Beretningen om verdens f√łrste k√łnsskifteoperation – et historisk snit. S√łren Laursen den 1. november 1999.

Vist 247 gange.

S√łren Laursen
S√łren Laursen
I dag, den 30. maj 2016, ville Christine Jorgensen v√¶re fyldt 90 √•r. Hun d√łde den 3. maj 1989 af kr√¶ft i San Clemente, Californien.
Magasinet Zink nr. 5, der udkom den 1. november 1999, bragte en artikel af S√łren Laursen om Christine Jorgensen. Magasinet Zink blev udgivet af Landsforeningen for B√łsser og Lesbiske (LBL) – i dag LGBT Danmark – og udkom seks gange om √•ret.
Herunder bringes artiklen p√• Christine Jorgensens 90-√•rs f√łdselsdag med tilladelse fra S√łren Laursen.

Christine Jorgensen. Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier
Christine Jorgensen.
Foto: Det Kongelige Bibliotek/Fotografisk atelier
Af S√łren Laursen
Beretningen om verdens f√łrste k√łnsskifteoperation – et historisk snit.

Den 1. december 1952 blev Danmark placeret p√• verdenskortet af den udenlandske presse. Den dag bragtes i en amerikansk sensationsavis historien om, hvordan “landsbarnet” George Jorgensen rejste Danmark og fik taget en k√łnsskifteoperation for at blive Christine Jorgensen.
Christine blev genstand for både forargelse og·beundring. Hun ville siden hen tale om det frisindede Danmark, hvor seksuelle minoriteter kunne leve i fred og ro.
Et billede af 50’ernes Danmark, det er lidt sv√¶rt at genkende med homobriller p√•.
S√ėREN LAURSEN har kigget n√¶rmere p√• begivenhederne.

P√• trods af sine 86 √•r er Ellen i glimrende form. Hun er netop kommet hjem fra en Tivolitur, og st√•r ret op og ned i k√łkkend√łren og sludrer med os i 20 minutter f√łr maden er f√¶rdig, og vi s√¶tter os til bords. Dette finder sted hos Mulle, hendes datter, som hun er p√• bes√łg hos. Ellen er en vidt berejst dame og til daglig bor hun i Rom.
Når jeg har sat de to i stævne, er det fordi, de på nærmeste vis var involveret i Christine Jorgensens begivenhedsrige liv for snart so år siden.
Desv√¶rre er Ellen af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at tale om den sag s√• mange √•r efter. Og det er en skam, for if√łlge Christine, spillede Ellen en afg√łrende rolle for udviklingen.
Det kan man l√¶se om i Christines selvbiografi ‘Christine Jorgensen – a personal autobiography‘ fra 1967.

Kvinde i en mandekrop
George Jorgensen kom til verden i 1926 i New York.
Hans bedsteforældre var indvandret fra Danmark, og både de og hans forældre var meget aktive i det dansk-amerikanske samfund i byen.
George var en bleg og indadvendt dreng, der allerede som barn havde en feminin udstr√•ling. S√• udtalt, at hans stores√łster skrev om det i en stil i skolen, hvilket han var temmelig fort√łrnet over.
George f√łlte sig anderledes, og det viste sig da ogs√•, at forelskede sig i drenge. Han havde imidlertid sv√¶rt ved at se sig i rollen som homoseksuel. Ja, han var n√¶rmest panisk: Til en fest i den dansk-amerikanske forening, hviskede en s√łmand til ham: “Hvis jeg var en lille svans, s√• ville jeg l√¶gge an p√• dig!” George blev dybt chokeret og f√łlte en v√¶mmelse, s√• han m√•tte flygte ud p√• kajen, hvor han kastede op!
For George blev det mere og mere klart, at han f√łlte sig som en kvinde, der blot havde f√•et en mands krop.

[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid] Christine i sin oprindelige profession som fotograf. Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.
[Billede: Christine fotograferer kvinde. Motivbillede, sort-hvid]
Christine i sin oprindelige profession som fotograf.
Her med Miss Danmark 1952 foran Christiansborg. Billedet er taget af Jens Juncker-Jensen.
George interesserede sig for fotografi og tog ogs√• kurser i det. Han dr√łmte om en karriere som filmfotograf. En veninde fra den danske forening, Jane, var blevet filmklipper i Hollywood, og p√• et tidspunkt rejste George over til hende for at pr√łve lykken selv. Han havde dog ikke held med sit forehavende.
Det er her, Ellen for f√łrste gang kommer ind i billedet. Ellen husker udm√¶rket, hvordan hun f√łrste gang m√łdte George, p√• et bes√łg i Californien hos veninden Jane. Hun har ¬∑imidlertid ikke noget n√¶rmere at fort√¶lle om m√łdet.
Det har George, for han f√łlte, at de to var s√• √•bensindede, at han kunne afsl√łre sig selv for dem.
De to blev s√•ledes de f√łrste, han sprang ud over for.
I selvbiografien fort√¶ller Christine, at de to piger hverken blev chokerede eller ford√łmmende.
George opgav at f√• job i Hollywood og tog tilbage til New York. En dag l√¶ste han i avisen om en endokrinolog, der foretog eksperimenter p√• dyr, som han behandlede med k√łnshormoner. George blev fascineret af disse videnskabelige studier og mente, at her muligvis var en l√łsning p√• hans problem. Han ops√łgte l√¶gen, som lyttede til sin nerv√łse g√¶sts forklaring om, at han f√łlte sig som en kvinde, og mon ikke det kunne v√¶re en ubalance i kirtlerne? L√¶gens svar var kort, nemlig en henvisning til en psykiater. George bes√łgte psykiateren og blev hurtigt overbevist om, at de foresl√•ede behandlinger bort fra de feminine f√łlelser ikke var l√łsningen p√• hans problemer.

BEHANDLINGEN
George havde nu f√•et √łjnene op for hormoner, og han skaffede sig en bog om emnet, som overbeviste ham om, at dette var vejen frem. Han skaffede sig s√•gar nogle k√łnshormoner p√• pilleform, og begyndte at behandle sig selv. Han m√łdte siden en l√¶ge, som indvilligede i at tilse ham, og det var med ham, han diskuterede muligheden for at tage til Sverige, hvor der var sporadiske oplysninger om, at man behandlede den slags k√łnsforstyrrelser. George var fast indstillet p√• at ops√łge denne mulighed, og uden fyldestg√łrende informationer, endsige aftaler, indl√łste han en enkeltbillet – han havde ikke r√•d til en retur – til ‘Stockholm’ og sejlede afsted mod byen af samme navn. Familien vidste ikke andet, end at han ville til Skandinavien for at fotografere.

Han n√•ede dog aldrig til den svenske hovedstad, for nu da han var p√• de kanter, ville han bes√łge Ellen. Hun tog imod ham p√• Langelinie den 10. maj 1950, og han blev installeret i hendes og hendes mands hjem. Det var Ellen, der fortalte George, at han da ikke beh√łvede at tage til Sverige, for hun havde l√¶st i avisen, at danske l√¶ger ogs√• arbejdede med den slags behandlinger. Og dermed blev George f√łrt frem til Christian Hamburger fra Statens Seruminstitut. Hamburger foretog sine eksperimenter p√• dyr, men George insisterede p√• at g√• i behandling. Han indgik derfor en aftale med Hamburger: Han ville blive behandlet gratis under foruds√¶tning af, at han stillede sig til r√•dighed for et videnskabeligt studie, hvilket i praksis bet√łd, at han f.eks. skulle opsamle sin urin hver dag m√•ned efter m√•ned.

[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot] Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien p√• ‚ÄôAndrea Doria‚Äô. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerheds√łvelse. F√• m√•neder senere kolliderede ‚ÄôAndrea Doria‚Äô med ‚ÄôStockholm‚Äô og sank med et stort tab af menneskeliv.
[Billede: Ellen og Christine i redningsveste. Sort-hvid snapshot]
Ellen og Christine sejler hjem fra en rundrejse i Italien p√• ‚ÄôAndrea Doria‚Äô. Redningsvestene skyldes formodentlig en sikkerheds√łvelse.
Få måneder senere kolliderede ’Andrea Doria’ med ’Stockholm’ og sank med et stort tab af menneskeliv.
EN KVINDE BLIVER TIL
Projektet skred glimrende fremad. Mulle kan huske, hvordan hans h√•r blev langt, og hvordan han i det hele taget opf√łrte sig som en kvinde. Og hvordan han altid optog toilettet meget l√¶nge. l sin selvbiografi tegner Christine et billede af lutter idyl hos sin danske v√¶rtsfamilie, hvilket sikkert skyldtes, at hun holdt meget af Ellen. Men virkeligheden var nu ikke s√• rosenr√łd. Faktisk ragede George uklar med Ellens mand. Mulle fort√¶ller om en episode, der var med til at anstrenge forholdet. Ellen og hendes mand drev en danseskole. En dag kom en pakke med damelingeri, og han troede det var noget, en af dansel√¶rerinderne havde bestilt, og tog det med p√• danseskolen. Det kendte de imidlertid ikke noget til, for det var George, der havde bestilt det. Det endte med, fort√¶ller Mulle, at George flyttede ud til Ellens for√¶ldre, som havde en g√•rd i Osted uden for Roskilde. Her var tale om en grundtvigiansk familie med hjertet p√• det rette sted, f.eks. var faderen med til at starte friskolen i Osted. Her boede George nogen tid, men det var temmelig besv√¶rligt, for han bes√łgte Seruminstituttet dagligt. Man kom ind til byen ved at tage rutebilen til Tofteg√•rds Plads i Valby, og s√• videre derfra, s√• det har v√¶ret en st√łrre rejseaktivitet George flyttede da ogs√• senere ind til √ėsterbro.

P√• et tidspunkt var behandlingen s√• fremskreden, at Hamburger fandt det betimeligt at foretage en kastration. Han ans√łgte justitsministeriet om lov til at gennemf√łre en s√•dan, men fik afslag. En ans√łgning skulle baseres p√• en psykiatrisk unders√łgelse. P√• det tidspunkt kom Georg St√ľrup ind i billedet. Han var overl√¶ge p√• Herstedvester. “Jeg havde”, fort√¶ller han i et interview fra 1984 (Hertoft og Ritzau”, Paradiset er ikke til salg“, 1984), “mange√•rig erfaring med kastration af seksualkriminelle, men ikke af andre typer af seksuelle afvigelser”. Han unders√łgte Christine og fandt, at indgrebet var tilr√•deligt, og sammen sendte de to l√¶ger en ny ans√łgning. Denne gang kom den l√¶ngere i systemet, men blev afvist, fordi der var tale om en amerikansk statsborger. St√ľrup var imidlertid p√• talefod med justitsministeren selv, Helga Pedersen. Hun tog aff√¶re, og tilladelsen blev givet. Operationen fandt sted i september 1951. Nogle m√•neder senere gik George p√• den amerikanske ambassade for at f√• et nyt pas. Han fik en aftale med ambassad√łren selv, Mrs. Eugenie Andersson. Hun var meget forst√•ende og pressede sagen igennem p√• f√• dage. Og navnet Christine blev valgt som en hyldest til Christian Hamburger, der var Georges l√¶ge. F√łrst med sit nye pas i h√•nden var Christine blevet til. F√łr da havde hun altid kaldt sig George. Og s√•dan gik det til, at en uformuende amerikansk statsborger kom til Danmark og gennemgik en hidtil uset behandling, for siden at kunne vende tilbage til sit hjemland som et menneske med et nyt k√łn.

KARRIEREN SOM FOTOGRAF
Christine var fotograf, og allerede da hun rejste herover, havde hun planer om at fors√łge at leve som s√•dan. Hun arbejdede med farvefilm, hvilket var nyt dengang og ukendt i Danmark. I K√łbenhavn s√• hun sig om efter en fotograf, hvor hun kunne f√• arbejde, og hendes valg faldt p√• Jens Juncker-Jensen. Han var byens kendteste portr√¶tfotograf.
Juncker-Jensen kunne ikke tilbyde Christine et arbejde, men lod hende benytte atelieret, hvis hun til geng√¶ld ville undervise hans medarbejdere i farvefotografi. Det blev begyndelsen p√• et livslangt venskab mellem Christine og ham, og ogs√• med hans kone Edna. Det lykkedes efterh√•nden Christine at f√• fodf√¶ste som fotograf, og hun fik solgt flere billeder til bladforsider. Efter operationen tog hun hul p√• et projekt, som hun havde haft i tankerne, siden hun kom til landet, en Danmarksfilm. Hun m√•tte have sine for√¶ldre til at sende farve-r√•film herover, da det ikke kunne k√łbes i Danmark. Hun fik af Turistr√•det mulighed for at rejse vederlagsfrit rundt i hele landet, og p√• den m√•de blev den f√łrste Danmarksfilm i farver til. Dette var i sommeren 1952, et halvt √•r efter operationen. P√• det samme tidspunkt sprang hun ud over for for√¶ld rene, som indtil da ikke havde vidst noget om, at deres s√łn ville v√¶re kvinde, og slet ikke, at det var blevet f√łrt ud i livet p√• den anden side af Atlanten. Det fortalte hun dem s√• i et udf√łrligt brev, som ogs√• indeholdt nogle portr√¶tter. De tog det ganske p√¶nt, omend de stod uforst√•ende over for f√¶nomenet.

[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin værtsfamilie i Vinterhaven på gården i Osted.
[George og Ellens familie. Sort-hvid snapshot] George omgivet af sin v√¶rtsfamilie i Vinterhaven p√• g√•rden i Osted. Her tilbragte han i 1950 sin f√łrste jul i Danmark. Ellen sidder p√• gulvet forn sine for√¶ldre, og Mulle st√•r bag ved bordet.
DET AFG√ėRENDE SNIT
Hen p√• efter√•ret besluttede Christine sammen med sine l√¶ger, at der skulle gennemf√łres en ny operation, hvor penis fjernedes. Mens hun l√• p√• hospitalet i dagene efter operationen, tog hendes liv en overraskende og dramatisk drejning. En journalist havde f√•et nys om historien, uvist hvordan, og havde ops√łgt for√¶ldrene. Det var Ellen – som var p√• bes√łg hos dem – der √•bnede d√łren for ham den dag. Hun var alene hjemme, men blev af den aggressive journalist presset til at f√• fat i sine v√¶rter. Han truede dem med, at hvis de ikke samarbejdede, ville han skrive historien p√• sin egen m√•de, s√• de gav efter og gav ham b√•de billederne og brevet fra Christine. Historien og billederne fyldte hele forsiden af Daily News den 1. december 1952. Og fra det √łjeblik var verden ikke l√¶ngere den samme. Telegrammerne v√¶ltede ind over Christines hospitalsseng med tilbud om h√łjt honorerede interviews og ditto optr√¶den i alleh√•nde etablissementer. Fra da af blev hun uden ophold efterstr√¶bt af en s√¶rdeles aggressiv presse, som bragte hvad som helst til torvs. Hun valgte at sige ja til et tilbud om at fort√¶lle sin egen historie over fem artikler, hvilket hun fik 20.000 $ for. For de penge kunne hun bygge et hus til sig selv og sine for√¶ldre. Hun vendte tilbage til USA ved lanceringen af serien. Hvor hun end viste sig, stimlede folk sammen omkring hende for at f√• et kig, og enhver selskabsarrang√łr med respekt for sig selv inviterede Christine Jorgensen. Efter hjemkomsten til USA lod hun sig overtale til at g√• ind i showbusiness og blive entertainer. Hun ville selv bestemme, hvad hun skulle optr√¶de med, og da hun betragtede sig som fotograf, skulle hendes debut v√¶re en forevisning af Danmarksfilmen. Det blev p√• det kraftigste frar√•det, men hun insisterede, og hun fik det som hun ville, sk√łnt det var under foruds√¶tning af, at hun klippede filmen ned fra to timer tit tyve minutter.
Debuten var en dundrende fiasko. Christine havde absolut ingen forudsætninger for at stå på en scene. Hun havde trods alt, indtil for nyligt levet et tilbagetrukket og indadvendt liv. Men hendes agent stolede på hende Рhvad han i og for sig også sagtens kunne, hun var jo altid sikker på et stort og sensationslystent publikum. Hun blev sat sammen med en kendt komiker, og sammen lavede de en optræden, som levede op til dagens standard. Christine blev med tiden en anerkendt entertainer og fik også udmærket kritik for sine teaterroller.
Christine udgav i 1967 sine erindringer, “Christine jorgensen – a personel autobiography“, en aldeles velskrevet og charmerende bog. Den dannede i 1970 grundlag for en film, “The Christine Jorgensen Story“, som i filmkredse har et mindre flatterende ry.

FOREGANGSLANDET DANMARK
Et sted i sin selvbiografi fort√¶ller Christine, at Ellen, efter hendes opfattelse, “afspejlede indstillingen i sit hjemland, Danmark, hvor ‘seksuelle problemer’ var accepterede som normalt for nogle mennesker, og ikke var genstand for juridisk og social forf√łlgelse.”

l det ovenfor omtalte interview siger St√ľrup: “Noget af det mest karakteristiske, jeg husker, var, da en af mine s√łnner, som havde √•bnet d√łren for Chris Jorgensen, kom ind og sagde: ‘Der st√•r et ungt menneske derude, hun ser h√łjst m√¶rkv√¶rdig ud. Og det m√• jeg give ham ret i, hun s√• virkelig m√¶rkv√¶rdig ud. F.eks. n√•r hun gik ned ad gaden, man kunne ikke undg√• at se, at der kom en homoseksuel, som p√•kaldte sig folks opm√¶rksomhed ved sin feminine fremtr√¶den.”
Men Christines liv i Danmark formede sig anderledes end for b√łsser i almindelighed. Redakt√łr Helmer Fogedgaard skrev i januarnummeret af Vennen, 1953: “En hermafrodit, der f√•r det ene organ opereret bort (en misforst√•else, den tvivlsomme pressed√¶kning har givet anledning til) og f√•r lov til at optr√¶de med det k√łn, som vedkommende hele tiden har f√łlt sig forankret i, g√łres til en sensation og m√łder sympati fra alle sider. Det sidste kan vi ikke have noget imod. Men de homofile, som ogs√• f√łler sig anderledes end det, samfundet forlanger af dem, skal skam ikke vente nogen sympati – ja, ikke engang forst√•else. Vi har jo ikke et organ for meget at f√• opereret af, fordi vor ‘hermafroditisme‘ er af √•ndelig natur. Vi skal derfor kan√łfles og rubriceres efter et n√¶venyttigt samfunds forgodtbefindende. […] Vort eneste h√•b er, at l√¶gevidenskaben klart og tydeligt vil g√łre offentligheden opm√¶rksom p√•, at samtlige mennesker psykisk set udg√łr mellemstadier mellem mand og kvinde.” Det er karakteristisk, at b√•de Christine og Fogedgaard s√łger alliance med og forl√łsning hos l√¶gevidenskaben. Det er videnskaben, der skal sikre den fredelige sameksistens. Christines beundring for sine l√¶ger er allestedsn√¶rv√¶rende i hendes fort√¶llinger.

[Portr√¶t af Christine i profil. Sort-hvid] Det f√łrste billede af Christine, 1951. Portr√¶ttet, som er udf√łrt af Jens Juncker-Jensen, var p√• forsiden af avisen, da den f√łrste skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.
[Portræt af Christine i profil. Sort-hvid]
Det f√łrste billede af Christine, 1951.
Portr√¶ttet, som er udf√łrt af Jens Juncker-Jensen, var p√• forsiden af avisen, da den f√łrste skandaleartikel blev bragt 1. december 1952.
For Ellen er historien om Christine Jorgensen ikke noget, man taler om i dag. Det er pudsigt, for så vidt Christine bruger megen plads i sine erindringer på hendes meritter og beskriver hende som en vigtig figur i hele sagen. Og så måske alligevel ikke:

Ellen fort√¶ller, at hun senere, mens hun var dansel√¶rer i Detroit, m√łdte Christine igen, og ved den lejlighed sagde Christine til hende. “Ih, alts√• Ellen, du ser verden gennem lyser√•de briller.”
Men ogs√• Christine har et filter p√•, n√•r hun fort√¶ller. Hendes selvbiografi er god underholdning, men den er skrevet af et menneske, som har udviklet et kraftigt skjold om sig, som har v√¶ret i stand til at modst√• verdenspressens sensationshungrende sladder-journalistik af v√¶rste skuffe, som har kunnet h√•ndtere afvisninger og ford√łmmelser i rigt m√•l – og beundringer liges√•.
Branchebladet Editor & Publisher kunne i for√•ret 1954 fort√¶lle, at Christine Jorgensen-sagen var den historie, der havde f√•et st√łrst pressed√¶kning nogensinde. Hun blev √•rets kvinde i flere sammenh√¶nge, men blev f.eks. ogs√• forbudt at optr√¶de i Boston p√• grund af moralske forbehold.
Hun havde selv √łje for, at hun var b√•de freaskhow og foregangskvinde. Men sin status fik hun i kraft af sin us√¶dvanlige personlighed. Hverken i USA eller i Skandinavien var samfundet i almindelighed √•bent over for variationer i seksuel identitet.

Christine Jorgensen d√łde i 1989.

* * *
Artiklen i pdf-format.