Spgsm. 2 af 10. december 2020 til B 61 om hvordan Storbritannien, Norge og Tyskland har indført forbud mod at omvendelsesterapi. Svar 7. januar 2021.

Vist 60 gange.

Ligestillingsudvalget stillede den 10. december 2020 spørgsmmÃ¥l nr. 2 – Alm. del. Samling: 2020-21 – efter ønske fra Birgitte Bergman (KF) om, hvordan Storbritannien, Norge og Tyskland har indført forbud mod omvendelsesterapi, til ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S). Fungerende ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen svarede den 7. januar 2021.

Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvordan Storbritannien, Norge og Tyskland har indført og implementeret forbuddet mod at udføre omvendelsesterapi?

Svar
Jeg forstår spørgsmålet således, at det omhandler, hvordan forbuddet mod omvendelsesterapi er udformet i de pågældende lande.

På forespørgsel har Norge og Storbritannien oplyst, at der ikke er vedtaget et forbud mod omvendelsesterapi i hverken Norge eller Storbritannien. Norge har oplyst, at de er ved at undersøge en række spørgsmål ved et eventuelt forbud, herunder fx handlingsrummet i forhold til menneskerettighederne. Storbritannien har oplyst, at der tidligere har været fremsat et lovforslag, der ikke blev vedtaget.

Tyskland har gennemført et forbud mod omvendelsesbehandlinger. Forbuddet blev vedtaget i maj 2020 og trådte i kraft i juni 2020. Loven finder anvendelse på alle behandlinger af personer, der har til formål at ændre eller undertrykke seksuel orientering eller selvbestemt kønsidentitet. Det fremgår af det engelsksprogede materiale om lovforslaget, som ministeriet har modtaget, at eksempler på omvendelsesbehandlinger kan være elektrochok eller homøopatiske stoffer, der skal afgifte kroppen for homoseksualitet.

Forbuddet gælder for behandlinger, der udføres på personer under 18 år. Personer, der er fyldt 18 år, kan give samtykke til behandlingen. Samtykket skal dog være afgivet frivilligt og på en informeret baggrund, fx om behandlingens mulige negative konsekvenser. Forbuddet gælder for alle og er ikke begrænset til bestemte faggrupper eller lignende. Den tyske lov forbyder endvidere bl.a. at reklamere for omvendelsesbehandlinger. Sanktionsmulighederne er fængsel i op til et år eller bøde.

Venlig hilsen
Fungerende ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.