Vist 446 gange.
Christine Jorgensen blev kultfigur, da hun for 50 år siden vendte hjem til New York med sit nye køn, som to danske læger havde givet hende.
Selv om Time Magazine kaldte hende Manhattans “Glamour Girl” nægtede USAs to førende sladderjournalister Hedda Hopper og Louella Parsons hÃ¥rdnakket at skrive om Chris.
Koreakrigen rasede, og i Stillehavet nær Salomonøerne havde amerikanerne prøvesprængt en ny heliumbombe, men ingen af begivenhederne afkastede en nyhed, der kunne måle sig med den, der fik Daily News i New York til at rydde forsiden 1. december 1952:
Han hed George, da han rejste hjemmefra i habit og slips, men Christine, da hun vendte hjem fra en vellykket kønsskifteoperation i København. Habitten var blevet til minkpels og stiletter. En kultfigur var skabt. Og et langt mere vellykket liv for Christine end det, der var blevet utåleligt for George.
I København anså de to læger på Rigshospitalet, Georg Stürup og Christian Hamburger, henholdsvis psykiater og endokrinolog, ikke deres gerning som nogen sensation. Postyret kom nærmest lidt bag på dem, og de følte ikke, at de havde arbejdet i det store, lueforgyldte frisinds tjeneste, snarere i overensstemmelse med deres bestemmelse om at hjælpe et nødstedt menneske til en bedre tilværelse.
Når han ser tilbage på historien og sit venskab med Christine Jorgensen, var det i høj grad pressen, der gav Danmark endnu en fjer i hatten for liberal seksualmoral, mener psykiateren Preben Hertoft, der senere kom til at medvirke ved omkring 150 kønsskifteoperationer i Danmark.
Nyheden betød i hvert fald, at Rigshospitalet blev bestormet med breve fra hele verden med ønsker om at komme til Danmark og skifte køn. Det medførte, at man umiddelbart måtte vedtage en lov om, at kun personer bosat i Danmark kunne komme i betragtning. Og sådan er det fortsat.
I dag er transseksuelle jo i øvrigt så almindelige som tolv på dusinet, og fra talkshows er offentligheden informeret til fortrolighed med fænomenet.
Det er kun i Israel det kan skabe indenrigspolitisk debat, når en han/hun går hen og vinder Melodi Grand Prix. Og så naturligvis i den islamiske verden. Efter præstestyret tog over i Iran kom mange iranere hertil og slog sig ned i håb om at få ændret deres identitet.
George Jorgensen var født i USA af forældre med dansk baggrund, og han var fra sin tidligste barndom splittet af indre uro over at være en dreng. Han ville helst gøre alle de ting, som piger gjorde, og selv om det ikke hed mobning dengang, så var det, hvad George oplevede i enhver sammenhæng med andre børn.
Han blev uddannet fotograf, aftjente værnepligt, som også var et helvede at komme igennem, fordi man anså ham for at være bøsse, hvad han bestemt ikke var, for han følte sig ikke erotisk tiltrukket af mænd. Til gengæld blev han heller ikke seksuelt tiltrukket af kvinder. Han ville være som dem, men var heller ikke transvestit. Han var en kvinde i en mands krop. Det var først, da han på et bibliotek fandt en bog, der hed The Male Hormon af Paul de Cruif om effekten af testosteron og østrogen på den menneskelige krop, at han begyndte at ane en vej.
Han hørte om forsøgene i Danmark og besluttede sig for at kontakte Rigshospitalet, hvor man først advarede ham, fordi ikke alle resultater var lige gode.
I dag mener Preben Hertoft, at det var Georg Stürup, der var kendt for at nære en næsten moderlig omsorg for sine patienter, der indså, at George Jorgensen ikke bare var en meget feminin bøsse, som han først havde anset ham for at være.
Den unge mand skulle nu bo i København, for de endelige operationer skulle forberedes både hormonalt og psykiatrisk over mere end et år. Den første af fem operationer fandt sted i september 1951, og i maj 1952 var man så vidt, at Christine Jorgensen gik til den amerikanske ambassade i København for at få sit pas ændret. Hun var nu 26 år og kaldte sig Christine som en gestus over for Christian Hamburger, der foretog de operative indgreb.
Det endelige bevis for, at Christine var blevet, hvad hun ønskede at være, fik hun den dag, da hun gik en tur i Tivoli og en mand fløjtede efter hende, fortalte hun senere.
I mange år havde Preben Hertoft et billede af Chris Jorgensen hængende på sit kontor på Rigshospitalet. Han fik nær kontakt med hende, og hun kom til Danmark på adskillige besøg.
Da lægen og filmmanden Teit Ritzau i 1984 fik idé til at lave en film om Christine Jorgensen, formidlede Preben Hertoft kontakten og medvirkede med al sin erfaring til Paradiset er ikke til salg, der også afstedkom en bog med samme titel.
Af Preben Hertofts erindringer Undren og befrielse fremgÃ¥r det tydeligt, at han endte med et ret ambivalent forhold til filmen. “Jeg kom til at holde meget af hende, for hun var et dejligt og meget morsomt menneske. Chris besøgte ogsÃ¥ min kone og mig hjemme, hvor hun pÃ¥ rekordtid tømte en flaske whisky, men hun var ikke alkoholiker. Hun kunne bare somme tider være fandenivoldsk. Trods whiskyen virkede hun slet ikke beruset”.
Hun var meget glad for at medvirke i filmen og sendte os på forhånd 65 kilo dokumentarisk materiale, fotografier, smalfilm, professionelle film, videobånd, breve, udklip og meget mere. Noget af det indgik senere i udstillingen Kønnets Grænser på Det Kongelige Bibliotek.
Flere amerikanske universiteter samt Kinseyinstituttet havde lagt billet ind pÃ¥ Chris’ materiale, men hun besluttede sig for, at det skulle forblive i Danmark pÃ¥ Det Kongelige Bibliotek. Det fortrød hun desværre kort før sin død af cancer i 1989, men da var det for sent at ændre ved den oprindelige beslutning. Derfor har vi i dag en enestÃ¥ende dokumentation her i landet.
Desuden ligger der et betydeligt, desværre endnu ubehandlet, psykologisk materiale, samlet gennem mange års erfaringer på Rigshospitalet. Arkivet på Det Kongelige Bibliotek afspejler også Chris Jorgensens status som kultfigur i USA, for her er korrespondancer med en lang række fremtrædende personligheder i Europa og USA.
Den kolossale publicity, der fulgte efter forsiden pÃ¥ Daily News, gav Chris Jorgensen celebrity status. Hun sÃ¥ glimrende ud, klædte sig dyrt og smagfuldt og færdedes i New Yorks bedste cirkler. Hun flirtede med Yul Brynner og forelskede sig i en mand, der gerne ville gifte sig med hende, men her sagde loven stop. Chris’ fødselsattest ville myndighederne ikke ændre pÃ¥, og sÃ¥ ophørte forholdet. Det var især i New York og Las Vegas, Chris var godt stof. Hun prøvede en karriere som natklubsanger med Marlene Dietrich numre. Det lød ikke godt.
I byer som Washington og Boston fik hun at vide af myndighederne, at hun blev betragtet som transvestit og ikke måtte benytte dametoiletter.
Selvom Time Magazine kaldte hende Man hattans “Glamour Girl”, nægtede USA’s to førende sladderjournalister Hedda Hopper og Louella Parsons hÃ¥rdnakket at skrive om Chris. De var nemlig i virkeligheden særdeles bigotte damer. De sÃ¥ heller ikke nær sÃ¥ godt ud som Chris.
American Weekly købte de første erindringer for en kæmpesum. Økonomisk klarede hun sig sÃ¥ godt, at hun kunne donere beløbet til andre “suffering in the no-mansland of sex”, og livet igennem turnerede hun med sit foredrag “How to deal with being different”. Hun gjorde en forskel.
Chris var ifølge tidsskriftet Editor and Publisher en af sin tids mest omtalte og fotograferede personer. I 2000 udkom endnu en biografi af Susan Stryker fra Gay and Lesbian Historical Society i San Francisco, hvor hun hædres som “heroine for many transgendered people”.
Var hun lykkelig? I hvert fald lykkeligere som Christine, end hun ville have været som George. I filmen Paradiset er ikke til salg siger hun: “Somme tider bliver jeg spurgt, om jeg er lykkelig. Og jeg kan kun svare, at jeg er meget tilfreds. Jeg forventer mig ikke sÃ¥ meget af livet, ønsker det skal forblive enkelt. Jeg har altid ønsket enkelhed. Om jeg er kommet i Paradis? Ja, jeg fandt min form for paradis i mit eget liv”.
Det var dengang. PÃ¥ sin første pressekonference efter kønsskifteoperationen beklagede Christine Jorgensen sig over, at alle gjorde grin med hende, samtidig undveg hun snedigt nok personlige spørgsmÃ¥l ved at sige, at hun nu var “hvad amerikanerne, men ikke resten af verden, betegnede som en vanskabning”.
* *
Via søgemaskinen Google fandt jeg i 2003 ovenstående artikel, som i sin opsætning ikke gav nogen oplysninger om, hvor den er hjemmehørende.
Derfor har jeg undtagelsesvis ikke sikret mig tilladelse til at bringe denne artikel.
Jeg modtager gerne oplysninger om, hvorfra den stammer.
Tina Thranesen.