Tina Thranesens “biografi”. Ajourf√łrt senest den 14. januar 2008.

Vist 3.489 gange.
Af Tina Thranesen.
Tiden g√•r, og jeg er ikke ung mere. Hovedparten af mit liv ligger bag mig. Det er naturens orden. Men ind imellem, n√•r tankerne g√•r tilbage, kan jeg godt √łnske mig, at jeg v√¶sentligt tidligere i mit liv havde haft st√łrre viden om k√łnsidentitet, transvestisme og transseksualisme. Havde jeg haft den viden, s√• var mit liv blevet et andet – tror jeg; jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed. Det g√łr for s√• vidt heller ikke noget, da jeg i det store og hele har haft et godt liv og er ganske tilfreds, som jeg har det i dag.
Men n√•r tankerne nu g√•r tilbage, s√• lad mig benytte lejligheden til at fort√¶lle om “min anden identitet” – min identitet som Tina Thranesen og om, hvordan den har udviklet sig gennem √•rene.

I 1948 blev jeg f√łdt i en mindre stationsby. Min opv√¶kst er der s√•m√¶nd ikke s√• meget at sige til. Jeg gik i skole. Var besk√¶ftiget med fritidsaktiviteter som de fleste andre drenge. Efter skoletid kom jeg i l√¶re som h√•ndv√¶rker og aftjente derefter min v√¶rnepligt i milit√¶ret.
Som 19 √•rig flyttede jeg hjemmefra. I 1969 flyttede jeg til K√łbenhavn. I f√łrste omgang pga. milit√¶rtjenesten, men blev efter hjemsendelsen boende i K√łbenhavn. Siden flyttede jeg til en stor Sj√¶llandsk k√łbstad.

Min f√łrste erindring om, at jeg gerne ville v√¶re en pige ligger tilbage til sommeren 1955. Jeg gik i f√łrste klasse og var p√• vej hjem fra skole sammen med et par andre drenge fra klassen. Pludselig bem√¶rkede jeg en gammel kone og en ung kvinde foran os. Den unge kvinde havde sin ene arm ligesom lidt st√łttende under den gamle kones arm. Min tanke var, at det var en bedstemor og hendes barnebarn.
Den gamle kone var kl√¶dt i sort frakke, der n√•ede n√¶sten ned til anklerne, en lille sort hat og nogle sorte sko. Hun st√łttede sig ogs√• til en stok med venstre h√•nd.
Den unge kvinde var klædt i en lys sommerkjole, der nåede til lidt under knæene. Hun var slank, havde lyst hår og lyse sko. Hun var smal om livet.
Flere detaljer husker jeg ikke om dem.
Men billedet af dem står mejslet i min erindring. Og jeg husker tydeligt tanken, som for gennem mit hoved. Hvor ville jeg gerne være den unge kvinde Рikke den gamle kone Рhun var for trist at se på.

Tanken om at v√¶re en pige, ja m√•ske snarere √łnsket om det, kom igen og igen gennem skolealderen.
I sidste halvdel af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne gik alle pigerne i kjole – sommer og vinter. Det var f√łrst ind i begyndelsen af 1960’erne, at pigerne begyndte at g√• i lange bukser, eller slacks, som de hed – smalle bukser med en strop ned under foden. Jo – der har v√¶ret tidligere perioder, hvor piger/kvinder ogs√• gik i lange bukser.
Om vinteren havde pigerne tykke str√łmper p√• – ofte h√•ndstrikkede og ikke s√¶rlig kl√¶delige, men fornuftige for at holde varmen.
Men om sommeren havde de tyndere str√łmper p√• og ofte korte str√łmper, som kun n√•ede til under kn√¶ene.
Da pigerne n√•ede op omkring ti √•rs alderen, begyndte de at g√• i nylonstr√łmper. Det skal erindres, at nylonstr√łmper i mange √•r efter Anden Verdenskrig var temmelig dyre, s√• det har nok ogs√• spillet en rolle.
Og da pigerne n√•ede alderen, hvor de begyndte at g√• med bh, kredsede mine tanker ofte om, hvordan det m√•tte f√łles at have bryster og g√• med bh.
Min interesse for mit eget t√łj var minimal, men min misundelse mod pigerne for det t√łj, de gik i, var stor.

Det var derfor min mors t√łj, det “gik ud over”, for jeg m√•tte jo pr√łve at have nylonstr√łmer, bh og kjole p√•.
Det var sv√¶rt at finde lejlighed til det, men fornemmelsen var s√• sk√łn, at det blev gentaget, straks lejligheden var til stede.
Det er sv√¶rt at beskrive enkelte dele af fornemmelsen, men helheden ved at have nylonstr√łmper p√•, en bh godt udfyldt med et par sammenrullede sokker og en kjole p√• var n√¶rmest ubeskrivelig. Fornemmelsen ved at snurre rundt og f√• den vide nederdel til at folde sig ud, var vidunderlig, men ogs√• den stramme nederdel, hvor jeg kunne m√¶rke den stramme mod mine ben, n√•r jeg gik. Og s√• havde min mor et par sko med stileth√¶le. Da jeg var omkring tolv, tretten √•r passede de mig perfekt. Men ogs√• hendes √łrenringe med clips blev pr√łvet. Det var alt i alt en vidunderlig f√łlelse.

Jeg erindrer en episode i en skoforretning fra tiden omkring sjette, syvende klasse.
Sammen med min mor var jeg i forretningen, da jeg havde brug for et par nye sko. I forretningen var også en jævnaldrende pige Рligeledes sammen med sin mor. Aldrig har jeg været så længe om at bestemme mig for et par sko. Udvalget var meget lille. Reelt var der vel kun tre, fire modeller at vælge imellem.
Men for pigen var det anderledes. Og s√• var der stor uenighed pigen og hendes mor imellem. Pigen ville have et par med tynde, lidt h√łje h√¶le. Men moderen insisterede p√• et par fornuftige flade sko. M√łdre!!
Jeg havde ondt af pigen og var samtidig misundelig p√• hende, og s√• n√łd jeg synet af hende, medens hun pr√łvede skoene med de tynde lidt h√łje h√¶le. Hvor ville jeg gerne selv have et par med tynde h√łje h√¶le.
Hendes mor fik selvf√łlgelig sin vilje. Og f√łrst da fik jeg bestemt mig for hvilken sko, jeg syntes bedst om.

I skoletiden kom den tid, hvor “franske postkort” dukkede op – eller hvor vi blev interesserede i dem og syntes, at de var fr√¶kke og sp√¶ndende.
Ofte blev s√•danne billeder diskret sendt rundt i klassen. Der blev fniset meget over billederne. De var nu ikke – set med nutidens √łjne – s√¶rligt fr√¶kke. Det var billeder af letp√•kl√¶dte kvinder, som mere antydede end viste noget. Bh’er og trusser i sort, r√łdt og bl√•t med blonder, sorte nylonstr√łmper med et stykke med bart og s√• sko med h√łje h√¶le. Den sparsomme p√•kl√¶dning kunne n√¶sten tage pusten fra os.
Vi fniste alle over billederne, men i mit indre √łnskede jeg selv at v√¶re if√łrt s√•danne fr√¶kke ting.

Da jeg blev nogle √•r √¶ldre – vel omkring de fjorten, femten √•r var kvindemoden sk√łn. Den vekslede mellem glatte stramme nederdele og vide med strutsk√łrter under, s√• nederdelen stod i et brus om pigerne. Og i ganske mange √•r var stileth√¶le p√• mode.

Tre “billeder” st√•r s√¶rligt mejslet i min erindring.
Det ene var en s√łndag formiddag, hvor jeg s√• en af de store piger. Hun var nogle √•r √¶ldre end jeg og vel omkring atten, nitten √•r. Hun spadserede hen af vejen, hvor jeg boede. Hun var if√łrt en ensfarvet lysebl√• kjole med strutsk√łrter og lysebl√• sko med tynde stileth√¶le. Uhh – hvor var hun l√¶kker. Jeg fulgte hende med √łjnene og n√łd med misundelse synet.
Det andet var en noget √¶ldre kvinde – ja i mine drenge√łjne. Hun har vel v√¶ret omkring 30 √•r. Hun spadserede hen ad vejen i lange bukser og sko med h√łje stileth√¶le. Den gang var det ved at v√¶re almindeligt, at kvinder havde lange bukser p√•, men s√• sandelig ikke sammen med stileth√¶le. Jeg var n√¶sten √•ndel√łs og gik langsomt bag hende, til hun n√•ede hjem.
Det tredje billede var et, som gentog sig flere gange. I byens boghandel var ansat to unge kvinder. De var vel i sidste halvdel af tyverne. De var begge if√łrt hvide skjortebluser og en sort glat nederdel og sko med stileth√¶le. Ofte stod jeg og kiggede p√• vinduesudstillingen i h√•b om at f√• et glimt af dem.

Hjemme holdt vi Familie Journalen. Det var i flere √•r mest tegneserierne, som jeg l√¶ste. Is√¶r “Willy p√• eventyr”. Men bladet blev efterh√•nden flittigt gennemg√•et, for her var det muligt at se billeder af den nyeste kvindemode.
Og s√• var der postordrekataloget fra Dahls Varehus. Det var enormt sp√¶ndende. Der var der bh’er, korsetter, trusser, kjoler, nederdele, str√łmper og sko i massevis.
Ofte slog jeg ogs√• en tur rundt om byens manufakturforretninger og skoforretninger. I udstillingsvinduerne var der jo b√•de bh’er, korsetter, kjoler, nederdele, handsker, hatte og sko. Mangen en gang har jeg studeret udstillingerne s√• n√łje, at jeg i mit indre kunne genkalde mig dem – ja, jeg kan s√•m√¶nd stadig se dem for mig.

Et par enkelte gange lykkedes det mig at blive helt omklædt.
Det skete jo, at familien var inviteret til aftenkaffe hos bekendte. Det var ikke vellidt, når jeg ikke tog med. Men det hændte, at jeg kunne undskylde mig med, at jeg havde mange skolelektier for, som jeg skulle have ordnet.
Ikke s√• snart var familien ude af d√łren, f√łr jeg begyndte omkl√¶dningen. Hofteholder, str√łmper, en bh udfyldt med hver sin af mine sammenrullede str√łmper, en kjole og s√• min mors sko med ca. 10 cm. h√łje stileth√¶le. Til sidst et t√łrkl√¶de om hovedet.

Med vore dages megen debat om muslimske kvinders brug af t√łrkl√¶de, er det n√¶sten n√łdvendigt at forklare dette med t√łrkl√¶det lidt n√¶rmere.
T√łrkl√¶det var alene et tilbeh√łr til udend√łrs brug. Der var intet religi√łst eller kulturelt endsige undertrykkende i det. Det var moden i mange √•r.
T√łrkl√¶det var et stort firkantet stykke stof, der blev foldet, s√• det blev trekantet, og det blev brugt til at holde frisuren p√• plads mod vind og for at varme lidt p√• √łrene om vinteren. Det fandtes b√•de i tykke uldne og lette tynde stoffer, ensfarvet, kul√łrt og m√łnstret.

Et par gange tog jeg mod til mig og gik ud. Spadserede et stykke ud af vejen og tilbage igen.
Hjertet dunkede i livet p√• mig. Og kom der en bil k√łrende, s√• var jeg lige ved at springe ned i vejgr√łften. (Vi boede i udkanten af byen).
De gange, jeg vovede mig ud, havde jeg lavet noget, der med lidt god vilje kunne g√łre det ud for en paryk. Jeg var jo som alle drenge dengang helt kortklippet.
P√• den tid var det h√łjeste mode blandt kvinder, at h√•ret var touperet, s√• det fyldte meget i h√łjden.
I vores garage havde jeg fundet en pakke bl√•r. Bl√•r er fint lysblond h√łr, der bruges til at vikle om gevindet i samlinger p√• vandr√łr og har en l√¶ngde p√• omkring en halv meter. Efter mange fors√łg var det lykkedes mig at f√• lavet en “paryk”. Den var ikke s√¶rlig god, men havde lidt pandeh√•r og fylde, s√• med et t√łrkl√¶de p√• og i m√łrke, f√łlte jeg, at det godt kunne g√•.

En gang gav en særlig oplevelse. Jeg spadserede i venstres side af vejen med retning ud af byen. Bagfra kom en bil.
Jeg trippede af sted p√• de h√łje h√¶le og m√¶rkede den lune sommervind smyge sig om mine nylonkl√¶dte ben. Det var livet.
Lyset fra billygterne kastede en lang skygge af mig selv foran mig. Jeg husker, at jeg så på skyggen. Det var tydeligvis en skygge af en pige.
Men bilen k√łrte ikke forbi. Den standsede n√¶sten og k√łrte langsomt ved siden af mig. En mand hang med hoved og en del af overkroppen ud af sideruden. Og s√• spurgte han: “Vil du k√łre med?”
Hjertet dunkede livet p√• mig. Jeg turde ikke kigge p√• ham. N√łjedes med at sk√¶ve. Heldigvis ikke en mand, som jeg kendte.
Jeg rystede på hovedet, så lige frem og gik videre.
Han gentog sit sp√łrgsm√•l, og jeg svarede “Nej, jeg vil ikke” med en stemme, som jeg h√•bede var tilstr√¶kkelig “piget” til at han ikke ville bem√¶rke noget. Nu var jeg jo omkring fjorten, femten √•r, s√• min stemme var jo ikke s√• mandlig endnu.
Heldigvis satte manden sig til rette i bilen og k√łrte videre.
Jeg vendte om og skyndte mig så hurtigt, jeg kunne i stiletterne, at komme hjem.
Det var godt nok en oplevelse.

De gange, jeg s√•ledes bev√¶gede mig udend√łrs, gik jeg ikke ret langt. Men en dag tog jeg min mors cykel og cyklede ind til centrum af byen. Op ad den ene gade og ned ad den anden. Uha da da – det var en oplevelse. Undervejs s√• jeg flere p√• fortovene, som jeg kendte, men ingen reagerede. Det gav mig mod. Jeg stoppede ved byens slikbutik og gik ind og k√łbte et stykke chokolade. Indehaveren var en kvinde omkring de 60 √•r. Hun reagerede overhovedet ikke.

En dag havde jeg planlagt noget helt vildt. Jeg ville i biograf kl√¶dt som pige. Jeg var da omkring 16 – 17 √•r. Jeg havde k√łbt en billet i forvejen og f√•et samlet t√łj sammen lidt efter lidt. Min tanke var, at jeg ville sige, at jeg ville bes√łge en kammerat. I stedet ville jeg kl√¶de om i vores garage og snige mig af sted.
Men, s√•dan kom det ikke til at g√•. Vi fik uventet bes√łg af noget familie, s√• jeg blev presset til at blive hjemme.
Bagefter var jeg ikke så ked af det, for det var noget af et vovestykke og risikoen for at blive opdaget var nok overhængende. Var det sket, så var jeg blevet rent til grin i hele byen. Men det fortæller lidt om, hvor stor trangen var.

Da jeg var seksten √•r, var jeg p√• en uges ferie hos nogle bekendte i K√łbenhavn.
Da jeg skulle hjem, havde jeg et par timer at sl√• ihjel, inden toget k√łrte. Jeg gik en tur ned ad Vesterbrogade og kom forbi en lingeriforretning. L√¶nge stod jeg og kiggede p√• udstillingsvinduet, men pludselig stod jeg inde i forretningen og forklarede en venlig ekspeditrice, at jeg gerne ville k√łbe et s√¶t best√•ende af en bh og en trusse i m√łrkebl√•t til en veninde.
Uha – jeg kunne m√¶rke r√łdmen. Is√¶r, da ekspeditricen begyndte at sp√łrge om st√łrrelse p√• trusserne og bh’en.
Om trusserne fik jeg forklaret, at hun var s√•dan lidt mindre om hofterne, end jeg selv, men vedr√łrende bh-st√łrrelsen m√•tte jeg give fortabt. Jeg anede ikke mine levende r√•d. Det endte med, at jeg n√łjedes med trusserne. Det var et par i kraftig elastik materiale, der gik op til lige over hofterne – n√¶rmest en rollon med bund, og s√• havde den aftagelige str√łmpeb√•nd.
Uhm de var l√¶kre. Og de blev i den efterf√łlgende tid ogs√• brugt flittigt.

Dengang havde jeg ikke kendskab til, at der var noget, som hed transvestit eller transseksuel. Det var f√łrst mange √•r senere, jeg stiftede bekendtskab med disse begreber.

Lige fra jeg i mine unge √•r begyndte at f√• seksuelle fantasier, s√• jeg s√¶dvanligvis i mit indre mig selv if√łrt kvindeundert√łj, nylonstr√łmper og sko med stileth√¶le. Fantasierne var i starten ikke s√¶rligt pr√¶cise. Det var mere seksuel ophidselse og onani uden at t√¶nke n√¶rmere over den seksuelle akt mellem mand og kvinde.

S√• blev jeg indkaldt til milit√¶ret. Det blev samtidig skridtet, hvor jeg flyttede hjemmefra, for da milit√¶rtiden var overst√•et, slog jeg mig ned i K√łbenhavn.

Lidt efter lidt fik jeg anskaffet noget t√łj, str√łmper, trusser, bh’er, bluser og nederdele. Og s√• endelig et par sko. Det var i en skoforretning p√• N√łrrebrogade. Jeg havde l√¶nge kigget efter sko, jeg kunne passe. Min skost√łrrelse var blevet 43/44, men alle damesko, jeg kiggede p√• var kun op til st√łrrelse 40. Men d√©r fandt jeg et par med ca. 8 cm stileth√¶l i st√łrrelse 41. De var helt af flettede remme, hvilket gjorde, at de ret let udvidede sig.

En dag fik jeg en henvendelse fra to √¶ldre mennesker hjemmefra, som skulle bes√łge nogle bekendte lidt nord for K√łbenhavn. De var aldeles ikke kendt i K√łbenhavn og turde ikke vove sig ind i den k√łbenhavnske trafik, s√• de spurgte, om jeg ville m√łde dem i Roskilde og k√łre bilen for dem resten af vejen, s√• kunne jeg beholde og bruge deres bil, indtil de skulle hjem igen. Det kunne jeg ikke sige nej til.
De blev hentet og k√łrt til deres bestemmelsessted, og jeg havde bil til r√•dighed.
Det åbnede nye muligheder, som mange nok kan nikke genkende til.
Delvis omkl√¶dning hjemme i lejligheden. Ned i bilen og af sted. Finde et lidt afsondret sted, hvor resten af omkl√¶dningen blev foretaget. Uha sikken en fornemmelse. K√łre rundt i K√łbenhavn som pige. Vidunderligt. Stoppe lidt hist og pist. Ud af bilen – g√• lidt hen ad fortovet, men ikke l√¶ngere, end jeg kunne n√•r tilbage, hvis der kom andre p√• fortovet.

Men en aften havde jeg f√•et mod p√• mere. Igen af sted, afslutte omkl√¶dningen i bilen og s√• ind til byen. Det var eftersommer, sent p√• aftenen og m√łrkt. Bilen parkerede jeg p√• Store Kongensgade, et t√łrkl√¶de over hovedet – uden min gamle “paryk”, den blev kasseret, da jeg flyttede hjemmefra. T√łrkl√¶det var dog stadig meget anvendt.
Jeg steg ud af bilen og trippede jeg ned til Kongens Nytorv. Rundt om hele Krinsen. Jeg m√łdte flere personer, men tilstr√¶bte at holde nogen afstand, s√• jeg ikke passerede alt for t√¶t forbi dem.
Det var godt nok en oplevelse – og vidunderligt. Lige indtil jeg pludselig m√łdte to piger p√• sytten, atten √•r. Jeg havde ellers taget bestik af, hvor de gik og tilpasset min retning, s√• jeg ikke ville passere for t√¶t p√• dem. Men pludselig skiftede de fuldst√¶ndig retning. Det kom noget bag p√• mig, men der var ikke rigtigt noget at g√łre. Vi passerede forbi hinanden med omkring en meters afstand. Og s√• stak de i h√łje fnis og n√¶rmest skreg “Det er en mand”.
Havde det v√¶ret muligt, var jeg fordampet til det rene ingen ting. Jeg m√¶rkede r√łdmen og en voldsom ubehagelig varme prikke i hele kroppen. Kunne de dog blot lade v√¶re med at v√¶re s√• h√łjr√łstede.
Jeg pr√łvede at lade som ingen ting og trippede videre. Turde ikke engang vende mig om, men skyndte mig mod Store Kongensgade. Der skete ikke mere. Om andre bem√¶rkede noget, ved jeg ikke. Men puh hvor havde jeg det skidt.
S√• op ad Store Kongensgade mod den frelsende bil og sikkerheden inde i den. Men ak. Imod mig kom en enlig mand g√•ende. Da der var en pause i str√łmmen af biler, gik jeg over p√• den anden side af gaden, men – nej, nej – det gjorde han ogs√•. Omg√•ende gik jeg igen over gaden og puh ha – han blev p√• den anden side. S√• var bilen i sigte. Det var godt nok dejligt at komme i sikkerhed.

Jeg turde ikke fort√¶lle nogen af de piger, som jeg hen ad vejen traf og var sammen med, om mine inderste dr√łmme om at v√¶re if√łrt kvindet√łj.
I l√łbet af de n√¶ste √•r indrykkede jeg et par annoncer i Weekend Sex, hvor jeg s√łgte bekendtskab med en pige, som ville acceptere, at jeg lejlighedsvis var if√łrt kvindet√łj.
Jeg fik flere svar, men kun et enkelt f√łrte til mere. Det var en kvinde i trediverne og dermed en halv snes √•r √¶ldre end mig. Det holdt i et lille halvt √•rs tid.
Det var sp√¶ndende. Hun var betydelig mere erfaren end jeg og havde ingen problemer med at acceptere min lyst til at v√¶re if√łrt kvindet√łj.
Hun hjalp mig med p√•kl√¶dning, l√•nte mig noget af sit eget og lagde makeup p√• mig. Det var f√łrste gang, jeg ud over lidt l√¶bestift pr√łvede makeup.
Tiden sammen med hende var spændende.
Den gav mig mulighed for at v√¶re omkl√¶dt flere timer ad gangen og nogle gange en hel weekend. Jeg n√łd det og vore seksuelle udfoldelser var ogs√• sp√¶ndende.

P√• det tidspunkt anede jeg stadigv√¶k s√• at sige intet om transvestisme og langt mindre om begreberne k√łnsidentitet og transseksualisme.
I Weekend Sex havde jeg set enkelte andre kontaktannoncer fra m√¶nd, der kunne lide at kl√¶de sig i kvindet√łj, men egentlig viden havde jeg ikke. Men jeg blev dog klar over, at jeg ikke var den eneste, der havde et s√•dan.

Det var ogs√• omkring denne tid, at jeg fandt en antikvariatforretning p√• hj√łrnet af Gammel M√łnt og Sv√¶rtegade i det indre K√łbenhavn. Blandt udvalget var ganske mange amerikanske blade – dels pornografiske og dels fra forskellige foreninger. Heriblandt fandt og k√łbte jeg en del fra nogle amerikanske transvestitforeninger. Desv√¶rre har jeg ikke bladene mere og erindre ikke, hvad de hed, eller hvilken forening, der havde udgivet dem.
Men i disse blade l√¶ste jeg f√łrste gang om begreberne transvestisme og transseksualisme.

Imidlertid blev jeg gift og fik b√łrn.
Jeg fors√łgte at tale med min kone om det, men n√•r emnet forsigtigt blev bragt p√• bane, reagerede hun meget negativt, s√• det blev aldrig til seri√łs snak om det.
Men – jeg blev som s√• mange andre ogs√• skilt og blev alenefar. B√łrnene blev voksne og flyttede hjemme fra.
Gennem disse √•r fik jeg s√• at sige ikke dyrket mit behov for at if√łre mig kvindet√łj.
Siden ca. 1995 har jeg været single. Det har givet mig mulighed for at udleve og udvikle min kvindelige identitet, så jeg i dag har en pæn garderobe, paryk og et par silikonebryster.

Kort efter, jeg var blevet enlig fik jeg min f√łrste pc og kom kort efter p√• internettet. Hurtigt fandt jeg kontaktannoncestederne. Den f√łrste var Ekstra Bladets Under Uret og derefter Scor. Senere ogs√• Forum, der senere kom til at hedde OfiR, Opasia og forskellige andre.
Jeg indrykkede en profil om, at jeg var en mand med lyst til at v√¶re if√łrt kvindet√łj og fik ogs√• et par kontakter.
Samtidig begyndte jeg også begyndt at chatte.
S√• indrykkede jeg en profil, hvor jeg brugte et pigenavn (ikke Tina, det begyndte jeg f√łrst at bruge omkring 1996 – 1997) efterfulgt af “tv” for transvestit.
Det skulle jeg have gjort l√¶nge f√łr. Det gav respons.
Ogs√• i chatten udviklede jeg mig. Jeg fandt ud af, at der var ganske mange andre transvestitter p√• chatten is√¶r Scor og Forum. Jeg chattede med rigtigt mange i st√łrre eller mindre omfang og har virkelig nydt det.
Med nogle af dem udviklede det sig til udveksling af e-mail, hvor vi fortalte om hinanden og om vores behov for at if√łre os kvindet√łj og mere eller mindre f√łle os som kvinder. Flere har jeg stadig kontakt til.

Grundet generthed ved at st√• offentligt frem, men ogs√• p√• grund af mit arbejde, f√łrte jeg meget lav profil og kr√¶vede streng diskretion, n√•r jeg indgik bekendtskaber. Jeg har heller ikke v√¶ret udsat for, at diskretionen er blevet brudt.

I juni måned 2000 fik jeg en invitation til at deltage i en sammenkomst for transvestitter. Det var Liselotte(tv) nu kendt som Qvickie, der inviterede. Det var en stor oplevelse og ganske afgjort en succes. Der deltog omkring ti transvestitter. De fleste ankom i deres mandlige identitet og klædte om på stedet, men enkelte ankom klædte som kvinder. Enkelte af dem, der var med, har jeg stadig kontakt til.
Det f√łrte ogs√• √łnsket med sig om endnu en sammenkomst. Den blev afholdt senere samme √•r af og hos Jackie(tv) ved √Örhus, og var lige s√• stor en succes.

Gennem internettet fik jeg ogs√• kendskab til hjemmesider tilh√łrende transvestitter og transseksuelle. Det var mest amerikanske sider, men der var nogle f√• danske.

Lidt efter lidt fik jeg lyst til selv at få en hjemmeside. Jeg havde ikke dybere tanker om, hvad den skulle indeholde.
Via chat havde jeg f√•et kontakt til flere transvestitter – herunder Lotte fra K√łbenhavn og Natascha fra Nordsj√¶lland.
Lotte er identisk med “Jens”, som jeg i 2007 var i N√łrrebro Teater sammen med to gange, hvor vi s√• forestillingerne Hedwig and the Angry Inch og Kvindernes h√¶vn. Min artikel om teaterturen til forestillingen Hedwig and the Angry Inch, og min artikel til forestillingen Kvindernes h√¶vn.
Lotte havde kendskab til programmering, og sammen med hende blev den f√łrste sp√¶de start til min hjemmeside lavet.
Natascha puslede ogs√• med tanken om at lave sig en hjemmeside. Derfor k√łbte hun og jeg i efter√•ret 2000 dom√¶nenavnet www.tv-girls.dk i f√¶llesskab og deltes om det s√•ledes, at hendes hjemmeside fik adresse p√• www.tv-girls.dk/Natascha og min p√• www.tv-girls.dk/Tina. Den 3. december 2003 overtog jeg Nataschas halvdel og blev dermed eneindehaver af www.tv-girls.dk. Natascha har i dag trukket sig helt ud af milj√łet.
Da jeg startede min hjemmeside, havde jeg ingen anelse om, at den skulle udvikle sig til, hvad en er i dag.
Der kan l√¶ses betydeligt mere om min hjemmeside i “f√łdselsdagsartiklerne“.

I de efterf√łlgende √•r blev min viden om k√łnsidentitet, transvestisme og transseksualisme v√¶sentlig √łget. Det udartede sig til lidt af en hobby for mig at finde informationer om disse ting og pr√¶sentere dem p√• min hjemmeside, ligesom jeg ogs√• selv har skrevet en del artikler.

I slutningen af 2001 og begyndelsen af 2002 var vi en del transvestitter og transseksuelle, der via postlisten Transgender DK, via chat, ICQ og e-mail dr√łftede forholdene for transpersoner i Danmark.
Gruppen fik p√• forslag af Annette Bjerre navnet Netstr√łmperne. Netstr√łmperne fik udarbejdet en Hensigtserkl√¶ring, et Program og et Sp√łrgeskema, der blev besvaret af ganske mange.
Netstr√łmperne blev starten til Trans-Danmark, som jeg dermed var en af initiativtagerne og stifterne af.

Siden meldte jeg mig også ind i Transvestitforeningen i Danmark РTiD Рog har deltaget i adskillige af begge foreningers arrangementer og været dirigent ved adskillige af deres generalforsamlinger.

Gennem √•rene har jeg deltaget i mange sammenkomster og m√łdt mange transpersoner.
Særlig husker jeg dog min tur til London sammen med Qvickie og hendes hustru Jeanette Рogså kendt som Sort Rose og turen til Amsterdam sammen med Pia Nielsen.

I dag er jeg afklaret om min k√łnsidentitet og i balance med mig selv. Jeg lever ikke fuldt i overensstemmelse med min k√łnsidentitet, men med den alder, jeg har opn√•et, √łnsker jeg ikke at √¶ndre v√¶sentligt p√• mit liv. Derfor er min identitet som Tina Thranesen fortsat skjult for min familie og n√¶re omgangskreds.
Ikke, at jeg er flov over, hvad jeg er, og hvad jeg har opnået gennem årene Рegentlig tværtimod, men selv om jeg tror, at min familie vil udvise forståelse og accept, så er der trods alt en usikkerhed Рjeg kan jo ikke med sikkerhed vide, hvordan de vil reagere. Derfor får det lov til at fortsætte, som det er nu Рog det er egentlig ikke så galt.

Senest ajourf√łrt den 14. januar 2008. Tina Thranesen.