Vist 128 gange.
Et kendetegn ved den danske velfærdsstatsmodel er ønsket om at samfundet skal have adgang til en stor mængde informationer om den enkelte borger. Og for at det skal være let for myndighederne at registrere og fÃ¥ adgang til disse informationer har man siden 1968 brugt de sÃ¥kaldte personnumre (CPR-numre). Det sidste ciffer i borgerens CPR-nummer viser, om vedkommende er registreret som mand eller som kvinde. Hvilke konsekvenser har denne praksis for transpersoner – og hvorfor mener myndighederne, at det er nødvendigt, at CPR-nummeret siger noget om borgerens kkønøn? Ja, det ser Beate Sløk-Andersen nærmere pÃ¥ i et universitetsspeciale med titlen “Køn som infrastruktur” afleveret i oktober 2010.
Der kan ikke være nogen tvivl om at kravet om de kønnede personnumre er med til at gøre livet besværligt for mange transpersoner. Hvis ens CPR-nummer siger, at man er en mand, sÃ¥ giver det mulighed for mange forviklinger f.eks. i forbindelse med kontakt til de offentlige myndigheder, hvis man identificerer sig som kvinde og gÃ¥r klædt som sÃ¥dan – og omvendt. Forviklinger som transpersoner oplever som ydmygende og nedværdigende. Derfor er der da ogsÃ¥ i folketinget blevet rejst forslag om enten helt at fjerne kønsangivelsen i personnumrene eller i det mindste at gøre det lettere at fÃ¥ et andet personnummer end det, som man blev tildelt ved fødslen.
Men på trods af at en del politikere godt har kunnet se, at den nuværende ordning medfører store ulemper for transpersoner, har flertallet i folketinget ikke været til at hugge eller stikke i. Problemet er nemlig at det kønnede CPR-nummer trækker på en forestilling om, at der kun findes to køn og at borgeren kun kan tilhøre et af disse. En indstilling der bl.a. giver sig udslag i, at det ikke er muligt at give et nyfødt barn et personnummer hvis dets kønsorganer ikke entydigt kan kategoriseres som enten dreng eller pige.
Beate Sløk-Andersen prøver at forklare systemets mangel på vilje til at tilpasse sig de transkønnedes (og interkønnedes) behov vha. en inddragelse af en række teorier omkring forståelsen af f.eks. køn og seksualitet.
Susan Leigh Star har sammen med Geoffrey C. Bowker formuleret en teori om det de kalder for samfundets infrastruktur. Ideen er, at de forskellige kategorier som et samfund opdeler dets borgere i, så som f.eks. køn, udgør en infrastruktur i samfundet, der skal sikre, at vi kan håndtere virkeligheden på en nem og uproblematisk måde. Kategorierne fremstår som selvfølgeligheder i den grad, at de færreste i det hele taget tænker på dem i deres dagligdag. Denne infrastruktur er imidlertid kun uproblematisk for dem som den passer til. Dem der befinder sig i grænselandet, dem som kategorierne ikke passer til, bliver gjort tavse og må lide for at flertallet kan have det nemt.
Michel Foucault har en teori om at vor tids fokusering pÃ¥ ideen om at man enten er en biologisk mand eller en biologisk kvinde først “opfindelses”, dvs. bliver til en del af samfundets forstÃ¥else af mennesket, da lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet kommer til at blive den instans der har magten til at definere hvad det vil sige, at være menneske. Lægevidenskabens fokus pÃ¥ biologien skaber et behov for at kunne fastslÃ¥ ethvert menneskes sande køn, der hævdes at være det samme som dets biologiske køn, sÃ¥ dets rolle i reproduktionen kan fastlægges og sikres.
Judith Butler har formuleret teorien om den såkaldte heteroseksuelle matrix. Ideen er at der af biologiske mænd forventes, at de optræder entydigt maskulint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske kvinder. Af biologiske kvinder forventes det, at de optræder entydigt feminint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske mænd. Matrixen opretholdes ved, at det enkelte individ via sin påklædning, valg af job og interesser, måde at tale på etc. konkret omsætter denne forventning. Dem der ikke lever op til matrixen, f.eks. lgbt-personer, bliver mødt med en række sanktioner. Det koster hvis man ikke kan eller ikke vil leve op til de forventninger som den heteroseksuelle matrix afspejler.
Judith Halberstam har udviklet den teori, at kroppens biologi sÃ¥dan set ikke betyder sÃ¥ meget. Det der er afgørende er kroppens overflade, dvs. hvordan vi klæder os og generelt gebærder os. Hvis man pÃ¥ baggrund heraf bliver genkendt som værende af det køn, som man oplever som sit eget, sÃ¥ opnÃ¥r man hermed ogsÃ¥ anerkendelse for at være den, som man mener, at man er. PÃ¥ den mÃ¥de kan man “snyde” biologien hhv. bryde med den biologiske tolkning af køn. Dog udgør de kønnede CPR-numre her et stort problem. For hvis personnumret “afslører” at en persons biologiske køn ikke er identisk med den mÃ¥de som vedkommende fremtræder pÃ¥ sÃ¥ kan det let blive ubehageligt for den berørte.
Hvad kan man så bruge al denne, unægteligt småtunge, teori til?
Ja, for det første kan man blive klogere pÃ¥ hvorfor tingene fungerer som de gør lige for tiden. F.eks. kan Foucaults teori hjælpe med til at forstÃ¥ hvorfor det er sÃ¥ svært at fÃ¥ lov til at fÃ¥ et andet personnummer i Danmark. I dag skal man være kønsskifteopereret – hvad bl.a. indbefatter kastration – for at kunne fÃ¥ lov til at skifte det sidste ciffer i CPR-nummeret. Det er tydeligt, at systemet frygter at skulle stÃ¥ overfor en gravid mand eller overfor en kvinde, der er blevet far. Kønnenes biologiske roller i reproduktionen mÃ¥ ikke blive udfordret!
PÃ¥ samme mÃ¥de kan Judith Butler (og Foucault) hjælpe os til at forstÃ¥ hvorfor samfundet sÃ¥ gerne vil bruge CPR-numret til at verificere en persons køn. Vores samfund er dybt præget af den tanke, at man skal kende en persons “sande”, dvs. biologiske køn, sÃ¥ at man kan kategorisere denne entydigt. Flertydighed truer systemet. Og afvigelser fra den heteroseksuelle matrix skal kunne sanktioneres!
Og Judith Halberstam kan gøre os klogere pÃ¥ hvordan man som transperson kan forsøge, at undslippe det som mange tror er biologiens diktat – men ogsÃ¥ pÃ¥ hvordan den nuværende CPR-nummer ordning vanskeliggør denne undergravning af systemet.
For det andet, og det er mÃ¥ske sÃ¥gar endnu vigtigere, sÃ¥ viser Susan Leigh Stars og Geoffrey C. Bowkers teori at den nuværende kønsinfrastruktur bygger pÃ¥, at vi tager forholdene for givne og at det antages, at systemet er godt for alle. Ved at pÃ¥vise, at tingene lige præcist ikke er givet af naturen – men er menneskeskabte forhold der faktisk er med til at ødelægge livet for nogle mennesker, kan vi bryde tavsheden og tage kampen op mod marginaliseringen.
Transaktivister har taget kampen op, og hvis oppositionen holder de løfter som den kom med i forbindelse med den nyligt afholdte høring på Christiansborg om transpersoners situation så vil vi, hvis vi får en ny regering, kunne regne med tiltag, der bl.a. vil gøre det lettere for transpersoner at skifte personnummer.