72 år af et liv. Træk af en biografi af EN. 14. august 2002.

Vist 253 gange.
“EN” er signaturen for den 72-Ã¥rige Eila Neergaard. Hendes artikel er spændende og tankevækkende læsning. Mange svære Ã¥r med en næsten eventyrlig udvikling.

* * *
Af EN.
MtK postop og alder 72. Men jeg er ikke ganske affældig, selv om jeg hører lidt ringere og ikke kan løbe længe; men jeg er mere rørig end de fleste på 72 og dyrker callanetics med stor fornøjelse.
Jeg har været TS sÃ¥ langt tilbage, som jeg husker, men dengang havde jeg ikke mulighed for at leve noget af den side, bl.a. fordi jeg var meget bange for min mors vrede. SÃ¥ jeg var bare en hÃ¥bløs tøsedreng. Men ca. da jeg var 16 kunne jeg mærke, at jeg ville blive psykotisk af mit ønske om at være en pige, sÃ¥ jeg tvang mig til at fortrænge det ønske og flytte al energi over i drengenes verden – sÃ¥ jeg blev cand. polyt. (elektroingeniør) og jeg giftede mig og fik tre børn, men da jeg var 40 kunne jeg ikke holde til presset af det fortrængte ønske og skaffede mig bogen “The Transsexual Phenomenon” af Harry Benjamin. Da jeg Ã¥bnede den, hÃ¥bede jeg at se, at det intet havde med mig at gøre, sÃ¥ jeg fik et chok ved at se, at det var mig han skrev om. SÃ¥ familien skiltes, og jeg gik ind i en meget tung periode, hvor jeg for at overleve gav mig lov at klæde mig i kvindelig beklædning, men hverken kjoler eller hæle eller make-up eller udstopning; jeg forsøgte at nøjes med det, som jeg 100 % kunne føle jeg havde baggrund for. Og sÃ¥ fik jeg jo min omverdens reaktioner og blev anset for mærkelig, mÃ¥ske pervers, mÃ¥ske halvpsykotisk? sÃ¥ jeg mÃ¥tte bruge alt for at overleve, især min humoristiske sans.

Og jeg måtte opgive mit arbejde på Universitetet og begyndte som free lance fotograf.
Efter en Ã¥rrække pÃ¥ den mÃ¥de tænkte jeg, at jeg mÃ¥ske havde lært nok til, at jeg nu evnede at leve mere “normalt” som mand, sÃ¥ det forsøgte jeg – men sÃ¥ udviklede jeg en voldsom thyreotoxicose (d.v.s. at skjoldbruskkirtlen lavede alt for meget stofskiftehormon) sÃ¥ jeg følte en stor nervøsitet, rystede pÃ¥ hænderne (og det er ikke godt, nÃ¥r man fotograferer) svedte og fik uregelmæssig puls etc. jeg blev indlagt i 1982 og fik medicin, som normaliserede stofskiftet og som meget langsomt er trappet ned til nu en meget lav dosis.

I 1986 mødte jeg en kvinde, som jeg på dybt plan havde en helt usædvanlig kontakt med, så vi giftede os, selv om hun meget vel vidste om min TS situation; men hun og jeg troede begge, at jeg kunne fortsætte med at undertrykke min kvindelige side. Men i 1995 kom jeg ind i en krise med meget voldsomme emotioner som mindreværd, angst, skam, usikkerhed etc. og den førte til, at jeg med en behjertet venindes hjælp fik øje på, at alle emotionerne skyldtes, at jeg undertrykte min kvindelige identitet. Så besluttede jeg i stedet for at drukne mig, som jeg ellers havde forberedt mig på, at jeg ville gå efter mit livslange ønske om en kvindelig krop til min kvindelige identitet. Og så gik det andet ægteskab i stykker. Og jeg begyndte at gå hos Preben Hertoft på Sexologisk
Klinik
RH.

Efter 14 mÃ¥neder skrev jeg ansøgning til Civilretsdirektoratet om kønsskifte – som du ved man skal her i DK; og et Ã¥rs tid senere fik jeg afslag – pÃ¥ ganske forvrængede præmisser. – SÃ¥ jeg blev vred og klagede til direktøren for Civilretsdirektoratet og Justitsministeren og Sundhedsministeren og formanden for Lægeforeningen og Etisk RÃ¥d og Ombudsmanden; men ingen kunne/ville gøre noget. SÃ¥ gik jeg ned i et sort hul i nogle mÃ¥neder. Og efter at Preben Hertoft nu var pensioneret, foreslog min nye sexolog, at jeg skrev en ny ansøgning, sÃ¥ det gjorde jeg – med meget stor omhu; og jeg fik endda to nye understøttende erklæringer fra Sexologisk
Klinik
. Men sidste år fik jeg så endelig igen et nej og med identisk de samme falske begrundelser. Så da jeg havde spurgt en jurist og blev frarådet at gå til menneskeretsdomstolen besluttede jeg, at jeg helt ville opgive at forsøge at få, hvad jeg følte, var min ret, for ikke at bruge hele mit liv i bitterhed og strid.

I stedet satte jeg mig hen og bad min gode ven Jesus, om Han ville hjælpe mig. Og kort efter, 23/6-2001 fik jeg en e-mail fra min TS veninde i Californien; hun var netop sÃ¥ vidt i sin egen skilsmisse, at hun kunne bestemme over egne penge uden andres indblanding, sÃ¥ det første hun gjorde var at tilbyde mig at betale for min operation hos den anerkendte Thailandske læge, som jeg havde haft kontakt med – men uden at have penge til en operation. SÃ¥ jeg skrev og fik straks en dato for SRS 17/10-2001 – og jeg fik billetter og papirer og alt fungerede perfekt og jeg tog derned, og det var det nærmeste jeg har været Paradis: jeg blev hentet og bragt af lægens chauffør, jeg fik fremragende og omhyggelig behandling, nul smerter, nul komplikationer, og et stykke topklasse kirurgi, sÃ¥ jeg har efter egen
vurdering perfekte kvindelige organer, og det fik jeg bekræftet også af Overlæge Axel Forman på gynækologisk afd. Skejby Sygehus ved min første gynækologiske undersøgelse.

Og så pludselig kunne Civilretsdirektoratet hurtigt og venligt skaffe mig navn og CPR-nr., som passede til mig.
Og jeg har fået en fremragende lille lejlighed iblandt mennesker, som bare accepterer mig helt som kvinde.

Jeg tillader mig at slappe mest og dybest muligt af ind i det at være mig selv. Og så har jeg erfaret, at min omverden til min store glæde oplever mig som kvinde. Det er det, som bedst viser mig selv, at jeg er transseksuel, at min identitet er kvindelig. Og det er det, som skal bære i livet fremover. Det er et af resultaterne af, at jeg er ophørt med at bekæmpe mig selv. Diverse kampe i mit liv kostede meget, men førte mig til dette, og det er det hele værd.

EN.