§ 20-spørgsmål S 1719 den 27. juli 2021 om Den Hirschsprungske Samlings identitetspolitiske fokus. Svar 7. september 2021.

Vist 36 gange.
Folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) stillede den 27. juli 2021 § 20-spørgsmål S 1719 om de identitets- og kønspolitiske udstillinger »Marie-Emilie« og »Queering the Collection« på Den Hirschsprungske Samling til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der svarede den 7. september 2021.

Spørgsmål
Hvad er ministerens holdning til de identitets- og kønspolitiske udstillinger »Marie-Emilie« og »Queering the Collection« på Den Hirschsprungske Samling, og mener ministeren, at sådanne udstillinger hører hjemme på et statsligt kunstmuseum?

Svar
Den Hirschsprungske Samling er et statsligt museum, som er fuldt ud kompetent til at foretage relevante og faglige vurderinger vedrørende formidlingen af sine udstillinger.
Det gælder også for den pågældende udstilling.

Jeg vil ikke som kulturminister begynde at blande mig i, hvordan vores statslige museer formidler deres udstillinger – det er et område for museernes faglige eksperter. Jeg synes dog, det er vigtigt, at vores kulturarv formidles, så vi får en bred, nuanceret og perspektivrig forståelse for vores fælles historie.
Jeg har fået oplyst, at museets hensigt med udstillingen er at fortælle historien om et kreativt og kærligt kunstnerpar, der opdrog et fælles barn og kæmpede for ligestilling i kunsten såvel som i livet. Sideløbende hermed kan publikum bevæge sig rundt i museets permanente udstilling og se efter queer-fortællinger i projektet ”Queering the Collection”.
Jeg har ikke selv set den pågældende udstilling, men jeg mener, at det er vigtigt, at museer belyser emner, der i et historisk perspektiv ikke har fået meget fokus.

Ane Halsboe-Jørgensen

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.