Stafetten. Karen M. Larsen den 7. december 2008. Jeg identificerer mig som lesbisk og feminist.

Vist 487 gange.

Karen M. Larsen
Karen M. Larsen
Af Karen M. Larsen, der modtog stafetten fra Freja Nordam.

Jeg identificerer mig som lesbisk og feminist og jeg vil i denne artikel fortælle lidt om hvordan den mere radikale del af feminismen typisk har set og delvist stadigvæk ser på transkvinder. Jeg må nok hellere også indledningsvis understrege, at jeg ikke identificer mig som radikalfeminist, selvom andre sommetider af en eller anden grund kalder mig for en radikalfeminist. Jeg synes imidlertid at radikalfeminismen, med alle de begrænsninger den nu har, er spændende og ufordrende at beskæftige sig med. Men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at jeg mener, at radikalfeminismen har haft og forsat har en række meget problematiske holdninger til transkvinder.

Det forholder sig nemlig desv√¶rre s√•dan, at en r√¶kke lesbiske radikalfeminister i tidens l√łb har givet udtryk for holdninger, der n√¶ppe kan kaldes for andet end transfobiske. Den “milde” version af den radikalfeministiske transfobi kan man f.eks. finde hos Sheila Jeffreys, der konsekvent omtaler transkvinder som m√¶nd og transm√¶nd som kvinder. Den virkeligt slemme version finder vi hos radikalfeminister som Mary Daly og ikke mindst Janice Raymond. Sidstn√¶vnte er kendt for bogen “The Transsexual Empire: the making of the she-male” hvis hovedbudskab er, at patriarkatet har opfundet og udsendt transkvinderne for vha. dem at kunne infiltrere og hermed underminere kvindebev√¶gelsen.

At transkvinder skulle gennemg√• alle transitionens kvaler blot for at kunne infiltrere kvindebev√¶gelsen er en s√• absurd p√•stand, at man umiddelbart mest af alt har lyst til at afvise den som det rene vr√łvl. Og det er jo noget vr√łvl, hvis man vil tage udsagnet bogstaveligt. Men jeg tror, at p√•standen skal ses, ikke som et rationelt udsagn om transseksualitetens √•rsager, men i stedet som det, som man indenfor religionsvidenskaben vil kalde for en myte. Myter er kendetegnede ved ikke at v√¶re rationelle, for de handler om det, som et folk, en religion, en ideolog mfl. ser som essentielle sandheder om verden, tilv√¶relsen eller hvad man nu ellers opfatter som v√¶sentligt. S√•danne p√•stande n√•r man ikke frem til via rationel tankegang, derfor argumenterer man ikke for sandhederne, men postulerer dem i stedet. Dvs. det er ikke logikken, det kommer an p√•, men i stedet understregningen af, at man beskriver sandheden.

Jeg ser med andre ord den radikalfeministiske p√•stand om at transkvinder kun er til for at infiltrere kvindebev√¶gelsen som et fors√łg p√• at udtrykke, at man ser transkvinderne som en d√łdelig trussel mod kvindebev√¶gelsen. Hvorfor det skulle v√¶re s√•dan siges der ikke noget om direkte, men det fremg√•r indirekte af de mange udfald mod transkvinder som er typisk for radikalfeminismen, s√•som f.eks. p√•standen om at de er kunstige kvinder, der degraderer de rigtige kvinder ved deres blotte eksistens. Eksistensen af transkvinder rejser nemlig sp√łrgsm√•let: hvad det vil sige, at v√¶re kvinde? Og p√• den m√•de udg√łr transkvinderne et seri√łst problem for radikalfeminismen, for det sp√łrgsm√•l kan radikalfeminismen nemlig ikke svare s√• let p√•.

Radikalfeminismen er dybt pr√¶get af den forestilling, at k√łnsrollerne ikke er medf√łdte men i stedet skabt af samfundet. Det er ekstremt vigtigt for radikalfeminismen, at fremh√¶ve, at de k√łnsroller, der p√•l√¶gger kvinder en masse opgaver og forbyder dem andre, ikke bygger p√• biologien og dermed er uforanderlige men i stedet bygger p√• samfundsbeslutninger og normer, som man kan √¶ndre. Samtidigt hermed har radikalfeminismen imidlertid ogs√• en tendens til at se kvinder som de f√łdte ofre og m√¶nd som de f√łdte forbrydere. Disse to indfaldsvinkler passer jo ikke ligefrem som fod i hose, og det er her, at transkvinderne kommer ind og, ofte helt uden at ville det, kommer til at afsl√łre radikalfeminismens dilemma. Hvis k√łn nemlig er skabt af samfundet og ikke af biologien, s√• kan biologiske m√¶nd naturligvis ogs√• v√¶re kvinder, hvis de ellers har en identitet som s√•danne. Men hvis k√łn er sk√¶bne og vores adf√¶rd er bundet af vores biologiske k√łn, ja s√• er transkvinderne ud fra et radikalfeministisk perspektiv repr√¶sentanter for det onde k√łn og dermed kvindernes eksistentielle og reelle fjender. Transfobi hos en r√¶kke radikalfeminister afsl√łrer med andre ord, at de reelt set har sv√¶rt ved at acceptere, at konsekvensen af det s√•kaldte socialkonstruktivistiske syn p√• k√łn m√• v√¶re, at k√łnnet ikke er noget medf√łdt.

Det radikalfeministiske had til transkvinder h√¶nger alts√• sammen med, at de har sv√¶rt ved at acceptere deres egen socialkonstruktivistiske k√łnsteori og i stedet ser enhver biologisk mand som en d√łdelig fjende. Og dette had kan til tider sl√• om i direkte vold. I svenske sammenh√¶nge tales der f.eks. om “The big Bang”, der er en lidt vittig betegnelsen for en heftig konflikt der opstod i forbindelse med et arrangement i Stockholms kvindehus den 18. oktober 2002. Kvindehuset, hvor kun kvinder m√•tte komme, havde indbudt til en debataften om queer-teorierne og feminismen. En transkvinde ved navn Erica var blevet indbudt til dette m√łde og havde vovet, at m√łde op til arrangementet. Da hun efter opfordring ikke ville forlade det lokale, hvor arrangementet fandt sted, kom det til et h√•ndgem√¶ng, der igen ul√łste en s√• heftig debat, at Stockholms kommune endte med at inddrage sin st√łtte til kvindehuset, der derfor m√•tte lukke. “The big Bang” er med andre ord en s√łrgelig historie om hvor underminerende transfobien er for kvindebev√¶gelsen.

For mig at se m√• enhver, der tager det socialkonstruktivistiske syn p√• k√łn alvorligt, acceptere, at det at v√¶re mand hhv. at v√¶re kvinde ikke er noget, der er bundet til biologien. At afvise transkvinder som kvinder med henvisning til, at de er blevet f√łdt med mandlige k√łnsorganer, er derfor helt uacceptabelt.

Derimod s√• synes jeg, at radikalfeminismen har en pointe som desv√¶rre ofte bliver glemt i dag: Man f√łdes ikke som kvinde, men g√łres til kvinde. Lige siden vi kom ud af vores mor og vores k√łnsorganer kunne vurderes bliver vi, bevidst og, ikke mindst, ubevidst pr√¶get af de forventninger som samfundet har til dem, der er f√łdt med den samme slags k√łnsorganer. Denne pr√¶gning ligger dybt i den enkelte om end den un√¶gtelig kan give sig udslag p√• mange forskellige m√•der, for vi lykkes langt fra alle mht. at spille rollen som hhv. mand eller kvinde i henhold til samfundets mange skrevne og uskrevne regler for k√łnnene. Dertil kommer, at vi l√łbende pr√¶ges af de erfaringer vi har som f√łlge af det k√łn som vi tilskrives. For kvinder best√•r opdragelsen til at v√¶re kvinde og livet som kvinde ofte i en r√¶kke indsn√¶vrende regler samt erfaringer med forskelsbehandling, nedg√łrelse, udnyttelse og vold. Jeg mener, at radikalfeminismen grundl√¶ggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religi√łse baggrund man s√• m√•tte have som kvinde. Feminisme best√•r for mig i at turde se denne undertrykkelse i √łjnene og s√¶tte egne personlige erfaringer som kvinde ind i denne st√łrre sammenh√¶ng. Feminisme tager for mig udgangspunkt i frustrationen og vreden over alt det man skal og bliver udsat for og alt det man ikke m√• og kan fordi man er kvinde. Hvis transkvinders erfaringer med at v√¶re kvinde derimod kredser om frustrationen og vreden over ikke at f√• lov til at leve og blive set som kvinde, ja s√• er der en erfaringsm√¶ssig gr√łft mellem biologiske kvinder og transkvinder. Men da transkvinder, der passerer som kvinder, har rigelig med mulighed for at opleve kvindeundertrykkelsen i dens mange facetter er det muligt at bygge en bro over denne kl√łft. Og det mener jeg s√• absolut at feministisk orienterede biologiske s√•vel som transkvinder burde g√łre.

Stafetten er givet videre til Elizabeth Japsen.

Karen M. Larsen.
http://www.karenmlarsen.dk/

* * *
Oversigt over stafetartikler.