Kvindelige transvestitter har det lettere i relation til offentligheden end de mandlige. 18. september 2001.

Vist 282 gange.
Af Tina Thranesen den 18. september 2001.
Kvindelige transvestitter. Hvad er det?
Noget af et provokerende spørgsmål? Men sådan skal det ikke opfattes. For selvfølgelig findes der kvindelige transvestitter. Du ser dem blot ikke. Eller måske ser du flere af dem hver dag. Du ved bare ikke, om det er en kvindelig transvestit.

For de fleste transvestitter, er det tilstrækkeligt ind i mellem at klæde sig om. Hvor ofte, det sker, er meget forskellige fra den ene til den anden transvestit, men også for den enkelte. Nogle gange er lysten stor, og omklædningen foregår hyppigt. I andre perioder går der længere eller endog lang tid mellem omklædningerne. Men også de personlige forhold spiller ind. I perioder kan det være lettere og være flere lejligheder til at klæde om. Andre perioder er der vilkår i ens liv, som gør, at omklædningen sker med længere mellemrum.

Men fælles for de fleste af transvestitter uanset om omklædningen sker hyppigt eller sjældent, er, at vi har nervøsiteten eller angsten for at blive genkendt, hvis vi bevæger os uden for hjemmets beskyttende vægge. Angsten for, hvad omgivelserne vil sige, hvis det bliver opdaget, at vi er transvestitter. Hvad vil familien sige? Hvad vil ens bekendte eller arbejdskollegaer sige? Hvilke reaktioner vil vores familier blive udsat for? For dem, der har børn, vil tanken, om børnene vil blive udsat for drillerier, chikane, mobning nok også spille ind i vurderingen af, om den pågældende tør springe ud, bevæge sig ud i “samfundet” eller blot deltage i en sammenkomst med andre transvestitter.
Om frygten er reel eller ej, er uden betydning. Blot tanken er tilstrækkeligt til at afholde den pågældende fra at gøre det.

Jeg er fuldt klar over, at der er nogen, som sætter sig ud over disse problemer. Og al respekt for dem – iblandet en del misundelse over, at jeg ikke selv tør.
Jeg er også klar over, at der er flere for hvem, det ikke er tilstrækkeligt at klæde om ind i mellem. De, som lever fuldtids eller næsten fuldtids som kvinder.

Men hvad har det at gøre med mit indledende spørgsmål: “Kvindelige transvestitter. Hvad er det?”
Ganske enkelt det, at kvinderne ikke har de samme problemer.
For efterhånden mange år siden, har de givet haft de samme problemer, men da var hele samfundsstrukturen helt anderledes.
I dag kan en kvindelig transvestit uden vanskelighed klæde sig som mand. Derfor min tidligere bemærkning: “…selvfølgelig findes der kvindelige transvestitter. Du ser den blot ikke. Eller måske ser du flere af dem hver dag. Du ved bare ikke, om det er en kvindelig transvestit“.

For den kvindelige transvestit er tilværelsen altså betydelig lettere end for den mandlige.
Ingen tænker i dag synderligt over, at en kvinde er iført lange benklæder, en jakke, eller endog benklæder, skjorte, slips og jakke.
Deraf må også følge, at det rent psykisk må være lettere for kvinder at være transvestitter, da de frit og uden bekymring for “samfundets” reaktion, kan iføre sig “det modsatte køns klædedragt”, altså benklæder, skjorte m.v. Om de også ifører sig underbukser med gylp, ved jeg ikke, men der er da intet, der forhindre det.

Derfor er det ganske naturligt, at transvestisme i den almene opfattelse for det meste og af de fleste knyttes sammen med en mand i kvindetøj.

At der også er kvinder, der føler, at de er født i en forkert krop – transseksuelle – og ønsker, at de var født som mand og måske går videre til en kønsskifteoperation, vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne artikel.