Stafetten. Jytte Witt den 30. oktober 2008. Tog udfordringen op.

Vist 846 gange.

Jytte Witt
Jytte Witt
Af Jytte Witt, der modtog stafetten fra Pia Nielsen.

Den 1. september gav Pia Nielsen stafetten videre til mig.
Desv√¶rre har jeg ikke f√•et gjort noget ved det siden. Det skyldes dels at den 1. september var 5 dage f√łr min 70-√•rs f√łdselsdag, som jeg havde travlt med at forberede, dels at jeg efterf√łlgende blev syg, idet jeg en uges tid efter min f√łdselsdag v√•gnede op en morgen og pludselig ikke kunne st√łtte p√• mine ben!

Problemet er nu, at ingen endnu har kunnet finde ud af, hvad der er i vejen, men st√¶dig, som jeg er, er jeg nu kommet s√• langt at jeg kan g√• – omend med stok. Tiden er derfor g√•et med unders√łgelser hos l√¶ge og p√• sygehus og med gangtr√¶ning i skoven t√¶t herved.

Nu må jeg så tage udfordringen op og skrive om et eller andet. Jeg har valgt, at det skal handle om at være fuldtidstrans i et lille lokalsamfund. Det har jeg nu været i snart fire år, så der er da lidt erfaringer at trække på.

Det hele startede, da jeg blev enke(mand) i december 2004 efter 43 √•rs √¶gteskab og skulle til at spekulere over, hvad der skulle ske med resten af mit liv. Jeg har v√¶ret trans siden min barndom, men havde holdt det skjult for omverdenen, bortset fra min n√¶rmeste familie, min kone og mine b√łrn og nogle f√• venner. Jeg har altid f√¶rdedes ude, men aldrig i min hjemegn, n√•r jeg var Jytte. Nu kunne jeg jo nemt indse, at hvis jeg gav los, ville der kun g√• en begr√¶nset tid, f√łr en eller anden opdagede, at jeg kom ud af min d√łr i damet√łj og k√łrte v√¶k. Derfor besluttede jeg at foregribe situationen ved at fort√¶lle mine naboer og bekendte, hvordan det forholdt sig. Det viste sig at v√¶re helt uproblematisk! Der var da en del forbavselse og nogen nysgerrighed, men absolut ingen afvisninger.

Egentlig havde jeg t√¶nkt mig at forts√¶tte med at passe min hverdag som mand, men fandt hurtigt ud af, at det passede mig bedre, at g√• helt over til at leve som kvinde og det har jeg gjort siden – og stadig uden problemer, m√•ske bortset fra, at det er en almindelig kendt hemmelighed fra B√¶lum i √łst til Sk√łrping i vest, og fra Kongerslev i nord til Terndrup i syd, at den dame der hedder Jytte Witt oprindelig var en mand. Forleden da jeg humpede ind i Brugsen i Terndrup stod der 3 store drenge udenfor og idet jeg n√¶rmede mig, fornemmede jeg, at den ene af dem – der s√• henimod mig – gav tegn til ham der stod overfor ham, at her kom der alts√• noget han skulle se. Han vendte sig og kastede et blik imod mig og s√• grinede og gloede de lidt. S√• jeg sendte dem et venligt smil og et n√•digt nik. Med det resultat at de alle tre hilste h√łfligt p√• mig med et venligt “dav”.
N√•r de fleste her omkring kender mig af udseende, har det en sammenh√¶ng med, at jeg i perioden efter mit skifte fik en r√¶kke opfordringer gennem mit netv√¶rk om at deltage i folkekoret i B√¶lum, hvor de savnede min bas! Noget s√•dant var naturligvis vanskeligt at st√• imod for en forf√¶ngelig trans, s√• jeg gik over p√• ungdomsskolen i B√¶lum, en aften hvor jeg vidste, der var korpr√łve. Da jeg kom ind i gangen m√łdte jeg en af de √¶ldre sopraner, der spurgte mig om det nu var en ny sopran eller alt, der kom. Jeg m√•tte straks forklare, at vi godt kendte hinanden og sidst vi s√•s sang jeg 2. bas. Det tog hun i stiv arm – med et smil og lidt forbavselse – og vi gik ind, hvor jeg henvendte mig til hele koret og sagde at vi godt kendte hinanden, men nu levede jeg alts√• som Jytte og nu ville jeg g√• over til basserne. Hvis nogen havde problemer med det, m√•tte de henvende sig til bestyrelsen. Det bet√łd en v√¶ldig latter, og siden har jeg bare altid f√łlt mig velkommen ved sangaftenerne og til korets koncerter i omegnens kirker, p√• plejehjemmet og hvor vi ellers har deltaget. Da vores koropstilling er s√•dan, at basserne st√•r lige bagved sopranerne er det let for mig at glide ubem√¶rket ind i billedet.

3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm H√łje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.
3. september 2008 ved indvielsen af Lindholm H√łje Museets udvidelse. Jytte Witt i samtale med udstillingens arkitekt Lars Haastrup (tv) og bygningens arkitekt Lars Fich (th) efter alle festtalerne, og mens H. M. Dronningen blev vist rundt.
En omst√¶ndighed ved korarbejdet er, at det foreg√•r p√• en skole, hvor en flok unge mennesker ogs√• f√¶rdes og en aften sad en af de unge piger og holdt hof p√• trappen i forhallen, da jeg skulle udenfor i pausen. Hun hilste p√• mig og jeg hilste igen. Da jeg lidt efter kom tilbage og gik gennem gangen r√•bte hun efter mig: “Hej, ved du hvad klokken er?” Jeg t√¶nkte: “det her er vist en stemmepr√łve”. Vendte mig og svarede med lys kvindestemme: “tyve minutter over otte”. Da vi gik hjem ved halvtitiden sad hun der stadig og sagde nu “farvel og tak for i aften.” Det spekulerede jeg lidt over bagefter. Det kunne da v√¶re hun bare skulle vide hvad klokken var. M√•ske ville hun g√łre sig lidt til overfor veninderne ved at vise hun turde henvende sig til et af de gamle sp√łgelser, der f√¶rdedes p√• skolen – eller m√•ske havde hun fornemmet et eller andet ved mig. Disse tanker fremf√łrte jeg overfor forstanderen den n√¶ste dag, idet jeg tilb√łd at komme p√• skolen og fort√¶lle lidt om hvad en trans var. For hvis hun nu havde gennemskuet mig ville der alligevel blive talt om det mellem eleverne, uden de vidste, hvad det var de talte om. Skolen sagde ja tak til mit tilbud, som jeg indfriede kort tid efter med hele elevflokken (ca. 100) foruden hovedparten af l√¶rerstaben. Det var en ualmindelig morsom oplevelse for alle parter. Jeg talte bare ca. 20 minutter, hvorefter jeg gav plads til at stille alle de sp√łrgsm√•l de havde lyst til, idet jeg forsikrede, at jeg ikke var sart. Det tog de imod og spurgte fuldst√¶ndig frygtl√łst i tre kvarter, hvor vi kom gennem hele mit liv. Med stor v√¶gt p√• hvordan jeg bar mig ad. De ville vide alt om mine attrapper, men ogs√• om mit f√łlelsesliv. En replik jeg aldrig glemmer var den en af de store drenge sagde: “Har du aldrig lyst til at sidde en hel dag i underbukser med en kasse bajere og se voldsfilm?” Hvortil jeg √¶rligt kunne svare, at det var aldrig faldet mig ind. Pigen, der havde givet anledning til arrangementet var der ogs√• og det vidste sig, at hun ikke havde anet noget som helst. Dette bes√łg p√• ungdomsskolen har jeg nu gennemf√łrt med tre √•rgange og har i √łvrigt udvidet min missionsvirksomhed ogs√• til damerne i Innerwheelklubberne i Aalborg og efter jul ogs√• i Br√łnderslev. (Disse klubber best√•r af √¶gtef√¶ller til Rotary-medlemmer.)

Men vi vender tilbage til korarbejdet. Forrige december var vi til en koncert i Terndrup Kirke. Der var st√łdfuldt – ikke p√• grund af os, men fordi de mindste skoleelever skulle holde Luciaoptog: Der var ingen der bem√¶rkede noget f√łr senere p√• aftenen, hvor menighedsr√•dets formand inviterede alle i kirken med til kaffe p√• kroen. En af de damer jeg kendte fra koret havde arrangeret et velg√łrenhedslotteri af en art, og da alle lodderne var solgt, begyndte hun at r√•be de udtrukne op – med en meget lille stemme. Ingen kunne h√łre en brik. Jeg, der sad i n√¶rheden af hende, men skjult i den t√¶tpakkede sal, fors√łgte nu at hj√¶lpe hende ved at gentage numrene med kraftig tordenr√łst. Da jeg havde gjort det et par gange sagde hun til mig: “Jytte nu m√• du komme herop og hj√¶lpe mig”. Der kom et par meget forbl√łffede blikke fra folk, da man s√• en √¶ldre nydelige dame rejse sig i sin fulde h√łjde (179 cm) for at lade numrene gjalde i salen. Men munterheden bredte sig lige s√• hurtigt, som vi nu fik afviklet lotteriet. Herefter var der ikke mange af de Terndrupborgere, som havde v√¶ret med i kirken, der ikke kendte Jytte og n√¶ste dag kom menighedsr√•dets kasserer hen til mig og takkede p√• hele byens vegne for min indsats. “Ellers havde vi siddet der endnu”, som han udtrykte det. Som man forst√•r har jeg placeret mig p√• en nydelig f√łrsteplads som landsbyoriginal.

Men jeg har ogs√• f√•et meget personlige venner gennem min nyvundne √•benhed. Endnu inden jeg genindtr√•dte i koret var jeg som publikum med til en kirkekoncert i B√¶lum efter opfordring fra kirkens organist, der er en af mine naboer. Efter koncerten var der kaffe i sogneg√•rden, og da jeg var ude for at f√• en sm√łg kom en dame hen til mig. Hun skulle ogs√• ryge, men vist f√łrst og fremmest tale med en anden, der havde mistet √©n fornylig. Hendes mand var d√łd en m√•nedstid f√łr af en galoperende kr√¶ft i en alder omkring de 55 √•r, og hun havde h√łrt, at jeg lige havde mistet min kone et par m√•neder f√łr. Det snakkede vi s√• lidt om og blev enige om at ses en anden gang og det er blevet en varmt og varigt venskab. Siden har hun fortalt mig, at hvis jeg bare havde v√¶ret en mand, havde hun aldrig henvendt sig!

Inden hendes mand d√łde havde han p√•lagt hende at s√¶lge huset, der l√• helt for sig selv ude p√• marken og ville komme til at volde hende problemer med vedligeholdelse og med at komme til og fra om vinteren. Jeg n√•ede dog, mens hun boede der, at tr√¶ffe hele hendes venne- og bekendtskabskreds bl.a. ved en st√łrre fest, hvor jeg grillede en hel h√łjrebssteg. Det var s√łde mennesker, der aldrig f√łr havde truffet en trans og mange af dem har jeg m√łdt adskillige gange siden. De kender mig alle ved navn, mens jeg er lidt mere p√• den med nogle af dem. Der er jo forskel p√• at l√¶re et navn og s√• at l√¶re 20.

N√•, hun fik solgt huset og k√łbte en grund ved en ny udstykning i Sk√łrping og fik tegnet et hus hos en arkitekt hun havde samarbejdet med som grafiker. Men pengene skulle str√¶kkes lidt for at f√• enderne til at n√• sammen. S√• i stedet for et samtalek√łkken fra HTH til 75.000 k√łrte vi til IKEA i √Örhus og k√łbte stumper for 15.000, som jeg lovede at bygge et k√łkken af for hende.

Inden h√•ndv√¶rkerne var f√¶rdige med byggeriet, begyndte jeg at samle elementerne, sammen med hendes datters svigerfor√¶ldre og derefter begyndte jeg at stille k√łkkenet op. En dag spurgte en af t√łmrerne hvor hun havde f√•et den k√łkkenmont√łr fra – og hun svarede “det er en af mine bedste veninder”.
Den tyggede han lidt p√• og sagde s√• “veninde?”. “N√• ja”, sagde hun “hun er trans“. (Han m√• jo have h√łrt min sav, der bruges med lange gennemg√•ende str√łg – eller m√•ske havde han kigget). Og han svarede “n√• ja en trans, det findes selvf√łlgelig, men her!”

Susanne, som min veninde hedder, havde i mellemtiden f√•et job som postbud og fortalte en dag grinende, hvordan hendes kollega, der passer ruten der hvor jeg bor, havde fortalt, at jeg var kommet ud for at modtage posten og til kollegerne sagde hun nu, at det var dog utroligt, som jeg lignede min bror. Susanne fortalte hende s√•, at det ikke var s√• m√¶rkeligt eftersom den dame hun havde truffet, faktisk var den samme, som hun kendte som mand; men at jeg nu hed Jytte. Hertil svarede hun: “hun kunne da godt have fortalt, at vi er navnes√łstre.”

Huset i Sk√łrping er for l√¶ngst f√¶rdigt og Susanne insisterede p√• at lave maden til min 70 √•rsdag og overtalte mig til overhovedet at holde den.
S√• jeg lejede Store Br√łndum forsamlingshus, der ligger ved siden af “Kulturk√łbmanden” i samme by. Her har et af landets st√łrste online antikvariater til huse, sammen med et √łludsalg med et udvalg p√• mere end 300 forskellige mikrobryggeriers produktion. Alt sammen drevet af en af alterne i koret – ogs√• en god veninde.

Til min f√łdselsdag inviterede jeg nu en god portion af mine mange nye venner, mine b√łrn, svigerb√łrn og b√łrneb√łrn, mine svogre og svigerinder, foruden min s√łster og hendes mand. Og endelig en del af mine gamle kolleger og bekendte fra min tid i museumsv√¶senet – i alt omkring 60 mennesker. Til festen k√łbte jeg p√• udsalget en kjole, der ikke skulle lade nogen i tvivl om hvem der var festens hovedperson. S√• alt skulle v√¶re klappet og klart; men min kok – Susanne – br√¶kkede sit ene ben et par uger f√łr det hele skulle l√łbe af stabelen. Nu var gode r√•d dyre.

Efter et par dages overvejelser bes√łgte jeg Antonino Oliveti, der driver “Restaurante da Vinci” i Hadsund. Da jeg fortalte, at jeg skulle holde min 70 √•rsdag, viste han sig som en rigtig italiener og sagde indigneret: “Det passer ikke – s√• gammel kan du ikke v√¶re!” Men vi blev da enige om, at han skulle levere italienske sm√•retter til 60 mennnesker.

Vin, √łl og vand k√łbte jeg i Superbrugsen i Terndrup. Et par af mine mandlige naboer hjalp med at s√¶tte borde op og sl√¶be stole ind. Min n√¶rmeste nabo til den anden side – en friser der hedder Gelfke – tilb√łd at s√łrge for blomster og bordpynt og hjalp den sidste dag med at d√¶kke bord. En tredje nabo – Annette – som jeg j√¶vnligt drikker kaffe med for at udveksle egnens nyheder, som vi begge f√łler os ansvarlige for at viderebringe, leverede 2 d√łtre omkring de 20 √•r til at st√• i k√łkkenet, klare opvasken og stille flasker og kaffe p√• bordene efterh√•nden. Min √¶ldste s√łns kone Fie lovede at holde lidt √łje med den side af sagen. Selv lavede jeg skipperlabscoves til min familie, der begyndte at ankomme fredag. De havde telte og campingvogn med og overnattede i haven.

Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.
Jytte Witt. Gaveudpakningen i forsamliingshuset.
Selve festen var en eftermiddagsforestilling fra 13 til 17 – og den blev festlig. En af mine naboer (jeg har rigtig mange!) – Uffe – som jeg skiftes til at at lave mad med, s√• vi begge f√•r varm mad hver dag, havde jeg udn√¶vnt til toastmaster, et hverv han passede med knasende t√łr humor. Endnu en nabo, Ian, der er solocellist ved Aalborg Symfoniorkester underholdt med et enkelt nummer p√• sin cello, mens min √¶ldste s√łn S√łren stod for afviklingen af f√¶llessangene, Susanne holdt en smuk tale siddende i sin k√łrestol, og en af de gamle kollegers kone – Anna – fortalte om sin forbl√łffelse, da hun h√łrte at jeg var sprunget ud som kvinde og om sin gl√¶de ved at have l√¶rt mig at kende fra den ny side.

Mine b√łrn stillede op med en af mine gamle Halfdan Rasmussenviser. S√łren og min datter Hanne tillige med en version af den almindelige f√łdselsdagssang, hvor de forskyder hver stavelse et slag i forhold til melodien. Jeg havde ikke h√łrt den siden deres gymnasietid. De p√•stod de ikke havde √łvet sig siden.

Uffe fortalte, at der ved enhver fest var en kedelig tale, og at det var desværre som regel også den længste, og da han ikke kunne få flere til at ytre sig, ville han påtage sig denne opgave, hvorefter han holdt en kort og ustyrlig morsom tale om vores bekendtskab, der nu havde stået på i flere år og som havde været oplevet af ham som meget spændende og behageligt, omend det havde været som en lang kostumefest.

Gæsterne insisterede på offentlig udpakning af gavebordet. En skik jeg ikke var fortrolig med, men det var overvældende.

Min st√łrste bekymring havde nok v√¶ret oprydningen, n√•r vi var f√¶rdige, men venner og familie tog fat og efter en halv time var alt p√• plads og salen svabret, bilerne pakket, pigerne n√¶sten igennem opvasken. Hele familien tog med hjem og spiste rester og larmede til sent ude i campingvognen. Om s√łndagen tog alle afsted efter at min yngste s√łn – Peter – havde klippet h√¶kkene, som min svoger var begyndt p√• f√łr festen. Mandag rejste min s√łster og svoger tilbage til USA via Island.

Selv l√• jeg brak hele mandagen, men fik ordnet alle detaljer med tak for gaverne, betalinger hist og her osv. i l√łbet af ugen. Den f√łlgende mandag slog systemet fra og min karriere som invalid tog sin begyndelse.

Alle disse ord blot for at fort√¶lle, at det beh√łver ikke altid at v√¶re problematisk at v√¶re fuldtidstrans – heller ikke ude p√• landet. Forestillingen om alle fordommene ligger i os selv og i langt mindre grad i vore medmennesker, selvom vores erhvervslivs organisationer og vores demokratiske institutioner ikke helt har fattet, hvad der skal til, for at alle kan trives.

Jeg har overdraget stafetten til Tina Vyum.

Mvh. Jytte Witt.

* * *
Oversigt over stafetartikler.