TiD’s besøg den 4. september 2021 i Riddersalen for at se “Jeg er min egen kone” af Jette Clemmensen.

Vist 126 gange.

Af Jette Clemmensen.

Lørdag den 4. september 2021 var vi 7 piger fra TiD, som var pÃ¥ tur til Riddersalen, hvor vi sammen skulle se, eller gense forestillingen “Jeg er min egen kone“.

Inden forestillingen havde vi glædet os til at indtage et let mÃ¥ltid pÃ¥ Restaurant Allégade 10. Det gjorde vi sÃ¥. Selvom kalenderen melder, at det er efterÃ¥r, fortsætter de pÃ¥ restauranten ufortrødent med udelukkende at holde grillaften – spis hvad du vil, for en ikke ubetydelig pris.
Ikke alle deltagere var klædt på til at gennemføre en grillaften i det fri, så vi søgte inden for, hvor vi blev placeret umiddelbart foran baren. Det plejer ikke at være det værste sted, man kan sidde, men i dette tilfælde viste det sig at være et støjhelvede. Der var et rend af tjenere og opvaskeren var placeret lige bar baren uden nogen form for støjafskærmning.
Men vi blev mætte, og havde nu en halv times tid til at fÃ¥ styr pÃ¥ hørelsen, inden vi skulle være i Riddersalen for at se teaterstykket “Jeg er min egen kone“.

Præcis kl. 20:00 sad vi på de usandsynligt ukomfortable bænke, de har i Riddersalen fra række 8 og opefter.
Og tæppet gik…

Skuespilleren Jakob Højlev Jørgensen leverede en formidabel skuespillerpræstation, da han pÃ¥ blot 100 minutter spiller 35 forskellige karakterer i forestillingen “Jeg er min egen kone“.
På blot 1 time og 40 minutter skildrer Jakob Højlev Jørgensen drengen Lothars livshistorie. Lothar levede fra han var ca. 15 år som transvestit. I dag vil vi nok ikke kalde Lothar, som levede under pseudonymet Charlotte von Mahlsdorf, for transvestit, men nærmere for transkønnet. Det er dejligt, at de i stykket ikke er bukket under for nutidens betegnelser, men er tro mod det sprogbrug, der brugtes dengang Charlotte von Mahlsdorf levede.

Jakob Højlev Jørgensen fortjener også kæmpe ros for selv at have oversat Doug Wrights teaterstykke, som oprindelig blev til efter Dougs samtaler med Charlotte. Disse samtaler fandt sted mellem 1992 og frem til Charlottes død i 2002.

Det er et absolut seværdigt stykke, men det er rigtig godt at sætte sig ind i handlingen inden tæppet går.

Der må og skal også lyde en kæmpe ros til Rasmus N. Jørgensen, som på mesterlig vis styrer lys og lyd med fast hånd og perfekt timing.

TAK for en god oplevelse.
Jette Clemmensen.