Noter is√¶r til transseksuelles familie og p√•r√łrende. Om transsexualitet og forholdet til familie og p√•r√łrende, Eila Neergaard. 7. marts 2002.

Vist 725 gange.
Af Eila Neergaard.
Langt de fleste mennesker f√łler sig tilh√łrende det k√łn, som svarer til udseendet af k√łnsorganerne. Derfor er der mange, som tror, at s√•dan er det n√łdvendigvis for alle mennesker.
Men for knap 1:10 000 af alle mennesker er der total uoverensstemmelse: det handler om b√łrn og voksne, der har normale k√łnsorganer af det ene k√łn, men slet ikke kan identificere sig med det k√łn. De f√łler sig derimod tilh√łrende det modsatte k√łn. (Og det handler ikke om sexuel pr√¶ference som homosexualitet, men om f√łlelse af k√łnsidentitet, om hvilket k√łn, man f√łler sig tilh√łrende).
Hvorfor er det et problem? Kan de mennesker ikke bare leve efter, hvordan tilh√łr og tilb√łjeligheder nu er?
Dette er kernen i det problemfyldte f√¶nomen, vi i dag kalder transsexualitet: Kan – eller vil? – den transseksuelles familie og venner og samfundet som helhed acceptere det menneske, som vedkender sig at v√¶re transseksuel, og som derfor giver sig til at leve i overensstemmelse med det k√łn, som vedkommende f√łler at tilh√łre, uanset at k√łnsorganerne ikke ser tilsvarende ud?

Der har v√¶ret kulturer – og m√•ske findes rester endnu – hvor b√łrn fra f√łdslen blev behandlet ens, uanset hvordan k√łnsorganerne s√• ud, og de fik et neutralt navn som f.eks. “Lille Sky”. P√• et tidspunkt gav barnet selv udtryk for tiltr√¶kning til f.eks. at lege med k√łkkent√łj eller bue og pil og valgte tilh√łr til kvindernes eller m√¶ndenes gruppe. I s√•danne kulturer var alle respekteret, som det de var, og med deres tilb√łjeligheder og livsform. Der var ogs√• transseksuelle, som der tilsyneladende er i alle kulturer, og de blev oftest givet specielt kr√¶vende og √¶refulde hverv, som f.eks. shaman, ud fra den klare forst√•else, at de havde adgang til oplevelser og indsigter som sj√¶ldent blev andre til del.
I de moderne vestlige kulturer hersker nogle antagelser: den, at alle mennesker er enten m√¶nd eller kvinder, og den, at alle menneskers oplevelse af k√łnsidentitet stemmer overens med, hvordan k√łnsorganerne ser ud. L√¶ger og biologer kan bevidne, at begge antagelser er falske. De fleste mennesker er enten m√¶nd eller kvinder. Og der er mange, som ikke er: de transseksuelle og de intersexuelle. Men de er lige s√• v√¶rdifulde mennesker. (I DK er der formodentlig ca. 400 transseksuelle).
Alle mennesker har brug for som b√łrn at f√łle k√¶rlighed: den k√¶rlighed som accepterer mennesket helt, som det er. Det vil sige ogs√• vedkommendes f√łlelse af k√łn. Og det samme behov har voksne ogs√•.
Den k√¶rlighed oplever transseksuelle ofte slet ikke. De oplever den m√•ske engang sent i livet, og f.eks. har jeg selv f√łrst oplevet accept som den pige/kvinde, jeg er – og altid f√łlte jeg var – efter at v√¶re fyldt 50. Det har v√¶ret lykken at opleve den accept. Den giver en f√łlelse af at v√¶re menneske. Det var en ensom vej at leve uden.
Den transseksuelle som placeres i rollen som dreng uanset, at hun selv oplever at v√¶re en pige, m√łder en endel√łs r√¶kke af forventninger og √łnsker og direkte tvang i retning af at leve i modstrid med sin egen f√łlelse. Det kan v√¶re en grov belastning at vokse op og f√łle sig som pige, men blive forceret til at fors√łge leve som en dreng – og opleve en uendelig r√¶kke nederlag i sociale forhold, der l√¶gger op til betegnelsen “t√łsedreng” eller et foragtende √łgenavn som “Fr√łken”.
Dette er den transseksuelles betingelser fra barndommen.
Hvordan bliver opv√¶ksten for et barn, der mangler accepten af sin f√łlelse af k√łnstilh√łr? Ingen, som virkelig kender baggrunden, kan undre sig over, hvorfor barnet √łjensynligt trives d√•rligt. Men situationen er oftest, at for√¶ldre og l√¶rere og kammerater blot ser et barn, der ikke trives, og som opf√łrer sig underligt: en adf√¶rd, som kan virke forstyrrende p√• de n√¶rmeste. M√•ske kommer en dag en psykolog ind i billedet; og meget muligt en psykiater. Og enhver der har en adf√¶rd, som er anderledes, har en meget stor risiko for at f√• en diagnose – og evt. ogs√• en behandling.
Nu er den transseksuelle gjort til en “patient”. Og vejen for den patient kan v√¶re lang og sv√¶r.
Men hvis vi t√¶nker p√•, hvad grunden var til den m√¶rkelige adf√¶rd, beh√łver vi m√•ske ikke v√¶re psykologer for at forst√•, at vi har stillet situationen helt p√• hovedet: den transseksuelles m√¶rkelige adf√¶rd er aldeles naturlig for et menneske i den situation af mangel p√• accept og forst√•else og af altid at blive placeret i sammenh√¶nge, hvor vedkommende f√łler sig helt forkert. Skulle vi sige noget om, hvad der kunne v√¶re mening i, ville det f.eks. v√¶re for de p√•r√łrende at komme til accept – og m√•ske forst√•else – af det faktum, at her er et menneske, som f√łler sig tilh√łrende det ene k√łn, uanset at k√łnsorganerne synes at tilh√łre det andet. Det er ikke nogen sygdom mere end det er en sygdom at v√¶re r√łdh√•ret.
Ved hj√¶lp af systemets vanlige mekanismer kan vi sygeligg√łre de transseksuelle, mens vi snarere kunne have brug for at fort√¶lle for√¶ldre og s√łskende og l√¶rere og kammerater, at det er et fint og dejligt menneske, som bare f√łler tilh√łr til et andet k√łn end det l√¶gen skrev p√• f√łdselsattesten.
I mange √•r troede psykiatere, at man kunne “kurere” transseksuelle: give dem en behandling, s√• de ville komme til at f√łle som det k√łn, l√¶gen ved f√łdslen havde stemplet dem med. Men alle fors√łg, inclusive elektro-chock-behandling, psykofarmaka og adf√¶rdsterapi synes at have sl√•et fejl.
N√•r det, som er sk√¶vt, er mangelen p√• accept fra familie og skole, er det ikke meningsfuldt prim√¶rt at lave psykoterapi p√• den transseksuelle. Der er ganske enkelt brug for, at den transseksuelles p√•r√łrende kommer til at forst√•, at det er hos dem, der har v√¶ret en mangel: mangelen p√• accept af en, der blot er lidt anderledes. Lige som en r√łdh√•ret.

Livet for en transseksuel f√łrer ofte til en krise, hvor fortsat liv kun bliver muligt ved at opgive fors√łgene p√• at leve i det k√łn, som man slet ikke f√łler tilh√łr til, og give sig selv lov til at leve i det k√łn, som altid f√łltes som den sande identitet.
Og den omstilling at √¶ndre sin ydre fremtoning og adf√¶rd fra at passe til det ene k√łn til at passe til det andet, ofte betegnet transition, er en betydelig udfordring for den transseksuelle, men heller ikke altid let for de n√¶re relationer. Det er ikke alle p√•r√łrende, som roligt og med accept kan – eller vil – st√łtte en transseksuel til at oml√¶gge sit liv til at leve i det andet k√łn.

Der er ofte brug for professionel st√łtte til den transseksuelle for at kunne holde til den modstand, som familie, venner og arbejdssted og autoriteter giver. Det er grove oplevelser, hvis familiemedlemmer udtrykker, at man er en egoist og en forr√¶der, og helst havde set, at man havde druknet sig, og arbejdsstedet fyrer en, og systemet afviser at give den hj√¶lp, som er relevant. Men det er realiteter for mange transseksuelle; nogle rejser til et menneskevenligere land, nogle beg√•r selvmord; der er ogs√• nogle, som klarer sig igennem den besv√¶rlige fase, som transitionen er, til et liv uden etiketten “transseksuel” – som kvinde blandt kvinder – eller mand blandt m√¶nd.
Transition er en meget vanskelig situation for den transseksuelle; og p√•r√łrende, som f√łler den transseksuelles adf√¶rd forstyrrende, kan i h√łj grad ogs√• opleve transitionen som en sv√¶r tid. En af de tanker, som kan plage familien, kan v√¶re: “Hvad mon naboen dog vil t√¶nke??!”

Den transseksuelle m√łder mange vanskeligheder, bl.a. er det ganske sv√¶rt for en transseksuel med en mands biologi at finde accept som kvinde alene p.g.a. de anatomiske og fysiologiske forskelle mellem m√¶nd og kvinder. Men i vore dage kan l√¶ger hj√¶lpe de transseksuelle med tilskud af hormoner, som kan underst√łtte livet i det valgte k√łn. Desuden kan kirurger ogs√• √¶ndre k√łnsorganernes udformning til i nogen grad at tiln√¶rmes det andet k√łn. Nogle af disse skridt foreg√•r m√•ske relativt let, andre ofte meget, meget vanskeligt eller slet ikke. Og transseksuelle m√• ogs√• indstille sig p√•, at offentlig administration ikke er gearet til at tilgodese transseksuelles behov.
Foruden disse omstillinger m√łder den transseksuelle MtK (mand-til-kvinde) omverdenens reaktion p√•, at nu er den, der f√łr s√• ud til at v√¶re en mand, i stedet en kvinde. (Praksis viser, at i mange tilf√¶lde vil FtM (kvinde-til-mand) transseksuelle tilsyneladende have en lettere transition).

Men det menneske, som i mange √•r levede som en mand, og som almindeligt blev antaget for at v√¶re en mand, var kun overfladisk en mand: vedkommendes egen identitetsoplevelse var hele tiden kvindelig. Transitionen bringer derfor den transseksuelle til en ny og hidtil aldrig oplevet overensstemmelse mellem indre f√łling af identitet og ydre udtryk. Den overensstemmelse er et stort skridt hen imod at kunne leve et harmonisk liv, et liv uden permanente indre kampe. Og det kan v√¶re meget sv√¶rt for andre at forst√•, fordi de har altid haft den overensstemmelse og anser den for en selvf√łlge. Men de kan ofte konstatere, at ethvert skridt i retning af at kunne leve i det √łnskede k√łn kan give den transseksuelle en betydelig bedring af psykisk balance.

Problemerne omkring en transseksuel er alts√• dels den transseksuelles vanskeligheder, dels vanskelighederne som de p√•r√łrende oplever. Nogle p√•r√łrende f√łler sig m√•ske truet, ganske vist ikke fysisk, men ved at de f√łler, deres verdensbillede sl√•r revner. Det sker ogs√•, at nogle p√•r√łrende kan f√łle sig narret. Det kan v√¶re grove oplevelser. Men det kan i visse tilf√¶lde ogs√• handle om, at p√•r√łrende f√łler sig skamfulde over, at de slet ikke fattede for l√¶nge siden, hvilket k√łn det menneske virkelig var og er.

Det som kan g√łres for at afhj√¶lpe vanskelighederne for den transseksuelle, er dels hj√¶lp til en tilpasning i det valgte k√łn. Og det viser sig at bedre livssituationen for de fleste transseksuelle meget. Dels kan det hj√¶lpe meget, hvis de p√•r√łrende kan f√• en forst√•else af den transseksuelles oprindelige situation og deres egen mulige andel i vanskelighederne og en accept af den transseksuelles nye situation, d.v.s. inclusive brug af det nye navn og ombytningen af ordene “han” og “hun”.

Det som kan g√łres for at afhj√¶lpe vanskelighederne for de p√•r√łrende, f.eks. en tidligere partner, b√łrn, for√¶ldre og s√łskende til den transseksuelle, er prim√¶rt at hj√¶lpe dem til at forst√• den transseksuelles situation og ikke mindst fatte deres egen og andre p√•r√łrendes eventuelle andel i, hvordan det menneskes kvaler opstod: manglende accept fra medmennesker; manglende accept af det menneskes identitet i henseende til k√łn.
En r√•dgiver for transseksuelle og p√•r√łrende udtalte, at de fleste familier havde potentiale til at acceptere, hvis et medlem var en rovmorder; men ikke hvis et medlem var transseksuel.
Nogle af de mest voldsomme f√łlelsesladede situationer mellem mennesker kan forekomme mellem en transseksuel og vedkommendes n√¶rmeste p√•r√łrende.

En af grundene til, at transseksuelle m√łder s√• meget modstand, er, at p√•r√łrende kan have sv√¶rt ved at tage dem alvorligt. Og der kan v√¶re grunde til, at transseksuelle ofte ikke tages alvorligt. En grund kan v√¶re overfladiske artikler i magasiner eller vildledende TV-programmer, som f.eks. sammenblander transseksuelle med transvestitter. Medens der i DK er omkring 400 transseksuelle findes antagelig 60.000 transvestitter, og iblandt disse findes nogle, for hvem det er en leg at skifte imellem to identiteter. Hele trans-omr√•det er uhyre righoldigt: alle kombinationer af alle t√¶nkelige menneskelige egenskaber synes at eksistere, og det er endda ikke alle, der har samme identitetsstruktur livet igennem.

N√•r vi ser en mand med cowboybukser og T-shirt og en stor motorcykel, og s√• kommer n√¶rmere og opdager, at det er ikke en mand, det er en kvinde, s√• skifter vi perspektiv aldeles omg√•ende, eller med andre ord, vi ombytter vore “k√łns-briller” til det andet k√łn. Vi har vanligt to k√łns-briller, det ene bruger vi over for en person, vi antager er en mand, det andet over for dem, vi anser for kvinder. Den som lever sit liv i sm√• gradvise skridt igennem det “forbudte” omr√•de, landet imellem “han” og “hun”, m√łder virkningen af k√łns-brillerne, og kommer til at f√łle, at ansvaret for at bruge dem ligger hos enhver, som bruger dem. At se p√• de brillers virkning kan v√¶re l√¶rerigt for enhver, der √łnsker forst√•else af “han” og “hun”, og nogle sp√łrgsm√•l til overvejelse kan m√•ske hj√¶lpe forst√•elsen:
Er jeg klar over, hvorn√•r og hvordan jeg bruger mine k√łns-briller?
Hvad er mit formål med at bruge dem?
Hvilken virkning har brillerne for mig selv? Рog for den jeg ser på?
Er brillerne overhovedet n√łdvendige? Hvordan ville jeg leve uden?
Hvordan påvirker mine briller min relation til den pågældende?
Hvordan ville det være at skifte briller over for en bestemt person?
Hvad har brillerne evt. at g√łre med min respekt for den p√•g√¶ldende?
Hvordan ville jeg reagere på en henstilling om at ombytte mine briller?
Hvilke forandringer i en person kunne få mig til at skifte briller?

Forst√•elsen af hele omr√•det omfattende “hun” og “han” er kompliceret, og ofte er det aldeles ikke indlysende hvilket pronomen, der forekommer relevant for en udenforst√•ende; og m√•ske er det ikke let at f√• til at harmonere med vedkommendes egen opfattelse og √łnske. Det er i vores kultur en ulykke at tilh√łre et mindretal, hvis natur ikke er i overensstemmelse med dansk vanet√¶nkning.

Den proces en transseksuel oplever i sine relationer til alle p√•r√łrende, er oftest sv√¶r, men indeholder m√•ske i samme grad mulighed for st√łrre menneskeforst√•else og udvikling af relationerne for enhver, der er involveret og √•ben for at l√¶re.

* * *
Den 24. september 2011.
Journalist Anders Haahr Rasmussen, Information har skrevet en lang livsbekræftende artikel om den nu 81-årige Eila Neergaard under overskriften: Endelig danser Eila som hun vil.

* * *
Læs også artiklen: 72 år af et liv. Træk af en biografi af EN. 14. august 2002.