Anmodning af 21. juli 2008 fra Trans-Danmark om foretræde for beskæftigelsesministeren med oplysninger om transpersoners vanskeligheder på arbejdsmarkedet.

Vist 75 gange.

Trans-Danmark
Trans-Danmark
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
Att. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen

21. juli 2008

Anmodning om foretræde for Beskæftigelsesministeren
Trans-Danmark, der er landsforeningen for transvestitter og transseksuelle, har som et af sine vigtigste mål, at medvirke til at ledighedsprocenten for transpersoner ligger på linje med den øvrige befolknings.

Der er et langt stykke vej, førend denne målsætning kan indfries. Vi har netop lavet en undersøgelse blandt vores medlemmer, der viser, at de af vores medlemmer, der ønsker at arbejde som det modsatte af det biologiske køn – altså i praksis de transseksuelle – har en ledighed på 50 %. Det er naturligvis milevidt fra den øvrige befolknings.

Nogle vil indvende, at vores medlemmer ikke er kvalificerede til at varetage et normalt abejde. En række undersøgelser viser dog, at transseksuelle i gennemsnit har en højere intelligenskvotient end den øvrige del af befolkningen. Vi kan her henvise til en undersøgelse blandt transseksuelle astronomer i IAU (The International Astronomical Union – Verdens største professionelle organisation for astronomer) foretaget i 2004.

Der er heller ikke tale om manglende lyst til arbejde. Mange sender i hundredvis af ansøgninger uden at kunne få et arbejde.

Vi har flere love, der omhandler forbud mod diskrimination, hvilke er i overensstemmelse med EU direktiverne desangående. De kræver blot mindre korrektioner. Et eksempel er:

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. [1]
I § 1 er det nævnt, at der ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af køn. Det gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.
Loven sikrer derved ligestilling mellem mænd og kvinder omkring arbejdsretlige forhold, ligesom den indeholder bestemmelser om, at der ikke må forskelsbehandles på grund køn eller udøves chikane – sexchikane.

I § 1 bør den første del ændres til:
Ved ligebehandling forstås i denne lov, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af en persons køn, dennes egenopfattelse af sit køn eller det køn, som pågældende fremtræder som.

Det er ordet ”køn” som ønskes udvidet til den ovenfor nævnte beskrivelse, idet egenopfattelsen er central. Ligeberettigelsen i loven kommer derved også til at sikre, at den gælder for personer, der lever som det modsatte køn.

Lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet [2] er en anden væsentlig lov, der skulle sikre, at der ikke sker forskelsbehandling. Som nævnt tidligere sker dette imidlertid i udtalt grad.

Vi ser umiddelbart flere muligheder for at forbedre situationen:
  • Mener en transperson, at der sker diskrimination sted i forbindelse med en ansættelsesprocedure, skal der automatisk bevilges fri proces for gennemførelse af sagen. Det er allerede fastsat i loven, at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at der ikke er fundet diskrimination sted. Ønskes det af transpersonen, skal sagen gennemføres for lukkede døre.
  • Der skal bevilges erstatninger til transpersoner i fald de vinder retssager, som vil kunne mærkes af arbejdsgiverne (altså 6 cifrede beløb pr. sag eller eventuelt 6 måneders løn).
  • Der skal gennemføres en informationskampagne med stor opbakning til arbejdsgivere generelt omkring problemstillingen. Det bør være i form af skriftligt materiale, fremlægning af sagen i landsdækkende medier m.v.
  • Transpersoner skal have særskilt opdeling i arbejdsløshedsstatistikkerne.

Det må anføres, at der vil kunne blive tale om et meget stort antal retssager, indtil der bliver afgjort en præcedens. En enkelt transseksuel vil kunne anlægge mere end 100 retssager, hvorfor den automatiske bevilling af fri proces er væsentlig.

Vi skal således bede om foretræde for at drøfte mulighederne for at intentionen med lovene efterleves i praksis.

Med venlig hilsen
Trans-Danmark
Pia Nielsen
Bestyrelsesmedlem
Fousbjergvej 20
7100 Vejle
Tlf. 75 81 53 72 / 23 80 79 38
E-mail: kasseren@trans-danmark.dk

Note
  1. [Retur] Bekendtgørelse af Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. – LBK nr 734 af 28/06/2006
  2. [Retur] Forskelsbehandling på arbejdsmarkedet – Lov nr. 31 af 12. januar 2005.

* * *
Anmodningen i pdf-format.
Svar den 22. september 2008 fra beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen.