Med skammen som f√łlgesvend. Lisa Andersen anmelder bogen Q. 29. januar 2019.

Vist 107 gange.
Af Lisa Andersen
Med skammen som f√łlgesvend

I en rejse mod nattens ende gennem de k√łbenhavnske b√łssenatklubber, beretter Fredrik Ekelund om sin transvestitiske forvandling til Marisol i en b√•de f√¶ngende og bev√¶gende bog om at “blive hel”. Til forskel fra mange andre fort√¶llinger om at springe ud, er denne skrevet af en etableret forfatter og skribent, som g√łr denne bog til et fint stykke litteratur i denne s√¶rlige bekendelsesgenre.

Bogen “Q” foreg√•r for st√łrsteparten af tiden i K√łbenhavn, fordi K√łbenhavn og is√¶r dens natteliv, bliver stedet hvor Ekelund udfolder sin anden side, den kvindelige under navnet Marisol, selvom Ekelund er en kendt svensk forfatter fra Malm√ł. Den beskriver en periode p√• godt et √•r, fra hvor den da 60 √•rige forfatter med et slag erfarer at han er transvestit og vil udleve dette – i starten dog med sv√¶re omkostninger i form af skam, skyldf√łlelse og ensomhed. Den kvinde han havde levet sammen med i 12 √•r, kan ikke klare at skulle leve sammen med en transvestit. To √•rs parterapi l√łser ikke opgaven – de kan reelt ikke snakke sammen om problemerne og hvad de indeb√¶rer. De skilles, s√¶lger hus og flytter i hver sin lejlighed, men ingen m√• vide noget, slet ikke b√łrnene. I begyndelsen kan Marisol slet ikke klare, at nogen personer fra familie og vennekredse skal vide noget. Alt er tyst og hemmeligt, det samme bliver det i forhold til naboer og naboskab i den nye lejlighed, hvor Marisol sniger sig ud af lejligheden, halvt omkl√¶dt, for at drage til √łde beliggende steder for at kl√¶de om, g√• en tur i natten, for igen at snige sig hjem i lejligheden. Friheden bliver K√łbenhavn, et fristed hvor chancen for at m√łde bekendte er lille, s√• her kommer Marisol til at leve sit liv og det bliver her hun vokser og efterh√•nden finder sig selv som en forvandlet person. Men is√¶r er det selve skriveprocessen med denne bog, der bidrager til at Marisol kan leve ogs√• i Malm√ł blandt familie og venner og til sidst springe ud for hele verden med denne bog.

Bogen er skrevet som en roman, som det fremg√•r af forsiden, og ikke en selvbiografi i traditionel forstand, og skriver sig p√• den m√•de ind i denne moderne, mere eller mindre selvbiografiske romangenre, m√•ske inspireret af vennen, den internationalt kendte forfatter Karl Ove Knausg√•rd, hos hvem digtning og sandhed bliver umulig at skelne fra hinanden. Det samme her – gr√¶nserne opl√łses for l√¶seren, og m√•ske er det ogs√• ligemeget al den stund bogen fanger, og det g√łr den. Rig er den dog p√• realistiske detaljer om eget liv, familie, TID* i K√łbenhavn, venner og veninder fra dette milj√ł, ja om alle b√łsseklubberne i K√łbenhavn, s√• den for nytilkomne indenfor LGBT n√¶sten kan fungere som en guide. Den n√łgne beskrivelse af udviklingsforl√łbet, kronologisk fortalt, virker n√•desl√łst √¶rligt b√•de i forhold til forfatterens egne handlinger, refleksioner og reaktioner og i forhold til de personer der er n√¶r Marisol under denne rejse, der typisk udfolder sig mellem klokken 21 og 05 n√¶ste morgen. “At v√¶re som en tyv i natten” – skumringen, tusm√łrket og natten er tiden for de skjulte eksistenser.

Man forst√•r p√• Ekelund at han er velbevandret i spansk, hvorfor navnet nok ikke er tilf√¶ldigt: p√• spansk er Marisol en forkortelse af ‘Maria de la Soledad’ – den ensomme Maria – og Soledad bruges i bogen som navnet p√• en transk√łnnet ‘penneveninde’ fra Bolivia, bosiddende i Wien, og deres mailudveksling gennem denne periode udg√łr et reflektionsrum i bogen, hvor en r√¶kke transk√łnnede problemstillinger tages op, og bidrager herved til bogens t√¶nksomme overvejelser over det at v√¶re transk√łnnet sammen med tilbageblik i form af retrospektive fors√łg p√• at finde begivenheder i opv√¶ksten, der kunne forklare denne pludselige ‘spaltning’ af personen Fredrik i en mandlig og en kvindelig del – men uden held.

Bogens centrale indhold best√•r i en lang r√¶kke beskrivelser af Marisols f√¶rden i nattelivet, med betragtninger over livet som trans som omdrejningspunkt for fremstillingen. Det hele starter p√• en gade, Drottninggatan, i Stockholm hvor Fredrik passerer et butiksvindue med en letp√•kl√¶dt udkl√¶dningsdukke og s√•, som “et lyn der sl√•r ned i mig. Du er hende, hun er dig. Det er der jeg opdager mig selv.” Fredrik har netop passeret under Strindbergs lejlighed p√• Drottninggatan, s√• gad vide om det er den gamle gubbe, som selv til tider befandt sig mellem det mandlige og det kvindelige, der har sendt lynet afsted, der f√łrer Fredrik p√• vej mod et inferno, som han tidvist frygter vil f√łre til selvmordet.

Infernoet er f√łrst og fremmest inden i Fredrik. Den altoverskyggende f√łlelse i starten er skammen. F√łlelser og erkendelser er jo ledsagere til hinanden, og erkendelsen af, at “hun er dig” igangs√¶tter en lang r√¶kke sammensatte f√łlelser: f√łrst og fremmest den positive side, gl√¶den og lysten forbundet med at forestille sig selv som en kvinde, skarpt forfulgt af skammen over for sig selv og overfor andre – t√¶nk hvis de vidste…! Og i starten f√•r skammen overtaget i lange perioder, m√•ske har den haft det endda helt frem til dette relativt sene tidspunkt i Fredriks liv. Men nu holder lysten og gl√¶den √•benbart s√• meget fast, at skammen bliver en ledsager, som ikke l√¶ngere kan undertrykke gl√¶den og lysten, og efterh√•nden roen og tilfredsheden ved at blive hel.

Skammen analyseres ikke i sig selv, men gennemspilles i en r√¶kke episoder som er velkendte blandt transpersoner. Skammen er en st√¶rk og negativ f√łlelse der kan forpeste en persons liv, som f√łrer til fortvivlelse og depressive reaktioner, h√•bl√łshed, kraftesl√łshed og manglende livslyst i v√¶rste tilf√¶lde. Skammen udspringer af, at man f√łler eller handler p√• en m√•de, der bryder med nogle centrale normer og v√¶rdier, som man selv har erhvervet gennem sin opv√¶kst og som deles med de fleste andre i samfundet. Man kan skamme sig over sig selv og overfor andre i videre forstand. Det at en mand √łnsker at v√¶re kvinde, ses som noget m√¶rkeligt, noget sygt, noget uforst√•eligt. Den kvindagtige mand har altid v√¶ret til spot og spe, og er forbundet med forestillinger om svaghed, manglende potens og kraft, en underdanig og ynkelig fremtr√¶den osv. Der ligger naturligvis bag disse forestillinger ogs√• en foragt af kvinden som v√¶sen, men selv i dag, hvor der er langt st√łrre ligev√¶rdighed blandt k√łnnene, ses en kvindagtig mand alligevel som lidt latterlig – mens det modsatte, en mandhaftig kvinde, ikke g√łr det i samme grad. Fredrik frygter derfor ogs√• latterligg√łrelsen og foragten fra de andre og holder derfor sin nye erkendelse hemmelig i lang tid.
Beskrivelsen af Marisols f√łrste promenade over Israels Plads i K√łbenhavn i m√łrket, illustrerer dobbeltheden mellem behovet for at komme ud blandt andre og angsten og skammen, hvis nogle skulle se hende som en mand i dametoj. “Jeg g√•r over Israels Plads! Jo, jeg g√łr, jeg g√•r faktisk over Israels Plads. Det er sandt og nu h√łrer jeg h√¶lene sl√• mod stenbroen, h√łrer mit hjerte buldre, mit blod som str√łmmer gennem √•rerne og siden vove sig ud p√• N√łrre Voldgade langs √ėrstedsparken… Fokus lige frem. Se til siden eller ned i jorden n√•r jeg m√łder andre mennesker p√• fortovet… Jeg m√łder et ungt par som ser mig, men som ikke g√łr nogen notits af det, m√•ske tager de mig ligefrem for en kvinde, n√•r jeg at t√¶nke, og det f√łles godt, giver kraft og mod.”

Hele den ansp√¶ndte situation opst√•r p√• grund af angsten for at andre skal se og vide, at der her g√•r et latterligt menneske. Det er ikke angsten for at blive sl√•et ned eller overfaldet, som det er i andre situationer i byen, men blot dette egentligt banale, men for transpersonen s√• afg√łrende, at blive l√¶st, at blive afsl√łret og latterliggjort i andres √łjne og dermed ogs√• i sine egne. Den kvindelige identitet er vakt, og n√•r personen ‘afsl√łres’, dvs. ses som en udkl√¶dt mand, er det selve identiteten der s√¶ttes under pres. En skr√łbelig og s√•rbar identitet der s√łger sin bekr√¶ftelse blandt andre – det er ikke nok at v√¶re kvinde inde i sit eget hoved, andre m√• ogs√• se det – “m√•ske tager de mig for kvinde“. S√• er man bare en kvinde ligesom andre kvinder, og der er ingen grund til at skamme sig. Men s√• let g√•r det ikke i de fleste tilf√¶lde, derfor m√• personen igen og igen s√łge ud for at finde bekr√¶ftelse, t√¶lle de sm√• sejre, bygge stoltheden op p√• trods af alle nederlag undervejs.

Dette handler jo egentlig ‘kun’ om vildtfremmede mennesker, meget mere st√•r p√• spil i forhold til familie og venner. Ved skilsmissen m√• hustruen love ikke at sige det til nogen; da b√łrnene f√•r det at vide, m√• de ogs√• holde t√¶t. S√•ledes ramler det hele, da datteren, fra et tidligere √¶gteskab, fort√¶ller Fredrik, at hun har sagt det til sin mor, dvs. Fredriks exkone – Fredrik bryder n√¶rmest sammen og bliver rasende p√• datteren, fordi hun har sagt det videre til den tidligere hustru, som s√• nok fort√¶ller det videre til hendes nye mand – oh skr√¶k og ve! At han skal f√• det at vide, er ikke til at b√¶re: den mandlige selvf√łlelse som bliver nedgjort i og med at konens nye mand, datterens stedfar, f√•r det at vide. Eksemplet illustrer hvor kompleks selvvurdering og stolthed er v√¶vet sammen med rollen som mand og far, og at en afsl√łring af transvestismen udl√łser dyb skam, flovhed og vrede.

Angsten for de andre og for afsl√łringen og latterligg√łrelsen, s√łges l√łst ved at s√łge sammen med andre i samme situation, og det er netop hvad Marisol g√łr. Men ogs√• her oplever hun, at alt ikke er √•bne arme og bred accept, og oplever flere gange, is√¶r i starten, at f√łle sig ene og forladt i disse milj√łer. S√•ledes oplever hun en aggressiv Drag Queen p√• en bar, som foragtfuld tager hende p√• brystet og oplever st√¶rkt, at hun ikke er som dem, at de latterligg√łrer os ‘almindelige transser‘, og anf√łrer videre, at nu n√•r hun er inde i denne LGBT verden, som hun altid har oplevet udefra som homogen og harmonisk, s√• “… ses alle spr√¶kker s√• tydeligt: b√łssernes magt, de lesbiskes √łnsker om at v√¶re for sig selv, transsernes ensomhed og s√• disse magel√łse p√•fugle, den ene v√¶rre end den anden“.

Men til trods for disse bitre betragtninger, s√• vinder Marisol efterh√•nden flere veninder i milj√łet som hun klinger sammen med. Der er veninder fra TID og et netv√¶rk vokser frem som kulminerer ved Priden √•ret efter ‘udspringet’. Der er en kvindelig make-up artist, som tidligt hj√¶lper p√• vej med r√•d, d√•d og mere end det, som giver tryghed p√• ture rundt i byen – ikke kun natteturene, men ogs√• efterh√•nden i fuldt dagslys, og som er en st√¶rk st√łtte for Marisol.

Erfaringen g√łr sit, men ogs√• gl√¶den og roen ved at finde sig selv, d√¶mper og undertrykker skammen, og ensomheden brydes med de nye kontakter. Stoltheden ved at st√• ved sig selv og st√• frem, bliver et omdrejningspunkt for en ny identitet, som nok er udfordret p√• mange planer, men som trods dette finder en dyb tilfredshed p√• et personligt plan, hvor de ‘nye’ kvindelige tr√¶k kommer til at fylde mere i livet for Marisol. Hun l√¶rer at leve med at hun til tider bliver ‘l√¶st’ og g√•r efterh√•nden mindre op i om folk nu kigger lidt mist√¶nksomt efter hende eller ej: “… som at vandre p√• gader jeg aldrig har g√•et p√• f√łr, som om to f√łlelser kompletterer hinanden: den at have opdaget en ukendt side af sig selv sammen med at opdage nye sider ved K√łbenhavn. Senere to glas vin p√• udeserveringen. Ingen der ser noget, ingen som forst√•r den vidunderlige f√łlelse af at f√łle sig… Lykken der, med f√łlelsen af brysterne, vinen i vinterskumringen og med mennesker ved bordene rundt omkring som ikke forst√•r, aldrig kan ane hvad der er p√• spil i det √łjeblik. Bruset fra Vesterbrogade og kirkeklokken p√• Eliaskirken der sl√•r seks tunge slag.”

Efterh√•nden bliver b√łrnene s√• ogs√• informeret, og selv om det holder h√•rdt for dem, bedres relationerne efterh√•nden – og flere gamle venner bl.a. Fredriks fodboldkammerater, der trods al frygt for det modsatte, klarer det fint og accepterer Marisol, som det som regel er tilf√¶ldet n√•r en trans springer ud. Mod slutningen ogs√• hustruen som lidt uforklarligt vender p√• en tallerken og tager med til m√łde i TID og efterf√łlgende turen til alle natklubberne gennem natten til det bliver dag. Skammen vendes og bliver til stolthed, og Marisol kan udgive sin bog og tr√¶de frem for hele Sverige p√• TV – og har vist kun h√łstet bifald og stotte derved.

Fredrik Ekelund: Q. En roman. Stockholm Bonniers 2018.

* [Retur] TID Transpersoner i Danmark