Transaktivister er ogs√• en del af k√łnsforskningen. Af Nico Miskow Friborg den 19. marts 2020.

Vist 40 gange.

Nico Miskow Friborg
Nico Miskow Friborg
Af Nico Miskow Friborg.
Nico er en queer- og transaktivist baseret i K√łbenhavn og medstifter og medlem af bestyrelsen i TransAktion, som er en organisation for og af transpersoner. I 2019 startede Nico p√• en PhD i k√łnsstudier, som skal unders√łge queer- og transaktivisme og -organisering i Danmark fra 1990 og frem til i dag.

Transaktivister er ogs√• en del af k√łnsforskningen

For at forskning kan bidrage til at forbedre transpersoners livssituation, er det helt centralt, at vi som forskere holder os selv ansvarlige, skriver Nico Miskov Friborg.

Der er sket meget på transområdet i de nordiske lande de seneste ti år, ikke mindst fordi transaktivister og transforskere er i dialog med hinanden på tværs af grænser.

I denne kronik vil jeg uddybe, hvorfor disse samarbejder er vigtige. I forl√¶ngelse af Agnes Bols√łs kronik vil jeg diskutere beskrivelsen af ¬ętransdebatten¬Ľ som et minefelt samt den mods√¶tning, som Bols√ł opstiller mellem transaktivister og k√łnsforskere.

Jeg vil tr√¶kke p√• egne erfaringer med at m√łde mure af antitrans modstand p√• universiteterne.

Jeg vil tr√¶kke p√• egne erfaringer med at m√łde mure af antitrans modstand p√• universiteterne ‚Äď b√•de som studerende og underviser ‚Äď og med at bedrive forskning i samarbejde med transmilj√łerne, som jeg selv er en del af.

Et voksende forskningsfelt
Transstudier er et endnu forholdsvis lille forskningsfelt i de nordiske lande. Dette skyldes is√¶r manglende finansiering af transrelaterede projekter, st√¶rk modstand mod transstuderende, -forskere og -undervisere p√• universiteterne samt h√łjredrejning, antik√łnsbev√¶gelser og antitrans strukturer i samfundet.

På trods af denne modstand vokser forskningsfeltet. Historisk har transstudier været i tæt dialog med transaktivisme. Institutionaliseringen af Transstudier, i for eksempel USA, er et resultat af transaktivisme både i samfundet og i akademiet. Dette er professor Susan Strykers arbejde et tydeligt eksempel på.

Kritiske analyser af k√łnssystemer, k√łnsnormer samt af sygeligg√łrelse af transpersoner b√•de i sundhedssystemet, i forskning og i samfundet generelt er stadig omdrejningspunkt for meget transforskning b√•de i Norden og internationalt. I det f√łlgende vil jeg uddybe, hvordan denne forskning kan bidrage til at forbedre transpersoners situation, n√•r den sker fra og med transmilj√łerne.

Konstruktive samarbejder
For at forskning kan bidrage til at forbedre ‚Äď i dette tilf√¶lde ‚Äď transpersoners livssituation, er det helt centralt, at vi som forskere holder os selv ansvarlige.

Det kan starte med, at vi sp√łrger os selv: Hvem er min forskning for, om og af? Hvordan kan den bidrage til at skabe social forandring? Hvordan involverer jeg de grupper, min forskning skal komme til gode, i centrale beslutninger? Hvad kan jeg bidrage med fra den position, jeg forsker fra? Hvad skal jeg eventuelt undg√• at fokusere p√•?

Via t√¶tte samarbejder med transmilj√łerne, kan vi som transforskere sikre os, at den forskning, vi bruger (l√łnnet) tid p√•, korresponderer til de behov, der er i milj√łerne. Sammen kan vi udvikle brugbare, kritiske analyser for eksempel af sammenh√¶nge mellem eugenikhistorie, racebiologi og steriliseringspolitikker, af transspecifik sundhed og af anden regulering af k√łn.

I transaktivisters kampe for bedre levevilkår og rettigheder er beskrivelser af de systemer, der regulerer vores kroppe og identiteter, vigtige.

Da der endnu er lang vej til at sikre helt basale rettigheder for transpersoner, fokuserer meget af transforskningen i de nordiske lande p√• adgang til transspecifik sundhed og juridisk k√łnsskifte.

Eksempelvis har Rigshospitalet i Oslo, endnu, monopol p√• udredning og behandling af transpersoner, og transpersoner blev helt indtil 2016 tvunget til at gennemg√• irreversibel sterilisering for at kunne √¶ndre juridisk k√łn i Norge.

Adgangen til transspecifik sundhed foruds√¶tter stadig en psykiatrisk udredning og vurdering, og kategoriseringen og den almene forst√•else af transpersoner sker derfor fortsat i h√łj grad inden for en psykiatrisk og sygeligg√łrende ramme.

Disse forhold kommer bag p√• mange, da der cirkulerer st√¶rke narrativer om de nordiske lande som exceptionelle og progressive p√• LGBTIAQ+– og k√łnsomr√•det.

K√łnsforskningen som minefelt
Elisabeth L. Engebretsen beskriver at ¬ętransdebatten¬Ľ er pr√¶get af antitrans- og antik√łnsudtalelser, og inviterer derfor k√łnsforskere til at deltage med viden om sn√¶vre k√łnsnormer og tok√łnsstrukturer.

Agnes Bols√ł beskriver ogs√• ¬ętransdebatten¬Ľ som et minefelt ‚Äď dog ikke for os hvis liv debatteres, men for k√łnsforskere, der udfordrer transaktivisme. Bols√łs beskrivelser af, hvor vanskeligt det er for k√łnsforskere at deltage i ¬ętransdebatten¬Ľ , mener jeg afspejler en forventning om, at debatter som denne burde kunne tages let p√•. Men transdebatten er alvorlig, da den handler om vores eksistensberettigelse, levevilk√•r og rettigheder, hvilket slet ikke b√łr v√¶re en debat.

P√• trods af dette v√¶gtes vores stemmer sj√¶ldent, og ¬ętransdebatten¬Ľ er historisk foreg√•et henover hovedet p√• os, som om vi ikke selv kan tale eller ikke ved, hvad der er bedst for os. Netop fordi udenforst√•ende forskere, psykologer og sexologers input bliver v√¶gtet h√łjere, n√•r der for eksempel laves politikker om vores liv, er det s√• vigtigt, at k√łnsforskere anerkender den magt, deres forskning gives.

N√•r k√łnsforskere deltager i ¬ętransdebatten¬Ľ eller bedriver forskning om transpersoner uden at s√¶tte sig grundigt ind i transpersoners levevilk√•r og politiske kampe og uden at have t√¶tte samarbejder med transmilj√łer, risikerer de ‚Äď uanset intentionen ‚Äď at modarbejde transaktivisme.

De bidrager ogs√• til at reproducere og styrke b√•de de strukturer, der marginaliserer os i samfundet generelt, og de strukturer i akademiet, der tavsg√łr og regulerer os og andre marginaliserede kroppe.

Jeg h√•ber derfor, at k√łnsforskere, der tager imod Engebretsens opfodring om at blande sig mere i ¬ętransdebatten¬Ľ, overvejer, hvilke konsekvenser deres analyser har for os, som det handler om. Jeg h√•ber ogs√• de ser det som en mulighed at tie, eller at de i deres deltagelse fokuserer andre steder hen end p√• vores kroppe, identiteter og sexliv. For eksempel i stedet at granske de k√łnnede strukturer, der g√łr livet sv√¶rt for alle men i s√¶rdeleshed for os.

Usynligg√łrelse af transpersoners erfaringer

I transaktivisters kampe for bedre levevilk√•r og rettigheder er beskrivelser af de systemer, der regulerer vores kroppe og identiteter, vigtige. Her er b√•de kategorien trans og begrebet dysfori helt centrale redskaber. Jeg mener, Bols√łs diskussion af mods√¶tningen mellem cis og trans og af dysfori, s√¶tter disse kampe p√• spil ved at fratage os centrale redskaber og usynligg√łre transpersoners erfaringer ‚Äď og i v√¶rste fald eksistens.

Bols√ł argumenterer, at cispersoner er lige s√• dysforiske som transpersoner, fordi cispersoner ogs√• er utilfredse med deres kroppe og modificerer dem p√• forskellig vis ved for eksempel at opbygge muskler. Opbl√łdning af rigide cis/transdikotomier er vigtigt, og sn√¶vre k√łns– og kropsnormer skaber uden tvivl ogs√• udfordringer for cispersoner.

K√łnsforskningen i Norden er pr√¶get af rigid hvidhed, heteronormativitet og bin√¶re k√łnsstrukturer.

Men det er langt fra det samme som at opleve dysfori og diskrimination relateret til forkert tildelte k√łn, k√łnnede strukturer i samfundet, og den m√•de vores (trans)kroppe k√łnnes og opfattes p√•.

Bols√łs sidestillen af cis- og transpersoners erfaringer af kropsnormativitet samt udviskning af dysfori mener jeg er farlig, fordi den risikerer at vanskelig- eller umuligg√łre adgangen til transspecifik sundhed, der netop afh√¶nger af p√•visningen af dysfori.

Ydermere er det dybt problematisk, at Bols√ł fremstiller transpersoners behov for for eksempel hormoner som at ligge under for misforst√•elser af, hvordan k√łnsnormer fungerer. Argumentet l√¶ser jeg t√¶t sammen med antitrans feministers udtalelser om, at dette er en form for falsk bevidsthed.

Jeg mener, at transpersoner i Bols√łs kronik, b√•de beskyldes for at opretholde rigide k√łnsnormer i samfundet og samtidig p√•l√¶gges ansvaret for at dekonstruere disse normer. Dette er problematisk og i √łvrigt en udbredt praksis inden for dele af queer– og k√łnsforskningen. Vores levede erfaringer er historisk blevet gransket og dissekeret af udenforst√•ende cisforskere, og samtidig er vores erfaringer med og viden om disse k√łnssystemer blevet bagatelliseret af selvsamme cisforskere, der beskylder os for at v√¶re biased og vores viden, forskning og argumenter for at v√¶re minefelter.

K√łnsforskning pr√¶get af rigid hvidhed
Bols√ł opstiller i sin kronik det jeg ser som en falsk dikotomi mellem k√łnsforskning p√• den ene side og transaktivister p√• den anden side.

Derved reproduceres endnu √©n af de barrierer, vi som transpersoner og transaktivister k√¶mper imod, n√•r vi s√łger muligheder inden for k√łnsforskningen. Nemlig konstruktionen af marginaliserede kroppe som forskningsobjekter frem for forskningssubjekter ‚Äď alts√• som nogen man forsker om, og ikke som en position man kan forske fra.

B√•de som studerende, som underviser p√• antropologistudiet og som forsker har jeg ‚Äď og andre, der forsker med udgangspunkt i egne, levede erfaringer, aktivisme og f√¶llesskaber ‚Äď gang p√• gang f√•et at vide, at jeg ¬ęikke kan v√¶re neutral¬Ľ, at jeg er ¬ęf√łlelsesladet¬Ľ, ¬ęfor t√¶t p√•¬Ľ, ¬ęfor involveret¬Ľ og ¬ęikke akademisk¬Ľ.

K√łnsforskningen i Norden er pr√¶get af rigid hvidhed, heteronormativitet og bin√¶re k√łnsstrukturer og af et ekskluderende objektivitetsregime, hvor levet erfaring og praksis ikke ses som et vigtigt eller endda legitimt udgangspunkt for vidensproduktion.

Denne kontrol og regulering af, hvad der kan tælle som viden, og hvem der kan producere den, udelukker transpersoner og andre marginaliserede kroppe fra at producere viden i akademiet, og må ikke stå uimodsagt hen.

* * *
Kronikken oprindelig bragt i Kilden, kj√łnsforskning.no den 19. marts 2020.
Artiklen bringes her i Vidensbanken efter tilladelse fra Nico Miskow Friborg.