Stafetten. Tina Vyum den 16. november 2008. Lad os starte fra begyndelsen.

Vist 667 gange.

Af Tina Vyum, der modtog stafetten fra Jytte Witt.

Den 30. oktober 2008 overgav Jytte Witt stafetten til mig, så nu må jeg jo “samle handsken op, og møde udfordringen”.

Hvem er jeg så? Ja langt de fleste kender mig fra foreningen Trans-Danmark, hvor jeg har været medlem siden starten. Sidenhen er jeg trådt ind i bestyrelsen, hvor jeg udfylder rollen som både næstformand og webmaster, så til tider har jeg mere end rigeligt at se til.

Men lad os starte fra begyndelsen. Jeg er født i 1960 og har haft en udmærket barndom, så det er ikke traumer fra barndommen eller andre mystiske ting der har ført til, at jeg nu lever 100 % som en kvinde. Gennem hele min barndom, benyttede jeg enhver “legal” lejlighed til, at “lege” pige, i de unge år var det sådan nogenlunde i orden med mine forældre. Men efterhånden som jeg blev ældre, så var det pludselig slet ikke længere i orden? Hvilket jeg da overhovedet ikke kunne forstå, men jeg fandt da gemmesteder til mit pigetøj, desværre fandt min mor ret ofte disse gemmesteder, og der blev en forfærdelig ballade i huset.

Men med tiden lærte jeg, at finde bedre gemmesteder, som hun ikke fandt. Det var også nødvendigt, jeg havde jo ikke uanede mængder af penge til rådighed, jeg tror jeg fik 60 kr. om måneden i lommepenge, og selv om vi er tilbage i tiden omkring 1974 – 75 stykker, så var tøj altså stadigvæk ikke gratis. Ligeledes var det heller ikke just nemt, for mig at få fat i noget nyt pigetøj, vi havde kun den lokale brugs at handle i, og alle kendte alle i den lille by, så de vidste jo så udmærket godt at jeg ikke havde nogen søskende på min egen alder, så der blev kigget og af og til stillet spørgsmål, når jeg købte pigetøj, så jeg blev verdensmester i at finde på små historier, for at forklare mit tøj indkøb, og af og til tog jeg helt til nabobyen for, at købe tøj og makeup.

Så kom tiden da jeg skulle ind til forsvaret og være soldat, det blev starten på en meget lang karriere i hæren, og samtidig også en periodisk afslutning på den tilværelse, som jeg hidtil havde ført. I en længere periode (over 5 år) levede og åndede jeg udelukkende for forsvaret, og var ganske enkelt en pestilens for de civile venner jeg havde. Så kom tiden med de første store nedskæringer i forsvaret, og jeg indså meget hurtigt, at ville jeg blive i systemet så måtte jeg forbedre mig på mange områder.

Jeg søgte og fik bevilliget et ophold på Kalø Sproghøjskole, det var et KÆMPE kulturchok for mig, en såkaldt “øjenåbner”. Jeg fandt ud af, at der rent faktisk var en verden udenfor forsvaret, og at den også kunne være interessant og spændende.

Under opholdet på Kalø, mødte jeg mange søde mennesker, og jeg fandt ud af, at det egentlig var ok at være anderledes. Da jeg var færdig på Kalø, var jeg forandret – ikke fysisk men psykisk, og jeg var så absolut IKKE længere “gift” med systemet.

Kort efter at jeg kom hjem fra Kalø mistede jeg min mor, det var et hårdt slag, da det skete meget pludselig og uden varsel. Nogen tid efter blev min enhed reduceret i styrke, og jeg blev forflyttet til det Vestlige Jylland, der trivedes jeg så absolut ikke. På dette tidspunkt var jeg så blevet klar over, at jeg var mindst lige så meget kvinde som jeg var mand, det betød at jeg af og til “luftede” skørterne… Jeg fandt MEGET hurtigt ud af, at det nok ikke lige var det bedste sted i landet, jeg der havde valgt, til at “komme ud af skabet” så jeg besluttede mig for, at holde meget lav profil, og bare passe mit arbejde.

Efter et par år i det vestjyske, fik jeg tilbudt en stilling i Fredericia, det krævede ikke mange sekunders overvejelse, at takke ja til dette tilbud, men det skulle nu vise sig, ikke at være helt nemt at slippe bort fra det Vestjyske, men efter nogen tid, og efter at have trukket i nogle “tråde”, lykkedes det så endelig, men det blev gjort HELT klart, at jeg ikke behøvede, at tænke på at søge tilbage dertil, såfremt det ikke gik i Fredericia.

Jeg flyttede til Fredericia efter endt prøvetid, og købte egen bolig der. Dette gjorde, at jeg nu havde mulighed for, at anskaffe en noget større garderobe. I takt med at min selvtillid voksede, så gjorde min kvinde garderobe ligeledes.

Nå men hidtil havde jeg jo begrænset mig til små ture til fods rundt i Fredericia og altid først efter, at det var blevet mørkt. Jeg var så småt begyndt, at spekulere lidt på om ikke der skulle være andre, der havde det på samme måde som jeg? Nu var internettet jo ikke på nogen måde udbredt og almindeligt som det er i dag, så det var noget med at købe den blå avis, og så bladre kontaktannoncerne igennem for at se om det skulle være muligt, at finde en ligesindet, hvor der ikke var noget seksuelt involveret.

Efter lang tids søgen, var der endelig gevinst- ganske vist ikke i Fredericia, men på Fyn. Nå men pyt med det, jeg fik skrevet et lille brev og af sted med det til Fyns land. Der gik en rum tid, uden at jeg hørte noget som helst, men så en dag lå der et brev fra en Gitte Paulsen. Hun skrev en masse ting, som jeg på daværende tidspunkt ikke fattede ret meget af, en masse om transvestitter og transseksuelle..?? Nå ja ja tænkte jeg bare, jeg finder nok ud af hvad det går ud på.

Jeg fik taget mig sammen til, at svare på brevet og så var den kontakt etableret. Det blev så mit første rigtige møde med transverdenen. Jeg fandt hurtig ud af hvad forskellen på transvestitter og transseksuelle var, allerede dengang var fronterne trukket op. Dog slet ikke i det omfang jeg desværre alt for ofte oplever i dag. Gitte var transseksuel og levede på fuld tid som kvinde, og gik til kontrol/samtale på Sexologisk Klinik med henblik på, at opnå tilladelse til kønsskifte. Denne tilladelse fik hun ikke, hun skaffede selv de fornødne midler og fik foretaget operationen i Thailand.

Desværre mistede jeg kontakten med hende lige omkring dette tidspunkt, senere erfarede jeg, at hun havde taget sit eget liv forholdsvis kort tid efter, at hun var kommet hjem.

Det blev jeg meget ked af, at høre men jeg kunne jo ikke gøre noget. Jeg mistede på den måde, min kontakt til transmiljøet for en længere periode, men så kom internettet jo. På et eller andet tidspunkt, fik jeg også adgang til dette nye vidunder fra min computer, og efterhånden som jeg blev fortrolig med at bruge det, så fandt jeg ud af, at der rent faktisk var mange i dette lille land, som havde det på samme måde som mig. Det var som om en helt ny verden pludselig slog dørene op for mig, nu kunne jeg pludselig finde en masse informationer samt nogen at snakke med om tingene.

Med tiden fik jeg etableret kontakt til nogle mennesker i København, vi chattede jo lystigt sammen. En dag blev vi enige om, at jeg skulle komme til København og besøge dem, når jeg havde tid og råd. Som sagt så gjort, vi fik aftalt dato samt tid og sted, så var der jo lige det der med, hvordan man så ud? Og om jeg kom omklædt, lød spørgsmålet. Omklædt. Hele vejen fra Fredericia med tog til København!!! De måtte saftsuse mig have slugt et eller andet… Jeg skulle aldeles IKKE nyde noget af, at tage toget helt derover omklædt, hidtil havde jeg kun lige haft mod til at tage toget til Vejle ved højlys dag, for så at tage med næste tog hjem igen og så skynde mig hjem, gennemblødt af sved.

Nå men på en eller anden måde, fik de mig jo overtalt til at gøre forsøget, jeg fik bestilt plads og købt billet således, at alt var i orden til min rejse. Natten før jeg skulle af sted, erindre jeg med gru, søvn fik jeg ikke meget af, jeg var sikker på, at jeg ville blive totalt til grin i hele toget. Det blev morgen og jeg fik mig gjort færdig, rystende af skræk bevægede jeg mig over på banegården og op til perronen hvorfra toget skulle afgå.

Men ak og ve, DSB havde åbenbart besluttet sig for, at udsætte mig for alverdens prøvelser. Toget kom ganske vist til tiden, men det var mig totalt umuligt, at finde en togvogn der matchede nummeret på min pladsbillet. Jeg må jo have set rimelig forvirret og hjælpeløs ud, pludselig kom en DSB mand hen til mig, og sagde “De ser mig noget forvirret ud, lille frue?” Tak skæbne tænkte jeg, hvad skal jeg nu gøre? Nå men jeg fik da fundet en rimelig lys stemme frem, og fremstammet, at jeg ikke kunne finde den rigtige vogn. Det vidste sig hurtigt, at det bare var DSB, der for gud ved hvilken gang, havde kludret med vognnumrene. Problemet var løst, og jeg fik fundet min plads.

Jeg så mig forsigtigt om i toget, men det virkede ikke som om nogen havde lagt mærke til mig. Jeg faldt til ro, og resten af turen forløb uden problemer. Mit besøg i København forløb ligeledes rigtig godt, men som altid når man hygger sig i selskab med gode venner, så flyver tiden af sted. Jeg skulle jo også hjem igen, men kom altså for sent til det tog jeg havde reserveret plads i. Nå ulykken var så ikke større, end at der jo gik et tog en time senere.

Dette betød jo så desværre, at jeg skulle vente en HEL TIME inde på Hovedbanegården. Tak skæbne hvor var jeg nervøs, anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Gemme mig kunne jeg jo ikke, men jeg turde næsten heller ikke blive stående på samme sted hele tiden, for tænk om der nu var nogen der talte til mig…

Nå men på en eller anden måde lykkedes det mig, at overleve ventetiden. Jeg fandt toget til Fredericia og fik mig sat godt til rette, ville egentlig bare lægge mig til at sove, det havde jo været en meget lang dag og jeg var ved at være godt brugt. Men netop som jeg var ved at falde i søvn, kommer et ungt selskab ind i kupéen og sætter sig i stolegruppen skråt overfor mig. De unge mennesker var alt andet end ædru, nå tænkte jeg, du ignorere dem bare så lader de nok dig være i fred, men ak nej så nemt gik det ikke.

Jeg kunne mærke, at kvinden i selskabet blev ved med, at stirre på mig hvilket selvfølgelig var rimelig ubehageligt. Jeg forsøgte efter bedste evne, ikke at lade mig mærke med noget, men nej den gik ikke, pludselig siger hun MEGET højt, “det der” og så pegede hun over på mig, “det er en TRANS!!” Jeg kan dårlig nok beskrive hvad jeg tænkte i dette øjeblik, og da slet ikke sige, hvor jeg ønskede den dumme kælling hen. Nå men jeg fik samlet mod sammen til, at svare igen: “Ja jeg er trans, har du nogen problemer med det?” Det havde hun så absolut ikke og mente så, at jeg skulle sætte mig over til dem og få en bajer!! Jeg satte mig derovre, men undlod klogelig, at drikke øl (jeg var så træt, så jeg var bange for, at falde i søvn) vi fik sludderet om løst og fast og så skulle de så af. Lige inden de gik, gav hun mig sin billet, på bagsiden havde hun skrevet sin e-mail adresse ned (hun må åbenbart have spillet mere fuld, end hun egentlig var) og sagde, at jeg jo bare kunne skrive til hende hvis jeg turde.

Se den tur havde jo givet mig en masse selvtillid, så naturligvis skrev jeg en mail til hende og takkede for godt og hyggeligt selskab i toget til Jylland. Det blev starten på et godt og meget tæt venskab, som består den dag i dag.

Lotte som hun hedder, har en stor del af æren for, at jeg er nået dertil hvor jeg er nu. Det er så absolut IKKE forløbet uden diskussioner og sure miner fra min side, men på nogen områder har jeg måtte give hende ret.

Efterhånden som jeg blev ældre, voksede min forvirring, Jeg søgte mere og længere ind i det kvindelig univers. Det kunne ikke undgås, at mine kollegaer i forsvaret bemærkede noget, og i den verden spredes rygterne hurtigere end en steppebrand og det at være “anderledes”, det er ikke velset i dette MEGET stivnakkede og fordomsfulde system.

Jeg knækkede til sidst psykisk og gik ned med en svær og langvarig depression. En svær depression kan man ikke komme ud af uden hjælp, jeg fik taget mig sammen til, at forklare min læge hvordan tingene de hang sammen. Min læge gjorde hvad han kunne for, at hjælpe mig videre, men det var ikke ligefrem hans speciale, så han sendte mig videre i systemet.

Jeg havnede så hos en psykiater, som kort og godt forklarede mig, at jeg måtte træffe et valg. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde to køn i mig og på dette tidspunkt foregik der en kamp inde i mig, om hvilket køn der skulle være det dominerende, og det kunne jeg ikke håndtere rent psykisk. Så hvis han skulle hjælpe mig, så måtte jeg beslutte en gang for alle, hvilket køn jeg ville leve som. Det var jo noget af en beslutning, at skulle tage sådan mere eller mindre på stående fod.

Jeg gik hjem og satte mig til at tænke, gode og nære venner blev kontaktet og bedt om hjælp. På en ene side, var jeg godt klar over, at jeg ikke på nogen måde kunne fortsætte med at leve på den måde som jeg gjorde nu. Ja at leve var måske så som så, jeg befandt mig i en konstant gråzone, intet smagte af noget, jeg følte ingen glæde ved livet og var tæt på at gøre en ende på det. Alting blev dulmet af en høj dosis lykkepiller. Men på den anden side, vidste jeg jo, at det ville blive en svær kamp såfremt jeg besluttede mig for, at smide manden væk og lade kvinden få overtaget. Men for mine nærmeste venner var der ingen tvivl, så efter lang tids overvejelse traf jeg en beslutning, en beslutning der for stedse kom til at vende op og ned på min tilværelse.

Jeg vendte tilbage til min psykiater, men denne gang var det som kvinde. Jeg havde nu besluttet mig for, at leve som en kvinde. Nu var der så lige det med navnet, det kunne man jo så ikke bare lige skifte. Det kom der så også en løsning på, man kunne jo bare tage et navn fra den kønsneutrale liste, og så lige vælge et kvindenavn som mellemnavn. Som sagt så gjort, nu er der nok et par stykker, der omgående vil komme med diverse paragraffer og lovtekster og sige at man jo ikke må “bortkaste sit fornavn og så bare anvende sit mellemnavn” selvfølgelig har de ret i det, men brug nu alle de der lovtekster og paragraffer som optændingspapir i kakkelovnen, det kan godt være loven siger dit og dat, men virkeligheden ude i samfundet er heldigvis en helt anden.

Jeg har ikke oplevet problemer med, at få diverse institutioner til, at undlade at bruge mit egentlige fornavn og i stedet anvende mit mellemnavn, så det kan altså også lade sig gøre.

Nu stod det jo rimelig klart, at en fremtid i det danske forsvar var udelukket, jeg ville aldrig blive accepteret, og en række mindre skavanker var i mellemtiden dukket op. Et enkelt møde ved regimentet, afgjorde mere eller mindre sagen, de udbad sig en udtalelse fra min læge, alternativet var en undersøgelse på infirmeriet, det havde jeg ikke lyst til. De fik deres lægelige udtalelse, og derefter gik den sag sin sædvanlige gang, og en fyring af helbredsmæssige årsager blev enden på den karriere.

Jeg blev IKKE afskediget fordi jeg var transseksuel, det blev ikke på noget tidspunkt bragt på bane, der var tale om en regulær afskedigelse af helbredsmæssige årsager. Men som sagt, det ville aldrig være gået.

Nu er jeg så gået i gang med at uddanne mig indenfor ældreplejen, der har det ikke den store betydning hvad du er, så længe du respektere borgerne og er villig til at give dem den omsorg der er behov for.

Som nævnt i starten, er jeg både næstformand og webmaster i Trans-Danmark, et arbejde jeg virkelig brænder for, og hvorfor så det?

Jo for det første er jeg af den overbevisning, at INTET kommer af sig selv, og da slet ikke rettigheder til minoriteter som os transpersoner, dem skal vi kæmpe for med næb og klør ad politisk vej, og det kan og vil Trans-Danmark (uanset hvad visse personer så måtte mene om den sag).

For det andet, så husker jeg kun alt for tydeligt hvordan jeg måtte lede med lys og lygte efter hjælp og støtte, da jeg selv i sin tid sprang ud som trans. Det kan og vil jeg ændre på, således at intet ungt menneske behøver lede forgæves efter informationer og nogen, at tale med om det at være trans.

Desværre er der en forfærdelig masse fnidder og ballade i transkredse, det betyder at der er en del transpersoner, som simpelthen ikke vil ind i nogen foreninger, det i sig selv er naturligvis ingen katastrofe. Men det er jo en trist udvikling, hvis de slet ikke kommer ud af skabet men blot bliver ved med at gemme sig. Vi har alle et ansvar for hvad vi siger og skriver i det offentlige rum, jeg vil ikke på NOGEN måde begrænse nogen i deres grundlovs sikrede ret til, at skrive og sige hvad de tænker og mener.

Men det ville være formålstjenligt, om vi kunne standse den evige “mudderkastning” som finder sted i det offentlige rum. Desværre er dette nok næppe muligt, visse selvbestaltede “orakler” synes at have sat sig som mål her i tilværelsen, at chikanere Trans-Danmark mest muligt.

Uanset hvad vi foretager os, så er det forkert, eller sågar skadeligt!! Set ud fra disses personers synspunkt. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at de ikke bare holder bøtte, og lader os som forening forsøge, at arbejde på den måde vi nu gør. Det var noget andet, hvis disse personer meldte sig ind i foreningen og ad den vej forsøgte, at få indflydelse på vores politik, men nej det er åbenbart mere spændende, at sidde på fløjene og brokke sig! Nå det er jo også en form for aktivitet, og den er jo praktisk, man behøver end ikke bevæge sig ned i et af kommunens aktivitetscentre.

Ligeledes ville det være fint, om vi kunne finde ud af, at samarbejde på tværs af foreningsgrænser. Skal vi “overleve” som minoritet bliver vi nødsaget til, at bilægge vore stridigheder,transvestitter og transseksuelle må og skal til finde ud af, at kunne opholde sig i samme rum. Kan vi ikke finde ud af dette, så har alt arbejde været totalt spildt, og fremtiden for transpersoner i dette land vil se ret så dyster ud.

For kort tid siden, havde jeg sammen med Pia Nielsen, foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget. Det blev en meget lang og hektisk dag, med et pænt medieopbud, langt mere end vi overhoved havde forventet.

Kritiske røster, var jo omgående fremme, og fortælle at vi ikke fik noget ud af dette foretræde. Det er korrekt, at der ikke blev givet nogen løfter (det gør der aldrig ved et foretræde) og sidenhen har udvalgets formand da også udtalt, at han ikke vil hjælpe os. Men lad os nu se hvad fremtiden den bringer, en klog mand, har engang udtalt, at det er svært at spå – især om fremtiden *S*

Om ikke andet, så har vi da fået en masse omtale i medierne og dermed sat lidt fokus på os som minoritet. Jeg er så udmærket klar over, at dette fokus lynhurtigt bliver flyttet, så derfor gælder det om, at sørge for at vi ikke bliver glemt. I meget nær fremtid, kan det meget vel tænkes, at der igen kommer fokus på vores sag.

Jeg har overdraget stafetten til Freja Nordam.

Kh. Tina Vyum

* * *
Oversigt over stafetartikler.