Retsstillingen for transseksuelle i Danmark under k√łnsskifte. 19. oktober 2002.

Vist 990 gange.
Christina Ladefoged skrev i 2002, da hun var studerende ved √Örhus Universitet,
som led i f√¶rdigg√łrelsen af sit juridisk studium sit speciale

Retsstillingen for transseksuelle i Danmark under k√łnsskifte
Рbelyst ud fra de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger
og artikel 8 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

5. Konklusion
6. Litteraturliste
7. Tilladelse

[Til indholdsfortegnelsen] 1. Indledning.
Da der ofte hersker en del usikkerhed omkring, hvad transseksualitet egentlig er, vil der i afsnit 1.1. kort blive redegjort herfor. I afsnit 1.2. vil en r√¶kke af de juridiske problemstillinger, som transseksuelles √łnske om k√łnsskifte f√łrer med sig, blive beskrevet

[Til indholdsfortegnelsen] 1.1.Begrebet transseksualitet.
I daglig tale opfattes en transseksuel, som en person, der er uvenner med sit biologiske k√łn, en person hvis k√łnsidentitet, dvs. opfattelse af sig selv som tilh√łrende det ene eller andet k√łn, er i uoverensstemmelse med vedkommendes fysiske udseende.
Der har formentlig altid eksisteret det, vi i dag kalder transseksuelle, det er alene betegnelsen, der er af nyere dato. Der findes s√•ledes adskillige myter og historiske beretninger om k√łnsforvandling. F.eks. fort√¶ller den romerske digter Ovid, der levede for 2000 √•r siden, i sin bog “Metamorfoser”, flere myter om k√łnsforvandling, heriblandt myten om Hermafroditus, der var s√łn af Afrodite og Hermes, og som blev halv mand og halv kvinde efter sit m√łde med nymfen Salmacis, og myten om Tiresias, der i 7 √•r levede som kvinde. Platon har i “Symposion” ligeledes besk√¶ftiget sig med emnet, og der findes beretninger om k√łnsforvandling fra s√•vel √ėstasien, Indonesien, Sydamerika, og Nordamerika. Forestilling om k√łnsskifte er s√•ledes et transkulturelt f√¶nomen.

Betegnelsen transseksuel blev indf√łrt af Cauldwell i 1949, men blev f√łrst alment kendt i 1950’erne. Indtil da havde der l√¶nge hersket en del forvirring omkring transseksualitetens natur, idet mange var af den opfattelse, at √łnsket om at skifte k√łn meldte sig, n√•r man i l√¶ngere tid havde f√łlt trang til at kl√¶de sig som kvinde, dvs. transseksualitet blev opfattet som en del, eller en videref√łrelse, af transvestitisme. I dag anvendes betegnelsen “gender dysphoria syndrom” desuden ofte om transseksuelle.
Der er fortsat stor uenighed om √•rsagerne til transseksualitet. S√•ledes mener nogen, at der er tale om en genetisk disposition, mens andre h√¶vder, at der er tale om en tidlig psykologisk disposition, endnu andre mener, at √•rsagen er af sociologisk karakter, mens andre igen er af den opfattelse, at √•rsagen er en hormonal defekt, der straks efter f√łdslen forhindrer den transseksuelle i at reagere p√• de k√łnshormoner, der svarer til vedkommendes biologiske k√łn. Endnu har ingen teori opn√•et bred international anerkendelse.
Hvad ang√•r behandlingen af transseksuelle, s√• er der i dag i vid udstr√¶kning enighed om, at psykologiske, psykiatriske eller tilsvarende behandlingsmetoder ikke udg√łr nogen afg√łrende hj√¶lp for de transseksuelle. S√•ledes har det eneste effektive middel til afhj√¶lpning af den transseksuelles fastl√•ste splittelse mellem sin k√łnsidentitet og fysiske fremtoning vist sig at v√¶re et s√•kaldt k√łnsskifte, hvor man ved hj√¶lp af hormoner og kirurgiske indgreb s√łger at skabe overensstemmelse mellem den transseksuelles k√łnsidentitet og ydre fremtoning.

Historiens nok f√łrste transseksuelle, der gennemgik en k√łnsskifteoperation, var Dora, ogs√• kaldet “Dorchen Richter“. Operationen fandt sted i Tyskland i 1920’erne. Det var ogs√• i Tyskland, n√¶rmere bestemt “Frauenklinik” i Dresden, at en af historiens mest kendte transseksuelle blev opereret omkring 1930. Det var den danske kunstmaler Einar Wegener, nok mere kendt under sit nye navn Lili Elbe. Den f√łrste k√łnsskifteoperation, der blev fortaget i Danmark, fandt sted i 1951 p√• Rigshospitalet og blev foretaget p√• en ung amerikaner med danske forf√¶dre ved navn George Jorgensen, den senere verdensber√łmte Christine Jorgensen. Danmark kom dermed p√• forsiden af aviserne verden over. Siden 50’erne er der p√• verdensplan blevet foretaget utallige k√łnsskifteoperationer. I Danmark foretages der i gennemsnit et par k√łnsskifteoperationer om √•ret.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.2. transseksualitet i et juridisk perspektiv
De juridiske problemer, der opst√•r som f√łlge af transseksuelles √łnske om at skifte k√łn, er ikke alene talrige men ogs√• vanskelige. Et k√łnsskifte rejser f.eks. sp√łrgsm√•let om, hvorvidt der overhovedet b√łr ske en anerkendelse af individets nye k√łnsidentitet, og dermed hvilken definition af k√łn man b√łr anvende – om man i juridisk sammenh√¶ng udelukkende skal henholde sig til den medicinske definition, eller om der eksisterer, eller burde eksistere, en juridisk k√łnsdefinition uafh√¶ngigt af den medicinske. Der udover rejser k√łnsskifte sp√łrgsm√•let om, i hvilken udstr√¶kning der b√łr ske anerkendelse – fuldt ud, s√•ledes at det f.eks. vil v√¶re muligt for en k√łnsskifteopereret at gifte sig med en person af sit tidligere k√łn, eller alene delvis anerkendelse. En afg√łrelse af disse sp√łrgsm√•l vil ofte, udover en streng juridiske stillingtagen til problemerne, indeholde en etisk, moralsk eller kulturel stillingtagen til f√¶nomenet transseksualitet. Af samme grund vil l√łsningen p√• de ovenfor opridsede problemstillinger ofte variere meget fra land til land. Udformningen af disse l√łsninger vil ligeledes variere, s√•ledes er der i visse lande vedtaget specifikke love eller lovbestemmelser, der regulerer transseksuelles retsstilling, mens retstilstanden i andre lande beror p√• administrativ praksis eller retspraksis.

For transseksuelle, der har gennemg√•et en k√łnsskifteoperation, er juridisk anerkendelse af deres k√łnsidentitet naturligvis utrolig vigtig, ikke alene for deres selvf√łlelse, men ogs√• af rent praktiske √•rsager. I lande som Danmark, hvor navne er k√łnsspecifikke, og hvor CPR-numre, hvis sidste ciffer indikerer indehaverens k√łn, anvendes i vid udstr√¶kning, vil en n√¶gtelse af juridisk anerkendelse af et foretaget k√łnsskifte, betyde, at transseksuelle vil opleve endog meget store vanskeligheder i f.m. foretagelsen af selv helt dagligdags handlinger, s√•som at f√• sig et l√•nerkort p√• et bibliotek, betale med Dankort, gennemg√• en f√¶rdselskontrol, f√• aktindsigt i egne journaler hos det offentlige, tage p√• ferie i udlandet, afgive deres stemme ved alle former for valg, osv..
I de senere √•r er der sket en √łget fokusering p√• individers rettigheder, herunder den enkeltes ret til at leve sit liv som vedkommende selv √łnsker det – uden un√łdig indblanding fra staten eller andre, men ogs√• p√• menneskerettighederne, som disse er fastlagt i internationale konventioner. Denne √łgede fokusering har ogs√• omfattet personer med en anden seksualitet eller k√łnsidentitet end den gennemsnitlige befolknings. I takt med denne udvikling er forst√•elsen for samt accepten og anerkendelsen af minoritetsgruppers rettigheder vokset. I forl√¶ngelse heraf og i sammenh√¶ng med den voksende information om transseksuelle i b√łger, herunder biografier, avisartikler, tv-udsendelser, er ogs√• forst√•elsen for de specielle problemer transseksuelle st√•r overfor √łget, mens de kritiske r√łster imod juridisk anerkendelse af et foretaget k√łnsskifte er blevet stadigt f√¶rre.

Retstilstanden i Danmark er i dag den, at n√•r en person har gennemg√•et et k√łnsskifte, f√•r vedkommende et nyt CPR-nummer og kan v√¶lge sig et nyt navn. Man har s√•ledes valgt udelukkende at henholde sig til den medicinske k√łnsdefinition i relation til sp√łrgsm√•let om hvorn√•r transseksuelle kan f√• anerkendt deres k√łnsidentitet juridisk. I kraft af dette er der et tidsm√¶ssigt sammenfald mellem det fysiske k√łnsskifte, og det man kan kalde det juridiske k√łnsskifte (√¶ndring af navn og CPR-nummer). En s√•dan klar afgr√¶nsning er naturligvis nem og bekvem at arbejde med, og det er nok de f√¶rreste, der er klar over, at dens anvendelse i praksis kan give anledning til alvorlige problemer. Et k√łnsskifte er nemlig ikke noget, der klares med en enkel operation, det er noget, der tager meget lang tid og som sker gradvist over flere √•r. I takt med de gradvise fysiske √¶ndringer, der sker som f√łlge af hormonbehandling og operationer, vil de ovenfor n√¶vnte problemer begynde at opst√•. Sp√łrgsm√•let om juridisk anerkendelse af den transseksuelles k√łnsidentitet vil derfor blive aktuelt p√• et meget tidligere tidspunkt, end den dag hvor den sidste operation foretages og k√łnsskiftet dermed fuldendes.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.3.
Problemformulering

I dette speciale vil jeg alene besk√¶ftige mig med transseksuelles retsstilling i Danmark, ligesom jeg udelukkende vil fokusere p√• den del af k√łnsskifteproblematikken, der vedr√łrer perioden under k√łnsskiftet. Jeg vil dels unders√łge, hvorvidt retstilstanden for hhv. fysisk og juridisk k√łnsskifte er i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tninger, dels se n√¶rmere p√• hvorvidt konsekvenserne af denne retstilstand er forenelig med art. 8 i Den europ√¶iske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

[Til indholdsfortegnelsen] 2. Fysisk k√łnsskifte
Indledningsvis vil jeg i afsnit 2.1. beskrive den administrative praksis i f.m. fysisk k√łnsskifte. I afsnit 2.2. vil jeg unders√łge, om der i Sterilisations og kastrationsloven (SKL) er bel√¶g for den administrative praksis, som SKL anvendes som grundlag for, herunder om den sagsbehandling, der foretages, lever op til de krav, der er fastlagt i de almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tninger. Jeg vil desuden knytte et par kommentarer til den manglende rekursadgang p√• omr√•det.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.1. Administrativ praksis
Det fremg√•r af Civilretsdirektoratets (CRD) svar til Ligestillingsr√•det af 8. april 1997, at fysisk k√łnsskifte foruds√¶ttes at kr√¶ve tilladelse til kastration i medf√łr af Sterilisations og kastrationsloven SKL ¬ß 13. Gives der tilladelse hertil, kan de √łvrige indgreb, der anses for at v√¶re n√łdvendige, for at der foreligger et k√łnsskifte, foretages uden yderligere formaliteter, dvs. at en tilladelse til kastration i praksis opfattes som synonym med en tilladelse til k√łnsskifte.
If√łlge SKL ¬ß 14 gives tilladelsen af justitsministeren (JM), der dog med hjemmel i SKL ¬ß 16 har udstedt bek. nr. 1131 af 13. december 1996 om sterilisation og kastration, hvorved tilladelseskompetencen er delegeret til CRD. S√•ledes skal ans√łgninger om kastration if√łlge bek.’s ¬ß 5 indgives til CRD, der s√•ledes modtager, behandler og afg√łr alle ans√łgninger, om det der i praksis omtales som “kastration med henblik p√• k√łnsskifte“.

Sagsbehandlingen i kastrationssager best√•r i, at ans√łgeren henvises til Sexologisk Klinik (SK) p√• Rigshospitalet, der p√• baggrund af en r√¶kke samtaler med ans√łgeren afgiver en erkl√¶ring om, hvorvidt ans√łgningen findes at burde im√łdekommes.
Forl√łbet opdeles normalt i det, der kaldes hhv. observationsfasen og observationsfasen med hormoner. Den f√łrste fase, der varer minimum 1 √•r, bruges til at l√¶re ans√łgeren grundigt at kende og til at indsamle oplysninger. Denne fase afsluttes med en forel√łbig status. S√•fremt SK ikke i deres status er afvisende overfor det ans√łgte, indledes observationsfasen med hormoner. I denne fase forts√¶ttes samtalerne, og den s√•kaldte hverdagstest, der g√•r ud p√•, at ans√łgeren skal leve som det k√łn, vedkommende √łnsker at v√¶re, indledes.
Forl√łbet afsluttes med en beslutningskonference, hvor der tages stilling til, hvorvidt SK kan st√łtte ans√łgerens √łnske, hvilket meddeles ans√łgeren og CRD. Det fremg√•r af SK‘s vejledning, at det er en betingelse for, at SK vil st√łtte ans√łgerens √łnske, at andre former for behandling m√• anses for virkningsl√łse, at ans√łgeren har haft et langvarigt og stabilt √łnske om at skifte k√łn, samt at denne er apsykotisk og normalt begavet. Der l√¶gges der udover v√¶gt p√•, om ans√łgeren har realistiske forventninger til, hvad et k√łnsskifte vil medf√łre eller kan udrette for denne. De internationalt anerkendte retningslinier kaldet Benjaminkriterierne, anvendes if√łlge SK som udgangspunkt for den danske behandling af transseksuelle, dog med en noget mere udpr√¶get tilbageholdenhed i f.t. at anbefale k√łnsskifte, hvilket begrundes i indgrebets irreversible karakter.

SK‘s udtalelse forel√¶gges efterf√łlgende for Retsl√¶ger√•det (RLR), der ligeledes kommer med en udtalelse i sagen, hvorefter CRD tager endelig stilling til, hvorvidt ans√łgningen b√łr im√łdekommes.
CRD sk√łnner, at der indgives mellem 10 og 20 ans√łgninger om kastration m.h.p. k√łnsskifte om √•ret, s√•ledes har RLR siden 1988 p√• √•rsbasis f√•et forelagt ca. 5 sager til udtalelse, og CRD har siden 1985 i gennemsnit givet 2,5 tilladelser og 1,2 afslag pr. √•r. Selve sagsbehandlingen tager if√łlge CRD 2-3 √•r.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2. Bed√łmmelsen af den administrative praksis

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2.1.
Sterilisations- og kastrationslovens anvendelighed som grundlag for adm. praksis

I dette afsnit vil jeg ud fra en gennemgang af SKL‘s ordlyd, form√•l, forarbejder, og anvendelsesomr√•de foretage en bed√łmmelse af, hvorvidt der er holdepunkter for at anse en tilladelse til kastration i medf√łr af SKL som synonym med eller en foruds√¶tning for en tilladelse til k√łnsskifte.
De generelle betingelser for at opn√• tilladelse til kastration fremg√•r af SKL ¬ß 13, stk. 1 og 2. Der er tale om dels et alderskrav dels et bop√¶lskrav. Ans√łgeren skal s√•ledes v√¶re over 21 √•r og have bop√¶l her i landet. Der udover skal ans√łgerens k√łnsdrift enten
1. udsætte denne for at begå en forbrydelse, eller
2. medf√łre betydelig sj√¶lelig lidelse eller social forringelse for denne.
Det f√łlger af bestemmelsens ordlyd, at der er tale om en sk√łnsm√¶ssig afg√łrelse, jf. “kan”, og at kastration kan foretages p√• 2 indikationer, enten p√• den s√•kaldte kriminalitetsforebyggende indikation eller p√• personlig indikation. Sidstn√¶vnte omfatter i praksis i dag alene transseksuelle, hvis splittelse mellem k√łnsidentitet og fysiske fremtoning udg√łr en stor psykisk og f√łlelsesm√¶ssig belastning.
Historisk set var lov nr. 130 af 1. juni 1929 den f√łrste lov p√• kastrationsomr√•det. Denne blev revideret ved lov nr. 176 af 11. maj 1935, der blev efterfulgt af lov nr. 234 af 3. juni 1967. I 1973 vedtoges den lov, som den nug√¶ldende SKL, lovbek. nr. 661 af 12. juli 1994, er den seneste lovbekendtg√łrelse af.
SKL indeholder ingen form√•lsbestemmelse, hvorfor form√•let med loven m√• s√łges dels i forarbejderne, dels i bestemmelsernes ordlyd.

Af forarbejderne fremg√•r, at et af form√•lene med at vedtage en egentlig lovgivning om kastration var at g√łre det muligt at anvende kastration som behandling eller erstatning for straf i forhold til s√¶delighedsforbrydere. Kastration blev ikke alene anset for at v√¶re den bedste behandling men ogs√• den bedste foranstaltning samfundsm√¶ssigt set overfor s√¶delighedsforbrydere og seksuelt abnorme personer. Kastration blev s√•ledes anset for at v√¶re det mest humane i forhold til det enkelte individ, samt det mest effektive i kriminalterapeutisk og social henseende. Det har formentlig v√¶ret i erkendelsen af, at en persons k√łnsdrift kan v√¶re meget byrdefuld for denne, uden at dette dog giver sig udslag i forbrydelser, at der i loven blev medtaget en bestemmelse om, at kastration kunne foretages, s√•fremt en persons k√łnsdrift medf√łrer betydelig sj√¶lelig lidelse eller social forringelse, den s√•kaldte personlige indikation. Form√•let med SKL bestemmelser om kastration m√• s√•ledes anses for at v√¶re dels kriminalpr√¶ventivt, dels lindring af personlig lidelse.
Den oprindelige SKL var en udpr√¶get fors√łgslov, der udelukkende hvilede p√• frivillighedens princip. Loven fra 1935 udvidede adgangen til frivillig kastration, og √•bnede mulighed for at foretage en egentlig tvangskastration i tilf√¶lde af n√¶rmere i loven angivne grove s√¶delighedsforbrydelser. Der blev imidlertid aldrig, mens loven var i kraft, truffet afg√łrelse om tvangskastration i forbindelse med en dom, men der blev dog i 8 sager taget forbehold for senere afg√łrelse herom. P√• denne baggrund vurderede udvalget i bet. nr. 353/1964, at en ny lov ikke burde indeholde bestemmelser om tvangskastration. Lov nr. 234 af 3. juni 1967 kom derfor ikke til at indeholde en hjemmel til tvangskastration.
Det fremg√•r bl.a. af den i bet. 353/1964 indeholdte redeg√łrelsen for den legale kastration i DK gennem 30 √•r (1929-59), at hovedparten (80 %) af de kastrerede havde beg√•et seksuelt betonet kriminalitet inden kastrationen. De resterende 20 % bestod for det f√łrste af personer, der p√• de institutioner, hvor de befandt sig, havde udvist en adf√¶rd, der gjorde, at man frygtede, at de ville beg√• s√¶delighedsforbrydelser, s√•fremt de fik friere forhold, for det andet af personer, der selv frygtede, at deres seksualitet kunne medf√łre, at de ville beg√• seksuelt betonede forbrydelser, f.eks. p√¶dofile, samt for det tredje af personer, hvis k√łnsdrift p√•f√łrte dem sj√¶lelige lidelser eller social forringelse, f.eks. homoseksuelle, hyperseksuelle, personer med seksuelle perversioner mv. Det fremg√•r, at i ca. 87 % af tilf√¶ldene var kastration blevet foretaget blandt √•ndssvage, psykopater og lign., mens en gruppe best√•ende af seksuelt abnorme men psykisk normale alene udgjorde 13 %.

Transseksuelle n√¶vnes ikke udtrykkeligt i bet. 353/1964, hvilket m√• antages at skyldes, at transseksuelle som gruppe endnu ikke herhjemme var blevet udskilt fra gruppen af transvestitter. Ikke desto mindre m√• det antages, at transseksuelle allerede p√• dette tidspunkt blev kastreret med henvisning til, at deres k√łnsdrift medf√łrte betydelig sj√¶lelig lidelse for dem. Dette st√łttes p√• en udtalelse i redeg√łrelsen for g√¶ldende ret om, at visse tilf√¶lde af “transvestisme”, nemlig de tilf√¶lde hvor der tillige forel√• et fikseret √łnske om totalt k√łnsskifte, alts√• den persongruppe der i dag anses for transseksuelle, blev kastreret p√• personlig indikation.
Det fremg√•r af bet. 353/1964, at hovedsp√łrgsm√•let i forbindelse med lovrevisionen var, om adgangen til hhv. sterilisation og kastration skulle v√¶re fri, s√•ledes at det alene skulle v√¶re afg√łrende for indgrebets foretagelse, at den opererende l√¶ge enten ud fra medicinske indikationer eller l√¶geetiske betragtninger fandt indgrebet rimeligt begrundet og forsvarligt. Det sagkyndige udvalg var imidlertid af den opfattelse, at kastrationsindgrebets omfattende biologiske f√łlger og irreversible karakter med afg√łrende v√¶gt talte imod en s√•dan adgang.

Sp√łrgsm√•let om en fri sterilisationsadgang blev endnu engang dr√łftet i forbindelse med lov√¶ndringen i 1973. Det fremg√•r af s√•vel lovforslaget som folketingsdebatten, at overvejelserne i det v√¶sentligste drejede sig om, hvorvidt adgangen til sterilisation skulle v√¶re betinget af tilladelse, eller om der burde indr√łmmes myndige, habile personer en ret til sterilisation. Resultatet blev det retskrav p√• sterilisation, der i dag findes i SKL ¬ß 2. Hvad angik SKL‘s bestemmelser om kastration, s√• blev disse alene ber√łrt i forbindelse med de specielle bem√¶rkninger til lovforslaget. Heri blev det sl√•et fast, at kastrationsbestemmelserne i realiteten var en videref√łrelse af de g√¶ldende regler, hvorfor adgangen til kastration fortsat var betinget af tilladelse.
Selve begrebet kastration defineres i SKL ¬ß 1, stk. 1, som indgreb hvorved k√łnskirtlerne fjernes eller varigt s√¶ttes ud af funktion. Heraf f√łlger mods√¶tningsvis, at loven som udgangspunkt ikke efter sin ordlyd kan anses for at omfatte de indgreb udover kastration, der if√łlge en l√¶gelige vurdering m√•tte blive anset for n√łdvendige for, at et k√łnsskifte kan siges at have fundet sted. Disse √łvrige indgreb, hvis form√•l er at opn√• en tiln√¶rmelse til det √łnskede k√łns prim√¶re eller sekund√¶re k√łnskarakteristika, ses nemlig ikke at kunne omfattes af den almindelige sproglige fortolkning af begrebet kastration, eller af SKL‘s egen definition heraf, ligesom disse heller ikke kan anses som en accessorisk del af en kastration. Eftersom der ikke i lovens forarbejder eller form√•l findes at v√¶re grundlag for en anden fortolkning af begrebet kastration, end den der f√łlger af almindelig sprogbrug, vil disse indgreb s√•ledes falde uden for lovens anvendelsesomr√•de.

Det fremg√•r af SKL‘s ¬ß 1, stk. 2, at SKL ikke omfatter indgreb og behandlinger, der foretages med henblik p√• at helbrede legemlig sygdom. Disse indgreb vil derfor kunne foretages umiddelbart p√• medicinsk indikation af den opererende l√¶ge, f.eks. hel eller delvis fjernelse af testiklerne ved testikelkr√¶ft. Da transseksualitet, trods uenighed om de bagved liggende √•rsager, ikke i Danmark opfattes som en fysisk sygdom, vil selve kastrationsdelen i et k√łnsskifte isoleret set vil kr√¶ve tilladelse i medf√łr af SKL.
P√• baggrund af en gennemgang af SKL‘s forarbejder i form af lovforslag, bet√¶nkning, folketingsdebatter samt bem√¶rkninger kan det konstateres, at det ikke lader til, at lovgiver p√• noget tidspunkt i forbindelse med vedtagelsen af disse love har taget udtrykkelig stilling til de specifikke problemer, som et k√łnsskifte rejser. Det eneste sted, sp√łrgsm√•let indirekte kan siges at blive ber√łrt, er i forbindelse med redeg√łrelsen for den legale kastration i Danmark, og da alene som f√łlge af den fejlagtige opfattelse af, at personer, der √łnskede at skifte k√łn, var transvestitter. Om end der gives udtryk for, at denne gruppe kunne kastreres p√• personlig indikation, s√• omtales et evt. videre forl√łb ikke. Jeg mener derfor ikke, at der fra denne bem√¶rkning kan sluttes, at et k√łnsskifte som s√•dan blev anset for omfattet af SKL. Dette synspunkt st√łttes af SKL‘s anvendelsesomr√•de og den i loven indeholdte definition af kastration. En tilladelse i medf√łr af SKL b√łr derfor alene anses for v√¶rende en tilladelse til kastration, og ikke til et decideret k√łnsskifte – og det er i √łvrigt alene kastrationen, der kr√¶ves tilladelse til i medf√łr af SKL. At en kastrationstilladelse i praksis anses som synonym med en tilladelse til eller en foruds√¶tning for k√łnsskifte findes s√•ledes ikke at have st√łtte i hverken loven eller dens forarbejder. Heraf f√łlger desuden, at de i administrativ praksis og sprogbrug ofte anvendte begreber “kastration med henblik p√• k√łnsskifte” og “ans√łgning om k√łnsskifte” ikke har nogen st√łtte i SKL, men m√• anses for at v√¶re selvopfundne begreber.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2.2. Sagsbehandlingen i kastrationssager
F√łr der kan tr√¶ffes afg√łrelse i en sag om ans√łgning om kastration, m√• der naturligvis ske en forberedelse af sagen bl.a. i form af en tilvejebringelse af det faktiske materiale, der er n√łdvendigt for, at der kan tr√¶ffes en materiel rigtig afg√łrelse. Denne forberedelse m√• naturligvis leve op til de almindelige forvaltningsretlige principper for administrativ sagsbehandling. I dette afsnit vil CRD‘s sagsbehandling i kastrationssager s√•ledes blive vurderet med s√¶rlig v√¶gt p√• unders√łgelsesprincippet, og de krav der kan udledes heraf.

Unders√łgelsesprincippet er udtryk for et princip om, at ansvaret for at de n√łdvendige unders√łgelser er foretaget, s√•ledes at der kan tr√¶ffes en materielt rigtig afg√łrelse, som hovedregel p√•hviler den afg√łrende myndighed. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det altid er myndigheden selv, der skal fremskaffe de n√łdvendige oplysninger. I sager, der rejses af borgere ved ans√łgning, vil det v√¶re helt naturligt, at ans√łgeren bidrager til sagens oplysning, og det vil derfor ofte p√•hvile ans√łgeren at fremskaffe en r√¶kke, evt. alle n√łdvendige oplysninger. Der antages s√•ledes at g√¶lde en almindelig regel om, at en ans√łger uden s√¶rlig hjemmel kan afkr√¶ves oplysninger, som denne allerede er i besiddelse af eller uden s√¶rligt besv√¶r eller omkostninger kan tilvejebringe. Heraf f√łlger formodentlig mods√¶tningsvis, at man ikke uden s√¶rlig lovhjemmel kan afkr√¶ve en ans√łger oplysninger, hvis fremskaffelse vil medf√łre store √łkonomiske byrder eller uforholdsm√¶ssigt meget besv√¶r for denne. Dette m√• anses at v√¶re udtryk for en proportionalitetsafvejning.
Der kan n√¶ppe opstilles nogen generel regel om hvilke oplysninger eller unders√łgelser, der er n√łdvendige. Ofte vil det i selve loven eller i administrative forskrifter v√¶re opregnet hvilke oplysninger, der kr√¶ves, og evt. hvem der har pligt til at fremskaffe dem. S√•fremt der ikke findes regler herom, eller disse ikke er udt√łmmende, f√łlger det af unders√łgelsesprincippet, at den afg√łrende myndighed selv afg√łr, hvilke oplysninger og unders√łgelser der er n√łdvendige. Det er klart at tilstedev√¶relsen eller frav√¶ret af de betingelser, der er opregnet i loven, som minimum m√• belyses, men der udover m√• ogs√• momenter, der m√• formodes at have betydning for sagen, s√łges belyst. Afgr√¶nsningen af hvilke oplysninger, der kan/skal indhentes, og hvilke unders√łgelser, der kan/skal foretages, m√• fortages ud fra om de p√•g√¶ldende oplysninger/unders√łgelser er sagligt relevante for afg√łrelsen.
Hvad ang√•r selve udstr√¶kningen af sagens forberedelse, s√• antages det, at det som udgangspunkt ikke kan kr√¶ves, at sagen oplyses fuldst√¶ndig tilbundsg√•ende, da det ville medf√łre en m√¶ngde overfl√łdige unders√łgelser og un√łdig langvarig sagsbehandlingstid. Forberedelsen af sagen kan derfor alene kr√¶ves foretaget i den udstr√¶kning det i det enkelte tilf√¶lde er n√łdvendigt, for at der kan tr√¶ffes en forsvarlig afg√łrelse. De momenter, der indg√•r i en vurdering af, hvor langt forberedelsen konkret b√łr udstr√¶kkes, er foruden hensynet til at n√• frem til en materiel rigtig afg√łrelse, at afg√łrelsen tr√¶ffes uden un√łdig forsinkelse, ligesom det vil v√¶re af betydning, hvor indgribende afg√łrelsen vil v√¶re for samfundet/borgeren. Jo mere indgribende, jo l√¶ngere vil der v√¶re grund til at udstr√¶kke unders√łgelserne.

Der er ikke hverken i selve SKL eller i dennes forarbejder taget stilling til, hvorledes en ans√łgning om kastration skal behandles. I praksis best√•r sagsbehandlingen, hvor transseksuelle s√łger om kastration, som n√¶vnt i, at ans√łgeren henvises til SK, der p√• baggrund af en r√¶kke samtaler med ans√łgeren kommer med en udtalelse, der efterf√łlgende sendes til udtalelse i RLR, hvorefter CRD tr√¶ffer en afg√łrelse i sagen.
Det m√• v√¶re en f√łlge af det netop anf√łrte, at CRD i f.m. forberedelsen af en ans√łgning om kastration unders√łger, dels om de formelle betingelser i bek. nr. 1131 af 13. december 1996 ¬ß 5, jf. ¬ß¬ß 1-3 er opfyldte, dels om ¬ß 13’s betingelser om alder og bop√¶l er opfyldte. Der ud over vil CRD skulle unders√łge, om ans√łgeren falder ind under enten d en kriminalitetsforebyggende eller den personlige indikation i ¬ß 13, stk. 1. Kastrationsindgrebets irreversible og definitive karakter m√• antages at tale for en meget grundig sagsbehandling, mens det omvendt taler for en hurtig sagsbehandling, at afg√łrelsen vil v√¶re af afg√łrende betydning for ans√łgerens livsf√łrelse.

Hensynet til en grundig sagsbehandling m√• anses for at blive tilgodeset i medf√łr af henvisningen til SK. Da CRD ikke selv er i besiddelse af den n√łdvendige sagkundskab til at afg√łre, om en ans√łger falder ind under den ene eller den anden indikation, vil det v√¶re helt i overensstemmelse med unders√łgelsesprincippet, at henvise ans√łgerne til SK. Da udtalelsen herfra udg√łr et v√¶sentligt grundlag for den senere afg√łrelse, vil det v√¶re relevant at se n√¶rmere p√•, hvorledes denne udtalelse bliver til, og hvilke krav ans√łgeren i forbindelse hermed stilles overfor.
De kriterier, der anvendes af SK, fremg√•r af en i 1992 udarbejdet “Unders√łgelses og behandlingsprocedure vedr. k√łnsmodificerende indgreb”. Der l√¶gges stor v√¶gt p√• at unders√łge, om ans√łgeren har t√¶nkt situationen n√łje igennem. Det fremg√•r, at for at SK vil udtale, at en ans√łgning b√łr i m√łdekommes, er det en absolut betingelse, at alle andre former for behandling sk√łnnes at v√¶re uden effekt, at ans√łgeren er apsykotisk og normalt begavet, samt at denne er psykisk integreret og social stabil, ligesom der skal v√¶re tale om et stabilt √łnske om k√łnsskifte. Der udover opregnes der en lang r√¶kke √łvrige kriterier, navnlig at ans√łgeren har v√¶ret i hormonbehandling samt levet som det √łnskede k√łn i minimum 1 √•r. Derimod lader det ikke til, at SKL‘s ¬ß 13’s personlige indikation, dvs. kravet om “betydelig sj√¶lelig lidelse” g√•r igen i de i vejledningen opstillede og anvendte kriterier. Dette parameter ses ikke i vejledningen at blive tillagt hverken betydning eller relevans. Det m√• formentlig antages, at det som en udtalelse fra SK alene b√łr indeholde en stillingtagen til er, hvorvidt det p√• baggrund af samtalerne med ans√łgeren findes godtgjort, at denne m√• anses for omfattet af en af den personlige indikation. N√•r det er konstateret om dette er tilf√¶ldet, findes der umiddelbart at mangle den n√łdvendige saglige begrundelse for at kr√¶ve, at samtalerne p√• SK forts√¶tter som betingelse, for at ans√łgningen im√łdekommes. Da de i vejledningen opstillede kriterier, ud fra det ovenfor anf√łrte om deres indhold, desuden m√• anses for at stille langt st√łrre krav, end de i SKL ¬ß 13 opstillede, vil det ligeledes v√¶re tvivlsomt, hvorvidt vejledning er i overensstemmelse med princippet om den retlige trinf√łlge, hvorefter interne retningslinier s√•som vejledninger og cirkul√¶rer ikke m√• v√¶re i strid med de eksterne retningslinier. Vejledningens krav m√• s√•ledes i sig selv anses for bet√¶nkelige.

Hensynet til en grundig sagsbehandling vil ofte kunne medf√łre en lang sagsforberedelsestid. Omvendt taler det ans√łgtes afg√łrende betydning for ans√łgernes livsf√łrelse i kastrationssager, som n√¶vnt for en hurtig sagsbehandling.
Det h√¶vdes ofte at behandlingen af en ans√łgning om kastration tager mellem 2 og 3 √•r. Dette svarer imidlertid kun delvist til den unders√łgelse, jeg har foretaget blandt 14 transseksuelle. Af denne fremg√•r, at den samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid er p√• ca. 5 √•r, hvoraf gennemsnitligt 3 ¬Ĺ √•r g√•r med samtaler p√• SK. Forskellen m√• antages at skyldes det forhold, at CRD beregner sagsbehandlingstiden ud efter, hvorn√•r der ans√łges om kastration (som starttidspunkt), og hvorn√•r der gives enten tilladelse eller afslag herp√• (som sluttidspunkt). Imidlertid er alle de transseksuelle, der har deltaget i sp√łrgeskemaunders√łgelsen, som f√łlge af henvisning fra egen l√¶ge, startet p√• SK l√¶nge f√łr der ans√łges CRD om tilladelse, rent faktisk indgives der som regel f√łrst ans√łgning om kastration til CRD, n√•r den transseksuelle ved, at SK er positiv overfor en ans√łgning, dvs. en v√¶sentlig del af sagsbehandlingen rent faktisk ligger forud for ans√łgningstidspunktet og derfor findes at burde regnes med.
Den periode, som sagsbehandlingen i kastrationssagerne i praksis totalt set sp√¶nder over, synes umiddelbart, selv n√•r der alene tages udgangspunkt i den af CRD oplyste periode (men i h√łj grad ogs√• n√•r unders√łgelsens resultater tages i betragtning), at v√¶re urimelig lang og for en umiddelbar betragtning uproportional. S√¶rligt n√•r henses til den generelle psykiske belastning det er, i en ikke p√• forh√•nd n√¶rmere tidsm√¶ssig afgr√¶nset periode, at blive bed√łmt af andre og leve i uvished. Ud over den psykiske belastning, vil de mange ture frem og tilbage til K√łbenhavn kunne udg√łre en endda stor √łkonomisk belastning for en ans√łger, idet langt fra alle bor i eller omkring K√łbenhavn. Det m√• i √łvrigt bem√¶rkes, at det ikke i praksis vil v√¶re muligt for ans√łgerne at sige nej til hverken at deltage i samtaler eller en hverdagstest, idet en n√¶gtelse vil resultere i, at sagen m√• afg√łres p√• det foreliggende grundlag, hvilket vil medf√łre afslag, idet SK af gode grunde ikke kan udtale sig positivt om en ans√łger uden at kende denne.
Hensynet til en hurtig sagsbehandling ses s√•ledes ikke i f.m. udarbejdelse af udtalelsen fra SK at blive tilgodeset i tilstr√¶kkelig grad end ikke p√• det principielle plan, s√•ledes fremg√•r det udtrykkeligt af vejledningen, at “Vi vil ikke skynde os”.

Nogen vil givetvis h√¶vde, at en mindre omst√¶ndelig og tidskr√¶vende procedure ville betyde, at der blev givet kastrationstilladelse til personer, der efterf√łlgende ville fortryde det irreversible indgreb, og at tilbageholdenhed af samme √•rsag er tilr√•deligt i relation til den persongruppe, der √łnsker k√łnsskifte at skifte k√łn. Det skyldes, at en tilladelse til kastration som f√łr n√¶vnt i praksis opfattes som en tilladelse til at f√• foretaget de √łvrige indgreb, der er n√łdvendige for et k√łnsskifte. Af denne grund er holdningen hos SK den, at man hellere skal operere √©n for lidt end √©n for meget. Disse argumenter, der nok umiddelbart af mange opfattes v√¶gtige argumenter, er imidlertid uden juridiske holdepunkter i SKL. Dertil kommer, at argumentet med en vis ret kan im√łdeg√•s ud fra den betragtning, at man ved at sige, at man hellere vil operere en for lidt end en for meget, nemt kommer til at kr√¶ve 100%’s sikkerhed for succes. En s√•dant synspunkt synes der ikke umiddelbart at v√¶re d√¶kning for i SKL‘s forarbejder, form√•l, eller forarbejder, ligesom det nok m√• anses for tvivlsomt, om der andre steder i det danske sundhedsv√¶sen kr√¶ves s√•dan sikkerhed.
Ud fra en retspolitisk betragtning kunne det desuden anf√łres, at det dybest set m√• v√¶re op til voksne habile personer at tage ansvar for deres eget liv og dermed deres handlinger og beslutninger. Det er oplagt, at en generel beskyttelsesinteresse kr√¶ver overholdelse af visse n√łdvendige garantier i f.m. irreversible legemsindgreb, s√•som kastration, men det forekommer usandsynligt, at psykisk normale personer, der vedholdende tilkendegiver et √łnske om at skifte k√łn, ikke har t√¶nkt konsekvenserne virkeligt grundigt igennem, allerede inden de s√łger om kastration.

Det kan desuden anf√łres, at den etablerede procedure i f.m. forberedelse af kastrationsans√łgningssager, hvor CRD indhenter udtalelse fra ikke 1, men hele 2 sagkyndige instanser inden der tr√¶ffes afg√łrelse, med hensynet til en hurtig sagsbehandling in mente ikke umiddelbart forekommer hensigtsm√¶ssig. Det tidsm√¶ssige forbrug dette resulterer i synes ikke at harmonere med hensynet til en hurtig sagsbehandling i disse sager. N√•r henses til intensiteten, karakteren og varigheden af de administrativt opstillede krav, m√• det nok ogs√• ud fra proportionalitetsbetragtninger, anses for tvivlsomt om ikke gr√¶nsen for, hvad man if√łlge det almindelige princip om en ans√łgers medvirken til en sags oplysning, er overskredet. Idet de administrative krav endvidere synes at opstille langt strengere krav end loven, synes forholdene samlet set umiddelbart bet√¶nkelige.

Gennemgang af CRD‘s forberedelse af kastrationsans√łgningssager, rejser det meget naturlige sp√łrgsm√•l hvilken v√¶gt, der i f.m. den senere afg√łrelse af sagen vil kunne l√¶gges p√• det forhold, at SK i f.m. samtalerne har kunnet konstatere, at en ans√łger er transseksuel og derfor √łnsker kastration som et skridt p√• vejen mod et k√łnsskifte.
Eftersom SKL ¬ß 13 er en sk√łnsm√¶ssig bestemmelse, kan der, s√•fremt lovens betingelser er opfyldt, p√• baggrund af en konkret individuel vurdering, gives tilladelse til kastration. Selve sk√łnsud√łvelse skal foretages p√• baggrund af saglige hensyn. Hvorvidt et hensyn er sagligt eller ej vil ofte have en n√¶r sammenh√¶ng med, om det givne hensyn falder inden eller uden for r√¶kken af hensyn, som forvaltningen i medf√łr af loven er sat til at varetage, hvilket vil kunne fastl√¶gges ud fra bl.a lovens form√•l, forarbejderne mv.. Som n√¶vnt i afsnit 2.2.1. m√• det antages, at form√•let med SKL bl.a. har v√¶ret at sikre, at personer, hvis k√łnsdrift uds√¶tter dem for betydelig sj√¶lelig lidelse, kan f√• hj√¶lp til at lindre denne.
I og med der hverken i loven eller dens forarbejder findes at v√¶re holdepunkter for at antage, at det forhold, at en ans√łger √łnsker kastration som et skridt p√• vejen mod et k√łnsskifte, vil kunne till√¶gges v√¶gt eller b√łr have betydning i f.m. den senere afg√łrelse af kastrationsans√łgningen, findes det at v√¶re tvivlsomt, hvorvidt forholdet vil kunne till√¶gges v√¶gt i f.m. den sk√łnsm√¶ssige afg√łrelse af kastrationsans√łgningssagen. Hvad ans√łgeren √łnsker at bruge sin tilladelse til, m√•, s√•l√¶nge dette ikke er ulovligt, strengt taget v√¶re sagen uvedkommende, hvorfor det formentlig vil v√¶re usagligt at inddrage dette hensyn i den sk√łnsm√¶ssige afg√łrelse. Der b√łr s√•ledes alene l√¶gges v√¶gt p√•, om det af SK‘s udtalelse fremg√•r, at en ans√łgers k√łnsdrift medf√łrer betydelig sj√¶lelig lidelse for denne, samt om dette m√• antages at ville kunne lindres ved kastration.
S√•fremt det forhold, at en ans√łger s√łger om kastration, fordi denne √łnsker at skifte k√łn, blev tillagt v√¶gt, ville dette nemt kunne f√łre til, at CRD ville kunne komme til at l√¶gge afg√łrende v√¶gt p√• om et k√łnsskifte, og ikke kastrationen som s√•dan, ville kunne afhj√¶lpe den sj√¶lelige lidelse. Dette ville kunne f√łre til, at det blev anset for at v√¶re en yderligere betingelse for en kastrationstilladelse, at ans√łgeren blev anset for egnet til at f√• foretaget et k√łnsskifte. Dette ville imidlertid indeb√¶re, at der ville blive stillet s√¶rlige betingelser uden umiddelbar sammenh√¶ng med SKL‘s form√•l og alene i forhold til transseksuelle, men derimod ikke i forhold til andre, der m√•tte √łnske kastration p√• personlig indikation. Da dette ville v√¶re ensbetydende med, at der fra forvaltningens side blev opstillet betingelser, der ikke fremgik af loven eller kunne anses for at v√¶re resultatet af en udvidende eller analog fortolkning af denne, ville dette v√¶re bet√¶nkeligt bl.a. ud fra det i legalitetsprincippet indeholdte krav om lovhjemmel i f.t. forvaltningens afg√łrelser.
Imidlertid lader dette ikke desto mindre til at v√¶re det, der rent faktisk sker i praksis, jf. SK‘s unders√łgelses og behandlingsprocedure vedr. k√łnsmodificerende indgreb. Dette skyldes sandsynligvis, at en kastrationstilladelse anses for at indeb√¶re en tilladelse til at f√• foretaget de √łvrige for et k√łnsskifte forn√łdne indgreb. Dette er helt klart et problem, idet det som udtalelsen fra SK s√• i realiteten alene kommer til at handle om er hvorvidt SK finder at et k√łnsskifte kan anbefales, mens det de i virkeligheden skal udtale sig om er, hvorvidt kastration m√• antages at kunne lindre den transseksuelles sj√¶lelige lidelse. Udtalelsen fra SK kan dermed meget vel vise sig at v√¶re noget n√¶r v√¶rdil√łs i forhold til den vurdering, som CRD skal foretage ud fra den.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2.3. Administrativ rekurs
Det fremg√•r af CRD‘s svar p√• sp√łrgsm√•l stillet af foreningen Tiresias, at et afslag p√• tilladelse til kastration ikke kan p√•klages til anden forvaltningsmyndighed. Ans√łgeren har dog mulighed for at s√łge igen, der skal imidlertid efter praksis g√• minimum 1 √•r, f√łr en ans√łgning tages op til fornyet overvejelse. I dette afsnit vil den manglende mulighed for administrativ rekurs blive belyst ud fra nogle generelle retssikkerhedsm√¶ssige betragtninger.

Baggrunden for den manglende mulighed for administrativ rekurs skal s√łges i JM‘s organisatoriske opbygning. Det fremg√•r s√•ledes af en skrivelse af 27. september 1982 til Familieretsdirektoratet (senere CRD), at direkt√łren for Familieretsdirektoratet bl.a. ved afg√łrelsen af konkrete og generelle sager vedr. kastration st√•r under justitsministeren, mens denne i en r√¶kke andre sager h√łrer under JM‘s departementschef. Konsekvensen af denne direkte indplacering under justitsministeren er, at der ved bek. nr. 1131 ¬ß 5 m√• anses for at v√¶re sket intern delegation af afg√łrelsesmyndighed i sager om ans√łgninger om kastration, hvorved en klageadgang til justitsministeren udelukkes.

Til trods for den utvivlsomt juridisk holdbare begrundelse for den manglende klageadgang, kan frav√¶ret af klagemuligheder synes retssikkerhedsm√¶ssigt bet√¶nkeligt. Rekursens funktion er en kontrol med forvaltningens afg√łrelser og er derfor et middel til at sikre en lovlig og hensigtsm√¶ssig administration. Form√•let med rekurs er dels at sikre borgernes retsbeskyttelse, dels at sikre det offentliges interesse i styring, s√•ledes at den centrale myndigheds retsopfattelse sikres indflydelse p√• praksis. Generelt anses retssikkerhedsform√•let, der er rekursens traditionelle form√•l, som det vigtigste. S√•ledes er det forhold, at en ans√łger kan f√• pr√łvet en afg√łrelse af en i forhold til sagen ny og neutral myndighed, der ofte vil v√¶re i besiddelse af en s√¶rlig juridisk indsigt eller sagkundskab, i sig selv ensbetydende med en retsbeskyttelse, og m√• anses for at v√¶re et forhold, der g√łr, at borgeren kan have tillid til forvaltningen.
Det almindelige udgangspunkt er da ogs√•, at enhver forvaltningsafg√łrelse kan p√•klages til en h√łjere forvaltningsmyndighed, i sidste instans helt til vedkommende minister, medmindre andet er bestemt ved lov eller i henhold til lov. Rekursinstansen vil som hovedregel foretage en pr√łvelse af sagens faktum, jus og hensigtsm√¶ssighed. Pr√łvelsen af hensigtsm√¶ssigheden vil dog i visse tilf√¶lde v√¶re udelukket som f√łlge af en udtrykkelig lovbestemmelse, men ogs√• der udover vil der kunne v√¶re en vis tilbageholdenhed i hensigtsm√¶ssighedspr√łvelsen i de tilf√¶lde, hvor den underordnede myndighed er i besiddelse af s√¶rlige kvalifikationer, der ikke ogs√• findes hos rekursinstansen, f.eks. i form af lokalkendskab, teknisk eller anden s√¶rlig sagkundskab.

Set ud fra en retssikkerhedsm√¶ssig synsvinkel er det forhold, at en ans√łger kan s√łge igen, hvis vedkommende f√•r afslag naturligvis bedre, end hvis vedkommende aldrig kunne s√łge igen. Muligheden for at genfrems√¶tte sin ans√łgning kan dog n√¶ppe ud fra hensynet til borgerens retsbeskyttelse anses for at kunne erstatte en egentlig rekursadgang. De 2 ordninger svarer ganske enkelt ikke rent retssikkerhedsm√¶ssigt til hinanden. Dette skyldes dels, at der i kastrationssager if√łlge administrativ praksis kr√¶ves, at der skal g√• minimum 1 √•r inden en ans√łgning om tilladelse til kastration tages op igen, hvilket ikke kr√¶ves i relation til rekurs. √Örsagen til 1 √•rs kravet er if√łlge CRD, at det er n√łdvendigt med en eller anden form for udvikling for, at SK vil kunne komme med en fornyet udtalelse, der kan adskille sig fra forrige. Den f√łrste udtalelse g√łres dermed i realiteten endelig, i og med der ikke senere foretages en pr√łvelse af denne i g√¶ngs forstand. Ved genfrems√¶ttelsen af ans√łgningen tr√¶ffes der s√•ledes en ny “selvst√¶ndig” beslutning. Hvad ang√•r rekurs, stilles der derimod ikke noget krav om, at der skal v√¶re sket en udvikling, der kan godtg√łre, at den underordnede myndigheds afg√łrelse b√łr √¶ndres. Det er netop et af form√•lene med administrativ rekurs, at give borgeren en mulighed for at f√• sin sag pr√łvet en gang til p√• n√łjagtig det samme faktiske og retlige grundlag, som l√• til grund for den underordnede myndigheds afg√łrelse. Det m√• desuden alt andet lige antages v√¶re s√•dan, at der vil skulle forholdsvist mere til at f√• den myndighed, der har truffet afg√łrelse i en sag til at √¶ndre sin afg√łrelse, end der vil skulle til for at overbevise en helt tredje part, en rekursinstans, om at afg√łrelsen b√łr √¶ndres. Den underordnede myndighed vil ofte have den indstilling, at denne her sag har de allerede set p√• √©n gang, og der ligger vel ogs√• det i det, at det kan v√¶re sv√¶rt at indr√łmme egne fejl. I mods√¶tning hertil vil en rekursinstans se p√• sagen med friske √łjne, hvilket vil v√¶re ensbetydende med, at der ikke n√łdvendigvis skal s√• meget til at √¶ndre afg√łrelsen, f.eks. ud fra en vurdering af en afg√łrelses eller en praksis’ hensigtsm√¶ssighed.

Sammenfattende mener jeg, at det er retssikkerhedsm√¶ssigt bet√¶nkeligt, at der p√• et omr√•de som dette, hvor en afg√łrelse har s√• afg√łrende betydning for en ans√łgers liv, ikke er etableret en rekursordning. En mulighed for at s√łge igen efter et √•r virker umiddelbart som et utilstr√¶kkeligt alternativ. Som praksis er i dag, er det imidlertid sv√¶rt at f√• √łje p√• en h√łjere instans, der ville kunne fungere som en sagkyndig rekursinstans, da al ekspertisen anvendes med det samme, i og med at s√•vel SK som RLR kommer med udtalelser inden sagens afg√łrelse. S√•fremt der fandtes en rekursinstans – s√¶rlig sagkyndig eller ej, ville dette desuden muligvis betyde, at CRD‘s ovenfor n√¶vnte bet√¶nkelige administration af SKL ville blive “opdaget”.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.3. Sammenfatning
P√• baggrund af ovenst√•ende gennemgang af det juridiske grundlag for den administrative praksis vedr. fysisk k√łnsskifte, kan det konstateres, at der hverken i SKL‘s ordlyd og form√•l, bet√¶nkninger, forarbejder, eller folketingsforhandlinger i f.m. den nug√¶ldende eller de forudg√•ende versioner af denne, er noget grundlag for at antage, at denne er tilt√¶nkt anvendt eller anset for brugbar til andet og mere end tilladelser til kastration. Alene kastrationsdelen af et k√łnsskifte, dvs. kastration som defineret i loven, nemlig en fjernelse af k√łnskirtlerne eller en behandling, hvorved disse varigt s√¶ttes ud af funktion, vil derfor v√¶re omfattet af loven. Enhver form for tildannelse af det √łnskede k√łns prim√¶re og/eller sekund√¶re k√łnskarakteristika falder s√•ledes udenfor lovens definition af kastration. At man i praksis anvender SKLsom grundlag for den samlede regulering af k√łnsskifteoperationer m√• derfor anses for meget bet√¶nkeligt, navnlig fordi et k√łnsskifte er noget helt andet og langt mere omfattende end en kastration.
En ans√łgning om kastration fra en person, der √łnsker at skifte k√łn b√łr behandles p√• lige fod med andre ans√łgninger om kastration. Det vil ikke v√¶re et sagligt kriterium i den forbindelse at l√¶gge v√¶gt p√• om √łnsket om kastration er en f√łlge af et √łnske om k√łnsskifte, eller skyldes at vedkommende i √łvrigt har sv√¶rt ved at forlige sig med sin k√łnsdrift. Det afg√łrende er i henhold til loven alene om ans√łgerens k√łnsdrift medf√łrer betydelig sj√¶lelig lidelse eller social forringelse for denne, og der findes ikke at v√¶re saglig begrundelse for at udstr√¶kke sagsforberedelsen (eventuelle unders√łgelser) l√¶ngere end til en konstatering heraf. Den i praksis skete sammenk√¶dning af kastrationstilladelse og foretagelse af k√łnsskifte, der reelt har resulteret i en sammenblanding af begreberne k√łnsskifte og kastration, og medf√łrt at der i f.m. afg√łrelsen af kastrationssager risikerer at blive inddraget hensyn i sk√łnsud√łvelsen, der set i forhold til form√•let med kastrationslovgivningen umiddelbart m√• anses for usaglige, m√• s√•ledes anses for meget bet√¶nkelig.
N√•r dette sammenholdes med det ovenfor anf√łrte om den manglende administrative rekurs i f.m. afg√łrelser om kastration, s√• findes den retlige regulering af det fysiske k√łnsskifte alt i alt at v√¶re s√•vel mangelfuld som retssikkerhedsm√¶ssig bet√¶nkelig. Det er vigtigt i denne forbindelse at holde sig for √łje, at der ikke vil v√¶re tale om ans√łgningssager i traditionel forstand, n√•r transseksuelle ans√łger om tilladelse til kastration. Der er et ikke uv√¶sentligt behandlingsm√¶ssigt element i disse sager, der n√łdvendigvis m√• tages hensyn til ved disses afg√łrelse. Den processuelle skadevirkning (afslag), som f.eks. en n√¶gtelse af i √•revis at g√• til samtaler p√• SK automatisk vil f√•, vil i disse sager v√¶re langt mere indgribende end i s√¶dvanlige ans√łgningssager. Der vil s√•ledes v√¶re tale om et afslag p√• en medicinsk veldokumenteret behandling af den transseksuelles lidelser.

Historisk er der nok ingen tvivl om, at CRD‘s praksis i f.m. fysisk k√łnsskifte opstod, fordi man med de forh√•ndenv√¶rende midler, herunder SKL, fors√łgte at afhj√¶lpe de problemer, der opstod f√łrste gang man modtog en anmodning om foretagelse af fysisk k√łnsskifte, i stedet for at tage den principielle diskussion om hvorledes omr√•det, hvis overhovedet, skulle reguleres ved lov og ikke bare ud fra medicinske og l√¶geetiske betragtninger. Der blev fundet en n√łdl√łsning, nok b√•de fordi man ikke regnede med, at det i praksis ville ber√łre ret mange, men ogs√• fordi man, s√•fremt en retlig l√łsning p√• problemet skulle afventes, ville komme til at vente l√¶nge, da k√łnsskifteomr√•det var og er et felt, hvor der ikke dengang ligefrem var, eller i dag er, enighed om ret meget andet end at k√łnsskifte som oftest hj√¶lper. Hvordan en konkret lovgivning p√• omr√•det eventuelt skal se ud, vil der n√¶sten med garanti v√¶re lige s√• mange meninger om politisk set, som der er partier i folketinget.
√Örsagerne til, at den praksis, der findes i dag, er opst√•et, er s√•ledes rimelig forst√•elige og bestemt ikke p√• nogen m√•de dadelv√¶rdige. Man fors√łgte at hj√¶lpe, s√• vidt det var muligt, men kom desv√¶rre derved til at blande tingene (dvs. kastration og k√łnsskifte) noget sammen. Det kan imidlertid give anledning til undren, at lovgivningsmagten ikke senere hen, efterh√•nden som man indvandt erfaringer og blev klar over, at f√¶nomenet ikke var s√• sj√¶ldent forekommende, som man m√•ske f√łrst kunne have troet, har taget initiativ til en regulering af omr√•det, s√•dan som det efterh√•nden skete i de lande, der omgiver os, og som vi ofte sammenligner os med, f.eks. Sverige i 1972, Tyskland i 1981, Italien i 1982, Holland i 1985, og Tyrkiet i 1988.

[ Til indholdsfortegnelsen] 3. Juridisk k√łnsskifte
Begrebet juridisk k√łnsskifte vil som n√¶vnt i indledningen her blive anvendt i betydningen √¶ndring af navn og CPR-nummer, s√•ledes at der gives tilladelse til at b√¶re hhv. et fornavn, der entydigt tilh√łrer det modsatte k√łn, samt et CPR-nummer med et nyt endetal. Det er dog hovedsageligt den del af det juridiske k√łnsskifte, der vedr√łrer √¶ndring af fornavn, der vil blive behandlet i dette afsnit.
Indledningsvis vil der i afsnit 3.1. kort blive redegjort for de i praksis opstillede betingelser for juridisk k√łnsskifte i forhold til transseksuelle. Derefter vil der i afsnit 3.2. blive foretaget en bed√łmmelse af den beskrevne praksis dels p√• baggrund af navnelovens (NL) historie, form√•l, og ordlyd, dels p√• baggrund af de almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tninger.

[ Til indholdsfortegnelsen] 3.1. Administrativ praksis
Adgangen til √¶ndring af fornavn reguleres af NL, der henh√łrer under JM, og som i praksis administreres af CRD. √Ündring af fornavn kan normalt ske blot ved en anmeldelse til ministerialbogen (personregisteret), dog med undtagelse af navne, der ikke findes p√• en fortegnelse over godkendte navne, idet disse kr√¶ver forudg√•ende tilladelse fra CRD.
Det er en betingelse for transseksuelles navneforandring, at der har fundet et “egentligt k√łnsskifte” sted. Hvad der n√¶rmere skal forst√•s ved begrebet et “egentligt k√łnsskifte” er fastlagt i en af Preben Hertoft (PH), SK, til CRD udarbejdet vejledning af 20. juni 1995. Udarbejdelsen skete p√• anmodning af CRD efter et m√łde afholdt den 16. maj 1995 mellem repr√¶sentanter fra CRD, SK, og RLR.
Baggrunden for m√łdet og dermed for vejledningens udf√¶rdigelse var 2 tilf√¶lde, hvor RLR var blevet anmodet om en udtalelse om, hvorvidt personer, der var blevet k√łnsskifteopereret i udlandet, kunne antages at have skiftet k√łn, s√•ledes at en ans√łgning om juridisk k√łnsskifte kunne im√łdekommes. CRD √łnskede at etablere en forenklet sagsbehandling for denne gruppe ans√łgere, der indebar, at deres ans√łgninger hverken skulle forel√¶gges for RLR eller SK. Til dette form√•l √łnskede CRD en vejledning om, hvorn√•r k√łnsskifte kunne anses for at have fundet sted. P√• m√łdet blev det dr√łftet, og der blev opn√•et enighed om, hvorn√•r dette var tilf√¶ldet. Det fremg√•r af vejledningen, at det er en foruds√¶tning for et MtF (male to female) k√łnsskifte, at s√•vel testikler som penis er fjernet, samt at skede og k√łnsl√¶ber er tildannet. Hvad ang√•r FtM (female to male) k√łnsskifte, er der ikke opregnet nogen egentlige foruds√¶tninger herfor. Om der er sket et k√łnsskifte vil derfor bero p√• et sk√łn over hvilke k√łnsorganer, der er fjernet, samt hvilke √¶ndringer af de ydre k√łnskarakteristika, der er foretaget. Det tilr√•des derfor i vejledningen, at disse sager sendes til udtalelse hos SK. Selvom det ikke fremg√•r direkte af vejledningen bliver det i praksis i f.t. et FtM k√łnsskifte anset for en minimumsbetingelse, at forplantningsevnen er oph√¶vet.
Vejledning, der oprindeligt blev udf√¶rdiget alene med det form√•l at forenkle og lette sagsbehandlingen i sager om juridisk k√łnsskifte, hvor det fysiske k√łnsskifte var foretaget i udlandet, har imidlertid f√•et refleksvirkning i f.t. personer, der gennemg√•r det fysiske k√łnsskifte i Danmark. Dette har betydet, at transseksuelle, der gennemg√•r k√łnsskifte i Danmark, i dag f√łrst f√•r tilladelse til juridisk k√łnsskifte, n√•r alle de i vejledningen opstillede fysiske betingelser er opfyldte, hvilket vil v√¶re p√• et langt senere tidspunkt end f√łr vejledningens udf√¶rdigelse, hvor juridisk k√łnsskifte blev tilladt, n√•r der var foretaget kastration.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.2. Bed√łmmelsen af den administrative praksis
I det f√łlgende vil der blive foretaget en vurdering af dels hvorvidt den nuv√¶rende administrative praksis har tilstr√¶kkelig st√łtte i NL, dels hvorvidt den skete praksis√¶ndring er i overensstemmelse med betingelserne for √¶ndring af praksis, som disse er fastlagt i den almindelige forvaltningsretlige teori.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.2.1. Navneloven som grundlag for den administrative praksis
I dette afsnit vil jeg med udgangspunkt i en gennemgang af NL‘s form√•l, forarbejder og ordlyd unders√łge, hvorvidt disse indeholder fortolkningsmomenter i relation til sp√łrgsm√•let om NL‘s anvendelse i forhold til transseksuelles √¶ndring af fornavn, herunder tidspunktet og eventuelle betingelser herfor. De til grund for den administrative praksis liggende cirkul√¶re og vejledning vil desuden blive vurderet.

F√łrste gang der blev udstedt navnelovgivning g√¶ldende for hele landet var ved et kancellicirkul√¶re, kaldet D√•bsforordningen, udstedt den 30. maj 1828. Forordningen blev ved lov nr. 89 af 22. april 1904 suppleret med en lov om navneforandring. Disse 2 love blev i 1961 afl√łst af den f√łrste egentlige samlede navnelov, der blev gennemgribende revideret i 1981, ved den stadigt g√¶ldende NL, lov nr. 193 af 29. april 1981.
Historisk set har formålet med at navngive været muligheden for at kunne individualisere personer, dvs. identificere og dermed udskille dem fra hinanden. Dette gav sig udslag i, at efternavne i starten havde karakter af tilnavne, der blev dannet ud fra tilknytningen til enten et sted eller en by, ved angivelse af et familieforhold, eller ud fra bærerens udseende, beskæftigelse eller egenskaber.
Form√•let med fornavne har sandsynligvis v√¶ret dobbelt, idet de b√•de skulle tjene som identifikationsmiddel, og fungere som indikation for k√łn, s√•ledes angav navnet, om der var tale om en dreng eller en pige.
For at beskytte barnet, der p√• d√•bstidspunktet ikke selv var i stand til at g√łre indsigelser mod navngivningen, opstod der i administrativ praksis en r√¶kke principper herfor, deri blandt at navne, der ikke var egentlige fornavne, ikke kunne v√¶lges dertil, samt at der ikke m√•tte gives et barn et upassende fornavn. Da k√łn ikke dengang var noget, der kunne √¶ndres, blev der meget tidligt dannet den faste administrative praksis, at man ikke m√•tte give en pige et drengenavn eller omvendt, ligesom det var fast antaget, at en person ikke ved en senere navneforandring kunne v√¶lge navne, som vedkommende ikke kunne have f√•et ved d√•ben. Disse regler og principper blev kodificeret ved D√•bsforordning af 1828, og der findes alene at v√¶re sket mindre sproglige √¶ndringer, i f.m. med de senere lov√¶ndringer. S√•ledes blev betingelsen i D√•bsforordningens ¬ß 18 om at der ikke m√•tte gives et barn et upassende navn ved lov√¶ndringen i 1961 omformuleret til et krav om, at et fornavn ikke kunne gives, s√•fremt det kunne befrygtes at blive til ulempe for barnet.
I √łvrigt var det prim√¶re form√•l med lov√¶ndringen i 1961 at samle alle de vigtigste regler om personnavne, der p√• den tid skulle s√łges i spredte lovbestemmelser, forskrifter, s√¶dvane og praksis, i √©n lov. Reglerne om navneforandring og fornavne blev kodificeret, mens reglerne om navnebeskyttelse blev √¶ndret en smule. De regler, der ved lov√¶ndringen i realiteten kom til at afvige fra g√¶ldende ret, var reglerne om erhvervelse af familienavn, dvs. efternavn, ved √¶gteskab og f√łdsel.
Hvad angik lov√¶ndringen i 1981 havde denne is√¶r til hensigt at skabe navneretlig ligestilling mellem m√¶nd og kvinder og mellem b√łrn f√łdt i og uden for √¶gteskab, idet den dag√¶ldende lovgivning ikke fandtes at harmonere med de moderne synspunkter om ligestilling, ligesom den fandtes at indeb√¶re en forskelsbehandling mellem b√łrn f√łdt i og udenfor √¶gteskab. Der ud over skete der √¶ndringer af enkelte bestemmelser, der i praksis havde givet anledning til problemer, samt et par administrative forenklinger vedr. behandlingen af sager om navneforandring. Loven tilsigtede s√•ledes ikke generelt at √¶ndre det g√¶ldende navneretlige system.
Det kan ud fra en gennemgang af NL‘s forarbejder konstateres, at sp√łrgsm√•let omkring transsekuelles navne√¶ndring, eventuelle betingelser eller tidspunktet herfor, ikke er ber√łrt med et eneste ord i hverken bet√¶nkningen, den nug√¶ldende eller tidligere loves generelle eller specielle bem√¶rkninger, eller i f.m. folketingsdebatterne ved lovenes vedtagelse. Det ses heller ikke ber√łrt i den juridiske litteratur. Ved en besvarelse af sp√łrgsm√•let om hvilke betingelser der finder anvendelse i f.t. transseksuelles √¶ndring af fornavn, m√• der derfor tages udgangspunkt i ordlyden af NL‘s betingelser, den naturlige sproglige fortolkning af disse, samt form√•let med navnelovgivningen.

Betingelserne for √¶ndring af fornavn fremg√•r af NL‘s ¬ß 10, stk. 3, jf. stk. 1:
– bortkastelse af fornavn kan kun ske, hvis et andet fornavn beholdes eller et nyt erhverves,
– kun egentlige fornavne kan tages som fornavne, og
Рdet valgte fornavn må ikke være til ulempe for bæreren.
I realiteten vil det alene v√¶re den sidste betingelse, der vil v√¶re af betydning i f.m. transseksuelles forandring af fornavn. Det vil derfor v√¶re relevant at foretage en n√¶rmere unders√łgelse af hvorledes ulempebegrebet fortolkes i praksis.
Selve begrebet “ulempe” m√• siges at indeholde et betydeligt sk√łnsm√¶ssigt element. Dette sk√łn vil have karakter af en subjektiv vurdering af navnets sandsynlige konsekvenser for b√¶reren. I almindelighed fortolkes ulempebegrebet som indeholdende et krav om, at der ikke m√• v√¶lges et navn, der kan virke latterligt eller give anledning til drillerier, hvilket m√• anses for at v√¶re i overensstemmelse med en naturlig sproglig fortolkning af begrebet ulempe. Form√•let med navneloven er s√•ledes som n√¶vnt at beskytte b√¶reren. Der findes i √łvrigt ikke at kunne hentes yderligere hj√¶lp i relation til fortolkningen af dette begreb i lovens forarbejder.
Anvendelsen af en subjektiv pr√¶get vurdering vil i praksis kunne give anledning til besv√¶rligheder og usikkerhed, idet vurderingen af sandsynligheden nemt vil komme til at afh√¶nge af hvad man personligt tror vil kunne give anledning til ulempe. Det m√• anses for at v√¶re et fors√łg p√• at im√łdeg√• disse vanskeligheder, at Kirkeministeriet (KM) har udsendt cirkl. nr. 24 af 1. marts 1982 om √¶ndring af lovgivningen om personnavne, der dels indeholder princippet om, at drenge ikke m√• gives pigenavne eller omvendt, dels indeholder en r√¶kke retningslinjer for, hvorn√•r et givet navn er hhv. et pige eller et drengenavn. KM udsender desuden i samr√•d med K√łbenhavns universitets institut for navneforskning med passende mellemrum en fortegnelse over godkendte fornavne, dvs. navne man med sikkerhed kan antage ikke giver anledning til ulempe. I kraft af cirkl. nr. 24 er der fra CRD‘s side blevet anlagt det man kan kalde en objektiveret fortolkning af NL‘s ulempebegreb s√•dan at forst√•, at ulempevurderingen foretages l√łsrevet fra den enkelte ans√łgers eller CRD‘s egen subjektive opfattelse af og vurdering af evt. gener ved at b√¶re et givet navn. Det vil sige, at der i stedet for en konkret individuel vurdering i stedet anl√¶gges en generel vurdering af, hvad der i almindelighed m√• betragtes, som et ulempefremkaldende navn. Anvendelsen af en objektiveret fortolkning af ulempebegrebet m√• antages at indeb√¶re visse fordele, dels vil den kunne bidrage til sikringen af en ensartet administrering af loven, i og med man som ans√łger ikke er afh√¶ngig af den retsanvendende myndigheds subjektive holdning til det √łnskede navn, dels vil sagsbehandlingstiden kunne neds√¶ttes v√¶sentligt. Det m√• antages at anvendelsen af en objektiveret fortolkning af ulempebegrebet kun sj√¶ldent vil give anledning til problemer. Som det dog vil fremg√• nedenfor giver den objektiverede fortolkning imidlertid anledning til endog betydelige problemer i forhold til transseksuelle, hvilket skyldes at de s√•vel f√łr, under, som efter k√łnsskiftet ofte vil leve i en k√łnsrolle, der er i opposition til deres biologiske k√łn.

En naturlig sproglig fortolkning af ordlyden af NL‘s bestemmelse om navneforandring og dermed ulempebegrebet synes umiddelbart at f√łre til, at transseksuelle, p√• det tidspunkt deres oprindelige navn bliver til ulempe for dem, vil kunne skifte navn. Det vil v√¶re sv√¶rt generelt at angive, hvorn√•r dette vil v√¶re i og med der er tale om en subjektiv pr√¶get sk√łnsm√¶ssig vurdering, men det vil i hvert fald senest v√¶re p√• det tidspunkt, hvor den transseksuelle p√•begynder den s√•kaldte hverdagstest, der if√łlge administrativ praksis kr√¶ves for at den transseksuelle kan f√• tilladelse til kastration (og dermed f√• foretaget et k√łnsskifte). Ved hverdagstesten kr√¶ves, at den transseksuelle skal g√• kl√¶dt og p√• alle livsomr√•der optr√¶de som det k√łn vedkommende psykisk tilh√łrer. Det vil imidlertid v√¶re rimelig kompliceret for ikke at sige n√¶rmest umuligt at gennemf√łre en s√•dan hverdagstest, s√•fremt der p√• pas, k√łrekort, kontokort, Dankort, sygesikringsbevis, mv. st√•r et navn (og CPR-nummer) der tilh√łrer vedkommendes oprindelige k√łn, dvs. et k√łn der er i opposition til det k√łn, man ved testen skal bevise, man kan leve som. Der vil opst√• n√¶sten uoverstigelige vanskeligheder med at udf√łre helt almindelige handlinger, som ingen af os s√•kaldte “almindelige mennesker” t√¶nker over, og transseksuelle vil derfor ikke uden besv√¶r, ubehageligheder og ydmygende situationer kunne gennemf√łre hverdagstesten, medmindre de gives tilladelse til navneforandring.
Administrativ praksis er imidlertid ikke ligefrem p√• linje hermed. S√•ledes stilles der her krav om, at den transseksuelle har gennemf√łrt et “egentligt k√łnsskifte” f√łr navneforandring tillades. Baggrunden for dette krav er som n√¶vnt det i cirkl. nr. 24 indeholdte princip om, at drenge ikke m√• b√¶re pigenavne eller omvendt. Cirkul√¶ret opstiller s√•ledes et k√łnskriterium, svarende til at navne i Danmark traditionelt er k√łnsspecifikke. Cirkul√¶ret indeholder imidlertid ingen retningslinier for, hvorn√•r en person er en dreng eller en pige. Dette vil normalt slet ikke v√¶re et sp√łrgsm√•l, der giver anledning til tvivl, men i forhold til f.eks. hermafroditter, der p√• en og samme tid er han- og hunk√łn, og transseksuelle (s√¶rligt transseksuelle under k√łnsskifte), vil dette sp√łrgsm√•l kunne give anledning til del tvivl. Hvilke navne, disse s√¶rlige persongrupper m√• b√¶re, kan ikke umiddelbart afg√łres ud fra hverken NL‘s ordlyd, forarbejder, eller en objektiveret fortolkning af ulempebegrebet.
Sp√łrgsm√•let vil v√¶re relevant, eftersom transseksuelle under k√łnsskifteprocessen, der er et endda meget langstrakt forl√łb, p√• visse tidspunkter vil besidde k√łnskarakteristika fra s√•vel sit oprindelige som sit √łnskede k√łn, s√•ledes vil f.eks. MtF transseksuelle under hormonbehandlingen, der tidsm√¶ssigt ligger langt forud for det tidspunkt, hvor k√łnsskiftet er fuldst√¶ndigt tilendebragt – endda forud for tilladelsen til kastration, over tid f√• en kvindelig skikkelse og danne bryster, men stadig have penis og sk√¶g. Man kunne formode, at den retsanvendende myndighed i disse tilf√¶lde ville se bort fra cirkul√¶rets anvendelse af et k√łnskriterium og i stedet falde tilbage p√• lovens ordlyd, og dermed den rene ulempevurdering. Dette er imidlertid ikke tilf√¶ldet. CRD har i stedet valgt at holde fast i cirkul√¶rets k√łnskriterium og udfylde dette med en af Preben Hertoft (PH), SK, udarbejdet vejledning indeholdende helt specifikke krav til, hvilke operationer der skal v√¶re gennemf√łrt, f√łr en person kan siges at have skiftet k√łn. Vurderingen i forhold til om transseksuelle skal tillades navne√¶ndring bliver dermed en objektiv vurdering af om betingelserne i PH‘s vejledning er opfyldte, dvs. om alle de kr√¶vede operationer er gennemf√łrt eller ej. Konsekvensen af de i vejledningen opstillede operative betingelser er, at transseksuelle, indtil den dag den sidste operation er gennemf√łrt, anses for at tilh√łre deres medf√łdte k√łn, hvorfor en navne√¶ndring til et navn, der entydigt h√łrer til det modsatte (√łnskede) k√łn vil blive n√¶gtet, idet dette som f√łlge af vejledningen og den objektive fortolkning af NL‘s ulempebegreb automatisk anses for at v√¶re til ulempe for den transseksuelle.

CRD‘s administration af NL i forhold til transseksuelle, som den er beskrevet ovenfor synes at rejse en r√¶kke problemstillinger. For det f√łrste det helt principelle sp√łrgsm√•l, hvorvidt det kan anses for v√¶rende i overensstemmende med de almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tninger, at NL‘s bestemmelser om navneforandring i forhold til transseksuelle p√• baggrund af en vejledning og et cirkul√¶re umiddelbart synes at blive anvendt i strid med den naturlige sproglige fortolkning og forst√•else af bestemmelsens ordlyd og umiddelbart i strid med lovens form√•l.
Det m√• i den forbindelse f√łrst og fremmest anf√łres, at det normalt m√• anses for at have formodningen imod sig, at en lovbestemmelse skal anvendes i modstrid med en naturlig sproglig fortolkning af dens ordlyd, medmindre der findes helt klare holdepunkter for dette i lovens forarbejder, hvilket dog ikke er tilf√¶ldet med NL‘s bestemmelse om navneforandring. Dern√¶st kan det generelt ud fra et retskildem√¶ssigt synspunkt anf√łres, at interne regler, s√•som cirkul√¶rer og vejledninger ikke m√• stride mod de eksterne retsregler. Noget s√•dant ville v√¶re i strid med det i legalitetsprincippets indeholdte princip om den retlige trinf√łlge, hvorefter love g√•r forud for s√•vel generelle som konkrete retsakter. Set i lyset af heraf forekommer CRD‘s administration af NL ud fra et retskildem√¶ssigt synspunkt yderst bet√¶nkelig.

CRD‘s administration af NL i forhold til transseksuelle rejser desuden sp√łrgsm√•let, hvorvidt en anvendelse af en objektiveret fortolkning generelt er forenelig med grunds√¶tningen om sk√łn under regel, idet anvendelsen af en objektiveret fortolkning netop indeb√¶rer, at der ikke foretages en konkret individuel vurdering af, om det vil v√¶re til ulempe for ans√łgerens at b√¶re det ans√łgte navn. Dette leder s√• hen til sp√łrgsm√•let om hvorvidt anvendelsen af den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb p√• baggrund af cirkl. nr. 24 konkret i forhold til transseksuelle er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tning om sk√łn under regel.

I relation til sp√łrgsm√•let om, hvorvidt en anvendelse af en objektiveret fortolkning set ud fra en generel synsvinkel er forenelig med grunds√¶tningen om sk√łn under regel, kan det anf√łres, at en objektiveret fortolkning alene vil kunne anvendes som vejledende udgangspunkt i en konkret sag. Anvendes en objektiveret fortolkning derimod ufravigeligt vil den komme i konflikt med den almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tning om sk√łn under regel. Det vil sige, at s√•fremt der foreligger s√¶rlige omst√¶ndigheder i en sag vil disse stadig skulle inddrages i den sk√łnsm√¶ssige afg√łrelse.
Dette standpunkt st√łttes bl.a. p√• en udtalelse fra Folketingets ombudsmand (ombm.) i FOB1977.511, der vedr√łrte bidragsfordelingen af grundejerbidrag til en offentlig vej. ombm. udtalte i sagen, at selvom fordelingen af vejbidrag principielt skulle foretages p√• grundlag af en konkret vurdering, s√• var kommunens mulighed for fra vejanl√¶g til vejanl√¶g at fordele afgiften 100 % retf√¶rdigt i praksis utvivlsomt ret begr√¶nset, hvorfor ombm. intet havde at indvende imod, at der som udgangspunkt blev anvendt en “normalv√¶gtfordelingsnorm”. Det understreges dog, at “normalv√¶gtfordelingsnormen” alene kunne v√¶re vejledende, og at det p√•hvilede kommunen at v√¶re opm√¶rksom p√• s√¶rlige hensyn, der kunne tale for en fravigelse af normen. Man kan s√•ledes sige, at det ikke generelt vil v√¶re i strid med den almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tning om sk√łn under regel at anvende en objektiveret fortolkning.

Ombm. har i en udtalelse af 18. februar 1997 udtalt sig om CRD‘s anvendelse af den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb i forhold til transseksuelle og dermed hvorvidt anvendelsen af denne er forenelig med den almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tning om sk√łn under regel. Klageren havde i sagen bl.a. klaget over, at det i praksis ikke er muligt at f√• lov til at √¶ndre navn f√łrend k√łnsskiftebehandlingen er tilendebragt, og i denne forbindelse gjort g√¶ldende, at CRD‘s praksis savnede st√łtte i NL. ombm. n√•r, efter en gennemgang af NL‘s forarbejder og dens √łvrige historie frem til, at CRD‘s anvendelse af den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet ligger inden for de retlige ramme i NL‘s ¬ß 10. Dette resultat begrundes af ombm. dels med, at den objektiverede fortolkning har v√¶ret fulgt meget l√¶nge i administrativ praksis, dels at der i lovens forhistorie findes at v√¶re st√łtte for en objektiveret fortolkning, dels at den objektiverede fortolkning ikke f√łlges undtagelsesfrit i sager vedr√łrende transseksuelle.
Ombm.’s pr√łvelse i sagen synes at v√¶re lidt atypisk i f.t. ombm.’s s√¶dvanlige pr√łvelse, eftersom ombm.’s begrundelse synes at have karakter af en “allerede fordi” begrundelse, s√•dan at forst√• at ombm. “allerede fordi” CRD l√¶nge har anvendt den objektiverede fortolkning, og fordi ombm. synes der er en vis st√łtte i forarbejderne for denne anvendelse, finder, ikke finder at der foreligger noget kritisabelt forhold. I kraft af denne “allerede fordi” begrundelse lader det til, at ombm. ikke foretager en pr√łvelse af en r√¶kke, for mig at se, meget vigtige sp√łrgsm√•l, herunder for det f√łrste det klageren egentlig klager over, nemlig det korrekte i at kr√¶ve foretaget et egentligt k√łnsskifte f√łr navneforandring tillades, hvilket dels ber√łrer sp√łrgsm√•let om hjemlen for dette krav dels det ovenfor behandlede sp√łrgsm√•l om hvorvidt NL p√• baggrund af et cirkul√¶re og en vejledning kan anvendes p√• en m√•de, der umiddelbart synes at v√¶re i strid med dens ordlyd. For det andet kan det anf√łres, at ombm.’s pr√łvelse af, hvorvidt CRD rent faktisk i praksis undtager fra den objektiverede fortolkning, ikke forekommer at have karakter af en s√¶rlig tilbundsg√•ende pr√łvelse. Dette synspunkt vil i det f√łlgende i f.m. en gennemgang af ombm.’s udtalelse blive uddybet.

Underkastes ombm.’s begrundelse en n√¶rmere unders√łgelse, m√• det i relation til det af ombm.’s anvendte argument, at den objektiverede fortolkning har en vis st√łtte i NL‘s forarbejder, bem√¶rkes, at der ikke foretages nogen pr√¶cis henvisning til et eller flere steder i forarbejderne. Det m√• s√•ledes st√• hen i det uvisse, hvad der egentlig er ment med denne henvisning. Det er muligt, at der er t√¶nkt p√• bet. 254/1960, der er omtalt i et brev fra CRD, hvori det anf√łres dels, at D√•bsforordningens ¬ß 18 blev fortolket s√•ledes, at navne, der kunne virke latterlige eller i √łvrigt blive til ulempe for barnet senere hen i livet, ikke m√•tte godkendes. P√• denne baggrund m√•tte der ikke gives en pige et drengenavn eller omvendt”, dels at det i lovforslaget til den nug√¶ldende lov fra 1981 er anf√łrt at “lovforslagets kap. 2 svarer til g√¶ldende lovs kap. 3”. Forarbejderne, der i det hele taget er meget generelle i deres formulering, ogs√• i relation til de specifikke henvisninger i brevet, findes alene at vedr√łre, hvorledes ulempebegrebet blev fortolket i “normale” situationer, og besk√¶ftiger sig s√•ledes ikke, hverken generelt eller specifikt (f.eks. i f.t. transseksuelle) med hvordan ulempebegrebet skulle fortolkes i de situationer, hvor der gjorde sig s√¶rlige forhold g√¶ldende, som f.eks. k√łnsskifteopererede, hermafroditter eller lign. Det m√• derfor formodes, at ombm. med denne del af sin begrundelse alene har s√łgt at fastsl√• hvorvidt en anvendelse af en objektiveret fortolkning af NL‘s ulempebegreb i det hele taget er berettiget p√• navneomr√•det, og i den forbindelse henviser han s√• til lovens forarbejder.
Ombm.’s andet argument, at fortolkningen i praksis er blevet fulgt l√¶nge, m√• ligeledes antages at g√• p√• en fastl√¶ggelse af, hvorvidt det ud fra en generel synsvinkel er i orden at anvende en objektiveret fortolkning af NL.

Ombm. synes s√•ledes at n√• frem til, at det er i orden generelt at anvende en objektiveret fortolkning p√• navneomr√•det. Derved synes han for s√• vidt at bekr√¶fte sin udtalelse herom i FOB1977.511. Derimod synes han ikke at v√¶re kommet afklaringen af hvorvidt den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet ogs√• kan eller b√łr anvendes i f.t. transseksuelle meget n√¶rmere. Nogen holdepunkter synes som n√¶vnt heller ikke at findes i forarbejderne.
Fra en helt principiel betragtning vil det dog kunne anf√łres, at der vil kunne s√¶ttes sp√łrgsm√•lstegn ved, om det ikke alene er korrekt at anvende en objektiveret fortolkning, der jo i bund og grund er udtryk for en gennemsnitsvurdering, s√•l√¶nge man befinder sig indenfor reglens typiske anvendelsesomr√•de, hvilket her vil sige gennemsnitsbefolkningen, dvs. den gruppe danskere, der ikke har en uklar k√łnsidentitet eller befinder sig i en konflikt med denne, som f.eks. transseksuelle. Det m√• alt andet lige have formodningen imod sig, at en gennemsnitsbetragtning, der passer p√• √©n gruppe, kan anvendes p√• en anden gruppe, der ikke tilh√łrer eller kan betragtes som v√¶rende identisk med denne gruppe. S√•fremt der i en konkret sag er tale om en person/persongruppe, der falder udenfor “gennemsnittet” vil man sandsynligvis af samme grund kunne argumentere for, at der ikke engang b√łr tages udgangspunkt i en objektiveret fortolkning, men derimod b√łr foretages en konkret individuel vurdering af sagens samlede omst√¶ndigheder i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt i sk√łnsm√¶ssige sager, hvilket i forhold til transseksuelle vil sige en konkret individuel vurdering af, hvorvidt et navneskifte vil v√¶re til ulempe.
Dette sp√łrgsm√•l besk√¶ftiger ombm. sig imidlertid ikke med, men indskr√¶nker sig derimod til at unders√łge hvorvidt den objektiverede fortolkning anvendes ufravigeligt, eller om der, hvor der foreligger s√¶rlige omst√¶ndigheder, g√łres fravigelse fra den, jf. hans udtalelse i FOB1977.511 om at “normalfordelingsnormen” alene kunne v√¶re vejledende, og at det p√•hvilede kommunen at v√¶re opm√¶rksom p√• s√¶rlige hensyn, der kunne tale for en fravigelse af dette normen. Ombm. modtog i sagen om NL anvendelse i forhold til transseksuelle et brev fra CRD, hvori denne redegjorde for praksis vedr√łrende transseksuelles navneskifte, herunder fravigeligheden af praksis. P√• baggrund af dette brev konkluderer ombm., at der af CRD for s√• vidt meddeles tilladelse til √¶ndring af fornavn uden at et egentligt k√łnsskifte har fundet sted, hvorfor ombm. ikke finder, at der er grundlag for at kritisere CRD‘s anvendelse af den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle.
Det m√• imidlertid anses for tvivlsomt, hvorvidt ombm.’s udtalelse p√• dette punkt er korrekt. Reservationen skyldes, at det CRD brev alene handler om er i hvilken udstr√¶kning, der g√łres undtagelse fra de operationsm√¶ssige betingelser, som er fastlagt i PH‘s vejledning, jf. formuleringen “tilladelse til √¶ndring af fornavn, uden at et egentligt k√łnsskifte har fundet sted, er kun givet i enkelte sager, og kun n√•r helt s√¶rlige omst√¶ndigheder taler herfor”. f.eks. hvor en k√łnsskifteoperation p√• grund af ans√łgerens alder (l√¶s: h√łje) ikke kan anbefales”, men ikke hvorvidt der er g√łres undtagelse fra den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb som s√•dan.
Det forholder sig nemlig s√•dan, at s√•fremt der g√łres undtagelse fra de objektive operationskriterier i PH‘s vejledning, s√• f√•r den transseksuelle automatisk tilladelse til navne√¶ndring, idet vedkommende via undtagelsen anses for at have gennemf√łrt k√łnsskiftet, og det derfor anses for at v√¶re til ulempe for denne at b√¶re sit oprindelige navn, jf. den objektiverede fortolkning af NL‘ ulempebegreb. Der er s√•ledes ikke tale om, at der g√łres undtagelse fra den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb, men at denne anvendes p√• helt s√¶dvanlig vis. Det er s√•ledes alene i f.m. anvendelsen af vejledningen at der fortages et sk√łn, ikke i f.m. anvendelsen af den objektiverede fortolkning.

Hvorvidt der isoleret set g√łres udtagelse fra cirkul√¶rets forbud mod at drenge har pigenavne eller omvendt, og dermed fra k√łnskriteriet, ber√łres imidlertid ikke i redeg√łrelsen. Sp√łrgsm√•let om der g√łres undtagelse fra cirkul√¶ret har ikke alene teoretisk interesse, for selvom en undtagelse fra den i kraft af cirkul√¶ret anvendte objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb vil rumme alle de tilf√¶lde, der er omfattet af vejledningen, s√• vil det modsatte ikke v√¶re tilf√¶ldet. Man kan s√•ledes sige, at i forhold til vejledningen er et sp√łrgsm√•l om, hvorvidt det forhold at en transseksuel ikke uden risiko for liv eller f√łrlighed kan gennemf√łre et k√łnsskifte er et hensyn, der b√łr medf√łre, at der g√łres undtagelse fra de operative krav, s√• er det i forhold til cirkul√¶ret et sp√łrgsm√•l om, hvorvidt det forhold at en ans√łger er i gang med at skifte k√łn og derfor kl√¶der sig og p√• alle livsomr√•der agerer som sit modsatte k√łn, er et hensyn, der b√łr medf√łre at der g√łres undtagelse fra cirkul√¶ret forbudet mod at drenge har pigenavne og omvendt. Om end situationerne kan minde meget om hinanden er de principielt forskellige, hvilket bliver tydeligt, s√•fremt man unders√łger p√• hvilket tidspunkt i k√łnsskifteprocessen de vil kunne blive relevante. Mens en undtagelse fra vejledningens operationsm√¶ssige betingelser som regel f√łrst bliver aktuel, n√•r der er givet tilladelse til kastration, dvs. efter at hverdagstest, samtaler p√• SK mv. er gennemf√łrt, s√• vil en undtagelse i forhold til cirkul√¶rets forbud mod at drenge b√¶rer pigenavne og omvendt betyde at transseksuelle allerede forud for kastrationstilladelsen ville kunne f√• tilladelse til navneforandring, f.eks. i f.m. hverdagstesten.

Det har ikke v√¶ret muligt for mig at finde eksempler p√• tilf√¶lde, hvor CRD i forhold til transseksuelle har undtaget fra cirkul√¶rets forbud mod at drenge b√¶rer pigenavne eller omvendt. Der er derimod gjort undtagelse fra dette krav i hvert fald i forhold til √©n anden persongruppe, nemlig solmaliere. If√łlge somaliske traditioner navngives piger p√• den m√•de at de f√•r dels et pigenavn, dels deres fars, bedstefars og oldefars fornavne. Dette blev i 1997 med henvisning til cirkul√¶rets princip om at piger ikke m√• gives drengenavne n√¶gtet af de danske myndigheder i en konkret sag, hvorefter Dokumentations- og R√•dgivningscenteret for racediskrimination (DRC) rejste sp√łrgsm√•let i en alternativ rapport til den danske officielle 13. periodiske rapport til FN’s racediskriminationskomit√©. P√• baggrund heraf udtalte komitemedlemmerne bl.a. “was not satisfied by the Danish representative’s explanation of the prohibition of certain childrens names on the ground that they might prove a disadvantage to the child.” og Komiteen udtalte i dens Concluding observations, at “Concern is expressed that a rigid implementering of the law of 1981 on names has a discriminatory effect on resident of nonDanish ethnic or national origin”. Sagen blev herefter rejst i Folketingets retsudvalg, og JM har siden besluttet, at praksis b√łr √¶ndres, s√•ledes at der bliver mulighed for at piger, hvis for√¶ldre har tilknytning til den somaliske navneskik i Danmark kan blive navngivet i overensstemmelse hermed. Der bliver alts√• rent faktisk i andre situationer gjort undtagelse fra cirkul√¶ret, men alts√• bare ikke i forhold til transseksuelle.

N√•r der henses til den ovenfor beskrevne meget sn√¶vre undtagelse fra PH‘s vejledning operationsbetingelser, der alene vedr√łrer sygdom og alder, sammenholdt dels med de n√¶vnte meget betydelige konsekvenser af CRD fastholdelse af at anvende den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb i forhold til transseksuelle, dels med det faktum at der rent faktisk er gjort undtagelse fra cirkul√¶rets princip om at drenge ikke m√• b√¶re pigenavne eller omvendt, s√• m√• det anses for tvivlsomt om den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle er i overensstemmelse med de af ombm. i FOB1977.511 udstukne retningslinier for anvendelsen af objektiverede fortolkninger. Jeg kan s√•ledes ikke tilslutte mig ombm. konklusion p√• dennes unders√łgelse. N√•r dertil kommer, at hverken kravet om fuldf√łrt k√łnsskifte eller de deraf f√łlgende operationsbetingelser ikke umiddelbart kan udledes af ordlyden, den almindelige sproglige fortolkning af NL‘s betingelser for navne√¶ndring, eller af NL‘s form√•l, finder jeg i det hele taget at praksis p√• omr√•det – set ud fra en juridisk synsvinkel – er bet√¶nkelig.

[ Til indholdsfortegnelsen] 3.2.2. Praksisændringen
Som n√¶vnt i de foreg√•ende afsnit anvendes den af PH (SK) udarbejdede vejledning ved fastl√¶ggelsen af, hvorn√•r k√łnsskifte kan anses at foreligge, og dermed for hvorn√•r der kan gives tilladelse til navne√¶ndring. S√•dan har det imidlertid ikke altid v√¶ret. Dette fremg√•r af CRD svar af 25. august 1992 p√• sp√łrgsm√•l stillet af foreningen Tiresias, samt af formuleringen af 3 konkrete afg√łrelser. Af disse fremg√•r det tydeligt, at man tidligere sidestillede kastration med k√łnsskifte p√• den m√•de at forst√•, at man, n√•r der var foretaget kastration, kunne s√łge om juridisk k√łnsskifte, og at kastration var en tilstr√¶kkelig betingelse for at opn√• dette. Konsekvensen af dette var, at transseksuelle p√• et langt tidligere tidspunkt end i dag, nemlig allerede under (en del af) det kirurgiske k√łnsskifte, kunne f√• √¶ndret deres navn og CPR-nummer.

√Ündringen af praksis fandt sted i juli 1995 efter at PH havde udarbejdet f√łromtalte vejledning af 20. juni 1995. Baggrunden for denne vejlednings udf√¶rdigelse var, som n√¶vnt i afsnit 3.1., et √łnske om en forenkling af den administrative procedure i f.m. ans√łgninger om √¶ndring af navn og CPR-nummer fra personer, der var blevet k√łnsskifteopereret i udlandet. Selvom vejledningen alene var udf√¶rdiget med henblik p√• transseksuelle opereret i udlandet afstedkom den – som refleksvirkning – en stramning af praksis vedr√łrende juridisk k√łnsskifte for personer opereret i Danmark. Dette, der som n√¶vnt ikke var form√•let med udarbejdelsen af vejledningen, men nok en naturlig f√łlge af denne, medf√łrte, at der i dag g√•r v√¶sentligt l√¶ngere tid inden juridisk k√łnsskifte tillades, da det nu er et krav, at k√łnsskiftet skal v√¶re tilendebragt. I dag befinder transseksuelle sig s√•ledes under k√łnsskiftebehandlingen i langt videre udstr√¶kning end tidligere i et personligt og retligt vakuum. I dette afsnit vil jeg derfor se n√¶rmere p√• de juridiske problemer ved den skete praksis√¶ndring.
Det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er, at der ikke som s√•dan er noget til hinder for, at forvaltningen foretager en generel praksis√¶ndring. Derfor vil der heller ikke isoleret set v√¶re noget i vejen med at foretage en forenkling af den administrative procedure i tilf√¶lde, hvor transseksuelle er blevet opereret i udlandet. Det synes at v√¶re s√•vel sagligt som hensigtsm√¶ssigt, og i b√•de forvaltningens og ans√łgernes interesse, at disse ofte oplagte sager ikke tr√¶kkes un√łdigt i langdrag som f√łlge af en omfattende h√łringsprocedure, hvis karakter af garanti for at kastration er tilr√•deligt i realiteten ikke l√¶ngere er relevant i f.t. denne gruppe ans√łgere. Omvendt er konsekvenserne af de i vejledningen opregnede kriteriers anvendelse i f.t. personer, der gennemg√•r k√łnsskifteproceduren her i landet, af en helt anden og meget mere vidtg√•ende karakter. Problemstillingen ses ikke at v√¶re blevet ber√łrt i f.m. det m√łde, der l√• til grund udf√¶rdigelsen af vejledningen eller andre steder. Ved at anvende vejledningens kriterier som afg√łrende for, hvorn√•r navne√¶ndring kan fortages, afskar man imidlertid de transseksuelle fra den mulighed, de i medf√łr af administrativ praksis tidligere havde for at f√• navneforandring, allerede n√•r de var blevet kastreret. En s√•dan praksis√¶ndring findes, n√•r henses til dens i praksis reelt meget indgribende betydning, rimeligvis at m√•tte kr√¶ve en saglig begrundelse. Det kan s√•ledes diskuteres om den tidligere anvendte fortolkning var blevet en del af den navneretlige regulering, og om der derfor kr√¶vedes en lov√¶ndring for at √¶ndre dette.

√Örsagen til √¶ndringen af de stillede krav skal muligvis s√łges i, at der ikke oprindeligt var s√¶rligt mange muligheder for at foretage k√łnsmodificerende indgreb, hvorfor der alene blev stillet krav om en oph√¶velse af forplantningsevnen. Efterh√•nden som teknikkerne til de k√łnsmodificerende indgreb blev udviklet og raffineret, er det muligt, at man mente, at det ville v√¶re relevant ogs√• at kr√¶ve disse indgreb foretaget, inden et k√łnsskifte blev anset for at have fundet sted. Dette er en meget forst√•elig tankegang, men man risikerer herved at overse et meget vigtig forhold, nemlig at fysisk og juridisk k√łnsskifte ikke n√łdvendigvis beh√łver at v√¶re afh√¶ngige af hinanden, der er endog mange v√¶gtige argumenter for ikke at k√¶de dem sammen. Dels at personer under et k√łnsskifte, hvis der sker en sammenk√¶dning, vil befinde sig i et retligt vakuum, idet de i praksis ikke vil kunne fortage sig ret mange ting i vore dages h√łjteknologiske samfund, uden at der vil opst√• en helt √•benlys konflikt mellem p√• den ene side deres udseende og p√• den anden side deres identitetspapirer. Dels at der netop er tale om 2 forskellige vurderinger, en medicinsk og en juridisk. En sammenfaldende tidsgr√¶nse ville v√¶re b√•de nem og bekvem at arbejde med, men ville ogs√• repr√¶sentere en forenkling af de praktiske realiteter. Det m√• rimeligvis v√¶re s√•ledes, at juraen m√• indrette sig efter verden og ikke omvendt.
Dette synspunkt understreges af det faktum, at den medicinske udvikling ikke kan anses for at v√¶re n√•et til et slutpunkt i relation til k√łnsskiftebehandling. Der udvikles hele tiden nye, bedre og flere metoder og muligheder for at ligheden med det √łnskede k√łn bliver mere udtalt. Dette vil dog, s√•fremt disse tilf√łjes til vejledningens retningslinier over, hvad der i almindelighed efter en medicinsk vurdering m√• anses for n√łdvendigt for, at k√łnsskifte kan anses for at foreligge, f√• den paradoksale konsekvens, at tidspunktet hvor det juridiske k√łnsskifte vil blive yderligere forskudt fra det tidspunkt for behandlingen indledes, og tidsrummet, hvori den transseksuelle vil befinde sig i et retligt vakuum, vil blive tilsvarende for√łget. Den ofte anvendte argumentation, at man ikke skal √¶ndre navn eller CPR-nummer f√łr k√łnsskiftet er en realitet, da dette ellers vil medf√łre risiko for, at folk ikke vil kunne vide, hvem de st√•r overfor, eller vil f√łle sig f√łrt bag lyset, hvis de skulle opdage, at personen ikke helt var den de troede, er i realiteten et argument om en sikkerhed for de “andre”. Dette argument synes for det f√łrste ikke relevant i forhold til NL, efter hvis s√•vel ordlyd som form√•l det fremg√•r, at det er hensynet til b√¶reren af navnet, der er s√łgt varetaget. For det andet synes argumentet ikke set i forhold til de ovenfor opregnede v√¶gtige argumenter at kunne till√¶gges nogen afg√łrende v√¶gt. Dette m√• efter min mening v√¶re et omr√•de, hvor hensynet til de mange risiko for at blive “overrasket” eller udsat for en minimal ulempe, m√• vige for et helt basalt hensyn til individets retssikkerhed.

Anvendelsen af vejledningens kriterier betyder, jf. afsnit 3.2.1., at NL i dag anvendes i umiddelbar modstrid med dens almindelige sproglige fortolkning og form√•l. Dette er i sig selv et forhold, der taler for, at der m√• kr√¶ves en endog meget tungtvejende og saglig begrundelse for at en s√•dan anvendelse overhovedet kan p√•begyndes. Her kommer det n√¶vnte forenklingsform√•l sandsynligvis til kort. Det m√• s√•ledes anses for tvivlsomt om dette form√•l kan retf√¶rdigg√łre en s√• v√¶sentlig forringelse af ans√łgernes retsbeskyttelse, som har v√¶ret dets konsekvens. Det m√• ligeledes anses for s√¶rdeles tvivlsomt, om man p√• denne m√•de har kunnet √¶ndre praksis, og jeg finder derfor den skete praksis√¶ndring endog meget bet√¶nkelig.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.3. Sammenfatning
Som det vil v√¶re fremg√•et af ovenst√•ende, synes det umiddelbart tvivlsomt om den navneretlige praksis i forhold til transseksuelle er forenelig med den naturlige sproglige fortolkning NL‘s bestemmelse om navneforandring, ligesom anvendelsen af den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle m√• anses for at v√¶re bet√¶nkelig. S√•ledes synes form√•let med NL, nemlig hensynet til at kunne individualisere en person, navnlig n√•r henses til fornavnes dobbelte form√•l, umiddelbart at f√łre til, at transseksuelle, n√•r deres oprindelige navn blev til ulempe for dem, f.eks. i f.m. hverdagstesten, burde kunne skifte navn. Det vil desuden nemt kunne skabe forvirring og misforst√•elser, s√•fremt en person b√¶rer et navn, der er i √•benlys modstrid med dennes ydre fremtoning, og som personer tilh√łrende dette k√łn normalt ikke kan b√¶re, hvilket er en af de ting som bestemmelserne i NL netop har til form√•l at forebygge.
En ordlyds og form√•lsfortolkning taler s√•ledes for at transseksuelle p√• et v√¶sentligt tidligere tidspunkt end efter praksis, burde kunne f√• tilladelse til at √¶ndre deres fornavn. Biologisk k√łn kan ganske vist ikke (endnu) √¶ndres, men det kan ikke andet end undre, at man v√¶lger at l√¶gge afg√łrende v√¶gt p√• noget, der ikke kan konstateres med det blotte √łje, nemlig en persons kromosomer, i stedet for at l√¶gge v√¶gt p√• det der kan. At h√¶vde at transseksuelle fortsat tilh√łrer deres biologiske k√łn vil i hver fald p√• det tidspunkt, hvor de prim√¶re og evt. sekund√¶re k√łnskarakteristika er fjernet, desuden v√¶re en sandhed med alvorlige modifikationer. For mig at se vil dette udsagn v√¶re udtryk for at fastholde et princip alene for princippets skyld og uden hensyntagen til hverken NL‘s form√•l eller de menneskelige konsekvenser, det f√•r. De hensyn, der i √łvrigt vil kunne anf√łres til fordel for en n√¶gtelse af juridisk k√łnsskifte f√łr fysisk k√łnsskifte er foretaget synes desuden ikke at kunne opveje hensynet til transseksuelles helt √•benbare og basale behov for at kunne foretage sig helt almindelige dagligdags handlinger. Her synes hensynet til den enkelte borgers retsbeskyttelse at m√•tte g√• forud for hensynet til “de andre”. Der er s√•ledes mange v√¶gtige argumenter imod at g√łre at juridisk k√łnsskifte afh√¶ngig af et fuldst√¶ndigt fysisk k√łnsskifte.
I mods√¶tning til ombm. finder jeg s√•ledes, at det m√• anses for tvivlsomt om den praksis, der i dag anvendes i relation til juridisk k√łnsskifte, er i overensstemmelse med NL‘s ordlyd, form√•l, mv.

√Örsagen til den eksisterende navneretlige regulering skal givetvis s√łges dels i historiske forhold – man anvendte de forh√•ndenv√¶rende midler, da sp√łrgsm√•let f√łrste gang blev aktuelt, dels i tilf√¶ldigheder, jf. den omtalte refleksvirkning, der ikke var form√•let med vejledningen, men ikke desto mindre blev en direkte f√łlge af dens udf√¶rdigelse. Det lader ikke umiddelbart til, at der p√• noget tidspunkt har v√¶ret nogen, der har sat sig ned og t√¶nkt konsekvenserne af at kr√¶ve vejledningens betingelser opfyldt, f√łr en navne√¶ndring tillades, ordentligt igennem. Den √¶ndring af praksis, der fandt sted som f√łlge af vejledningen, findes, n√•r henses til det reelt meget omfattende indgreb i disse personers retsbeskyttelse, der blev dens resultat, at v√¶re yderst bet√¶nkelig.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4. Den danske retstilstands forenelighed med EMRK
Som n√¶vnt flere steder i det foreg√•ende, s√• medf√łrer det forhold, at juridisk k√łnsskifte i Danmark er betinget af fysisk k√łnsskifte en r√¶kke i praksis meget alvorlige konsekvenser for den transseksuelle under dennes k√łnsskifte herunder s√¶rligt i f.m. hverdagstesten. S√•ledes vil den transseksuelle have store vanskeligheder ved at foretage helt igennem dagligdags ting s√•som at f√• et l√•nerkort til et bibliotek, √•bne en konto i en bank betale med check eller Dankort, tage ans√¶ttelse, rejse til udlandet, afgive stemme ved folketings-, kommunevalg samt ved folkeafstemninger, f√• aktindsigt etc. √Örsagen hertil er dels, at stort set alle danske former for identifikationspapirer enten indeholder en direkte angivelse af k√łn eller en indirekte angivelse heraf i medf√łr af indehaverens CPR-nummer, dels at navne i Danmark er k√łnsspecifikke. Dette betyder, at den transseksuelles livsf√łrelse i perioden under k√łnsskiftet besv√¶rligg√łres i alle de tilf√¶lde, der involverer eller n√łdvendigg√łr en umiddelbar fremvisning af enten pas, k√łrekort, sygesikringsbevis, d√•bsattest eller lign., men ogs√• i de tilf√¶lde hvor en af disse identifikationspapirer kr√¶ves fremvist i f.m. udstedelse af andre beviser eller dokumenter.
Vanskelighederne vil i realiteten v√¶re n√¶rmest uoverstigelige, ligesom den ydmygelse og de pinlige situationer, de potentielt indeholder, ofte vil udg√łre en meget alvorlig psykisk belastning for den transseksuelle, og afholde denne fra at g√łre ting andre ikke t√¶nker n√¶rmere over. Det offentlige lader til at v√¶re klar over problemerne, om end det kun synes at v√¶re i en meget begr√¶nset udstr√¶kning. Dette fremg√•r af en af SK i 1992 udarbejdet vejledning om “Unders√łgelses- og behandlingsprocedurer vedr. k√łnsmodificerende indgreb”, hvori det bl.a. anf√łres, at transseksuelle f√łr “operationen” i enkelte tilf√¶lde vil kunne f√• udstedt dobbelt k√łrekort, ligesom de vil kunne undg√• ubehageligheder, s√•fremt de forsynes med en l√¶geattest, som de kan forevise efter behov.
Den juridiske v√¶rdi af en s√•dan l√¶geattest m√• dog strengt taget bed√łmmes som v√¶rende s√¶rdeles tvivlsom, ligesom det i √łvrigt m√• p√•peges, at en udstedelse af en s√•dan attest ikke vil forhindre, at den transseksuelle i f.m. de daglige g√łrem√•l kommer ud for pinefulde og ydmygende situationer. L√¶geattesten vil allerh√łjest g√łre det lettere for den transseksuelle at dokumentere og sandsynligg√łre sin forklaring p√• det helt √•benlyse misforhold mellem vedkommendes umiddelbare fysiske fremtoning og juridiske identitet. Udstedelse af en s√•dan l√¶geattest m√• i bund og grund anses for at v√¶re en lappel√łsning, et fors√łg p√• at reparere p√• nogle meget uheldige konsekvenser af den eksisterende retstilstand. Dette fors√łg m√• dog reelt anses for at v√¶re utilstr√¶kkeligt, idet det ikke vil eliminere problemet eller hindre, at transseksuelle bliver mist√¶nkeliggjort og udsat for pinefulde situationer i perioden under deres k√łnsskifte. Det eneste, der i realiteten ville kunne eliminere problemerne, ville v√¶re at tillade transseksuelle under k√łnsskifte at antage s√•vel et nyt navn, som at tildele dem et nyt CPR-nummer, samt udstyre dem med nye, evt. midlertidige, identifikationspapirer. Da dette som n√¶vnt ikke er tilf√¶ldet er transseksuelle under deres k√łnsskifte n√łdt til n√¶sten konstant at forklare fremmede om deres situation og dermed n√łdt til at afsl√łre meget private oplysninger.
Danmark har ved lov nr. 285 af 29. april 1992 inkorporeret Den europ√¶iske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvorved denne er blevet en del af dansk ret. EMRK indeholder i art. 8 en ret for enhver til respekt for sit privat- og familieliv, hjem og korrespondance. I det f√łlgende vil jeg fors√łge at foretage en vurdering af, hvorvidt retstilstanden i Danmark i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte er i overensstemmelse med EMRK art.8.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.1. Retten til privatliv
Indledningsvis vil art. 8’s generelle systematik kort blive beskrevet i EMRK art. 8 afsnit 4.1.1., ligesom der kort vil blive redegjort for nogle af de centrale begreber, der er indeholdt i bestemmelsen. I afsnit 4.1.2 vil EMD‘s praksis i forhold til transseksuelle blive analyseret i fors√łget p√• at foretage en vurdering af hvilke momenter, der vil v√¶re af betydning i f. m. en bed√łmmelse af den danske retstilstands forenelighed med art. 8. I forl√¶ngelse heraf vil der i afsnit 4.2 blive foretaget en samlet vurdering af den danske retstilstand ud fra disse kriterier.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.1.1. EMRK art. 8
Art. 8 er p√• grund af sine bredt formulerede rettigheder og dermed potentielt vide anvendelsesomr√•de, en af de i praksis mest betydningsfulde materielle menneskerettigheder. Art. 8 indeholder 4 rettigheder: retten til respekt for hhv. privat-, og familieliv, hjem og korrespondance. Man kan sige at begrebet privatliv er en slags overbegreb i f.t. de andre, og afgr√¶nsningen i f.t. familieliv, hjem og korrespondance er ikke helt skarp. Den selvst√¶ndige ret til respekt for privatlivet antages dog at indeb√¶re, at der tilkommer ethvert individ en sf√¶re, inden for hvilken den p√•g√¶ldende har ret til uforstyrret at udfolde og udvikle sin personlighed. Retspraksis fra EMD vedr√łrende retten til privatliv, har bl.a. drejet sig om registrering, herunder opbevaring og udlevering, af personlige oplysninger, indgreb i den fysiske integritet, samt individers seksualliv.

Begrebet respekt opfattes i almindelighed som indeholdende en pligt for staten til at undlade at g√łre indgreb i den n√¶vnte private sf√¶re. Ud over denne pligt for staten til at forholde sig passiv antages art. 8 i et vist omfang at indeb√¶re positive pligter for staten til at yde det enkelte individ bistand i f.m. dennes personlige udfoldelse og udvikling, dvs. en pligt for staten til at foretage sig noget aktivt, f.eks. s√łrge for at retstilstanden i staten er indrettet s√•ledes, at den enkelte sikres mulighed for personlig udfoldelse og udvikling. Man kan udtrykke det p√• den m√•de, at der i visse tilf√¶lde m√• kr√¶ves mere end en passiv adf√¶rd for at sikre en effektiv overholdelse af retten til respekt for den enkeltes privatliv. For det tredje antages begrebet respekt at indeb√¶re en positiv pligt for staten til at sikre borgerne mod hinanden indbyrdes.

Normalt opdeler EMD sin pr√łvelse af, hvorvidt en statslig handling er i overensstemmelse med EMRK art. 8 i en form for tredelt pr√łvelse:
For det f√łrste unders√łges, hvorvidt den foretagne handling overhovedet er omfattet af en af de i bestemmelsen beskyttede rettigheder. Er dette tilf√¶ldet, vurderer EMD dern√¶st, om der er tale om et indgreb i denne ret. Begrebet “indgreb” antages i √łvrigt at indeb√¶re et krav om, at den foretagne handling skal have en vis (mindste) grad af intensitet. Er dette ikke tilf√¶ldet, vil der ikke v√¶re tale om en kr√¶nkelse af art. 8. S√•fremt der er tale om et indgreb, foretager EMD en pr√łvelse af, om betingelserne i art. 8, stk. 2, er opfyldte, dvs. om der er tale om et lovhjemlet indgreb, om indgrebet forf√łlger et af de i stk. 2 n√¶rmere opregnede legitime form√•l, samt om indgrebet er n√łdvendigt i et demokratisk samfund. I s√• fald vil der ikke v√¶re sket en kr√¶nkelse af retten til respekt for privatlivet. Retten til respekt for privatlivet er s√•ledes ikke absolut. Er omvendt blot √©n af betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, vil der foreligge en kr√¶nkelse af EMRK art. 8.
G√łr en klager g√¶ldende, at en stat har en “positiv” forpligtelse af en alle anden art, vil pr√łvelsen derimod ikke dreje sig om, hvorvidt der foreligger et indgreb i en konventionsbeskyttet ret. I disse tilf√¶lde vurderer EMD i stedet, om staten samlet set er forpligtet i overensstemmelse med klagerens p√•stand. I disse sager adskiller pr√łvelsen sig dermed fra den traditionelle stk. 2-vurdering, om end momenterne i denne samlede vurdering dog i vidt omfang synes at v√¶re de samme. Omfanget af en eventuel positiv forpligtelse fastl√¶gges konkret af EMD, og s√łges prim√¶rt fastlagt s√•ledes, at der, p√• baggrund af et legitimt form√•l, opn√•s en rimelig balance mellem statens og individets interesser, der ligeledes opfylder kravet om proportionalitet.

EMD har fastsl√•et, at staterne i f.m. gennemf√łrelsen af bestemmelserne i EMRK har et vist r√•derum ogs√• kaldet “margin of appreciation”. Denne sk√łnsmargin indeb√¶rer, at den enkelte stat i et vist omfang kan finde den l√łsning p√• de eventuelle problemer, som en gennemf√łrelse af EMRK‘s bestemmelser vil medf√łre, der passer bedst ind i den i staten herskende retstradition, moralske opfattelse, mv. Sk√łnsmarginen antages at medf√łre, at EMD ikke foretager en tilbundsg√•ende pr√łvelse af det af staten ud√łvede sk√łn, dog s√•ledes at sk√łnsmarginens n√¶rmere afgr√¶nsning er underlagt EMD‘s overv√•gning. Omfanget af staternes sk√łnsmargin vil variere meget fra retsomr√•de til retsomr√•de. Generelt antages staterne dog at have en forholdsvis vid sk√łnsmargin i relation til sp√łrgsm√•let om eksistensen af positive forpligtelser.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.1.2. EMD‘s praksis vedr√łrende transseksulle
EMD‘s afg√łrelser har en betydelig pr√¶cedensvirkning, s√•ledes findes der mange eksempler p√•, at s√•vel EMK som EMD i deres afg√łrelser har henvist til EMD‘s faste praksis. Der findes dog ogs√• eksempler p√•, at EMK og EMD har forladt nogle i tidligere domme udtrykte synspunkter, hvilket bl.a. vil kunne ske, s√•fremt den tidligere fastlagte fortolkning ikke l√¶ngere anses for at indeb√¶re en tidssvarende konventionsbeskyttelse. Konventionsorganerne har s√•ledes flere gange udtalt, at fortolkningen af EMRK skal tage udgangspunkt i nuv√¶rende forhold (“present day conditions”), for p√• den m√•de at sikre at konventionsbeskyttelsen er tidssvarende. Overordet anvendes det, der ofte kaldes en dynamisk fortolkningsmetode i f.m. fortolkningen af EMRK‘s bestemmelser.
Som f√łlge af retspraksis’ store betydning for fastl√¶ggelsen af indholdet af EMRK‘s rettigheder, vil det i f.m. en vurdering af art. 8’s r√¶kkevidde og indhold i forhold til transseksuelle under k√łnsskiftet v√¶re s√¶rdeles relevant at unders√łge, om der findes tidligere praksis herom. Generelt findes der en forholdsvis omfattende praksis vedr√łrende fastl√¶ggelsen af art. 8’s indhold. Dette skyldes foruden art. 8’s relativt brede affattelse det forhold, at den moderne stats regulering i meget vidt omfang retter sig mod den enkeltes privatliv.
EMD har afsagt i alt 6 domme om EMRK art. 8’s indhold i forhold til transseksuelle: EMD 40 Van Oosterwijck mod Belgien, EMD 106 Rees mod Storbritannien, EMD 184 Cossey mod Storbritannien, EMD 232-C B mod Frankrig, RJD 35 X, Y, og Z mod Storbritannien, samt EMD‘s dom af 30. juli 1998 Sheffield og Horsham mod Storbritannien.
Af disse 6 domme vedr√łrte de 5 – nemlig EMD 40 Van Oosterwijck, EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey, EMD 232-C B, samt EMD Sheffield og Horsham – sp√łrgsm√•let om, hvorvidt art. 8 indeholdt en positiv pligt for staterne til juridisk at anerkende et foretaget k√łnsskifte i form af en √¶ndring eller korrigering af oplysninger om klagerens k√łn i offentlige registre, samt p√• officielle identitetspapirer. Sagen RJD 35 X, Y, og Z angik derimod sp√łrgsm√•let om, hvorvidt det var i strid med klagerens ret til privat- og familieliv at afvise at lade denne registrere som far til det barn, som klagerens partner havde f√łdt efter at v√¶re blevet insemineret med donors√¶d. Da problemerne for transseksuelle i Danmark under k√łnsskifte h√¶nger n√łje sammen med netop oplysninger om k√łn p√• bl.a. identifikationpapirer som f√łlge af angivelse af dels navn dels CPR-nummer p√• disse, vil det alene v√¶re de f√łrstn√¶vnte domme, der vil blive behandlet i det f√łlgende.

Af de 5 sager er alene de 4 blevet taget under realitetsbehandling af EMD. Den f√łrste sag EMD 40 Van Oosterwijck blev s√•ledes afvist af formelle grunde, da Van Oosterwijck ikke havde udt√łmt nationale retsmidler, jf. art. 26 (i dag art. 35).
I ingen af de 3 sager mod Storbritannien, EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey, samt EMD Sheffield og Horsham, er der blevet statueret kr√¶nkelse, om end der i de 2 sidste domme har foreligget meget store dissenser p√• hhv. 10 : 8 i EMD 184 Cossey og 11 : 9 i EMD Sheffield og Horsham. I sagen mod Frankrig, EMD 232-C B, blev der i mods√¶tning hertil statueret kr√¶nkelse af art. 8. Selvom samtlige domme som n√¶vnt alene drejer sig om, hvorvidt der med henvisning til EMRK art. 8 kan kr√¶ves efterf√łlgende anerkendelse af et foretaget k√łnsskifte, og der s√•ledes ikke findes nogen domme, der behandler en national retstilstands forenelighed med art. 8 i relation til perioden under k√łnsskiftet, s√• m√• der alligevel antages at v√¶re en formodning for, at EMD, s√•fremt sp√łrgsm√•let blev forelagt denne, ville l√¶gge v√¶gt p√• de samme ting. I det f√łlgende vil de 4 domme derfor blive analyseret med henblik p√• at fastsl√• hvilke forhold, der m√• antages at have v√¶ret af betydning for EMD i f.m. dennes afg√łrelser.

I overensstemmelse med den almindelige fremgangsm√•de unders√łger EMD indledningsvis, om der foreligger et statsligt indgreb i en beskyttet interesse, eller om sagen vedr√łrer statens positive forpligtelser. I s√•vel EMD 106 Rees som EMD 184 Cossey har EMD udtalt, at selve det forhold, at staten n√¶gter at √¶ndre eller tilf√łje oplysninger til et register eller udstede attester med et indhold, der afviger fra det oprindeligt indf√łrte, ikke udg√łr en indgreb (“interference”), men derimod vedr√łrer sp√łrgsm√•let, om en effektiv respekt for klagernes privatliv medf√łrer en positiv forpligtelse for staten i denne henseende. At statens n√¶gtelse af at √¶ndre eller tilf√łje oplysninger til et register eller udstede attester, hvis indhold afviger fra det oprindeligt indf√łrte, i sig selv skulle udg√łre et indgreb i retten til privatliv g√łres s√•ledes ikke g√¶ldende i hverken EMD 232-C B eller EMD Sheffield og Horsham.

EMD‘s foretager herefter en pr√łvelse af, hvorvidt den nationale retstilstand er udtryk for en fair balance mellem statens generelle og individets individuelle interesser.
I de f√łrste 2 domme udtalte EMD, at staterne, som f√łlge af at der var tale om positive forpligtelser, men ogs√• fordi der ikke blandt medlemsstaterne var enighed om, hvorledes problemstillingen burde l√łses, havde en vid sk√łnsmargin. I EMD 232-C B udtales blot at staten har en sk√łnsmargin, mens det i den sidste dom Sheffield og Horsham umiddelbart kunne se ud som om, EMD har trukket yderligere i land p√• dette punkt. Her udtaler EMD s√•ledes, at en stat ikke l√¶ngere blot ved at henvise til (manglende) videnskabelige og juridiske udviklinger, skal kunne regne med en vid sk√łnsmargin som forsvar for dens fortsatte afvisning af at anerkende en transseksuels nye k√łnsidentitet.
EMD‘s fastl√¶ggelse af den fair balance i de enkelte sager b√¶rer i udpr√¶get grad pr√¶g af at v√¶re en konkret vurdering. Denne konkrete vurdering synes i h√łj grad at blive foretaget p√• baggrund af en vurdering af de praktiske konsekvenser af den nationale retstilstand, og har dermed karakter af en proportionalitetsvurdering. Det synes i denne forbindelse at v√¶re muligt at udskille navnlig 3 forhold, der af EMD till√¶gges afg√łrende betydning:
a) Karakteren af de offentlige registre, herunder adgangen til dem
b) Mulighederne for navneforandring i national lovgivning
c) Brugen af identifikationspapirer, herunder deres indhold, og en vurdering af hyppigheden af de tilf√¶lde, hvor den transseksuelle vil v√¶re n√łdt til at afsl√łre detaljer om sit privatliv

Ad a: Karakteren af de offentlige registre, herunder adgangen til dem.
Det fremg√•r af s√•vel EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey som EMD Sheffield og Horsham, at form√•let med det engelske personregistreringssystem, der var opdelt i separate registre for hhv. f√łdsel, √¶gteskab og d√łd, var at registrere historiske facts, hvorfor det som f√łlge heraf ikke var meningen, at f√łdselsattester skulle v√¶re udtryk for det p√•g√¶ldende individs nuv√¶rende identitet eller status. Det fremg√•r desuden af dommene, at det engelske f√łdselsregister i princippet var offentligt tilg√¶ngeligt, og at det derfor ikke i praksis ville v√¶re muligt at beskytte transseksuelles privatliv, s√•fremt der blev givet tilladelse til √¶ndring af oplysningerne i f√łdselsregisteret. Storbritannien h√¶vede, at en effektiv beskyttelse i s√• henseende ville kr√¶ve en total √¶ndring af principperne bag det engelske f√łdselsregistreringssystem, hvilket ville have omfattende administrative konsekvenser og dermed v√¶re meget byrdefuldt.
I mods√¶tning hertil fremg√•r det af EMD 232-C B, at der igennem hele personens liv l√łbende skete en opdatering af f√łdselsattesterne i Frankrig, ligesom adgangen til registret var begr√¶nset til offentligt ansatte eller personer med tilladelse fra “procureur de la R√©publique”. Der var s√•ledes ikke umiddelbart noget til hinder for en tilf√łjelse af en oplysning om √¶ndret k√łn. I adskillige tilf√¶lde var det desuden rent faktisk lykkedes opererede transseksuelle at f√• foretaget s√•danne √¶ndringer af deres f√łdselsattester i medf√łr af retskendelser afsagt af franske domstole 1. instans. Selvom dette ikke var i overensstemmelse med praksis fra Court of Cassation havde staten n√¶sten aldrig appelleret disse kendelser, hvorved de for manges vedkommende var blevet endelige og bindende.

Ad b: Mulighederne for navneforandring i national lovgivning.
Det fremg√•r af afsnittene om national lovgivning og praksis i EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey og EMD Sheffield og Horsham, at man i Storbritannien til hver en tid frit kan √¶ndre navn, ogs√• til navne der normalt alene gives og anvendes af ens modsatte k√łn. En navne√¶ndring kan finde sted uden restriktioner eller formaliteter, mange laver alligevel, for at forebygge den forvirring der vil kunne f√łlge af en navne√¶ndring, en deklaration en s√•kaldt “deed poll”, som indskrives hos “The Central office of the Supreme Court”. Det nye navn kan anvendes i relation til alle former for identifikation og m√• anvendes i pas, k√łrekort, sygesikring, valglister, bilregistrering, mv. transseksuelles navne√¶ndring er i Storbritannien s√•ledes uafh√¶ngig af statens anerkendelse dennes √¶ndrede k√łnsidentitet.
If√łlge fransk lovgivning var det i mods√¶tning hertil forbudt at anvende et andet navn end det p√• ens f√łdselsattest, og der kr√¶vedes tilladelse til navne√¶ndring. Det var en betingelse for denne tilladelse, at en ans√łger kunne godtg√łre en legitim interesse i at skifte navn, og der forel√• ikke afg√łrelser, der fandt, at transseksualitet havde karakter af en s√•dan legitim interesse. Franske navne er, som de danske, k√łnsspecifikke, og da Frankrig n√¶gtede at anerkende muligheden for at skifte k√łn, kunne transseksuelle i Frankrig formelt aldrig f√• tilladelse til at b√¶re navne forbeholdt det modsatte k√łn, de havde derfor alene mulighed for at v√¶lge et af de f√• eksisterende neutrale fornavne. Trods denne, godt nok sn√¶vre, adgang til navne√¶ndring, udtalte EMD, at afslaget p√• B‘s √łnske om navne√¶ndring til et k√łnsentydigt feminint navn var relevant i f.m. en samlet vurdering af, om der var sket en kr√¶nkelse af art. 8.

Ad. c: Brugen af identifikationspapirer, herunder deres indhold, og en vurdering af hyppigheden af de tilf√¶lde, hvor den transseksuelle vil v√¶re n√łdt til at afsl√łre detaljer om sit privatliv.
Dokumenter vedr√łrende civil status eller andre tilsvarende dokumenter, der viser en persons nuv√¶rende status anvendes og kr√¶ves ikke i Storbritannien. Hvor det er n√łdvendigt med en eller anden form for ID er det normalt tilstr√¶kkeligt at fremvise pas eller k√łrekort, der ikke indeholder angivelse af indehaverens k√łn. Begge kan udstedes i en persons nye navn, og transseksuelle har b√•de lov til at have et aktuelt billede i passet og til at f√• anf√łrt en pr√¶position, der er i overensstemmelse med deres nye k√łnsidentitet. Selvom k√łrekort eller pas normalt var tilstr√¶kkeligt som ID, og selvom engelsk lovgivning ikke indeholdt hjemmel til at kr√¶ve f√łdselsattester, der i mods√¶tning til k√łrekort og pas indeholdt oplysninger om k√łn, forevist, s√• blev fremvisning af f√łdselsattest i praksis kr√¶vet i visse situationer. Dette gjaldt f.eks. den f√łrste ans√łgning om udstedelse af pas, men derimod ikke i f.m. passets fornyelse. Der udover kr√¶vede forsikringsselskaber ofte forevisning af f√łdselsattester i f.m. tegning af pensionsforsikringer. F√łdselsattester kunne desuden blive forlangt af offentlige arbejdsgivere i ans√¶ttelsessituationer og i f.m. en ans√łgning om optagelse p√• et universitet.
I Frankrig indeholder s√•vel pas som ID-kort, i mods√¶tning til i Storbritannien, angivelse af k√łn, ligesom checkindehaveres k√łn fremg√•r af dennes checks. Desuden anvendes i Frankrig s√•kaldte INSEE-numre, der indeholder indikation af k√łn. En konsekvens af denne retstilstand var, at transseksuelle dagligt og selv i f.m. helt banale g√łrem√•l st√łdte ind i store praktiske problemer.

P√• baggrund af disse 3 forhold synes det n√¶rliggende at konkludere, at √•rsagen til at EMD i sagerne mod Storbritannien ikke fandt, at der var sket en kr√¶nkelse af art. 8, h√¶nger n√łje sammen med de muligheder klagerne rent faktisk havde for at undg√• at blive sat i situationer, hvor de var n√łdt til at afsl√łre private oplysninger. Disse muligheder gjorde, at det i praksis var i meget f√• og forholdsvis sj√¶ldne situationer, at en afsl√łring var uundg√•elig, og der var s√•ledes ikke tale om en intensiv p√•virkning af klagernes liv. EMD l√¶gger s√•ledes v√¶gt p√•, at Storbritannien tilsyneladende havde strakt sig s√• langt som dets nuv√¶rende system tillod. N√•r det i √łvrigt blev taget i betragtning, at en effektiv beskyttelse af oplysningerne om den transseksuelles k√łnsskifte ville kr√¶ve en √¶ndring af hele det eksisterende registreringssystem, fandtes den n√¶vnte p√•virkning af klagernes liv, n√•r der desuden hens√•s til f√łdselsregisterets form√•l, ikke at v√¶re uproportional. Retstilstanden i Storbritannien fandtes derfor samlet set at falde indenfor den sk√łnsmargin, der tilkom Storbritannien.
I sagen EMD 232-C B synes Frankrig i mods√¶tning til Storbritannien ikke at fremkomme med nogen legitime grunde til at n√¶gte √¶ndring af navn og INSEE-nummer. Da konsekvensen af den franske retstilstand desuden var, at klageren reelt overhovedet ingen muligheder havde for at forhindre eller begr√¶nse risikoen for i f.m. helt dagligdags handlinger at v√¶re n√łdt til at afsl√łre personlige oplysninger, var f√łlgerne af den nationale retstilstand s√•ledes af s√¶rdeles omfattende og intensiv karakter. Samlet set fandtes der ikke, selv under hensyntagen til statens sk√łnsmargin, at v√¶re sket en rimelig afvejning mellem statens generelle og individets individuelle interesser, hvorfor EMD i dette tilf√¶lde statuerede kr√¶nkelse af art. 8.

Det m√• i √łvrigt i denne forbindelse p√•peges, at man ikke med de 3 frifindende domme mod Storbritannien kan antage, at EMD dermed har taget endelig stilling til sp√łrgsm√•let, om den engelske retstilstands forenelighed med EMRK art. 8. S√•ledes synes EMD udtrykkeligt at holde d√łren √•ben for en anden vurdering af de engelske forhold, jf. det allerede i EMD 106 Rees anf√łrte og i s√•vel EMD 184 Cossey som EMD Sheffield og Horsham gentagne “obiter dictum”, hvori det tilkendegives, at EMD er “conscious of the seriousness of the problems facing transsexuals and the distress they suffer. Since the Convention always has to be interpreted and applied in the light of current circumstances it is important that the need for appropriate legal measures in this area should be kept under review”. Hermed understreges at EMRK‘s bestemmelser, jr. den ovenfor omtalte dynamiske fortolkningsmetode, skal fortolkes i lyset af omst√¶ndighederne p√• afg√łrelsestidspunktet for derved at sikre at EMRK giver en tidssvarende beskyttelse.
Om end det vil kunne h√¶vdes, at indholdet af denne udtalelse m√• v√¶re af mere formel end reel karakter, eftersom der p√• trods af i alt n√¶sten 12 √•rs udvikling fra EMD 106 Rees til EMD Sheffield og Horsham stadig ikke statueres kr√¶nkelse i sidstn√¶vnte, er det langt fra sikkert, at dette er tilf√¶ldet. Det vil naturligvis v√¶re sv√¶rt at komme med en forklaring p√•, hvorfor EMD ikke statuerer kr√¶nkelse i EMD Sheffield og Horsham, men √•rsagen hertil vil formentlig skulle s√łges i dels det ovenfor anf√łrte om retspraksis’ betydelige pr√¶cedensvirkning, dels i at den dynamiske udvikling af beskyttelsen efter EMRK efter optagelsen af det store antal √łstlande muligvis vil ske langsommere. Man kan ogs√• v√¶lge at se EMD‘s gentagelse af obiter dictum’et i EMD Sheffield og Horsham, som en sidste advarsel til Storbritannien. S√•ledes udtaler EMD, at “the Court connot but note that despite it’s statements in the Rees and Cossey cases on the importance of keeping the need for appropriate legal measures in this area under review it would appear that the respondent State has not taken any steps to do so”.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.2. Den danske retstilstand set i lyset af EMD‘s praksis
En bed√łmmelse af hvorvidt den danske retstilstand for transseksuelle under k√łnsskifte er forenelig med EMRK art. 8, vil have karakter af en vurdering af, om Danmark har en positiv forpligtelse til at tillade transseksuelle under k√łnsskifte at √¶ndre deres navn samt CPR-nummer. I dette afsnit vil den danske retstilstand s√•ledes blive vurderet p√• baggrund af i de i afsnit 4.1.2. n√¶vnte forhold.

S√• vidt vides har sp√łrgsm√•let om den danske retstilstands forenelighed med EMRK art. 8 i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte aldrig v√¶ret p√•kendt af de danske domstole. Sp√łrgsm√•let har derimod v√¶ret forelagt ombm. i den i afsnit 3.2.1. refererede sag. I denne, udtalte ombm., at han var opm√¶rksom p√•, at EMD i EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey og EMD 232-C B havde givet udtryk for, at medlemslandene er forpligtede til at indrette deres lovgivning s√•ledes, at de transseksuelles s√¶rlige problemer respekteres. I umiddelbar tilknytning hertil udtaler ombm. at han ikke finder, at der er holdepunkter for at antage at CRD‘s navneretlige praksis strider imod EMD‘s praksis. Der ses ikke at v√¶re anf√łrt nogen egentlige argumenter for dette synspunkt udover en henvisning til at CRD‘s praksis “rent faktisk er tilrettelagt s√•ledes, at den tager hensyn til transseksuelles √łnsker og behov for navnetilpasning”. Set i lyset af de ovenfor n√¶vnte meget alvorlige konsekvenser af CRD‘s administration af NL for transseksuelle under k√łnsskifte, forekommer ombm.’s udtalelse umiddelbart at v√¶re af tvivlsom rigtighed.

Betragtes den danske retstilstand ud fra de ovenfor n√¶vnte 3 forhold, kan det for det f√łrste vedr√łrende karakteren af de offentlige registre i Danmark, herunder adgangen til dem, anf√łres, at det som det i denne forbindelse vil v√¶re relevant at se n√¶rmere p√• er folkeregisteret, idet det er folkeregisteret, der administrerer folkeregistreringen og dermed CPR-numrene. Der m√• siges at v√¶re en markant forskel p√• karakteren af det danske folkeregister og det engelske f√łdselsregister. S√•ledes er det danske folkeregister et “samlet” register i hvilket der registres oplysninger om f.eks. f√łdsel, navn, bop√¶l, civilstand mv., dvs. der sker en l√łbende registrering igennem hele personens liv. Det danske folkeregisters funktion er s√•ledes ikke, som det engelske, alene at registrere historiske facts. N√•r desuden henses til at det danske folkeregister ikke, som det engelske, er offentligt tilg√¶ngeligt, s√• kan det konkluderes, at de danske forhold p√• dette punkt minder mest om de franske forhold, som disse er beskrevet i EMD 232-C B.

I relation til mulighederne for at √¶ndre navn i dansk ret henvises der generelt til gennemgangen i afsnit 3.1. Som det fremg√•r af beskrivelsen d√©r, kr√¶ves der (for transseksuelles vedkommende) tilladelse fra CRD til √¶ndring af fornavn. Tilladelse til navneforandring er if√łlge NL betinget af, at navnet ikke er til ulempe for b√¶reren. Mens der p√• den ene side s√•ledes ikke er tale om at tilladelse til navneforandring som i Frankrig er afh√¶ngig af, at der godtg√łres en legitim interesse, s√• er der p√• den anden side heller ikke tale om, at navneforandringen alene er afh√¶ngig af den transseksuelles eget √łnske, som i Storbritannien. I Danmark er det s√•ledes ikke som i Storbritannien muligt for transseksuelle under k√łnsskifte at √¶ndre navn til et navn, der entydigt tilh√łrer det modsatte k√łn, idet dette i administrativ praksis er gjort afh√¶ngig af, at det fysisk k√łnsskifte er gennemf√łrt. Indtil da vil den transseksuelle alene kunne √¶ndre navn til et af de f√• neutrale fornavne, der findes. Den danske retstilstand synes dermed ogs√• i denne henseende umiddelbart at minde mest om den franske, som denne er beskrevet i EMD 232-C B.
Det m√• i den forbindelse bem√¶rkes, at EMD i EMD 232-C B om den tilsvarende sn√¶vre adgang til navneforandring i Frankrig udtalte, at afslaget p√• B‘s √łnske om navne√¶ndring til et k√łnsentydigt feminint navn var et relevant moment i f.m. den samlede vurdering af, om der var sket en kr√¶nkelse af art. 8. Det m√• yderligere bem√¶rkes, at en √¶ndring af fornavn til et neutralt fornavn ikke reelt vil afhj√¶lpe den transseksuelles problemer, idet denne fortsat vil have sit “gamle” CPR-nummer.

Hvad ang√•r brugen af identifikationspapirer i Danmark, herunder deres indhold og hyppigheden af de tilf√¶lde, hvor den transseksuelle vil v√¶re n√łdt til at afsl√łre detaljer om sit privatliv, kan det anf√łres, at s√•l√¶nge den transseksuelle er under k√łnsskifte vil dennes muligheder for at undg√• at komme i situationer, som medf√łrer eller n√łdvendigg√łr en afsl√łring af vedkommendes biologiske k√łn i praksis v√¶re meget begr√¶nsede. Dette skyldes den udbredte anvendelse af CPR-numre p√• f.eks. pas, k√łrekort, sygesikringsbevis, immatrikulationskort, mv. Som f√łlge heraf vil der ikke v√¶re tale om, at det kun er i f√• og sj√¶ldne tilf√¶lde, der vil kunne opst√• pinlige eller ydmygende situationer for den transseksuelle, men derimod at dette vil ske p√• n√¶sten daglig basis og i f.m. foretagelsen af helt dagligdags handlinger, s√•som at f√• et l√•nerkort til et bibliotek.
Som f√łlge heraf vil den danske retstilstand ogs√• her minde mest om den franske, hvor s√•vel pas som ID-kort indeholder angivelse af k√łn. Der synes s√•ledes en markant forskel i forhold til retstilstanden i Storbritannien, hvor pas eller k√łrekort, der normalt anvendes som ID, ikke indeholder angivelse af indehaverens k√łn.

Sammenfattende kan det s√•ledes siges, at den danske retstilstand for transseksuelle under k√łnsskifte synes at minde mest om de forhold, som opererede transseksuelle m√•tte leve under i Frankrig. Der vil imidlertid i f. m. en vurdering af foreneligheden af den danske retstilstand for transseksuelle under k√łnsskifte med EMRK art. 8 kunne stilles sp√łrgsm√•lstegn ved om selve det forhold, at der i EMD 232-C B var tale om opererede transseksuelle, der som f√łlge af den franske n√¶gtelse af overhovedet at anerkende deres nye k√łnsidentitet, havde udsigt til at leve resten af deres liv under disse forhold, i mods√¶tning til danske transseksuelle der dog har udsigt til fuld juridisk anerkendelse, n√•r f√łrst k√łnsskiftet har fundet sted, vil have betydning for denne vurdering. Det kan vel n√¶ppe fuldst√¶ndig udelukkes, at det forhold, at der vil v√¶re tale om en midlertidig tilstand for transseksuelle under k√łnsskifte, vil kunne f√• betydning i forhold til den samlede vurdering af indholdet statens positive forpligtelse. Navnlig vil dette forhold antages at kunne f√• indflydelse p√• intensitetsvurderingen og dermed proportionalitetsvurderingen. Det er s√•ledes ikke umuligt, at et kort tidsrum med “besv√¶r” for den transseksuelle ville kunne accepteres. Som ovenfor n√¶vnt er der imidlertid ikke tale om nogen kort overgangsperiode for transseksuelle under k√łnsskifte i Danmark, men derimod om en periode der str√¶kker sig over flere √•r, hvorfor en argumentation i denne stil, s√¶rligt n√•r henses til at EMD ofte har givet udtryk for, at rettighederne i EMRK skal fortolkes s√•ledes, at de giver en reel og effektiv beskyttelse, n√¶ppe synes holdbar.

Hvad ang√•r den samlede vurdering af, hvorvidt den danske retstilstand er forenelig med EMRK art. 8, og dermed om der er foretaget en rimelig afvejning mellem statens interesser og individets interesser, herunder om staten har en legitim begrundelse for retstilstanden, samt om f√łlgerne er proportionale i forhold til dette form√•l, kan det anf√łres, at det fra det offentliges (Indenrigsministeriets) side er blevet anf√łrt som argument imod at √¶ndre transseksuelles CPR-numre p√• et tidligere tidspunkt end n√•r k√łnsskifte er tilendebragt, at “det danske samfund er s√•ledes indrettet at der praktisk og juridisk sondres efter k√łn” som eksempler n√¶vnes fordeling af patienter ved hospitalsindl√¶ggelse, aftjening af v√¶rnepligt, mv., samt “at det ikke ville v√¶re muligt at hindre misbrug af personnummerskift, hvis ikke dette var baseret p√• objektive forhold”. Det hensyn, der her synes at blive p√•ber√•bt, forekommer at v√¶re hensynet til befolkningen tillid til CPR-nummersystemet og til den m√•de staten har indrettet samfundet p√•, hvilket m√• formodes at ville blive anset for at v√¶re et legitimt form√•l. P√• trods af dette forekommer konsekvenserne af den m√•de, hvorp√• dette hensyn er s√łgt varetaget konkret i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte ikke umiddelbart at v√¶re proportionale. Som f√łlge af de s√¶rdeles indgribende f√łlger for transseksuelle under k√łnsskifte, synes det s√•ledes samlet set at m√•tte anses for at v√¶re tvivlsomt, om der er sket en rimelig afvejning af de generelle statslige interesser overfor individets interesser. Det m√• herefter, n√•r de af EMD i de ovenfor n√¶vnte domme tilkendegivne synspunkter sammenholdes med de konkrete forhold i Danmark alt i alt anses for tvivlsomt, om den danske retstilstand i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte er forenelig med EMRK art. 8, og dermed m√• det anses for tvivlsomt om ikke den danske stat vil have en positiv forpligtelse til at s√łrge for, at den danske retstilstand indrettes s√•ledes, at det ikke er n√łdvendigt for transseksuelle under k√łnsskifte at afsl√łre personlige oplysninger for at foretage sig dagligdags g√łrem√•l og handlinger. Af samme grund finder jeg det tvivlsomt, hvorvidt ombm.’s vurdering i den ovenfor refererede udtalelse var korrekt.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.3. Sammenfatning
De omfattende f√łlger af CRD‘s administrationen af NL for transseksuelles livsf√łrelse under k√łnsskifte rejser sp√łrgsm√•let om, hvorvidt den danske retstilstand er forenelig med EMRK art. 8’s ret til respekt for privatlivet. Denne bed√łmmelse vil have karakter at en vurdering af, hvorvidt EMRK art. 8 p√• dette punkt kan siges at indeholde en positiv forpligtelse for den danske stat. Det vil i relation til denne vurdering v√¶re afg√łrende, om der er fortaget en rimelig afvejning mellem statens og individets interesse ud fra legitime hensyn, og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.
P√• baggrund af pr√¶misserne i 4 domme, p√• hvad der forekommer at v√¶re et t√¶t besl√¶gtet omr√•de, synes det muligt at udlede 3 forhold, der formentlig vil kunne anvendes i f.m. en vurdering af, hvorvidt den danske retstilstand for transseksuelle under k√łnsskifte er udtryk for en fair balance mellem statens og individets interesser – nemlig karakteren af de offentlige registre, herunder adgangen til dem, mulighederne for navneforandring i national lovgivning, samt brugen af identifikationspapirer, herunder deres indhold, og en vurdering af hyppigheden af de tilf√¶lde, hvor den transseksuelle vil v√¶re n√łdt til at afsl√łre detaljer om sit privatliv. S√•fremt den danske retstilstand for transseksuelle under k√łnsskifte vurderes ud fra disse forhold, synes denne umiddelbart p√• alle de n√¶vnte punkter at have en betydelig lighed med forholdene i Frankrig, som disse forel√• oplyst i EMD 232-C B – den eneste af dommene, hvori der statueres kr√¶nkelse af art. 8, hvilket taler for, at det m√• anses for tvivlsomt hvorvidt den danske retstilstand er forenelig med art. 8.
P√• trods af at de af Indenrigsministeren anf√łrte hensyn bag retstilstanden m√• anses for at forf√łlge et legitimt form√•l, s√• forekommer konsekvenserne af den m√•de, hvorp√• disse hensyn er s√łgt varetaget konkret i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte ikke umiddelbart at v√¶re proportionale. N√•r desuden henses til, at EMD ofte har udtalt, at EMRK‘s bestemmelser skal fortolkes, s√• de giver en reel og effektiv beskyttelse af det enkelte individ, forekommer det alt i alt herefter tvivlsomt, om den danske retstilstand i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte er forenelig med EMRK art. 8.
Der vil desuden kunne findes st√łtte for denne vurdering dels i en resolution fra Europaparlamentet dels i en rekommandation fra Europar√•dets parlamentariske forsamling. I resolutionen tilkendegiver Europaparlamentet bl.a. at menneskets v√¶rdighed og den personlige frihed ogs√• m√• omfatte retten til at f√łre et liv i overensstemmelse med den p√•g√¶ldendes k√łnsidentitet, noget tilsvarende fremg√•r af en Kommissionsrapport helt tilbage fra marts 1979, hvor k√łnsidentitet anerkendes som v√¶rende en af individets fundamentale rettigheder. Om end der ikke er tale om egentligt bindende retskilder, men derimod om s√•kaldt soft law, findes de n√¶vnte retskilder alligevel at kunne till√¶ges en vis om ikke andet s√• i hvert fald vejledende og st√łttende betydning i f. m. vurderingen af den danske retstilstands forenelighed med art. 8.

I forl√¶ngelse af denne konklusion vil man kunne stille det sp√łrgsm√•l, om CRD vil v√¶re forpligtet til at √¶ndre sin administration af NL i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte. Et fors√łg p√• at besvare dette sp√łrgsm√•l vil ber√łre sp√łrgsm√•let om anvendelsen af EMRK som retskilde i Danmark.
Normalt vil administrative myndigheder i Danmark kunne arbejde ud fra en formodning om, at dansk ret er i overensstemmelse med EMRK, jf. formodningsprincippet. Opst√•r der alligevel et sp√łrgsm√•l om, hvorvidt der er en konflikt mellem dansk ret og EMRK, er det den traditionelle opfattelse i dansk retsteori, at danske administrative myndigheder er forpligtede til at inddrage de folkeretlige bestemmelser i f.m. deres administration af sk√łnsm√¶ssige bef√łjelser, jf. instruktionsreglen, s√•ledes at en utilsigtet konflikt mellem dansk ret og de folkeretlige regler ikke bliver reel. Efter inkorporeringen af EMRK i dansk ret f√łlger det dog allerede af legalitetsprincippet, at de administrative myndigheder i Danmark er forpligtede til at anvende EMRK. Hvorvidt dette medf√łrer at det ovenfor n√¶vnte sp√łrgsm√•l m√• besvares bekr√¶ftende kompliceres naturligvis af, at der ikke er tale om, at EMD har afsagt en dom p√• omr√•det, der tydeligt udtaler sig om staternes forpligtelser i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte, men derimod at resultat er udledt dels af domme p√• et (t√¶t) besl√¶gtet omr√•de samt af en dynamiske fortolkning af EMRK‘s art. 8. Det er derfor langt fra sikkert, at CRD ville komme til samme konklusion.

[Til indholdsfortegnelsen] 5. Konklusion
I dette speciale er transseksuelles retsstilling i Danmark i perioden under k√łnsskifte blevet belyst. Der er foretaget en gennemgang og vurdering af, hvorvidt retstilstanden for hhv. fysisk og juridisk k√łnsskifte kan anses for at v√¶re i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige grunds√¶tninger, ligesom der er foretaget en vurdering af, hvorvidt konsekvenserne af den danske retstilstand p√• omr√•det kan antages at v√¶re forenelig med EMRK art. 8.
I relation til fysisk k√łnsskifte synes der p√• baggrund af en gennemgang af SKLs ordlyd, form√•l, bet√¶nkninger, forarbejder, folketingsforhandlinger i f.m. den nug√¶ldende og de forudg√•ende versioner af denne, ikke at v√¶re noget grundlag for at antage, at CRD er tilt√¶nkt anvendt eller anset for brugbar til andet og mere end tilladelser til kastration. Det m√• derfor formodes, at CRD alene vil kunne anvendes til regulering af kastrationsdelen af et k√łnsskifte. Ethvert yderligere indgreb eller operation, der af offentlige myndigheder m√•tte blive anset for n√łdvendig for, at et k√łnsskifte kan anses for at v√¶re foretaget vil s√•ledes falde udenfor CRD i administrativ praksis som grundlag for den samlede regulering af det fysiske k√łnsskifte. Sammenholdes dette med det forhold, at der ikke p√• omr√•det er adgang til administrativ rekurs, findes den retlige regulering af det fysiske k√łnsskifte alt i alt at v√¶re s√•vel mangelfuld som retssikkerhedsm√¶ssig bet√¶nkelig.
Der synes tilsvarende at m√•tte n√¶res bet√¶nkeligheder i forhold til CRD‘s administration af NL i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte, idet CRD‘s administrative praksis p√• dette omr√•de synes at indeb√¶re, at NL anvendes i umiddelbar modstrid med, hvad der ville f√łlge at en naturlige sproglige fortolkning NL‘s bestemmelse om navneforandring samt NL‘s form√•l. Der ud over synes den af CRD anvendte objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte desuden konkret at m√•tte anses for bet√¶nkelig, n√•r denne ses i lyset af de bl.a. af ombm. fastlagte betingelser for forvaltningens anvendelse af objektiverede fortolkninger.
Den i 1995 stedfundne praksis√¶ndring, der fandt sted som f√łlge af et √łnske fra CRD‘s side om forenkling af den administrative sagsbehandling i tilf√¶lde, hvor transseksuelle gennemg√•r det fysiske k√łnsskifte i udlandet og som i praksis – som refleksvirkning – fik meget alvorlige konsekvenser for transseksuelle, der gennemg√•r k√łnsskifte i Danmark, synes, n√•r henses til disse alvorlige konsekvenser, endvidere at v√¶re bet√¶nkelig.
Den eksisterende retstilstand m√• dels antages at v√¶re historisk betinget, dels antages at v√¶re en direkte f√łlge af at juridisk k√łnsskifte, uden at der i √łvrigt synes at v√¶re hjemmel herfor, i administrativ praksis er blevet gjort betinget af, hvad der ofte kaldes et “egentligt k√łnsskifte“, hvilket har f√łrt til anvendelsen af den medicinske definition af k√łn i f.m. fastl√¶ggelsen af det tidspunkt, hvor transseksuelle kan √¶ndre navn og CPR-nummer. Sammenfattende synes den i dette speciale foretagne gennemgangen af den danske retstilstand for transseksuelle under k√łnsskifte s√•ledes at vise, at retstilstanden p√• omr√•det af flere √•rsager synes at v√¶re yderst bet√¶nkelig, og der synes s√•ledes at v√¶re mange v√¶gtige argumenter for ikke at anvende den medicinske definition af k√łn p√• dette omr√•de.
S√•fremt de praktiske konsekvenser for transseksuelle under k√łnsskifte af dette administrativt opstillede krav om at fysisk k√łnsskifte skal v√¶re gennemf√łrt f√łr juridisk k√łnsskifte tillades ses i lyset af dels de momenter, det synes muligt at udlede af en r√¶kke domme fra EMD p√•, hvad der umiddelbart m√• anses for at v√¶re, t√¶t besl√¶gtede omr√•der, dels under hensyntagen til EMD‘s dynamisk fortolkning af EMRK, der bl.a. indeb√¶rer at EMRK‘s bestemmelser skal fortolkes s√• de giver en reel og effektiv beskyttelse, synes det i √łvrigt at v√¶re tvivlsomt, hvorvidt den danske retstilstand p√• i forhold til transseksuelle under k√łnsskifte er forenelig med EMRK art. 8.

Selvom der utvivlsomt findes medicinske tilstande og sygdomme, der optr√¶der med mindre hyppighed end transseksualitet, s√• er der n√¶ppe nogen af dem, der lider af disse sj√¶ldnere sygdomme eller tilstande, der er udsat for en tilsvarende grad af tvivlen p√•, hvorvidt deres tilstand eller sygdom nu virkelig ogs√• er √¶gte, eller om det ikke bare er en fiks id√©. Det vil ofte alt andet lige v√¶re meget nemmere at tage en person alvorligt, der kan komme med ubestridelig videnskabelig forklaring p√•, hvorfor vedkommende har det, som han/hun har det. Den manglende videnskabelige forklaring p√• transeksualitet giver f√łlgelig god grobund for alle t√¶nkelige fordomme, og g√łr det dermed utroligt sv√¶rt for transseksuelle at blive troet og taget alvorligt.
transseksuelle konfronterer os med vores egen k√łnsidentitet, og dermed vores personlige opfattelse af hvad der er hhv. feminint og maskulint. Det kan v√¶re begreber, der er sv√¶re at definere, og som i vore dages samfund ofte er st√¶rkt udviskede. Mange bliver derfor usikre, aggressive, mist√¶nksomme og afstandstagende i deres m√łde med transseksuelle. S√•fremt en s√•dan fjendtlig indstilling skal undg√•s, kr√¶ver dette, dels at der informeres langt mere om, hvad transseksualitet egentlig er, men ogs√• at der fra officiel side – og her t√¶nkes navnlig p√• Regering og Folketing – signaleres, at transseksualitet er en tilstand, der skal tages alvorligt. Dette signal ville f.eks. kunne gives i form af udstedelsen af lovregler om bl.a. proceduren i f.m. s√•vel fysisk som juridisk k√łnsskifte. S√•ledes har mange af vores nabolande, som vi ofte sammenliner os med, allerede vedtaget udtrykkelige lovregler ang√•ende transseksuelles retsstilling. P√• baggrund af dette speciale synes at v√¶re p√•vist et behov for, at vi ogs√• i Danmark vedtager lovregler p√• dette omr√•de.

[Til indholdsfortegnelsen] Litteraturliste
Marianne H. Bukh
Modafh√łring af vidner- menneskeretlige krav til straffeprocessen, Jurist- og √ėkonomforbundets Forlag, 1998
Carol Cossey
Mit livs hemmelighed, Ekstra Bladets Forlag, 1992
Dokumentations- og Rådgivningscenteret for racediskrimination
Nyhedsbrev om racediskrimination nr. 6 oktober 1998
Henrik D√łcker
Menneskeret i Europa, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 1997
Lili Elbe
Fra mand til kvinde – Lili Elbes bekendelser, Clausens Forlag, 1931
H. Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, m.fl.
Forvaltningsret, Jurist- og √ėkonomforbundets Forlag, 1994
Jens Garde, Carl √Öge N√łrgaard
Forvaltningsret – sagsbehandlingen, Jurist- og √ėkonomforbundets Forlag, 1995
Jens Garde, J√łrgen Alb√¶k Jensen m.fl.
Forvaltningsret – almindelige emner, Jurist- og √ėkonomforbundets Forlag, 1997
K. W. Hansmann
Als Mann endlich gl√ľcklich, Jahn Ernst Verlag, Hamburg, 1996
Preben Hertoft, Teit Ritzau
Paradiset er ikke til salg, Lindhardt & Ringhof, 1984
Preben Hertoft
Klinisk sexologi, Munksgaard, 2. udgave, 1985
Preben Hertoft, T. S√łrensen
Sex change operations in Denmark 1950-77Acta, Psychiatrica Scandinavica, vol. 6, 1, Munksgaard, 1980.
Thomas Holck
Hamskifte, Rhodos, 1985
Ligestillingsrådet
√Örsberetninger fra 1988 til 1996
Per Lorenzen, Lars Adam Rehof, Tyge Trier
Den Europ√¶iske Menneskerettighedskonvention, Jurist – og √ėkonomforbundets Forlag, 1994
Ib Lund√łe
Dansk Personnavneret, G.E.C. Gads Forlag, 1944
Noe Munck, Irene N√łrgaard, m. fl.
Familieret, Jurist- og √ėkonomforbundets Forlag, 1996
Lars Adam Rehof, Thyge Trier
Menneskeret, Jurist og √ėkonomforbundets Forlag, 1990
Robert J. Stoller
Presentations of Gender, Yale University Press
Robert J. Stoller
Sex and gender, vol. 2. The transsexual Experiment, The Hogarth Press, 1975.
Thorkil S√łrensen
Det transseksuelle syndrom – afgr√¶nsning og behandling, FADL’s forlag, 1984
Ugeskrift for Retsvæsen
U1944 B 165, U1960 B 176-80, U1961 B 114-16
J. Wålinder, I. Thuwe
A socialphychiatric followup study of 24 sexeassigned transsexuals. Scandinavian University Books, DK, Munksgaard, 1975.
Yearbook of European Law
Vol. 6, 1996, Vol. 10, 1990, Vol. 12, 1992.

[Til indholdsfortegnelsen] Tilladelse
Christina Ladefoged har venligt givet mig tilladelse til at bringe specialet.
Den 7. august 2003.
Tina Thranesen.