk syge. Her er det m√•ske ikke transk√łnnethed i sig selv, der udpeges som en psykisk sygdom, men ikke desto mindre bliver transk√łnnethed og psykisk sygdom to n√¶rt forbundne st√łrrelser.

Der diskuteres imidlertid p√• intet tidspunkt i artiklen, hvorfor transk√łnnede har en forholdsvis h√łj pr√¶valens af psykiske problemer. Dermed forbliver psykisk sygdom en individualiseret st√łrrelse, som sat p√• spidsen formodes at ligge i den transk√łnnedes DNA.

At konkludere noget s√•dan, uden at tage h√łjde for eventuelle medvirkende faktorer og √•rsager, reproducerer i forskudt form den velkendte forestilling om transk√łnnethed som en anormal psykologi og en mental forstyrrelse.

Men det kr√¶ver ikke mere end et hurtigt tjek p√• nettet i eksempelvis statistikken over sundhed og sygdom i Danmark fra 1987-2010 for at se, at d√•rligt mentalt helbred er st√łrre blandt folk med forskellige former for socio-√łkonomiske problemer (Christensen et al. 2012: 49). Den st√łrre pr√¶valens af psykiske sygdomme blandt transk√łnnede er m√•ske ikke s√• m√¶rkeligt taget i betragtning, at mange oplever massiv social og kulturel eksklusion og diskrimination (FRA 2010, FRA 2014, Amnesty 2014a).

Seksualitet som et springende punkt
At transk√łnnede er en diskrimineret gruppe, peger artiklen ‚ÄúSociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism‚ÄĚ ogs√• p√•, om end utilsigtet. Det fremg√•r s√•ledes af talene for gennemsnitlige ventetider, at systemet selv ud√łver en v√¶sentlig diskrimination, uden at dette dog ben√¶vnes som s√•dan. Mere om det senere. Derudover er unders√łgelsen i sig selv et eksempel p√•, hvordan transpersoners egne stemmer, erfaringer, √łnsker og fortolkninger af egne identiteter ignoreret. Det sker fx n√•r der i forhold til seksualitet konkluderes, at transm√¶nd oftere lever i et stabilt forhold med en s√•kaldt ‚ÄĚsame-sex‚ÄĚ partner, og udtrykker en seksuel tiltr√¶kning til ‚ÄĚsame assigned sex‚ÄĚ end transkvinder (Simonsen et al. 2014: 110). Denne rapporterede tiltr√¶kning er steget for b√•de transm√¶nd og transkvinders vedkommende, n√•r de n√•r til godkendelse af k√łnskorrigerende indgreb (ibid.:113).

Jeg studser her over flere ting, men f√łrst og fremmest over begrebet ‚ÄĚsame-sex‚ÄĚ partner, der st√•r ukommenteret . At transm√¶nd overvejende har en ‚ÄĚsame-sex‚ÄĚ partner antyder, at de er i forhold med en af samme k√łn, ergo at de lever i et homoseksuelt forhold. Og omvendt, at transkvinder overvejende er sammen med folk af et andet k√łn, i et heteroseksuelt forhold. Men det statsligt tilskrevne k√łn er ikke p√• nogen m√•de n√łdvendigvis d√¶kkende for, hvordan den k√łnslige og seksuelle relation er parterne imellem.

Ergo, produceres der ikke dybere viden om transk√łnnedes seksuelle orientering, som ellers er et erkl√¶ret form√•l, da noget s√•dant ville kr√¶ve, at de transk√łnnedes egne definitioner og erfaringer blev inkluderet. Artiklen giver s√•ledes ikke et bredere indblik i transk√łnnedes seksuelle orienteringer, hvilket ellers kunne v√¶re anvendeligt i forhold til at kunne ud√łve st√łttende og anerkendende vejledning.

Denne omst√¶ndighed omtales dog ikke i artiklen, men der n√¶vnes i en bis√¶tning, at stigningen i tiltr√¶kningen af samk√łnnede kan indikere et fors√łg p√• at levere socialt accepterede svar (ibid.: 113). Transk√łnnede har dog l√¶nge givet udtryk for, at netop seksuel orientering virker til at v√¶re et springende punkt i forhold til, hvorvidt Sexologisk Klinik godkender en til k√łnskorrigerende indgreb eller ej.

Transk√łnnede har s√•ledes i forl√łbet p√• Sexologisk Klinik skulle fort√¶lle om ‚ÄĚderes seksuelle adf√¶rd (om de var ‚Äėseksuelt udfarende‚Äô eller ‚Äėpassivt modtagende‚Äô) og om den seksuelle adf√¶rd var typisk for det k√łn, som de mente, var det rigtige‚ÄĚ (Amnesty 2014b).

Man kan s√•ledes st√¶rkt betvivle validiteten af forskningsresultaterne omkring transk√łnnedes seksuelle orientering, idet man unders√łger noget, som man selv som institution har opmuntret til. Vi har alts√• at g√łre med en institution som p√• √©n gang agerer dommer/gatekeeper og objektiv forsker, hvilket der er et fundamentalt validitets- og forskningsetisk problem med.

At forsvare og legitimere sig som institution
Generelt er det vanskeligt at l√¶se disse to artikler uden at have den massive kritik af Sexologisk Klinik in mente, som b√•de er kommet fra de transk√łnnede selv men ogs√• fra rettighedsorganisationer s√•som Amnesty International.

Mest opsummerende er Amnestys rapport ‚ÄĚThe State Decides who I am. Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe‚ÄĚ fra 2014. Rapporten kritiserer blandt andet kravet om, at den transk√łnnede skal tildeles en psykiatrisk diagnose f√łr medicinsk behandling kan p√•begyndes. Selve behandlingsprocedurerne p√• Sexologisk Klinik kritiseres for at v√¶re uigennemsigtige, langvarige, umyndigg√łrende og baseret p√• et for√¶ldet og stereotypt k√łnssyn. Denne rapport n√¶vnes ikke i nogen af de to artikler.

Artiklen ‚ÄúSociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transsexualism‚ÄĚ ber√łrer som n√¶vnt sp√łrgsm√•let om lange ventetider og stadf√¶ster (for f√łrste gang sort p√• hvidt), at den gennemsnitlige tidsramme fra henvisning til godkendelse af k√łnskorrigerende indgreb p√• Sexologisk Klinik er 8,1 √•r for transkvinders vedkommende og 5,9 √•r for transm√¶nds vedkommende. Dette er g√¶ldende for tidsperioden 1978-2008 (Simonsen et al. 2014: 112). Forfatterne anf√łrer, at dette er i strid med internationale anbefalinger, men forsikrer at dette ikke reflekterer den nuv√¶rende praksis p√• klinikken (ibid.: 115).

Derudover gives der udtryk for, at transkvinder m√•ske i s√¶rlig grad har v√¶ret underlagt restriktive krav for godkendelse, hvorfor det anbefales, at disse lempes, ikke mindst for at undg√•, at de ops√łger og f√•r hormoner p√• egen h√•nd uden for Sexologisk Klinik (ibid.: 115).

Her bliver det eksplicit, at artiklen er skrevet af systemets egne repr√¶sentanter, som p√• den ene side er pressede til at anerkende kritikken af de lange ventetider, men som p√• den anden side ogs√• fors√łger at legitimere og fastholde sin egen eksistensberettigelse ved b√•de at bekr√¶fte og opfordre til en √¶ndret praksis a‚Äôla ‚Äôs√•dan g√łr vi ikke mere‚Äô og ‚Äôdet m√• √¶ndres‚Äô.

Men disse fortidige s√•vel som nuv√¶rende behandlingspraksisser og procedurer udfoldes eller diskuteres dog aldrig n√¶rmere, hvilket virker m√¶rkv√¶rdigt taget i betragtning, at det erkl√¶rede m√•l netop er at f√• ny viden for at kunne forbedre disse. At disse behandlingspraksisser og procedurer glimrer ved deres frav√¶r er ogs√• med til at underspille, hvorledes Sexologisk Klinik selv er indskrevet i og medproducent af den viden om transk√łnnede, som forskningen foregiver objektivt at belyse.

Det er s√•ledes interessant, at den ene artikel stadf√¶ster, at transk√łnnede i gennemsnit har skulle vente i 6-8 √•r, f√łr de fik godkendt k√łnskorrigerende indgreb, mens den anden peger p√• en h√łj frekvens af psykiske sygdomme blandt transk√łnnede b√•de f√łr og efter disse indgreb. En eventuel sammenh√¶ng omtales aldrig, men det synes n√¶rliggende at sp√łrge til, om ikke m√•nedlige samtaler i 8 √•r, der hver gang f√łles som at v√¶re til ‚ÄĚen mundtlig eksamen‚ÄĚ (Amnesty 2014b), og hvor man holdes hen i uvished omkring tidshorisonten og kriterierne for en eventuel godkendelse, p√•l√¶gger den enkelte et s√•dant f√łlelsesm√¶ssigt pres, at der kan komme psykiske f√łlgesygdomme som effekt af selve forl√łbet.

I begge artikler problematiseres det, at transk√łnnedes ops√łger hormoner p√• egen h√•nd uden for Sexologisk Klinik. Dette d√¶moniseres som en farlig forteelse, up√•agtet at flere af de gyn√¶kologer, der har forsynet transk√łnnede med hormoner, har omfattende og √•relange erfaringer hermed. Man kan dermed sp√łrge, om ikke artiklerne i h√łj grad ogs√• er et partindl√¶g, der skal sikre, at Sexologisk Klinik fortsat har monopol p√• behandlingen af transk√łnnede?

Transomr√•det beskrives af Sundhedsstyrelsen som et h√łjt specialiseret omr√•de, hvilket har v√¶ret begrundelsen for, at styrelsen i de senere √•r har indsk√¶rpet, at det kun er Sexologisk Klinik, der m√• udrede transpersoner.

Dermed er transk√łnnede endnu mere afh√¶ngige af Sexologisk Klinik end tidligere, da alternative muligheder er lukket ned og derudover er ventetiderne for bare en indledende udredningssamtale steget fra to til ni m√•neder (Amnesty 2015).

Med disse artikler fremviser Sexologisk Klinik, at institutionen bedriver forskning i transk√łnnethed, hvilket b√•de tilbageviser den kritik, der har v√¶ret af, at institutionen netop ikke havde lavet noget n√¶vnev√¶rdig forskning p√• omr√•det siden 1981, og samtidig bliver det en legitimering af, at Sundhedsstyrelsen vedbliver at tildele Sexologisk Klinik en magtfuld position p√• transomr√•det.

Nu er jeg skolet for meget i feministisk teori til at tro p√•, at forskning kan v√¶re helt neutral og uafh√¶ngig af egen situerethed, men man kan sp√łrge, om ikke det er problematisk, at forskerne har s√• st√¶rke aktier i at legitimere egen position? I hvert fald n√•r samme legitimation g√•r gennem en p√•stand om objektivitet og uafh√¶ngighed.

Er det ikke forskningsetisk problematisk, at den eneste omfattende forskning i danske transk√łnnedes sociodemografi ud√łves af folk fra den institution, som har f√•et massiv kritik for at v√¶re uforst√•ende over for netop transk√łnnedes livserfaringer, selvopfattelser og behov? Og er det ikke forskningsmetodisk problematisk, at forskningen bedrives af folk, som i h√łj grad har bidraget til at producere de udsagn og subjektspositioner, som de unders√łger?

Litteratur