Spgsm. 3 den 20. november 2018 fra Ligestillingsudvalget om undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed til uddannelses- og forskningsministeren. Svar 17. december 2018.

Vist 86 gange.

Ligestillingsudvalget stillede den 20. november 2018 efter ønske fra Roger Courage Matthisen (ALT) spørgsmål 3 – Samling: 2018-19 – om på hvilke offentlige uddannelser og uddannelsesinstitutioner under ministerens sagsområde der indgår køn, ligestilling og mangfoldighed som obligatoriske tematikker, til uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (v), der svarede den 17. december 2018.

Spørgsmålet
På hvilke offentlige uddannelser og uddannelsesinstitutioner under ministerens sagsområde indgår køn, ligestilling og mangfoldighed som obligatoriske tematikker, og vil ministeren redegøre nærmere for, hvordan tematikkerne indgår i forhold til de pågældende uddannelsesinstitutioner, herunder underviserne, samt de studerende? Og på hvilke offentlige uddannelser og uddannelsesinstitutioner er de nævnte tematikker ikke obligatoriske?

Svar
Det er som udgangspunkt op til den enkelte videregående uddannelsesinstitutionen nærmere at tilrettelægge indholdet af de uddannelser, institutionen udbyder inden for det gældende retsgrundlag.

Der findes derfor ikke et samlet overblik over de videregående uddannelser, hvor køn, ligestilling og mangfoldighed indgår som obligatoriske tematikker.

Tematikkerne indgår i større og mindre grad på en lang række videregående uddannelser, herunder eksempelvis både lærer- og pædagoguddannelsen.

I læreruddannelsen indgår tematikkerne blandt andet i kompetenceområdet Almen dannelse/Kristendomskundskab, livsanskuelse og medborgerskab (KLM) og i det frivillige kursus Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (SSF). I KLM er det overordnede kompetencemål, at den studerende skal kunne forholde sig nuanceret og reflekteret til etiske, politiske, demokratiske og religiøse udfordringer, som er forbundet med undervisning, forældresamarbejde og skole i et globaliseret samfund. I forhold til SSF skal den studerende eksempelvis kunne tilrettelægge sundhedsfremmende undervisning med henblik på elevers anerkendelse af mangfoldighed i forhold til kønsroller, kropsidealer og seksualitet samt betydning af livsstil og levevilkår.

I pædagoguddannelsen indgår tematikkerne i de obligatoriske videns- og færdighedsmål i uddannelsens fællesdel – grundfagligheden, som alle studerende uanset valg af specialiseringsretning skal igennem. Her fremgår det blandt andet, at de studerende skal have viden om kønsidentitet, seksualitet, ligestilling og familieformer og skal kunne formulere faglige mål og midler til skabelse af rum for menneskers mangfoldighed og til understøttelse af kønnenes lige muligheder. Konkret sættes der særligt fokus på dette i det obligatoriske nationale modul ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”, som udbydes på tværs af alle pædagoguddannelsens udbudssteder.

Med venlig hilsen
Tommy Ahlers

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.