Spgsm. 537 af 2. september 2008 om behandling på sygehuse i andre EU-lande. Svar 7. oktober 2008.

Vist 82 gange.
Sundhedsudvalget stillede den 2. september 2008 sendte sp√łrgsm√•l 537 – Alm. del 2007-08 (2. samling) – om danske patienters ret til behandling p√• sygehuse i andre EU-lande til ministeren for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, der svarede den 7. oktober 2008.

Sp√łrgsm√•l
Ministeren bedes redeg√łre for danske patienters rettigheder i forhold til at modtage behandling p√• sygehuse i andre EU-lande som f√łlge af de faldne domme ved EF-domstolen.

Svar
Om EF-dommene
Med EF-Domstolens afg√łrelser fra 1998 er det blevet tiltagende klart, at sundhedsydelser, herunder sygehusydelser der normalt leveres mod √łkonomisk vederlag, skal betragtes som tjenesteydelser i traktatens forstand, og de er derfor omfattet af traktatens regler om forbud om restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser (Traktatens art 49).

Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til sag C-158/96 Kohll, sag C-120/95 Decker, sag C-368/98 Vanbraekel, sag C-157/99 Smits og Peerbooms, sag C-56/01 Inizan, sag C-385/99 M√ľller Faur√© og Van Riet samt sag C-372/04 Watts. Dommene kan l√¶ses i deres helhed p√• EF-Domstolens hjemmeside (www.curia.europa.eu)

Med dommen i sag C-372/04 Watts fra 2006 har Domstolen klarlagt, at det afg√łrende for, om en ydelse er en tjenesteydelse i traktatens forstand, er det faktum, at en patient rejser til en anden medlemsstat for d√©r at modtage behandling mod vederlag. Det er i den forbindelse ikke n√łdvendigt at tage stilling til, om den behandling, som patienten kunne have f√•et i sit hjemland, i sig selv udg√łr en tjenesteydelse, der er omfattet af reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Det vil sige, at sygehusydelser i medlemslande med rent offentlige sundhedssystemer, og hvor det offentlige selv driver sygehusene og kun yder behandling d√©r, f.eks. som i Danmark, Sverige og Storbritannien, ogs√• er omfattet af traktatens regler om fri bev√¶gelighed.

En begr√¶nsning i den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser, herunder sygehusydelser skal kunne begrundes i tvingende almene hensyn og m√• ikke overskride, hvad der er objektivt n√łdvendigt med henblik p√• form√•let, og det samme resultat m√• ikke kunne opn√•s med mindre indgribende regler.

Domstolen har i den sammenh√¶ng fastsl√•et, at visse objektive hensyn efter omst√¶ndighederne kan retf√¶rdigg√łre en begr√¶nsning af den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser, herunder sygehusydelser n√•r m√•let er at:
  1. Beskytte folkesundheden gennem f.eks. opretholdelse
    1. af et stabilt læge- og sygehusvæsen, som alle har adgang til,
    2. af behandlingsmuligheder
    3. af en lægelig kompetence på sundhedsområdet
    4. af en lægelig kompetence på det nationale område,
  2. Undg√• risikoen for et alvorligt indgreb i sundhedsv√¶senets √łkonomiske balance, n√•r det overordnede niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed p√•virkes.

Regler om forhåndsgodkendelse skal efter EF-Domstolens praksis således være proportionale i forhold til formålene, og en forhåndsgodkendelse skal bygge på objektive, saglige og på forhånd fastlagte kriterier.

EF-Domstolen har ogs√• fastsl√•et, “at f√¶llesskabsretten i princippet ikke kan have til virkning at udvide listen over de l√¶gelige ydelser, der godtg√łres af dens sociale beskyttelsessystem, og at den omst√¶ndighed, at en l√¶gebehandling er d√¶kket eller ikke d√¶kket af andre medlemsstaters sygesikringsordning, herved er irrelevant.”

EF-Domstolen har s√•ledes fastlagt, at reglerne om det indre marked ikke medf√łrer en pligt til at d√¶kke udgifter til behandling i andre medlemslande, som ligger ud over de rammer for d√¶kning, som er fastlagt i den sikredes hjemland/sygeforsik-ringssystem.

I praksis har Domstolen ved efterpr√łvelsen af forskellige hensyn sondret mellem behandling i og udenfor sygehusv√¶senet, navnlig i henseende til krav om forh√•ndsgodkendelse. Domstolen har bem√¶rket, at det kan v√¶re vanskeligt at sondre mellem sygehusydelser og ydelser, der ikke er sygehusydelser. Sondringen har imidlertid ikke v√¶ret et omtvistet punkt i de for Domstolen hidtil forelagte sager.

Domstolen bem√¶rker i sine afg√łrelser, at der i anden EF-lovgivning, nemlig EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl. er fastsat regler, der g√łr det muligt for sikrede fra de kompetente myndigheder at f√• en tilladelse til at rejse til en anden medlemsstat for at f√• en n√łdvendig behandling.

Om patientens ret til sygehusbehandling
EF-Domstolens praksis, hvorefter ogs√• sygehusydelser s√•ledes er tjenesteydelser i traktatens forstand, og derfor omfattet af traktatens bestemmelser om tjenesteydelsernes fri bev√¶gelighed, indeb√¶rer i princippet, at de sociale sikringsordninger i medlemslandene er forpligtede til at give adgang ogs√• i andre medlemslande til de sygehusydelser, ordningerne d√¶kker i hjemlandet. Hensyn til de sociale sikringsordningers √łkonomi og planl√¶gning medf√łrer dog, at adgangen til sygehusbehandling kan g√łres betinget af et forh√•ndstilsagn, som i Danmarks tilf√¶lde skal gives af regionerne. Et s√•dant tilsagn kan imidlertid ikke afsl√•s, hvis den ventetid, der er stillet en patient i udsigt, overskrider en rimelig frist, og behandlingen s√•ledes ud fra en konkret klinisk vurdering af patientens situation ikke kan ydes rettidigt.

Vurderingen skal if√łlge Watts-sagen (C-372/04) omfatte alle de parametre, der kendetegner patientens sygdomstilstand p√• tidspunktet for indgivelsen af anmodningen, eller i givet fald p√• det tidspunkt, hvor anmodningen fornyes. Dvs. at vurderingen skal omfatte patientens sygdomstilstand, baggrunden for og den forventede udvikling af sygdommen, omfanget af patientens smerter og/eller arten af hans handicap p√• tidspunktet for anmodningen om tilladelse eller for fornyelse af anmodningen om tilladelse.

Med hensyn til refusion af udgifterne til behandlingen i den anden medlemsstat har EF-Domstolen fastsl√•et, at godtg√łrelsen skal svare til mindst den godtg√łrelse, som vedkommende ville have f√•et gennem sit eget sundhedsv√¶sen.

Dansk ret
Efter dansk ret skal sygehusene foretage en almindelig prioritering af patienter på venteliste.

Efter sundhedsloven har patienter med kr√¶ft og visse hjertesygdomme – udover akut sygehusbehandling – ret til behandling inden for maksimale ventetider, jf. bekendtg√łrelse nr. 1749 af 21. december 2006 om behandling af patienter med livstruende kr√¶ftsygdomme m.v. Hvis regionerne og i sidste ende Sundhedsstyrelsen ikke kan tilbyde patienter med kr√¶ft og visse hjertesygdomme behandling inden for de i bekendtg√łrelsen fastsatte frister, og patienten selv kan finde et tilbud i udlandet, har patienten ret til at f√• d√¶kket udgifterne hertil p√• et offentligt sygehus, idet behandling p√• privatsygehus h√łjst kan d√¶kkes med det bel√łb, en tilsvarende behandling ville have kostet herhjemme.

Herudover har patienterne udvidet frit sygehusvalg, der giver dem ret til henvisning til et privatsygehus eller et udenlandsk sygehus med aftale med regionerne, hvis deres bop√¶lsregion ikke kan tilbyde sygehusbehandling inden 1 m√•ned, jf. bekendtg√łrelse nr. 1085 af 14. september 2007 om ret til sygehusbehandling m.v.

Endelig har patienter ret til frit sygehusvalg til alle offentlige sygehuse if. bekendtg√łrelse nr. 1085 af 14. september 2007 om ret til sygehusbehandling m.v.

Hvis patienter ikke mener, de kan opn√• rettidig behandling i det offentlige sygehusv√¶sen her i landet, kan de ans√łge deres bop√¶lsregion om forh√•ndsgodkendelse til at f√• refunderet udgifter til behandling i et andet EU-land.

Patienten vil efter EU-reglerne – i mods√¶tning til under det udvidede frie sygehusvalg – selv skulle finde et sygehus i udlandet og i √łvrigt selv s√łrge for det videre forn√łdne. Desuden vil patienten selv skulle betale befordring, ophold, evt. tolk mm. Dog kan patienten f√• refunderet befordringsudgifter svarende til den befordring de i givet fald ville have f√•et i henhold til befordringsbekendtg√łrelsen til behandling p√• det sygehus, som regionen ville have visiteret dem til.

Efter EF-Dommene skal refusionen mindst svare til den godtg√łrelse, vedkommende ville have f√•et i sit eget sundhedsv√¶sen. Patienten kan derved risikere en eventuel betydelig egenbetaling, hvis den danske refusion ikke fuldt ud svarer til behandlingsudgiften p√• det udenlandske sygehus.

* * *
Folketingets journal vedr√łrende sp√łrgsm√•let og svaret.
Sp√łrgsm√•let og svaret i pdf-format hos Folketinget.