EU direktiv 2012/29/EU (Offerdirektivet) af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse.

Medlemsstaterne sikrer, at ofrene modtager anerkendelse og behandles på en respektfuld, forstående, velegnet, professionel og ikkediskriminerende måde i forbindelse med enhver kontakt med støttetjenester for ofre, eller tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed eller en kompetent myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag. De rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, gælder for ofre på en ikkediskriminerende måde, herunder hvad angår deres opholdsstatus.

2. Når offeret er et barn, sikrer medlemsstaterne, at der ved anvendelsen af dette direktiv først og fremmest tages hensyn til barnets tarv, og at der foretages en individuel vurdering heraf. Der anlægges en tilgang, der er særligt tilpasset børns behov, og som tager behørigt hensyn til barnets alder, modenhedsniveau, synspunkter, behov og ønsker. Barnet og indehaveren af forældremyndigheden eller en eventuelt anden juridiske repræsentant holdes underrettet om alle foranstaltninger eller rettigheder, der specifikt fokuserer på barnet.

a) “offer”:
I. en fysisk person, som har lidt skade, herunder fysisk, psykisk eller følelsesmæssig skade eller økonomisk tab, som direkte er forvoldt ved en forbrydelse

II. familiemedlemmer til en person, hvis død direkte blev forvoldt ved en forbrydelse, og som har lidt skade som følge af personens død

b) “familiemedlemmer”: offerets ægtefælle, den person, der lever sammen med offeret i et fast nært forhold i en fælles husstand og pÃ¥ et stabilt og varigt grundlag, slægtning? i direkte linje, søskende samt personer, som offeret har forsørgerpligt over for

c) “barn”: en person under atten Ã¥r.

d) “genoprettende retfærdighed”: enhver proces, hvorved offeret og gerningsmanden ved frivilligt samtykke sættes i stand til at deltage aktivt i afgørelsen af spørgsmÃ¥l, der opstÃ¥r i forbindelse med forbrydelsen, med hjælp fra en upartisk tredjepart.

2. Medlemsstaterne kan indføre procedurer:

a) til at begrænse antallet af familiemedlemmer, som kan være omfattet af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, idet der tages hensyn til de specifikke omstændigheder i hver sag, og

b) i forbindelse med stk. 1, litra a), nr. II), for at afgøre, hvilke familiemedlemmer der har prioritet med hensyn til udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kommunikationen med ofrene foregår på et enkelt og letforståeligt sprog, mundtligt eller skriftligt. Kommunikationen skal tage hensyn til offerets personlige karakteristika, herunder et eventuelt handicap, der kan berøre dets evne til at forstå eller blive forstået.

3. Medmindre det ikke er i offerets interesse, eller medmindre det ville berøre sagens forløb, tillader medlemsstaterne ofrene at være ledsaget af en person, som de selv har valgt, ved den første kontakt med en kompetent myndighed, hvis offeret som følge af forbrydelsens konsekvenser har behov for bistand til at forstå eller for at blive forstået.

a) hvilken form for støtte de kan få og af hvem, herunder, hvor det er relevant, grundlæggende information om adgangen til lægehjælp, enhver specialisthjælp, herunder psykologhjælp, og alternativ indkvartering

b) procedurerne for indgivelse af en anmeldelse vedrørende en forbrydelse og ofres rolle i forbindelse med disse procedurer

c) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan opnå beskyttelse, herunder beskyttelsesforanstaltninger

d) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til juridisk rådgivning, retshjælp og enhver anden form for rådgivning

e) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til erstatning

f) hvordan og på hvilke betingelser ofre er berettigede til tolkning og oversættelse

g) hvis de har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået, hvilke særlige foranstaltninger, procedurer eller faciliteter, der findes til at beskytte ofrenes interesser i den medlemsstat, hvor der først tages kontakt med den kompetente myndighed,

h) procedurer for indgivelse af klage, der er til rådighed, hvis ofrenes rettigheder tilsidesættes af den kompetente myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag

i) kontaktoplysninger med henblik på kommunikation om deres sag

j) tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, der står til rådighed

k) hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres deltagelse i straffesagen.

2. Omfanget af eller detaljerne vedrørende de informationer, der er omhandlet i stk. 1, kan variere afhængigt af offerets særlige behov og personlige omstændigheder samt forbrydelsens art eller type. Der kan også gives yderligere information på et senere tidspunkt afhængigt af offerets behov og informationens relevans for hvert af sagens stadier.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ønsker at anmelde en forbrydelse, og som ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, sættes i stand til at foretage anmeldelsen på et sprog, som de forstår, eller ved at modtage den nødvendige sproglige hjælp.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, vederlagsfrit får en oversættelse af den skriftlige bekræftelse af deres anmeldelse, som er omhandlet i stk. 1, på et sprog de forstår, hvis de anmoder herom.

a) enhver afgørelse om at afslutte eller ikke at fortsætte en efterforskning, eller om ikke at retsforfølge gerningsmanden

b) hvor og hvornår retssagen finder sted, samt karakteren af tiltalen mod gerningsmanden.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre i overensstemmelse med deres rolle i det pågældende strafferetlige system uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, og at de modtager denne information, såfremt de anmoder herom:

a) enhver endelig dom i en retssag

b) information, der sætter offeret i stand til at forstå, hvor langt straffesagen er kommet, medmindre en sådan meddelelse under særlige omstændigheder vil kunne være til skade for sagens behandling.

3. Information som omhandlet i stk. 1, litra a), og stk. 2, litra a), skal omfatte begrundelsen eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en nævningeafgørelse eller en afgørelse, hvor begrundelsen er fortrolig, i hvilket tilfælde der ikke gives en begrundelse som følge af national ret.

4. Den kompetente myndighed er forpligtet af ofrenes ønske om at blive informeret eller ikke at blive informeret, medmindre informationen skal gives af hensyn til offerets ret at deltage aktivt i straffesagen. Medlemsstaterne tillader ofrene at omgøre deres ønske når som helst, og skal da tage hensyn hertil.

5. Medlemsstaterne sikrer, at ofrene har mulighed for uden unødig forsinkelse at få meddelelse om, hvornår den person, der er varetægtsfængslet, retsforfølges eller er blevet dømt for forbrydelser, der vedrører dem, løslades eller er flygtet fra fængslet. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at ofrene informeres om enhver relevant foranstaltning, der træffes for at beskytte dem i tilfælde af gerningsmandens løsladelse eller flugt.

6. Ofre modtager efter anmodning den i stk. 5 omhandlede information, i det mindste i tilfælde, hvor der er fare eller identificeret risiko for skade for dem, medmindre der er en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af en sådan meddelelse.

2. Uden at det berører retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn kan der efter omstændighederne anvendes kommunikationsteknologier, såsom videokonferencer, telefon eller internettet, medmindre tolkens fysiske tilstedeværelse er nødvendig for, at offeret i fuldt omfang kan udøve sine rettigheder eller forstå sagens gang.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system i straffesager, efter anmodning, vederlagsfrit får stillet oversættelse til rådighed på et sprog, de forstår, af information, der er af afgørende betydning for udøvelsen af deres rettigheder under straffesagen, i det omfang denne information videregives til ofrene. Oversættelse af sådan information skal, i det mindste omfatte enhver afgørelse, der afslutter straffesagen vedrørende den forbrydelse, som offeret har været udsat for, og efter offerets anmodning, en begrundelse eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en nævningeafgørelse eller en afgørelse, hvor begrundelsen er fortrolig, i hvilket tilfælde der ikke gives en begrundelse i henhold til national ret.

4. Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der har ret til information om, hvor og hvornår retssagen finder sted, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), og som ikke forstår den kompetente myndigheds sprog, efter anmodning får en oversættelse af den information, som de har krav på, stillet til rådighed.

5. Ofre kan indgive en begrundet anmodning om, at et dokument betragtes som væsentligt. Der stilles ikke krav om, at passager i væsentlige dokumenter, som ikke er relevante for, at ofre kan deltage aktivt i straffesagen, bliver oversat.

6. Uanset stk. 1 og 3 kan der gives en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag af væsentlige dokumenter i stedet for en skriftlig oversættelse, forudsat at en sådan mundtlig oversættelse eller et sådant mundtligt sammendrag ikke vanskeliggør en retfærdig rettergang.

7. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed foretager en vurdering af, om ofrene har behov for tolkning eller oversættelse, jf. stk. 1 og 3. Ofrene kan anke en afgørelse om ikke at tilbyde tolkning eller oversættelse. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

8. Tolkning og oversættelse, samt enhver overvejelse om at anke en afgørelse om ikke at tilbyde tolkning eller oversættelse i medfør af denne artikel, må ikke forsinke straffesagen unødigt.

2. Medlemsstaterne fremmer henvisninger af ofre fra den kompetente myndighed, der modtog anmeldelsen, og andre relevante organer til støttetjenester for ofre.

3. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at etablere vederlagsfrie og fortrolige specialiserede støttetjenester ud over, eller som en integrerende del af, almindelige støttetjenester for ofre eller til at gøre det muligt for støtteorganisationer for ofre at henvende sig til eksisterende specialiserede organer, der tilbyder sådan specialiseret støtte. Ofre har i overensstemmelse med deres særlige behov adgang til sådanne tjenester, og familiemedlemmer har adgang i overensstemmelse med deres særlige behov og den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

4. Støttetjenester for ofre og eventuelle specialiserede støttetjenester kan etableres som offentlige eller ikkestatslige organisationer og organiseres på professionelt eller frivilligt grundlag.

5. Medlemsstaterne sikrer, at adgang til eventuelle støttetjenester for ofre ikke er afhængig af, at ofrene formelt anmelder en forbrydelse til en kompetent myndighed.

a) information, rådgivning og støtte, der er relevant for ofrenes udøvelse af rettigheder, herunder om adgang til nationale ordninger til opnåelse af erstatning for skade forvoldt ved forbrydelser, og om deres rolle i straffesager, herunder forberedelse til deltagelse i retssagen

b) information om eller direkte henvisning til eventuelle relevante specialiserede støttetjenester, som tilbydes

c) følelsesmæssig og så vidt muligt psykologisk bistand

d) rådgivning om økonomiske og praktiske spørgsmål, der opstår som følge af forbrydelsen

e) rådgivning vedrørende risikoen for og forhindring af sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester.

2. Medlemsstaterne tilskynder støttetjenesterne for ofre til at tage særligt hensyn til de særlige behov hos ofre, der har lidt stor skade som følge af forbrydelsens alvor.

3. Medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester, skal de specialiserede støttetjenester, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, som minimum tilvejebringe og tilbyde:

a) herberg eller enhver anden form for passende midlertidig indkvartering for ofre, der har behov for et sikkert opholdssted på grund af en overhængende risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse

b) målrettet og integreret hjælp til ofre med særlige behov såsom ofre for seksuel vold, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold, herunder traumestøtte og traumerådgivning.

2. De procedureregler, efter hvilke ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser, fastlægges i national ret.

2. Fastlægges offerets rolle i det relevante strafferetlige system i overensstemmelse med national ret først, når der er truffet afgørelse om at retsforfølge gerningsmanden, sikrer medlemsstaterne, at i det mindste ofre for alvorlige forbrydelser har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få, og at de efter anmodning får tilstrækkelige informationer til at beslutte, om de skal anmode om prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale.

4. Når afgørelsen om ikke at rejse tiltale træffes af den øverste anklagemyndighed, og det ikke er muligt at foretage en prøvelse af denne afgørelse i henhold til national ret, kan retten til prøvelse foretages af den samme myndighed.

5. Stk. 1, 3 og 4 finder ikke anvendelse på anklagerens afgørelse om ikke at rejse tiltale, hvis en sådan afgørelse medfører en tvistløsning uden for domstolene, i det omfang den nationale ret indeholder bestemmelser om en sådan mulighed.

a) Tjenesterne vedrørende genoprettende retfærdighed anvendes kun, hvis det med forbehold af alle sikkerhedshensyn er i offerets interesse, og offeret frit har givet sit informerede samtykke, som til enhver tid kan tilbagekaldes.

b) Inden offeret samtykker i at deltage i processen med genoprettende retfærdighed, skal den pågældende have fuldstændige og objektive oplysninger om nævnte proces og om de mulige resultater heraf samt oplysninger om procedurerne for kontrol med opfyldelsen af en eventuel overenskomst.

c) Gerningsmanden skal have erkendt de grundlæggende fakta i sagen.

d) Enhver overenskomst indgås frivilligt og kan tages i betragtning under eventuelle yderligere skridt i straffesagen.

e) Drøftelser i forbindelse med genoprettende retfærdighed, som ikke føres offentligt, er fortrolige og offentliggøres ikke efterfølgende, medmindre parterne indvilliger heri, eller det kræves i henhold til national ret på grund af en tungtvejende offentlig interesse.

2. Medlemsstaterne fremmer henvisning af sager, der er relevante, til tjenester vedrørende genoprettende retfærdighed, herunder gennem udfærdigelse af procedurer eller retningslinjer om betingelserne for en sådan henvisning.

2. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger til at tilskynde gerningsmanden til at yde passende erstatning til offeret.

a) at optage forklaring fra offeret umiddelbart efter anmeldelsen af forbrydelsen til den kompetente myndighed

b) i videst muligt omfang at gøre brug af bestemmelserne om video- og telefonkonference i konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 29. maj 2000 (17) med henblik på afhøring af ofre, som har bopæl i en anden medlemsstat.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ofre for en forbrydelse, der er begået i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl, kan anmelde forbrydelsen til de kompetente myndigheder i bopælsstaten, hvis de ikke har mulighed for at gøre det i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, eller, når der er tale om en alvorlig forbrydelse i henhold til national ret i den pågældende medlemsstat, hvis de ikke ønsker at gøre det.

3. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed, som offeret indgiver sin anmeldelse til, straks videresender den til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, hvis kompetencen til at indlede retsforfølgning ikke er blevet udøvet af den medlemsstat, hvori anmeldelsen blev indgivet.

2. Medlemsstaterne sikrer, at nye retsbygninger har særskilte venteområder for ofre.