Den store forskel. Mand og kvinde. Artikel om kønsforskelle i hjernen. Lone Frank den 26. juli 2007.

Vist 1.784 gange.
Af Lone Frank den 26. juli 2007.
Mand og kvinde. I hjernen er der kønsforskelle i anatomien, i kemien og i funktionen. Der er stort set ikke en eneste hjerneregion, som er ens hos de to køn. Lone Frank præsenterer den omfattende viden, som allerede i USA har afgørende betydning for sygdomsforskning og behandling.

“Da han begyndte at tale om medfødte forskelle i evner mellem mænd og kvinder kunne jeg simpelthen ikke trække vejret – den slags fordomme gør mig fysisk syg.”

Nej, citatet er ikke faldet i debatten om psykolog Helmuth Nyborgs Skanderborgundersøgelse. Ordene, som kom fra den amerikanske biolog Nancy Hopkins, stod at læse i New York Times for to et halvt år siden, men de vedrører nøjagtig samme diskussion. I 2005 oplevede USA nemlig den såkaldte Larry Summers sag. Den daværende rektor for Harvard University deltog i et møde om den skæve kønsfordeling i professorstillingerne på fag som fysik, matematik og visse ingeniørdiscipliner. Og her formastede han sig til at foreslå, at en del af årsagen til kvindernes fravær måske skal søges i medfødte kognitive kønsforskelle, som gør at flere mænd har udprægede evner for det matematiske.

Neandertaler! Fascist! lød reaktionen fra brede kredse. De amerikanske medier flød over med rasende kommentarer og de ellers så gavmilde Harvard-donorer truede med at tilbageholde deres støtte til eliteuniversitetet. Summers måtte gå bodsgang. Han udsendte ikke bare én men en række offentlige undskyldninger, der forsikrede, at han skam ikke mente det på den måde. Affæren endte med en dummebøde. Harvard afsatte 50 millioner dollars til at gøre noget ved den skæve kønsfordeling på fakulteterne, og Summers måtte forlade sin rektorstilling og give plads til Catharine Drew Gilpin Faust – den første kvinde på posten.

Kommentatorer og debattører var tilfredse. For man kan jo anstændigvis ikke stille sig op og sige, at der er hardcore forskelle på mænds og kvinders hjerner, vel?

“Om ti eller femten år vil sådan en sag ikke kunne gentage sig,” forudsiger neurobiolog Larry Cahill fra University of California i Irvine. “Til den tid vil alle vide, at der er gennemgribende kønsforskelle i hjernen, og ingen vil føle sig udfordret eller fornærmet af bemærkninger om det.”

Det politiske klima er vanskeligt at gisne om, men litteraturen afslører, at forskningen i neurologiske kønsforskelle nærmest er eksploderet i de seneste fem-ti år. Som Cahill udtrykker det, vælter det frem med forskelle på flere planer.

“I årtier har hjerneforskere antaget, at kønsforskelle kun handlede om små finurligheder i hypothalamus, som har med seksualadfærd at gøre. Nu er det tydeligt, at vi ikke kan antage, at kvinder og mænd er ens, og at vi heller ikke længere kan forske i neurologiske sygdomme, som om der kun er ét køn. Når det kommer til hjernen, er der kønsforskelle i anatomien, i kemien og i funktionen, ja forskellene er ganske simpelt allestedsnærværende.”

Forskellig konstruktion
Helt overordnet har det meget længe været kendt, at mænd er velsignet med godt hundrede gram mere hjernevæv end kvinder. I 1998 afslørede de danske forskere Bente Pakkenberg og Hans Jørgen Gundersen så, at forskellen afspejles i antallet af nerveceller i hjernebarken – det yderste krøllede lag, hvor de højere funktioner hører hjemme. Her har mænd således 23 milliarder nerveceller, mens kvinder har 19 milliarder. En 16 procents forskel regnes for ganske substantiel i den verden, men som Pakkenberg plejer at svare journalister, ved man ikke, hvad de ekstra hjerneceller bliver brugt til. Eller som hun sidste år spøgte i damebladet Q:

“På min arbejdsplads, hvor vi er en del kvinder, plejer vi at sige, at hvis mænd skal have fire milliarder flere hjerneceller end kvinder for at klare sig lige så godt, så er det da ok.”

Der er tilsyneladende noget om det. I hvert fald tyder nyere forskning på, at kvindehjernen kompenserer for mindre størrelse med en mere effektiv indretning. Undersøgelser har således vist, at kvindehjerner har 15 procent større blodgennemstrømning, og at de indeholder forholdsmæssigt mere grå substans end mænds. Den grå substans består af hjerneceller, mens den hvide substans – som mandehjernen altså har en større procentdel af – er cellernes fedtomviklede kommunikationsforbindelser til hinanden. Især i frontale områder af hjernebarken, som er involveret i kognition, hukommelse og sprogbehandling, er cellerne tættere pakket hos kvinder end hos mænd.
Og ser man nærmere på det, er der stort set ikke en eneste hjerneregion, som er ens hos de to køn. Det antyder blandt andet en stor skanningsundersøgelse udført i 2001 af psykiater Jill Goldstein fra Harvard, som målte de enkelte regioner i forhold til det totale hjernevolumen. Forholdet varierede for næsten samtlige regioner, når forskerne sammenlignede de to køn.

Den slags er ren struktur, men som Goldstein i maj udtalte til Discover Magazine, ser man mange eksempler på, at kvinder og mænd også bruger deres hjerne markant forskelligt. I 2005 blev hun selv overrasket i en undersøgelse af korttidshukommelse, hvor forsøgspersonerne skulle hæfte ord på billeder. Det gjorde kvinder og mænd præcis lige hurtigt og nøjagtigt, men den underliggende hjerneaktivitet var alt andet end ens. Skanninger viste, at kvinderne havde en langt højere aktivitet i områder i den præfrontale cortex, og at aktiviteten fandtes i begge hjernehalvdele, hvor mænd langt overvejende brugte cortex i venstre hjernehalvdel.

I det hele taget er det et gennemgående tema, at mænd viser lateralisering – altså fortrinsvis bruger områder i den ene hjernehalvdel til løsning af diverse opgaver, mens kvinder typisk trækker på områder spredt i begge hjernehalvdele. En observation, som passer godt med, at hjernebjælken – et bredt bånd af kommunikationsforbindelser mellem de to hjernehalvdele – er forholdsvist større hos kvinder.

“Det som åbnede mine egne øjne for hjernens kønsforskelle var en opdagelse af, at de to køn bruger forskellige hjernehalvdele til den samme opgave,” siger Cahill med henvisning til eksperimenter fra 2003. “Vi undersøgte, hvordan det emotionelle indhold af en given information påvirker, hvor godt informationen lagres i hukommelsen. Vi viste nogle uhyggelige film for forsøgspersoner i en PET skanner og testede en uge senere, hvor meget de huskede. Dem med mest aktivitet i strukturen amygdala, som behandler især negativ emotionel information, huskede klart bedst. Men pludselig så jeg noget andet i data. Nemlig at de kvindelige forsøgspersoner altid havde aktivitet i amygdala i venstre side, mens det hos mændene var den højre amygdala. Det var totalt uventet.”

Forskel på fostre
Bestemt opsigtsvækkende, men betyder det noget? Giver alle de strukturelle og funktionelle forskelle anledning til praktiske forskelle i forhold til, hvad vores hjerne kan præstere, og hvordan den anskuer verden?

“Indtil videre ved vi meget lidt om det. Men det tror jeg især skyldes, at det endnu ikke er undersøgt,” siger Cahill, som dog selv er gået videre med sine undersøgelser af amygdala. Hans teori er, at når kvinder og mænd bruger området i hver sin hjernehalvdel, afspejler det en psykologisk forskel. Kvinder har grundlæggende mere opmærksomhed rettet mod deres indre, hvor mænd lægger mere mærke til den ydre verden.

“Ideen bygger på, at den højre og venstre amygdala kommunikerer med forskellige andre hjerneområder – også når vi bare er i hvile. Den venstre står i kraftig forbindelse med hypothalamus, som hele tiden registrerer kroppens tilstand, mens den højre især kommunikerer med områder som synsbarken, der jo i sagens natur registrerer information udefra.”

Teorien er ung og skal underbygges med mange flere forsøg, indrømmer Cahill. Men han peger på mentale forskelle, som er velunderbyggede, og som vedrører de to køns kognitive specialiseringer. Utallige undersøgelser er gennem tiden kommet frem til, at kvinder gennemsnitligt overgår mænd i diverse verbale tests samt i tests af visse typer hukommelse, mens mænd til gengæld er overlegne, når det kommer til at finde vej og i en række matematisk relaterede opgaver, som handler om rumlig fornemmelse og orientering. På samme måde er der også efterhånden en del data, som viser, at kvinder i gennemsnit scorer højere i målinger af empati og social forståelse, hvor det eksempelvis handler om at aflæse andres følelser på ansigtsudtryk.

Men hvor stammer forskellene overhovedet fra?
“Vi har langt fra noget helt billede,” siger Larry Cahill. “Men der er tale om såvel forskelle, der skabes allerede i fosterudviklingen, som forskelle, der opstår senere. Meget er hormonelt bestemt, men også gener er involveret. Desuden er jeg overbevist om, at den sociale påvirkning, som de to køn får gennem opdragelsen og livet, i det hele taget spiller sammen med biologien og giver et ekstra lag af kompleksitet og forskellighed. Den forskning har vi bare stort set ikke taget hul på endnu.”

Til gengæld har man godt belæg for, at kønshormoner spiller en fremtrædende rolle ikke mindst i fosterudviklingen. Drenge- og pigefostres hjerner ser nemlig påfaldende ens ud indtil 8. fosteruge, hvor vejene pludselig skilles, fordi drengefostres testikler begynder at producere store mængder testosteron. Det pumper gennem hele organismen og oversvømmer hjernen, som er fyldt med testosteronreceptorer.

“Bunker af rotteforsøg viser, at testosteronniveauet i fostertilværelsen påvirker ungernes senere adfærd og mentale egenskaber,” fastslår Cahill. Og tilføjer, at samme observation er gjort hos menneskebørn. Et eksempel er undersøgelser af piger med lidelsen kongenital adrenal hyperplasi, som på grund af en enzymfejl danner ekstra testosteron i fostertilstanden. I barndommen foretrækker disse piger ofte at lege vilde lege og at lege dem med drenge. CAH-piger, som de kaldes, klarer sig samtidig betydeligt bedre i tests af rumlig orientering end deres kvindelige slægtninge. Til gengæld er de samme rumlige evner nedsat hos drenge med IHH, en tilstand der giver mindre testikler og mindre testosteronproduktion i fosterlivet. Omvendt kan lavt foster-testosteron ifølge britiske undersøgelser kobles til bedre verbale og sociale evner hos børn.

Hendes sygdom, hans sygdom
“Alt det her er selvfølgelig kolossalt interessant i sig selv, men den helt store praktiske betydning kommer i tilknytning til sygdomsforskning og behandling,” understreger Larry Cahill. “Førhen mente man, at kvinder egentlig bare var mænd med lidt østrogen, som kom forstyrrende ind over fra tid til anden. Nu erkender man, at der er kønsforskelle, som gør sig gældende lige fra eksperimenter med nerveceller i petriskåle til forskning på hele hjerner. Og den besked er ved at ændre hele neuroforskningen.”

I hvert fald i USA, hvor erkendelsen har fået kontant betydning på bevillingsplan. Blandt andre den store pengetank National Institutes of Mental Health, som støtter forskning i hjerne- og neurologiske sygdomme, lægger i dag stor vægt på, at projekter omhandler begge køn. Det samme gælder National Institute on Drug Abuse. Misbrugsforskning er traditionelt foregået på mænd, men nye studier, som antyder, at stoffer som kokain og amfetamin virker fysiologisk og dermed psykologisk anderledes på kvinder, har skabt et fokus på at inddrage begge køn.

Det giver alt sammen god mening. Når man ser ned over listen over lidelser, der har med hjernen at gøre, er der nemlig iøjnefaldende kønsforskelle enten i den måde symptomerne optræder, i hyppigheden eller i, hvor godt man klarer sig med sygdommen. Det gælder eksempelvis autisme, Alzheimers, angstlidelser, depression, post-traumatisk stress-syndrom, hyperaktivitet, spiseforstyrrelser og skizofreni.

“Kønnet er den væsentligste demografiske variabel for en lang række lidelser, og det er indlysende, at hvis vi skal forstå dem og behandle begge køn optimalt, skal vi se på mænd og kvinder hver for sig. Men det er umuligt at komme igennem med argumenterne herhjemme,” siger psykiater og overlæge ved Sct. Hans Hospital, Karin Garde. Og tilføjer: “Neurologerne er ved at få øjnene op, men psykiaterne vil ikke høre tale om kønsforskelle. Der undervises ikke i kønnets betydning i psykiaternes specialuddannelse, men det er jo elementært uvidenskabeligt at se bort fra.”

Som eksempel nævner Garde depression. “Hvis man ikke tænker sig godt om og tager i betragtning, at de deprimerede mænd reagerer anderledes, fortæller om deres symptomer på en anden måde end kvinderne og er mindre synlige, kommer man til at underdiagnosticere dem. Det ved vi fra en dansk ph.d.-rapport. Vi ved også, at mændene hyppigere begår selvmord.”

Karin Garde oplever en massiv berøringsangst i det danske psykiatriske system og mener, at den blandt andet handler om, at man ikke vil risikere at skulle indrømme, at man anser egenskaber hos det ene køn for bedre end det andet.

“Indtil 1960erne talte danske psykiatere frejdigt om, at der var kønsforskelle, og at de var biologisk begrundede. Men så holdt man op, fordi det viste sig, at det biologiske ikke var forklaring nok. I dag siger de så bare ‘vi har jo ligestilling’ og nægter at forholde sig til spørgsmålet. Men selv hvis ligestilling var en realitet, består forskelligheden jo stadig.”

Kvinder er bare bedre
Det handler måske nok så meget om spin, altså om måden, man serverer kønsforskellene på. Hvis man vil se, hvordan det gøres positivt, kan man kaste et blik på bogen The Female Brain af psykiater Louann Brizendine fra University of California i San Francisco. I den kan alle, som har følt sig stødt på manchetterne af folk som Summers eller Nyborg hente opmuntring. Den friske og yderst populære fremstilling leverer en vaskeægte feel good-historie om, at kvinders hjerner er så aldeles glimrende og overlegne på mange punkter. Man kan finde sætninger som: “Kvinder har en ottesporet motorvej til at behandle følelser, mens mænd har en smal grusvej.” Og som der står på bagflappen:
“Kvinder vil lukke denne bog og vide, at de sidder inde med en fantastisk og strømlinet kommunikationsmaskine. Mænd vil udvikle et slemt tilfælde af hjerne-misundelse.”

The Female Brain er solgt i pallevis og oversat til 22 sprog, og Brizendine har generelt været rost for sine interessante pointer af anmelderne. Lidt anderledes forholder det sig for svenske neuroforsker Annica Dahlström fra universitetet i Göteborg. Hun har i en årrække interesseret sig for hjernens kønsforskelle, og udgav i år bogen Könet sitter i hjärnan, som bygger på meget af den samme internationale forskning, som også Brizendine refererer. Men Dahlström bruger blandt andet resultaterne om de emotionelle forskelle til at udtale, at mødre er bedre egnet til at tage sig af helt små spædbørn end fædre. Det har hun fået en hel del tæsk for med hadefulde e-mails, tilsværtning på diverse blogs og ikke mindst et rasende angreb fra en gruppe læger og studerende med tilknytning til feministiske kredse. De anklagede i Dagens Nyheter Dahlstöm for ligefrem at misbruge sin stilling.

“Der er meget politisk korrekthed i det her emne i Sverige, og jeg mener, at feminismens og lighedsideologiens succes har gjort, at Skandinavien i det hele taget er langt bagud, når det kommer til at forholde sig til biologiske kønsforskelle. For nogle år siden skrev jeg en artikel om mentale kønsforskelle og fik en opringning fra en kvindelig kollega – en kendt historiker – som fortalte mig, at de skam ikke findes. Da jeg spurgte, om hun havde tjekket litteraturen, svarede hun, at ‘selvom der så skulle eksistere sådanne forskelle, kan vi aldrig sige det’. Er det ikke utroligt? Men der er jo en hel generation, som har bygget deres karriere på, at kønnet er en social konstruktion, og deres verden falder sammen, nu hvor det viser sig at være forkert. De meget negative reaktioner på den nye forskning kommer typisk fra humanistiske akademikere uden kendskab til biologi.”

Til gengæld oplever både Dahlström og Cahill, at den brede offentlighed er langt mere positivt indstillet.

“Når jeg holder offentlige foredrag bliver jeg ofte mødt med et bredt grin,” fortæller Larry Cahill. “Folk kommer og siger til mig: “Har det virkelig taget jer så lang tid at finde ud af, at mænd og kvinder er forskelligt indrettet i hovedet?”

* * *
Journalist Lone Frank, der er født i 1966, er cand. scient. biologi, ph.d. neurobiologi. Hun er videnskabsmedarbejder ved Weekendavisen og har tidligere været beskæftiget som forsker og senere patentkonsulent. Derefter har hun fungeret som freelancer for DR samt en række danske og udenlandske videnskabelige og populærvidenskabelige publikationer.

Den 26. juli 2006 bragte Weekendavisen artiklen “Den store forskel” af Lone Frank om kønsforskelle i hjernen. Da Weekendavisen ikke mere viser artiklen, har Lone Frank venligst givet mig tilladelse til at bringe artiklen her i Vidensbanken.
Tina Thranesen.