N√•r mand vil g√• som kvinde – Om k√łnskategorier, performance og f√łlelser. Specialeafhandling til kandidateksamen af Gitte Olesen maj 2002.

Vist 2.517 gange.
(maj 2002)
Gitte Olesen
Specialeafhandling til kandidateksamen Gitte Olesen. Maj 2002, Institut for Antropologi, K√łbenhavns Universitet
Vejleder: Mark Vacher © Gitte Olesen.
Not for commercial use. Please do not remove this notice from digital or paper copies of this text.


INDHOLD

KONKLUSION
REFERENCER
NOTER
TILLADELSE


[Til indholdsfortegnelsen] INTRODUKTION
Hvad er k√łn? Er det noget, vi er f√łdt med? Eller er det noget samfundsskabt? Er det noget, som er i os, p√• os, eller mellem os? Kan k√łnnet √¶ndres? Hvad er det egentlig for en st√łrrelse, der er en s√• integreret del af vores sprog, at vi refererer til alle mennesker som enten “han” eller “hun”?

Disse sp√łrgsm√•l satte jeg mig for at unders√łge gennem et feltarbejde blandt mennesker, som ved at ikl√¶de sig det modsatte k√łns bekl√¶dning bev√¶ger sig p√• tv√¶rs af de konventionelle k√łnskategorier; nemlig transvestitter og transseksuelle. Mit udgangspunkt var, at et fokus p√• det alternative, det anderledes og gr√¶nseoverskridende kunne bidrage til synligg√łrelse af det s√¶dvanlige (S√łndergaard 2000: 16), og derved kaste lys over det usagte og indforst√•ede; det vi tager for givet.

Specialet er f√łrst og fremmest en fort√¶lling om danske transvestitter og transseksuelle, og dets form√•l er at n√¶rme sig en forst√•else for disse menneskers livsverden, defineret som “den hverdagsvirkelighed som subjekter lever, erfarer og tager for givet” (Schutz og Luckmann 1973: 3). Mennesket forst√•s s√•ledes i sammenh√¶ng med den kultur, hvori det indg√•r: “Without men, no culture, certainly; but equally, and more significantly, without culture, no men”(Geertz 1993: 49). Udfra en overbevisning om, at vi for at skabe analytisk forst√•else for transvestitter og transseksuelles livsverden ogs√• m√• forst√• den specifikke kontekst, hvori de lever, s√łger jeg derfor tillige forst√•else for de kulturhistoriske processer, som producerer disse subjekter (Foucault 1994: 79), samt for de kulturelt betingede opfattelser af k√łn, som ligger til grund herfor og udtrykkes heri. Form√•let med at fokusere p√• konstruktioner af k√łnskategorier og -klassifikationer er at finde frem til de underliggende og uudtalte antagelser om k√łn, for herved at kunne unders√łge i hvilken udstr√¶kning disse influerer p√• transvestitter og transseksuelles livsverden. Jeg s√łger s√•ledes at skabe analytisk forst√•else for:

Hvorledes kulturelle konstruktioner af k√łn influerer p√• og udtrykkes i transvestitter og transseksuelles tilegnelse af k√łnsidentitet.

P√• baggrund af min belysning af problemstillingen √łnsker jeg tillige at diskutere:
Hvilke muligheder og begrænsninger rummer specialets analytiske tilgang for forståelse herfor?

[Til indholdsfortegnelsen] SPECIALETS STRUKTUR
F√łrste kapitel, Felten, indeholder en beskrivelse af feltarbejdets forl√łb og af de v√¶sentligste informantgrupper, transvestitter og transseksuelle. Jeg reflekterer tillige over implikationer ved at udf√łre feltarbejde i “eget samfund”.

I kapitel 2, Transvestitter og transseksuelle i antropologien, redeg√łr jeg for v√¶sentlige antropologiske studier af transvestisme og transseksualitet. Da disse studier er udf√łrt i ikke-vestlige samfund, er der ved komparasion mulighed for at synligg√łre d√©t, der er kendt for forskeren selv (Samuelsen og Steffen 1992: 430). Redeg√łrelsen l√¶gger v√¶gt p√• de kulturspecifikke klassifikationer af k√łn og fastsl√•else
af k√łnsidentitet, samt p√• transvestitter og transseksuelles forskellige positioner i de respektive samfund. Ud fra de skitserede studier viser jeg, at der kan skelnes analytisk mellem det biologiske k√łn og det sociale k√łn, p√• baggrund af hvilken distinktion jeg definerer min forst√•else af det sociale k√łn.

Det f√łlgende kapitel 3, Gender performances, tager udgangspunkt i informanternes prim√¶re form√•l med omkl√¶dning: At kunne indg√• i samfundet i den sociale rolle kvinde. Jeg ser n√¶rmere p√•, hvorledes de iscenes√¶ttelser kroppen ved at anskue transformationsprocesen som et overgangsrite. Herefter f√łlger en skitsering af min analytiske approach, en performativ tilgang, som jeg operationaliserer i den efterf√łlgende analyse af informanternes overvejelser og erfaringer i forbindelse med m√łdet med “den Anden” under deres gender performances. Jeg viser, at denne situation er risikabel for dem, idet de ikke ved, om de bliver afsl√łrede, eller om de kan g√• som kvinde.

I kapitel 4, K√łnsidentitet og f√łlelser, ser jeg p√• forskelle mellem transvestitter og transseksuelle. Det vil fremg√•, at de adskiller sig fra hinanden ud fra deres k√łnsidentitet, som de fastsl√•r p√• baggrund af f√łlelser. Dette danner baggrund for en diskussion af den anlagte performative tilgangs muligheder og begr√¶nsninger, som resulterer i fremf√łrelsen af specialets argument: I kraft af, at transvestitter og transseksuelles k√łnsidentitet involverer v√¶sentlige f√łlelsesm√¶ssige aspekter, er det n√łdvendigt, at inkorporere f√łlelser i den analytiske begrebsramme, som en v√¶sentlig del af det sociale k√łn, for at vi kan forst√• relevante aspekter af transvestitter og transseksuelles tilegnelse af identitet i en vestlig kontekst. Jeg viser, at informanternes centrale placering af f√łlelser i deres k√łnsidentitet m√• forst√•s i sammenh√¶ng med konstruktionen af k√łnnet, selvet og seksualiteten inden for den vestlige videnskab.

Kapitel 5, Relationer mellem kategorier, tager udgangspunkt i en analyse af det p√• specialets forside gengivede forbud fra Det gamle Testamente og Politvedt√¶gten for K√łbenhavn fra 1913, der forbyder samme handlinger. Jeg anskuer forbuddene som et udtryk for kategorisering af k√łn og s√łger herved forst√•else for, hvorledes transvestitter og transseksuelle er inkorporeret i det kulturelle klassifikationsssytem i vesten. Herefter ser jeg n√¶rmere p√•, hvorledes relationen mellem mand og
kvinde konstrueres inden for det vestlige klassifikationssystem og begrebsligg√łres af transvestitter og transseksuelle. Med baggrund heri diskuterer jeg, hvorvidt transvestitter og transseksuelle overskrider eller reproducerer k√łnsdikotomien i det vestlige k√łnssystem.

Herefter f√łlger Konklusion.


[Til indholdsfortegnelsen] KAPITEL 1: FELTEN OG FELTARBEJDET
[Til indholdsfortegnelsen]1.1. FELTARBEJDETS FORL√ėB
Specialet er baseret p√• data fra mit feltarbejde i danske transvestitmilj√łer fra oktober 2000 til juli 2001. Den prim√¶re setting har v√¶ret Transvestitforeningen i Danmark (TiD), som jeg meldte mig ind i ved feltarbejdets start for at kunne deltage i foreningens arrangementer og f√łlge medlemmerne. TiD blev oprettet i 1993 og har ca. 150 medlemmer, hvilket g√łr den til Danmarks st√łrste af sin art. Derudover har jeg deltaget i enkelte arrangementer i transvestitforeningen Free Personal Expression – Northern Europe (FPE-NE), som tjener stort set samme form√•l som TiD. Blandt medlemmerne i TiD
er der b√•de transvestitter, transseksuelle og andre trans-personer[1]. Hovedparten af medlemmerne er biologiske m√¶nd i alderen 45 til 60 √•r. Det yngste medlem er 16 √•r og det √¶ldste er 80 √•r. St√łrstedelen er enten gift med en kvinde eller har et √¶gteskab bag sig. De fleste er veluddannede (en stor del inden for IT), og de har faste jobs. En anden stor gruppe er p√• efterl√łn, og endelig er der en gruppe p√• overf√łrselsindkomster. Desuden er der blandt medlemmerne en enkelt biologisk kvinde, der ikl√¶der sig herret√łj og et lille antal biologiske kvinder, som enten er √¶gtef√¶lle, ex-√¶gtef√¶lle eller k√¶reste til et af de mandlige medlemmer.

Foreningen afholder medlemsm√łder hver fjortende dag i K√łbenhavn og seks gange √•rligt i provinsen. M√łderne har karakter af hyggelige sammenkomster, hvor der aftenen igennem snakkes uformelt over en kop kaffe eller et glas vin. Derudover afholdes der to √•rlige fester, et √•bent-hus arrangement under Kulturnatten i K√łbenhavn, samt et varierende antal specialarrangementer inden for foreningen eller i samarbejde med lignende foreninger i Danmark og Norden. Blandt sidste √•rs arrangementer var et bes√łg hos en parykmager, et foredrag med titlen: “L√¶r at g√• som kvinde”, samt et kursus i farvesammens√¶tning og p√•f√łrelse af make-up. Medlemsbladet udkommer seks gange √•rligt, og foreningen har en velbes√łgt hjemmeside samt en r√•dgivningstelefon. En del af medlemmerne ser hinanden udenfor foreningsregi og arrangerer restaurant bes√łg, by- og shoppingture, lancier-aftener og andre sociale aktiviteter. Men for flere af de nyudsprungne er foreningen det eneste offentlige rum, de bev√¶ger sig i, n√•r de er kl√¶dt som kvinder.

Min deltagelse i foreningslivet har givet mig kontakt til 60 transvestitter og transseksuelle, samt 8 √¶gtef√¶ller og k√¶rester, som jeg har talt uformelt med ved diverse sammenkomster. 14 af dem har jeg udf√łrt deciderede interviews med. Jeg blev inviteret til frokost eller middag i deres hjem, og et typisk interview forl√łb over fem-seks timer, hvor vi talte l√łst og fast om emnet ud fra min interviewguide. Jeg vurderer mine interviews som indeholdende v√¶sentlige data, men det er gennem min deltagelse i foreningslivet, at jeg f√łler, jeg har f√•et mit virkelige kendskab til felten. Det er gennem det afslappede sociale samv√¶r og de mange uformelle samtaler, at jeg er kommet t√¶t p√• mine informanter, har oplevet dem som kvinder i sociale sammenh√¶nge, observeret deres interaktion med hinanden – og deraf har v√¶ret i stand til at producere relevante data. Som metode har interviews v√¶ret sekund√¶r til deltager-observation.

En anden v√¶sentlig datakilde har v√¶ret internettet. Dels har jeg f√•et adgang til en stor informationsm√¶ngde ved at orientere mig indg√•ende p√• danske hjemmesider lavet af transvestitter og transseksuelle og kommunikere med disse ved at respondere p√• deres hjemmeside, samt ved at f√łlge debatten p√• en postliste for transvestitter og transseksuelle, med 99 tilmeldte personer og 640 sendte mails. Dels har jeg f√•et adgang til perspektiver fra transvestitter og transseksuelle, som ikke kommer i foreningerne, og p√• den m√•de kunne kontekstualisere de i foreningsregi producerede data, idet jeg blandt andet har f√•et kendskab til yngre transvestitter, som er en underrepr√¶senteret gruppe i foreningen. I min informantgruppe indg√•r s√•ledes tillige de 40 transvestitter og transseksuelle, jeg har kommunikeret med via internettet, men som jeg ikke har haft personlig kontakt med. Yderligere datakilder har v√¶ret dokumentariske TV-udsendelser og film om emnet, avisartikler, foldere, fotos og medlemsblade.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.2. FELTARBEJDE I “EGET SAMFUND”
Et af de f√łrste arrangementer, jeg deltog i, var et kaffem√łde i Transvestitforeningen i Danmark (TiD). M√łdet blev holdt i et l√•nt klasselokale i K√łbenhavns midtby, og i det f√łlgende skal jeg beskrive aftenens forl√łb.

Der er et langbord, pyntet med r√łde papirduge, fyrfadslys og blomster. Der er kaffe/the, kage, √łl, vand og vin. Ved min ankomst sidder der seks biologiske m√¶nd kl√¶dt i damet√łj og to biologiske kvinder i damet√łj. Jeg g√•r rundt og hilser; giver h√•nd til dem jeg ikke har set f√łr, og et knus til de to jeg kender. Snakken g√•r, der er god stemning og lagt op til en hyggelig aften. Jeg s√¶tter mig, sk√¶nker en kop kaffe og fors√łger s√• godt jeg kan at falde ind i snakken, som p√• det tidspunkt handler om den svingende kvalitet i bl√¶kpatroner til printere.

En mand kl√¶dt i mandet√łj stikker hovedet ind ad d√łren til lokalet, siger “Hej t√łser”, og bliver hilst tilbage med “Godt at se dig, Leif. Det er l√¶nge siden”. Han g√•r igen med det samme, og samtalerne forts√¶tter hvor de slap. Jeg spekulerer p√•, hvorfor han gik igen – det virkede som om, at han var velkendt og velkommen, men der er ikke nogen, der kommenterer det, s√• jeg n√¶vner heller ikke noget. Der kommer l√łbende flere transepiger til, og der bliver hentet flere stole, s√• der er plads til alle ved bordet. Jeg sludrer og snakker, lytter interesseret og stiller sp√łrgsm√•l – jeg h√¶nger med andre ord ud og laver uformelle interviews.

Timerne g√•r hurtigt, det bliver opbrudstid og l√łbende g√•r transepigerne rundt og siger farvel. En mand ikl√¶dt mandet√łj – Leif, som jeg tidligere bem√¶rkede men ikke senere s√• i lokalet – kommer igen ind i lokalet. Til min undren g√•r ogs√• han rundt og siger farvel. Da han kommer hen til mig, giver han mig h√•nden, siger “Tak for i aften, det var hyggeligt at snakke med dig”. Jeg sidder m√•bende, for jeg mindes ikke at have talt med en mand i mandet√łj i l√łbet af aftenen. Han kan se p√• mig, at jeg er forvirret, og sp√łrger om jeg da ikke kan kende ham: “Det er mig, Lene, jeg har siddet ved siden af dig det meste af aftenen!”. S√• falder 10-√łren. Det g√•r op for mig, at Leif er Lene, og at Lene er Leif. Jeg fort√¶ller, at uden den stramme kjole, make-up’en, den store barm, smykkerne, og ikke mindst uden den lange paryk kunne jeg ikke finde synlige lighedstegn mellem de to. Jeg siger, “Selv tak for en hyggelig aften, Lene”. Med en let hovedrysten og et delvist overb√¶rende smil bliver jeg promte irettesat med afskedskommentaren: “Nej, nu er jeg jo Leif. Lene er her ikke lige nu. Det kan du vel godt se!”. Leif tager afsted, og jeg sidder forvirret tilbage med f√łlelsen af ikke at have nogen f√łling med, hvad der foreg√•r omkring mig. De to transepiger, der sidder ved siden af mig, forklarer mig, at det er yderst uh√łfligt at anvende et drengenavn om en person, der er kl√¶dt som kvinde og omvendt. Man kan jo ikke v√¶re kvinde og samtidigt have et drengenavn, f√•r jeg fortalt. Den bider jeg m√¶rke i og tager til mig. Der g√•r dog ikke l√¶nge, f√łr der igen bliver sendt lange sigende blikke hen over bordet i min retning. Denne gang drejer det sig om, at jeg spurgte om ham,der var kl√¶dt ud i den bl√• kjole og det stribede t√łrkl√¶de om halsen var ny i foreningen, for han havde virket lidt genert og tilbageholdende. I en noget h√•rdere tone end da jeg f√łr blev irettesat, bliver jeg spurgt, om jeg da mente, at Jannie lignede en mand, siden jeg omtalte hende som han, og selv om jeg gjorde var det alts√• ikke p√¶nt af mig at vise det s√• √•benlyst, for det var et tegn p√• mangel p√• respekt!. Pinligt ber√łrt s√łger jeg at forklare, men bliver aff√¶rdiget med kommentaren, at der for √łvrigt heller ikke er nogen, der kl√¶der sig ud. “Vi kl√¶der om” f√•r jeg udtrykkeligt at vide, “det er jo ikke fastelavn, du er kommet til, vel”. Med en tiltagende r√łd kul√łr i ansigtet f√łler jeg mig rimelig akavet og siger ikke noget. “N√•, det var jo ikke ondt ment, men du kan jo lige s√• godt l√¶re det med samme, s√• du ikke s√•rer folk”, og det bliver den afsluttende kommentar til mine mildest talt uheldige udtalelser. Efterf√łlgende medbragte jeg altid en buket blomster til v√¶rtinden ved interviews for netop at tilkendegive, at jeg s√• dem som kvinder.

Ovenfor er der illustreret to helt centrale aspekter, som udg√łr grundstenene i informanternes delte kulturelle viden. De anvender alle et navn, der stemmer overens med det k√łn, de er kl√¶dt som. De selvvalgte pigenavne har ofte samme forbogstav som de ved f√łdslen givne drengenavne, eller det er et navn, som for den p√•g√¶ldende signalerer kvindelighed. Det mest popul√¶re navn er Charlotte, men h√łjt p√• listen ligger ogs√• Birgitte, Susanne og Tina. N√•r de er kl√¶dt som kvinder, forventer de, som beskrevet, at andre anvender deres pigenavn ved tiltale, og de feminine betegnelser “hun”, “hende” og “hendes”, n√•r de omtales i tredje person. At de kl√¶der om til kvinder er en af de mest essentielle emiske termer. At deres praksis ikke er leg og langt mere seri√łs end for eksempel fastelavn, som de forbinder med sjov og ballade, s√łger de netop at signalere ved at anvende begrebet omkl√¶dning, og det udtrykkes tillige i deres anvendelse af et pigenavn.

Selv om jeg har udf√łrt feltarbejde i s√•kaldt eget samfund, har det milj√ł, som jeg har bev√¶get mig i, v√¶ret helt nyt med fremmedartede praksisser og talem√•der blandt en minoritet, som jeg f√łr feltarbejdets start ikke havde personligt kendskab til. Den kulturelle scene kan v√¶re fremmedartet, selv under feltarbejde i eget samfund.

N√•r det s√• er sagt, skal det siges, at efter det f√łrste “kulturchok” havde fortaget sig, blev transepigerne og deres sociale omgangsm√•de dog hurtigt normaliserede. I mods√¶tning til for eksempel antropologen Jean-Paul Dumont, som m√•tte k√¶mpe sig vej til felten (1978), og mod egne forventninger, havde jeg ingen problemer med at f√• adgang til felten – tv√¶rtimod. Samtlige af de mennesker, jeg har haft kontakt med, har v√¶ret interesseret i at deltage i mit projekt, og de har inviteret mig med til langt flere arrangementer, end jeg har haft mulighed for at deltage i. Det har til tider v√¶ret overv√¶ldende, jeg har indimellem f√łlt mig hevet og revet i, klemt imellem √łnsket om at f√• s√• meget viden som muligt og behovet for langsomt at synke informationerne og reflektere over dem. Jeg har i perioder haft sv√¶rt ved at rumme de mange personlige fort√¶llinger – alle havde en masse p√• hjerte, som de gerne ville dele, og den evigt lyttende, interesseret sp√łrgende og forst√•ende etnograf var tilsyneladende et godt √łre at tale til.

Disse forhold leder tankerne hen p√•, at ogs√• informanterne kan have deres egne projekter at forf√łlge (Winsl√łv 1991: 25). I dette tilf√¶lde er det mit indtryk, at de dels har h√•bet p√•, at jeg kunne bidrage med nogle perspektiver, der kan supplere eller nuancere deres egen forst√•else for sig selv, og dels har jeg kunnet bekr√¶fte dem i deres identitet som kvinde. Da en stor del af dem holder deres praksis hemmelig over for deres omgangskreds, har jeg for flere desuden v√¶ret blandt de f√• biologiske kvinder, de har kontakt med og kan socialisere med som kvinder. S√• jeg har f√łlt mig yderst velkommen og accepteret i felten, og jeg faldt hurtigt til. Halvvejs inde i forl√łbet begyndte de at drille mig med, at jeg selv er transvestit – at jeg til daglig hedder Peter men kommer omkl√¶dt i foreningen som Gitte, og jeg blev opfordret til at stille op til bestyrelsen i TiD. Det takkede
jeg dog nej til, da jeg vurderede, at det evt. kunne skabe forvirring omkring min position i foreningen. Dét, at jeg befandt mig godt i felten, har uden tvivl været positivt i forhold til produktionen af data Рuden den gode, afslappede stemning og gensidige respekt ville jeg næppe have kunne opnå samme grad af fortrolighed og åbenhed fra informanternes side. Men medaljen har som bekendt en bagside, og her har den især vist sig i to forhold.

For det f√łrste en manglende undren og forbl√łffelse over informanternes praksis. Den forbl√łffelse, som if√łlge den danske antropolog Kirsten Hastrup udg√łr foruds√¶tningen for produktionen af data overhovedet (1992: 7), blev for mit vedkommende langsomt flyttet fra informanterne og i stedet rettet mod udenforst√•endes syn og reaktioner p√• transvestitter og transseksuelle. Det drejer sig is√¶r om de to generelle forestillinger, informanterne ofte m√łder: At transvestitter er homoseksuelle, og at transvestitter og transseksuelles omkl√¶dning har et seksuelt form√•l. Som det vil fremg√• i det f√łlgende, er jeg i lige s√• h√łj grad “drevet af” en s√łgen efter forst√•else for de kultur-historiske processer, som har medf√łrt disse stereotype (og til tider fordomsfulde) antagelser om, hvad transvestisme og transseksualitet er for f√¶nomener, som for informanternes livsverden. Det er diskrepanserne mellem de to, der har v√¶kket min antropologiske forbl√łffelse.

For det andet etiske “problemer” ved at (re-)pr√¶sentere de mennesker, som jeg er kommet t√¶t p√•. Processen (l√¶s: reduktionen) fra informant, ven og fortrolig til analytisk objekt har taget flere m√•neder og har ikke just v√¶ret uproblematisk. Hvorn√•r er detaljer for intime? Hvor g√•r gr√¶nsen mellem fort√¶llinger fortalt i fortrolighed og informationer til brug? At jeg tillige ved, at de kritisk vil l√¶se det, jeg skriver, og at de har forventninger til indholdet, har absolut ikke lettet processen. Selv om de selv har indvilliget i at deltage, og selv om det er klart, at jeg ikke skal tilfredsstille deres √łnsker endsige fremstille dem, som de √łnsker at blive fremstillet, er der nu stor afstand mellem denne intellektuelle forst√•else og den vedvarende f√łlelse af at √łve symbolsk vold mod informanterne (Hastrup 1995: 142).

I fors√łget p√• at lette processen har jeg, som foresl√•et af antropologen Elizabeth A. Sheehan (1993: 87), anonymiseret samtlige informanter, selv om det er en beslutning, der g√•r imod nogles √łnsker. Det er hovedsageligt dem, der lever fuldtids som kvinde, som har √łnsket at blive n√¶vnt ved navn, da de gerne vil st√• frem. De fort√¶ller, at de sagtens kan st√• inde for d√©t, de har fortalt, og ikke mindst, hvem de er. Men p√• dette punkt har jeg som led i skabelsen af distance til informanterne valgt at benytte synonymer for deres navne.

Et andet aspekt af problematikkerne omkring feltarbejdet er, at informanterne har talt samme sprog som jeg selv. Og her t√¶nker jeg ikke p√• det danske sprog som s√•dan, men p√• sprogbruget – de anvender indtil flere af de antropologiske fagtermer: De taler for eksempel om performance, udf√łrelse af ritualer, transformationsprocesser og biologisk k√łn versus socialt k√łn. De har besk√¶ftiget sig med emnet i flere √•r, de f√łlger med i forskningen b√•de inden for psykologien, sexologien og l√¶gevidenskaben, har anbefalet mig faglitteratur, og har i det hele taget en langt st√łrre viden om emnet, end jeg nogen sinde kan g√łre mig forh√•bninger om at opn√•. De er yderst reflekterede og det er i lige s√• h√łj grad dem, der har analytiske blikke rettet mod sig selv, som det har v√¶ret mig.

D√©t, som antropologen kan biddrage med, kan konceptualiseres ved hj√¶lp af Hastrups skelnen mellem viden og forst√•else. Hvor f√łrstn√¶vnte refererer til den intime og implicitte kropsliggjorte viden, som informanterne har, fremkommer antropologisk forst√•else via et eksternt perspektiv p√• denne viden:

“The native point of view is part of the ethnography, but the goal of scholarship is not just to record the world as seen from a particular point of view, but also to contextualize and question it in an attempt of understanding. The anthropological quest for understanding goes beyond any particular local knowledge” (Hastrup 1993: 153).

Herved adskiller den antropologiske forståelse sig fra den viden, som informanterne har.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.3. INFORMANTERNE
St√łrstedelen af mine informanter er transvestitter, der har valgt at melde sig ind i en forening. Samtlige af dem har i en lang periode kl√¶dt om i det skjulte og holdt deres praksis hemmelig over for familie, venner og omgangskreds, f√łr de fandt modet til at springe ud og melde sig ind i en forening. De ansl√•r, at det er et f√•tal af transvestitter, der nogensinde kommer s√• langt som at vise sig offentligt if√łrt damet√łj endsige melde sig ind i en forening. Omkl√¶dning er en praksis, som for langt de fleste transvestitter og transseksuelle tilh√łrer intim- og privatsf√¶ren og foreg√•r bag lukkede d√łre og nedrullede gardiner, hvilket komplicerer adgangen til data. Mit materiale kan derfor ikke betegnes som repr√¶sentativt for feltet, ligesom mine informanter ikke kan betragtes som repr√¶sentative for transvestitter generet.

Udfra mine data s√łger jeg derfor ikke at sige noget generelt om transvestitter. Derimod viser mit materiale, hvorledes de praktiserer omkl√¶dning efter de er sprunget ud, og hvilke erfaringer de har gjort sig, n√•r de er indg√•et i samfundet if√łrt en bekl√¶dning, der overskrider de kulturelt definerede gr√¶nser for, hvilken bekl√¶dning der er passende for biologiske m√¶nd. Antropologisk set er det et uudforsket felt, da der ikke tidligere er foretaget antropologiske studier i danske transvestitmilj√łer.

Ud fra en formodning om, at medlemmerne af transvestitforeningen ville v√¶re transvestitter, havde jeg f√łr feltarbejdets start defineret mit projekt som et studie af transvestisme. I tr√•d med TiD‘s informationsfolder, definerede jeg transvestitter som “personer, der har en trang til at ikl√¶de sig det modsatte k√łns t√łj” (2000: 1). Det blev dog hurtig klart, at det ikke kun er transvestitter, der ud√łver denne praksis: Blandt mine informanter er der b√•de transseksuelle, transgendere, transepiger, transere og cross-dressere. Der er lesbiske m√¶nd, kvindelige b√łsser, pre-op, post-op, K-t-M (kvinder, der kl√¶der sig som m√¶nd) og M-t-K (m√¶nd, der kl√¶der sig som kvinder). Der er fritids-, halvtids-, lejlighedsvis- og fuldtidstransvestitter. Der er heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle. Kort sagt, mine informanter er en broget skare af mennesker.

Med hensyn til de mange emiske kategorier og betegnelser er der blandt informanterne ikke enighed omkring deres definition og betydning. Det er et tilbagevendende diskussionsemne b√•de i foreningen og i cyberspace, hvor der p√• de forskellige hjemmesider er opf√łrt indtil flere modstridende definitioner af kategorierne og gr√¶nserne mellem dem. De f√łlgende definitioner er s√•ledes hverken endegyldige eller absolutte. Det er kategorier, som jeg har konstrueret p√• baggrund af de differentieringskriterier, som hovedparten af mine informanter har fremh√¶vet som v√¶rende v√¶sentlige. Men uanset hvordan jeg v√¶lger at definere termerne, vil der altid v√¶re informanter, som er uenige, og de mange nuancer og variationer vil n√łdvendigvis tr√¶de i baggrunden, n√•r der konstrueres kategorier, der er anvendelige i analytisk √łjemed.

1.3.1. [Til indholdsfortegnelsen] TRANSVESTITTER
Transvestitter er biologiske m√¶nd, som ikl√¶der sig kvindet√łj. De har en mandlig k√łnsidentitet og √łnsker ikke at gennemg√• en k√łnskorrigerende operation. Med undtagelse af en enkelt er alle de transvestitter, jeg har haft kontakt med heteroseksuelle. En del har eksperimenteret med seksuelle partnere af begge k√łn, men ser det netop som et eksperiment, der ikke √¶ndrer ved deres selvopfattelse som heteroseksuelle.
Der er store variationer transvestitterne imellem, som jeg skal s√łge at illustrere ved at pr√¶sentere tre informanter:

Der er den nyudsprungne Annie p√• 26 √•r, der i al hemmelighed kl√¶der om hver anden m√•ned. Hun er f√łrst for nylig begyndt at g√• udenfor omkl√¶dt, men hun er ikke helt tryg ved situationen. Hun foretr√¶kker at v√¶re derhjemme og evt. chatte p√• internettet under en kvindelig identitet. P√• hendes hjemmeside er der fotos af hende, og fort√¶llinger om hendes forl√łb og overvejelser i forbindelse med at springe ud som transvestit. Hun skulle have flyttet sammen med sin k√¶reste igennem fem √•r, og besluttede i den forbindelse at fort√¶lle hende, at hun er transvestit. Det fik desv√¶rre det resultat, at k√¶resten forlod hende. Der er indtil flere, der har skrevet til Annie via hendes hjemmeside og fortalt om ligende episoder, hvor deres k√¶reste/kone har haft um√•deligt sv√¶rt
ved at håndtere deres transvestisme, og for indtil flere har det været årsag til skilsmisse.

Det er anderledes for Cecilie p√• 55 √•r. Hun er gift og har to voksne b√łrn. B√•de hendes √¶gtef√¶lle, Elin, og b√łrn ved, at hun er transvestit. Det er kun s√łnnen, der ikke vil se hende i damet√łj. Cecilie og Elin har v√¶ret gift i 28 √•r, men indtil for fem √•r siden, hvor Elin fandt noget damet√łj, der ikke tilh√łrte hende, var det en velbevaret hemmelighed, at hun er transvestit. Efter beskyldninger om utroskab fort√¶ller Cecilie, hvordan tingene h√¶nger sammen – at hun er transvestit, og at hun siden ungdoms√•rene i skjul har g√•et med kvindet√łj. Som mange andre √¶gtef√¶ller, der finder ud af, at deres mand er transvestit, f√•r Elin et mindre chok. Men efter mange gode samtaler med hendes mand og en psykolog accepterer hun, at han kl√¶der om. Efterh√•nden ser hun p√• Cecilie som en ny veninde, med hvem hun kan tale om ting, hun ikke kan tale med hendes mand om. I dag kl√¶der Cecilie om
op til fire gange om ugen og deltager sammen med Elin både i foreningslivet og andre sociale aktiviteter.

Sanne p√• 63 √•r har ikke v√¶ret lige s√• heldig med sin families reaktion. Siden hun efter en skilsmisse for fire √•r siden besluttede at leve fuldtids som kvinde, har hendes b√łrn og hendes mor ikke l√¶ngere √łnsket at have kontakt med hende. De vil ikke m√łde hende, hvis hun er kl√¶dt som kvinde. Hun synes, at det er h√•rdt, men hun fortryder ikke sit valg. Under interviewet fort√¶ller hun gl√¶destr√•lende om blandt andet effekterne af de kvindelige hormoner. Hvor dejligt det er at se sin krop antage kvindelige former og m√¶rke, at brysterne vokser. Hun fort√¶ller, at hun ser frem til, at hun f√•r en b-sk√•l. St√łrre skal brysterne ikke v√¶re, for, som hun siger, skal det jo ikke se unaturligt ud. Selv om hun lever fuldtids som kvinde og forventer at g√łre det resten af livet, √łnsker hun ikke en k√łnskorrigerende operation. Prim√¶rt fordi hun mener, at k√łnnet sidder mellem √łrene frem for mellem benene, og s√• kender hun indtil flere opererede, som ikke har v√¶ret tilfredse med resultatet og ikke har kunne finde sig tilrette med deres nye k√łnsidentitet. Andre fuldtidstransvestitter fort√¶ller, at de frav√¶lger operation, da de f√łler, de er blevet for gamle, at de er angste for det operative indgreb og ikke har tiltro til den tekniske ekspertise, eller at de slet og ret √łnsker at bevare deres penis. Men som med alt andet er heller ikke det statisk. Hvis en fuldtidstransvestit √¶ndrer holdning og √łnsker en k√łnskorrigerende operation, definerer personen sig imidlertid ikke l√¶ngere sig som transvestit, men som transseksuel.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.3.2. TRANSSEKSUELLE
I mods√¶tning til transvestitter har transseksuelle en kvindelig k√łnsidentitet. De ser sig selv som v√¶rende f√łdt i det forkerte k√łns krop og f√łler bogstavelig talt, at de er “kvinder fanget i en mands krop”. Det er √•rsagen til, at de √łnsker at gennemg√• en k√łnskorrigerende operation. Samtlige af de transseksuelle, jeg har v√¶ret i kontakt med, er enten blevet opereret, √łnsker operation p√• et senere tidspunkt eller gennemg√•r det forberedende forl√łb p√• Rigshospitalets Sexologiske Klinik, der er det eneste sted, hvor k√łnskorrigerende operationer udf√łres i Danmark. Termerne “pre-op” og “post-op” tilkendegiver om personen befinder sig f√łr eller efter en k√łnskorrigernede operation og anvendes kun af og om transseksuelle.

Flere af de transseksuelle udtrykker et decideret had over for deres krop og deres k√łn. Lene, som er en transseksuel p√• 44 √•r, har aldrig haft seksuelt samv√¶r med en pige, da hun ikke kan forlige sig med at skulle v√¶re s√• t√¶t p√• den kvindekrop, som hun √łnskede, hun selv havde. Hun fort√¶ller, at hun bliver ked af det, hver gang hun g√•r i bad og direkte bliver konfronteret med en krop, hun slet ikke kan identificere sig med. Hun kan ikke acceptere sin penis, den store h√•rv√¶kst og manglen p√• bryster. Hun er i gang med det forberedende forl√łb p√• Rigshospitalet og h√•ber p√• at blive opereret inden for de n√¶ste to √•r.

Nina er 53 √•r og lever sammen med sin √¶gtef√¶lle, Anne. For Nina er det naturligt at v√¶re ikl√¶dt kvindet√łj, og stod det til hende, levede hun fuldtids som kvinde. Selv om hendes √¶gtef√¶lle accepterer og respekterer, at hendes mand kl√¶der sig som kvinde, f√łler hun, at der er mange hensyn at tage – b√•de i forhold til jobbet, resten af familien og lokalmilj√łet. Snakken g√•r hurtigt i sm√• provinsbyer, og hun ved, at det kan koste hende jobbet, hvis det kommer ud, at hun er transseksuel. Hun k√łrer derfor altid til st√łrre byer, n√•r hun vil g√• ud som kvinde og g√łr sit bedste for ikke at blive afsl√łret. Hun er en af mine hovedinformanter, vi har brugt meget tid sammen og er kommet t√¶t p√• hinanden, men hun har ikke √łnsket at fort√¶lle mig hverken sit mandenavn, sin bop√¶l, stilling eller hvilken virksomhed, hun arbejder for. Tilsvarende har jeg heller ikke set hende, n√•r hun er kl√¶dt som mand. Hun s√¶tter en meget skarp gr√¶nse mellem sit liv som kvinde og sit liv som mand.

Nina omtaler sig selv som en lesbisk mand. “Mand” refererer til hendes fysiske krop, men eftersom hun er transseksuel, har en kvindelig k√łnsidentitet, og er seksuelt tiltrukket af kvinder, f√łlger det, at hun ser selv sig som lesbisk. Ligeledes definerer transseksuelle K-t-M‘er (biologiske kvinder, der har en mandlig k√łnsidentitet), der er tiltrukket af m√¶nd, sig som kvindelige b√łsser. Det er dog kun et f√•tal, der er lesbiske m√¶nd eller kvindelige b√łsser. Langt st√łrstedelen af de transseksuelle M-t-K’er (biologiske m√¶nd, der har en kvindelig k√łnsidentitet) er tiltrukket af m√¶nd og √łnsker et forhold til en mand – en heteroseksuel mand vel at m√¶rke. De ser sig selv som kvinder, har en kvindelig k√łnsidentitet og is√¶r for de opererede g√¶lder, at med til livet som kvinde h√łrer √łnsket om ogs√• at indg√• i et k√¶rlighedsforhold som kvinde. Men det er sv√¶rt. Der er ind imellem en solstr√•lehistorie, men langt de fleste
lever alene og har indstillet sig på en tilværelse som single.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.3.3. TRANSEPIGER
Termen transepige er en uofficel f√¶llesbetegnelse for transvestitter og transseksuelle. Det er en betegnelse, som er foresl√•et af en af foreningen TiD‘s medlemmer i fors√łget p√• at overkomme de mange forskellige definitioner og pointere f√¶llesskabet. Flere af mine informanter anvender termen og foretr√¶kker denne frem for de upersonlige transperson og trans eller de engelske cross-dresser og transgender, som hovedsageligt er udbredt i cyberspace. Transgender kan tillige v√¶re betegnelse for transvestitter, der lever fuldtids som kvinde. Som samlebetegnelse for mine informanter anvender jeg gennem specialet termen transepige.


[Til indholdsfortegnelsen] KAPITEL 2: TRANSVESTITTER & TRANSSEKSUELLE I ANTROPOLOGIEN
Der er foretaget mange antropologiske studier af transvestisme
og transseksualitet.
Kendetegnende for disse studier er, at de er blevet udf√łrt i ikke-vestlige samfund
(Morris 1995: 570). På trods af grundig research har jeg ikke fundet frem til
empiriske unders√łgelser af transvestisme
og transseksualitet
i vesten udf√łrt af antropologer. N√•r antropologer besk√¶ftiger sig med transvestisme
og transseksualitet
i vesten, er det ikke på baggrund af feltarbejde, men udelukkende som kontekstualisering
af data fra ikke-vestlige samfund. Dermed ikke sagt, at emnet er uudforsket. Tværtimod.
Der findes en stor mængde litteratur om transvestitter
og transseksuelle
i vesten. Både i form af biografier skrevet af transvestitter
og transseksuelle
(fx Elbe 1988; Falk 1994; Hobbe 1986; Holten 1992; Jakobsen 2000) og akademiske
studier af emnet, der er velstuderet inden for både psykologien (fx Almås 1993;
Benestad 1993; Bullough og Bullough 1997; Cullberg 1997), sexologien (fx Hertoft
1984, 1987, 1989; Hirshfeldt
1991) og ikke mindst k√łnsforskningen (fx Garber 1992; Hausman 1995; Hawkes 1995;
More og Whittle 1999; Raymond 1979). Men antropologer har valgt at vende de analytiske
blikke mod blandt andet Hijras
i Indien, Xanith p√• Omar, Travestis i Brasilien og Fa’afafine
på Samoa frem for mod transvestitter og transseksuelle i vestlige samfund[2].

Min hensigt med specialet er ikke at indskrive det i hverken psykologien, sexologien eller k√łnsforskningen, og min intention er ikke at biddrage til de igangv√¶rende diskussioner om emnet inden for disse fagomr√•der, men jeg har orienteret mig i litteraturen og inddrager perspektiver herfra, som er relevante i forbindelse med belysning af specialets problemstilling.
I det f√łlgende redeg√łr jeg for v√¶sentlige antropologiske studier af transvestisme og transseksualitet med v√¶gt p√• transvestitter og transseksuelles sociale positioner i deres respektive samfund og p√• de kulturelle klassifikationer af k√łnsidentitet. Da disse studier er udf√łrt i ikke-vestlige samfund, er der ved komparasion mulighed for at fremmedg√łre d√©t, der er kendt for forskeren selv. I studiet af eget samfund kan denne viden “udefra” bruges som et redskab til at studere egne kulturelle m√łnstre “indefra” (Samuelsen og Steffen 1992: 430). Herved kan m√•derne, hvorp√• transvestitter og transseksuelle konceptualiseres i vesten synligg√łres. Specialet positioneres s√•ledes i forhold til tidligere antropologiske studier.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.1. HIJRAS I INDIEN
Seerena Nanda er en af de antropologer, der har besk√¶ftiget sig med de indiske transvestitter, Hijras, og deres position i det hinduistiske samfund (1999). Hijra er biologiske m√¶nd, der kl√¶der sig kvindeligt. Nanda definerer dem som “en institutionaliseret tredje k√łnsrolle, der hverken er maskulin eller feminin, men som indeholder elementer af begge” (ibid.: 226). De er ofte kastrerede og lever ideelt set som asketer, hvorfor de fra samfundets side opfattes som aseksuelle. Da k√łnsidentiet i Indien defineres ud fra k√łnsorganerne og evnen til reproduktivet (ibid.: 228), og da Hijras ikke kan reproducere sig i kraft af, at de enten er impotente eller kastrerede og ej heller har kvindelige k√łnsorganer, bliver de hverken opfattet som kvinde eller mand, men som et tredje k√łn.

Hijras lever sammen i f√¶llesskaber af mellem fem til femten medlemmer, prim√¶rt i Nordindiske byer, hvor de udf√łrer deres traditionelle rolle som performere ved bryllupper, d√•ber og festivaller. De er alle hengivne til Bahuchara Mata, som er en af de mange Moder Gudinder, der tilbedes over hele Indien, og i rituelle kontekster identificerer de sig tillige med andre kvindelige gudinder eller med √¶gtef√¶ller til visse mandlige guder.

Hijras er ikke blot accepteret og tolereret i det indiske samfund, de er værdsat (ibid.: 236). Nanda argumenterer for, at årsagen hertil er, at de kan relateres til guder og fortællinger i hindumytologien:

“Several different aspects of Hindu thought explain both the ability of Indian society to absorb an institutionalized third gender role, as well as to provide several contexts within which to handle the tension between the ideal and real aspects of the role” (ibid.: 235).

Hindumytologien indeholder adskillige eksempler p√• b√•de androgyne guder og guder, som kan √¶ndre k√łn og antage form af det modsatte k√łn. For eksempel kan de tre store hindu guder, Shiva, Visnu og Krishna, alle transformere sig til kvindelige skikkelser, og interagere med jordiske mennesker b√•de i maskulin og feminin form. Ligeledes har Ram, helten i den store hindu fort√¶lling, Ramayana, velsignet transvestitter, og Arjuna, der er helteskikkelsen i fort√¶llingen Mahabharata, levede selv i en periode som transvestit. Herved er der indtil flere forskellige kontekster, i hvilke Hijras kan relatere sig selv og af andre blive relateret til hinduguder og helte og derved udvikle et positivt syn p√• deres feminine praksis (ibid.: 236).

Hijras identifikationer med hinduguder og helte ville ikke have den store betydning for deres position i samfundet, hvis ikke det var fordi, at disse myter er en vigtig og integreret del af popul√¶rkulturen, kendt og respekteret af medlemmerne af det indiske samfund (ibid.: 235). At guder kan transformere sig og √¶ndre k√łn er almen viden blandt hinduer, fort√¶llingerne Ramayana og Mahabharata udgives i tegneserieform og er kendt af s√•vel b√łrn som voksne. Derfor er der ikke noget abnormt over Hijras, og derfor kan de indtage en v√¶rdsat position i det indiske samfund.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2. XANITH P√Ö OMAR
Xanith er homoseksuelle m√¶nd, der lever af prostitution. De er en institutionaliseret transseksuel k√łnsrolle p√• Omar, og s√•ledes ikke et tredje k√łn som Hijras i Indien. Antropologen Unni Wikan definerer transseksualitet i en Saudi Arabisk kontekst som, “et socialt accepteret rolle m√łnster, hvorved en person agerer og bliver klassificeret som var han/hun en person af det modsatte k√łn i forhold til et antal vigtige form√•l” (1977: 304). I sin definition l√¶gger Wikan s√•ledes v√¶gt p√• det omgivende samfunds syn frem for p√• de p√•g√¶ldendes egen selvidentifikation, og hun betoner, at det ikke er en permanent tilstand, men en midlertidig status, som √¶ndres alt efter konteksten.

Xanith behandles stort set som var de kvinder, men de tillades ikke at b√¶re den kvindelige kl√¶dedragt. Ikke fordi de anatomisk er m√¶nd, men fordi de socialt set er, hvad kvinder ikke b√łr v√¶re: Prostituerede. Det ville v√¶re respektl√łst overfor kvinder, hvis de bar den kvindelige kl√¶dedragt (ibid.: 310). If√łlge Wikan skal transseksualitet i Oman forst√•s i relation til de kulturelle klassifikationer af k√łn:

“Here then may be the key to an understanding of transsexualism in Oman. It is the sexual act, not the sexual organs, which is fundamentally constitutive of gender. A man who acts as a woman sexually, is a woman, socially. And there is no confusion possible in this culture between the male and the female role in an intercourse. The man “enters”, the woman recieves, the man is active, the woman is passive “ (ibid.: 309).

Det er s√•ledes ikke biologi og anatomi, der danner basis for konceptualisering af k√łnsidentiet i Oman. Det er heller ikke seksuel orientering, men selve seksualakten, og is√¶r hvilken rolle/position den p√•g√¶ldende indtager under samlejet, der betinger k√łnsidentitet. De homoseksuelle prostituerede formodes altid at indtage den passive rolle, hvorfor de af det omgivende samfund opfattes som kvinder (ibid.: 308).

Trods deres levebr√łd som prostituerede, er Xanith accepterede og respekterede medlemmer af samfundet. Dette beror if√łlge Wikan p√• to forhold: Dels det grundl√¶ggende livssyn i Oman, at verden ikke er perfekt. At v√¶re kritisk og ford√łmmende over for mennesker, som ikke lever op til idealerne opfattes derfor som taktl√łst og selvh√¶vdende (ibid.: 311). Dels er opfattelsen af personen ikke essentialistisk, men differentieret. En given handling eller aktivitet ses som blot et aspekt af personen, og kun en facet af en kompleks personlighed (ibid.: 312). P√• Oman d√łmmes Xanith s√•ledes ikke udelukkende p√• deres profession, og if√łlge Wikan kan de indtage en respekteret position i det muslimske samfund i kraft af det differentierede syn p√• personen og den store tolerance over for afvigere.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.3. TRAVESTIS I BRASILIEN
Travestis er prostituerede m√¶nd, der har sex med andre m√¶nd. De g√•r kvindeligt kl√¶dt og st√łrstedelen af dem tager kvindelige hormoner og har silikone i enten brysterne eller hofterne. De er en af de mest marginaliserede sociale grupper i det brasilianske samfund, og i de fleste byer oplever de en s√• st√¶rk diskrimination, at de helst undg√•r at g√• udenfor i dagslys (Kulick 1999: 575).

If√łlge den svenske antropolog Don Kulick defineres k√łnsidentitet i Brasilien, som i Oman, udfra seksuel opf√łrsel, dvs. den p√•g√¶ldendes rolle som enten aktiv eller passiv i seksualakten. Selv m√¶nd, der har sex med andre m√¶nd, men som er aktive under seksualakten, opfattes ikke som v√¶rende homoseksuelle (ibid.: 574). I mods√¶tning til Xanith, er Travestis ikke passive i den seksuelle omgang med deres kunder. If√łlge Kulick √łnsker langt st√łrstedelen af deres kunder, at Travestis tager den aktive rolle, mens Travestis i deres private forhold insisterer p√•, at deres partner er den aktive i seksualakten. Selv om tranvesits har sex med andre m√¶nd, defineres de s√•ledes inden for den brasilianske begrebsramme ikke som homoseksuelle (ibid.: 578).

Efter at have fastsl√•et, at k√łnsidentitet konstitueres p√• baggrund af seksuel opf√łrsel, argumenterer Kulick imod de tidligere forst√•elser af Travestis som en tredje k√łnskategori. Han viser, at de kun kan forst√•s inden for en bin√¶r begrebsramme, der er baseret p√• en dikotomisk opfattelse af k√łn. Denne er dog forskellig fra den europ√¶iske-amerikanske k√łnsdikotomi, mand vs. kvinde:

“There is a binary system of opposites very firmly in place and in operation. But the salient difference in this system is not between men and women. It is, instead, between those who penetrate (…) and those who get penetrated (…) in a system where the act of being penetrated has transformative force (ibid.: 580).

Det er i kraft af seksualitetens centrale placering i k√łnsidentiteten, at Kulick fremf√łrer dette syn. Det helt centrale for k√łnsidentiteten er ikke, hvilken type k√łnsorganer en person har, men hvordan disse k√łnsorganer bruges i seksualakten. Kulick skriver kvinderne ud af det bin√¶re k√łnsssytem, da der ikke er nogen tvivl om deres k√łnsrolle, idet de ikke kan penetrere andre analt. S√•ledes kan de aldrig blive defineret som m√¶nd. M√¶nd, derimod, kan b√•de penetrere og blive penetreret, hvorfor deres rolle ikke er givet p√• forh√•nd. De to k√łnskategorier i det klassifikatoriske system er derfor ikke m√¶nd og kvinder, men derimod m√¶nd og ikke-m√¶nd. I sidstn√¶vnte indg√•r b√•de kvinder og m√¶nd, som penetreres analt (ibid.: 575).

[Til indholdsfortegnelsen] 2.4. FA’AFAFINE P√Ö SAMOA
Fa’afafine er biologiske m√¶nd, der kl√¶der sig kvindeligt og indg√•r i samfundet som kvinder. De er entertainere b√•de ved offentlige og private sammenkomster. Antropologen Jeanette Maego ser dem som transvestitter, og hun definerer dem som et tredje k√łn, placeret imellem de to andre k√łn, mand og kvinde (1992: 443). Maego karakteriserer det samoanske samfund som v√¶rende rollebaseret, idet opfattelsen af personen er baseret p√• dennes sociale rolle (persona), og adskillelsen af kategorierne mand og kvinde sker ud fra roller frem for personlige kvaliteter eller f√łlelser:

“When people step beyond the bounds of social role and act instead on personal feelings, Samoans are prone to perceive them as possessed by impulses and compelled to act in unreasoning ways, for in Samoa, consious identity is affiliated with the persona”(ibid.: 453).

P√• samme vis er skelnen mellem hetero- og homosekuelle relationer ikke signifikant for samoanere. Mange m√¶nd – og is√¶r drenge – har seksuelle relationer til andre m√¶nd og transvesittter, men de konceptualiseres ikke som homoseksuelle. I direkte mods√¶tning til det brasilianske samfund, er seksualitet ikke et relevant kriterie i fastsl√•elsen af seksuel identitet, som sker med baggrund i personens sociale k√łnsrolle frem for individuel k√łnsidentiet og praksis (ibid.: 450). Fa’afafine bliver derved en relevant kategori i kraft af, at de offentligt indtager en social rolle som kvinder.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.5. BIOLOGISK K√ėN – SOCIALT K√ėN
De skitserede studier af transvestisme og transseksualitet viser, at k√łn er en universel kategori, men de kriterier, ud fra hvilke kategorien defineres, varierer fra kultur til kultur. De kriterier, der er relevante i et samfund, kan v√¶re ubetydelige i et andet, og spektret af signifikante kriterier sp√¶nder lige fra den mest intime privatsf√¶re til adf√¶rd og fremtr√¶den i det offentlige rum. Hvad enten k√łnsidentitet fastsl√•s ud fra anal penetrering i seksualakten, seksuelle organer, reproduktivitetsevne, social rolle eller andet, s√• er det kriterier, der er meningsfulde i deres specifikke kulturelle kontekst, hvor de dels udg√łr grundlaget for definering af k√łnskategorier, og dels influerer p√• de m√•der, hvorp√• k√łn t√¶nkes, itales√¶ttes og praktiseres.

Ligeledes er transvestitter og transseksuelles forskelligartede sociale positioner i samfundet kulturelt betinget. De bliver b√•de marginaliseret, accepteret og respekteret alt efter, hvor i verden de befinder sig, og indtil flere faktorer har betydning for, hvorledes det omgivende samfund anskuer dem. B√•de religion og mytologi, det klassifikatoriske k√łnssystem, indstillinger til livet og synet p√• personen, kan v√¶re v√¶sentlige i denne sammenh√¶ng og influere p√•, hvorledes de og deres praksis bed√łmmes og v√¶rdilades af andre.

De skitserede studier opererer alle med en skelnen mellem det biologiske k√łn (sex) og det sociale k√łn (gender). Det er en af de mest grundl√¶ggende analytiske distinktioner i den antropologiske k√łnsforskning. Den oprindelige hensigt med distinktionen var at vise, at k√łnnenes forskelligartede positioner i samfundet er kulturelt betinget, og at disse derfor ikke kan reduceres til universelle biologiske forskelle (Mead 1969). Begrebet det sociale k√łn udfordrer det essensialistiske og universalistiske syn, at biologi er determinerende for k√łnsforskelle. Herved overskrides den biologiske reduktionisme og forskelle mellem k√łnnene forst√•s som kulturelle konstruktioner, der opfattes som resultater af betydningstill√¶ggelse p√• biologisk k√łnnede individer (Stolcke 1993: 19). Det er blandt andet disse forskelle, som antropologer har s√łgt at afd√¶kke ved at rette deres analytiske blikke mod forskellige aspekter af det sociale k√łn.

I studiet af transvestitter og transseksuelle er skelnen mellem sex og gender relevant ved, at deres omkl√¶dning skaber divergens mellem deres biologiske k√łn og deres sociale k√łn. At der ikke er “en lige linie” mellem sex og gender, men et komplekst forhold mellem de to begreber udtrykkes s√• at sige i praksis. Der er s√•ledes mulighed for at udforske sp√¶ndingsfeltet mellem sex og gender og unders√łge, hvorledes gender skabes, n√•r det divergerer fra sex.

I 1949 skrev Simone de Beauviour, at “one is not born a woman, one becomes a woman” (1965). I samme stil argumenterer den feministiske k√łnsforsker Judith Butler for, at k√łn hverken er en essens, en enhed eller en kvalitet, vi har. Hun dekonstruerer det k√łnslige selv, idet hun definerer gender som:

” (…) not an expression of what one is, but as something that one does: the stylished repetition of acts through time” 1990: 141).

Det vil sige, at det k√łnslige selv ikke till√¶gges nogen ontologisk status foruden de handlinger, som det udg√łres af. K√łn ses ikke som en konsekvens af en indre kraft eller et resultat af vores kroppe, men som noget vi g√łr gennem vore handlinger (S√łndergaard 2000: 43). K√łn opfattes som blivende konstitueret gennem stilisering af kroppen og de adskillige gestus og bev√¶gelser, vi foretager os i hverdagen [3] (Butler 1997: 402). Som f√łlge heraf er det analytiske fokus p√• m√•derne, hvorp√• k√łn konstitueres i social praksis. K√łn anskues s√•ledes ikke som noget, vi har eller er, men som noget, vi g√łr.

Med baggrund i denne forst√•else af gender skal jeg i det f√łlgende se p√•, hvorledes danske transvestitter og transseksuelle konstituerer k√łn i forbindelse med, at de transformerer deres sociale k√łn fra m√¶nd til kvinder.


[Til indholdsfortegnelsen] KAPITEL 3: GENDER PERFORMANCES
[Til indholdsfortegnelsen] 3.1. TRANSFORMATIONSRITUALET
Rituals nearly always accompany transitions from one situation to another, and from one cosmic or social world to another” (van Gennep i Turner 1982: 80).
I antropologiske kredse anses den fransk-schweiziske forsker Arnold van Genneps studier af religi√łse ritualer og overgangsriter som enest√•ende, og de betragtes nu som klassiske (Tambiah 1990). van Gennep udf√łrte sine studier i Afrika i starten af forrige √•rhundrede, men hans insigter er stadig aktuelle og anvendes blandt andet i etnografiske studier af religion verden over. Og selv om vi i denne sammenh√¶ng befinder os i en vestlig sekul√¶r sf√¶re, skal jeg i det f√łlgende vise, at der er visse paralleller mellem van Genneps syn p√• ritualer og mine informanters syn p√• transformationsprocessen fra mand til kvinde. Begge drejer sig om handling og praksis, og i ovenst√•ende karakteristik af ritualer udtrykkes tillige meget pr√¶cist et af de prim√¶re form√•l med transepigernes omkl√¶dning: De √łnsker at indg√• i sociale relationer som kvinder, og omkl√¶dningen er den handling, der skal muligg√łre dette for dem. Ved at transformere deres ydre fremtoning fra m√¶nd til kvinder, s√łger de at bev√¶ge sig socialt fra “den mandlige verden” til “det kvindelige univers” – udtryk som en af mine informanter anvendte, da hun beskrev hendes oplevelse af forskellen mellem de to sociale verdener. I det f√łlgende ser jeg n√¶rmere p√•, hvorledes transformationsprocessen forl√łber og hvilke overvejelser og erfaringer, transepigerne har gjort sig i forbindelse med, at de s√łger at indg√• i samfundet i den sociale rolle som kvinde.

If√łlge van Gennep er overgangsriter kendetegnede ved, at de altid indeholder tre faser: en adskillelsesfase, en liminalfase og en reintegrationsfase (1977). Ligeledes kan der identificeres tre faser i transepigernes transformationsproces, som er paralleller til overgangsriternes faser: afkl√¶dningsfasen, omkl√¶dningsfasen og den omkl√¶dte fase. Den indledende afkl√¶dningsfase er relativ kortvarig og rummer ikke de store implikationer for transepigerne. Pragmatisk set drejer det sig om at lukke og l√•se d√łren til badev√¶relset, afkl√¶de sig den mandlige bekl√¶dning, t√¶nde for det varme vand og g√• i bad.

Overgangen til omkl√¶dningsfasen sker under opholdet i badet og tager sin begyndelse i det √łjeblik, barberkniven tages frem. Det handler om den strategiske iscenes√¶ttelse af den fysiske krop og manipulering af dens ydre fremtoning, som ofte ikke f√•r meget plads i analyser af k√łn (Kulick 1999). Der skal fjernes sk√¶g, n√¶se- og √łreh√•r samt rettes √łjenbryn. Ansigtsh√•rene er s√¶rdeles vigtige at f√• fjernet, og stor er opm√¶rksomheden p√• at f√• barberet sk√¶gget helt i bund, da selv sm√• sk√¶gstubbe er umulige at d√¶kke med foundation og pudder. Men ogs√• h√•r under og p√• armene, p√• fingre, f√łdder, ben og bryst bliver fjernet, s√•fremt den valgte kvindelige bekl√¶dning ikke vil d√¶kke disse kropsdele. If√łlge mine informanter harmonerer beh√•rede ben ikke med en l√•rkort nederdel, nylonstr√łmper og h√łje h√¶le, men med en lang kjole og lange st√łvler f√łler de, at det g√•r an. I givet fald er barbering af benene for dem en forf√¶ngelighedssag, men benene barberes sj√¶ldent, s√•fremt den p√•g√¶ldende p√• et senere tidspunkt forestiller sig at g√• i shorts, eksempelvis i forbindelse med sportsud√łvelse eller ved sommertid. Det samme er tilf√¶ldet, hvis √¶gtef√¶llen ikke kender til denne side af sin mand. Pludselig manglende beh√•ring p√• benene er sv√¶rt at (bort-)forklare, og det kan tage m√•neder, f√łr de igen er groet ud.

Efter badet og barberingen starter p√•kl√¶dningen med alt, hvad det indeb√¶rer af brug af cremer, parfume, makeup, neglelak, evt. kunstige negle og kunstige √łjenvipper, smykker, kvindelige bekl√¶dningsgenstande fra inderst til yderst, samt de for transepigerne uundv√¶rlige artefakter; parykken og h√•ndtasken. Udover h√•ndtaskens umiddelbare praktiske funktion, at der kan opbevares n√łdvendige ting i den, har den tillige en anden nyttig funktion: Den hindrer armene i at svinge hurtigt frem og tilbage ved gang, da den ene h√•nd kan placeres p√• selve tasken og den anden p√• remmen. P√• den m√•de kan h√¶nderne holdes t√¶t ved kroppen. Det er et trick, som de fleste transepiger kender og bruger, da det at g√• og bev√¶ge sig som en kvinde volder flere af dem problemer.

Langt de fleste af transepigerne foretr√¶kker at v√¶re alene under omkl√¶dningsfasen. De √łnsker ikke, at andre skal se dem i perioden, hvor de √¶ndrer deres fysiske fremtoning:

“Omkl√¶dningen er jo meget hemmelig. N√•r jeg g√łr det herhjemme pr√łver jeg at g√łre det, s√• min kone ikke ser det. Jeg render ikke rundt med piget√łj p√•, uden paryk og make-up. Det kan jeg simpelthen bare ikke lide. Og i nogle situationer undervejs ser man underlig ud. Man er jo hverken mand eller kvinde. N√•r man er f√¶rdig, s√• er det ligesom om, at det er en helhed, og s√• er det ok. Jeg holder meget fast ved, at det skal v√¶re en helhed, eller s√• kunne man rende herhjemme og se tosset ud med kjole p√• og uden paryk, eller med paryk og skist√łvler. Det er jo ikke k√łnt. Og det er overgangsperioden heller ikke. Den ville jeg aldrig nogensinde vise andre. Det bliver helt for mig selv. Der er flere, som gerne vil se mig kl√¶de om, for de synes, at det kunne v√¶re utrolig sp√¶ndende at se. Og det kan jeg godt forst√•, men det er s√• f√łlsomt. Man g√•r jo ind som et menneske og kommer ud som et andet, s√• det er virkelig f√łlsomt”(Hanne).

Som Hanne giver alle mine informanter udtryk for, at de har sv√¶rt ved at h√•ndtere denne midtimellem tilstand, hvor de hverken f√łler sig som mand eller kvinde. De er liminale i ordets eksakte betydning: Udenfor samfundet, i ingenmands land. De fort√¶ller, at f√łrst n√•r den sidste h√•nd er lagt p√• makeup’en, t√łjet taget p√• og parykken sat, ser de ikke l√¶ngere sig selv som hverken-eller, men derimod som kvinder.

Med p√•s√¶tning af parykken slutter omkl√¶dningsfasen. Den fysiske transformation er fuldf√łrt, og herefter starter den omkl√¶dte fase. Det altoverskyggende form√•l under denne fase er at kunne indg√• i samfundet med sin nye sociale rolle og praktisere det sociale k√łn kvinde. I det f√łlgende viser jeg, at den omkl√¶dte fase med fordel kan anskues som en performancefase, hvorfor jeg ser n√¶rmere p√• denne situations implikationer via en performativ tilgang.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.2. EN PERFORMATIV TILGANG
Min forst√•else af en performativ tilgang rummer definitioner af de i denne sammenh√¶ng helt centrale analytiske begreber: gender og performance. Med udgangspunkt i den i forrige kapitel skitserede forst√•else af k√łn definerer jeg med Butler gender som handling (jf. p. 28f). Det er disse handlinger, jeg konceptualiserer med begrebet performance. Butler anvender selv begrebet performance i sine analyser af k√łn, men min definition af performance afviger fra Butlers af to v√¶sentlige √•rsager. Dels er hun ikke klar i sin definition af begrebet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at dets adskillelse fra det lignende begreb “performativitet” ikke er tydelig:

“The [Butlers] lack of clarity about how a performance is to be understood leads to a paradoxical position. (…) it suggests that a performance is itself performative. The distinction seems to be of little help. Indeed it raises more questions than it answers” (Morris 1999: 209).

Dels har antropologer i l√łbet af is√¶r de sidste to √•rtier anvendt og problematiseret begrebet performance (Scheffelin 1998: 194), hvorfor det er oplagt at vende blikket mod den foreliggende antropologiske faglitteratur. Jeg tr√¶kker derfor p√• deciderede antropologiske indsigter i min definition af begrebet performance.

I artiklen “Problematizing Performance” (1998) g√łr antropologen Edward Schieffelin op med den g√¶ngse brug af begrebet performance, hvor det defineres med henvisning til udf√łrens/performerens bevidste intention med performancen. Hans argument er, at det i praksis n√¶rmest er umuligt at afg√łre, hvorvidt der er tale om performance eller ej, s√•fremt dette er det afg√łrende kriterium. I stedet argumenterer han for, at vi skal se performance som en “fortl√łbende proces”, der er karakteriseret ved at v√¶re interaktiv og risikabel.

Schieffelins udgangspunkt er, at iboende al menneskelig handling er performativitet og ekspressivitet, og det er gennem disse, at vores handlinger kommunikeres og g√łres forst√•elige overfor andre – uanset vores intentioner. I den forstand er vi mere performative, end vi har til hensigt at v√¶re, og vi er s√• at sige “underkastede” performativiteten i vores handlinger. I forl√¶ngelse heraf argumenterer han for, at alle handlinger har en ekspressiv dimension, idet de afsl√łrer noget om akt√łren og situationen, og de bliver tolket af “de andre” i situationen. Sidstn√¶vnte er central i hans argumentation, idet det er ud fra dette forhold, at han diskvalificerer den bevidste intention som en essentiel del af performancen: Andres tolkning af vores performance kan v√¶re anderledes end vores intention dermed.

Dette medf√łrer tillige, at kontrollen over ekspressiviteten ikke tilh√łrer akt√łren, men derimod selve situationen. Det er en vigtig pointe, for det er udfra denne anskuelse, at denne definition af performance som en fortl√łbende proces bliver meningsfuld. I og med at en proces pr. definition er fortl√łbende, kan definitionen forekomme intetsigende, n√•r den st√•r for sig selv. Ses den derimod i sammenh√¶ng med ovenst√•ende argument fremg√•r det, at det fortl√łbende refererer til vigtigheden af at holde sig for √łje, at performancen bliver tolket af andre mennesker. Og det er i dette forhold, at det fortl√łbende best√•r. Performancen stopper ikke, n√•r performeren har udf√łrt handlingen; den forts√¶tter i og med, at andre tolker p√• den. Denne eksplicitte m√•de, hvorp√• Schieffelin inddrager de andre i situationen, mod hvem performancen er rettet, ser jeg som grundlaget for hans definition af performance som altid v√¶rende interaktiv.

Det risikable kommer ind i billedet umiddelbart i forl√¶ngelse heraf. I og med at fokus er flyttet fra performerens bevidste intention til performerens interaktion med andre, bliver performancen risikabel for akt√łren, da denne ikke kan have kontrol over, hvorledes andre tolker performancen. Muligheden for misforst√•elser vil altid v√¶re der, og andre kan have egne agendas, hvilket medf√łrer, at der altid er noget p√• spil, og noget kan altid g√• galt. Det uforudsigelige bliver p√• denne m√•de inkorporeret i den performative tilgang.

N√•r jeg i det f√łlgende anl√¶gger en performativ tilgang, er det udfra den her skitserede forst√•else. Med Butler definerer jeg k√łn som handling, og jeg f√łlger Schieffelin i min brug af begrebet performance, hvorfor mit fokus er p√• relationerne mellem performeren og andre i situationen – herunder det element af risiko, som performancen indeb√¶rer for performeren.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.3. PERFORMANCEFASEN: M√ėDET MED “DEN ANDEN” [4]
Mine informanter giver udtryk for, at performancefasen er alt andet end problemfri for dem. De er is√¶r usikre p√•, om transformationsritualet vil have den √łnskede effekt, og om det er tilstr√¶kkeligt til, at de kan indg√• i den sociale verden som kvinder. B√•de f√łr og under performancefasen er de meget optagede af overvejelser omkring, hvordan “den Anden” vil opfatte dem. Situation er risikabel for dem i den forstand, at de ikke har kontrol over andre menneskers reaktioner p√• deres performance. De ved ikke, om de kan g√• som kvinder, eller om de bliver afsl√łret. N√•r som helst under performancen kan der indtr√¶ffe noget, som afsl√łrer dem og strider mod det indtryk, som de s√łger at give. Transepigernes frygt for afsl√łring rummer to dimensioner: Afsl√łring som mand, og afsl√łring som person.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.3.1. FRYGT FOR AFSL√ėRING SOM MAND
Hvad ang√•r afsl√łringen som mand, har det at g√łre med, at for at transepigen kan opretholde sin identitet som kvinde, er hun n√łdt til at f√• fornemmelsen af, at andre ogs√• er overbevist om hendes trov√¶rdighed. En informant, Stine, fortalte entusiastisk om hvordan en flok unge piger reagerede, da hun en aften omkl√¶dt gik hjem:

“Jeg havde v√¶ret til julefrokost p√• mit arbejde, og gik hjem ved totiden en fredag nat inde midt i byen, hvor der var fyldt med mennesker, der var i godt hum√łr. Jeg t√¶nkte, at jeg hellere m√•tte holde mig til de oplyste veje i stedet for at g√• ad sm√•vejene, som jeg ellers g√łr, for man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Jeg havde en del ting med, som havde v√¶ret brugt til arrangementet, s√• jeg havde to store tasker med. Jeg m√łdte en flok unge piger, som var i h√łjt hum√łr, og lige da de gik forbi mig h√łrte jeg den ene sige: “Hold da k√¶ft, s√• du de tasker, hun sl√¶bte rundt med?”. Og det ser jeg jo som positivt, for det som de bem√¶rkede, var mine store tasker. Det var ikke noget med “hans”, nej, det var “hendes tasker”. De havde ikke lagt m√¶rke til noget, og med det hum√łr som de var i, s√• ville jeg helt sikkert have h√łrt det. Jeg voksede en halv centimeter. Jeg f√łlte mig som sv√¶vende p√• en for√•rsdag. For det er det, vi s√łger og gerne vil opleve: At vi bliver set som kvinde, m√łdt som kvinde og behandlet som kvinde.”

Stine blev ikke afsl√łret som mand. Tv√¶rtimod blev hun bekr√¶ftet i sin identitet som kvinde. Dels var det noget uden for hende selv, taskerne, der blev kommenteret af pigerne, og dels blev de omtalt som hendes takser frem for hans tasker. At pigerne havde v√¶ret i “h√łjt hum√łr” overbeviste hende yderligere om, at de s√• hende som kvinde – det er som bekendt fra b√łrn og fulde folk, at man skal h√łre sandheden. Andre transepiger reagerer lige s√• st√¶rkt og positivt, n√•r de direkte bliver bekr√¶ftede i, at andre – tilf√¶ldige mennesker p√• gaden – opfatter dem som kvinder. Bekr√¶ftelsen kan enten ske ved, at andre taler om dem som kvinder, eller ved at de ingen kommentarer og lange blikke f√•r, hvorved de overbevises om, at de blev set som kvinder. De taler om s√•danne oplevelser i termer som “jeg blev helt h√łj”, “det var et kick uden lige”, “jeg kunne have vendt om og kysset ham”, “det varmede helt ind i hjertet”, og “jeg var euforisk l√¶nge efter”.

Transepigernes bekymringer omkring afsl√łring som mand g√•r ogs√• p√• mulige f√łlger af en afsl√łring, som for eksempel at blive latterliggjort eller kommenteret i en nedv√¶rdigende tone. Skr√¶kscenarierne er at blive direkte fysisk forulempet, eller at f√• frar√łvet den vigtige artefakt: Parykken. Flere informanter fort√¶ller, at frygten for potentielle f√łlger af afsl√łring er s√• stor, at de ikke t√łr g√• udenfor omkl√¶dte, selvom de br√¶ndende √łnsker at g√łre det. Selv dem, der er fysisk st√¶rke holder sig inden d√łre, da de er angste for at m√łde for eksempel en flok unge drenge, som de formoder vil kunne finde p√• at forgribe sig p√• dem. Og det til trods for, at de har en klar fornemmelse af, at de er i stand til at forsvare sig selv, s√•fremt en s√•dan situation skulle opst√•. Af dem som vover sig ud, er der flere som v√¶lger at vende om og g√• tilbage, eller som g√•r over p√• det modsatte fortov, hvis der kommer nogle mod dem. B√•de i dagslys og n√•r det er m√łrkt, reagerer de p√• denne defensive m√•de.

Det er dog de f√¶rreste, som har v√¶ret ude for nogle af de ovenfor skitserede episoder. En af mine informanter har fortalt, at hun fik et regul√¶rt lag t√¶sk af en gruppe unge m√¶nd en nat, hun var p√• vej hjem fra byen, hvor hun blev efterladt bl√łdende p√• gaden med t√łjet revet itu og frar√łvet sine penge. Men ellers har langt de fleste oplevet, at de mennesker, de m√łder p√• gaden ikke reagerer n√¶r s√• negativt og ford√łmmende, som de havde forestillet sig, at de ville. Men trods de positive erfaringer sidder angsten dybt i dem og er noget, alle transepiger forholder sig til.

Hvor afsl√łringen som mand omhandler transepigernes relationer til fremmede, ukendte mennesker, de tilf√¶ldigt st√łder p√• en enkelt gang, n√•r de omkl√¶dt g√•r p√• gaden, vedr√łrer afsl√łringen som person transepigernes relationer til mennesker, de kender.Det v√¶re sig familie, venner, bekendte, naboer, kolleger, forretningsforbindelser eller andre, som potentielt vil kunne genkende dem og afsl√łre deres personlige identitet.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.3.2. FRYGT FOR AFSL√ėRING SOM PERSON
Det er de transepiger, som ikke er sprunget ud, der frygter afsl√łring af deres personlige identitet. “At springe ud” er et udtryk, som er hentet fra de homoseksuelles terminologi, hvor b√łsser/lesbiske, der har fortalt deres omgangskreds om deres seksualitet, siges at have sprunget ud. For transepiger kan udtrykket ligeledes referere til, at omgangskredsen er blevet orienteret om, at personen er transepige, men det kan ogs√• referere til den f√łrste gang, de var udenfor omkl√¶dte. At springe ud er en lang proces, som involverer mange overvejelser f√łr beslutningen tages. F√łlgende uddrag af e-mailkommunikation p√• en postliste for transepiger illustrerer begivenhedens vigtighed:

Hejsa Alle sammen :-))

Dette her kommer for nogle som et CHOCK, andre klapper sikkert i hænderne.

Jeg er SPRUNGET ud helt som PIGE. Dette skete onsdag, den 4/7-2001 kl. 10.35.

“K√¶re k√¶re Lise,

Rigtig mange gange tillykke med dit udspring Рdu har meget at glæde dig til og over.
Jeg selv sprang ud på fuld tid den 29. maj 1999, og jeg har nydt hver måned, hver uge, hver dag, hver time og hvert minut lige siden.

Du √łnskes en rigtig dejlig sommer med sus i de lette sk√łrter.

Knus fra Kirsten”

For Lise er det at springe ud forbundet med at g√• udenfor omkl√¶dt i sin egen by. Som mange andre transepiger er hun startet med at k√łre til en n√¶rliggende st√łrre by, hvor hun ikke kender nogen, for at g√• en tur omkl√¶dt, og p√• den m√•de har hun mindsket risikoen for at blive afsl√łret som person. Men for hende er g√•turene i en fremmed by ikke tilstr√¶kkelige til, at hun kan betragte sig selv som v√¶rende sprunget ud. Det at springe ud er for hende forbundet med, at hun har bev√¶get sig udenfor i byen, hvor hun er bosat.

M√•den Lises e-mail er skrevet p√• og Kirstens lyk√łnskning illustrerer begivenhedens vigtighed, hvilket yderligere fremh√¶ves ved, at de begge har noteret sig datoen for, hvorn√•r de sprang ud. Det er kendetegnende, at transepiger husker denne dato. Hvad enten det at springe ud refererer til den f√łrste gang de gik omkl√¶dt i deres egen by, til at de fortalte k√¶resten, at de er transepige, eller til dagen, hvor de besluttede at leve fuldtids som transepige, s√• husker de datoen og kan fort√¶lle meget detaljeret om, hvordan det foregik, hvilke tanker de gjorde sig, og hvad de f√łlte. En af mine informanter fejrer dagen, hun sprang ud p√• samme m√•de, som hun fejrer sin f√łdselsdag, og taler om “dagen, da hun blev f√łdt som kvinde”.

Generelt er mine informanters erfaring, at kvinder reagerer mindre fordomsfuldt p√• dem, end m√¶nd g√łr. De oplever, at de fleste kvinder er s√łde og im√łdekommende, mens de fleste m√¶nd reagerer defensivt og tr√¶kker sig tilbage. En informant, Lone, giver sit bud p√• √•rsagen hertil:

“M√¶nd – selvf√łlgelig ikke alle m√¶nd, men mange m√¶nd – kan simpelthen ikke forst√• det. De f√łler, at vi svigter vores k√łn. De kan ikke forst√•, at vi kan synke s√• langt ned og blive kvinde – undskyld udtrykket”.

Oplevelsen af, at kvinder har lettere ved at acceptere dem i deres sociale rolle som kvinder, end m√¶nd har, udm√łnter sig tillige i, at de bruger mere tid sammen med veninder, n√•r de er omkl√¶dte, end de g√łr med venner. De taler meget positivt om deres samv√¶r med veninderne, de biologiske kvinder. I s√¶rdeleshed om situationer, n√•r de har v√¶ret del af en ren pigegruppe, hvor der er blevet talt om emner, som de betragter som deciderede “pigeting”, der ikke bliver diskuteret p√• samme m√•de, n√•r der er m√¶nd tilstede; graviditet, menstruation, forhold til k√¶rester, f√łlelser, etc. At de “f√•r lov” at deltage i disse samtaler er for dem et tegn p√• accept af deres sociale rolle som kvinde, og de f√łler sig bekr√¶ftede i deres identitet som kvinde.

Denne bekr√¶ftelse finder de ogs√• i transvestitforeningerne. I mods√¶tning til de skitserede implikationer, der kan opst√• i transepigers m√łde med “den Anden”, er risikoelementet p√• det n√¶rmeste frav√¶rende i de performances, der finder sted i transvestitforeningerne. De sociale relationer er karakteriseret ved, at alle er forst√•ende og omsorgsfulde overfor hinanden. Der er ikke nogen, der stiller sp√łrgsm√•lstegn ved, om de kan g√• som kvinde. Alle kender “spillets regler” – og handler derefter. M√łderne i transvestitforeningerne har i h√łj grad karakter af hyggeligt samv√¶r. Med musik i baggrunden, et langbord d√¶kket op med dug, stearinlys, kaffe/the og kage, √łl og vand, adskiller disse m√łder sig ikke v√¶sentligt fra andre typer af sociale sammenkomster. Dette afspejles ogs√• i den sociale interaktion, hvor der snakkes og sludres hele aftenen. Emnerne sp√¶nder lige fra gode steder at k√łbe h√łjh√¶lede sko i st√łrrelse 44 over gode m√¶rker af printerpatroner til bivirkninger ved indtagelse af kvindelige hormoner. Der fort√¶lles om familierelationer, vises billeder fra ferien, gives gode r√•d og l√¶gges planer for fremtidige arrangementer.

De trygge rammer i foreningerne og medlemmernes forst√•else for hinanden g√łr, at transepigerne her har mulighed for at indg√• i sociale relationer som kvinde, uden at skulle v√¶re p√• vagt, og uden at skulle v√¶re bekymrede for at blive afsl√łret. Dette er en af √•rsagerne til, at foreningerne til tider omtales som “forl√¶ngede skabe” eller som “udvidede kl√¶deskabe” (jf. at transepiger, som ikke er sprunget ud, betegnes som “skabs-transepiger”). Trygheden illustreres ogs√• ved, at der er indtil flere af de nyudsprungne transepiger, som kl√¶der om i foreningerne. Da de ikke t√łr g√• p√• gaden som kvinder, g√•r de til og fra m√łderne kl√¶dt som m√¶nd med kvindet√łjet godt gemt i en taske. Det samme er tilf√¶ldet, hvis deres √¶gtef√¶lle eller k√¶reste ikke kender til denne side af dem.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.3.3. FRYGTENS SPÆNDINGSASPEKT
Frygten for afsl√łring, og de begr√¶nsninger denne l√¶gger p√• den enkeltes udfoldelsesmuligheder, betragtes hovedsageligt som negative af transepigerne, men de erkender samtidigt, at der ogs√• er et positivt aspekt ved frygten – den skaber sp√¶nding:

“Hvis det bliver fuldst√¶ndig legalt at v√¶re transvestit herhjemme, s√• ryger lidt af det sp√¶ndende fra, kan man godt sige, for det er da lidt af et sp√¶ndingsmoment, og lidt af et kick, n√•r man g√•r ud i et samfund med piget√łj, fordi man ved, at det ikke er normalt” (Karen).

Det er is√¶r de transepiger, som har v√¶ret sprunget ud i mange √•r, og som er tilstr√¶kkelig afklarede med deres situation, der taler om de positive aspekter ved frygten for afsl√łring. De nyder gr√¶nseoverskridelsen, udfordringen af “det normale” og den opm√¶rksomhed de f√•r, n√•r andre mennesker sender dem lange blikke i uvished om det var en mand eller kvinde, der gik forbi dem. De finder det nervepirrende ikke at vide, om de bliver afsl√łret, eller om de kan g√• som kvinder. En af mine informanter fort√¶ller, at hun f√łlelsesm√¶ssigt reagerer s√• st√¶rkt, de gange hun har turdet m√łde andre p√• samme fortov, at hun f√•r fornemmelsen af, at hun m√• have taget euforiserende stoffer. De opfatter det forbudte som udfordrende og sp√¶ndende, og de gl√¶der sig over den lille sejr, det er, hver gang de har f√•et fornemmelsen af, at andre har set dem som kvinder.

Med ovenst√•ende har jeg s√łgt at vise, at frygten for afsl√łringen er en reel frygt, som transepiger lever med, forholder sig til, og som un√¶gtelig er en del af det at v√¶re transepige. Det er en dobbelttydig st√łrrelse, som p√• en gang virker handlingsbegr√¶nsende og f√łlelsesforst√¶rkende. Hvor frygten for afsl√łringen som person er st√łrst i forbindelse med, at de springer ud, er frygten for afsl√łring som mand vedvarende. Selv garvede transepiger, som i mange √•r har g√•et omkl√¶dte, fort√¶ller, at de kan f√• et sus i maven, n√•r de m√łder fremmede p√• gaden. Der er altid en potentiel risiko for at blive afsl√łret, og det kr√¶ver mod at bev√¶ge sig ud i verdenen if√łrt en kl√¶dedragt, der overskrider de kulturelt definerede gr√¶nser for hvilken bekl√¶dning, der er passende for m√¶nd.


[Til indholdsfortegnelsen] KAPITEL 4: K√ėNSIDENTITET OG F√ėLELSER
Hvor jeg i forrige kapitel s√• p√• transepigerne som samlet gruppe med v√¶gt p√• f√¶llesn√¶vnere, skal jeg her besk√¶ftige mig med v√¶sentlige forskelle mellem transvestitter og transseksuelle. Analysen heraf leder hen til en diskussion af, hvorvidt den anlagte performative tilgang er tilstr√¶kkelig for forst√•else af variationerne mellem transvestitter og transseksuelle, og hvorvidt den kan indfange relevante aspekter af deres k√łnsidentitet.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.1. TRANSVESTITTER: T√ėJET FREMKALDER F√ėLELSER
Nina er midt i halvtredserne og transvestit. Indtil for fem √•r siden vidste hendes familie ikke, at hun indimellem ikl√¶der sig damet√łj. Det var en hemmelighed, som hun holdt for sig selv. N√•r hun skulle til arrangementer i TiD skete det under p√•skud af at v√¶re til m√łde, og hun kl√¶dte om i bilen p√• vej derhen. Men p√• et tidspunkt opdager √¶gtef√¶llen Mette, at hendes mand har noget kvindet√łj liggende, som ikke er hendes. Efter en konfrontation med beskyldninger om utroskab fort√¶ller Nina, hvordan tingene h√¶nger sammen – at hun er transvestit, og at hun siden ungdoms√•rene i skjul har g√•et med kvindet√łj.

Som mange andre koner, der tilfældigt opdager, at deres mand er transvestit, får Mette et mindre chok. Men efter mange gode snakke med hendes mand og samtaler med en psykolog accepterer hun, at han tager til arrangementer i TiD, blot han ikke klæder om derhjemme. Efter et stykke tid får Nina overtalt Mette til at tage med til et arrangement, for at hun kan se, hvad det er, og stille og roligt accepterer Mette mere og mere af Nina. I dag er de begge medlemmer i TiD, og de deltager sammen i flere andre aktiviteter, mens Nina er omklædt.

Her f√łlger et uddrag af et interview med Nina og Mette, hvor vi taler om de forskelle, der er mellem Nina og Nicolaj:

Gitte:
Nina, vil du fortælle lidt mere om, hvordan det hele hænger sammen for dig?

Nina:
Det starter jo med t√łjet. Det er meget v√¶sentligt. Jeg har t√¶nkt lidt over, hvordan det kunne forsvares, for nogle ville sige, “hvad pokker betyder udseendet?”. Men det betyder meget. Jeg vil ikke sige 100%, men det betyder utrolig meget. Og det er jo ikke bare t√łjet, det er ogs√• makeuppen, h√•ret, neglene, parfumen, og hvad ved jeg. Alt det, der h√łrer til. Smykkerne. Og der er en form for kropssprog, som tilsammen kalder det andet [kvindeligheden] frem. Eller underst√łtter det. For mit vedkommende har jeg f√łlt det utrolig st√¶rkt. N√•r jeg har det her p√• [kvindet√łj], s√• kommer Nina, uden at jeg skal t√¶nke mere over det, men hvis jeg ikke tager det p√•, s√• kommer hun ikke. S√• ligger hun og slumrer inde bagved.

Mette:
Som jeg oplever det, s√• er der mange ting, Nina kan g√łre, som Nicolaj ikke er s√¶rlig god til. Nina er bedre til at digte og v√¶re kreativ, og jeg kan snakke med Nina om ting, som jeg ikke kan snakke med Nicolaj om. Nina er heller ikke s√• indadvendt som Nicolaj. Hun smiler og ler mere. Til geng√¶ld er hun ikke s√¶rlig god til at k√łre bil!

Nina:
Ja, der er mange forskelle. De mandlige og kvindelige egenskaber er der jo hele tiden, uanset hvad man har p√•, men t√łjet virker som en fremkalder, der siger, at nu er det alts√• herovre det sker. Og n√•r jeg s√• tager det af igen, s√• g√•r det over til den anden side. I og med at jeg foretager den fysiske forvandling, s√• kommer automatisk den psykiske forvandling eller omskiftning.

Nina giver udtryk for, at hun ikke kan udtrykke de kvindelige sider af sin person uden kvindet√łjet. N√•r hun til daglig er ikl√¶dt mandet√łj udtrykker hun andre sider af sin personlighed, end n√•r hun er kl√¶dt som kvinde, og selv om de kvindelige egenskaber er der, under overfladen, kan de ikke komme frem uden kvindet√łjet. Mette har oplevet det samme og lagt m√¶rke til flere forskelle i hendes mands m√•de at v√¶re p√•, n√•r han er kl√¶dt som hhv. mand og kvinde. De har begge en opfattelse af, at den psykiske forandring f√łlger efter den fysiske forandring. Claudia giver udtryk for samme synspunkt:

“Jeg er mand, og det vil jeg blive ved med at v√¶re. Jeg er far til mine b√łrn. Jeg har v√¶ret gift og jeg t√¶nder seksuelt kun p√• kvinder – jeg er ikke i tvivl om min k√łnsidentitet, men ind imellem har jeg alts√• lyst til at komme i kontakt med min feminine side, og det kan jeg kun ved at kl√¶de om til damet√łj”.

Det er kendetegnende for transvestitter, at de har en mandlig k√łnsidentiet, uanset om de er kl√¶dt som m√¶nd eller kvinder. T√łjet √¶ndrer ikke deres k√łnsidentitet, men de oplever, at omkl√¶dningen giver dem mulighed for at udtrykke sider af sig selv, som de ikke kan lade komme til udtryk ikl√¶dt mandet√łj. De fort√¶ller, at de ikl√¶dt kvindet√łj “kan v√¶re sig selv”, “slappe af”, “g√łre sig fri af forventninger”, “hente overskud til dagligdagen som mand” og “komme i kontakt med deres f√łlelser”.

N√•r den kvindelige bekl√¶dning till√¶gges s√• stor betydning for, hvordan de f√łler og agerer, kan bekl√¶dningen anskues som en “kontekstmark√łr”, der aktiverer en bestemt betydning af det sociale (Ardener 1992: 27). Kvindet√łjet kan siges at fungere som den specifikke form, der kan frembringe indholdet – kvindesindet. Med andre ord fungerer kvindet√łjet som en kontekstmark√łr, en fysisk ramme, som tillader et specifikt udtryk, og uden hvilken udtrykket ikke ville v√¶re muligt. Det er dog vigtigt at holde fast i, at det ikke er et hvilket som helst udtryk, der er muligt. De opfatter indholdet som v√¶rende der hele tiden – uafh√¶ngigt af det formm√¶ssige udtryk – som noget blivende og eksistentielt, der er del af dem. Ved anvendelse af den kvindelige bekl√¶dning, kan de fremkalde det kvindelige fra dybet af deres indre univers, og der skabes mulighed for, at det kan blive til et ydre udtryk. For transvestitter kommer kvindesindet med kvindet√łjet.

Et andet aspekt af m√•derne, hvorp√• t√łjet kan fremkalde f√łlelser drejer sig om v√¶kkelse af de seksuelle lystf√łlelser, hvilket de f√łlgende citater illustrerer:

“De f√łrste gange, man begynder at tr√¶kke i piget√łj, glatte str√łmper, lange sk√łrter osv., jamen der f√•r man en kanonudl√łsning, det er helt”… “man er fuldst√¶ndig t√¶ndt”… “f√•r et kollosalt seksuelt kick”(Pia).

“Jeg t√¶nder alts√• p√•”… “jeg bliver opstemt og glad”… “hvis det er et par rigtig l√¶kre str√łmper og undert√łj, s√• m√¶rker jeg alts√• noget” (Lone).

“I mange √•r tog jeg noget undert√łj p√• og m√•ske en kjole eller lignende, sad i det og gik lidt rundt i huset, mest foran spejlet. Efter nogle timer var det ud og “spille den af”. Straks efter jeg havde f√•et udl√łsning mistede jeg interessen for det t√łj, jeg havde p√• og tog det af igen” (Helene).

“I starten var det utrolig stimulerende p√• mig, at have et sn√łrrekorset p√•. Jeg f√łlte mig rigtig kvindelig med de rigtige kvindelige former. Da var der noget ved det. Og der kunne nogle gange komme en bule i bukserne. Men det har jeg ikke brugt s√• meget de senere √•r, og det har heller ikke gjort s√• meget ved den der bule i bukserne som tidligere” (Susan).

Stort set alle de transvestitter, jeg har v√¶ret i kontakt med har p√• et tidspunkt erfaret, at kvindet√łjet har gjort dem seksuelt opstemte. For mange starter transvestisme med seksuel lystf√łlelse ved at if√łre sig kvindelig bekl√¶dning. De fremh√¶ver is√¶r kvindeligt blondeundert√łj, hofteholdere, nylonstr√łmper og stileth√¶le som lystv√¶kkende.

Den typiske fort√¶lling er, at det specielt er i starten, i ungdoms√•rene, at det seksuelle fylder meget men efterh√•nden aftager. N√•r sp√¶ndingen ved det nye og anderledes undert√łj forsvinder, bliver andre aspekter – s√• som at kunne g√• som kvinde og indg√• i sociale relationer som kvinde – vigtige (jf. kapitel 3). Alligevel har de fleste dog et √łnske om ogs√• at kunne v√¶re kl√¶dt kvindeligt i det intime samv√¶r med partneren, at kunne sove if√łrt natkjole og v√•gne op som kvinde, men det er de f√¶rreste som reelt har mulighed for at g√łre det. Konen eller k√¶resten er ofte ikke interesseret i intimt samv√¶r med sin partner ikl√¶dt kvindet√łj, da de ikke t√¶nder p√• ham if√łrt kvindet√łj. “Transvestisme stopper ved sovev√¶relsesd√łren”, har jeg ofte f√•et fortalt. Transvestitterne forklarer deres partners manglende lyst med, at “min kone er jo ikke lesbisk, og hun har ikke giftet sig med en kvinde”, “n√•r jeg ikl√¶der mig sexet kvindeundert√łj, tager jeg jo de virkemidler, min kone bruger for at t√¶nde mig fra hende” og “hvorfor skulle det t√¶nde noget i en kvinde at se en mand i sm√• lyser√łde blondetrusser, selvsiddende nylonstr√łmper og hofteholder?”. Dr√łmmen og fantasien om at kunne v√¶re kvinde i seksuelle sammenh√¶nge forbliver for langt de fleste netop dr√łmme og fantasier.

Hvad enten de kvindelige bekl√¶dningsgenstande kan fremkalde det kvindelige sind eller v√¶kke de seksuelle lystf√łlelser, oplever transvestitter, at t√łjet “g√łr noget ved dem”. Det har en betydning som r√¶kker ud over d√©t, at de bliver i stand til at kunne g√• som kvinder: T√łjet frembringer f√łlelser. Ogs√• transseksuelle v√¶gter f√łlelser, men som det vil fremg√• af det f√łlgende, er det p√• anderledes m√•der og af andre √•rsager end transvestitter.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.2. TRANSSEKSUELLE: F√ėDT OG FANGET I DEN FORKERTE KROP
Tina er 54 √•r og transseksuel. Hun lever fuldtids som kvinde, og forventer at gennemg√• den k√łnskorrigerende operation p√• Rigshospitalet inden for et √•r. Indtil en skilsmisse for 5 √•r siden holdt hun sin trang til at ikl√¶de sig kvindet√łj hemmelig, og det var f√łrst efter skilsmissen, at hun begyndte at ikl√¶de sig kvindet√łj offentligt. P√• hendes arbejdsplads ved de, at hun er transseksuel, og de har accepteret hende, ligesom hendes to s√łnner har. Hun fort√¶ller, at hun altid har f√łlt sig anderledes, men at det f√łrst var for 6-8 √•r siden, at hun blev klar over, at hun var transseksuel. Under interviewet sp√łrger jeg, hvad det er, der tiltaler hende ved at v√¶re kl√¶dt kvindeligt:

Tina:
“Det er, at jeg er mig selv, og det er ikke noget med, at jeg skal forstille mig, eller spille en rolle. Jeg skal ikke t√¶nke p√•, hvordan jeg nu er. Jeg er bare mig. Det er alt det, der er om at v√¶re kvinde. Og det er igen fordi, jeg ikke kan fordrage det her med at v√¶re mand. Jeg f√łler ikke, at jeg passer ind i en mandeflok, for jeg f√łler mig ikke som mand. Jeg har pr√łvet at undertrykke det kvindelige og levet et mandeliv, men efterh√•nden f√•r det kvindelige alligevel overtaget. Jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg f√łler mig som kvinde. Det er den situation, jeg f√łler mig hjemme i. Det er der, jeg ved, hvordan jeg skal opf√łre mig”.

Gitte:
“Er du anderledes, n√•r du er kl√¶dt som m√¶nd, end n√•r du er kl√¶dt som kvinde?”

Tina:
“Der er kun f√• gange her p√• det sidste, hvor jeg har forkl√¶dt mig som mand. Egentlig er jeg den samme person. Jeg er en kvinde. Men jeg vil ogs√• gerne udadtil v√¶re en [kvinde]. Det er ikke nok, at jeg f√łler det indvendigt. Omverdenen skal ogs√• se mig, som den jeg er, kvinde. Og der f√łler jeg egentlig ikke, at jeg i herret√łj kan v√¶re mig. Det vil v√¶re en udkl√¶dning, og det har jeg alts√• f√•et nok af. Jeg f√łler mig som kvinde, men min krop siger noget andet, og det s√łger jeg nu at r√•de bod p√•”.

Som Tina opfatter transseksuelle sig som kvinder og har en kvindelig k√łnsidentitet – selv n√•r de er kl√¶dt som m√¶nd. Det er en af de v√¶sentligste forskelle mellem transseksuelle og transvestitter, hvis k√łnsidentiet som vist er mandlig. Ligeledes er det v√¶sentligt, at den kvindelige bekl√¶dning for transseksuelle ikke giver anledning til √¶ndringer i deres sind p√• samme m√•de, som det er tilf√¶ldet for transvestitterne, hvilket Nina giver udtryk for.

N√•r transseksuelle er ikl√¶dt mandet√łj, taler de om det som “forkl√¶dning”, “udkl√¶dning” og “at spille skuespil”, mens de kl√¶dt som kvinde kan “v√¶re sig selv”, “vise hvem de inderst inde er” og “f√• det ydre til at stemme overens med det indre”. De f√łler sig fanget i den forkerte krop og har en opfattelse af et k√łnnet selv, og ved at kl√¶de sig kvindeligt s√łger de at f√• deres ydre fremtoning til at stemme overens med deres indre f√łlelser. De kan ikke forlige sig med udelukkende at skulle praktisere det sociale k√łn m√¶nd, n√•r de inderst inde f√łler sig som kvinder.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.3. VURDERING AF DEN PERFORMATIVE TILGANG
I forrige kapitel anvendte jeg en performativ tilgang indenfor hvilken det sociale k√łn forst√•s som “(…) not as an expression of what one is, but as something that one does: “the stylished repetition of acts through time”(Butler i Lloyd 1999: 196). Indenfor denne tilgang og begrebsramme till√¶gges det k√łnslige selv ikke nogen ontologisk status foruden de handlinger som det udg√łres af, og det antages ikke at eksistere i sig selv, men udelukkende som blivende til gennem handlinger (jf. p. 28f). K√łnnet er ikke noget, som er. Det er noget, der skabes. Med denne tilgang var det muligt at skabe forst√•else omkring informanternes centrale placering af relationer til andre mennesker og implikationer herved, idet v√¶gtningen var p√• performancens interaktive aspekter.

I mods√¶tning til ovenst√•ende syn p√• selvet, har for eksempel Nina en klar opfattelse af, at selvet eksisterer uafh√¶ngigt af praksis. N√•r hun giver udtryk for, at Nina ligger og slumrer inde bag facaden, og at hun er der uanset p√•kl√¶dning, er det ikke et syn p√• selvet, som udelukkende eksisterende i praksis. Andre informanter giver udtryk for en lignende holdning, n√•r de fort√¶ller, at de ikl√¶dt kvindet√łj f√łler, at de er sig selv, og at de kan v√¶re det menneske, de inderst inde f√łler, at de er. De taler om “trangen” til ikl√¶de sig kvindet√łj, om at “udleve” deres transvestisme og transseksualitet. Begge begreber vidner om, at de har en forestilling om at der er noget – et k√łnnet selv – inde bag facaden, som de gerne vil udtrykke. De har en tydelig opfattelse af, at der er et selv, at der er en essens, og disse betragtninger udfordrer den anvendte performative tilgang.

Et andet aspekt af problematikken er, at i kraft af at forskellene mellem transvestitter og transseksuelle ikke findes i deres sociale praksis men i deres k√łnsidentitet, som de vel at m√¶rke fastsl√•r p√• baggrund af f√łlelser og ikke social praksis, kan vi med et fokus p√• performances ikke indfange variationerne mellem transvestitter og transseksuelle. Modsat transvestitterne, hvis kvindelige sind kommer med den kvindelige bekl√¶dning, opfatter de transseksuelle, som Tina fort√¶ller, altid deres sind som kvindeligt. De har en kvindelig k√łnsidentitet uanset bekl√¶dning. “Transseksuel er ikke noget man bliver, det er noget man er“. De opfatter deres k√łnsidentitet som v√¶rende baseret p√• en indre f√łlelse, som ikke lader sig √¶ndre og som eksisterer uafh√¶ngigt af social praksis. Fordi de er kvinder, √łnsker de at blive kvinder.

De markante uoverensstemmelser mellem de skitserede analytiske indsigter og informanternes udsagn giver anledning til overvejelser omkring, hvordan der kan skabes forst√•else for de empiriske data. Som vist har den performative tilgang sin styrke i dens centrale placering af interaktivitet og risikoelementet, og der kan redeg√łres for relationen mellem det biologiske k√łn og det sociale k√łn. Men i kraft af dens dekonstruktion af selvet medf√łres en begr√¶nsning, idet det ikke er muligt at skabe forst√•else omkring informanternes opfattelse af selvet som havende ontologisk status, ligesom forskellene mellem transvestitter og transseksuelle kan ikke indfanges, da disse ikke ligger i deres sociale praksis, men i deres f√łlelser og k√łnsidentitet.

Frem for at diskvalificere den performative tilgang pga. ovenn√¶vnte forhold, viser jeg i det f√łlgende, at en mulig m√•de at opn√• forst√•else for de mange aspekter af transepigernes identitet er ved at supplere den performative tilgang med et begreb om f√łlelser, som giver mulighed for, at der kan redeg√łres for relationen mellem p√• den ene side det sociale k√łn og p√• den anden side f√łlelser og selvidentifikationer. Jeg argumenterer s√•ledes for, at f√łlelsesdimensionen m√• inddrages som en v√¶sentlig del af det sociale k√łn, n√•r der studeres transvestitter og transseksuelle i en vestlig kontekst.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.4. F√ėLELSER
Transvestitter og transsesksuelle adskiller sig som vist fra hinanden p√• baggrund af deres k√łnsidentitet, som de fastsl√•r udfra f√łlelser. Det v√¶sentligste differentieringskriterie er, at transseksuelle f√łler sig som kvinder udstyret med en mands krop, mens transvestitter har en mandlig k√łnsidentitet. N√•r transseksuelle kl√¶der om eller gennemg√•r en k√łnskorrigerende operation er den altoverskyggende √•rsag hertil, at de √łnsker at bringe hhv. det sociale og det biologiske k√łn i overensstemmelse med det k√łn, de f√łler, at de tilh√łrer. De placerer s√•ledes f√łlelser centralt i deres k√łnsidentitet. If√łlge antropologen Robert I. Levy er et af de karakteristiske tr√¶k ved f√łlelser, at de kr√¶ver handling:

“Feeling can be considered as that subgroup of awareness that entails a sense of pressure for action of some kind (…)”(1984: 220).

Han illustrerer sit argument med, at hvis vi oplever iltmangel, s√• justerer vi “automatisk” vejrtr√¶kningen, men hvis denne respons ikke er tilstr√¶kkelig, s√• v√¶lger vi for eksempel enten at √•bne et vindue eller holde op med at l√łbe alt efter i hvilken kontekst, vi befinder os i (ibid.: 220). Vi reagerer p√• f√łlelsen. Selv om Levy her taler om f√łlelser, der m√¶rkes rent fysisk, kan argumentet udvides til ogs√• at omfatte andre typer af f√łlelser. P√• denne m√•de kan transseksuelles omkl√¶dning og kastrering ses som en reaktion p√• f√łlelsen af at v√¶re kvinde. F√łlelsen ligger forud for og motiverer handlingen.

I artiklen “Toward an anthropology of self and feeling ” (1984) g√łr antropologen Michelle Z. Rosaldo op med den analytiske distinktion mellem tanker og f√łlelser. Hun argumenterer for, at de to ikke kan adskilles, og hun definerer f√łlelser som thoughts embodied – kropsliggjorte tanker:

“Emotions are thoughts somehow “felt” in flushes, pulses, “movements” of our livers, minds, hearts, stomachs, skin. They are embodied thoughts, thoughts seeped with the apprehension that “I am involved”(…). Feelings are not substances to be discovered in our blood but social practices organized by stories that we both enact and tell. They are structured by our forms of understanding”(ibid.: 143).

Hun forst√•r f√łlelser som sociale processer, der ikke kan adskilles fra andre kulturelle aspekter:

“(…) culture makes a difference that concerns not simplywhat we think but how we fell about and live our lives. Affects, then, are no less cultural and no more private than beliefs. They are instead, cognitions – or more aptly, perhaps, interpretations – always culturally informed, in which the actor finds that body, self, and identity are immediately involved”(ibid.: 141).

Dette syn p√• f√łlelser medf√łrer, at det i forst√•elsen af informanternes v√¶gtning af f√łlelser ikke drejer sig om at fastsl√•, om de virkelig f√łler d√©t, de siger, de f√łler, og om vi virkelig har et selv, men om at problematisere de kultur-historiske forhold, som medf√łrer, at de itales√¶tter selvet og f√łlelser, p√• lige pr√¶cis de m√•der, som de g√łr, og videre, hvorledes dette influerer p√• deres forst√•else af sig selv.

Antropologen Robert C. Solomon giver udtryk for en lignende anskuelse, n√•r han skelner mellem “feelings” (f√łlelser) og “emotions” (emotioner). Distinktionen beror p√• opfattelsen, at der antropologisk set ikke er adgang til informanternes f√łlelser – det ligger uden for det antropologiske projekt (1984: 239). D√©t, vi kan studere, er informanterens fortolkning af deres f√łlelser, hvorfor han definerer emotioner ikke som f√łlelser men netop som fortolkninger (ibid.: 248). Da han ser fortolkninger som v√¶rende kontekstafh√¶ngige og kulturspecifikke, argumenterer han videre for, at itales√¶ttelse af emotioner beror p√• kulturelle begreber:

“(…) the concepts that make up virtually all emotions are essentially tied to the community and its conceptual apparaturs (….) [it is] understanding that what people say about their emotions and what they actually feel, though not precisely correlated, are part of the same cultural package” (ibid.: 251f).

Det vil sige, at emotioner ikke kan forst√•s uafh√¶ngigt af det givne kulturelle konceptuelle system – de er del af samme “kulturelle pakke”. If√łlge denne tankegang er emotionerne i sig selv influerede af den kulturelle begrebsramme, da denne betinger de mulige emotioner.

I det f√łlgende skal jeg se n√¶rmere p√• denne kulturelle pakke og dens indhold for herved at skabe forst√•else omkring transvestitter og transseksuelles fortolkning af deres k√łnsidentiet som v√¶rende baseret p√• f√łlelser. Jeg vil vise, at de v√¶sentlige kulturelle aspekter, som muligg√łr denne opfattelse udg√łres af synet p√• k√łnnet og opfattelsen af transvestisme inden for den vestlige videnskab.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.5. DEN VESTLIGE VIDENSKAB
Begrebet transvestisme er af latinsk oprindelse (trans: hinsides, modsat; vestius: ikl√¶dt). Det blev introduceret i videnskaben af den tyske sexolog Magnus Hirschfelt, som i begyndelsen af forrige √•rhundrede foretog det f√łrste videnskabelige studie af transvestisme, udgivet under den sigende titel: Transvestites – the erotic drive to cross-dress (1991 [1910]). Som det udtrykkes i titlen, ans√• Hirschfelt transvestisme som v√¶rende
erotisk betinget, et udtryk for seksuelle forstyrrelser, på hvilken baggrund han karakteriserede transvestisme som en behandlingskrævende lidelse (op.cit.).

Selv i dag bliver transvestitter kategoriseret som seksuelle afvigere inden for den akademiske forskning:

“To date, the bulk of research into transvestism has been contained within the closed circuit of medical and psychiatric specialist journals. It focuses on transvestism in a way that places it squarely within the arena of psychosexual disorders requiring treatment, cure or prevention”(Woodhouse 1989: xi).

Skismaet er, at disse studier alle tildeler det seksuelle den helt centrale plads i deres forst√•else for transvestisme, men selv om informanterne giver udtryk for, at det seksuelle er betydningsfuldt (jf. p. 47), s√• viser min unders√łgelse, at transvestisme ikke kan reduceres hertil. Som det foreg√•ende gerne skulle have illustreret, er transvestisme andet og mere end seksualitet, og disse v√¶sentlige aspekter g√•r tabt, hvis transvestisme udelukkende itales√¶ttes inden for en seksualitetsdiskurs. Der er stor afstand mellem defineringen af transvestisme som en seksuel afvigelse og informanternes egen placering af seksualiteten:

“I det perspektiv [betoningen af det seksuelle] f√łler jeg mig ikke som transvestit. S√• vil jeg ikke vedg√•, at jeg er transvestit, jeg vil kun vedg√•, at jeg er menneske. Med stor fork√¶rlighed for at kl√¶de mig kvindeligt”(informant Ellen).

“Seksualitet er da en del af transvestisme. Lige s√• vel som seksualitet er en del af k√¶rlighed. Men ligesom du ikke kan reducere k√¶rlighed til seksualitet, kan du heller ikke reducere transvestisme til seksualitet (informant Helle).

I det f√łlgende ser jeg n√¶rmere p√• de processer og bagvedliggende antagelser om k√łnnet, som har v√¶ret medvirkende til, at transvestisme er blevet klassificeret som en seksuel forstyrrelse i den vestlige videnskab. De teoretiske perspektiver hentes hovedsageligt fra den franske filosof, Michel Foucault (1994), samt fra antologien “Socialkonstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion”,redigeret af sociologerne Margareta Bertilsson og Margaretha J√§rvinen (1998).

[Til indholdsfortegnelsen] 4.5.1. KLASSIFIKATION SOM VIDENSKABELIG METODE
Klassifikation som videnskabelig metode er hentet fra botanikken. Den svenske botaniker Carl von Linn√© gik i anden halvdel af 1700-tallet i gang med det omfattende projekt at klassificere alle dyr, mineraler og planter i verden (Rosenbeck 1998: 139). Godt et √•rhundrede senere var mange andre typer af f√¶nomener blevet klassificeret – herunder ogs√• k√łn og seksualitet. Det omfattende klassifikationsprojket indebar en systematisk, logisk hierarkisering af alverdens f√¶nomener, og der udvikles en empirisk baseret rationel doktrin, der fastsl√•r, dels at naturen kan forst√•s gennem menneskelig erfaring, og dels at der er fornuftige forklaringer p√• alle naturlige f√¶nomener (Hastrup 1999: 21).

If√łlge Michel Foucault er trangen til at klassificere et af de v√¶sentligste kendetegn for den moderne videnskab, og han opfatter klassifikationer som kulturelle konventioner og historiske konstruktioner. Han beskriver, hvorledes de vestlige samfund i det 19. √•rhundrede udstyrer sig med en scientia sexualis, inden for hvilken medicinen, psykiatrien og p√¶dagogikken varestod udarbejdelsen af det uendelige register over lystf√łlelser og grundl√¶ggelsen af klassifikationer (1994: 72). Herved fremkom der en hel stribe diskurser om arter og underarter af perversioner: homoseksualitet, transvestisme, p√¶derasti og “psykisk hermafrodistisme” (ibid.: 107). Man “opdagede” og navngav tillige ekshibitionister, fetichister, zoofile, zooeraster, automonoseksualister, mixoskopofile, gynekomaster, presbyofile, sekso√¶stetisk homofile, dysparaneutiske kvinder, etc. (ibid.: 53). K√łnnet blev et offentligt anliggende, omkranset af diskurser, viden, analyser og p√•bud (ibid.: 36). For f√łrste gang blev der defineret en s√¶rlig sygelighed for det seksuelle, og m√¶nd, der ikl√¶der sig damekl√¶der, itales√¶ttes inden for denne seksualitetsdiskurs – opfattet som mentalt syge og klassificeret som seksuelt perverse.

Begrebet transvestit kommer p√• denne m√•de til at d√¶kke over langt mere, end ordets umiddelbare og oprindelige betydning “modsat ikl√¶dt”. Iboende begrebet var antagelser om sygdom og pervers seksualitet, og begrebet har s√•ledes v√¶ret objekt for en massiv v√¶rditill√¶ggelse:

“Det helt afg√łrende og kulturskabende tr√¶k ved sproget er nemlig, at det ikke kun er deskriptivt, men ogs√• normativt. Det er forestillingen om rigtigt og forkert – tilladt og forbudt, godt og ondt, retf√¶rdigt og uretf√¶rdigt – der giver tilv√¶relsen retning, mens beskrivelserne blot giver os en vis orden og identifikation” (Thielst 2000: 24).

Begge aspekter af sproget er vigtige i forhold til forst√•else for scientia sexualis: Det deskriptive kan ses som en henvisning til behovet for (social) orden, som s√łgtes opn√•et gennem klassifikation, mens det normative fort√¶ller os, hvorledes vi b√łr forholde os til de p√•g√¶ldende kategorier. Det helt centraler er, at “det normale” udtrykkes i selve sproget, inkorporeres heri og kan ikke adskilles herfra. Ved den blotte itales√¶ttelse af transvestisme konnoteres der s√•ledes afvigelse fra normen og undtagelse i forhold til den kulturelle begrundelseslogik (S√łndergaard 2000: 15f).

[Til indholdsfortegnelsen] 4.5.2. K√ėNSIDENTITET OG SEKSUALITET I VIDENSKABEN
P√• det tidspunkt, hvor Hirshfeldt foretog sit studie af transvestisme, var det centrale i de videnskabelige klassifikationer at p√•vise “de afvigende” f√¶nomeners medf√łdthed. Det skabte tilsyneladende st√łrre forst√•else for disse afvigere, da de derved ikke kunne holdes ansvarlige for deres afvigelse. Men ved sin udformning af kategorier var videnskaben samtidigt med til at l√•se menneskene – b√•de de s√•kaldte “normale” og “unormale” – fast i bestemte kategorier og identiteter. Ogs√• mandligheden og kvindeligheden blev til meget faste kategorier, som gensidigt definerer og udelukker hinanden (Rosenbeck 1998: 140). Der blev talt om k√łn i ahistoriske og universelle termer, og i kraft af k√łnnets direkte relation til biologi,
blev k√łn noget, man er – uforanderligt og iboende den menneskelige natur, som vi alle l√¶gger under for og ikke kan √¶ndre. K√łn blev set som en biologisk og ontologisk kategori. I det f√łlgende illustreres de kriterier, der anvendtes i fastsl√•elsen af individers k√łn via et eksempel med k√łnskategorisering af hermafroditter.

Det klassiske eksempel er fort√¶llingen om hermafroditten Herculine Barbin, ogs√• kaldet Alexiana/Abel (ca. 1840-1868), hvis erindringer Foucault udgav i 1978. Indtil sit 23. √•r, havde Alexina levet som kvinde, men som f√łlge af en r√¶kke begivenheder blev det “afsl√łret”, at hun havde b√•de mandlige og kvindelige ydre k√łnsorganer. I flere √•rhundreder havde videnskaben antaget, at hermafroditter havde to k√łn, men i kraft af opblomstringen af de biologiske teorier i 1800-tallet blev tanken om en blanding af de to k√łn i en og samme krop forkastet (Rosenbeck 1998: 141). Det blev vigtigt, at alle havde deres prim√¶re k√łnsidentitet, hvorfor Alexinas k√łnsidentitet som enten mand eller kvinde m√•tte fastsl√•s. L√¶gerne interesserede sig s√•ledes ikke for at konstatere tilstedev√¶relsen af de parallelle eller sammenblandede k√łn, eller for at bestemme hvilke af de to k√łn, der dominerede over det andet, men snarere for at dechiffrere det sande k√łn, som de mente gemte sig bag et forvirret ydre (Foucault 1978: 8). Rosenbeck fremh√¶ver, at l√¶gerne og eksperterne ene og alene var optaget af de fysiologiske og biologiske faktorer i fors√łget p√• at klassificere Alexina/Abels k√łn. De mente, at kunne konstatere en slags sperm-ligende fluidum, hvilket blev det f√łrste kriterium. Det andet var hendes/hans seksuelle adf√¶rd:

“St√łrst diagnostisk interesse knyttede sig til k√łnsdriften og dens retning. Havde disse individer en normal k√łnsdrift, ville den rettes mod det modsatte k√łn og dermed v√¶re en vejledning til bed√łmmelse af k√łnnet”(Rosenbeck 1998: 143).

Eftersom en “normal” k√łnsdrift ville v√¶re rettet mod det modsatte k√łn, og Abel var tiltrukket af kvindek√łnnet, blev hans seksuelle adf√¶rd uden diskussion fastsl√•et som en mands. Essensen, som man var s√• optaget af, l√• s√•ledes ikke kun i anatomien men ogs√• i seksualdriften. Det helt centrale i denne sammenh√¶ng er, at der s√¶ttes et eksplicit lighedstegn mellem k√łnsidentitet og seksuel orientering. De grundl√¶ggende antagelser bag sammenk√¶dningen af disse begreber er 1) at m√¶nds seksualitet er rettet mod det kvindelige k√łn – og omvendt; 2) at k√łnsidentitet kan fastsl√•s ud fra seksuel orientering; 3) at det k√łnslige selv er en essens. Biologi og seksuel orientering blev s√•ledes betragtet som konstituerende for k√łnsidentitet.

Det essensialiserende syn p√• k√łnnet og selvet har ogs√• stor betydning i forhold til opfattelsen af de i forrige afsnit skitserede “perverse afvigelser”. I artiklen “Social Konstruktion af homoseksualitet” (1998) viser Karen L√ľtzen, hvorledes disse opfattelser medvirker til skabelsen af “Det homoseksuelle Menneske”. I og med at homoseksualitet opfattes som en essens, antages den at v√¶re universel og nedlagt som en indre kerne i de mennesker, som s√• er “homoseksulle”. Kun mennesker med denne homoseksuelle indre kerne kan “blive” homoseksuelle – til geng√¶ld kan de s√• ikke blive andet (ibid.: 156). Den homoseksuelle blev til en personlighed, og intet han er eller g√łr undslipper hans seksualitet. Overalt i ham er den tilstede og ligger til grund for alle hans handlinger (Foucault 1994: 52). Homoseksualiteten bliver s√•ledes opfattet som hele den homoseksuelles v√¶sen – hans natur. Den historiske konstruktion af kategorien “homoseksuel” ledsagedes s√•ledes af konstruktionen af “Det homoseksuelle Menneske”, med det s√¶rlige kendetegn, at det besad en s√¶rlig homoseksuel kerne (L√ľtzen 1998: 157). Overf√łres perspektiverne p√• “Det homoseksuelle Menneske” til “Mennesket Transvestit”, ville de ogs√• v√¶ret blevet konstrueret som en s√¶rlig personlighed, med en s√¶rlig indre kerne. En indre tilstand, som ikke kan √¶ndres, og som vil betinge alle aspekter af deres livsf√łrelse.

If√łlge Foucault bliver seksualiteten – som det k√łnnede selv – konstrueret som en “indre kerne”, der ligger bag alle handlinger, som deres oprindelige √•rsag og egentlige betydning. Sandheden om mennesket antages at ligge i dets seksualitet (Bech 1989: 8). Seksualiteten bliver herved indpodet i kroppen, og da den antages at v√¶re ukontrollabel for mennesket selv, bliver der igangsat et omfattende apparat, som har til form√•l at kontrollere og styre seksualiteten (op.cit.). Dette sker gennem frembringelse af viden og sandhed om seksualiteten ved at f√• menneskene til at bekende:

“I alle tilf√¶lde er bekendelsen (…) blevet en af den vestlige verdens h√łjest vurderede teknikker for produktion af sandhed. Vi er i h√łj grad blevet et bekendende samfund. (…). I vesten er mennesket blevet et bekendende dyr”(Foucalut 1994: 66f).

Stort set alle institutioner p√• alle niveauer i samfundet er involverede i frembringelsen af denne bekendelse. Forpligtelsen til tilst√•else kommer derved til at blive s√• fast indpodet i os, at vi ikke opfatter bekendelsen som et udslag af magt, som tvinger os. Tv√¶rtimod ser vi det if√łlge Foucault som et udtryk for magt, hvis ikke sandheden i vores inderste bliver italesat og frigjort (ibid.: 67). Vi tror, at m√• udtale vores hemmeligheder, sige hvem vi er, hvad vi skjuler, hvad vi t√¶nker p√• og ikke t√¶nker p√•, for kun derved tror vi, at kan vi “v√¶re os selv” (ibid.: 69).

[Til indholdsfortegnelsen] 4.6. OPSUMMERING
Da den performative tilgang viste sig utilstr√¶kkelig til belysning af v√¶sentlige forskelle mellem transvestitter og transseksuelle, samt deres centrale placering af f√łlelser i deres k√łnsidentiet, har jeg for at skabe forst√•else omkring disse aspekter vendt blikket mod synet p√• k√łnnet i den vestlige videnskab.

Med Judith Butler kan det siges, at

“(…) although gender is a set of acts, it works and derives its compulsive force from the fact that people mistake the acts for the essens and, in the process, come to belive that they are mandatory” (Butler i Morris 1995: 573).

N√•r der for informanterne eksisterer et k√łnnet selv, kan det forst√•s som en konsekvens af de historisk betingede diskurser om k√łnnet som essens, og som et eksempel p√• den magt, der er iboende diskurserne. De t√¶nker om sig selv som v√¶rende den form for subjekter, som blandt andet de videnskabelige diskurser har konstrueret: At de har et uforanderligt selv.

N√•r transvestitter og transseksuelle fastsl√•r deres k√łnsidentitet udfra f√łlelser, er det med baggrund i opfattelsen af selvet som essens. Med antropologen Clifford Geertz kan de siges at forst√• selvet som det dynamiske center, ud fra hvilket forestillinger, f√łlelser og handlinger springer (1984: 126). Det er udfra det empiriske forhold, at jeg har argumenteret for n√łdvendigheden af at tildele f√łlelsesdimensionen en v√¶sentlig plads, n√•r der s√łges forst√•else for, hvorledes transvestitter og transseksuelle konstituerer k√łnsidentiet.

Den overordnede hensigt med kapitlet har v√¶ret at illustrere, at m√•derne, hvorp√• transvestitter og transseksuelle itales√¶tter deres -isme og konceptualiserer sig selv h√¶nger t√¶t sammen med den samfundsm√¶ssige orden, klassifikation og magt. Ordene vi t√¶nker med, m√•derne vi begrebsligg√łr f√¶nomener p√•, pr√¶misserne for vores erkendelse; de udl√łber alle af specifikke kulturhistoriske processer, der har udspillet sig i kontekster af magt. Vi kan t√¶nke frit, men i de ord og begreber, vi har at t√¶nke med, er magt og moral indlejret. Skjult, s√• vi kun sj√¶ldent l√¶gger m√¶rke til det i vores daglige brug af dem. Og det er i det forhold, at vi ikke registrerer det, at den virkelige og reelle magt best√•r. Uvidende om dens konstante eksistens taler og t√¶nker vi videre, og s√łrger derved for magtens opretholdelse.


[Til indholdsfortegnelsen] KAPITEL 5: RELATIONER MELLEM KATEGORIER

“Der skal intet Mandst√łj v√¶re paa en Kvinde, og en Mand skal ikke f√łre sig i Kvindekl√¶der; thi hver den, som g√łr disse Ting, er en Vederstyggelighed for Herren din Gud” (Det gamle Testamente V. Mose Bog, 22, 5) (Haase 1925: 216).

“[Det er ikke] tilladt at vise sig maskeret eller i en Dragt, der er stridende mod Velanst√¶ndighed eller egnet til at fremkalde Forstyrrelser af den offentlige Orden. (…). If√łlge Bestemmelsen er det bl.a. ulovligt, at Mandspersoner f√¶rdes offentligt i Kvindedragt”(Politivedt√¶gt for K√łbenhavn 1913, kapitel 1, ¬ß9, 3. pkt.) (Arb√łl & Cederquist 1989: 38f).

Ovenst√•ende citater fra hhv. Det gamle Testamente og Den k√łbenhavnske Politivedt√¶gt g√¶ldende fra 1913-1968 illustrerer to centrale pointer: Dels at m√¶nd og kvinder if√łrt det modsatte k√łns bekl√¶dning ikke er et nyt f√¶nomen, men har eksisteret i flere √•rtusinder f√łr den specifikke navngivning i den vestlige videnskab, og dels at denne praksis ikke var tolereret hverken i den fjerne eller n√¶re fortid.

Det er tankev√¶kkende, at retningslinjer omkring individers valg af bekl√¶dning b√•de er nedf√¶ldet i Det gamle Testamente og i en √•rr√¶kke var den ud√łvende magts anliggende. Hvorfor mente dav√¶rende magthavere, at der var behov for lovgivning omkring anvendelse af bekl√¶dning? Hvad s√łgte de at opn√• ved at g√łre en s√• pragmatisk og n√łdvendig handling som valg af bekl√¶dning til deres anliggende?

I det f√łlgende skal jeg belyse disse problematikker ved at anskue forbuddene som et udtryk for kategorisering af k√łn, hvorved jeg s√łger forst√•else for, hvorledes transvestitter og transseksuelle er inkorporeret i det, som antropologoen Don Kulick ben√¶vner det vestlige klassifikationssystem[5] (1997: 579). Herefter ser jeg n√¶rmere p√• selve relationen mellem de to k√łnskategorier, mand og kvinde, idet jeg unders√łger, hvorledes relationen konstrueres inden for det vestlige klassifikationssystem, samt hvorledes relationen begrebsligg√łres af transvestitter og transseksuelle. Dette leder hen til en diskussion af, hvorvidt transvestitter og transseksuelle overskrider eller reproducerer k√łnsdikotomien i det vestlige k√łnssystem.

[Til indholdsfortegnelsen] 5.1. K√ėNSKATEGORIER
Studiet af kategorier er i s√¶rdeleshed blevet foretaget inden for strukturalismen, som i antropologien is√¶r forbindes med den franske antropolog Claude L√©vi-Strauss[6]. L√©vi-Strauss” teoriapparat er dels baseret p√• postulatet, at mennesket t√¶nker i bin√¶re oppositioner og har en indbygget struktureringsevne, og dels p√• opfattelsen, at tilv√¶relsens fundamentale problem for mennesket er at konceptualisere oppositionen mellem kultur og natur (1967). Disse to hypoteser danner baggrund for hans videre argumentation, som han udfolder inden for sine to store forskningsfelter: Sl√¶gtskabssystemer og myter. Han foretager sine studier af sl√¶gtskabssystemer ved at betragte dem ud fra de grundl√¶ggende former og element√¶re strukturer, hvorp√• samfundets medlemmer inddeles i to kategorier: Mulige √¶gteskabspartnere og forbudte √¶gteskabspartnere (1969: xxiii). Udformningen og opretholdelsen af sl√¶gtskabssystemerne sker if√łlge L√©vi-Strauss gennem udveksling af kvinder,
og han er optaget af at finde frem til de regler, hvorigennem denne form for udveksling foregår.

Basis for enhver regel om udveksling af kvinder finder Lévi-Strauss i det for ham universelle incesttabu. Udover dets umiddelbare funktion, at differentiere ægteskabelige forbindelser ved at tillade nogle og forbyde andre, ser han incesttabuet som bindeleddet mellem menneskets biologiske og sociale eksistens:

“The prohibition of incest is in origin neither purely cultural nor natural, nor is it a composite mixture of elements from both nature and culture. It is the fundamental step because of which, by which, but above all in which the transition from nature to culture is accomplished”(L√©vi-Strauss 1969: 24).

For L√©vi-Strauss indtager incesttabuet den helt centrale position i begrebsligg√łrelsen af forskellen mellem natur og kultur. Det vil med andre ord sige, at den grundl√¶ggende betingelse for kultur er kontrol over og regulering af den menneskelige seksualitet. Incesttabuet g√łr den naturlige seksualitet til et socialt anliggende (Hastrup 1988: 32). Som led i sin argumentation refererer L√©vi-Strauss til √ėdipus-myten, og i artiklen “The Structural Study of Myth”(1967) operationaliserer han sine teknikker og udfolder sit argument gennem en analyse af (strukturene i) denne myte.

Det centrale i √ėdipus-myten er if√łlge L√©vi-Strauss at vise mennesket, hvor det kommer fra ved at overkomme dels paradokset mellem troen p√•, at mennesket stammer fra dyret (autochthonous oprindelse), og den faktuelle viden, at mennesket f√łdes af enheden mand og kvinde, og dels problemet med at forst√•, hvordan to kan blive f√łdt af en, dvs. hvordan det kan lade sig g√łre, at vi kun har en skaber, men b√•de en moder og en fader. M√•den, myten g√łr det p√•, er ved at tematisere disse problematikker og relatere dem til problemet omkring incesttabuet (sl√¶gtskabsrelationer):

“Although the problem obviously cannot be solved, the Oedipus myth provieds a kind of logical tool which relates the original problem -born from one or born from two?- to the derivative problem: born from different or born from same? By a correlation of this type, the overrating of blood relations is to the underrating of blood relations as the attempt to escape autochthony is to the impossibility to succeed in it. Although experience contradicts theory, social life validates cosmology by its similarity of structure. Hence cosmology is true”(L√©vi-Strauss 1967: 212).

Det centrale er, at myten tematiserer relevante (ubevidste) paradokser og tydeligg√łr deres strukturelle lighed. P√• denne m√•de overkommes ellers uforklarlige mods√¶tninger i kulturen.

Et andet v√¶sentligt aspekt af L√©vi-Strauss” tanker er hans opfattelse af kategorier og deres indbyrdes relationer. Han betragter alle kategorier som v√¶rende del af et oppositionspar, hvor kategorierne st√•r i et dikotomisk forhold til hinanden (bin√¶re oppositioner). Det centrale er, hvorledes disse oppositionspar bliver medieret symbolsk. I den strukturalistiske terminologi ben√¶vnes mediatorer ogs√• trickster-figurer. Kendetegnende for disse er, at b√•de deres karakter og deres position i det strukturelle system er tvetydig:

“The trickster is a mediator. Since his mediating function occupies a position halfway between two polar terms, he must retain something of that duality – namely an ambigous and equivocal character” (L√©vi-Strauss 1967: 223).

Som eksempel p√• trickster-figurer n√¶vner L√©vi-Strauss coyoten og ravnen, der begge er √•dsel√¶dende dyr. Hans argument er, at da de b√•de spiser animalsk f√łde og ikke dr√¶ber det, de spiser, har de f√¶llesn√¶vnere med b√•de rovdyr og gr√¶s√¶dende dyr. Herved medierer de mellem de parallelle menneskelige aktiviteter jagt og agerbrug, og videre mellem d√łd, der kan associeres med jagt, og liv, der kan associeres med agerbrug. Der er s√•ledes en r√¶kke pol√¶re termer, som lader sig mediere gennem coytoen eller ravnen, med det endelige resultat, at tricksteren symbolsk medierer den fundamentale mods√¶tning mellem liv og d√łd (1967: 221).

Det er coyoten og ravnens ambivalente og tvetydige karakter, der er afg√łrende for, at der er tale om trickster-figurer. Denne dobbelthed kan ogs√• ses i √ėdipus” handlinger, som kan siges p√• √©n gang at g√łre ham til giver og tager af det sociale. Ved at dr√¶be Sfinxen og s√¶tte byen Theben fri giver han det sociale, mens han tager det sociale, idet han beg√•r incest ved at gifte sig med sin moder. Han giver kosmos men skaber kaos ved at yde vold mod blodsrelationerne og ikke respektere incesttabuet. Iboende √ėdipus’ handlinger er tvetydighed og ambivalens.

Betragter vi transvestitter og transseksuelle i et strukturalistisk perspektiv, kan de anskues som trickster-figurer, idet de netop er tvetydige, da de b√•de er maskuline (deres biologiske krop) og feminine (deres sociale rolle). I kraft af deres tvetydighed er de b√•de-og, og de bev√¶ger sig i sp√¶ndingsfeltet mellem polerne mand og kvinde. De tydeligg√łr derved, at kaos er del af strukturen, og at strukturen kan bryde sammen.

If√łlge den strukturalistiske tankegang vil transvestitter (TV) og transseksuelle (TS) mediere oppositionspar, hvorved tilv√¶relsens fundamentale problem, konceptualisering af oppositionen mellem kultur og natur, vil blive l√łst p√• det symbolske plan. Relationen mellem oppositionsparene er, at mand forholder sig kvinde, som kultur forholder sig til natur (mand:kvinde:kultur:natur). Kvinden opfattes som v√¶rende forbundet med naturen i kraft af sin reproduktive rolle og sin identifikation med det hjemlige, mens manden associeres med den offentlige, kulturelle sf√¶re (Rosaldo i M√łrch 1991: 8). Skematisk kan medieringsforl√łbet fremstilles s√•ledes:

KULTUR   MAND   TRANSVESTIT/TRANSSEKSUEL   KVINDE   NATUR

TV/TS har de karakteristika, som L√©vi-Strauss forbinder med mediatorer: De er b√•de-og, de har kvaliteter fra b√•de mand og kvinde. Ved symbolsk at mediere den grundl√¶ggende opposition vil mennesket blive opm√¶rksom p√•, at mods√¶tninger ikke n√łdvendigvis er af det onde og at andre mods√¶tninger ligeledes kan medieres. Samtidigt ligger der i TV/TS kimen til kaos, da de rummer truslen om kategoriernes mulige sammenbrud. TV/TS illustrerer b√•de, at oppositioner kan overkommes, og at kaos er del af kosmos.

Sp√łrgsm√•let er, hvorvidt opfattelsen af TV/TS som mediatorer eksisterer uden for det strukturalistiske univers, for hvis de virkelig er mediatorer og en hj√¶lp til, at mennesket konceptuelt kan overkomme fundamentale problemer i tilv√¶relsen, s√• giver de eksplicitte forbud mod deres praksis ikke mening. Da TV/TS er biologiske m√¶nd, som ved at ikl√¶de sig damet√łj s√łger at praktisere det sociale k√łn kvinder, har vi at g√łre med to s√¶t af kategorier: Mand – kvinde samt biologisk k√łn – socialt k√łn, hvorfor det kan v√¶re givtigt ogs√• at inddrage kategorierne det biologiske k√łn og det sociale k√łn i den strukturalistiske begrebsramme.

Bliver vi i det strukturalistiske univers og sammenk√¶der kategorierne kultur – natur med kategorierne det sociale k√łn – det biologiske k√łn, i en fri fortolkning af L√©vi-Strauss” tanker, vil nedenst√•ende skematiske opstilling illustrere, hvorfor den antagne mediering ikke lader sig g√łre:

—->  MAND
KULTUR –> SOCIALT K√ėN —->  TV/TS
—->  KVINDE
—->  MAND
NATUR –> BIOLOGISK K√ėN
—->  KVINDE

Det kan diskuteres, om hermafroditter (mennesker, som har b√•de mandlige og kvindelige k√łnsdele) b√łr betragtes som en form for et biologisk k√łn, placeret mellem kategorierne mand og kvinde. F√łr der kan tages stilling til hermafroditternes inkorporering, er det dog n√łdvendigt at f√• afklaret, hvordan vi definerer det biologiske k√łn. Er det med reference til de ydre organer? Eller har det n√¶rmere at g√łre med de indre organer? S√•fremt vi f√łlger sidstn√¶vnte, vil hermafroditter ikke skulle inkorporeres, da deres indre organer er entydige mandlige eller kvindelige – der findes ikke mennesker, som b√•de er i stand til at befrugte og blive befrugtet, hvorfor der i givet fald udelukkende vil v√¶re tale om pseudo-hermafroditisme (Rosenbeck 1998). Tager definitionen af k√łn derimod udgangspunkt i de ydre organer, vil de tilsyneladende skulle inkorporeres, da de har k√łnsdele, der betragtes som b√•de mandlige og kvindelige. I hvert fald for en tid. Eftersom det er kendetegnende, at hermafroditter tidligt gennemg√•r en operation, hvor der “korrigeres” p√• k√łnsdelene, s√• de svarer til √©t k√łn (Dreger 1998), kan det siges, at ogs√• de kommer til at tilh√łre enten det biologiske k√łn mand eller kvinde. I forhold til deres inkorporering som en kategori af biologisk k√łn, m√• konklusionen derfor v√¶re, at der ikke er tilstr√¶kkelige argumenter herfor – uanset om biologisk k√łn defineres med reference til de indre eller de ydre organer.

Det fremg√•r s√•ledes, at p√• det kulturelle plan, er der (mindst) tre former for socialt k√łn, mens der p√• det naturlige plan kun er to former for biologisk k√łn. Dette medf√łrer, at den sociale k√łnskategori TV/TS ikke har et modstykke i det biologiske k√łn. Der er s√•ledes ingen kategori, TV/TS kan siges at st√• i forhold til p√• samme m√•de, som det er tilf√¶ldet med de andre skitserede kategorier.

Dette kan tillige udtrykkes ved en omskrivning af L√©vi-Strauss” argument, at mand:kvinde::kultur:natur, til biologisk-k√łn-mand:biologisk-k√łn-kvinde::socialt-k√łn-mand:socialt-k√łn-kvinde. TV/TS lever ikke op til den formodede overensstemmelse mellem et individs biologiske og sociale k√łn, hvorfor TV/TS er en kategori, som ikke passer ind. I og med, at der ikke er noget, der modsvarer den, kommer kategorien til at st√• midtimellem – flyvende og sv√¶vende – uden at vi har noget at relatere den til. Derved f√•r vi p√• det symbolske plan ikke nogen hj√¶lp til, hvorledes vi skal forholde os til kategorien, hvorfor vi oplever usikkerhed og fornemmer kaos frem for orden, n√•r vi m√łder transvestitter og transseksuelle.

Pointen vil fremtr√¶de tydeligere, hvis vi til sammenligning ser p√•, hvorledes transvestitter er inkorporeret i det kulturelle klassifikationssystemet i Indien. Som beskrevet i kapitel 2 indtager de indiske transvestitter hijras en v√¶rdsat og respekteret position i samfundet (jf. p. 22). I et strukturalistisk perspektiv er en af √•rsagerne hertil, at ideen om blandede k√łn og uoverensstemmelse mellem det biologiske k√łn og det sociale k√łn ikke er fremmed for Hinduer. I kraft af, at hijras biologisk set opfattes som et tredje k√łn vil de i forhold til den skitserede model kunne placeres som en tredje k√łnskategori b√•de biologisk og socialt set. Der er s√•ledes strukturel lighed mellem deres biologiske k√łn og deres sociale k√łn, og deres sociale k√łn har et modstykke i det biologiske k√łn. I mods√¶tning til transvestitter i vesten, kan de indiske hijras inkorpores i det kulturelle klassifikationssystem.

Et andet v√¶sentligt aspekt af problematikken er, at der i Hindumytologien er indtil flere Guder, der er tvek√łnnede, og ydermere kan Guderne antage forskellige former og transformere deres k√łn (Nanda 1999: 235). I mytologien finder Hinduer s√•ledes indtil flere kontekster, hvortil de kan relatere hijras og associere dem med positive kvaliteter. I mods√¶tning hertil kan Guder i den vestlige (kristne) mytologi ikke antage forskellige k√łn, og med en monoistisk religion er der heller ingen guder, vi kan associere transvestitter og transseksuelle med. I dette perspektiv bliver de n√¶vnte forbud mod m√¶nd ikl√¶dt damet√łj meningsfulde: De passer ikke ind i det kulturelle klassifikationssystem og dermed ikke ind i samfundet.

Hverken i Det gamle Testamente eller i Politivedt√¶gten er der i forbindelse med forbuddene n√¶rmere specificeret eller angivet retningslinier for, hvad der betragtes som hhv. mandekl√¶der og kvindekl√¶der. Det er et tegn p√•, at defineringen af kl√¶dernes symbolske betydninger som enten mandlige eller kvindelige, sker i direkte forl√¶ngelse af de skitserede klassifikationer af de to separate og adskilte k√łn, mand og kvinde. Det dikotomiske syn p√• k√łn overf√łres direkte til bekl√¶dningsgenstande, hvorved kl√¶der till√¶gges s√¶rdeles specifikke symbolske betydninger og deraf placeres i det eksisterende klassifikationssystem.

[Til indholdsfortegnelsen] 5.1.1. MORALSK ORDEN
If√łlge antropologen Mary Douglas (1997) er klassifikationssystemer altid inkorporeret i en moralsk orden, forst√•et p√• den m√•de, at kriterierne for klassifikation er baseret p√• antagelser om rent og urent. Begreberne rent og urent kan forst√•s som andre udtryk for godt og ondt, da det urene ikke har at g√łre med hygiejne og √¶stetik, men refererer til d√©t, der opfattes som forkert, og som udg√łr en potentiel trussel mod den moralske orden. Opretholdelsen af en √łnsket moralsk orden foruds√¶tter derfor en skelnen mellem rent og urent, og at man kender og har defineret det urene, det onde, som man skal holde sig fra (Thielst 2001).

Indenfor denne forst√•elsesramme er m√¶nd i kvindekl√¶der urene, da de ikke passer ind i klassifikationssystemet, som i relation til k√łn er baseret p√• overensstemmelse mellem individers biologiske og sociale k√łn. De to kategorier, m√¶nd og kvinder, er i klassifikationssystemet skarpt adskilte, og f√łlger vi Douglas, er vores fornemmelse af orden netop betinget af klart adskilte kategorier (1966). N√•r vi st√łder p√• f√¶nomener, som for eksempel transvestisme, der bev√¶ger sig p√• tv√¶rs af kategorierne oplever vi usikkerhed, da der bliver uorden i vores klassifikationssystem:

“Stable cultures require things to stay in their appointed place. Symbolic boundareis keep the categoreis “pure”, giving cultures their unique meaning and identity. What unsettles culture is “matter out of place” – the breakting of our unwritten rules and codes” (Douglas i Hall 1997: 236).

Transvestitter er “matter out of place”, og de passer ikke ind i det samfundsskabte klassifikationssystem. Herved bliver de potentielle kilder til kaos i den sociale og moralske orden – og dermed t√¶nkelige trusler mod magthavernes kontrol over samfundets medlemmer.

Derfor m√• individers valg af bekl√¶dning kontrolleres, og midlerne dertil er de skriftligt nedf√¶ldede love, som er magthavernes m√•de at organisere, kontrollere og regulere indbyggernes opf√łrsel p√• (Moore 1978: 3). Forbuddene mod m√¶nd if√łrt kvindekl√¶der kan derfor ses som magthavernes fors√łg p√• at komme det urene til livs og opretholde en social orden, som er i overensstemmelse med klassifikationssystemets grundl√¶ggende (moralske) principper.

Den anlagte strukturalistiske tilgang kan skabe forst√•else omkring transvestitter og transseksuelles manglende inkorporering i det vestlige klassifikationssystem og deraf i den samfundsm√¶ssige og moralske orden. Denne forst√•else fremkommer som f√łlge af, at L√©vi-Strauss i sit udgangspunkt antager, at der er en oppositionel relation mellem kategorierne. Men L√©vi-Strauss problematiserer ikke relationen, og han tager ikke h√łjde for asymmetri (Sarup 1993: 40). Derfor skal jeg i det f√łlgende eksaminere selve relationen mellem de to k√łnskategorier ved at problematisere konstruktionen heraf inden for det vestlige klassifikationssystem, for herefter at analysere, hvorledes transvestitter og transseksuelle begrebsligg√łr relationen mellem mand og kvinde.

[Til indholdsfortegnelsen] 5.2. DET VESTLIGE KLASSIFIKATIONSSYSTEM
If√łlge Kulick er det kulturelle klassifikationssystem i vesten baseret p√• de to separate og adskilte k√łnskategorier, mand og kvinde. Der er ikke som andre steder i verdenen en tredje k√łnskategori (1997: 579). Mand opfattes som den oprindelige og h√łjest prioriterede del af mods√¶tningen, mens kvinde er den afledte og sekund√¶re del (Dahlerup 1991: 71). Det kommer blandt andet til udtryk i den bibelske skabelsesberetning, hvor fort√¶llingen er, at Eva blev skabt af Adams ribben. B√•de tids- og identitetsm√¶ssigt fremst√•r Adam mere oprindelig end Eva (J√§rvinen 1998: 90). Frem for at v√¶re ligev√¶rdig er den strukturelle relation mellem mand og kvinde hierarkisk. Den hierarkiske relation mellem k√łnnene udtrykkes ogs√• ved, at vestlige samfund betegnes som patriarkalske: “En social organisationsform, der grundl√¶ggende er karakteriseret ved, at den sociale magt – samfundets ledelse og autoritet – varetages af m√¶nd eller er domineret af det mandlige k√łn” (Thielst 2000: 35). Det betyder blandt andet,
at patriarkatet har v√¶ret og er del af det sociale og kulturelle rum, hvori sproget har manifesteret sig, og patriarkatet influerer derved p√•, hvorledes v√¶rdibegrebet indplaceres i sprogets univers af mods√¶tninger (ibid.: 37). Det centrale er, at v√¶rdibegrebet p√• denne m√•de ikke blot er h√¶gtet ind i sproget, men ogs√• i den fundamentale tydning og begribelse af virkeligheden, der deraf f√łlger (ibid.: 38). Logikken bag tankegangen betegner Peter Thielst som kontradiktions- eller udelukkelsesprincippet.

Kontradiktionsprincippet fremh√¶ver, at et klart formuleret udsagn ikke p√• samme tid kan v√¶re sandt og falsk, men omvendt m√• v√¶re enten sandt eller falsk (ibid.: 29). Kombineret med antagelsen, at polerne (f.eks. mand og kvinde) er radikale mods√¶tninger, medf√łrer kontradiktionsprincippet, at der eksklusivt sluttes, at hvad der er sand og g√¶ldende for “mand” m√• v√¶re falsk og misvisende for “kvinde”. Et individ er enten mand eller kvinde, og ud fra de karakteristika, der forbindes med mand, defineres de modsatte karakteristika som v√¶re g√¶ldende for kvinder. Thielst giver eksemplerne, at hvis m√¶nd er f√łlsomme (underforst√•et som en medf√łdt kvalitet), s√• m√• kvinder v√¶re uf√łlsomme; hvis kvinder s√•ledes er kynisk karriereminded, er det kun naturligt (og rigtigt), at m√¶nd helst vil v√¶re hjemme hos b√łrnene (ibid.: 30).

Selv om det ikke drejer sig om mods√¶tninger i logisk eller matematisk forstand, og at logikken derfor er uholdbar (udfra et filosofisk synspunkt), hindrer det if√łlge Thielst ikke dens virkning og dens gentagne anvendelse – b√•de i videnskaben og i hverdagst√¶nkningen (ibid.: 30). Udfra kontradiktionsprincippet er det nemlig muligt at g√łre “sig selv” til norm og alt afvigende og anderledes til anti-norm:

“Hvis jeg selv er norm, er alt, hvad jeg siger om min egen norm og normalitet, sandt, og heraf f√łlger s√•, at enhver afvigelse og anderledeshed er falsk, forkert og unormal” (ibid.: 32).

Anvendelsen af kontradiktionsprincippet muligg√łr s√•ledes mods√¶tningsforholdet mellem mand og kvinde. Konstruktionen af det mandlige – som er blevet defineret som ensbetydende med det alment menneskelige – er s√•ledes sket gennem udelukkelsen af det kvindelige i en proces, hvor

“(…) al tvetydighed, al uklarhed, al gr√¶nseoverskridelse (det “kvindelige” i manden og det “mandlige” i kvinden) [er] blevet undertrykt. Subjektkonstruktionen er alts√• hele tiden relationel, men ogs√• ekskluderende, marginaliserende” (J√§rvinen 1998: 91).

Et lignende synspunkt ses hos den franske filosof Jacque Derrida, som gennem dekonstruktion af bin√¶re oppositioner fremf√łrte argumentet, at alle centrale mods√¶tningspar (f.eks. mand/kvinde, centrum/marginal, sandhed/fiktion) er organiserede p√• en s√•dan m√•de, at det f√łrste begreb fremst√•r som prim√¶rt, oprindeligt og autonomt i forhold til det andet (J√§rvinen 1998: 90). Han betegner derfor mods√¶tningsstrukturen som et voldshierarki, der kun kan opretholdes, fordi den lavere side marginaliseres, undertiden i en s√•dan grad, at det udspaltede helt forsvinder, g√łres u-t√¶nkt eller til sidst endog u-t√¶nkeligt (Dahlerup 1991: 37). Samtidigt opfatter Derrida polerne som v√¶rende gensidigt afh√¶ngige, idet han argumenterer for, at de udelukkende opn√•r deres definitioner og indhold i relation til hinanden (J√§rvinen 1998: 90). Herved pointerer han, at intet system er endeligt, at der ikke findes noget sidste absolut led, men at ethvert led altid vil markere sig ved en forskel til andre led (Dahlerup 1991: 34). Polerne er afh√¶ngige af hinanden, og det vil s√•ledes ikke v√¶re muligt at have et begreb om “en kvinde” uden ogs√• at have et begreb om “en mand” – og omvendt. At afh√¶ngighedsforholdet er gensidigt er en central pointe, for heri ligger en erkendelse af, at “de sekund√¶re” kategorier ikke blot er formet ud fra et magt/videnscentrum, men at de faktisk er n√łdvendige for at “de prim√¶re” kategorier i det hele taget kan konstrueres. Hele den sociale konstruktion af centrum (eller mandlighed eller heteroseksualitet) kr√¶ver, at der findes en periferi (J√§rvinen 1998: 96). Pointen kan illustreres ved hj√¶lp af den tyske filosof G.W.F. Hegels begreber om herre og tr√¶l. Hegel har udviklet begreberne i forbindelse med analyse af selvbevidsthed, men jeg skal vise, at de tillige kan v√¶re givtige til forst√•else af det gensidige afh√¶ngighedsforhold, gennem hvilket den sociale konstruktion af kategorier sker.

Hegels grundl√¶ggende antagelse er, at selv om selvbevidsthed er en bevidsthed, jeg har om mig selv – om mit selv – s√• er den ikke mulig uden bevidsthed om andre. Selvet er overalt afh√¶ngig af den anden for at kunne se sit selv; overladt til sig selv bliver selvet ikke synligt, mens den anden leverer den opm√¶rksomhed og iagttagelse, der lader mig se mig selv (Hegel 2000: 200). Hegel betegner situationen som en kamp mellem herre og tr√¶l, hvor selvet som herre m√• leve med, at hans selvbevidsthed f√łrst bliver til ved at v√¶re udleveret til den tr√¶lleagtige anden og herfra vende tilbage som en set og dermed anerkendt realitet. Det er den fundamentale afh√¶ngighed af den anden, som g√łr herren selv til tr√¶l, idet tr√¶llen viser sig som den n√łdvendige og givende herre, der skal spejle og returnere den udleverede, s√•rbare selvbevidsthed (ibid.: 204). I relation til n√¶rv√¶rende refererer selvet, herren, til de prim√¶re kategorier, og de sekund√¶re kategorier kan konceptualiseres som den tr√¶l, der er n√łdvendig for at definere, afgr√¶nse og konstituere de prim√¶re kategorier. At herren er afh√¶ngig af tr√¶llen, selv er tr√¶l, har i forbindelse med konstruktionen af kategorier den konsekvens, at

“(…) centrum, eller “det normale”, er s√•rbart i forhold til “det afvigende”, eftersom det hele vejen igennem er defineret og kun kan fungere i opposition til det marginaliserede. “De andre” er et spejl, en refleksion som er n√łdvendig for dem eller det, som befinder sig indenfor. De er en diskursiv modpol, som centrum ikke under nogen omst√¶ndigheder kan undv√¶re” (Dollimore i J√§rvinen 1998: 96).

Opsummerende kan det siges, at begreber og kategorier produceres og reproduceres ved deres modsætning til andre begreber og kategorier i en kombineret definitions- og eksklusionsproces, som prioriterer visse tolkninger og perspektiver og marginaliserer andre (Järvinen 1998: 92).

Ved at v√¶re biologiske m√¶nd, som ikl√¶der sig kvindet√łj udfordrer transvestitter og transseksuelle det skitserede klassifikationssystem og dets v√¶rdis√¶tning p√• to centrale punkter: Dels udfordrer de det g√¶ldende k√łnshierarki, og dels illustrerer de den tvetydighed, der er blevet undertrykt i konstruktionen af kategorierne.

[Til indholdsfortegnelsen] 5.3. TRANSVESTITTER OG TRANSSEKSUELLE
Det kan forekomme paradoksalt, at biologiske m√¶nd √łnsker at v√¶re kvinder, n√•r de lever i et samfund, hvor relationen mellem k√łnnene er hierarkisk, og hvor manden er placeret √łverst i hierarkiet. Hvad er det, informanterne finder s√• tiltr√¶kkende ved at v√¶re kvinder, at de √łnsker at tr√¶de ned af rangstigen?

Som skitseret i forrige kapitel er der v√¶sentlige f√łlelsesm√¶ssige √•rsager til, at transvestitter og transseksuelle kl√¶der om og √łnsker at indg√• i sociale relationer som kvinder. N√•r de v√¶lger kvinderollen, indeb√¶rer det samtidigt et fravalg af manderollen. Som fors√łg p√• at f√• andre aspekter af problematikken frem, skal jeg her flytte fokus fra transvestitter og transseksuelles valg og tilvalg til deres fravalgved at vende sp√łrgsm√•let om: Hvorfor vil de ikke v√¶re m√¶nd? Af hvilke √•rsager oplever de en s√•dan utilfredshed med deres k√łnsrolle, at de √łnsker at fravige den for at kunne tr√¶de ind i en anden?

De transvestitter og transseksuelle, der ikke lever fuldtids som kvinder, har gjort meget ud af at pointere, at de i deres dagligdag opfatter sig selv som m√¶nd – “rigtige m√¶nd”. De lever sig ind i manderollen, og de s√łger at leve op til de forventning, de mener, at andre har til, hvad denne rolle indeb√¶rer. Der er store variationer i forhold til deres holdning til denne manderolle. Nogle ville helst v√¶re den foruden, men ser sig af hensyn til andre forhold (f.eks. √¶gtef√¶lle eller √łkonomi) n√łdt til at agere mand i dagligdagen. Andre udtrykker, at de ikke ville v√¶re manderollen foruden, og ikke kunne t√¶nke sig at leve som kvinde p√• fuld tid. Uanset holdningen til rollen som mand har de d√©t til f√¶lles, at de betegner sig som “rigtige m√¶nd”, og fort√¶ller, at der ikke er nogen i deres omgangskreds, der ville g√¶tte, at de indimellem tr√¶kker i kvindelige kl√¶der – netop fordi de udtrykker sig som s√•kaldte rigtige m√¶nd.

Hvad ang√•r konkretisering af, hvad denne “rigtige mand” er for en st√łrrelse og hvad den manderolle, der er s√• store forventninger til, indeb√¶rer, n√¶vner de blandt andet, at de forbinder det med at v√¶re “konkurrencepr√¶get”, at man skal v√¶re “karriereminded”, med p√• “mandeh√łrmen”, og at man skal synes, det er sjovt “at sidde og b√¶lle √łl og snakke biler, jagt og fodbold”. Men frem for alt definerer de “den rigtig mand” ved at fremh√¶ve forskelle mellem “ham” og kvinden:

“En stor dreng, eller en rigtig mand gr√¶der ikke. Men som kvinde er det helt legalt at vise f√łlelser. En mand skal skjule sine f√łlelser, en kvinde m√• vise dem” (Susan)

“N√•r kvinder er sammen er der et f√¶llesskab og omsorg for hinanden, mellem m√¶nd er der konkurrence og hierarki” (Hanne)

“Det er normalt for kvinder at tage p√• by- og shoppingture. N√•r de m√¶nd, jeg kender, skal ind i en forretning, s√• er det hurtigt ind og hurtigt ud, men for kvinder er det jo naturligt at n√¶sten bruge flere timer i en forretning, og s√•dan har jeg det ogs√•. Jeg elsker at g√• rundt i byen og forretninger i flere timer og hygge mig, men som mand er det jo for unaturligt”(Charlotte).

Jeg skal ikke g√• n√¶rmere ind i de specifikke kvaliteter, som informanterne forbinder med de respektive k√łn men blot konstatere, at der er paralleller mellem disse og de stereotype forestillinger om, hvad henholdsvis m√¶nd og kvinder er – eller b√łr v√¶re – i en vestlig kontekst. Eksemplerne tjener til at illustrere to v√¶sentlige aspekter af transvestitter og transseksuelles m√•der at konstruere k√łn p√•: Dels at de definerer de to k√łnsroller som v√¶rende s√• forskellige, at de ikke finder det muligt p√• en gang at v√¶re mand og samtidigt for eksempel nyde at shoppe, og dels at de opfatter disse forskelle som v√¶rende naturgivne.

Informanterne opfatter manderollen som værende ekskluderende frem for inkluderende, og de mener ikke, at de kan inkorporere deres feminine sider i denne rolle:

“En mand skal jo v√¶re stor og st√¶rk og maskulin, og hvis du ikke er det men viser lidt f√łlelser, ja, s√• bliver man betegnet som b√łsse(Marianne)

En af de sociale konsekvenser af k√łnshierarkiet er if√łlge sociologen Annie Woodhouse, at kvinder kan inkorporere tr√¶k og kvaliteter, der associeres med m√¶nd, uden at de derved bliver mindre kvinder:

“Unlike masculinity, the construction of femininity does not call for a gender identity so inflexible as to reject the incorporation of behaviour traditionally associated with the opposite sex, precisely because masculinity is defined as superior”(Woodhouse 1989: 142)

I kraft af k√łnshierarkiet er det for m√¶nd ikke legalt at udtrykke kvaliteter, der associeres med kvinder. N√•r informanterne har en opfattelse af, at de bliver betragtet som homoseksuelle, hvis de udviser s√•kaldt kvindelig opf√łrsel, kan det derfor ses som en konsekvens af k√łnshierarkiet.

Heri finder Woodhouse tillige en forklaring p√•, at der stort set ikke er nogen biologiske kvinder blandt transvestitter. I og med at spillerummet for kvinder er langt st√łrre end for m√¶nd i forhold til at udtrykke maskuline og feminine sider, er det for kvinder ikke “n√łdvendigt” at ikl√¶de sig den mandlige kl√¶dedragt for at udtrykke maskuline sider af deres personlighed. En anden forklaring finder hun i det forhold, at den sociale konstruktion af seksualitet ikke associerer mandet√łj med erotik og seksualitet p√• samme m√•de, som det er g√¶ldende for kvindelig bekl√¶dning (1989: 142).

N√•r de to k√łnsroller defineres i opposition til hinanden, kan det ses som et eksempel p√• det ovenfor skitserede kontradiktionsprincip. I og med at informanterne ikke f√łler, at de kan leve op til manderollen, tager de afstand til denne rolle, og deres definition og afgr√¶nsning af k√łnskategorierne beror p√• en opfattelse af, at de to k√łnsroller gensidigt udelukker hinanden. Forventningen til at skulle v√¶re en “rigtig mand” medf√łrer, at mange finder manderollen begr√¶nsende p√• flere m√•der.

“Det v√¶rste er at blive puttet i en b√•s som mand og skulle fors√łge at leve op til et ideal, man dybest set ikke f√łler sig p√• b√łlgel√¶ngde med”(Tina).

Informanterne har en helt klar fornemmelse af, at der fra omgivelsernes side er forventninger til dem som mand, og samme forventninger har de til sig selv, men de f√łler sig ikke i stand til at leve op til dem. Deres skarpe adskillelse af de to k√łnsroller og de forskellige kvaliteter, de mener, at de hver is√¶r indeb√¶rer, viser, at de opfatter forholdet mellem manderollen og kvinderollen som dikotomisk. P√• den ene side er der maskulinitet og p√• den anden side er der femininitet, og de overlapper ikke hinanden men er derimod skarpt adskilte. Sp√łrgsm√•let er, hvorvidt transvestitter og transseksuelle ved deres praksis overskrider denne k√łnsdikotomi, eller om de reproducerer den?

For at kunne belyse dette sp√łrgsm√•l er det n√łdvendigt at se n√¶rmere p√• det hierarkiske aspekt af k√łnsdikotomien og ikke mindst p√• det kvindebillede, som transvestitter og transseksuelle skaber. I direkte mods√¶tning til det vestlige k√łnshierarki placerer transvestitter og transseksuelle kvinden h√łjest, idet de √łnsker at v√¶re kvinder frem for m√¶nd. De vender hierarkiet p√• hovedet, tager afstand fra de kvaliteter, der er associerede med m√¶nd, og de vurderer de kvaliteter, der er associeret med kvinder h√łjt: “Vi beundrer kvinder s√• meget, at vi selv vil v√¶re √©n”, som en informant udtrykte det. Udfra transvestitter og transseksuelles positive vurdering af kvinden og alt, de associerer med det kvindelige univers, skulle der v√¶re basis for at nedbryde k√łnshierarkiet og overordne kvinden manden. Men det er tvivlsomt, hvor langt vi egentlig kan komme med en s√•dan analyse, da J√§rvinen har p√•peget, at alle fors√łg p√• at give kategorien kvinder et positivt indhold er meningsl√łse, eftersom den blotte brug af dette ord indeb√¶rer en accept af det dualistiske lingvistiske system, som ligestiller “den anden” med ikke-subjektivitet, ikke-rationalitet og ikke-identitet (1998: 98). Den hierarkiske logik er indbygget i og ligger implicit i sproget. Skulle vi helt afst√• fra det dualistiske k√łnsprincip ville det kr√¶ve “et sprog uden for sproget” og “en t√¶nkning uden for tankestrukturene” (ibid.: 99).

Et andet aspekt af problematikken tr√¶der frem, hvis vi ser p√• den kvinde, informanterne symbolsk s√łger at fremstille og det kvindeideal, de s√łger at udtrykke og leve op til. Kendetegnende for de mange virkemidler, som transvestitter og transseksuelle anvender er, at det alle er genstande, som i udpr√¶get grad associeres med kvinder. De bruger blondeundert√łj, kjoler i forskellige l√¶ngder, anvender brystproteser for at f√• store bryster, som fremh√¶ves i en stram bluse, h√łje h√¶le, nylonstr√łmper, en lang paryk, smykker, makeup og neglelak, mens de sj√¶ldent anvender bukser. En stor del af dem opfatter ikke bukser som kvindelige nok:

“Jeg bryder mig ikke om at g√• i bukser. Det smager lidt for meget af mand. Jeg har behov for at have t√łj p√•, som understreger, at jeg er kvinde”(Birgitte)

Holdningen til anvendelsen af bukser er et illustrativt eksempel p√•, at visse bekl√¶dningsgenstande betragtes som kvindelige, mens andet t√łj diskvalificeres som feminine og kvindelige, hvilket kan ses som en afspejling af det dikotomiske syn p√• k√łnnene. Det kvindebillede, som informanterne s√łger at gengive kan siges at v√¶re den stereotype kvinde. Ved at spille p√• deciderede kvindelige elementer reproducerer de det syn p√• kvinder, som er blevet til gennem patriarkatet. De tr√¶kker p√• billeder af kvinder, som er blevet brugt til at objektivere og undertrykke dem, hvorved de opretholder den patriarkalske fremstilling af kvinder, som mange kvinder i dag tager afstand fra. Derfor er de ikke med til at overskride k√łnshierarkiet, men derimod med til at reproducere det og fastholde kvinden i billedet som den underordnede:

In this respect, transvestism reflects traditional gender roles whereby masculinity and femininity are entities in and of themselves, mutually exclusive and fixed. The transvestite is maintaining gender divisions, making the statement through his behaviour, that a man can only engage in non-masculine behaviour, if he first camouflages his masculinity and overlays it with the appearance of femininity(Woodhouse 1989: 139).

Til trods for deres positive vurdering af kvinden er transvestitter og transseksuelle med til at reproducere de klart adskilte k√łnskategorier, og ved deres fremstilling af kvinden bekr√¶fter de det eksisterende k√łnshierarki.

[Til indholdsfortegnelsen] 5.4. OPSUMMERING
Ved at være biologiske mænd, som anvender kvindelige beklædningsgenstande er transvestitter og transseksuelle tvetydige, og de illustrerer de grænser, der er blevet undertrykt i konstruktionen af mandlighed og kvindelighed. Frem for at undertrykke det tvetydige, fremhæver de det. De viser os, at grænserne ikke er definitive og frem for alt: At grænserne ikke er naturgivne.

Det interessante er, at n√•r vi ser n√¶rmere p√•, hvorledes transvestitter og transseksuelle selv konstruerer kvindelighed og mandlighed, s√• fremg√•r det, at det faktisk sker ud fra de samme principper og t√¶nkem√•der, som g√łr sig g√¶ldende i forhold til konstruktionen af relationerne mellem k√łnnene inden for det kulturelle klassifikationssystem. Ovenst√•ende har vist, at transvestitter og transseksuelle har et dikotomisk syn p√• k√łnnene og deres respektive kvaliteter, og m√•ske er det ikke helt forkert at sige, at det lige netop er i kraft af deres oppositionelle tankegang omkring k√łn, at de er transvestitter og transseksuelle. Forbandt de ikke yderst specifikke kvaliteter med k√łnnene, og skete defineringen af k√łnnene ikke ud fra kontradiktionsprincippet, ville grundlaget for transvestisme og transseksualitet mindskes, da de sociale gr√¶nser, som de overskrider, ikke ville eksistere.

N√•r de er omkl√¶dte opfatter transvestitter og transseksuelle sig som kvinder. De oplever tvetydighed, n√•r de er midt i transformationsprocessen fra mand til kvinde, men efter omkl√¶dningen ser de ikke sig selv som tvetydige. I mods√¶tning hertil ser omgivelserne dem som tvetydige, n√•r de er omkl√¶dte. Selv om det er i forskellige situationer, at hhv. omgivelserne og transvestitter og transseksuelle selv karakteriserer dem/sig som tvetydige, er der visse paralleller mellem deres reaktioner herp√•. Ligesom transvestitter og transseksuelle har sv√¶rt ved at h√•ndtere den fase under omkl√¶dningen, hvor de i spejlet hverken m√łder en mand eller en kvinde, har omgivelserne sv√¶rt ved at konceptualisere dem efterf√łlgende, da de i disses √łjne ikke er kvinder, n√•r de er kl√¶dt om, men derimod midtimellem k√łnnene. Det er et tegn p√•, at mand og kvinde er s√• grundl√¶ggende kategorier, at vi bliver usikre, n√•r vi befinder os i situationer, hvor vi ikke kan s√¶tte enten pr√¶dikatet mand eller kvinde p√• et individ.

Overordnet set har kapitlet vist, at vi ved at se n√¶rmere p√• konstruktionen af sproglige kategorier kan skabe forst√•else omkring logikken i transvestitter og transseksuelles tankegang omkring k√łn, hvor det i s√¶rdeleshed er deres opfattelser af relationerne mellem k√łnnene, som er betydningsfulde. Da informanterne finder manderollen begr√¶nsende og √łnsker andet og mere i tilv√¶relsen, end de mener, at den rolle tillader dem, v√¶lger de at udtrykke sig som transvestitter og transseksuelle.


[Til indholdsfortegnelsen] KONKLUSION
Kapitlet samler op p√• specialets konklusioner, som relateres til den analytiske distinktion mellem det biologiske k√łn og det sociale k√łn.

P√• baggrund af en redeg√łrelse for antropologiske studier af transvestisme og transseksualitet i ikke-vestlige samfund kom jeg frem til, at der kan skelnes mellem det biologiske k√łn og det sociale k√łn, hvilket har v√¶ret en af de v√¶sentligste analytiske distinktioner gennem specialet. Jeg har anskuet problematikker omkring transvestitter og transseksuelle ud fra den grundl√¶ggende opfattelse, at der er diskrepans mellem deres biologiske og sociale k√łn. Men er det en relevant skelnen? Kan vi adskille det biologiske k√łn og det sociale k√łn?

Distinktionen kan forst√•s som et fors√łg p√• at adskille det substantielle (det materielle) og det diskursive (det sociale, det konstruerede) ved f√¶nomenet k√łn. Substansen henviser til kroppen, mens det diskursive refererer til den sociale konstruktion af k√łn, som “p√•f√łres” individer afh√¶ngigt af deres kroppe (S√łndergaard 2000: 41). Det er prim√¶rt de diskursive aspekter, der har haft antropologers opm√¶rksomhed, men at kategorien “det biologiske k√łn” ikke er helt s√• uproblematisk, som tidligere antaget udtrykkes meget pr√¶cist af Butler:

“And what is sex anyway? Is it natural, anatomical, chromosomal, or hormonal? (…) Are the ostensibly natural facts of sex discursively produced by various scientific discourses in the service of other political and social interests? If the immutable character of sex is contested, perhaps this construct called “sex” is as culturally constructed as gender; indeed, perhaps it was always gender, with the consequence that the distinction between sex and gender turns out to be no distinction at all (1990: 6f).

Butler opl√łser distinktionen ud fra argumentet, at lige s√• vel som det sociale k√łn er en kulturel konstruktion, er det biologiske k√łn kulturelt konstrueret. R√¶sonnementet er, at nok er mennesket udstyret med en krop, men vi har ingen “ren” adgang til det kropslige, det biologiske eller det naturlige uden om det kulturelle. Vores eneste acces hertil er gennem det sociale og det kulturelle. Det giver derfor ikke mening at definere kategorien “det sociale k√łn” som den kulturelle forst√•else af det biologiske k√łn, n√•r kategorien “det biologiske k√łn” i sig selv er en kulturel betinget kategori. Herved vender Butler relationen mellem det biologiske og det sociale k√łn om. Frem for at anskue det sociale k√łn som en konsekvens af det biologiske k√łn, ser hun det biologiske k√łn som en konsekvens af det sociale k√łn, og det sociale k√łn som en konsekvens af diskurs (Morris 1995: 567).

Jeg har vist, at fastsl√•else af et individs biologiske k√łn sker p√• forskellige m√•der i forskellige samfund. De kriterier, der anvendes er meningsfulde i deres specifikke kulturelle kontekst, hvor de dels udg√łr grundlaget for definering af k√łnskategorier og dels influerer p√• de m√•der, hvorp√• k√łn t√¶nkes, itales√¶ttes og praktiseres. At kriterierne varierer fra kultur til kultur kan ses som en illustration af, at det biologiske k√łn er kulturelt konstrueret.

Hvorledes den kulturelle konstruktion af det biologiske k√łn er foreg√•et i en vestlig kontekst er en af de problemstillinger, jeg har behandlet i kapitel 4. K√łnsidentitet er i scientia sexualis blevet fastsl√•et ud fra biologi og seksuel orientering, og den altdominerende bagvedliggende antagelse, som muliggjorde dette var opfattelsen af k√łnnet som essens og i forl√¶ngelse heraf, det essensialiserende syn p√• seksualiteten. Disse anskuelser har v√¶ret medvirkende til, at transvestisme i de videnskabelige diskurser er blevet konceptualiseret som en seksuel afvigelse.

Men min unders√łgelse har vist, at transvestisme og transseksualitet kan ikke forst√•s inden for en seksualitetsdiskurs. Dels har transvestisme og transseksualitet intet at g√łre med seksuel orientering – det er ikke et relevant kriterium at inddrage i denne sammenh√¶ng – og dels kan transvestisme ikke reduceres til en seksuel afvigelse, da det prim√¶re form√•l med transvestitters omkl√¶dning ikke er af seksuel karakter.

N√•r informanterne kl√¶der om og transformerer deres ydre fremtoning fra m√¶nd til kvinder er det altoverskyggende form√•l hermed at blive i stand til at indg√• i sociale relationer som kvinde. De √łnsker, at andre skal opfatte og behandle dem som kvinder. Da de aldrig med sikkerhed ved, om de kan g√• som kvinde, eller om de bliver afsl√łrede, er deres gender performances risikable. De frygter b√•de at tilf√¶ldige mennesker p√• gaden vil kunne se, at der er en biologisk mand bag det kvindelige ydre (afsl√łring som mand) og at mennesker, der kender deres personlige identitet vil kunne genkende dem (afsl√łring som person). Under deres gender performances er opm√¶rksomheden mod “den Andens” reaktioner altid stor, da det er via “den Anden”, de kan blive bekr√¶ftet i deres identitet som kvinde.

Samtidigt er der emotionelle aspekter ved omkl√¶dningen, og det er p√• dette omr√•de, vi finder de st√łrste forskelle mellem transvestitter og transseksuelle. De v√¶sentligste variationer mellem de to grupper findes ikke i deres performances, men i deres respektive k√łnsidentiter. Transvestitters k√łnsidentitet er mandlig, mens transseksuelle har en kvindelig k√łnsidentitet. For transvestitternes vedkommende bringer omkl√¶dningen f√łlelser frem i dem (√¶ndringer i sindsstemning, v√¶kkelse af seksuelle lystf√łlelser, etc.), mens transseksuelle forbinder f√łlelser med den kvindelige bekl√¶dning p√• andre m√•der. De f√łler sig som kvinder fanget i en mands krop, og omkl√¶dningen er den handling, der skal bringe det k√łn, de f√łler sig som i overensstemmelse med det k√łn, de √łnsker at v√¶re i sociale sammenh√¶nge. F√¶lles for transvestitter og transseksuelle er, at de fastsl√•r deres k√łnsidentitet p√• baggrund af f√łlelser, og at de opfatter f√łlelserne som v√¶rende knyttet til et k√łnsligt selv.

N√•r der s√łges analytisk forst√•else for, hvorledes transvestitter og transseksuelle konstituerer k√łn m√• b√•de performanceaspektet (k√łn som handling) og f√łlelsesaspektet (k√łn som essens) inddrages og tildeles en plads i den analytiske ramme. Begge anskuelsm√•der anvendes og udtrykkes af informanterne. Det er derfor ikke tilstr√¶kkeligt at anl√¶gge en performativ tilgang, inden for hvilken det k√łnslige selv dekonstrueres, da en s√•dan tilgang ikke kan rumme v√¶sentlige forskelle mellem transvestitter og transseksuelle og ikke kan forklare deres essensialiserende syn p√• k√łnnet. Kerne i problematikken er, at:

“[h]owever much we wish to de-essentialize our object of study, anthropological theory must be able to contain and explain local essentialisms” (Hastrup 1999: 160).

Informanternes essensialiserende syn p√• selvet kan forst√•s som en konsekvens af, at k√łnnet er blevet italesat som en essens inden for de videnskabelige diskurser og ses som et udtryk for den magt, der er iboende diskurserne. De t√¶nker om sig selv som v√¶rende den form for subjekter, som de videnskabelige diskurser har konstrueret.

I forhold til konklusionens indledende sp√łrgsm√•l omkring kategorierne det biologiske k√łn og det sociale k√łn, kan der ud fra transvestitter og transseksuelles opfattelse af k√łn stilles sp√łrgsm√•lstegn ved den formodede relation mellem de to kategorier. N√•r det k√łn, de ser sig selv som tilh√łrende, er anderledes end deres biologiske k√łn viser det, at vi ikke p√• forh√•nd kan antage, at der er sammenh√¶ng mellem det sociale k√łn og det biologiske k√łn. Frem for at konstituere k√łn p√• baggrund af biologi fastsl√•r transvestitter og transseksuelle deres k√łnsidentiet p√• baggrund af f√łlelser, hvilke de opfatter som eksisterende uafh√¶ngigt af b√•de deres biologiske og sociale k√łn. De ser ikke deres sociale k√łn som v√¶rende relateret til det biologiske k√łn men derimod til f√łlelser, og det er disse, der er altafg√łrende for, om de definerer sig selv som mand eller kvinde. Mit argument er derfor, at f√łlelser m√• inkorporeres som en v√¶sentlig del af det sociale k√łn, n√•r der s√łges forst√•else for transvestitter og transseksuelles tilegnelse af k√łnsidentiet i en vestlig kontekst.

Transvestitter og transseksuelle udg√łr ikke en tredje k√łnskategori i det kulturelle klassifikationssystem i vesten. De indtager ikke som andre steder i verdenen en position mellem de to k√łn, mand og kvinde, men skal n√¶rmere forst√•s som v√¶rende “matter out of place”. De passer ikke ind i det samfundsskabte klassifikationssystem, der foruds√¶tter overensstemmelse mellem individers biologiske og social k√łn, og derfor truer de samfundets moralske orden. I konstruktionen af relationerne mellem k√łnnene inden for det vestlige klassifikationssystem udelukkes det,
som af sociale og historiske grunde er blevet forbundet med det modsatte k√łn. Det sker gennem en kombineret definitions- og eksklusionsproces, som prioriterer visse perspektiver og marginaliserer andre. Herved produceres en patriarkalsk k√łnsorden, hvor det mandlige er overordnet det kvindelige. Ved at forbinde meget specifikke og gensidigt udelukkende kvaliteter med de to k√łn reproducerer transvestitter og transseksuelle de skarpt adskilte k√łnskategorier, og i deres gender performances fremstiller de det kvindeideal, som er blevet til gennem patriarkatet.
Trods deres gr√¶nseoverskridende bekl√¶dning og h√łje vurdering af kvinden, reproducerer transvestitter og transseksuelle det dikotomiske k√łnhierarki, n√•r de s√łger at kunne g√• som kvinde.


[Til indholdsfortegnelsen] REFERENCER
Elsa Almås [1993]
“Betragtninger ang√•ende noen aktuelle teorier om kj√łnnstilh√łrighet”. i Nordisk Sexologi11:181-194.

Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen2000 [1996]
“George Herbert Mead”. i Klassisk og moderne samfundsteori. K√łbenhavn: Hans Reitzel Forlag.

Carsten Arb√łl & F. Cederquist [1989]
“1ste Afsnit. Om den offentlige Orden”. Politivedt√¶gt for K√łbenhavn. Af 1. Marts 1913 med √¶ndringer senest af 3. december 1938. K√łbenhavn: Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck.

Edwin Ardener [1992]
“Ritual og socialt rum”, i Tidsskriftet Antropologi 25:23-28.

Henning Bech [1989]
Skal man v√¶re sig selv? Om Foucaults seksualitetshistorie”, i Nordisk Sexologi8:6-22.

Esben Benestad [1993]
“Transvestisme”, i Nordisk Sexologi11:195-208.

M. Bertilsson & M. Järvinen1998
“Indledning”, i J√§rvinen & Bertilsson (eds.): Social konstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion. K√łbenhavn: Hans Reitzel Forlag.

Evelyn Blackwood [1998]
“Tombois in West Sumatra: Constructing Masculinity and Erotic Desire”, i Cultural Anthropology13(4):491-521.

Bullough & Bullough [1997]
“Are Transvestites necessarily Heterosexual?”, i Archieves of Sexual Behavior 26(1):1-12.

Judith Butler [1990]
Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity.London: Routledge.

[1997]
“Performative Acts and Gender Constitution. An Essay in Phenomenology and Feminist Theory”, i K. Conboy, N. Medina og S. Stanbury (eds.): Writing on the Body. Female Embodiment and Feminist Theory. New York: Colombia University Press.

Johan Cullberg [1997] [1984]
“Forstyrrelser i den seksuelle orientering og k√łnsidentiteten”, i Dynamisk Psykatri. K√łbenhavn: Hans Reitzels Forlag A/S.

Pil Dahlerup [1991]
Dekonstruktion. 90’ernes litteraturteori. K√łbenhavn: Gyldendal.

Simone de Beauvoir [1965] [1949]
Det Andet K√łn. F√łrste bind. Kendsgerninger og myter. K√łbenhavn: Gyldendal.

Jacques Derrida [1970] [1967]
Om Grammatologi.K√łbenhavn: Arena.

Mary Douglas [1997] [1966]
Rent og urent. En analyse av forestillinger omkring urenhed og tabu. Oslo: Pax Forlag A/S.

Alice D. Dreger [1998]
Hermaphrodites and the Medical Invention of Sex. Cambridge: Harvard University Press.

Jean-Paul Dumont[1978]
“Of nuts and fools”, i The Headman and I: Ambiguity and Ambivalence in the Fieldworking Experience. Austin: University of Texas Press.

Lily Elbe [1988]
Fra mand til kvinde. K√łbenhavn: Skippershoved.

Carolyn Epple 1[998]
“Coming to terms with Navajo n√°dleehi: a critique of berdache, “gay”, “alternate gender”, and “two-spirit”, i American Ethnologist25(2):267-290.

Regitze Falk [1994]
Det Gyldne Menneske. K√łbenhavn: Lindhardt og Ringhof.

Michel Foucault [1978]
Af en hermafrodits erindringer. K√łbenhavn: Rhodos.

[1994] [1976]
Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. K√łbenhavn: Det lille Forlag.

Marjorie Garber [1992]
Vested Interests. Cross-dressing & Cultural Anxiety. London: Routledge.

C. Geertz [1984]
“From the native’s point of view”: on the nature of anthropological understanding”, i Schweder, R. & LeVine, R. (eds.): Culture Theory. Essays on Mind, Self, and Emotion. Cambridge: Cambridge University Press.

[1993] [1973]
“Deep Play: Notes on the Balineses Cockfight”, i Geertz, C.: The interpretation of Culture. London: Fontana Press.

Erving Goffmann [1992] [1959]
Vore rollespil i hverdagen. K√łbenhavn: Hans Reitzel Forlag.

P. Haase, (ed.) [1925]
“Det gamle Testamente Den femte Mose Bog, kapitel 22, stk. 5”, i Bibelen. Det gamle Testamente. Den reviderede overs√¶ttelse af 1871. K√łbenhavn: Det danske Bibelskelskab.

Kirsten Hastrup [1975]
“Fransk strukturalisme”, i Hastrup (ed.): Den ny Antropologi.K√łbenhavn: Borgen/Basis.

[1988]
“Selvet og seksualiteten. Antropologiske betragtninger”, i Philosophia7:3-4.

[1992]
Det antropologiske projekt – om forbl√łffelse. K√łbenhavn: Gyldendal.

[1995]
A Passage to Anthropology. Between Experience and Theory. London: Routledge.

[1999]
Viljen til viden. K√łbenhavn: Gyldendal.

Stuart Hall [1997]
“The spectacle of the Other”, i Hall, S. (eds.): Representation: Cultural Represenations and Signifying Practices.London: SAGE.

B. Hausman [1995]
Changing Sex. Transsexual Technologies and the Idea of Gender.London: Duke University Press.

Gail L. Hawkes [1995]
“Dressing Up – cross-dressing and sexual dissonance”, i Journal of Gender Studies 4(3):261-270.

G. W. F. Hegel [2000] [1807]
“√Öndens F√¶nomenologi”, i Hartnack, J. & Sl√łk, J. (eds.): De Store T√¶nkere – Hegel.K√łbenhavn: Rosinante

Preben Hertoft [1984]
Paradiset er ikke til salg. K√łbenhavn: Lindhard og Ringhof.

[1987]
Klinisk sexologi.K√łbenhavn: Munksgaard.

[1989]
“Sexuelle Minoriteter”, I Sexologisk opslagsbog. K√łbenhavn: Hans Reitzels Forlag A/S.

Magnus Hirshfeldt [1991] [1910]
Transvestites: The erotic drive to cross dress. New York: Prometheus Books.

Thomas Hobbe [1986]
Den Lesbiske Mand. K√łbenhavn: Vindrose.

Lis Holten [1992]
Det stof dr√łmme er gjort af. K√łbenhavn: Tiderne Skifter.

Peter A.Jackson [1995]
“Kathoeys: The Thai Third Sex”, i Male Homosexuality in Thailand.California: Bua Luang Books.

K. Jakobsen [2000]
Fanget i den forkerte krop. K√łbenhavn: Vinten.

Mark Johnson [1998]
“Global desirings and translocal loves: transgendering and same-sex sexualities in the southern Philippines”, i American Ethnologist 25(4):695-711.

Margaretha Järvinen [1998]
“Social konstruktivisme i k√łnsforskningen”, i J√§rvinen & Bertilsson (eds.): Social konstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion. K√łbenhavn: Hans Reitzel Forlag.

Don Kulick [1997]
“The Gender of Brazilian Transgendered Prostitutes”, i American Anthropologist 99(3):574-585.

Edmund Leach [1970]
Claude Lévi-Strauss. New York: The Viking Press.

Claude Lévi-Strauss [1967] [1963]
“The Effectiveness of Symbols” and “The Structural Study of Myth”, i Structural Anthropology. New York: Anchor Books Doubleday & Company, Inc.

[1969]
The Elementary Structures of Kinship. London: Eyre & Spottiswoode.

Robert I. Levy [1984]
“Emotion, knowing, and culture”, i Shweder, R. & Le Vine, R. (eds.): Culture Theory. Essays on Mind, Self and Emotion. Cambridge University Press.

Moya Lloyd [1999]
“Performativity, Parody, Politics”, i Theory, Culture & Society 16(2):195-213.

Karen L√ľtzen [1998]
“Social konstruktion af kvindelighed”, i J√§rvinen & Bertilsson (eds.): Social konstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion. K√łbenhavn: Hans Reitzel Forlag.

Jeannette M. Maego [1992]
“Male Transvestism and Cultural Change in Samoa”, i American Ethnologist 19(3):443-459.

Margaret Mead [1969] [1950]
Kvinde og Mand. K√łbenhavn: J. H. Schultz A/S.

Kate More & Stephen Whittle [1999]
Reclaiming Gender: Transsexual Grammars at the Fin de Siècle. London: Cassell.

Rosalinda C. Morris [1995]
“Performance Theory and the New Anthropology of Sex and Gender”, i Annual Review of Anthropology 24:567-92.

Yvonne M√łrck [1991]
“Udsigt over k√łnnet. Kvindeantropologi og feministisk antropologi”, i Tidsskriftet Antropologi 24:5-24.

Serena Nanda [1999]
“The Hijras of India: Cultural and Individual Dimensions of an Institutionalized Third Gender Role”, i R. Parker og P. Aggleton (eds.): Culture, Society and Sexuality. A Reader. London: UCL Press.

Janice Raymond [1979]
The Transsexual Empire. Boston: Beacon Press.

Michelle Z. Rosaldo [1984]
“Toward an anthropology of self and feeling”, i Shweder, R. & Le Vine, R. (eds.): Culture Theory. Essays on Mind, Self and Emotion. Cambridge University Press.

B. Rosenbeck [1998]
“Konstruktion af kvindelighed”, i J√§rvinen & Bertilsson (eds.): Social konstruktivisme. Bidrag til en kritisk diskussion. K√łbenhavn: Hans Reitzel Forlag.

Helle Samuelsen & Vibeke Steffen [1992]
“Fra sygdom til sundhet – anvendt medicinsk antropologi i Danmark” i Socialmedicinsk Tidskrift69 (9-10):425-434.

Madan Sarup [1993]
“Derrida and deconstruction”, An Introductory Guide to Post-structuralism and Postmodernism.New York: Harvester Wheatsheaf.

Edward, L. Schieffelin [1998]
“Problematizing Performance”, i Felicia Hughes-Freeland (ed.): Ritual, Performance, Media. London: Routledge.

A. Schutz & T. Luckmann [1973]
The Structures of the Lifeworld. London: Heineman.

Elizabeth Sheehnan [1993]
“The Student of Culture and the Ethnography of Irish Intellectuals”, i Brettell: When they read what we write. London: Bergin og Garvey.

Robert C. Solomon [1984]
“Getting angry: the Jamesian theory of emotion in anthropology”, i Shweder, R. & Le Vine, R. (eds.): Culture Theory. Essays on Mind, Self and Emotion. Cambridge University Press.

Verena Stolcke [1993]
“Is sex to gender as race is to ethnicity?”, i Del Valle, T. (ed.): Gendered Anthropology: London: Routledge.

Dorte Marie S√łndergaard [2000]
Tegnet p√• Kroppen. K√łn: Koder og Konstruktioner blandt unge voksne i Akademia. K√łbenhavns Universitet: Museum Tusculanums Forlag.

Stanley Tambiah [1990]
Magic, science, religion and the scope of rationality. Cambridge: Cambridge University Press.

Peter Thielst [2000]
K√łdets lyst – tanken list: Kroppens og sexualitetens id√©historie. K√łbenhavn: Tiderne Skifter.

[2001]
Det onde og Latterens lyst: To sider af mennesket. To id√©historiske indf√łringer. K√łbenhavn: Det lille forlag.

Transvestitforeningen i Danmark 2000
Informationsfolder. K√łbenhavn: TiD

Victor Turner [1982]
“Liminal to Liminoid in Play, Flow and Ritual: An Essay in Comparative Symbology”, i From Ritual to Theater: The Human Seriousness of Play. New York: PAJ Publications.

Arnold van Gennep[1977] [1908]
The Rites of Passage. London: Throwbridge and Esher.

Unni Wikan [1977]
“Man becomes woman: transsexualism in Oman as a key to gender roles”. i Man 12(2): 304-319.

Jacob H. Winsl√łv [1991]
“Videnskabelige hverdag”. i Holte: Forlaget SOCPOL.

Annie Woodhouse [1989]
Fantastic Women: Sex, Gender and Transvetism.London: MacMillan Education LTD.


[Til indholdsfortegnelsen] NOTER
[1] I kapitel 1.3. “Informanterne” kommer jeg ind p√• definitionerne af disse termer og forskelle imellem disse mennesker, for her at holde mig til f√¶llesn√¶vneren; at de alle ikl√¶der sig det modsatte k√łns bekl√¶dning.

[2] Af andre eksempler kan næves de antropologiske studier af Bantut på Filipinerne (Johnson 1998), Tombois i Indonesien (Blackwood 1998), Kathoeys på Thailand (Jackson 1995), og Berdache blandt nord-amerikanske indianere (Epple 1998).

3] Butlers brug af “hverdag” m√• ikke forveksles med Erwin Goffmanns brug heraf i “Vore rollespil i hverdagen” (1974), da Butler i kraft af sin dekonstruktion af selvet ekspliciterer sin afstandtagen fra ” (…) views such as Erwing Goffman”s which posits a self which assumes and exchanges various “roles” within the complex social expectations of the “game” of modern life (…)” (Butler 1997: 412).

[4] Mit brug af begrebet “den Anden” tilsvarer George Herbert Mead”s begreb “den generaliserede anden”, forst√•et som de alment udbredte normer og v√¶rdier i samfundet, som vi forholder os til, n√•r vi m√łder andre mennesker, der hver is√¶r repr√¶senterer den generaliserede anden. If√łlge Mead ser vi vore handlinger i lyset af den generaliserede anden, dvs. i lyset af vore forestillinger om, hvordan de generelle forventninger, normer og v√¶rdier er i en art imagin√¶r kollektivitet (Andersen & Kaspersen 2000: 130f).

[5] Her refererer Kulick til de dominerende ideer i nord-europæiske og amerikanske samfund (1997: 579).

[6] Strukturalismen kan f√łres tilbage til den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure (Dahlerup 1991: 28). L√©vi-Strauss udviklede dennes sprogteorier til ogs√• at omfatte menneskelig handlen og t√¶nkning ud fra antagelsen, at andre sociale og kulturelle f√¶nomener kan opfattes som v√¶rende af samme natur som sproget og derfor mulige at studere p√• samme m√•de (Hastrup 1975: 24).


[Til indholdsfortegnelsen] TILLADELSE:
Gitte Olesen har venligst givet mig tilladelse til at bringe sin afhandling på min hjemmeside.

Mandag den 21. juli 2003. Tina Thranesen.