Stafetten. Tina Vyum den 16. november 2008. Lad os starte fra begyndelsen.

Vist 612 gange.

Tina Vyum
Tina Vyum
Af Tina Vyum, der modtog stafetten fra Jytte Witt.

Den 30. oktober 2008 overgav Jytte Witt stafetten til mig, s√• nu m√• jeg jo “samle handsken op, og m√łde udfordringen”.

Hvem er jeg så? Ja langt de fleste kender mig fra foreningen Trans-Danmark, hvor jeg har været medlem siden starten. Sidenhen er jeg trådt ind i bestyrelsen, hvor jeg udfylder rollen som både næstformand og webmaster, så til tider har jeg mere end rigeligt at se til.

Men lad os starte fra begyndelsen. Jeg er f√łdt i 1960 og har haft en udm√¶rket barndom, s√• det er ikke traumer fra barndommen eller andre mystiske ting der har f√łrt til, at jeg nu lever 100 % som en kvinde. Gennem hele min barndom, benyttede jeg enhver “legal” lejlighed til, at “lege” pige, i de unge √•r var det s√•dan nogenlunde i orden med mine for√¶ldre. Men efterh√•nden som jeg blev √¶ldre, s√• var det pludselig slet ikke l√¶ngere i orden? Hvilket jeg da overhovedet ikke kunne forst√•, men jeg fandt da gemmesteder til mit piget√łj, desv√¶rre fandt min mor ret ofte disse gemmesteder, og der blev en forf√¶rdelig ballade i huset.

Men med tiden l√¶rte jeg, at finde bedre gemmesteder, som hun ikke fandt. Det var ogs√• n√łdvendigt, jeg havde jo ikke uanede m√¶ngder af penge til r√•dighed, jeg tror jeg fik 60 kr. om m√•neden i lommepenge, og selv om vi er tilbage i tiden omkring 1974 – 75 stykker, s√• var t√łj alts√• stadigv√¶k ikke gratis. Ligeledes var det heller ikke just nemt, for mig at f√• fat i noget nyt piget√łj, vi havde kun den lokale brugs at handle i, og alle kendte alle i den lille by, s√• de vidste jo s√• udm√¶rket godt at jeg ikke havde nogen s√łskende p√• min egen alder, s√• der blev kigget og af og til stillet sp√łrgsm√•l, n√•r jeg k√łbte piget√łj, s√• jeg blev verdensmester i at finde p√• sm√• historier, for at forklare mit t√łj indk√łb, og af og til tog jeg helt til nabobyen for, at k√łbe t√łj og makeup.

S√• kom tiden da jeg skulle ind til forsvaret og v√¶re soldat, det blev starten p√• en meget lang karriere i h√¶ren, og samtidig ogs√• en periodisk afslutning p√• den tilv√¶relse, som jeg hidtil havde f√łrt. I en l√¶ngere periode (over 5 √•r) levede og √•ndede jeg udelukkende for forsvaret, og var ganske enkelt en pestilens for de civile venner jeg havde. S√• kom tiden med de f√łrste store nedsk√¶ringer i forsvaret, og jeg inds√• meget hurtigt, at ville jeg blive i systemet s√• m√•tte jeg forbedre mig p√• mange omr√•der.

Jeg s√łgte og fik bevilliget et ophold p√• Kal√ł Sprogh√łjskole, det var et K√ÜMPE kulturchok for mig, en s√•kaldt “√łjen√•bner”. Jeg fandt ud af, at der rent faktisk var en verden udenfor forsvaret, og at den ogs√• kunne v√¶re interessant og sp√¶ndende.

Under opholdet p√• Kal√ł, m√łdte jeg mange s√łde mennesker, og jeg fandt ud af, at det egentlig var ok at v√¶re anderledes. Da jeg var f√¶rdig p√• Kal√ł, var jeg forandret – ikke fysisk men psykisk, og jeg var s√• absolut IKKE l√¶ngere “gift” med systemet.

Kort efter at jeg kom hjem fra Kal√ł mistede jeg min mor, det var et h√•rdt slag, da det skete meget pludselig og uden varsel. Nogen tid efter blev min enhed reduceret i styrke, og jeg blev forflyttet til det Vestlige Jylland, der trivedes jeg s√• absolut ikke. P√• dette tidspunkt var jeg s√• blevet klar over, at jeg var mindst lige s√• meget kvinde som jeg var mand, det bet√łd at jeg af og til “luftede” sk√łrterne… Jeg fandt MEGET hurtigt ud af, at det nok ikke lige var det bedste sted i landet, jeg der havde valgt, til at “komme ud af skabet” s√• jeg besluttede mig for, at holde meget lav profil, og bare passe mit arbejde.

Efter et par √•r i det vestjyske, fik jeg tilbudt en stilling i Fredericia, det kr√¶vede ikke mange sekunders overvejelse, at takke ja til dette tilbud, men det skulle nu vise sig, ikke at v√¶re helt nemt at slippe bort fra det Vestjyske, men efter nogen tid, og efter at have trukket i nogle “tr√•de”, lykkedes det s√• endelig, men det blev gjort HELT klart, at jeg ikke beh√łvede, at t√¶nke p√• at s√łge tilbage dertil, s√•fremt det ikke gik i Fredericia.

Jeg flyttede til Fredericia efter endt pr√łvetid, og k√łbte egen bolig der. Dette gjorde, at jeg nu havde mulighed for, at anskaffe en noget st√łrre garderobe. I takt med at min selvtillid voksede, s√• gjorde min kvinde garderobe ligeledes.

N√• men hidtil havde jeg jo begr√¶nset mig til sm√• ture til fods rundt i Fredericia og altid f√łrst efter, at det var blevet m√łrkt. Jeg var s√• sm√•t begyndt, at spekulere lidt p√• om ikke der skulle v√¶re andre, der havde det p√• samme m√•de som jeg? Nu var internettet jo ikke p√• nogen m√•de udbredt og almindeligt som det er i dag, s√• det var noget med at k√łbe den bl√• avis, og s√• bladre kontaktannoncerne igennem for at se om det skulle v√¶re muligt, at finde en ligesindet, hvor der ikke var noget seksuelt involveret.

Efter lang tids s√łgen, var der endelig gevinst- ganske vist ikke i Fredericia, men p√• Fyn. N√• men pyt med det, jeg fik skrevet et lille brev og af sted med det til Fyns land. Der gik en rum tid, uden at jeg h√łrte noget som helst, men s√• en dag l√• der et brev fra en Gitte Paulsen. Hun skrev en masse ting, som jeg p√• dav√¶rende tidspunkt ikke fattede ret meget af, en masse om transvestitter og transseksuelle..?? N√• ja ja t√¶nkte jeg bare, jeg finder nok ud af hvad det g√•r ud p√•.

Jeg fik taget mig sammen til, at svare p√• brevet og s√• var den kontakt etableret. Det blev s√• mit f√łrste rigtige m√łde med transverdenen. Jeg fandt hurtig ud af hvad forskellen p√• transvestitter og transseksuelle var, allerede dengang var fronterne trukket op. Dog slet ikke i det omfang jeg desv√¶rre alt for ofte oplever i dag. Gitte var transseksuel og levede p√• fuld tid som kvinde, og gik til kontrol/samtale p√• Sexologisk Klinik med henblik p√•, at opn√• tilladelse til k√łnsskifte. Denne tilladelse fik hun ikke, hun skaffede selv de forn√łdne midler og fik foretaget operationen i Thailand.

Desværre mistede jeg kontakten med hende lige omkring dette tidspunkt, senere erfarede jeg, at hun havde taget sit eget liv forholdsvis kort tid efter, at hun var kommet hjem.

Det blev jeg meget ked af, at h√łre men jeg kunne jo ikke g√łre noget. Jeg mistede p√• den m√•de, min kontakt til transmilj√łet for en l√¶ngere periode, men s√• kom internettet jo. P√• et eller andet tidspunkt, fik jeg ogs√• adgang til dette nye vidunder fra min computer, og efterh√•nden som jeg blev fortrolig med at bruge det, s√• fandt jeg ud af, at der rent faktisk var mange i dette lille land, som havde det p√• samme m√•de som mig. Det var som om en helt ny verden pludselig slog d√łrene op for mig, nu kunne jeg pludselig finde en masse informationer samt nogen at snakke med om tingene.

Med tiden fik jeg etableret kontakt til nogle mennesker i K√łbenhavn, vi chattede jo lystigt sammen. En dag blev vi enige om, at jeg skulle komme til K√łbenhavn og bes√łge dem, n√•r jeg havde tid og r√•d. Som sagt s√• gjort, vi fik aftalt dato samt tid og sted, s√• var der jo lige det der med, hvordan man s√• ud? Og om jeg kom omkl√¶dt, l√łd sp√łrgsm√•let. Omkl√¶dt. Hele vejen fra Fredericia med tog til K√łbenhavn!!! De m√•tte saftsuse mig have slugt et eller andet… Jeg skulle aldeles IKKE nyde noget af, at tage toget helt derover omkl√¶dt, hidtil havde jeg kun lige haft mod til at tage toget til Vejle ved h√łjlys dag, for s√• at tage med n√¶ste tog hjem igen og s√• skynde mig hjem, gennembl√łdt af sved.

N√• men p√• en eller anden m√•de, fik de mig jo overtalt til at g√łre fors√łget, jeg fik bestilt plads og k√łbt billet s√•ledes, at alt var i orden til min rejse. Natten f√łr jeg skulle af sted, erindre jeg med gru, s√łvn fik jeg ikke meget af, jeg var sikker p√•, at jeg ville blive totalt til grin i hele toget. Det blev morgen og jeg fik mig gjort f√¶rdig, rystende af skr√¶k bev√¶gede jeg mig over p√• baneg√•rden og op til perronen hvorfra toget skulle afg√•.

Men ak og ve, DSB havde √•benbart besluttet sig for, at uds√¶tte mig for alverdens pr√łvelser. Toget kom ganske vist til tiden, men det var mig totalt umuligt, at finde en togvogn der matchede nummeret p√• min pladsbillet. Jeg m√• jo have set rimelig forvirret og hj√¶lpel√łs ud, pludselig kom en DSB mand hen til mig, og sagde “De ser mig noget forvirret ud, lille frue?” Tak sk√¶bne t√¶nkte jeg, hvad skal jeg nu g√łre? N√• men jeg fik da fundet en rimelig lys stemme frem, og fremstammet, at jeg ikke kunne finde den rigtige vogn. Det vidste sig hurtigt, at det bare var DSB, der for gud ved hvilken gang, havde kludret med vognnumrene. Problemet var l√łst, og jeg fik fundet min plads.

Jeg s√• mig forsigtigt om i toget, men det virkede ikke som om nogen havde lagt m√¶rke til mig. Jeg faldt til ro, og resten af turen forl√łb uden problemer. Mit bes√łg i K√łbenhavn forl√łb ligeledes rigtig godt, men som altid n√•r man hygger sig i selskab med gode venner, s√• flyver tiden af sted. Jeg skulle jo ogs√• hjem igen, men kom alts√• for sent til det tog jeg havde reserveret plads i. N√• ulykken var s√• ikke st√łrre, end at der jo gik et tog en time senere.

Dette bet√łd jo s√• desv√¶rre, at jeg skulle vente en HEL TIME inde p√• Hovedbaneg√•rden. Tak sk√¶bne hvor var jeg nerv√łs, anede simpelthen ikke hvad jeg skulle g√łre af mig selv. Gemme mig kunne jeg jo ikke, men jeg turde n√¶sten heller ikke blive st√•ende p√• samme sted hele tiden, for t√¶nk om der nu var nogen der talte til mig…

N√• men p√• en eller anden m√•de lykkedes det mig, at overleve ventetiden. Jeg fandt toget til Fredericia og fik mig sat godt til rette, ville egentlig bare l√¶gge mig til at sove, det havde jo v√¶ret en meget lang dag og jeg var ved at v√¶re godt brugt. Men netop som jeg var ved at falde i s√łvn, kommer et ungt selskab ind i kup√©en og s√¶tter sig i stolegruppen skr√•t overfor mig. De unge mennesker var alt andet end √¶dru, n√• t√¶nkte jeg, du ignorere dem bare s√• lader de nok dig v√¶re i fred, men ak nej s√• nemt gik det ikke.

Jeg kunne m√¶rke, at kvinden i selskabet blev ved med, at stirre p√• mig hvilket selvf√łlgelig var rimelig ubehageligt. Jeg fors√łgte efter bedste evne, ikke at lade mig m√¶rke med noget, men nej den gik ikke, pludselig siger hun MEGET h√łjt, “det der” og s√• pegede hun over p√• mig, “det er en TRANS!!” Jeg kan d√•rlig nok beskrive hvad jeg t√¶nkte i dette √łjeblik, og da slet ikke sige, hvor jeg √łnskede den dumme k√¶lling hen. N√• men jeg fik samlet mod sammen til, at svare igen: “Ja jeg er trans, har du nogen problemer med det?” Det havde hun s√• absolut ikke og mente s√•, at jeg skulle s√¶tte mig over til dem og f√• en bajer!! Jeg satte mig derovre, men undlod klogelig, at drikke √łl (jeg var s√• tr√¶t, s√• jeg var bange for, at falde i s√łvn) vi fik sludderet om l√łst og fast og s√• skulle de s√• af. Lige inden de gik, gav hun mig sin billet, p√• bagsiden havde hun skrevet sin e-mail adresse ned (hun m√• √•benbart have spillet mere fuld, end hun egentlig var) og sagde, at jeg jo bare kunne skrive til hende hvis jeg turde.

Se den tur havde jo givet mig en masse selvtillid, så naturligvis skrev jeg en mail til hende og takkede for godt og hyggeligt selskab i toget til Jylland. Det blev starten på et godt og meget tæt venskab, som består den dag i dag.

Lotte som hun hedder, har en stor del af √¶ren for, at jeg er n√•et dertil hvor jeg er nu. Det er s√• absolut IKKE forl√łbet uden diskussioner og sure miner fra min side, men p√• nogen omr√•der har jeg m√•tte give hende ret.

Efterh√•nden som jeg blev √¶ldre, voksede min forvirring, Jeg s√łgte mere og l√¶ngere ind i det kvindelig univers. Det kunne ikke undg√•s, at mine kollegaer i forsvaret bem√¶rkede noget, og i den verden spredes rygterne hurtigere end en steppebrand og det at v√¶re “anderledes”, det er ikke velset i dette MEGET stivnakkede og fordomsfulde system.

Jeg knækkede til sidst psykisk og gik ned med en svær og langvarig depression. En svær depression kan man ikke komme ud af uden hjælp, jeg fik taget mig sammen til, at forklare min læge hvordan tingene de hang sammen. Min læge gjorde hvad han kunne for, at hjælpe mig videre, men det var ikke ligefrem hans speciale, så han sendte mig videre i systemet.

Jeg havnede s√• hos en psykiater, som kort og godt forklarede mig, at jeg m√•tte tr√¶ffe et valg. Han var ikke et √łjeblik i tvivl om, at jeg havde to k√łn i mig og p√• dette tidspunkt foregik der en kamp inde i mig, om hvilket k√łn der skulle v√¶re det dominerende, og det kunne jeg ikke h√•ndtere rent psykisk. S√• hvis han skulle hj√¶lpe mig, s√• m√•tte jeg beslutte en gang for alle, hvilket k√łn jeg ville leve som. Det var jo noget af en beslutning, at skulle tage s√•dan mere eller mindre p√• st√•ende fod.

Jeg gik hjem og satte mig til at t√¶nke, gode og n√¶re venner blev kontaktet og bedt om hj√¶lp. P√• en ene side, var jeg godt klar over, at jeg ikke p√• nogen m√•de kunne forts√¶tte med at leve p√• den m√•de som jeg gjorde nu. Ja at leve var m√•ske s√• som s√•, jeg befandt mig i en konstant gr√•zone, intet smagte af noget, jeg f√łlte ingen gl√¶de ved livet og var t√¶t p√• at g√łre en ende p√• det. Alting blev dulmet af en h√łj dosis lykkepiller. Men p√• den anden side, vidste jeg jo, at det ville blive en sv√¶r kamp s√•fremt jeg besluttede mig for, at smide manden v√¶k og lade kvinden f√• overtaget. Men for mine n√¶rmeste venner var der ingen tvivl, s√• efter lang tids overvejelse traf jeg en beslutning, en beslutning der for stedse kom til at vende op og ned p√• min tilv√¶relse.

Jeg vendte tilbage til min psykiater, men denne gang var det som kvinde. Jeg havde nu besluttet mig for, at leve som en kvinde. Nu var der s√• lige det med navnet, det kunne man jo s√• ikke bare lige skifte. Det kom der s√• ogs√• en l√łsning p√•, man kunne jo bare tage et navn fra den k√łnsneutrale liste, og s√• lige v√¶lge et kvindenavn som mellemnavn. Som sagt s√• gjort, nu er der nok et par stykker, der omg√•ende vil komme med diverse paragraffer og lovtekster og sige at man jo ikke m√• “bortkaste sit fornavn og s√• bare anvende sit mellemnavn” selvf√łlgelig har de ret i det, men brug nu alle de der lovtekster og paragraffer som opt√¶ndingspapir i kakkelovnen, det kan godt v√¶re loven siger dit og dat, men virkeligheden ude i samfundet er heldigvis en helt anden.

Jeg har ikke oplevet problemer med, at f√• diverse institutioner til, at undlade at bruge mit egentlige fornavn og i stedet anvende mit mellemnavn, s√• det kan alts√• ogs√• lade sig g√łre.

Nu stod det jo rimelig klart, at en fremtid i det danske forsvar var udelukket, jeg ville aldrig blive accepteret, og en r√¶kke mindre skavanker var i mellemtiden dukket op. Et enkelt m√łde ved regimentet, afgjorde mere eller mindre sagen, de udbad sig en udtalelse fra min l√¶ge, alternativet var en unders√łgelse p√• infirmeriet, det havde jeg ikke lyst til. De fik deres l√¶gelige udtalelse, og derefter gik den sag sin s√¶dvanlige gang, og en fyring af helbredsm√¶ssige √•rsager blev enden p√• den karriere.

Jeg blev IKKE afskediget fordi jeg var transseksuel, det blev ikke på noget tidspunkt bragt på bane, der var tale om en regulær afskedigelse af helbredsmæssige årsager. Men som sagt, det ville aldrig være gået.

Nu er jeg så gået i gang med at uddanne mig indenfor ældreplejen, der har det ikke den store betydning hvad du er, så længe du respektere borgerne og er villig til at give dem den omsorg der er behov for.

Som nævnt i starten, er jeg både næstformand og webmaster i Trans-Danmark, et arbejde jeg virkelig brænder for, og hvorfor så det?

Jo for det f√łrste er jeg af den overbevisning, at INTET kommer af sig selv, og da slet ikke rettigheder til minoriteter som os transpersoner, dem skal vi k√¶mpe for med n√¶b og kl√łr ad politisk vej, og det kan og vil Trans-Danmark (uanset hvad visse personer s√• m√•tte mene om den sag).

For det andet, s√• husker jeg kun alt for tydeligt hvordan jeg m√•tte lede med lys og lygte efter hj√¶lp og st√łtte, da jeg selv i sin tid sprang ud som trans. Det kan og vil jeg √¶ndre p√•, s√•ledes at intet ungt menneske beh√łver lede forg√¶ves efter informationer og nogen, at tale med om det at v√¶re trans.

Desværre er der en forfærdelig masse fnidder og ballade i transkredse, det betyder at der er en del transpersoner, som simpelthen ikke vil ind i nogen foreninger, det i sig selv er naturligvis ingen katastrofe. Men det er jo en trist udvikling, hvis de slet ikke kommer ud af skabet men blot bliver ved med at gemme sig. Vi har alle et ansvar for hvad vi siger og skriver i det offentlige rum, jeg vil ikke på NOGEN måde begrænse nogen i deres grundlovs sikrede ret til, at skrive og sige hvad de tænker og mener.

Men det ville v√¶re form√•lstjenligt, om vi kunne standse den evige “mudderkastning” som finder sted i det offentlige rum. Desv√¶rre er dette nok n√¶ppe muligt, visse selvbestaltede “orakler” synes at have sat sig som m√•l her i tilv√¶relsen, at chikanere Trans-Danmark mest muligt.

Uanset hvad vi foretager os, s√• er det forkert, eller s√•gar skadeligt!! Set ud fra disses personers synspunkt. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at de ikke bare holder b√łtte, og lader os som forening fors√łge, at arbejde p√• den m√•de vi nu g√łr. Det var noget andet, hvis disse personer meldte sig ind i foreningen og ad den vej fors√łgte, at f√• indflydelse p√• vores politik, men nej det er √•benbart mere sp√¶ndende, at sidde p√• fl√łjene og brokke sig! N√• det er jo ogs√• en form for aktivitet, og den er jo praktisk, man beh√łver end ikke bev√¶ge sig ned i et af kommunens aktivitetscentre.

Ligeledes ville det v√¶re fint, om vi kunne finde ud af, at samarbejde p√• tv√¶rs af foreningsgr√¶nser. Skal vi “overleve” som minoritet bliver vi n√łdsaget til, at bil√¶gge vore stridigheder,transvestitter og transseksuelle m√• og skal til finde ud af, at kunne opholde sig i samme rum. Kan vi ikke finde ud af dette, s√• har alt arbejde v√¶ret totalt spildt, og fremtiden for transpersoner i dette land vil se ret s√• dyster ud.

For kort tid siden, havde jeg sammen med Pia Nielsen, foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget. Det blev en meget lang og hektisk dag, med et pænt medieopbud, langt mere end vi overhoved havde forventet.

Kritiske r√łster, var jo omg√•ende fremme, og fort√¶lle at vi ikke fik noget ud af dette foretr√¶de. Det er korrekt, at der ikke blev givet nogen l√łfter (det g√łr der aldrig ved et foretr√¶de) og sidenhen har udvalgets formand da ogs√• udtalt, at han ikke vil hj√¶lpe os. Men lad os nu se hvad fremtiden den bringer, en klog mand, har engang udtalt, at det er sv√¶rt at sp√• – is√¶r om fremtiden *S*

Om ikke andet, s√• har vi da f√•et en masse omtale i medierne og dermed sat lidt fokus p√• os som minoritet. Jeg er s√• udm√¶rket klar over, at dette fokus lynhurtigt bliver flyttet, s√• derfor g√¶lder det om, at s√łrge for at vi ikke bliver glemt. I meget n√¶r fremtid, kan det meget vel t√¶nkes, at der igen kommer fokus p√• vores sag.

Jeg har overdraget stafetten til Freja Nordam.

Kh. Tina Vyum

* * *
Oversigt over stafetartikler.