Susanne Selmer. Biografisk artikel.

Vist 1.594 gange.

Af Susanne Selmer den 5. juni 2011.
Hvem er Susanne Selmer?
En stor del af det, vi kalder “transverdenen” bestÃ¥r i realiteten i, at vi hver især sidder bag computerskærmen og skriver indlæg pÃ¥ et forum og pÃ¥ den mÃ¥de kommunikerer med hinanden. Og kun de færreste af os kender hinanden pÃ¥ et mere socialt plan. Derfor kan der være behov for, at vi fortæller lidt mere om os selv for, at vi pÃ¥ den mÃ¥de kan lære hinanden bedre at kende. I cyberspace, ganske vist, men alligevel.

Tillad mig derfor at præsentere mig selv
Mit navn er – efter otte mÃ¥neders tovtrækkeri med det danske bureaukratiske system – Susanne Jespersen Selmer.
Jeg er uddannet kørelærer til små og store biler og vogntog, faglærer i transportuddannelserne, uddannet køreprøvesagkyndig og har en pædagogisk uddannelse som voksenunderviser. Desuden har jeg en fortid som linjeofficer i Forsvaret med titel af premierløjtnant.

Jeg hører til pÃ¥ en nedlagt landejendom lidt nordøst for Varde i Vestjylland, hvor jeg bruger en stor del af min fritid pÃ¥ at vedligeholde og modernisere bygningerne og pÃ¥ at passe min lille have pÃ¥ 25.810 kvadratmeter. Mit hjem repræsenterer nogle af de værdier i livet, som jeg sætter overordentlig stor pris pÃ¥. Der er ro og fred, kun afbrudt af fuglenes kvidren, og jeg nyder øjeblikket, nÃ¥r et rÃ¥dyr adstadigt spankulerer tværs over græsplænen lige uden for vinduet. At sÃ¥ bæstet – uden at spørge om lov – æder den issalat, jeg skulle have haft pÃ¥ mit middagsbord, er der nok ikke sÃ¥ meget at gøre ved.

I forbindelse med renovering af ejendommen er der nogle overleveringer fra min fortid, som jeg nok aldrig slipper helt af med: Jeg er min egen tømrer og murer og ret fiks pÃ¥ fingrene. Jeg er kreativ og har evnen til at se det færdige resultat af et projekt for mit indre blik allerede inden, jeg gÃ¥r i gang. Og sÃ¥ er jeg meget glad for min gamle Fordson Major, som dels er uundværlig pÃ¥ en bondegÃ¥rd, dels – indrømmet – et herligt stykke legetøj.

Jeg er desuden meget optaget af min helt store lidenskab, fra jeg var ni Ã¥r gammel: Stortrampolin. Det er den sjoveste sport, der findes. Jeg har i 1976 – 78 været danmarksmester i trampolinspring, og jeg kan altsÃ¥ fortsat – i en alder af 49 Ã¥r – springe seks meter i vejret i en trampolin. Jeg er nu træner for tre hold trampolinspringere i Outrup og Nordenskov nær Varde og har i den forbindelse sammen med “mine unger” deltaget i adskillige opvisninger under DGI og i lokalforeningerne. Vi høster stor anerkendelse for vores program, hvor jeg – udstyret med headsæt – fortæller tilskuerne, hvad trampolinspring gÃ¥r ud pÃ¥ samtidigt med, at jeg tager imod springerne i trampolinen. Jeg bliver nok aldrig for gammel til at lege, og jeg har pÃ¥ trampolinholdene introduceret kænguruen Vins, som ungerne elsker, og som bare SKAL med, nÃ¥r vi tager til opvisning.

I forbindelse med mit virke som instruktør er jeg for nyligt kommet ind som medlem af et gymnastikudvalg som sekretær og jeg sidder i bestyrelsen for Jysk Trampolin Sammenslutning, ligeledes som sekretær.

Endeligt dyrker jeg min anden store passion, som jeg har haft, fra jeg var otte Ã¥r: Jeg spiller klaver og keyboards og er i den forbindelse pianist i koret “Gospell By Choice”, som er en del af Baptistkirken i Esbjerg. Dette kor har været mig til stor hjælp i min udvikling de seneste par Ã¥r, jeg skylder medlemmerne i koret en stor tak for deres støtte. Jeg har i mine unge dage været “udfarende musiker” til fester, hvor jeg spillede “suppe-steg-og-is-musik”. Det kunne jeg sÃ¥mænd ogsÃ¥ gøre i dag, men der er ikke rigtigt nogen i næromrÃ¥det, som har opdaget den side af mig endnu.

Udspring – uden sikkerhedsudstyr
Jeg har – som sÃ¥ mange andre – i den første del af mit liv forsøgt af al magt at leve op til de forventninger, man stiller til en person, som af en jordemoder er udnævnt til dreng. Jeg har forsøgt mig som den lykkelige familiefar og har i den forbindelse de to dejligste unger i verden. Som – i parentes bemærket – lykkeligvis har accepteret deres far i ny indpakning.
Men efterhånden, som tiden skred frem, blev jeg mere og mere indadvendt, uomgængelig og måske ligefrem lidt aggressiv, og i 2002 måtte der ske et brud med den fortid, som jeg alligevel ikke havde haft det godt med. Da gik det op for mig, at jeg i virkeligheden altid har haft en kvinde indeni, som er blevet holdt tilbage af hensyn til alle andre end mig. Hvem sagde kvindeundertrykkelse?
Jeg havde en lang periode, hvor den kvinde, som nu ubetinget ville ud af sit livslange fængsel, kæmpede med skammen og skyldfølelsen og med frygten for omverdenens fordømmelse, men efter godt to år måtte fornuften give fortabt til længslen efter et bedre liv.
Susanne var en realitet. Jeg gik af egen drift i gang med en hormonbehandling, ordineret og kontrolleret af en gynækolog i Østjylland. Og jeg gik i gang med grundige studier af den kvindelige adfærd sådan, at jeg, når jeg en dag skulle tage mig sammen til at gå ud i verden, kunne optræde overbevisende som kvinde. Det var faktisk ikke så svært, mine kvindelige sider har jo altid været der. Det svære bestod i at give omgivelserne tid til at vænne sig til Susanne.
Og miraklet skete! PÃ¥ mindre end et Ã¥r blev jeg i nærmiljøet, hos familien og pÃ¥ arbejdspladsen accepteret og tilgÃ¥et som den kvinde, jeg er. Jeg har fÃ¥et et vidunderligt liv, hvor jeg nyder respekt, forstÃ¥else og fortrolighed fra alle sider. Jeg har – med undtagelse af én enkelt person – aldrig oplevet væsentlig modstand eller afstandtagen. Det kan have noget at gøre med, at jeg er meget Ã¥ben omkring mig selv og min situation – og sÃ¥ har jeg ogsÃ¥ fÃ¥et lidt hjælp fra Jyske Vestkysten via et par artikler om Susanne. Herovre vestpÃ¥ kommer vi nemlig hinanden ved.

Og i løbet af dette ene Ã¥r har jeg oplevet, at jeg af personer, som ikke kender mig i forvejen, uden forbehold bliver opfattet som kvinde. Jeg har oplevet, at jeg under et besøg pÃ¥ en nærliggende skole i anledning af det landsdækkende projekt “køn”, af en skolelærer blev spurgt, om jeg var Kathrines mor. Det mÃ¥tte jeg jo svare nej til. Jeg ville faktisk gerne have set hendes ansigt, nÃ¥r den rette sammenhæng gik op for hende. Og jeg har oplevet en herre i en butik, som var mere end almindeligt interesseret i min ægteskabelige status. Det KAN lade sig gøre. Og jeg mÃ¥ indrømme, at jeg ogsÃ¥ gennem det seneste Ã¥rs tid er begyndt at se pÃ¥ hankøn med helt andre briller.

Personligheden Susanne
Jeg vil tillade mig at beskrive mig selv som en udadvendt og velafbalanceret personlighed med et udpræget humoristisk livssyn. Jeg har bevaret evnen til at servere en kvik bemærkning, og jeg vil gerne give og modtage lidt godmodigt drilleri. Livet er for kort til surmuleri.

Men min personlighed har ændret sig meget. Mine nære venner giver udtryk for, at jeg er blevet meget omgængelig, i balance med mig selv, og min lidt aggressive adfærd er nu helt forsvundet. Jeg har oplevet mange konfliktsituationer i forbindelse med mit arbejde, og er blevet klar over, at jeg nu reagerer helt anderledes roligt og besindigt, set i forhold til for blot fem år siden.
Jeg kan dog godt skære igennem og i meget klart sprog give udtryk for min holdning til et emne, men sÃ¥ har jeg i givet fald gjort “hjemmearbejdet” i forvejen. Jeg har helt klare holdninger til de fleste af livets problemstillinger, men er ogsÃ¥ i besiddelse af visse diplomatiske evner, sandsynligvis som følge af mine erfaringer fra fagskolerne.
Jeg er målrettet i forhold til de opgaver, jeg får tildelt, og tænker som regel over mulige løsninger, før jeg handler. Jeg ser mig selv som en dygtig planlægger og er forudseende i mine løsninger af opgaverne. Endeligt kan jeg godt overskue flere opgaver samtidigt.

Curriculum vitae
Jeg afsluttede min skoletid med en studentereksamen i Haslev på Sjælland i 1981, hvorefter jeg søgte optagelse på reserveofficersuddannelsen i Forsvaret.
Denne uddannelse og den efterfølgende praktik gennemførte jeg i perioden 1982 til 1984 i Sønderborg, i Varde og sidst ved det, der dengang hed Nørrejyske Artilleriregiment i Skive, hvorefter jeg blev optaget på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot.
1984 til 1987 gennemførte jeg Forsvarets lederuddannelse, som blandt andet indeholder en pædagogisk og en psykologisk uddannelse, og kunne herefter kalde mig premierløjtnant. Som sådan virkede jeg frem til 1992 ved det daværende Sønderjyske Artilleriregiment i Varde.
I min tid som officer i Forsvaret har jeg sprunget faldskærm, gennemført et patruljekursus ved Forsvarets Jægerkorps i Aalborg, gennemført sprængningsuddannelse ved Ingeniørkorpset i Farum og deltaget i adskillige udmattende feltøvelser. Jeg har været presset til kanten af min psykiske ydeevne og kender dermed mig selv bedre end de fleste, og gennem den psykologiske uddannelse har jeg lagt grunden til et rigtig godt menneskekendskab.
Sideløbende med mit virke som officer gennemførte jeg i 1990 til 1992 en uddannelse som kørelærer, og efter bestået eksamen fik jeg orlov fra Forsvaret og havde frem til 1995 min egen køreskole som selvstændig. I denne periode var jeg medstifter af og formand for en Erhvervsforening, som efterhånden talte 43 små og store virksomheder.
Af flere grunde nedlagde jeg i 1995 køreskolen og blev ansat som kørelærer på Forsvarets Køreskole i Varde, hvor jeg havde 10 rigtigt gode år, indtil køreskolen i 2005 måtte nedlægges som følge af nedskæringer.
Efter nogle korte perioder som murer- og tømrermedhjælper og som kranchauffør ved et kran- og baksefirma i Esbjerg blev jeg ansat som chaufførfaglærer, først ved EUC Lillebælt og senere ved Uddannelsescenter Holstebro. Arbejdet som faglærer har givet mig mange gode kompetencer, herunder en rigtig god kontakt til unge mennesker.

Vil du vide mere?
Med denne lille selvbiografi håber jeg, at du som læser har lært mig lidt bedre at kende. Og har du lyst til at læse mere om mig og mine tanker, kan du hoppe over på min hjemmeside www.susselmer.dk

Susanne.