Søren Laursen – Vidensbanken om kønsidentitet

Vist 890 gange.

Af Søren Laursen.
13. december 2009.
Jeg er en mand, der forsøger at få orden på sammensatte ting. Det er min intention med alt hvad jeg laver, at det skal bringe forandring mod noget enkelt og sammenhængende uden hensyntagen til traditioner og vanetænkning.

Jeg er født i 1964 og er opvokset i Fredericia. Allerede her vidste jeg selvfølgelig, jeg var bøsse, men kunne ikke finde ud af at springe ud. Efter gymnasiet flyttede jeg til Lyngby for at læse til ingeniør. Det var et lykkeligt valg for mig. Jeg holder meget af mit fag og endte da også med at hænge ved og tage en Ph.D. (i teoretisk og eksperimentel fysisk kemi). Jeg er endt som en temmelig nørdet ingeniør med en forkærlighed for 1800-tallet.

Jeg tog min Ph.D. i 1991, hvor det stod sløjt til med mulighederne for universitetsansættelser, så jeg levede nogle år med kortvarige projektansættelser på DTU.

I slutningen af 80-erne var jeg begyndt at komme i Landsforeningen for bøsser og lesbiske, LBL. Jeg kom hurtigt med på både Panbladet og Radio Rosa, som jeg var dybt involveret i gennem flere år. I 1994 kom foreningen i store økonomiske vanskeligheder og gik i betalingsstandsning. Jeg valgte på det tidspunkt at gå ind i en midlertidig bestyrelse for at få foreningen gennem skærene. Det blev et meget hårdt men også meget givende år. Det lykkedes, og undervejs – i efteråret 1994 – blev jeg også landsformand for foreningen, en post jeg havde i fire år.

Jeg havde egentligt forestillet mig, jeg skulle være en overgangsfigur, da jeg i vid udstrækning så foreningen som en politisk organisation, og jeg absolut intet kendte til politik. Nu ville skæbnen så, at Det Etiske Råd på det tidspunkt udsendte en redegørelse om kunstig befrugtning med en anbefaling om at forbyde kunstig befrugtning til lesbiske og enlige. Da det var meget svært at få pressedækning af vores kritik, fik jeg den idé at lave en demonstration, hvor jeg giftede mig med den lesbiske næstformand for at illustrere, hvor let det ville være at omgå et krav om ægteskab for adgang til kunstig befrugtning. Ufornuftsægteskabet fandt sted på Københavns rådhus og fik mere dækning, end vi havde kunnet drømme om. Det blev starten på snart 15 års arbejde for at holde lovgivningen fri for diskrimination i forhold til børnefamilier med forældre af samme køn og andre regnbuefamilier. Og det blev altså starten på en politisk løbebane, hvor jeg siden har været centralt placeret i foreningens lobbyarbejde og har fungeret som retspolitisk talsperson.

På jobsiden måtte jeg efterhånden opgive de kortvarige projektansættelser på DTU. Med en ballast som nørdet ingeniør og hard-core homoaktivist valgte jeg at skifte spor – og blev managementkonsulent hos PricewaterhouseCoopers. Her var jeg tre år, men den verden var nu lidt for blå til mig. Så jeg rykkede over i et lille konsulenthus med fokus på håndtering af store komplekse datasamlinger (datawarehousing). Efter ti år her har jeg skiftet konsulenttilværelsen ud med en ansættelse hos DONG Energy, stadig med datahåndtering.

I LBL kom jeg også til at beskæftige mig med asylområdet. Vi var blevet medlemsorganisation i Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg repræsenterede LBL i udvalgsarbejde. Det førte til, at Flygtningehjælpen indstillede mig til Flygtningenævnet, den domstolslignende instans, der træffer endelige afgørelser i asylsager. Jeg nåede at være medlem i to år, indtil den nyvalgte borgerlige regering smed Flygtningehjælpen ud af nævnet i 2002. Jeg har været med til at træffe afgørelse i omkring 100 asylsager – dog ingen LGBT-sager, da jeg her typisk var inhabil, idet jeg rådgav disse ansøgere. Jeg er i dag medlem af Flygtningehjælpens forretningsudvalg og formand for Asyludvalget.

LBL blev medlem af Rådet for Menneskerettigheder ved Institut for Menneskerettigheder. Det er en stor forsamling, som mødes sjældent, men på det tidspunkt, vi blev medlem, havde den netop nedsat et Ligebehandlingsudvalg, hvor organisationer indenfor alle områder omfattet af Amsterdam-traktatens artikel 13 – dvs. alder, handicap, køn, race og etnicitet, tro og religion, samt seksuel orientering – er samlet. Her arbejder vi på at udvikle en horisontal tilgang til ligebehandling og altså lave politikker på tværs af alle områderne. Det arbejde er jeg meget engageret i og har da også været mødeleder for udvalget gennem en del år.

Jeg har gennem årene været en af de aktive fortalere for at inkludere transområdet i landsforeningens mandat. Det var i lang tid noget op ad bakke, og det trak ud i en meget langvarig proces. Men sådan er det: Forandringer kommer ikke af sig selv. I 2008 lykkedes det endelig at få gennemført den nødvendige vedtægtsændring. Det betød selvfølgelig, at vi måtte til at reformulere vores politik og også finde på et nyt navn til foreningen. Faktisk havde de biseksuelle været med i foreningens mandat i adskillige år, men det var aldrig lykkedes at gennemføre arbejdet med at skrive nyt program og finde nyt navn. Men denne gang er det lykkedes. Ved det nys overståede landsmøde skiftede foreningen navn til LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og et nyt principprogram blev vedtaget. Jeg har haft en ret fed finger med i spillet om udformningen af dette, som er blevet til på den måde, at vi har vasket tavlen ren og startet på en frisk. Det er nu formuleret ud fra to ligeværdige dimensioner: Kønsidentitet og seksuel orientering. Det tog mange år at nå hertil, men det var nu umagen værd.

Jeg er endt med at bruge store ressourcer på at bekæmpe biologistiske tilgange til samfundsforståelsen: At få opfattelsen af forælderskab væk fra tanken om biologiske forældre til tanken om sociale forældre, og opfattelsen af køn væk fra tanken om det biologiske køn til tanken om det sociale køn. Mit drive er gammeldags indignation – jeg har ingen intentioner om selv at få børn, og jeg er helt trivielt ciskønnet.

Jeg er ukuelig optimist men også realist. Jeg ved, at for hver ti skibe man sætter i søen, er der måske ét, der sejler. Så man skal sørge for at sætte mange skibe i søen, glæde sig over de få sødygtige og lade være med at ærgre sig over dem, der synker. Og så skal man altid gå efter bolden. Der er rigeligt af problemer, der skal løses – der er ingen grund til at opfinde nogen selv. Jeg plejer at sige, at jeg er en stor idealist, men en endnu større pragmatiker. Gennem de efterhånden mange år i LGBT Danmark, har jeg lært, at med en konstruktiv tilgang, er der næsten ingen grænser for, hvad vi kan. Og det har været mig en udelt glæde at samarbejde med et stort antal meget dygtige og engagerede medaktivister – det er fantastisk at stå sammen om at skabe forandring.