Hjælpemidler. Serviceloven – LBK nr. 1548 af 1548 af 1. juli 2021 – giver mulighed for kommunalt betalte parykker og brystproteser.

Vist 379 gange.

Lov om social service (serviceloven) – LBK nr. 1548 af 1. juli 2021 – giver mulighed for at fÃ¥ betalt sin paryk og/eller sine brystproteser helt eller delvist af kommunen. Sereviceloven henhører under Social og Ældreministeriet.

I henhold til § 112, stk. 1 i serviceloven skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
  3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

De tre punkter skal bemærkes, da de giver kommunen mulighed for at udøve et skøn, sÃ¥ selv om der i § 112 stÃ¥r “skal”, sÃ¥ er det ikke ensbetydende med, at kommunen vil bevillige køb af paryk og/eller brystprose til alle, der ansøger.

Der er i medfør af serviceloven udstedt en bekendtgørelse, som i denne sammenhæng alene indeholder oplysning om, at parykker og brystproteser ikke skal leveres tilbage efter brug.
Der er endvidere udstedt en vejledning, som indeholder bestemmelserne om parykker og brystproteser.
Yderligere har Ankestyrelsen afsagt principafgørelse C-35-03 af 3. september 2003 om hjælpemiddel – paryk “HÃ¥r for livet” – konkret og individuel vurdering – bedst egnet og billigst.

Giver kommunen afslag på et ansøgt hjælpemiddel eller forbrugsgode, kan afslaget indbringes for Ankestyrelsen.

Herunder gengives uddrag af serviceloven.
§ 1. Formålet med denne lov er
  1. at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,
  2. at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og
  3. at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie og på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den enkelte. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.
[…]

§ 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter denne lov.
[…]

§ 112. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
  3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.
Stk. 3. Ansøgeren kan vælge leverandør af hjælpemidler, jf. dog stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen har indgået en leverandøraftale og ansøgeren ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunalbestyrelsen har indgået leverandøraftale med, indkøber ansøgeren selv hjælpemidlet og får udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunalbestyrelsen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Stk. 4. Ansøgerens ret til at vælge leverandør af hjælpemidler efter stk. 3 gælder ikke, hvis kommunalbestyrelsen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som ansøgeren ønsker at anskaffe fra en anden leverandør.
Stk. 5. Social- og ældreministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om
  1. afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,
  2. i hvilket omfang modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og drift af et hjælpemiddel,
  3. hvornår støtte til et hjælpemiddel kan ydes som udlån eller udleveres som naturalydelse,
  4. hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler, herunder muligheden for udlevering af visse hjælpemidler fra en offentlig institution, og
  5. hvorvidt visse hjælpemidler kan stilles til rådighed som led i et botilbud.

§ 112 a. Ansøgning om støtte til hjælpemidler, jf. § 112, skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunalbestyrelsen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.
[…]

* * *
Serviceloven på Retsinformation.