Min vej til at blive kvinde. Jasmia Henrika den 13. november 2011.

Vist 63 gange.

Jasmia Henrika
Jasmia Henrika
Af Jasmia Henrika den 13. november 2011.
Jeg vil mest skrive om de sidste 4 år som er dem, hvor min udvikling har været mest markant og skelsættende.

Jeg kan ikke sige at jeg bevist har v√¶ret klar over at jeg ikke trivedes i mit biologiske k√łn. Da jeg var barn lignede jeg dog ikke de andre drenge og tilbragte mest tid sammen med piger og forstod dem bedre, egentlig troede jeg bare at jeg var et fremmeligt barn som i en tidligere alder end andre var “interesseret” i det modsatte k√łn. I skolen spillede jeg engang pige i en teater forestilling hvilket var nemt og jeg f√łlte mig godt tilpas i det t√łj jeg havde p√• til anledningen.

Gennem hele mit voksne liv, har jeg eksperimenteret med at involvere k√¶rester og √¶gtef√¶lle i at de skulle give mig piget√łj p√• ind i mellem, det vil jeg ikke komme n√¶rmere ind p√•, andet end at det medf√łrte en dyb utilfredshed fordi uanset hvad, f√łlte jeg at jeg manglede noget.

Det mest paradoksale i det, var den dobbelthed i at jeg p√• den ene side havde denne dybe trang til at kl√¶de mig som kvinde og ofte t√¶nkte p√• hvorfor jeg ikke var f√łdt som s√•dan fordi alt det t√łj de gik i f√łltes bedre og mere rart for mig. Den anden side var skammen og angsten for at andre end mine n√¶rmeste skulle opdage det. (Jeg har siden f√•et bekr√¶ftet at mine b√łrn har vist det lang tid f√łr jeg troede de gjorde det).

For ca. 4 √•r siden fik jeg den √•benbaring at jeg var n√łdt til at tage ansvaret for min kvindelige side selv og ikke h√•be p√• at en k√¶reste ind i mellem ville kl√¶de mig ud.

Det bet√łd at jeg valgte at fort√¶lle en meget god kollega og ven om hvordan jeg inderst inde var skruet sammen. √Örsagen til at jeg fortalte ham det, var at jeg sk√¶ndtes meget med min dav√¶rende k√¶reste om min “pige ting” som hun kaldte det og da jeg gentagne gange havde sagt til min ven at nu havde vi igen sk√¶ndtes om “det” som jeg sagde, spurgte han mig hvad f‚Ķ.. “det” var?

Jeg var ved at d√ł da jeg skulle fort√¶lle at den han kendte som en mand i virkeligheden √łnskede at v√¶re kvinde. Det blev en rigtig god oplevelse og hans st√łtte og accept af mig, blev start signal til den person som jeg er nu.

I samme periode fortalte jeg ogs√• mine b√łrn, hvordan jeg havde det og ogs√• her blev jeg m√łdt med meget forst√•else og accept.

Det betyder ikke at det har v√¶ret uproblematisk, men fordi vi har talt meget om det og de har f√•et lov til at stille alle de sp√łrgsm√•l de ville, har det v√¶ret en fin dialog hele vejen igennem.

Mit forhold til k√¶resten r√łg og efter hun flyttede begyndte mit liv som deltids kvinde s√•. Eller rettere, jeg skiftede faktisk alt mit mandet√łj ud og fandt noget som var neutralt at have p√• n√•r jeg var p√• arbejde. Samtidig lod jeg mit h√•r vokse, begyndte at g√• med neglelak (meget lyse i starten).

På jobbet (jeg er leder der) er det klart at der begyndte at opstå en hvis undren hos mine ansatte og på et tidspunkt valgte jeg at fortælle samtlige om hvordan det forholdte sig med mig. Det blev faktisk også en rigtig god oplevelse og var helt klart med til at jeg kunne udvikle mig yderligere.

Angsten for at blive afsl√łret forsvandt og det gav mig en enorm frihed ikke at skulle v√¶re bekymret mere.

I for√•ret besluttede jeg mig for at √¶ndre navn. Da jeg har kunne l√¶se rigtig mange steder, hvilken procedure og efter min mening ressource spild det er at skulle g√• igennem Sexologisk Klinik, valgte jeg at kigge p√• f√¶lles listen og fandt Jasmia som fornavn og pigenavnet Henrika – (f√łr hed jeg Henrik) som mellemnavn.

Det er nu omkring 7 måneder siden og de fleste har lært at sige Jasmia og hun om mig. Samtidig med mit navneskift besluttede jeg også at starte en hormonbehandling uden om Rigshospitalet og har været så heldig at finde en i mit område som vil hjælpe mig. Det er kun i 14 dage jeg har taget dem så det er ret nyt endnu.

At √¶ndre navn og erkl√¶re sig som hun, har s√• medf√łrt nye problemer, eller skal vi sige udfordringer og her er en af grundene til at jeg v√¶lger at skrive lidt om min proces, nemlig at f√• politikerne til at lave nogle t√•lelige vilk√•r for mig og ligesindet.

Altså, jeg kan da ikke hedde Jasmia Henrika og gå i kjole og der så står M i mit pas, jeg kan da ikke gå hen og stemme med et valgkort, hvor der står Hr. Jasmia Henrika på. Og lidt mere jordnært, må jeg bruge dame toilettet i det offentlige rum?

Jeg opfatter mig selv som en person som har gennemgået den her proces i et tempo jeg har, kunne være med i og som velovervejet handlinger.

Jeg har g√•et i egen terapi, har en terapeut uddannelse og er leder indenfor psykiatrien, jeg er stort set blevet m√łdt med accept og forst√•else af samarbejds partner og √łvrige omgivelser.

Men som systemet er nu er jeg “psykisk syg” og den behandling vi byder transk√łnnede her i landet er for√¶ldet og ude af trit med virkeligheden, for mange er det en rigtig sv√¶r proces med ofte store personlige omkostninger til f√łlge, s√• det ville kl√¶de politikerne at give os nogle basale rettigheder:

Retten til selv at definere sit k√łn i overensstemmelse med hvordan man lever uden at skulle bruge de sparsomme ressourcer p√• at skulle igennem 200 samtaler p√• Rigshospitalet. N√¶stbedst i det mindste retten til at f√• et X i sit pas via en erkl√¶ring hos borger service.

At få fjernet at det er en psykiatrisk diagnose at være transseksuel.

At kunne fravælge titlen Hr. de steder hvor man bruger cpr. Nr. til at identificere folk. Det er lykkes mig hos qxl og andre steder at ændre det til fr.

Det her er blot nogle få ting, men andre har beskrevet det bedre andetsteds og arbejder også for sagen ved jeg.

Håber denne lille beretning kan være brugbar og en inspiration til at andre kan få det liv de gerne vil have. Det har ikke været nogen dans på roser for mig og jeg slås da også med mange ting i forhold til mit udseende og min stemme etc. Men altså jeg er nu engang den kvinde jeg er på godt og ondt.