Vist 176 gange.
Herunder gengives et åbent brev til sundhedsminister, Astrid Krag fra Josh Villiams‘ danske hustru om transkønnedes problemer i Danmark med opfordring til at forbedre forholdene
* * *
Åbent brev af 19. oktober 2011 fra Josh Villiams hustru til sundhedsministeren.
Open Letter to the Sundhedsministeren om behov for revision af lovgivning og behandlingsmuligheder for transkønnede i Danmark
Sagen om den 15-årige transkønnede Caspian Drumm, der har fået fjernet sine bryster på et dansk privathospital har skabt voldsom debat om det etiske i at tilbyde kønsskifteoperationer for unge under 18 år. Debatten har dog mest drejet sig om, hvorvidt en umyndig person kan tage en så stor beslutning på et forholdsvist tidligt tidspunkt i sit liv. Det er positivt for de transkønnede som gruppe, at Caspians sag har givet anledning til at debattere et område, der stort set har været mørkelagt i den offentlige debat. Men debatten bør langtfra kun dreje sig om alder. Der er et akut behov for at vurdere behandlingsmulighederne for alle transkønnede i Danmark uanset alder og på den baggrund foretage revisioner af gældende lovgivning.
Baggrund for henvendelsen
Undertegnede er ikke transkønnet. Jeg er derimod gift og har en familie med en transmand (FtM) og har på den måde problematikken tæt inde på livet. Som pårørende har jeg fået øjnene op for de umenneskelige forhold, som transkønnede lider under i Danmark, og det er på denne baggrund at jeg henvender mig til Ministeren, da det er på høje tid at der sker ændringer. Som jeg vil skrive i notatet, er Danmark ude af trit med forskningen på området samt anbefalinger fra den Europæiske Menneskerettighedskommission [1]. Danmark var engang foregangsland for kønsskifteoperationer, i dag er behandlingsmulighederne monopoliserede og præget af fordømmelse og stigmatisering.
I det følgende vil jeg gøre Ministeren opmærksom på en række forhold og anbefalinger, der bør indgå i en revision af gældende lovgivning for transkønnede, fordelt på følgende områder:
- Patologisering af transkønnede
- Forskning på området
- Offentlige behandlingsmuligheder: Sexologisk Klinik
- Private behandlingsmuligheder
- Juridiske problemstillinger
- Social accept
Patologisering af transkønnede
Transkønnethed har i mange år været klassificeret på WHOs liste over sygdomme under ICD-10, der omtales som en kønsidentitetsforstyrrelse. Dermed er der tale om en psykiatrisk diagnose. Det er dybt problematisk, at transkønnethed fortsat optræder på listen over psykiske sygdomme, da ny forskning viser, at der er tydelige fysiske forskelle i hjernen på transkønnede og ikke-transkønnede. Der er altså tale om en medfødt fysisk defekt, ikke en mental forstyrrelse og heller ikke et valg. Da det tager mange år at revidere WHOs liste, har denne nye forskning desværre endnu ikke bevirket, at transkønnethed anerkendes som fysisk betinget. Danmark kan dog vælge at anerkende forskningen på området og fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme herhjemme.
Det er ikke rimeligt, at transkønnede skal vente i mange år på at WHO ændrer denne liste på baggrund af forskning. Det er dybt nedværdigende for mennesker, der aldrig har haft et valg om at føle sig fanget i den forkerte krop, at skulle lade sig stemple med en psykiatrisk diagnose for at kunne få nogen form for hjælp herhjemme. Det er da også på denne baggrund, at mange fravælger forløbet på Sexologisk Klinik og i stedet søger hjælp i udlandet eller i det private danske behandlingssystem.
Det er værd at huske på, at homoseksualitet optrådte på samme liste helt indtil 1981. På dette område var Danmark i 1981 et foregangsland, da verdenssundhedsorganisationen WHO først ti år senere, i december 1991, ligeledes besluttede at fjerne homoseksualitet fra deres sygdomsliste. (Ændringen trådte dog først i kraft den 1. januar 1993!) Der er næppe nogen læger der i dag ville diagnosticere homoseksualitet som en psykiatrisk lidelse. Men transkønnede skal stadig kæmpe imod en stigmatisering, der kommer som følge af at blive diagnosticeret med en mental sygdom. Efterhånden som forskningen på området udvikler sig, bør man stoppe med den omfattende sygeliggørelse af transkønnede, der har været tale om både internationalt og i Danmark.
Der er tale om en gruppe mennesker, der har stærkt brug for at blive mødt med gode behandlingsmuligheder og empati frem for at blive mødt med en forventning om, at de er sindssyge og skal tales bort fra enhver form for operation. Transkønnede fremstår ofte “anderledes”, men ønsker ikke at fremstå som hverken transvestitter eller misfostre. De ønsker i stedet hjælp til at opnå et udseende, der i så høj grad som muligt kan afspejle deres indre kønsidentitet. For de transkønnede der ønsker en kønsskifteoperation, er der tale om en ligeså stærk følelse af egen kønsidentitet som for ikke-transkønnede mennesker. Det er de færreste biologisk fødte mænd, der lyst til at leve med bryster, menstruation og høj stemme, ligesom de færreste biologisk fødte kvinder ønsker at have en penis, dyb stemme og skægvækst. Problemet er dog, at omverdenen ikke fysisk kan “se” den person, der lever indeni den forkerte krop. Derfor er det ekstra vigtigt, at behandlingssystemet støtter op om patientens opfattede kønsidentitet, hvilket anbefales af WPATH (World Professional Association for Transgender Health, se s. 16 i Standards of Care). Men transkønnede bliver på Sexologisk Klinik mødt som deres biologiske køn og omtales derfor med det forkerte navn og pronomen. Sexologisk Klinik deltager desuden ikke i arbejdet i WPATH. Der er ikke noget at sige til, at mange transkønnede derfor oplever forløbet på Sexologisk Klinik som stærkt nedværdigende.
Internationalt opfordrer forskellige organisationer og brancheforeninger til at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, bl.a. det internationale STP 2012 initiativ, Stop Trans Pathologization. Europa-Parlamentet har i september 2011 opfordret WHO til det samme: http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&reference=P7-TA-2011-0427&language=DA. De internationale Yogyakarta principper for menneskerettigheder peger også på, at behandlingen af transkønnede skal forbedres markant. Formanden for Europarådets menneskerettighedskommission [2], Thomas Hammarberg har desuden lavet en rapport om transkønnedes rettigheder i EU (Hammarberg 2009). Ud af rapportens 12 punkter opfylder Danmark kun et enkelt punkt. Hammarberg skriver bl.a. følgende:
| The human rights situation of transgender persons has long been ignored and neglected, although the problems they face are serious and often specific to this group alone. Transgender people experience a high degree of discrimination, intolerance and outright violence. Their basic human rights are violated, including the right to life, the right to physical integrity and the right to health. |
Danmark skal have Europa-formandskabet i 2012, og tiden er nu mere end moden til at Danmark følger de internationale anbefalinger på dette område.
Anbefaling:
Ministeren opfordres til omgående at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme.
Forskning på området
Spritny forskning beviser på baggrund af MR-scanninger af nulevende transkønnede, som vel at mærke IKKE er under behandling, at der er fysiske forskelle i hjernens struktur på transkønnede og ikke-transkønnede. Det er dermed videnskabeligt bevist, at transkønnethed er en fysisk defekt í hjernen og ikke en psykisk sygdom. Forskningen konkluderer:
| Our results show that the white matter microstructure pattern in untreated FtM transsexuals is closer to the pattern of subjects who share their gender identity (males) than those who share their biological sex (females). Our results provide evidence for an inherent difference in the brain structure of FtM transsexuals. (Rametti et al 2011: 199). |
Der er således videnskabeligt belæg for at konkludere, at transkønnethed er en tilstand, hvor hjernens struktur ligner det modsatte køns, deraf kønsidentitetskonflikten mellem hjernen og det biologiske medfødte køn. Transkønnethed burde i stedet falde ind under tvekønnethed, idet der er tale om enten en feminisering eller maskulinisering af hjernen.
Det er på denne baggrund ikke rimeligt at fastholde transkønnede i et psykiatrisk behandlingsfelt.
Det er værd at bemærke, at Sexologisk Klinik efter eget udsagn ikke har bedrevet forskning på området i flere årtier. I maj 2011 er der sat et forskningsprojekt i gang, der har til formål at beskrive gruppen af kønsskifteopererede transseksuelle pt fra 1978-2008, samt deres tilfredshed efter kønskifte.
- Undersøgelsen ekskluderer de rigtig mange transkønnede, der har fået kønsskifte udenom Sexologisk Klinik. Disse kan være opererede i udlandet med bedre resultater til følge, når man sammenligner med operationer foretaget i Danmark. Det vil derfor skævvride tallene for de transkønnedes tilfredshed med operationer at ekskludere denne store gruppe.
- Undersøgelsen foretages af den samme instans, der giver tilladelse til kønsskifteoperationer [3]. Klinikken burde være inhabil i denne forbindelse, og der burde istedet foretages en uvildig undersøgelse af ALLE transkønnede, der har fået kønsskifteoperationer uanset om de har været igennem Sexologisk Klinik eller ej.
Anbefaling:
Ministeren opfordres til at udstikke retningslinjer for behandling af transkønnede, der anerkender den seneste internationale forskning på området.
Offentlige behandlingsmuligheder: Sexologisk Klinik
I Danmark kan diagnosen “transseksuel” kun gives af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Der er derfor tale om et monopol på området. Hvis man efter sit samtaleforløb (der kan vare flere år) får afslag til kønsskifteoperation, kan man hverken klage eller søge om dispensation. transkønnede er derfor ikke ligestillet med andre patientgrupper if. til patientrettigheder.
Anbefaling:
Ministeren opfordres til at åbne op for bredere behandlingsmuligheder, således at praktiserende læger og speciallæger kan tilbyde transkønnede behandling. Ministeren opfordres endvidere til at indføre klage- og dispensationsmuligheder i behandlingstilbuddene til transkønnede.
Private behandlingsmuligheder
Mange transkønnede får hormoner privat og operationer i udlandet, da det er meget svært at komme igennem Sexologisk Kliniks nåleøje. Det er meget bekosteligt og kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner med rejseomkostninger. De høje omkostninger er desuden med til at begrænse antallet af transkønnede, der har mulighed for at få foretaget et kønsskifte, idet denne gruppe er marginaliseret og ofte har problemer med deltagelse i uddannelse og jobsøgning. Mange transkønnede søger desuden behandling udenom de danske hospitaler, idet den faglige ekspertise er stærkt begrænset med ganske få operationer foretaget om året. Resultaterne er derfor ikke tilfredsstillende sammenlignet med udenlandske operationer.
Anbefaling:
Ministeren opfordres til, at transkønnede kan få offentligt tilskud til en kønsskifteoperation foretaget i udlandet, evt. i samarbejde med lande som Tyskland. Alternativt bør der gives tilladelse til et langt større antal kønsskifteoperationer om året i Danmark, således at der opbygges en faglig ekspertise der er på niveau med hospitaler i fx USA og Thailand.
Juridiske problemstillinger
Som reglerne er nu, kan man som transkønnet fårst opnå juridisk kønsskifte, når man har en diagnose fra Sexologisk Klinik samt en tilladelse til kastration/sterilisation. Kastrationsloven var oprindeligt tiltænkt sexforbrydere og psykisk syge, og det er betænkeligt at der ikke findes et specifikt lovsæt til transkønnede. Rigtig mange transkønnede ønsker ikke operation af kønsdelene, da det dels kan fjerne den seksuelle nydelse og dels er meget risikofyldt. Kastration har ingen kosmetisk effekt if. til omverdenen, så det kan undre, hvorfor staten kræver kastration. Er det for, at transkønnede ikke må få børn???? Der mangler ganske enkelt et medicinsk grundlag for, hvorfor det skal være et krav at blive kastreret.
Kastrationskravet rammer de mange, der ikke ønsker denne operation, idet de ikke kan skifte navn eller CPR-nummer til det ønskede. Det rammer desuden de herboende udlændinge, der har fået anerkendt kønsskifte i deres hjemland uden kastration og nu ikke kan få kønsskiftet anerkendt herhjemme. Problemerne der opstår som følge af at have et juridisk navn og køn, der ikke matcher udseendet er utallige og dækker stort set alle de situationer, hvor man i Danmark skal anvende et navn og/eller CPR-nummer. Det giver ikke alene mange praktiske problemer og forvirring if. til omverden og myndigheder, det giver også daglige ydmygelser og situationer, hvor man skal “forklare sig” og på den måde oute sig selv som transkønnet. Det er ikke rimeligt, at man giver mennesker valget mellem pest eller kolera: en operation, de ikke ønsker eller finder unødvendigt over for at leve en hverdag med et navn og køn, der ikke matcher identiteten.
Anbefaling:
Ministeren opfordres til omgående at fjerne kravet om kastration/sterilisation for at kunne opnå juridisk kønsskifte. Det bør i stedet være en behandlingsmulighed frem for et krav.
Social accept
Der er stor mangel på oplysning om transkønnethed i samfundet. Uvidenhed fører til fordomme, og fordomme fører til hatecrimes og forældede forestillinger om, hvad køn er og vhordan man kan definere sig selv. Når selv den daværende ligestillingsminister Lykke Friis kører en arbejdsmarkedskampagne under titlen ”Skift job – ikke køn”, er der noget galt med følsomheden overfor de problemer, transkønnede dagligt udfordres af.
Anbefaling:
Ministeren opfordres til i samarbejde med Sundhedsstyrelsen at sætte gang i informationskampagner, der skal afstigmatisere transkønnede i samfundet. Ligeledes bør medicinstuderende og praktiserende læger tilbydes information om behandling af transkønnede patienter.
Afslutning
Jeg håber inderligt, at Ministeren vil læse denne og andre henvendelser der måtte komme om emnet, med et åbent sind. Den historiske parallel til sygeliggørelsen af homoseksuelle er ganske relevant i den forbindelse, og jeg beder om at Danmark ikke skal fortsætte i den negative bane, som har været udstukket for transkønnede i alt for mange år. Det burde være enhvers ret til at identificere den, man er og bestemme over egen krop. Det kan ihvertfald ikke være statens opgave at sætte hindringer i vejen for den personlige lykke. Og husk også på, at det ikke kun er de transkønnede selv, der rammes af stigma og juridiske benspænd, det er også alle de mennesker der elsker dem. De har brug for hjælp i form af omgående ændringer, så de kan leve det liv, de fortjener. Alt andet vil være en skamplet for Danmark og det danske sundshedsvæsen, som vi burde være så stolte af.
Undertegnede og min familie stiller gerne op til en snak om transkønnedes vilkår, såfremt Ministeren har tid.
Med venlig hilsen
Wife of Josh
* * *
Trans Rights in Denmark – Hjemmeside for Josh Villiams.
Noter af Tina Thranesen
- [Retur] “den Europæiske Menneskerettighedskommission“.
Der er i dag ikke noget, der hedder “den Europæiske Menneskerettighedskommission”.
I 1954 blev der dannet en Europæisk Menneskerettighedskommission, men den blev i 1998 slået sammen med Menneskerettighedsdomstolen, der blev dannet i 1959, under det nye navn: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. - [Retur] “Formanden for Europarådets menneskerettighedskommission, Thomas Hammarberg“.
Der er ikke noget, der hedder “Europarådets menneskerettighedskommission”.
Thomas Hammarberg var derimod Europarådets menneskerettighedskommissær fra 2006 til 2012. - [Retur] “Undersøgelsen foretages af den samme instans, der giver tilladelse til kønsskifteoperationer“.
Undersøgelsen foretages af Rikke Kildevæld Simonsen, der er ansat på Sexologisk Klinik.
Det er imidlertid ikke Sexologisk Klinik, som giver tilladelse til eller afslag på tilladelse til kønsskifteoperation.
Tilladelse eller afslag gives af Sundhedsstyrelsen.
Sexologisk Klinik afgiver imidlertid en erklæring, hvis indhold har stor indflydelse, grænsende til bestemmende indflydelse på Sundhedsstyrelsens afgørelse.