Stafetten. Jo√£o Lobo (L-O-B-O) den 3. oktober 2009. Scenekunst og k√łnsidentitet.

Vist 591 gange.

L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.
L-O-B-O Foto: Per Morten Abrahamsen.
Af Jo√£o Lobo (L-O-B-O), der modtog stafetten fra Malene Sakskilde.

Siden mine dage p√• universitetet i Lissabon, min f√łdeby – hvor jeg l√¶ste kulturantropologi i starten af 90’erne, at jeg har besk√¶ftiget mig med – og fordybet mig i – k√łn og identitetsemner i mit arbejde som scenekunstner.
Denne on & off proces blev mere intens da jeg flyttede til Danmark.
Jeg har altid v√¶ret heldig for at m√łde rigtig mange s√łde transk√łnnede mennesker i de skandinaviske lande som altid har v√¶ret meget behj√¶lpsomme og villige til at hj√¶lpe mig med at finde nye m√•de til at formidle enten detaljer af deres livshistorier eller problematikkerne i deres vigtigste livsbeslutninger i mine v√¶rker.

Et af de projekter som kr√¶vede den st√łrste fordybelse i mit liv som kunstner og individ, var nemlig multimedia forestillingen ‘THE CUT'(’03), som i dag turnerer i Danmark og i udland som et langt videov√¶rk/instalation under navnet ‘unCUT ‘ (08/09 – 11/12).

Foto: L-O-B-O.
Foto: L-O-B-O.
I l√łbet af arbejdsprocessen til dette projekt, f√łler jeg at jeg voksede st√¶rkt op som menneske.
Jeg opn√•ede en endnu st√łrre respekt for livet og for mit medmenneske, jeg forst√•ede hvor vigtigt absolut respekt for det anderledes er, og hvor uhyrlig vigtigt det er at forsvare mangfoldighed og medmenneskelighed som to af de vigtigste v√¶rdier for menneskeheden. Hvor vigtigt det er at aldrig ford√łmme men altid pr√łve p√• at forst√•r nye mennesker og nye livsbehov p√• trods af hvor fjerne de m√• ligge fra min egen personlige forst√•else af verdenen.

For nylig, i et langt interview, spurgte et portugisiske blog mig om ‘hvorn√•r ville k√łn stoppe med at v√¶re et problem i vores samfund”.
Mit svar endte med at m√•ske v√¶re det mest ideologiske og k√łnspolitiske jeg nogensinde har givet.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.
THE CUT. Foto: L-O-B-O.
Jeg svarede at k√łn ville en dag stoppe med at v√¶re et problem n√•r denne apartheid af k√łn, identitet og seksualitet vi stadigv√¶k lever i – og ikke rigtigt snakker klart og dybt nok om endnu, en dag begynder at forsvinde. N√•r vi en dag er klar som samfund til at bev√¶ge os helt v√¶k fra fastl√•ste generaliseringer og stereotyper om k√łn. N√•r vi – en gang for alle – en dag accepterer, at det er biologi der dikterer reglerne og ikke kunstige, kategoriske moralske v√¶rdier om rigtigt eller forkert. N√•r for√¶ldede arrogante/autorit√¶re ideologier ikke l√¶ngere har indflydelse p√•, hvad der burde v√¶re acceptabelt omkring k√łn og seksuel identitet for hver enkel individ. N√•r vi en dag beslutter os for at acceptere, at i virkeligheden, vores identitet ikke skulle dogmatisk defineres af vores genitalier men af den k√łnsidentitet vi f√łler vi har.

THE CUT. Foto: L-O-B-O.
THE CUT. Foto: L-O-B-O.
Jeg svarede ogs√• at vi alle sammen ville sikkert blive lykkeligere, denne dag vi undlod at indf√łre k√łns-korsetter p√• folk og besluttede os for de klare beviser for, at vi er alle placeret forskellige steder i et kontinuum af k√łn og seksuel identitet.

N√•r vi l√¶rer at acceptere, at for mange kvinder og m√¶nd i vores samfund, at v√¶re mand eller kvinde – eller blot et menneske, at have en penis eller en vagina er ikke afg√łrende. At det mest afg√łrende og vigtigste ikke er det som burde v√¶re en streng, absolut ret til enhvers privacitet (det man har i bukserne eller under en nederdel), men den identitet et individ overbevisende og lidenskabeligt f√łler at have eller har valgt at leve i, trods biologiens umiddelbare fysiske ‘drillerier’.

unCUT Foto: Annet Van Der Voort.
unCUT Foto: Annet Van Der Voort.
Det hovedsageligt er en persons social og intellektuel kompetens i det samfund vi lever i, og denne m√•de vi giver videre k√¶rnev√¶rdier som kammeratskab, forst√•else, frihed, retf√¶rdighed, v√¶rdighed, tolerance, k√¶rlighed til vores medmennesker. Og ikke vores k√łnsdele.

N√•r vi accepterer, at k√łn, identitet og seksualidentitet kan v√¶re lige s√• varierende som vores fingeraftryk, og at vi i meget h√łj grad alle sammen egentlig er ”mutanter” og transk√łnnede p√• forskellig vis, s√• ja… S√• tror jeg at vi vil v√¶re p√• den rigtige vej for, at problematikken og fordommen om k√łn som vi kender den i dag kunne stoppe med at v√¶re et problem.

At indf√łre ordet “k√łn” i paragraf 2 i Human Rights Act vil v√¶re en udm√¶rket begyndelse.

Mvh.
L-O-B-O
(Jo√£o Lobo)

Den 20. oktober 2009 oplyste Jo√£o Lobo, at stafetten var videregivet til Jens Pedersen, der kendes for sit engagement med udstillingen Som jeg er. HOMO – BI – TRANS i K√łbenhavn p√• K√łbenhavns Bymuseum i sommeren 2009.

* * *
Oversigt over stafetartikler.