Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i København. Udstilling på Københavns Bymuseum i perioden fra den 4. juli til 29. september 2009.

Vist 1.758 gange.

Den 24. juni 2009 modtog jeg en invitation til at deltage i åbningen af udstillingen “Som jeg er om HOMO – BI – TRANS i København” på Københavns Bymuseum fredag den 3. juli 2009, men havde ikke mulighed for at deltage. Udstillingen åbnede for offentligheden lørdag den 4. juli. At jeg blev indbudt skyldes, at jeg tilbage i midten af februar 2009 fik kontakt til Jens Pedersen fra museet. Vi havde flere møder og udvekslede e-mail om udstillingen, hvorunder jeg fortalte ham om transforhold. Jeg udlånte flere bøger, foreningsblade og andet materiale til museet til eventuel brug ved udstillingen og satte ham i forbindelse med foreningerne Trans-Danmark
og TiD og gjorde ham interesseret i en klaverkoncert med Irene Haffner.

Folder om udstillingen — Se hele folderen i pdf-format.

Kontakten til Irene Haffner førte til, at hun spillede ved udstillingens åbning og gav koncert på museet lørdag eftermiddag den 15. august 2009. Kontakten til TiD førte til en mannequinopvisning, som jeg har skrevet en selvstændig artikel om.

Københavns Bymuseum har hjemme i en statelig bygning opført af Det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab og indviet i 1787.

Udstillingen, “Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København”, var lavet på første sal i Festsalen, der er imponerende med et overdådigt stukloft og store prismelysekroner – en fornem ramme om udstillingen, og hvor klaverkoncerten med Irene Haffner også fandt sted.

Mannequinopvisningen foregik i Havesalen, der blev indrettet i forbindelse med en ombygning i 1896.

Tyve kroner – ja, 20 kroner, det er prisen for at komme ind på Københavns Bymuseum, så entreprisen kan absolut ikke afholde nogen fra at se udstillingen "Som jeg er, HOMO – BI – TRANS i København". Og samtidig er det jo også muligt at se resten af museet, som fortæller meget om Københavns historie. Alene at se bygningen med dens imponerende sale og bygningsmæssige udsmykning er de tyve kroner værd.

Om billedet af Rebecca Holm i den stramme Rita Haywood inspirerede kjole kan fortælles, at i midten af 1980’erne arbejdede Rebecca Holm i en periode som cigaretpige ved nogle fester for den københavnske incrowd i Daddys Dancehall, der lå i enden af Paladsbiograferne på Axeltorv i København og var den tids hotte sted.

Kunstige negle på opsætning lavet af Pernille Feline, så de er lette at lakere

Rebecca fortæller bl.a.: “Det var vildt sjovt, pengene var gode, og jeg formelig væltede mig i drikkepenge. Det skortede naturligvis ikke på seksuelle opfordringer ved disse lejligheder, men selvom det var vidunderligt stimulerende at være mål for alle disse hede blikke og frække tilbud, holdt jeg mig dydigt flirtende til salget af mine cigaretter, hvilket gik mere end strygende.”

Udstillingen var spændende og varieret, men tydeligt med overvægt på den homoseksuelle vinkel.
Jeg havde da også glæden ved at se, at nogle af de ting, jeg havde stillet til museets rådighed var blandt de udstillede effekter.

Som nævnt var det en spændende og varieret udstilling. Dog kunne jeg godt have tænkt mig, at der var mere med. Jeg synes også, at der var plads nok i den store og smukke sal til, at der kunne have været udstillet flere genstande med forklarende og oplysende tekst. Jeg havde også svært ved at finde en egentlig ledetråd i udstillingen.

Maleri af Gerda Wegener. Lille Elbe er model

Nu er det altid let at være kritisk indstillet – især når ansvaret og arbejdet med en udstilling ikke er ens eget. Det skal også erindres, at det er et særdeles stort område at lave en udstilling om. Der må nødvendigvis prioriteres, og det er klart, at det er arrangøren, der må lave denne prioritering.
Det må retfærdigvis også nævnes, at udstillingen i det store og hele kom hele vejen rundt og omfattede både bøsser, lesbiske, transkønnedes og også dragqueens forhold i København gennem tiderne.

Især synes jeg, at det var spændende at se de to kvindemalerier af Gerda Wegener, hvor hendes mand Einar Wegener havde siddet model. Einar Wegener tog efter sin kønsskifteoperation navnet Lili Elbe. Billederne var udlånt til museet af en privatperson.

Ud over effekter, plakater, billeder og tekster, var der også opsat flere monitorer, hvor de besøgende kunne se forskellige videoindslag. Lyden kom via høretelefoner.

Udstillingen er absolut anbefalelsesværdig – jeg har selv set den flere gange.

Tina Thranesen.