§ 20-spørgsmål S 1649 den 20. august 2020 om at indføre hpv-vaccination for mænd og transpersoner i højrisiko op til 45 år.

Vist 35 gange.
Susanne Zimmer (UFG) stillede den 20. august 2020 § 20-spørgsmål S 1649 – Samling: 2019-20 – om at indføre hpv-vaccination for mænd og transpersoner i højrisiko op til 45 år.

Spørgsmål
Vil ministeren tage initiativ til at indføre hpv-vaccination for mænd og transpersoner i højrisiko op til 45 år, som nu har en 40 gange større risiko for at blive ramt af kræft end andre mænd?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren henviser til artiklen »Aids-Fondet: HPV-vaccination skal bekæmpe ulighed hos LGBT-personer« af 18. august 2020 fra Altinget.

Svar
Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet blev i forbindelse med finanslovsaftalen for 2020 enige om at udvide HPV-vaccinationsprogrammet til drenge med et catch-up program. Catch-up programmet indebærer bl.a., at unge mænd i alderen 18-25 år, der har sex med mænd, tilbydes gratis HPV-vaccination i 2020 og 2021. Tilbuddet trådte i kraft den 1. februar 2020.

Baggrunden for dette tilbud er en vurdering fra Sundhedsstyrelsen fra 30. september 2019. Af vurderingen fremgår bl.a. følgende vedr. HPV-vaccination af drenge generelt:

”Jo ældre en gruppe af drenge og unge mænd, der tilbydes vaccination, jo større vil andelen være, der allerede er smittet med en eller flere af de ni HPV-typer, som vaccinen beskytter imod, og des mindre vil den forebyggende effekt være i et befolkningsperspektiv.”

Specifikt vedr. gruppen af mænd, der har sex med mænd, fremgår bl.a. følgende af Sundhedsstyrelsens vurdering:

”For så vidt angår målgruppen over 18 år, er det væsentligt at tage i betragtning, at MSM har en op til 20-30 gange højere risiko for at få analkræft end andre mænd.”

Endvidere fremgår følgende:
”I betragtning af den betydeligt øgede risiko for analkræft hos MSM, at debut for homoseksuelt analt samleje er senere end for heteroseksuelle, at hovedparten af en målgruppe af yngre MSM trods seksuel debut ikke vil være blevet HPV-smittet, og i betragtning af at denne gruppe ikke i væsentligt omfang vil være beskyttet af flokimmunitet fra hverken vaccinerede unge kvinder eller vaccination af drenge og unge mænd under 18 år, kan Sundhedsstyrelsen anbefale et målrettet vaccinationstilbud til unge MSM over 18. Ud fra hensyn til bl.a. den foreliggende videnskabelige dokumentation for vaccineeffekt, viden om seksuel adfærd m.v. vil det største forebyggelsespotentiale i et forebyggelsesperspektiv formentlig være i gruppen af 18- og 19-årige, men Sundhedsstyrelsen kan anbefale et tilbud, der udstrækkes helt op til det fyldte 26. år.”

Ovenstående vurdering fra Sundhedsstyrelsen er således baggrunden for, at tilbuddet om HPV-vaccination til mænd, der har sex med mænd, omfatter netop mænd i alderen 18-25 år.

Med venlig hilsen
Magnus Heunicke

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet.
Spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.