At g√łre kvinde. Lilli Elbe: Fra Mand til Kvinde. Af Dag Heede. 1. januar 2003.

Vist 1.096 gange.

Dag Heede
Dag Heede
Af lektor Dag Heede.
Syddansk Universitet,
Institut for Litteratur, Kultur og Medier

Lili Elbes memoirer Fra mand til kvinde[1] er en bem√¶rkelsesv√¶rdig og us√¶dvanlig tekst. F√łrst og fremmest er forfatteren en af verdenshistoriens f√łrste operativt transseksuelle og hendes (hans) historie har klart sensationelt pr√¶g. Lili Elbes sk√¶bne vakte stor national og international opsigt, og hendes bog, der udkom posthumt efter forfatterens tidlige d√łd i 1931, tryktes straks i adskillige oplag og blev oversat til engelsk. Og den har beholdt sin status som “transsexuel bibel”. Den blev genudgivet p√• dansk i 1988,[2] og i USA dannede historien udgangspunkt for en bestsellerroman, The Danish Girl fra 2000 af en ung forfatter David Ebershoff.

Lili Elbe
Teksten er imidlertid ogs√• interessant af andre grunde end seksualitetshistoriske og som menneskeligt dokudrama. Jeg skal her fors√łge at l√¶se den sig f√łrst og fremmest som tekst, og se p√•, ikke s√• meget, hvad den “siger” eller “beretter om”, men f√łrst og fremmest, hvad den “g√łr”. Med andre ord tekstens performative karakter. Det er min tese, at det den g√łr er “kvinde”. Lili Elbes “bekendelser” er s√•ledes ikke kun et skriftem√•l om en enest√•ende og us√¶dvanlig begivenhed for en enest√•ende og us√¶dvanlig person: nemlig “befrielsen” af en kvinde, der deler krop med en mand, hvor manden ofrer sig for kvinden. Teksten er tillige et stort argument for, at Lili Elbe er kvinde.

Teksten indg√•r s√•ledes som en slags “bevismateriale” for Lilis femininitet: den er p√• engang d√•bsattest, testamente, bekendelse, k√¶rlighedsroman og kvindelighedsdokumentation: “kun en kvinde kan skrive s√•ledes” synes dens underliggende budskab at lyde.
Alt i den – opbygning, form, sprogbrug, stilniveauer – signalerer s√•ledes femininitet. Bogen fort√¶ller ikke kun om Lili som kvinde, den er i sig selv en lang fremf√łrelse af denne femininitet. Skriften er s√•ledes ogs√• en lang k√łnslig performance – en fremstilling af “det kvindelige”. Ligesom “Lili” skifter h√•ndskrift efter den indledende operation, s√•ledes er hele skriften en fremkaldelse af kvindelighed, en konstant p√•ber√•belse og manifestation af Lilis k√łn. M√•ske eksisterer der ikke en s√¶rlig, biologisk funderet “kvindeskrift” – s√•dan som det var p√• mode at diskutere i postfeministiske litteraturkredse is√¶r i 1980’erne – men Lili Elbes bekendelser er en type tekst, der som intention s√łger at signalere “femininitet” – i s√•vel form som indhold.
“Hendes” tekst er m√•ske ikke et autentisk kropsligt udtryk for “kvinde”, men kan i hvert fald fort√¶lle os – som i et troldspejl m√•ske – og m√•ske med en hyperbol “transvestitlogik” – noget om konstruktionen af “das ewig weibliche” Anno 1930. Som s√•dan er den et vigtigt dokument i den moderne kvindeligheds konstruktionshistorie, der netop gennem sine overdrivelser og ultrafemininiseringer m√•ske kan pege p√• k√łnnets generelle situative og performative karakter. Lili Elbe “forestiller” – og udstiller – med andre ord at v√¶re den perfekte kvinde, hun fremstiller l√łbende – og p√• m√•ske i vores √łjne desperat og hyperbol vis – sit k√łn, en proces, der if√łlge den amerikanske k√łnsfilosof Judith Butler er en i sidste ende illusorisk og skr√łbelig bestr√¶belse for alle mennesker, da k√łnnet er en ikke-eksisterende idealitet, der forg√¶ves fors√łges reproduceret i bev√¶gelser, der i sidste ende er d√łmt til at mislykkes.[3] Ingen kan nemlig pr√¶sentere den perfekte mand eller den perfekte kvinde, vi er alle mere eller mindre mislykkede kopier af en original, der viser sig slet ikke at eksistere.

Einar Wegener
Men lad os starte med begyndelsen. Tekstens us√¶dvanlige ophavsmand/kvinde er den danske maler Einar Wegener (1885-1931), der i for√•ret og sommeren 1930 underkastede sig en r√¶kke operationer i Berlin og Dresden under den tyske overl√¶ge, Professor Kurt Warnekros’ ledelse. I dette forl√łb fjernedes “manden” – der i teksten omtales som Andreas Sparre – i det f√¶lles legeme, og “Lili” f√łdes/genf√łdes bl.a. ved hj√¶lp af transplantation af k√łnskirtler fra en ung kvinde. Efternavnet “Elbe” antager Lili i taknemmelighed mod den by, der betegnes som hendes “f√łdested”: Dresden og mod l√¶gen, der i bogen omd√łbes til det mere messiansk klingende “Professor Kreutz”.
Imidlertid er “Lili” ikke ganske ukendt for bogens l√¶sere f√łr k√łnsskifteoperationen. Teksten fort√¶ller grundigt, at “hun” starter som et transvestittisk p√•fund, en kunstnerlune i et komplekst spil mellem √¶gteparret Einar og Gerda Wegener (i bogen d√łbt Grete Sparre).
Grete, der ligesom Andreas fremstilles som succes- og talentfuld maler, maler et portr√¶t af en kendt dansk skuespillerinde. Da denne imidlertid bliver forsinket fra en aftale, if√łrer Einar sig hendes kl√¶der og bliver stand-in for kvinden, helt pr√¶cis hendes ben. Da skuespillerinden dukker op, begejstres hun over den forkl√¶dte mand, der “d√łbes” i frugt og vin. Dette er begyndelsen til “Lili”, der fra tid til anden dukker op Sparre-hjemmet, b√•de i K√łbenhavn og i Paris, hvor de to (tre) bos√¶tter sig en √•rr√¶kke. Andreas (Einar), Gretes (Gerdas) og Lilis relation fremst√•r faktisk som en form for ikke-erotisk trekantsforhold, hvor Lili er Gretes bedsteveninde og fortrolige, og hun “bliver” i stadig l√¶ngere tid.

Lili er imidlertid i mere end en forstand et produkt af Einar og Gretes f√¶lles bestr√¶belser. Som hun gjorde sig debut i verden som standin for en skuespillerinde (m√•ske en fremstiller af femininitet i sin reneste form), hvis portr√¶t Grete malede, vedbliver hun at fungere som model for Gretes kunst, som hun s√•ledes er b√•de et bogstaveligt produkt af og m√•ske s√•gar en foruds√¶tning for: “Lili var blevet Gretes Yndlingsmodel. Hendes slanke Alfeskikkelse vandrede gennem alle Gretes bedste Arbejder… Hun var allerede blevet en Type, en moderne Kvindetype, skabt af en Kunstners Fantasi… som alt nyt her paa Jorden” (Elbe s. 13). Teksten antyder, at den moderne kvindetype i helt konkret forstand er et kunstprodukt, s√•vel kunstnerisk som “kunstig”. Skabelsen af “Lili” bliver den konkrete foruds√¶tning for Gretes kunstneriske og materielle succes og for parrets flytning til Paris: “Jeg ved ikke, om det var et Tilf√¶lde, men de Billeder, hvortil Lili havde staaet Model, gjorde mest Lykke. Og Gretes Ry voksede… En Dag fik hun en Indbydelse til at udstille sine Lili-Billeder i Paris.
Det var den direkte Anledning til, at vi alle tre, Grete, Lili og jeg, bosatte os i Paris” (Elbe s.46). Lili fremstilles som en slags maskot for Sparre-√¶gteparret.

Lili forbliver imidlertid ikke en hemmelighed mellem Andreas og Grete. B√•de i Paris og under ferieophold ved Loire-floden optr√¶der Lili ved flere lejligheder, f√łrst karneval, senere velg√łrenhedsforestillinger og baller. Teksten beskriver, hvordan “hun” fungerer som erotisk dynamo, ombejlet af flere m√¶nd, hvoraf en s√•gar frier til hende. St√łrst betydning f√•r dog forholdet til den f√¶lles ven, Claude Lejeune, der kender Lilis baggrund, men forbliver trofast bejler f√łr, under og efter k√łnsskifteoperationen, hvor han til sidst frier til hende.[4] Lili f√łler sig imidlertid p√• dette tidspunkt endnu ikke voksen til at indg√• √¶gteskab, ogs√• fordi hendes hjerte er bundet til Professor Kreutz og Frauenklinik i Dresden, hvor hun blev til – og hvor hun kom til at ende sine dage p√• grund af en bl√¶relidelse et √•r efter den sidste operation.

Den triviallitterære genre
Sk√łnt teksten selv angiver genrebetegnelsen “bekendelser”, er den st√¶rkt litterariseret. Fra mand til kvinde b√¶rer klare pr√¶g af kunstnerisk bearbejdning snarere end bestr√¶belser p√• at bekende en r√¶kke begivenheder Lilis memoirer er m√łjsommeligt arrangerede med en sofistikeret kronologisk struktur, der vidner om bevidst kunstnerisk bearbejdning og effektiv anvendelse af flash back-effekter, sp√¶ndingsopbyggende momenter, retardering og raffung, dramatiseringer, sceniske og farvem√¶ttede beskrivelser og is√¶r dygtig brug af suspense-effekter. Lili Elbes bekendelser er i h√łj grad en skabende kunstners v√¶rk, en kunstner, der effektfuld ordner og arrangerer begivenheder og scener i ordmalerier.
Teksten begynder med en scenisk beskrivelse: “Paris. Quartier Latin. En Aften i Februar 1930. I en stille Gade med fornemme Pal√¶er – og en lille Restaurant.
V√¶rten, Francois, er Sicilianer og udsk√¶nker sit Hjemlands gl√łdende Vine. En lille Kreds af Udl√¶ndinge, af hvilke de fleste er Kunstnere, er hans Stamg√¶ster.
Til dem h√łrer Andreas og Grete Sparre, et dansk Malerpar, og deres italienske Ven, Ernesto Rossini med hans elegante, franske Hustru, Fru Elena” (Elbe s. 7).
Indledningen rummer tekstens gennemg√•ende high society-mark√łrer, dens diskrete markering af luksus og elegance, og den er tillige repr√¶sentativ for tekstens form. Den peger med sit enkle sprogbrug, sine mange klicheer og sit stereotype k√łnsunivers p√• hvilken genre, bekendelserne skriver sig op ad: ugebladsromanen. Replikkerne er som taget ud af en Morten Koch-roman, og milj√łet er et tuttenuttet univers med n√¶sten lutter pastelfarver. I sit valg af ultra-feminin genre har Lili valgt det mest eksklusivt kvindelige medium: damebladet.

Einar Wegener - Andreas Sparre.
Einar Wegener – Andreas Sparre.
Einar Wegener_Andreas Sparre
Brudstykke af et brev, skrevet af Einar Wegener den 29. januar 1930.
Skriften er, som man vil se, fast og tydelig, en udpræget mandsskrift.
Einar Wegener - Andreas Sparre
Brudstykke af et brev, skrevet af Lili Elbe den 14. juni 1931.
Skriften har forandret sig og er nu en flydende, ret veg kvindeskrift.
Illustrationer fra bogen:
Fra mand til kvinde: Lilli Elbes bekendelser. Skippershoved, Randers.

Der er ingen tvivl om, at dette genrevalg er bevidst. I et brev til en dansk ven i Berlin, forfatteren Poul Knudsen, der i bogen har navnet Niels Hvide, forklarer Lili, hvorfor Bogen ikke er en traditionel, fast ordnet og homogen levnedsskildring: “Saa er jeg tilmed bange for, at den anden Form skulde tynge Bogen, og jeg √łnsker netop at faa frem, at hvad der er af kunstnerisk, af Livsvisdom og alvorlig mandig Viden, kommer fra Andreas, der var Kunstner og et honnet Mandfolk, mens min Indsats er en vis letbenet og t√łset Filosofi. (Du ser, der er i Virkeligheden en Nedskrivning af Aktiverne)“.[5] N√•r Lili Elbe med vold og magt skal fremst√• som ualvorlig, letbenet og overfladisk – og klart som menneskeligt, etisk og kunstnerisk af langt mindre v√¶rdi og l√łdighed end Andreas Sparre – er det forst√•eligt, at hun fremstiller sin historie som en ugebladsroman i et pastelunivers fyldt med turistklich√©er, et univers, hvor menneskeheden er opdelt i enten skurke eller helte, en verden, hvor m√¶nd er brave, ridderlige, maskuline, gener√łse, giver faste h√•ndtryk og sl√•r hinanden p√• skuldrene, og hvor kvinder er pyntede, elegante, overfladiske, pjankede, hjertensgode og feminine. Tanken er fristende, at Lili for at bevise om, at hun er kvinde, med sine naive betragtninger, villede overfladiskhed og reflekterede infantilisering g√łr sig dummere end hun er.
Hendes vigtigste m√•de at “kvinde” sig p√• er dumhed.

St√¶rkest kommer denne “g√łren kvinde” til udtryk, da Lili efter operationen skal overbevise sin – eller rettere Andreas’ – s√łster om sin eksistens og sit k√łn: “Gennem hele mit V√¶sen, gennem hele den Maade, jeg bev√¶gede mig paa, gennem alt, hvad jeg sagde, gjorde jeg, hvad jeg kunde, for at bevise hende, at jeg var et andet Menneske end Andreas.
Han var klog og aandfuld, levende interesseret, han var et Menneske, der gravede i Dybden… Jeg var ganske overfladisk…og jeg var det med Vilje… Jeg vilde vise hende, at jeg var en helt anden, at jeg var Kvinde… Jeg var tankel√łs, pjanket, pyntesyg og forn√łjelsessyg, ja, jeg kan godt sige barnlig… og nu kan jeg roligt tilstaa det, det var afgjort ikke alt sammen Forstillelse…Jeg var virkelig ubekymret, sorgl√łs, ulogisk og lunefuld… Jeg understregede det bare, f√łrte mit V√¶sen et Stykke videre ud
” (Elbe s. 148-9). Tekststedet er det eneste, hvor Lili reflekterer over sin kvindelighed som en i hvert fald delvis bevidst forestilling, m√•ske endda forstillelse. Hun er her p√• nippet til at “bekende”, at hun ogs√• selv s√¶rdeles aktivt og reflekteret skaber sit k√łn i en fortl√łbende performans. Og tankev√¶kkende er imidlertid ogs√• Lilis gentagne p√•kaldelse af sorgl√łsheden og ubekymretheden som grundl√¶ggende karaktertr√¶k – der synes at st√• i sk√¶rende kontrast til ikke bare de mange og ofte yderst smertefulde operationer, men ogs√• den st√¶rke sociale angst, stigmatiseringen og ensomheden, der if√łlge teksten kommer til at pr√¶ge Lilis korte liv.

Det dobbelte offer
En √•rsag til bekendelsernes fragmenterede, ja, m√•ske skizofrene form angiver Lili som konsekvens af hendes stadig tilbagevendende betoning af, at “Andreas” og “Lili” er to radikalt forskellige personer, der intet har med hinanden at skaffe: “Det fremgaar nok mest af sidste Del, at der er Dualitet – eller var. Det er f√łrst Andreas, der fort√¶ller om sine Erindringer til Poul, mens Andreas havde Overtaget, hvorpaa Lili fort√¶ller Erindringer til Poul fra den Tid, hvor hun begyndte at arbejde sig frem og fik hovedparten af Aktiverne i deres F√¶llesbo – og til sidst Eneindehaver.
Det fremgaar tydeligt af sidste Del, at det endogsaa er en absolut Livsbetingelse for Lili, at hun aandeligt intet har at skaffe med Andreas – og det store Mirakel, er at hun f√łler sig nyskabt – ren og jomfruelig og absolut ikke sj√¶leligt et Mandfolk, der er bleven til et Pigebarn
” (citeret fra indledningen til Elbe 1988 s. 4).

Hvor Gretes forhold til s√•vel Andreas som Lili er harmonisk, er Andreas og Lilis forhold frem til operationen pr√¶get af stadig stigende antagonisme: “Grete f√łlte sig som denne sorgl√łse og hj√¶lpel√łse Lilis Beskytter. Og Andreas f√łlte det samme… Medens Lili hadede ham, fordi han stod i Vejen for hende, elskede Andreas hende h√łjere end sig selv. Det var hans Haab, at han maatte d√ł, for at Lili kunde vaagne til et nyt Liv, inden Livet havde naaet at sk√¶mme deres f√¶lles Legeme” (Elbe s. 13).

Andreas forvandling til Lili fremstilles s√•ledes som en uselvisk, ridderlig offerhandling, hvor manden frivilligt ofrer sit liv for kvinden, han deler legeme med. Andreas “selvmord” omg√¶rdes teksten igennem med melodramatisk og sentimental patos, den “d√łde” mand er foruds√¶tningen for Lilis f√łdsel. Og ikke kun for Lili. Ogs√• hustruen Gretes lykke har den uselviske Andreas st√¶rkt blik for. En af bev√¶ggrundene til hans endelige beslutning om operationen er hans √łnske om at give Grete fri. For p√• en tidligere ferie har Gerda Wegener (kaldet Grete) forelsket sig i den italienske Fernando Porta (i bogen fremstillet som officeren Ridolfo Ferruzzi). I teksten tilskrives Andreas en helt afg√łrende rolle i Ridolfo og Gretes romance og senere √¶gteskabsindg√•else, efter at skilsmissen med den nu ikke l√¶ngere juridisk eksisterende √¶gtemand er gennemf√łrt. S√• Andreas ofrer sig i en dobbelt ridderlighed faktisk for b√•de Grete og for Lilis k√¶rlighedslykke og k√łn. Han donerer bogstavelig talt sit legeme – og helt konkret sine mandlige k√łnsorganer (som teksten forbig√•r i tavshed, udover at forsikre, at Andreas i s√• henseende er fuldst√¶ndigt normal) for at redde to kvinders kvindelighed og eksistens. Ogs√• i den henseende reproducerer teksten et k√łnsstereotypt univers, hvor manden st√¶rkt og chevaleresk ofrer sig for de svage kvinder.

Den dramatiske kronologi og det kronologiske drama
Som n√¶vnt er teksten ikke opbygget som en kronologisk fremstilling af begivenheder. Derimod starter vi in medias res i en parisisk februarnat i 1930. Andreas har for ni m√•neder siden aflagt det l√łfte, at hvis han ikke har fundet en l√łsning p√• sin smertefulde splittethed, vil han beg√• selvmord om pr√¶cis et √•r. S√•ledes er hans sk√¶bne ved tekstens begyndelse nu en tikkende bombe, hvor han kun har tre m√•neder tilbage. Med mindre der alts√• sker et mirakel.
Miraklet, som straks efter indfinder sig, er den tyske læge,
Professor Kreutz, som Andreas overtales til at ops√łge dagen efter, efter mange ydmygende unders√łgelser af andre l√¶ger. Kreutz er den magiske frelser, der med det samme forst√•r Andreas og indvilliger i at behandle ham. Andreas – og dermed ogs√• Lili – bliver s√•ledes reddet af gonggongen, da alt h√•b syntes ude…

Teksten beskriver n√łje den f√łlgende periode: Andreas afrejse fra Paris, hans smertefulde togrejse til Berlin, hvor den indledende operation skal finde sted, forberedelserne til operationen og opholdet og samtalerne med vennerne, juristen og forfatteren, Poul Knudsen og hans hustru, i teksten kaldt Niels og Inger Hvide. Jo t√¶ttere l√¶seren kommer tekstens afg√łrende sp√¶ndingsmoment, afsk√¶ringen af Andreas k√łnsorganer, jo langsommere g√•r fort√¶llerrytmen. P√• yderst effektiv vis udskyder memoirerne tekstens peripeti, “the point of no return”. Netop natten f√łr operationen indskyder teksten efter lange retarderinger et langt flash back, hvor Andreas over ikke mindre end tre kapitler (Kapitel VII-IX) betror Niels og Inger hele sin forhistorie, og ogs√• l√¶seren f√•r hermed de kronologiske foruds√¶tninger for Andreas barndom, opv√¶kst, √¶gteskabet med Grete og Lilis stadigt hyppigere bes√łg. F√łrst i kapitel X genoptages nutidshandlingen, hvis fort√¶llerytme dog stadig er meget langsom, da det udpensles hvordan Niels og Andreas m√• vente, hvordan operationen udskydes en dag, hvordan Andreas tager afsked med sine maskuline kl√¶dningsstykker et for et. Endelig i Kapitel XI skildres operationen, der imidlertid udg√łr et tekstligt hul, da l√¶seren ikke indvies i, hvad der foreg√•r, mens Andreas er i narkose. Tekstligt kan man imidlertid bem√¶rke, at da han under store smerter atter kommer til bevidsthed, omtales han stadig som “Andreas” og “han”. Den efterf√łlgende udvikling indvies l√¶seren i f√łrst og fremmest gennem Gretes breve til Claude Lejeune, og her omtales Andreas i datid og personen nu som Lili. En af de afg√łrende “begivenheder” i Lilis tilsynekomst er den pariserneglig√©, Grete har med til det nye v√¶sen. Den fremst√•r n√¶sten som en d√•bsskjorte i hendes nye identitet som kvinde. En pragtfuld pels fremstilles som endnu en vigtig rekvisit i skabelsen af Lili. Til en vis grad skaber kl√¶der ikke kun folk, men ogs√• k√łn.
Tiden indg√•r imidlertid ikke kun som tekstligt virkemiddel. Ud over Andreas’ beslutning om selvmord indenfor et √•r, er redningen af Lili ogs√• af andre grunde truet, nemlig af Andreas’ alder. Uden at det ekspliciteres, er Andreas ved operationen ca. 48 √•r, og det fremst√•r som et problem, at hans krop ikke kan blive ved med at “huse” Lili: “Og saa levede Lili og jeg vor Dobbelttilv√¶relse videre… vi havde mange glade Timer, og hverken de Indviede eller jeg selv saa andet i det end en behagelig Adspredelse, et Kunstnerlune – hverken mere eller mindre. Ligesaa lidt bekymrede vi os om den stedse mere fremtr√¶dende Forskel mellem mig og det mystiske Pigebarn, og vi t√¶nkte heller ikke over, at Linierne i mit Legeme langsomt var begyndt at forandre sig” (Elbe s. 55). Denne erkendelse kommer samtidig med, at Andreas f√•r helbredsproblemer, anfald med n√¶seblod, g√•defulde smerter, tiltagende depressioner lige som hans v√¶sen underg√•r forandringer. Det er for Andreas en klar foruds√¶tning, at Lili kun kan eksistere som sk√łn, I kvinde: “En Aften sagde jeg til Grete:
– Egentlig kan jeg slet ikke forestille mig Tilv√¶relsen uden Lili… men den Dag, da hun ikke mere er ung og smuk, har hun jo ikke l√¶ngere nogen Eksistensberettigelse” (Elbe s. 55). K√łnsskifteoperationen eller med tekstens ord: Andreas selvmord som foruds√¶tning for Lilis f√łdsel er s√•ledes andet og mere end blot en bev√¶gelse fra mand til kvinde. Operationen er ogs√• f√łrste led i en radikal foryngelsesproces. Den nyf√łdte Lili fremst√•r da ogs√• teksten igennem som klart yngre end sine tidligere j√¶vnaldrende. S√•ledes har Claude Lejeunes frieri klare p√¶dagogiske overtoner: “Nu er Du sund og rask, men samtidig er Du saa v√¶rgel√łs. Du er jo en voksen Kvinde, og alligevel forekommer Du mig somme Tider som et Barn… Du tr√¶nger til et Menneske, der baade kan v√¶re Moder og Mand for Dig” (Elbe s. 171). Og i forhold til Grete og hendes nye mand er Lili simpelthen en generation yngre jf. Gretes k√¶rlighedserkl√¶ring: “… hun siger, at jeg ikke alene er hendes S√łster, hun t√¶nker ogsaa paa mig som sin store Datter. Jeg maa love hende snart efter hendes Bryllup med Ferruzzi at komme ned til dem – ogs√• han vil tage sig af mig og betragte mig som sin Datter… Hvor lykkelig g√łr de Ord mig ikke!” (Elbe s. 163).
Fysiologisk antydes Lilis ungdom ud fra k√łnskirtler hun f√•r inplanteret jf. forstanderindens opmuntring f√łr operationen: “De har ogsaa kun Grund til at gl√¶de Dem, lille Fru Lili, for de Kirtler, Professoren vil intransplantere paa Dem, vil give Dem en ny Livskraft og en ny Ungdom… Den Kvinde, de stammer fra, er ikke mere end syv og tyve Aar gammel.
Lillis Stemme sk√¶lvede af Bev√¶gelse: – Er det sandt?…er det virkelig sandt?… Afh√¶nger en Kvindes Alder udelukkende af hendes K√łnskirtler? Er det virkelig det eneste, det kommer an paa?… Er det sandt?
” (Elbe s. 116). Det endelige svar f√•r Lili – og l√¶seren – aldrig. Men der er ingen tvivl om, at ikke kun for Andreas skyld, men ogs√• for Lili indg√•r operationen i et kapl√łb med tiden. Den er absolut sidste udvej for s√•vel manden som kvinden i det f√¶lles legeme.
Og Professor Kreutz synes netop at vide dette, da hans indledende l√łfte til Andreas ogs√• rummer vitalisme og ungdom: “De skal komme til mig i Tyskland, og jeg haaber, at jeg kan give Dem et nyt Liv og en ny Ungdom” (Elbe s. 17).

Homofob skizofreni
Teksten og Andreas’ store smertepunkt er homoseksualiteten. P√• dette felt kommer hans eneste aggressionsudladninger, og ogs√• stilistisk beskriver dette emne et brud p√• pasteluniversets massive harmoniseringer.
Helt fra starten g√łr memoirerne det klart, at Andreas og Grete er moralske og anst√¶ndige mennesker. Deres flytning til
Paris fremst√•r som en frelse fra K√łbenhavn, der – noget overraskende? – fremstilles som Syndens By: “For det meste havde de levet i Udlandet, s√¶rlig i Paris, og dette Liv ude blandt Fremmede havde maaske knyttet dem endnu n√¶rmere sammen… de var i al Fald blevet forskaanet for at leve i den Atmosf√¶re af Overfladiskhed, Ansvarsl√łshed og Skilsmisser, der breder sig over K√łbenhavn” (Elbe s.12). Her bryder tekstens logik delvis sammen, for Lili bliver jo i l√łbet af teksten ikke blot “fraskilt” (ligesom Grete), men kaldes eksplicit for b√•de ansvarsl√łs og overfladisk.
Tekstens helt store moralske dilemma er dog mistanken om Andreas’ homoseksualitet, som besv√¶rges igen og igen. Alene f√¶nomenets eksistens synes at udfordre s√•vel protagonistens projekt som hele tekstens k√łnsunivers, hvor mandige m√¶nd beg√¶rer feminine kvinder. Andreas mange traumatiske m√łder med uforst√•ende l√¶ger kulminerer i en s√¶rligt smertefuld scene, hvor en l√¶ge direkte foresl√•r homoseksualiteten som mulighed: “Den ene af dem, som jeg ikke f√łr havde haft at g√łre med, tillod sig endda at antyde, at jeg vel i Grunden var – homoseksuel, en Antydning, der gjorde mig ganske ude af mig selv. Havde Grete ikke med en munter Latter reddet Situationen, var Naturen gaaet over Optugtelsen, og jeg var faret paa ham og grebet ham i Struben” (Elbe s. 64). Forslaget resulterer s√•ledes i aggression (hvor “naturen” p√•kaldes!), der kun afv√¶rges af hustruen som effektivt “bevis” mod p√•standen.
Andreas’ homofobi kommer videre til udtryk, da han i Berlin som led i sin behandling er tvunget til at konsultere den homoseksuelle sexolog, Magnus Hirschfeld – i teksten kaldet Hardenfeld – p√• hans ber√łmte Institut for Seksualforskning. Her f√łler han sig alt andet end hjemme: “Hvad har jeg her at g√łre? Han f√łlte et moralsk Ubehag ved dette store Rum, som mere gjorde Indtryk af at v√¶re en Klub for seksuelt Abnorme: Kvinder, der saa ud som forkl√¶dte M√¶nd, og M√¶nd, om hvem man havde ondt ved at tro, at de virkelig var M√¶nd…Den Maade, hvorpaa disse Mennesker underholdt sig med hinanden, deres Bev√¶gelser, deres Stemmer, deres Paakl√¶dning, alt b√łd ham inderligt imod…” (Elbe s. 36).
Teksten g√łr meget ud af at betone, at hovedpersonen – eller rettere: hovedpersonerne – ikke er pervers(e), men ultra-heteroseksuel(le).
Andreas/Lili er ingenlunde afvigere, men en ganske normal heteroseksuel mand og en ganske normal heteroseksuel kvinde. Mest eksplicit kommer det til udtryk ved Niels og Andreas mandeaften som modgift til bes√łget hos Hardenfeld, hvor Niels efter mange glas vin bringer det prek√¶re emne p√• banen: “– Skaal, Du! Sagde Niels. Du er dog en underlig Fyr. Iaften opf√łrer Du Dig som et rigtigt Mandfolk og i Morgen forlanger Du maaske, at jeg skal behandle Dig som Dame…” (Elbe s. 37). Denne Niels, som beskrives teksten igennem som en jysk guttermand (“et brillant Stykke Mandfolk, denne Niels. Han var af ren nordisk Race” (Elbe s. 34)), kan Andreas med st√¶rk patos forsikre om sin og Lilis absolutte normalitet: “- Jeg kan godt begribe, at Du har ondt ved at forstaa det, svarede Andreas og saa roligt paa sin Ven. Det har jeg ogsaa selv… men jeg er ganske klar over, at der er to V√¶sener i mig, og at hver af dem har sit eget og – det forlanger jeg, at Du skal tro – fuldkommen sunde og normale F√łlelsesliv” (Elbe s. 37).
Hermed er der langt op til Niels afg√łrende – pinlige – sp√łrgsm√•l: “- Sig mig… har Du aldrig…f√łlt Dig tiltrukket af dit eget K√łn… Du forstaar, hvad jeg mener?” (Elbe s. 37). Der er ingen tvivl om, at Niels bifalder Andreas svar, som p√•kalder hans √¶re: “- Paa √Üre, Niels, aldrig!… Det har aldrig i mindste Maade interesseret mig.
– Bravo, Andreas, det t√¶nkte jeg nok” (Elbe s.37-8).
I sine tilbageskuende bekendelser til Niels og Inger, hvor Andreas omtaler sin mystiske feminiserende “udvikling”, der bl.a. kommer til udtryk som en besynderlig og ny trang til at give sig ind under en st√¶rkere vilje, en ny g√•defuld ydmyghed, m√• homoseksualiteten atter besv√¶rges: “Naar jeg nu t√¶nker tilbage paa denne m√¶rkelige psykiske Udvikling, kan jeg roligt forsikre, at den ikke i mindste Maade var erotisk betonet” (Elbe s. 57). Endnu engang forsikres det heteroseksuelle vennepar om, at selv om Andreas m√•ske er p√• vej til at blive kvinde, er han i hvert fald ikke homoseksuel. Tv√¶rtimod er kroppen n√¶rmest “dobbelt heteroseksuel”, da Andreas er en fuldt normal mand, og Lili n√¶sten hyperbolt heteroseksualiseret og feminiseret.

Det mandlige blik
Kvindens Sk√łnhed bliver til i Mandens √ėje
(Karen Blixen: Syv fantastiske Fortællinger s. 176)

Som n√¶vnt fremmaner Fra mand til kvinde et idyllisk univers, en pastelverden med masser af penge, diskret luksus og elegance, trofaste venner og k√¶re opofrende veninder. K√łnsantropologien i denne verden er uhyre stereotyp med radikale v√¶sensforskelle mellem kvinder og m√¶nd. F√łrstn√¶vnte er smukke, elegante, uselviske og hyperfeminine, de er pr√¶get af underkastelsestrang og higer efter beskyttelse af de mandige, st√¶rke og stolte m√¶nd, der omvendt intet h√łjere m√•l synes at have i tilv√¶relsen end at g√łre livet behageligt for den udk√•rne, s√•rbare og udsatte kvinde.
Teksten fokuserer helt fra Lilis f√łrste fremtr√¶den (der alts√• oprindeligt “kun” var “transvestitisk”) p√• hendes evne til narre s√•vel kvinder som m√¶nd. Kvinderne er typisk nysgerrige og misundelige p√• Lili, mens m√¶ndene synes at falde for hende p√• stribe, s√•dan som veninden Elena forsikrer l√¶gelige autoritet, Professor Kreutz, ved det f√łrste m√łde, da denne sp√łrger, om m√¶ndene interesserer sig for Lili: “- Ja, det kan De tro, Hr. Professor, svarede Elena ham leende, det er ligefrem utroligt, hvilken Tiltr√¶kningskraft denne lille fr√¶kke Person har paa vore mandlige Bekendte – Jeg har v√¶ret paa flere Karnevaler, hvor Lili drev sit Spil, og hvor hun til sidst var som et Stykke jaget Vildt” (Elbe s. 18).

Efter operationen opregner teksten en m√¶ngde succes’er, hvor Lili atter og atter “passerer” som kvinde. Hendes debut efter den indledende operation foreg√•r ved en middag hos Niels og Inger i Berlin sammen med en dansk skuespillerinde. Den stadigt sv√¶kkede Lili spiller her sprogukyndig pariserinde og er if√łlge teksten fuldst√¶ndig trov√¶rdig.
Hendes “forestilling” er s√•ledes dobbelt: hun spiller “kvinde” og overbeviser selv en skuespillerinde, og hun spiller pariserinde og overbeviser s√•ledes en dansker – selvom hun selv er dansker.[6] Efter operationen opremser teksten en lang r√¶kke scener, hvor anonyme folk antager Lili for at v√¶re en almindelig kvinde og s√•gar intetanende iskuterer
“f√¶nomenet”, Lili Elbe, med hende. L√¶seren kan tilsyneladende aldrig overbevises nok om trov√¶rdigheden af Lilis k√łn.
En ting er at overbevise kvinderne, men Lilis sande eksistens afg√łres af m√¶ndene. Det er deres beg√¶r, der giver hende liv, for Lili eksisterer f√łrst og fremmest som seksualobjekt. Det mandlige blik har en helt central rolle gennem hele teksten. En af drivkr√¶fterne til Andreas beslutning var bl.a. de mandlige beg√¶rsblikke, han ogs√• uden kvindekl√¶der bliver genstand for – fra danske tjenere i Paris til tilf√¶ldige forbipasserende, der i stadig stigende grad tror, han er en pige i herret√łj.
Det afg√łrende “k√łnnende” blik er dog Professor Kreutz’. Straks ved f√łrste m√łde i Paris forst√•r han Andreas problemer, og hans penetrerende blik ser straks gennem hans hud og direkte ind til “kvinden” i ham – bogstavelig talt: hans tilstedev√¶rende kvindelige kirtler.
Dette f√łrste klarsyn bliver naturligvis kun bekr√¶ftet under operationen i Dresden: “Hans stakkels, forpinte Legeme var blevet aabnet, og man havde konstateret, hvad ingen menneskelige Indbildning havde troet muligt. I hans Indre havde man fundet et Par forkr√łblede kvindelige K√łnskirtler, der ikke havde v√¶ret i Stand til at vokse og trives, fordi en gaadefuld Sk√¶bne ogsaa havde givet ham andre, mandlige Kirtler. Det var hans Dobbeltv√¶sens Hemmelighed, som ingen L√¶ge havde villet erkende, f√łrend Professor Werner Kreutz allerede i Paris med en Seers Blik havde l√łst Gaaden… den Gaade, hvis L√łsning nu laa aaben for alle… ” (Elbe s. 120). Kreutz fremstilles s√•ledes ikke kun som videnskabsmand, men n√¶rmest ogs√• som troldmand (“seer”), der med en s√¶rlig sans straks finder “kvinden” i Andreas, de forkr√łblede k√łnskirtler, som fremst√•r som n√łglen til hans identitet og k√łn og selve eksistensgrundlaget for Lili.

Apoteosen af lægen
Det forbliver imidlertid uklart, om det er Kreutz som l√¶ge eller som k√łnsv√¶sen, der v√¶kker Lili til live. Hvert eneste m√łde mellem de to er st√¶rkt dramatiseret, og Kreutz fremstilles teksten igennem som guddom og skaber. Da hun m√• vente p√• en ledig plads p√• hans eftertragtede “Frauenklinik”, der fremstilles som et paradis, f√łler hun sig tilintetgjort: “Et eneste Blik fra denne Mand havde ganske taget Magten fra hende… Hun f√łlte, at han var saa meget st√¶rkere end hun selv, at han havde knust hele hendes Personlighed… tilintetgjort hende med et eneste Blik. Hun forekom sig selv som en Skolepige, der er blevet kort aff√¶rdiget af en forgudet L√¶rer. Professorens Stemme l√łd endnu i hendes √ėren. Hun f√łlte en underlig Svaghed i alle sine Lemmer. Hun stod som i en Taage og fattede intet af, hvad der foregik omkring hende… F√łrst senere… l√¶nge efter, forstod hun, haar hun t√¶nkte tilbage paa dette √ėjeblik, hvad der var sket med hende. Det var f√łrste Gang, hendes Kvindehjerte havde sk√¶lvet foran en Herre og Hersker… foran den Mand, hun havde kaaret til sin Beskytter… og hun begreb, hvorfor hun straks havde underkastet sig ham og hans Vilje…” (Elbe s. 109). I en synkron bev√¶gelse g√łr Kreutz alts√• Lili til p√• en gang kvinde og heteroseksuel, og de to bev√¶gelser forekommer ul√łseligt forbundne.[7]
Snarere end operationen er det Kreutz blik, der er den afg√łrende dynamo i produktionen af Lilis kvindelighed. Det afg√łrende for hende er, hvordan hun tager sig ud i hans √łjne. Da hun tvivler, er hun s√łnderknust jf. Gretes optegnelser: “Lili har fuldst√¶ndig tabt Modet. Hun tror, at Professoren ikke ser andet i hende end Andreas, det vil sige en forkl√¶dt Mand. Hun bilder sig ind, at hun er saa h√¶slig og utiltalende, at ethvert normalt Menneske maa f√łle Uvilje mod hende” (Elbe s. 109). Imidlertid lykkes det med tiden tilsyneladende for Kreutz via sit blik og sit k√łn at “indbl√¶se” Lili kvindelighed skildret i en n√¶sten Pygmalion-agtigt billedsprog: “Niels har sikkert fuldkommen Ret, naar han siger, at det, som Professoren har for med Lili, maa betragtes som en Art sj√¶lelig Modellering, der skal gaa forud for den legemlige Omdannelse. Hidtil har Lili v√¶ret som en Klump Ler, som andre har arbejdet med, og som Professoren selv, blot med en flygtig Ber√łring, allerede har givet Liv… og Form… men indtil nu, mener han, ligger Lilis Kvindelighed kun paa Overfladen… Den er endnu ikke helt √¶gte, fordi den ikke er tr√¶ngt i Dybden… Med et eneste Blik har han i Gaar vakt hendes Hjerte til Liv, et Liv, besj√¶let af alle kvindelige Instinkter…” (Elbe s. 110).[8]
Fra f√łrste f√¶rd indskrives Kreutz i en frelsersymbolik med religi√łse overtoner. Natten f√łr det f√łrste m√łde har Grete dr√łmt om ham, og en sp√•kone har forudsagt hans komme. I en tilbagevendende dr√łm iscenes√¶tter Andreas ham som en m√¶gtig frelsende Genius, der redder Lili ud fra d√łdens greb med sine hvide m√¶gtige vinger. S√•ledes dramatiseres k√łnsskifteoperationen som en kamp mellem m√łrke og lys, mellem det Onde og det Gode. Og Professor Kreutz er ikke blot messiansk frelser, men selveste Gud. Hans privatklinik er et patriarkalsk paradis: “Her i denne lille Stat i Staten herskede M√¶ndene uindskr√¶nket – med Professoren i Spidsen” (Elbe s. 115)

En transseksuel lægeroman
Lili Elbes memoirer betegnede jeg tidligere som indskrevet i en hyperfeminin trivialgenre: romanbladet. Vi kan imidlertid pr√¶cisere genretilh√łrsforholdet. Memoirerne leger med en s√¶rlig undergenre af trivialromancen: nemlig l√¶geromanen. Fra mand til kvinde er en s√¶rlig transseksuel udgave af K√¶rlighed i hvidt eller Forelsket i Dr. Frank. Den skjulte hovedperson igennem hele teksten er nemlig Professor Kreutz og det er ham, Lili, p√•kalder i et brev om teksten til Poul Knudsen, kaldet Niels Hvide i bogen: “Den vidunderlige i Dresden hedder: Prof. Dr. Kurt Warnekros. Det staar endogsaa skrevet med dobbelt W i mit hj√¶rte – ja, endogsaa deri graveret!” (Elbe 1988 s. 3).
Imidlertid fort√¶ller teksten intet om den tyske professors f√łlelser for sin danske patient. Og noget tyder p√•, at Lili aldrig fik erkl√¶ret ham sin k√¶rlighed. Da hun i for√•ret 1931 m√łdte sin forl√¶gger, den tyske forfatter Ernest Harthern, i bogen omtalt som Niels Hoyer, begyndte hun ogs√• at give hans datter, Ruth Hanna Harthern-Thaning, timer i maleri. Denne Ruth skal imidlertid ogs√• benyttes som overs√¶tter. Pigen fort√¶ller selv i forordet til 1988-udgaven om Lilis forelskelse i l√¶gen: “Frygteligt s√łrgeligt. Det var godt, at jeg allerede dengang s√• klart forstod, at man ikke kan sende s√•danne breve. Hvad denne l√¶ge havde gjort med den operation var m√•ske slet ikke s√• godt for dette ulykkelige menneske. Hun havde en evig kamp med sig selv.
Jeg skammede mig, troede hun, n√•r jeg oversatte hendes k√¶rlighedsbreve til ham fra dansk til tysk. I virkeligheden √¶ndrede jeg dem til kun at v√¶re venlige takkebreve. Naturligvis m√•tte det v√¶re ubehageligt for l√¶gen. Det blev ikke til mange breve” (Elbe 1988 u.p.).
Under alle omstændigheder blev Lili aldrig Gift med Lægen.

Noter
  1. [Retur] Lili Elbe: Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser; Kbh., Hage & Clausens Forlag, 1931.
  2. [Retur] Lili Elbe: Fra mand til kvinde. Lili Elbes bekendelser; Kbh.: Skipperhoved, 1988 (med forord af Teit Ritzau).
  3. [Retur] I sit banebrydende v√¶rk om “k√łnsballade”, Gender trouble, fra 1990 anf√łrer Judith Butler om k√łnnets performative karakter: “Gender ought not to be construed as a stable identity or locus of agency from which various acts follow; rather gender is an identity tenously constituted in time, instituted in an exterior space through a stylized repetition of acts. The effect of gender is produced through the stylization of the body and, hence, must be understood as the mundane way in which bodily gestures, movements, and styles of various kinds constitute the illusion of an abiding gendered self” (Judith Butler: Gender trouble: feminism and the subversion of identity; New York: Routledge, 1990 s. 140).
  4. [Retur] Under frieriet p√•kalder Lejeune endnu engang Lilis enorme femininitet som motivation for hendes attraktivitet: “Saa sagde han:
    – Ofte tror jeg, at Naturen i et vidunderligt og gaadefuldt Lune har gemt alt, hvad der er mest kvindeligt paa Jorden, i din lille, f√łlsomme Sj√¶l, der saa haardt tr√¶nger til Beskyttelse. Derfor vilde jeg saa gerne have Dig med mig?” (Elbe s. 174).
  5. [Retur] Citeret fra Teit Ritzaus forord til 1988-udgaven af bogen (s. 4). I mods√¶tning til Ritzau, der vistnok med kritisk distance kalder bogens form “lidt eksalteret og kul√łrt” (s. 3), mener jeg netop at de triviallitter√¶re effekter, de enkle f√łlelser, den primitive opdeling af persongalleriet i gode og onde, den udbredte klichebrug og tekstens “parfumerede” og ultrafeminine form er uadskilleligt fra dens “indhold”.
    Den feminine form er med andre ord dens væsentligste indhold, dens budskab, dens eksistensberettigelse og dens argument
  6. [Retur] Pariseridentiteten fremstilles som en tredje national mulighed, en m√•de at undg√• dualiteten dansk/fransk p√•. Andreas Sparre siger selv herom: “Jeg er hverken dansk eller fransk, sagde han selv, afgjort ikke fransk, men jeg er Pariser, og er det ikke en Nationalitet, saa har jeg ingen” (Elbe s. 27).
  7. [Retur] Judith Butler anvender begrebet “den heteroseksuelle matrice” om den mekanisme, hvorved et v√¶sen “k√łnnes” gennem at beg√¶re et modsat k√łnnet v√¶sen og vice versa.
  8. [Retur] Som bevis p√• Lilis sandt kvindelige v√¶sen fremst√•r ogs√• hendes allersidste √łnske til l√¶gen, nemlig trangen til at v√¶re moder: ” – Sig mig, Hr. Professor, tror De, jeg nu er st√¶rk nok til den sidste Operation? Jeg vilde saa gerne kunne faa et lille Barn” (Elbe s. 179).

Artiklen i pdf-format.

Artiklen bringes med venlig tilladelse af 18. januar 2008 fra Dag Heede.