Udenrigsudvalgets spgsm. 142 af 12. marts 2014 om i hvilke lande Danmark placerer nye ambassader, der har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Svar den 2. april 2014.

Vist 116 gange.

Udenrigsudvalget stillede den 12. marts 2014 spørgsmål 142 – Alm. del 2013-14 – om, hvilke af de lande, hvor Danmark placerer nye ambassader, der har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, til Udenrigsministeriet, der svarede den 2. april 2014.

Spørgsmål
Hvilke af de lande, hvor Danmark placerer nye ambassader, har forbud eller begrænsninger i rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner?

Svar
I løbet af 2014 ændres repræsentationsstrukturen således, at der åbnes danske ambassader i Nigeria, Colombia og Filippinerne. Det danske repræsentationskontor i Yangon opgraderes samtidig til en ambassade.

Nedenstående gennemgang af situationen for LGBTI-personer i disse lande er baseret på en rapport udarbejdet af ”The International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association” (ILGA) ”State-Sponsored Homophobia – a world survey of laws: Criminalisation, protection and recognition of same-sex love”.
(https://ilga.org/downloads/ILGA_State_Sponsored_Homophobia_2013.pdf).
[URL rettet, da siden er flyttet. Tina Thranesen.]

Det kan imidlertid variere meget, hvorledes lovgivning konkret håndhæves i forskellige lande.

Colombia: Forhold mellem personer af samme køn anerkendes, og homoseksuelle kan indgå registreret partnerskab, der bl.a. sikrer arveret. Colombia har desuden indført lovgivning med henblik på at forhindre diskrimination baseret på seksuel orientering.

Filippinerne: Forhold mellem personer af samme køn er ikke forbudt. Filippinerne har ingen specifik lovgivning vedr. seksuel orientering og kønsidentitet.

Myanmar: Homoseksuelle forhold er ikke tilladt og kan straffes med bøde og/eller fængsel i op til 10 år.

Nigeria: Homoseksuelle forhold er ikke tilladt og kan straffes med op til 14 års fængsel. Den lov, der blev vedtaget af Nigerias parlament i december 2013 og tiltrådt af præsidenten i januar 2014, indeholder desuden en paragraf, der kan medføre op til 10 års fængsel til personer, der bistår eller bevidner et ægteskab mellem to personer af samme køn. En række delstater i det nordlige Nigeria har indført islamisk lov (Sharia), og her kan homoseksuelle forhold straffes med døden.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret hos Udenrigsudvalget.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.

Svaret findes også hos Ligestillingsudvalget.
Folketingets journal vedrørende svaret hos Ligestillingsudvalget – bilag 46.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.