Nikita (tidl. Charlotte) beretter den 3. august 2003 om sit liv og sine √łnsker for fremtiden.

Vist 499 gange.
Af Charlotte Nielsen den 3. august 2003.
Dette er min lille historie om at være transvestit og leve som pige i dag.

Jeg ved ikke helt hvorn√•r, det hele startede, men det var vel nok i 9 – 10 √•rs alderen. Det var jo sjovt at pr√łve mors kjoler og nylonstr√łmper, og det var en dejlig f√łlelse. Den forsvandt hurtigt igen, lige til jeg kom p√• efterskole i ottende klasse. Her skulle man selv vaske t√łj, og hver gang man kom over i vaskek√¶lderen, s√• man jo pigernes trusser, bluser, nederdele, kjoler osv. osv. osv.

Jeg var s√• heldig, at jeg boede alene p√• et v√¶relse p√• efterskolen, s√• jeg kunne jo tage pige trusser p√• om morgen, uden der var nogen, der kunne se det. Det var bare s√•dan en dejlig f√łlelse. Det h√¶ndte, hvis jeg havde fri og skulle ned i byen, at jeg lige gik op p√• v√¶relset og tog str√łmpebukser p√•, s√• jeg kunne nyde g√•turen ekstra meget. Efter 8., 9. og 10. klasse p√• efterskole flyttede jeg hjemmefra.

NEJ en dejlig tid jeg havde. Her boede jeg helt alene; hjemme kunne jeg g√• i det t√łj, jeg havde lyst til; kunne g√• i trusser og nylonstr√łmper hver dag uden, nogen kunne se det og ellers bare nyde livet.

Min ene lilles√łster havde opdaget, jeg gik i piget√łj, men hun syntes bare, det var helt ok. M√•ske var jeg lidt fr√¶kkere som pige end som mand, sagde hun.

N√•, men der gik nogle √•r, og jeg hyggede mig, fandt en pige og flyttede sammen med hende. Jeg gik tit og kikkede i hendes skuffer med undert√łj, n√•r hun var p√• arbejde. Jeg havde smidt det jeg selv havde ud. Det var jo bare en overgang, regnede jeg med. Nu var jeg jo mand og havde fundet en pige. Hun opdagede det (surt), og der blev en helvedes ballade og hyr, og der var kun en ting at g√łre, flytte igen. N√• ja, men s√• havde jeg da mulighed for at kunne genoptage mit piget√łj sjov. Det var h√•rdt i starten, for jeg skulle jo starte helt forfra. Jeg havde jo for et par √•r siden, da jeg flyttede sammen med pigen, smidt en hel sort s√¶k ud med t√łj og sko.

N√•, i gang igen. Det var lidt irriterende, for n√•r jeg skulle k√łbe en bh, trusser, eller andet t√łj, s√• skulle det jo pakkes ind, for det var jo en gave til pigen derhjemme (hvem ?). Jeg turde ikke k√łbe det og sige, det var til mig selv. Hvem turde det?

Der gik vel 1 ¬Ĺ – 2 √•r, s√• fandt jeg en pige igen (dejligt), og da jeg var blevet klog af skade, fortalte jeg hende med det samme, at jeg kunne lide at g√• i pige t√łj, og det var da ok (jubii). Ca. halvt √•r efter, blev vi gift. Jeg var bare s√• lykkelig; havde en pige og kunne g√• i piget√łj (hjemme). Men lykken varede ikke l√¶nge. Efter et √•r gik den ikke mere. Hun ville ikke mere se mig i pige t√łj. Ok – jeg var jo en mand, s√• jeg sagde, at jeg ville smide det hele ud (ja lige ned i mit k√¶lderrum). Det sagde jeg dog ikke til hende. Det var jo min lejlighed, vi boede i, s√• hun kom ikke ned i mit k√¶lderrum, s√• der l√• det jo sikkert.

Det ville jo ske. Jeg havde p√• fornemmelsen, at det ville ikke g√•. Jeg savnede piget√łjet, bhen, silketrusserne, nylonstr√łmperne osv. osv.

Efter yderlig et halvt √•r blev vi skilt og gik hvert til sit. Under vores tid sammen, l√¶rte jeg nogle nye bekendte at kende (og g√łr det stadigv√¶k, se l√¶nger nede). Efter vi var g√•et fra hinanden, fik jeg at vide, at hun havde g√•et og sagt til alle ude i byen, at jeg var trans og gik i damet√łj derhjemme.

N√• hvad skulle jeg sige til det? Det f√łrste jeg gjorde, da hun var flyttet, var, at g√• ned i k√¶lderen og hente t√łjet op, f√• det vasket og s√• p√• med det igen. Nej hvor var det dejligt.
Stadigv√¶k inde under mit mandet√łj, for der var jo ingen, der skulle se det. Det skal lige siges, at det var f√łrst et par √•r senere, jeg h√łrte, hvad hun gik og sagde ude i byen.

Jeg snakkede stadigv√¶k med mine nye bekendte, (som jeg havde l√¶rt at kende efter, jeg kom sammen med hende), om sex og om, hvad jeg var for en. Og det var helt ok for dem. Jeg kom da ogs√• som pige hos dem, men det var kun om vinteren, hvor det jo bliver meget tidligt m√łrkt. S√• var det jo nemmer at komme udenfor, da folk jo ikke rigtigt kunne se, om det var en mand eller kvinde de m√łdte.

Det gik nogle √•r, og jeg kunne m√¶rke, at Charlotte tog mere og mere kontrollen fra mig. Mine venner, som vidste det, blev ved med at skubbe til mig og sp√łrge om, hvorfor jeg ikke sprang ud som pige, hele byen vidste det jo.

(Her skal det ogs√• lige siges at nogle √•r f√łr dette, s√• jeg en TV komme g√•ende p√• gaden med tre til fire dage gammel sk√¶gstubbe, lange h√•r p√• arme og ben og rigtigt m√łg beskidt. Jeg skulle ikke vise mig i byen, for hvad ville de ikke t√¶nke med s√•dan en).

Det var jo rigtigt nok, at hele byen vidste det, men der er jo lige det med at bare sige det og s√• g√łre det. Der er sq 100.000.000.000.000.000 km til forskel.

Jeg bor alene i en lejlighed p√• anden sal og snakkede en del med min underbo og nabo. Hvis jeg ikke havde g√¶ster, gik jeg i pige t√łj. Hvis de bankede p√• d√łren kom jeg med undskyldninger om, at jeg lige havde v√¶ret i bad eller var n√łgen, for jeg glemte mig jo bag d√łren, for at de ikke skulle se, at jeg var i pige t√łj. Og det var et helvede hver gang, jeg skulle smide noget i affaldsskakten.

En dag blev det for meget for mig at gemme mig for naboerne. Jeg satte mig ind til computeren og lavede et lille brev til dem om hvorfor og hvad, jeg var for en. Jeg kunne mærke Charlotte igen tog mere og mere over.

S√• skete det. To dage efter min underbo havde f√•et mit lille brev, ringede hun p√• d√łren (jeg havde lige v√¶ret i byen og stod i mandet√łj) og sagde, at hun havde h√łrt om det ude i byen, men hun troede ikke rigtigt p√• det, men ville da gerne have, jeg kom til kaffe som Charlotte dagen efter.
Nej hvor var jeg nerv√łs den dag. Men det gik godt. Hun var en af de piger (der er meget f√• af dem DESV√ÜRRE), der p√• mine vegne var ked af, at jeg ikke bare kunne g√•, som jeg havde lyst til. Vi er i dag rigtigt gode veninder og har det skide sk√¶gt.

Men for 3 ¬Ĺ m√•neden siden skete der lige pludselig noget, der vendte totalt op og ned p√• mit liv. En anden af mine veninder fik bes√łg af en pige, hun havde m√łdt p√• en net chat, og hende skulle jeg lige m√łde. BUM NEJ NEJ NEJ, det var ikke forelskelse, men en kemi mellem os, som jeg aldrig nogle sinde f√łr har oplevet. Det var som om, vi havde kendt hinanden i flere √•r; s√• godt snakkede vi sammen i de to timer, vi var sammen. Vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord og udvekslede ICQ nr.

Det blev mit vendepunkt i livet.

Vi begyndte at snakke sammen p√• ICQ hver dag og kom selvf√łlget ind p√• det at v√¶re TV. Hun spurgte og spurgte om det, og jeg svarede s√• godt, jeg havde l√¶rt. Vi kom l√¶ngere og l√¶ngere ind p√• problemet om, at jeg gerne ville v√¶re pige, men turde ikke g√• ud, og om hvad omverdenen ville sige osv. osv.

Jeg tror nok, vi i den f√łrste tid snakkede sammen ca. 3-4 timer hver aften. Hun satte nogle tanker i gang hos mig om det med at v√¶re pige, og hvad jeg ville.

S√• en aften fortalte hun, at hun havde nogle problemer og gerne ville nogle dage v√¶k hjemme fra. Min veninde, hvor hun skulle have boet, havde ikke plads. Men det havde jeg, s√• hun kunne jo bo hos mig i nogle dage. Hun kom en tirsdag. Det var den 3./7.-2001. Vi sad det meste af natten og snakkede sammen om TV, om at v√¶re pige og om jeg turde g√• sammen med hende ned i byen om onsdagen (skal lige siges, at vi havde f√•et et par eller flere flasker vin), og jeg sagde, at det turde jeg godt. N√•, vi sagde godnat og gik hver til sit. Nu l√• jeg der og t√¶nkte, hvad var det dog, jeg havde sagt ja til. G√• I BYEN SOM PIGE. (Det var jo det, jeg altid havde dr√łmt om), men ture jeg nu ogs√• g√łre det. JA det gjorte jeg, jeg ville ikke kaldes T√ėSET√ėS.

ONSDAG den 4./7.-2001 kl. 10.35.

Jeg √•bnede min hovedd√łr, gik ud sammen med hende, jeg havde boende, og l√•ste d√łren. Der stod jeg i nederdel, stram bluse, sandaler, og et par kunstige bryster. Hurtigt over til min veninde, (ingen s√• mig vist) og s√• ud til bilen (phy ha). S√• k√łrte vi ind til byen. Kom til parkeringspladsen. Her skulle jeg lige sunde mig lidt. Og s√• ud.

Jeg siger jer, aldrig i hele mit liv har jeg v√¶ret s√• V√•D i trusserne, som efter den tur i byen p√• et par timer. Det var mit livs st√łrste orgasme, og jeg vil ALDRIG nogle sinde glemme den dag TAK FOR HJ√ÜLPEN NUSSER. (Hun ved hvem, jeg hentyder til). Siden den dag har jeg g√•et som pige hver dag.

Jeg var virkelig nerv√łs for hvordan, man tog imod mig, n√•r jeg kom som pige i forretningerne, og n√•r jeg gik p√• gaden. Men ALLE mine bange anelser, er gjort til skamme. Det har bare v√¶ret en dr√łm at kunne g√•, som jeg gerne ville – SOM PIGE.
Min underbo betragter mig som pige og hendes bedste veninde. Vi har v√¶ret ude at spise sammen, v√¶ret i byen sammen og i biografen sammen, og det har bare v√¶ret en dr√łm og s√• dejligt. Og s√• har jeg ved, at Charlotte er kommet helt ud af skabet, f√•et en s√•dan ro i hele min krop og lever frit i dag.

Den dag vi var i biografen s√• jeg en af dem, jeg frygtede mest. Hvordan ville han reagere, n√•r han s√• mig som pige? Jeg havde mine bange anelser. Men jeg har siden via andre h√łrt, at han syntes, jeg var meget flotter som pige, end jeg nogle sinde havde som mand. NEJ hvor blev jeg glad: S√• nu er manden i mig lagt p√• hylden for altid.

Hvad sker der så i fremtiden? Ja det er jo lige det. Det må tiden vise, men jeg kan da sige, at det næste skridt er her den 1./9.-2001, hvor jeg starter på hormonbehandling for at få en mere feminin krop (og rigtigt bryster) og en lidt lyser stemme, så jeg også kan lyde lidt mere som en pige

Ja alle sammen, det var s√• min livshistorie. Jeg h√•ber, I fik lidt ud af den og kunne bruge den til noget. Hvis der nu skulle falde et sp√łrgsm√•l eller to af, s√• er I meget velkommen til at skrive til mig og f√• noget mere at vide.

Med Mange Kærlige Hilsener Charlotte Nielsen

* * *
Pr. 20. juni 2005 har Charlotte Nielsen fået officielttilladelse til at skifte fornavn til Nikita. Tina Thranesen.