Sheffield og Horsham mod the United Kingdom – Application No 22985/93 og 23390/94. Ret til √¶ndring af f√łdselsattest. Den Europ√¶iske Menneskerettighedsdomstol den 30. juli 1998.

Vist 105 gange.
I sagen Sheffield og Horsham v. the United Kingdom – Application No 22985/93 og 23390/94 – som best√•r af to sager, som blev f√łrt samtidig, frikendte Den Europ√¶iske Menneskerettighedsdomstol den 30. juli 1998 England.

Sagen blev f√łrt ved Storkammeret – Grand Chamber – i Den Europ√¶iske Menneskerettighedsdomstol. I forbindelse med domme udtrykte Domstolen kritik af, at England ikke trods tidligere domme fra Domstolen, havde √¶ndret p√• sin lovgivning.

Sammendrag
Dom afsagt af Storkammeret – Grand Chamber – afsagde den 30. juli 1998 dom i sagen Sheffield og Horsham v. the United Kingdom. 31-32/1997/815-816/1018-1019

Storbritannien – den sags√łgte stat har en positiv forpligtelse til at anerkende sags√łgernes nye k√łnsidentiteter ved lovlige form√•l, b√•de mandlige og kvindelige k√łnsskifteopererede transseksuelle.

I. Artikel 8 i konventionen
Gentagelse af Domstolens retspraksis om rækkevidden af positive forpligtelser i henhold til artikel 8 om at beskytte retten til respekt for privatlivet.

Essensen of sags√łgernes klagepunkter vedr√łrer myndigheders fortsatte insisteren p√• at bestemme k√łn efter biologiske kriterier og afvisning af at anm√¶rke eller opdatere oplysninger om k√łnsskifteopereredes k√łnsstatus i f√łdselsregistre – i den henseende ligner disse klager sagerne Rees v. The United Kingdom og Cossey v. the United Kingdom.

Efter Rettens opfattelse er der ikke nogen videnskabelig eller retlig udvikling p√• omr√•det transseksualitet siden Cossey-dommen, som berettiger til at fravige Rettens beslutninger i ovenn√¶vnte sager – den sags√łgte stat p√•ber√•ber sig stadig retten til et sk√łn og forsvarer sin afvisning af at anerkende retligt k√łnsskifteopererede transseksuelles k√łnsidentitet – og Retten finder, at transseksualitet fortsat rejser komplekse, videnskabelige, juridiske, moralske og sociale sp√łrgsm√•l, for hvilke der ikke er nogen almindeligt f√¶lles tilgang blandt de kontraherende stater.

Endvidere er de ulemper, som klagerne i visse sammenh√¶nge p√•f√łres p√• grund af deres k√łn efter k√łnsskifteoperation, ikke tilstr√¶kkelig alvor til at tilsides√¶tte den sags√łgte stats sk√łnsbef√łjelser.

Retten bem√¶rker, at den sags√łgte stat ikke har taget skridt til passende retlige foranstaltninger p√• dette omr√•de p√• trods Domstolens synspunkt derom i Rees og Cossey dommene, hvorfor Retten gentager sit synspunkt.

Konklusion: ingen krænkelse (elleve stemmer mod ni).

II. Artikel 12 i konventionen
Gentagelse af principperne i Domstolens Rees dom om rækkevidden og fortolkningen af artikel 12.

Under henvisning til disse principper, begge klagernes manglende mulighed for enten at indg√• i et lovformeligt √¶gteskab i henhold til national lovgivning p√• grund af myndighedernes i den sags√łgte stat insisteren p√• biologiske kriterier for fastl√¶ggelse k√łn med henblik p√•, kan ikke give anledning til strid med denne artikel. Desuden er Domstolen ikke blevet overbevist om, at anden sags√łgers klage rejser sp√łrgsm√•l i henhold til denne artikel.

Konklusion: ingen krænkelse (atten stemmer mod to).

III. Artikel 14 i konventionen sammenholdt med artikel 8
Gentagelse af principperne i artikel 14.

Domstolens begrundelse for at afvise sags√łgernes klager i henhold til artikel 8 udg√łr ogs√• en “rimelig og objektiv begrundelse” for de p√•st√•ede forskelsbehandlinger, som klagerne som k√łnsskifteopererede transseksuelle har v√¶ret udsat for.

Konklusion: ingen overtrædelse (enstemmigt).

IV. Artikel 13 i konventionen
Klagerne tilkendegiver, at de frafalder klagerne.

Konklusion: ikke n√łdvendigt at unders√łge klagerne (enstemmigt).

Den f√łrste klager, Kristina Sheffield er en britisk statsborger f√łdt i 1946 og aktuelt bosiddende i London.
Ved f√łdslen blev klageren registreret med mandligt k√łn. Hun har v√¶ret gift og har en datter fra dette √¶gteskab, som nu er opl√łst.
I 1986 begyndte hun behandling p√• en k√łnsidentitetsklinik i London og har gennemg√•et k√łnsskifteoperation. Efter denne skiftede hun navn til sit nuv√¶rende. Navneskiftet blev indf√łrt i et nyt k√łrekort og et nyt pas.
Da hun var blevet oplyst, at en skilsmisse var n√łdvendig for at f√• tilladelse til k√łnsskifte, blev hun skilt fra sin hustru. Efterf√łlgende n√¶gtede en dommer at give hende samkvem med sin datter, da denne fandt, at kontakt til en transseksuel ikke var til gave for barnet. Hun har ikke set sit barn i tolv √•r.
P√• trods af, at hendes navn blev √¶ndret p√• k√łrekortet og i passet, var det ikke muligt at f√• √¶ndret f√łdselsattesten og forskellige andre dokumenter s√• som forsikringspolicer, som derfor indeholder hende oprindelige mandlige navn og mandlig k√łnsangivelse.

Den anden klager, Rachel Horsham, er en britisk statsborger f√łdt i 1946. Hun har boet i Holland siden 1974 og ans√łgte i september 1993 om hollandsk statsborgerskab.
Ved f√łdslen blev klageren registreret med mandligt k√łn. Hun har fra en meget tidlig alder haft sv√¶rt ved at identificere sig som v√¶rende af hank√łn. Siden hun i 1971 som 21 √•r fuldt ud forstod, at hun var transseksuel, har hun levet som kvinde.
Hun har siden 1990 v√¶ret i behandling med k√łnshormoner og gennemgik k√łnsskifteoperation til kvinde den21. maj 1992 p√• Free University Hospital i Amsterdam, Holland.
Den 26. juni 1992 ans√łgte hun p√• ny det Britiske konsulat i Amsterdam om at f√• √¶ndret billede og navn i sit pas. Hun fik oplyst, at det kun kunne efterkommes, hvis hun havde en Hollandsk domstols afg√łrelse derom.
Den 24. august 1992 fik hun afsagt dom ved Amsterdams byret om, at navnemyndigheden i Haag skulle ændre hendes registrering til hendes nye navn og til, at hun nu var kvinde. Hun fik den 12. november 1992 udstedt nyt registreringsbevis.
Den 11. september 1992 fik hun fra det Britiske konsulat udstedt nyt pas med sit kvindelige navn og k√łnsangivelsen anf√łrt som kvinde.
Den 15. november 1992 ans√łgte hun om udstedelse af en ny britisk f√łdselsattest med sit nye navn og k√łn, men fik den 20. november 1992 oplyst, at det ikke kunne lade sig g√łre.
Hun g√łr over for retten g√¶ldende, at hun er tvunget til at leve i eksil, da Storbritannien ikke vil anerkende hendes k√łn. Hun har en mandlig partner, som hun har t√¶nkt sig at gifte sig med, og de vil gerne bos√¶tte sig i England.
Hun havde et brev af 4. november 1993 fra de engelske myndigheder, som oplyste, at flyttede hun til England, så ville hendes ægteskab blive betegnet som ulovligt, hvorfor hun fortsat var tvunget til at bo i Holland.

Dommen i sin helhed hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.