B 76. Trans-Danmarks høringsskrivelse af 4. oktober 2007.

Vist 131 gange.

Trans-Danmark
Trans-Danmark
Den 4. oktober 2007 fremsendte Trans-Danmark en skrivelse til Retsudvalg med foreningens bemærkninger til det fremsatte beslutningsforslag B 76 af 16. januar 2007 om ændring af ægteskabslovgivningen, så der sker ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle.

* * *
Skrivelse fra Trans-Danmark

Vedr.: homoseksuelle med heteroseksuelle

Trans-Danmark vil med denne henvendelse gøre opmærksom på nogle problemer, som transseksuelle har i forhold til ægteskabsloven og komme med forslag om, hvordan de kan løses.

Problemerne vedrører ægtepar, hvor den ene af parterne ønsker en kønsskifteoperation og dermed skifte køn fra mand til kvinde eller omvendt.
For at en gift transseksuel kan få tilladelse til en kønsskifteoperation og dermed få ændret sit officielle køn kræves i dag, at ægteskabet opløses. Efterfølgende kan parret så indgå et registreret partnerskab.

Trans-Danmark foreslår, at ægteskabet får lov til at bestå, hvilket vil være i overensstemmelse med intentionerne i beslutningsforslaget om at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Såfremt dette ikke kan tiltrædes, foreslår foreningen, at der indføres en bestemmelse i ægteskabsloven om, at et ægtepar, hvor den ene part ønsker et kønsskifte automatisk kan få konverteret deres ægteskab, såfremt parret er enige derom.
Det vil let kunne gøres ved, at ægtefællerne i forbindelse med den enes ansøgning om kønsskifte begge underskriver en erklæring om, at de ønsker at fortsætte deres ægteskab og derfor ønsker det konverteret til et registreret partnerskab.

En sådan ordning vil næppe give de store administrative problemer at indføre.

Det vil betyde en stor lettelse for disse ægtepar, der i forvejen er i en meget vanskelig og følelsesmæssig belastende situation, at de ikke skal gennem de formaliteter og belastninger, der er knyttet til opløsning af et ægteskab og efter kønsskifteoperationen gennem formaliteterne med indgåelse af et registreret partnerskab.

Med venlig hilsen.
Karin Astrup.

Foreningens skrivelse til Retsudvalget i pdf-format.

* * *
Foreningen fik imidlertid indsendt sine bemærkninger temmelig sent, så det er ikke optaget som bilag på Folketingets hjemmeside, men vil indgå i det videre arbejde i Retsudvalget.

Folketingets journal vedrørende beslutningsforslaget.