Spgsm. 110 af 9. juni 2008 om sundhedsbehandling i udlandet. Svar 25. juli 2008.

Vist 92 gange.
Den 9. juni 2008 stillede Europaudvalget sp√łrgsm√•l 110 – Alm. del 2007-08 (2. samling) – om status mht. udviklingen af patientrettigheder p√• europ√¶isk plan til udenrigsministeren med kopi til sundhedsministeren. Udenrigsministeriet svarede den 25. juli 2008 ved fremsendelse af svar fra Sundheds- og Forebyggelsesministeriet.

* * *
Sp√łrgsm√•let og besvarelsen vedr√łrer mulighederne og vilk√•rerne for at modtage sundhedsbehandling i et andet EU-medlemsland.
Det har s√•ledes relevans i relation til k√łnsskifteoperationer.
Det ligger if√łlge besvarelsen fast, at en k√łnsskifteoperation er at betragte som en tjenesteydelse i EF-traktatens forstand, hvorfor det er muligt for en borger i et EU-land at f√• foretaget en s√•dan operation i et andet EU-land, og at det er borgerens eget land, der skal betale for operationen.
Imidlertid er der mulighed for at indf√łre forskellige former for begr√¶nsning.
Det er min vurdering, at en k√łnsskifteoperation er omfattet af disse begr√¶nsninger, men det fremg√•r ikke specifikt hvilke sundhedsydelser, der er/kan v√¶re omfattet af begr√¶nsningerne.
Tina Thranesen.

* * *
Sp√łrgsm√•l
Ministeren bedes – som lovet p√• Europaudvalgets m√łde den 4. juni 2008 – oversende et notat, der redeg√łr for status mht. til udviklingen af patientrettigheder p√• europ√¶isk plan (s√¶rligt for s√• vidt ang√•r patientmobilitet). Herunder bedes ministeren redeg√łre for den udvikling af rettigheder, som har fundet sted i kraft af EF-Domstolens retspraksis og de forslag, der har v√¶ret til at gennemf√łre f√¶lles europ√¶isk lovgivning om patientrettigheder samt hvilke regler om patientrettigheder, som allerede m√•tte v√¶re vedtaget.

Svar:
Jeg har i lyset af m√łdet i Folketingets Europaudvalg den 4. juni 2008 forst√•et sp√łrgsm√•let s√•ledes, at det vedr√łrer patientmobilitet.

Med hensyn til EF-Domstolens retspraksis kan oplyses, at EF-Domstolen i en r√¶kke domme afsagt siden 1998 har fastsl√•et, at patientbehandling b√•de i og uden for hospitalssektoren er tjenesteydelser i EF-traktatens forstand og derfor omfattet af traktatens regler om fri bev√¶gelighed, herunder artikel 49 om fri bev√¶gelighed for tjenesteydelser. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til sag C-158/96 Kohll, sag C-120/95 Decker, sag C-368/98 Vanbraekel, sag C-157/99 Smits og Peerbooms, sag C-56/01 Inizan, sag C-385/99 M√ľller Faur√© og Van Riet samt sag C-372/04 Watts. Dommene kan l√¶ses i deres helhed p√•
EF-Domstolens hjemmeside (www.curia.europa.eu)

Med dommene har EF-Domstolen gjort det klart, at sundhedsydelser, der normalt leveres mod √łkonomisk vederlag, skal betragtes som tjenesteydelser i traktatens forstand, og de er derfor omfattet af traktatens regler om fri bev√¶gelighed for tjenesteydelser. Med dommen i sag C-372/04 Watts har EF-Domstolen klarlagt, at det afg√łrende for, om en ydelse er en tjenesteydelse i traktatens forstand, er det faktum, at en patient rejser til en anden medlemsstat for d√©r at modtage behandling mod vederlag. Det er i den forbindelse ikke n√łdvendigt at tage stilling til, om den behandling, som patienten kunne have f√•et i sit hjemland, i sig selv udg√łr en tjenesteydelse, der er omfattet af reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Det vil sige, at medlemslande med rent offentlige sundhedssystemer, og hvor det offentlige selv driver sygehusene og kun yder behandling d√©r, f.eks. som i Storbritannien, ogs√• er omfattet af traktatens regler om fri bev√¶gelighed.

En begr√¶nsning i den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser skal kunne begrundes i tvingende almene hensyn og m√• ikke overskride, hvad der er objektivt n√łdvendigt med henblik p√• form√•let, og det samme resultat m√• ikke kunne opn√•s med mindre indgribende regler.

EF-Domstolen har endvidere fastsl√•et, at visse objektive hensyn efter omst√¶ndighederne kan retf√¶rdigg√łre en begr√¶nsning af den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser:
  1. beskyttelse af folkesundheden, herunder opretholdelse af et stabilt l√¶ge- og hospitalsv√¶sen, som alle har adgang til, og som bidrager til et h√łjt niveau for beskyttelse af sundheden ved opretholdelse af behandlingsmuligheder eller en l√¶gelig kompetence p√• sundhedsomr√•det eller en l√¶gelig kompetence p√• det nationale omr√•de,
  2. risikoen for et alvorligt indgreb i sundhedsv√¶senets √łkonomiske balance, s√•fremt det overordnede niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed p√•virkes.

Regler om forhåndsgodkendelse skal efter EF-Domstolens praksis således være proportionale i forhold til formålene, og en forhåndsgodkendelse skal bygge på objektive, saglige og på forhånd fastlagte kriterier.

I praksis har EF-Domstolen ved efterpr√łvelsen af disse hensyn sondret mellem behandling i og udenfor hospitalsv√¶senet. EF-Domstolen har bem√¶rket, at det kan v√¶re vanskeligt at sondre mellem hospitalsydelser og ydelser, der ikke er hospitalsydelser. Sondringen har imidlertid ikke v√¶ret et omtvistet punkt i de for EF-Domstolen hidtil forelagte sager.

Med hensyn til ikke-hospitalsbehandling har EF-Domstolen fastsl√•et, at s√•dan behandling, som en person har ret til i sin egen medlemsstat, kan vedkommende ogs√• s√łge i en anden medlemsstat uden forh√•ndstilladelse og f√• godtgjort med et bel√łb, der h√łjst svarer til den godtg√łrelse, vedkommende ville have f√•et gennem sit eget system. EF-Domstolen har s√•ledes ikke hidtil fundet, at der for s√• vidt ang√•r ikke-hospitalsbehandling i de konkrete sager har v√¶ret s√•danne tvingende hensyn, der kunne retf√¶rdigg√łre begr√¶nsninger i udvekslingen af s√•danne ydelser.

For s√• vidt ang√•r hospitalsbehandling, har EF-Domstolen i de hidtidige sager fastsl√•et, at en person med ret til hospitalsbehandling i sin egen medlemsstat kan s√łge denne behandling i en anden medlemsstat, hvis vedkommende har f√•et forh√•ndstilladelse gennem sit eget system. Forh√•ndstilladelse skal gives, hvis personens eget sundhedsv√¶sen ikke kan yde den p√•g√¶ldende behandling inden for en frist, der er rimelig ud fra en objektiv, medicinsk vurdering af de samlede omst√¶ndigheder, der kendetegner patientens tilstand og behandlingsbehov.

Vurderingen skal if√łlge Watts-sagen omfatte alle de parametre, der kendetegner patientens sygdomstilstand p√• tidspunktet for indgivelsen af anmodningen, eller i givet fald p√• det tidspunkt, hvor anmodningen fornyes. Dvs. at vurderingen skal omfatte patientens sygdomstilstand, baggrunden for og den forventede udvikling af sygdommen, omfanget af patientens smerter og/eller arten af hans handicap p√• tidspunktet for anmodningen om tilladelse eller for fornyelse af anmodningen om tilladelse.

Med hensyn til refusion af udgifterne til behandlingen i den anden medlemsstat har EF-Domstolen fastsl√•et, at godtg√łrelsen skal svare til mindst den godtg√łrelse, som vedkommende ville have f√•et gennem sit eget sundhedsv√¶sen.

Har den kompetente myndighed fejlagtigt givet afslag på forhåndstilladelse ved ventetid på behandling, selvom patienten opfylder betingelserne herfor, skal myndigheden give patienten refusion for patientens eventuelle udgifter til behandling i udlandet.

EF-Domstolen har for så vidt angår traktatens artikel 152, stk. 5, om, at Fællesskabets indsats på sundhedsområdet fuldt ud respekterer medlemslandenes ansvar for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling, fastslået, at denne bestemmelse ikke udelukker, at medlemslandene kan være forpligtet til i henhold til andre traktatbestemmelser, f.eks. artikel 49, eller i henhold til fællesskabsforanstaltninger vedtaget på grundlag af andre traktatbestemmelser at foretage tilpasninger af deres nationale socialsikringssystemer.

EF-Domstolen bem√¶rker s√•ledes i sine afg√łrelser, at der i anden EF-lovgivning, nemlig EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl. er fastsat regler, der g√łr det muligt for sikrede fra de kompetente myndigheder at f√• en tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for at f√• en n√łdvendig behandling.

Der er i EF-forordning 1408/71 fastsat regler med betydning for patientmobilitet.

EF-forordning 1408/71 er udformet til st√łtte for arbejdskraftens frie bev√¶gelighed, jf. traktatens artikel 42. Forordningen koordinerer medlemsstaternes sociale sikringsordninger, herunder ogs√• offentlige sundhedsordninger. Forordningen fastl√¶gger regler for sikredes adgang til offentlige sundhedsydelser, n√•r de midlertidigt opholder sig i eller flytter mellem medlemsstaterne. Sundhedsydelser gives p√• samme vilk√•r som til offentligt sikrede i den medlemsstat, hvor en behandling s√łges, men til udgift for patientens forsikringsstat.

Forordningen regulerer i artikel 22 sikredes adgang til med en forudg√•ende tilladelse at f√• planlagt behandling i andre medlemsstater. Efter artikel 22, stk. 2 har en sikret krav p√• at f√• en s√•dan tilladelse, hvis behandling i bop√¶lsstaten “under hensyn til den p√•g√¶ldende aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling ikke kan ydes inden for en frist, der normalt er n√łdvendig for at opn√• denne behandling i den medlemsstat, hvor han er bosat”.

Disse kriterier er imidlertid √¶ndret i den nye EF-forordning 883/04, som skal afl√łse EF-forordning 1408/71, n√•r en ny gennemf√łrelsesforordning til EF-forordning 883/04 er vedtaget. I EF-forordning 883/04 fastl√¶gges, at en tilladelse skal gives, hvis der er tale om en behandling, som ydes i den sikredes bop√¶lsstat, og behandling “ikke kan ydes inden for en frist, der er l√¶geligt forsvarlig under hensyn til den p√•g√¶ldendes aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommen udvikling.”

EF-forordningen 883/04 er tr√•dt i kraft, men vil f√łrst finde anvendelse, n√•r den n√łdvendige implementerende forordning tr√¶der i kraft. Denne forordning er endnu ikke vedtaget.

Sp√łrgsm√•let om patientmobilitet og samarbejdet mellem de nationale sundhedsv√¶sener har ogs√• v√¶ret i politisk spil i EU i forbindelse med forhandlingerne om Europa-Parlamentets og R√•dets direktiv af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, popul√¶rt kaldet servicedirektivet. Forhandlingerne endte med, at forslaget til artikel 23, der direkte tog sigte p√• at kodificere EF-Domstolens praksis, udgik af teksten. Patientmobilitet er derfor ikke omfattet af servicedirektivet.

Senest er patientmobilitet og sp√łrgsm√•let om kodificering af EF-Domstolens praksis kommet i spil i forbindelse med Kommissionens forslag af den 2. juli 2008 til Europa-Parlamentets og R√•dets direktiv om patientrettigheder i forbindelse med gr√¶nseoverskridende sundhedsydelser, KOM (2008) 414.

Det fremgår af forslaget, at formålet er at sikre en klar og gennemsigtig generel ramme for grænseoverskridende sundhedsbehandling inden for EU, uanset på hvilken måde den er organiseret, leveret og finansieret, og uanset om den er offentlig eller privat. Disse sundhedsydelser skal være sikre og af god kvalitet og samtidig respektere principperne for universalitet, lighed og solidaritet. Medlemslandene skal bl.a. sikre, at patienter, der er socialt sikret i landet, kan rejse til et andet medlemsland og modtage behandling dér for hjemlandets regning, hvis behandlingen er blandt de ydelser, som patienten har ret til i hjemlandet.

Europaudvalget vil få oversendt et grundnotat om direktivforslaget.

* * *
Folketingets journal ved√łrende sp√łrgsm√•let og svaret.
Det forel√łbige svar i pdf-format hos Folketinget.
Det endelige svar hos Folketinget.