Vist 242 gange.
Nadine Schlumpf fik afslag fra sygeforsikringsselskabet om at betale omkostningerne ved hendes kønsskifteoperation med den begrundelse, at hun ikke havde overholdt en toårig observationsperiode og ikke fik tilladelse til at føre lægelige vidner under retssagen i Schweiz, indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dommen findes kun på fransk.
Der findes et resume på engelsk, som herunder bringes i dansk oversættelse af Tina Thranesen. Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til det originale resumé. Tina Thranesen.
- enstemmigt, at der havde været en overtrædelse af artikel 6 § 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med hensyn til retten til en retfærdig rettergang;
- enstemmigt, at der havde været en overtrædelse af artikel 6, § 1 som vidt angår retten til en offentlig høring;
- med fem stemmer for, at der havde været en overtrædelse af artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv).
I overensstemmelse med artikel 41 i konventionen (kun tilfredshed), tildelte Domstolen sagsøgeren om 15.000 € (EUR) for ikke-økonomisk skade og 8.000 € (EUR) til omkostninger og udgifter.
1. Vigtigste fakta
Sagsøgeren, Nadine Schlumpf, er en schweizisk statsborger, der blev født i 1937 og bor i Aarau, Schweiz. Hun blev ved fødslen registreret under navnet Max Schlumpf af hankøn.
Sagen vedrørte sagsøgerens sygeforsikringsselskab afslag på at betale omkostningerne ved hendes kønsskifteoperation med den begrundelse, at hun ikke havde overholdt en toårig observationsperiode for at give mulighed for en revurdering som retspraksis kræver i Federal Insurance Court (Den føderale forsikringsdomstol) som betingelse for udbetaling af omkostningerne ved sådanne operationer.
Sagsøgeren fremførte, at den psykologiske lidelse forårsaget af hendes kønsidentitetsforstyrrelse gik helt langt tilbage til barndommen og gentagne havde gange havde bragt hende til randen af selvmord. På trods af alt og selv om hun var cirka 40 år og var sikker på at være transseksuel, havde hun accepteret sit ansvar som mand og far, indtil hendes børn var vokset op, og hendes kone var død af kræft i 2002.
Sagsøgeren besluttede i 2002 at skifte køn, og fra da af levede hun som en kvinde. Hun begyndte hormonbehandling og psykiatriske og endokrinologiske behandlinger i 2003.
En eksperterklæring fra en læge i oktober 2004 bekræftede diagnosen mand til kvinde transseksualitet og erklærede, at ansøgeren opfyldte betingelserne for en kønsskifteoperation.
I november 2004 anmodede sagsøgeren SWICA, hendes sygeforsikringsselskaber, om at betale omkostningerne til kønsskifteoperation, og vedlagde en kopi af eksperterklæringen.
Den 29. november 2004 afviste SWICA at refundere omkostninger og bemærkede, at i henhold til retspraksis i Federal Insurance Court, den obligatoriske klausul om tilbagebetaling af omkostningerne til en kønsskifteoperation, som sygeforsikringer skulle omfatte, kun anvendes i tilfælde af “ægte transseksualitet”, som ikke kunne fastslÃ¥s, før der havde været en observationsperiode pÃ¥ to Ã¥r.
Den 30. november 2004 gennemgik sagsøgeren alligevel en vellykket operation.
I midten af december 2004 ansøgte hun på ny SWICA om refusion, men blev igen afvist.
I slutningen af januar 2005 påklagede sagsøgeren forgæves over denne afgørelse. Hun forsøgte at vise, at med det niveau lægevidenskaben havde nået, var det muligt at identificere sande tilfælde af transseksualitet uden at vente i to år. Hun foreslog også, at Senior Consultant i Zürich Psychiatric Clinic blev bedt om at afgive vidneforklaring i forbindelse med en yderligere undersøgelse.
Den 14. februar 2005 blev sagsøgeren civilstand ændret for at svare til hendes kønsskifteoperation, og hun blev registreret under fornavnet Nadine.
I begyndelsen af april 2005 påklagede sagsøgeren afslaget til den kantonale forsikringsdomstol og bad om en offentlig høring. Da den kantonale forsikringsdomstol informerede hende om muligheden for at sende sagen tilbage til sygeforsikringsselskabet for yderligere en undersøgelse, frafaldt sagsøgeren denne klagen, men tilkendegav, at frafaldet ikke gjaldt, hvis sagen skulle for Federal Insurance Court eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
I juni 2005, uden at have afholdt et retsmøde, afviste den kantonale forsikringsdomstol sygeforsikringsselskabets afvisning af at betale omkostningerne til kønsskifteoperationen og hjemviste sagen til en yderligere undersøgelse og revurdering.
I juli 2005 appelleret SWICA til Federal Insurance Court og påstod, at den kantonale forsikringsdomstol havde tilsidesat Federal Insurance Courts retspraksis om, at omkostningerne kun kunne refunderes efter en periode på to år og anførte desuden, at eksistensen af en sygdom ikke var blevet konstateret.
I september 2005 anmodede sagsøgeren udtrykkeligt Federal Insurance Court om en offentlig høring, og anmodede om, at det sagkyndige vidne skulle besvare spørgsmål om behandling af transseksualitet. Hendes anmodning blev afvist, bl.a. fordi Federal Insurance Court fandt, at de relevante spørgsmål var af juridisk art, hvorfor en offentlig høring ikke var nødvendig. Federal Insurance Court bekræftede også relevansen af den toårige observationsperiode. Det bemærkes, at på trods af hvad forskellige eksperter havde fremlagt under sagen og niveauet moderne lægevidenskab havde nået, var forsigtighed af afgørende betydning, navnlig i betragtning af, at operationen var irreversibel og ønsket om at undgå uberettigede operationer.
Federal Insurance Court bemærkede, at på tidspunktet for operationen, havde ansøgeren været under psykiatrisk observation i mindre end to år, og fastslog, at sygeforsikringsselskabet havde været berettiget til at nægte at refundere omkostninger.
2. Procedure og sammensætningen af Domstolen
Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 7. juli 2006.
Dommen blev afsagt af en afdeling med syv dommere, sammensat således:
Christos Rozakis (Grækenland) retspræsident, og dommerne Nina Vaji? (Kroatien), Khanlar Hajiyev (Aserbajdsjan), Dean Spielmann (Luxembourg), Sverre Erik Jebens (Norge), Giorgio Malinverni (Schweiz), George Nicolaou (Cypern), samt retssekretær Søren Nielsen.
3. Sammendrag af dommen
Klager
Med henvisning til artikel 6 § 1 (ret til en retfærdig rettergang) har sagsøgeren klagede over en krænkelse af hendes ret til en retfærdig rettergang og til en offentlig høring. Hun hævdede endvidere, at der i strid med artikel 8 (ret til respekt for privatlivet) ikke var sket en rimelig afvejning mellem hendes og sygeforsikringsselskabets interesser.
Domstolens afgørelse
Artikel 6 § 1
Domstolen fandt, at det var urimeligt ikke at acceptere ekspertudtalelser, især da det ikke var i ubestridt, at sagsøgeren var syg. Ved at nægte sagsøgeren mulighed at føre et sådant bevis, på grundlag af en abstrakt regel, som havde sin oprindelse i to af deres egne beslutninger i 1988, havde Federal Insurance Court erstattet sin opfattelse i stedet for den medicinske professions, selv om Federal Insurance Court tidligere havde fastslået, at afgørelsen om behovet for kønsskifteoperationen ikke var et spørgsmål om retslig vurdering.
Domstolen fastslog, at sagsøgerens ret til en retfærdig rettergang hos Federal Insurance Court var blevet tilsidesat i strid med artikel 6 § 1.
Domstolen gentog, at den offentlige karakter af en retssag var et grundlæggende princip i ethvert demokratisk samfund og understregede en parts ret til en offentlig høring ved mindst en instans. Det bemærkedes, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have givet afkald på retten til en offentlig høring i Federal Insurance Court.
Domstolen bemærkede, at da spørgsmålet om sagsøgerens kønsskifteoperation ikke udelukkende var en juridisk eller teknisk sag, og i betragtning af uenighed mellem parterne med hensyn til nødvendigheden af observationsperioden, var en offentlig høring nødvendig.
Derfor fastslog Domstolen, at sagsøgerens ret til en offentlig høring i strid med artikel 6 § 1 ikke var blevet overholdt.
Artikel 8
Den schweiziske regering fremførte, at for at begrænse sygeforsikringsomkostningerne i almenhedens interesse var det nødvendigt at sætte grænser for de ydelser, der skal refunderes. Sagsøgeren fremførte, at hendes alder berettigede til en undtagelse og hævdede, at hun ikke havde været vidende om kravet om en toårig observationsperiode før efter operationen.
Domstolen fandt, at fristen på to år, især henset til ansøgerens alder af 67 år, var egnet til at påvirke hendes beslutning, om hvorvidt hun skulle have operationen, og dermed skade hendes frihed til at bestemme sin kønsidentitet.
Domstolen pÃ¥pegede, at konventionen garanterer retten til personlig selvrealisering og gentog, at begrebet “privatliv” kunne omfatte aspekter af kønsidentitet. Den noterede den særlige betydning af spørgsmÃ¥let, der vedrørte et af de mest intime aspekter af privatlivet, nemlig en persons kønsidentitet, i relation til afvejning af den almene interesse i forhold til interessen hos den enkelte.
Domstolen fandt, at respekten for ansøgerens privatliv krævede, at der for at undgå en mekanisk anvendelse af de to års forsinkelse blev taget hensyn til de medicinske, biologiske og psykologiske kendsgerninger, som utvetydigt var fremført af medicinske eksperter. Den konkluderede, at under hensyn til sagsøgerens meget særlig situation, og i betragtning af den sagsøgtes statslige funktion i forhold til et spørgsmål vedrørende et af de mest intime aspekter af privatlivet, var der ikke udvist en rimelig balance mellem sygeforsikringsselskabets og sagsøgerens interesser.
Der havde derfor været en overtrædelse af artikel 8.
Dommerne Vaji? og Jebens udtrykte en fælles delvist afvigende udtalelse, der er knyttet til dommen.
Resuméet er ikke bindende for Domstolen.
Resuméet på engelsk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dommen på fransk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.